Ordet suffragette har jeg altid instinktivt koblet til ordet lidelse. Jeg har aldrig tænkt over hvorfor, indtil det gik op for mig, at det er fordi suffra ligger tæt op af suffrir på spansk, som betyder netop lidelse. Min spanske mor gjorde mig tosproget og indimellem holder danske og spanske ord fætterkusinefest i min hjerne og skaber sprogkaos.

Jeg har dog også tænkt på, om min kobling til lidelse skyldes, at jeg finder ordet så grimt, at det næsten er en lidelse at sige! I virkeligheden betyder ordet stemmeret på latin. Og så er logikken på plads, for det var netop, hvad suffragetterne kæmpede for at opnå omkring 1900tallet. Vi har lige haft 100 års jubilæum for danske kvinders stemmeret, så måske er du ved at være temmelig mør over emnet. Sådan havde jeg det faktisk selv.

Indtil jeg så filmen Suffragette.

Pludselig blev suffragette koblet direkte sammen med lidelse. Personlig lidelse på et plan, som jeg måske nok har læst om, haft fakta i hovedet om, men aldrig rigtig forstået omfanget af, før historierne om de engelske kvinders kamp udspillede sig foran øjnene på mig i mørket og blev meget personlige. På en måde så smerten næsten transcenderede lærredet og landede i min krop og tårerne fedtede mine kinder til.

Det var ganske enkelt hæsligt, afskyeligt og uforståeligt hvad kvinder blev udsat for af mænd, andre kvinder, samfundet, kulturen og myndigheder dengang for 100 år siden, hvor kvinder stadig ikke blev anset for at kunne tænke lige så lige som mænd, og i øvrigt bidrage til fællesskabet på et niveau, der krævede samme respekt og løn, som deres mandlige fæller fik.

Tab af arbejde. Tab af ægteskab. Tab af hjem. Tab af egne børn. Psykisk vold. Fysisk vold. Bedrag. Grænseløs social udstødelse. Fængsel. Død.

Suffragetten Emily Davison kastede sig ud foran kongens hest til et derby i 1913, i noget der blev tolket som en protest, der skulle skabe opmærksomhed om de engelske kvinderes kamp for valgret, og døde få dage efter af sine kvæstelser. Heldigvis skabte hendes død nødvendig ravage om deres sag, og hun blev et sørgeligt, men effektivt symbol for kampen.

Engelske kvinder fik først stemmeret i 1928. Vi fik det i 1915. New Zealand var først i verden i 1893, men dog uden at kvinderne selv kunne komme i parlamentet. Mange lande gav kvinderne det i forlængelse af 1. verdenskrig, fordi de gennem deres indsats havde vist sig værdige til at være ligeværdige samfundsborgere. Yes, sådan blev det formuleret! I Schweiz fik kvinderne først valgret til parlamentet i 1971, i Portugal i 1975 og i Liechtenstein i 1984. 1984!!!

De fleste kvinder i Danmark behøver ikke længere være lige så vanvittigt modige og fandenivoldske, som vores formødre var, når det gælder ligeret og ligeværd. Men at køn stadig er et af de giftigste emner at kaste sig over, vidner den meget bashing af feminister i medierne om. Der er helt sikkert mindre lidelse forbundet med at være feminist i dag end suffragette for 100 år siden. Ordet er også meget pænere. Men hvis ikke feminist skal blive til femipist-væk, skal vi sørge for at give faklen videre til både vores piger og drenge. Faklen om at begge køn er lige og skal behandles anstændigt og respektfuldt. Uanset hvad. Og at kønnet aldrig nogensinde kan være en grund til at diskriminere eller begrænse det enkelte menneske i dets udfoldelser og sociale værdi. Kønnet er en biologisk nødvendighed, javel, men bør aldrig bruges som et socialt argument for noget som helst andet end en seksuel orientering og lyst. På linje med at nogle kan lide jordbæris og andre chokolade….

(Suffragette udkommer på DVD den 7.4)

 

Det er åbenbart et internationalt problem, konstaterer jeg, da jeg kigger udover forsamlingen af 800 stomi-sygeplejersker fra hele verden, der har samlet sig her i Cape Town til deres årskonference. Jeg har netop bedt dem om at række enten den røde seddel op, hvis deres arbejde primært bliver målt ud fra om de excellerer i produktiv kapital; altså om de er gode til at levere synlig effektivitet og leve op til nogle målbare resultater. Eller den grønne seddel, hvis de i stedet bliver målt på deres evne til at skabe tillidsvækkende relationer, fællesskab og deres kontakt med andre (både kollegaer og patienter) er domineret af empati og engagement; det jeg kalder for relationel kapital.

Da jeg kigger udover salen, har de næsten alle forventeligt rakt den røde seddel i vejret. Et hospital adskiller sig ikke fra andre arbejdspladser i kravet om at skulle levere effektive resultater.

Overraskelsen kommer, da jeg beder dem om at række enten den røde eller grønne seddel op, i forhold til hvad deres patienter har mest brug for i kontakten med sygeplejerskerne. Nu er næsten hele salen grøn.

I Danmark har vores kultur i flere generationer været præget af social ansvarlighed og et bevidst fokus på styrkelse af den relationelle kapital. Men selv i fattige lande, hvor den tekniske helbredelse kan tænkes at være patients største ønske, er det altså stadig kontakten og relationen til sygeplejersken, der er det vigtigste. Og er samtidig det, der har mindst fokus og bruges færrest penge på i næsten alle hospitalssystemer verden over.

Gælder det mon kun for hospitalsverdenen?

Selvfølgelig ikke! Det er et problem for de fleste organisationer. Man plejer at sige, at folk bliver ansat på deres kvalifikationer, men fyret på deres personlighed. Well – det gælder i høj grad også virksomheder! Både overfor deres medarbejdere og i endnu højere grad deres kunder.

Nutiden viser os allerede, at det med at eje et produkt, der sælger sig selv ved at være noget særligt, kun holder i ganske kort tid, fordi de fleste produkter i dag faktisk kan kopieres usandsynligt hurtigt. Modebranchen, der er en af de brancher med hurtigste omsætnings- og forældelsesfrister, oplever nu, hvordan de store modehuse allerede få uger efter, at de har vist deres kommende kollektioner på catwalken til modemesserne, ser dem til salg på stativerne som billige kopier i forretninger som Zara og H&M; altså måneder før modehuset selv kan levere kollektionen!

Hvad kan man til gengæld ikke kopiere?

Relationen til kunden. For uanset hvor hurtigt vores tid udvikler sig, hvor meget vi kan connecte over sociale medier og ”go viral” og få ”instant fame” (læs: kendskab) osv, så er det de nære relationer mellem mennesker, der holder længst. Og overkommer flest problemer. Fordi det er baseret på noget, som vi aldrig kan købe os til: Tillid. Derfor er den største og vigtigste opgave at komme til at eje sine kunder (uanset om de er borgere, købere eller interessenter) og sine medarbejdere. Og helst også sine leverandører. 

Vi er forbi tiden, hvor alle lå og gispede efter omsætningen, og selvom den fede vækst lader vente på sig, er vi altså i en langt stærkere økonomisk situation end vi har været siden 2008. Langsigtede planer hvor fokus er på udvikling af forretningen og organisationen er hvad man skal være opmærksom på nu, og skal man sikre sig selv bedst muligt, skal man tænke i balance mellem den produktive og den relationelle kapital. Det gælder både internt ift at skabe et kreativt og trygt arbejdsmiljø. Og eksternt ved at skabe nogle holdbare relationer til kunderne og leverandørerne, der værdisættes lige så sikkert, som alle de andre KPI’ere. Uanset om du kun opererer i Danmark eller over hele verden!

Lav dit ejet tjek: Hvor meget ejer du egentlig dine kunder? Hvordan gør du dig fortjent til deres tillid? Hvor ofte får du kunder af dine kunder? Hvor mange af jeres KPI’ere knytter sig til jeres relationelle kapital? Hvis du ikke kan svare hurtigt og sikkert på de her spørgsmål, skal du lave din forretningsplan om. Du bør nemlig stræbe efter den perfekte symbiose mellem hvad du bidrager med (produktiv kapital) og de relationer, der enten skaber eller aftager det (relationel kapital).  

Min kronik i Børsen 31.3.16

”Jeg skal få dem til at græde!”

Denne sætning sagde forhenværende operachef Kasper Bech Holten mindst 20 gange under et foredrag for mange år siden. Hans mål med enhver opera var at få publikum til at græde. Hvorfor? Fordi opera først og fremmest handler om at formidle følelser – og når man græder, så føler man. Meget. Muligheden for at få afløb for ens egen gråd, var i virkeligheden det, som operachefen solgte. Og det var rigtig smart set af Holten, for der er rigeligt med mennesker, der har rigeligt med frustrationer og sorg i deres egne liv, som de på legal vis og på anden hånd, nu kunne få afløb for i mørket. Katharsis kaldes det af nogle. Indre renselse.

Denne indsigt i sine kunders inderste er forbilledlig for en ansvarlig direktør. Holten beviste nemlig, at han forstår det helt grundlæggende i en sund forretning: Kendskab til sine kunders konflikter (daglige frustrationer, eksistenskriser, kærlighedskvaler mm) og længsler (at blive elsket, at få succes osv) og igennem sit produkt, operaen, gav han sit publikum mulighed for at blive mødt i begge dele.

Tænker du ikke selv i disse baner, har du allerede baghjul ift dem, der gør det. Det er nemlig såre enkelt: Kender du dine kunders konflikter og længsler, ved du også, hvad de har brug for at du sælger dem, for igennem dem får du næsten en privat adgang til deres inderste.

Desværre er der alt for få virksomheder, der forstår dette. I stedet fokuseres der på livsfaser, livsstil, brugssituationer, kendiseffekter og andet, der i virkeligheden blot er unøjagtige afarter af de bagvedliggende konflikter og længsler. Og der er endnu færre direktører, der virkelig kender sine kunder. I stedet er de optaget af deres markedsposition, samhandelsaftaler, politisk indflydelse og konkurrenters tiltag, og jeg har desværre hørt alt for mange direktører frejdigt påstå, at det med kundernes motivation, har de folk til at være eksperter i.

Nåmen, det er en fejl! Alle markeder ændrer sig med lynets hast i dag og disruptive technologies og samme strategier vælter ind over enhver branche, bla fordi mange af de branche-siloer/systemer vi har været vant til, er i konstant opløsning. Lige så vel som mange jobfunktioner og hierarkier er.  

Skal man som direktør tage ansvar for hele forretningens trivsel, skal man derfor kende til hvad der virkelig driver ens kunder. Savner man inspiration, kan man tage udgangspunkt i den moderne forbrugers grundkonflikt og grundlængsel.

Mangel på ontologisk sikkerhed er vores grundkonflikt. Altså mangel på følelsen af at være sikker i sin egen væren. En (alt for) stor del af befolkningen lever med en konstant gnavende usikkerhed på, om de egentlig er købt eller solgt – og om de overhovedet kan leve op til de kommende krav, som de vil blive mødt med. Både på arbejde og i privatlivet. At 42% af befolkningen er ramt af stress i mere eller mindre grad er en indikator på dette. På jobbet skal man være omstillingsparat, gerne originalt produktiv og konstant i udvikling og opdateret på efteruddannelse. På privatsiden kan et site som Victoriamilan, der er et mødested for utro ægtefæller og som har fået en enorm udbredelse, eller blot det faktum at 46% af alle indgåede ægteskaber ender i skilsmisse, give os en grundlæggende følelsesmæssig usikkerhed.

Helt i tråd med dette, er vores største længsel derfor at høre til. Uforbeholdent. Heri ligger både det at være elsket (helst ubetinget), at være medlem af et fællesskab man ønsker at være medlem af og at vide, at det man bidrager med ind i fællesskabet, har så stærk en værdi, at man også er sikret en plads.

Hvordan er dine ydelser og produkter med til at øge dine kunders ontologiske sikkerhed? Og give dem et sikrere tilhørsforhold? Hvis du mener, at det er overkill, fordi du lever af at sælge en dagligvare, så tænk i grønne æbler. Kan du huske 80ernes vaskemiddel Green Apple? Den huserede som en terrorbombe af grøn æblelugt. Ved du også hvorfor den blev opfundet? Fordi virkelig mange kvinder var trætte af, at deres indsats med at vaske familiens tøj blev overset og aldrig anerkendt. Når de brugte Green Apple var det slut, for ingen kunne overlugte det og de fik den ønskede reaktion: ”Nææh, har du vasket tøj i dag?!” 

Kronik i Børsen i februar 2016

”Beslutningen om at rive rødderne op og gå selvstændig har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Jeg har aldrig haft det bedre, har aldrig haft så meget energi og overskud til andre, mødt så mange spændende mennesker, fået så mange ideer, læst så mange gode ting, lyttet til fede podcasts eller dyrket så meget crossfit, som jeg gør nu!”

Dette citat kommer fra Alexandra på 30 år, der i oktober rejste til Bali, sammen med sin 25 årige kæreste Rasmus, som hun havde mødt på det reklamebureau, hvor hun arbejdede. Lige om lidt river de Bali-rødderne op og bosætter sig i en periode i Sydfrankrig, og til efteråret rejser de 3 måneder til USA. Inden alt dette tager de på ski i Japan. Hvilket nok også vil give dem nogle japanske kunder. På ganske få måneder har de formået at etablere deres internationale virksomhed Twentyfive & Thirty med kunder fra hele verden. Uden at bruge en krone i markedsføring. Uden at alliere sig med en kapitalfond eller en investor. De har hentet deres kunder gennem deres netværk, før de tog afsted, og siden har de hentet dem på en strandbar, i deres crossfitcenter og via Instagram. De har i dag kunder fra hele verden, som de plejer via mails og skype. Deres mål er at være en global virksomhed uafhængig af fysisk lokation. Og ja, de er der faktisk allerede.

Alexandra og Rasmus er Generation Frihed. Den generation, der om få år kommer til at dominere arbejdsmarkedet. Deres livsstil og værdier spejler de markedsvilkår, der dominerer allerede i dag, så i fremtiden vil det kun blive endnu mere udtalt. Fra de var børn har de været pushet til selv at skabe deres egne chancer. Internettets adgang til alt på tværs af alt har en del af ansvaret, men det er de sociale medier og digitaliseringen, der for alvor har manifesteret det. Facebook, Snapchat, Instagram, Twitter har lært de yngre generationer, at de selv kan skabe sig en platform – uafhængig af en organisation - hvis de altså er dygtige nok til at skabe noget, som andre har lyst til at melde sig frivilligt ind i. Om det er en opdatering, der bliver delt tusindvis af gange, en film eller noget musik de oploader, eller om det er et fællesskab, som kan samle penge ind til en god sag er underordnet; det der betyder noget er, at generation Y er blevet tæsket ind i en selvforståelse, der kredser om initiativ. Og kommunikation. To helt afgørende succesparametre for virksomheder, der skal klare sig godt i dag. Uanset hvad du end sælger: Forskning, stemmer, indflydelse, biler, rejser eller lusemiddel.

”Vi er meget bevidste om ikke at sætte os i en situation, hvor vi er nødt til at arbejde. Altså ikke forgælde os eller binde os til noget, hvor vi er fanget i at skulle arbejde for at holde en vis levestandard.”

Alexandra og Rasmus drømmer ikke om attraktive F1-lån, en børnehaveplads eller ansættelse i en stor global organisation (den skaber de jo selv!). De vil hellere selv bestemme hvornår (også på dagen) de skal arbejde og især hvem de vil arbejde for. Til gengæld er de meget fleksible af to årsager: Deres fag kan klares over de digitale medier. Og de er kun to personer. Når det er nødvendigt, henter de ekspertise hos andre; på den måde er de en uendelig stor organisation med en uendelig kapacitet og en uendelig varieret arbejdskraft med et uendeligt arsenal af kompetencer at trække pål Ressourcer som kunden ikke skal betale for, med mindre det er direkte knyttet til deres opgave.

”Generelt er min oplevelse, at afstanden ikke gør så meget, så længe vi sørger for at være nærværende. Og med det mener jeg, at kommunikere tydeligt og være proaktive. Og så er vi heldige at komme fra en arbejdskultur med meget høj disciplin og professionalisme, hvilket er den feedback vi har fået fra alle vores kunder. Det er næsten som om, at nogen er overrasket over, at et lille tomandsbureau kan arbejde så professionelt :-)” 

Arbejder du i en stor organisation, skal du ryste lidt i kjolen over det Alexandra siger her. Det gamle paradigme handler om, at store organisationer sikrer en høj kvalitet. Det nye er, at professionalisme ikke har noget med størrelse at gøre, men derimod det, som generation Y selv efterspørger: Nærvær. At være nær sine kunders opgaver, behov, ønsker og længsler. Med andre ord at være nær i relationen. Derfor er den fysiske afstand underordnet.

Gad du godt at have Alexandra og Rasmus ansat? Hvad mon de kunne gøre for dit firma, hvis de var lige så engagerede i det, som de er i deres eget? Hvad tror du, der skal til for at tiltrække dem som arbejdskraft? Og når de engang dominerer arbejdsmarkedet – tror du så, at de overhovedet vil ansætte dig? Hvis du ikke kan svare på de her spørgsmål, så tal med flere fra denne generation og få styr på det. Svarene er din fremtid. Eller mangel på samme.

Kronik i Børsen den 6. marts 2016 

 

lørdag 5. marts 2016 kl. 23:38 | 1 kommentarer

Den evige splittelse flyttede permanent ind, da jeg blev mor første gang. I starten var den kun en svag mislyd, der i perioder lagde sig som et bundtæppe af tvivl, når min ældste søn enten lagde sig rasende ned på gulvet eller ikke ville holde op med at græde, fordi han ikke fik lov til at gøre, som han ville. Da de blev to og tre sønner, blev mislyden erstattet af en klar symfoni af modsatrettede følelser, som ind i mellem sendte mig ud på badeværelset for at bide i et håndklæde, så jeg undgik at råbe dem ind i hovedet i afmagt og frustration. Græde var jeg imidlertid altid i stand til at gøre lydløst bag den låste dør.

Splittelsen mellem at passe på dem og give dem fri, har fulgt mig lige så længe, som de har været en del af mit indre stjernebillede. Jeg ved jo, at min fornemste opgave som forælder, er at gøre dem helt fri af både deres far og mig, for kun på den måde, er de blevet til et fuldbyrdet menneske.

Men hvornår?

Hvornår er det, at jeg skal give dem fri? Og hvornår det er, at jeg skal holde fast? Hvornår er det, at jeg skal insistere på at min viden, mine erfaringer, mine værdier og mit livsgrundlag skal trumfe deres? Og hvornår er det, at de selv skal overvinde deres egne dumheder, manglende omtanke og udsyn, for at få deres egne erfaringer og skabe deres egen personlighed på godt og ondt?

Lørdag aften for tre uger siden, fik jeg så en af de opringninger, man som forælder håber aldrig at få. Tjeneren havde lige efterladt min ledsager og jeg med en velkomstdrink, da min mobil ringer. William var taget til Næstved, for at sælge noget tøj til en yngre mand, som han havde skabt kontakt med via Facebook. Generation Y og Z har en lystig forretning kørende, hvor tøj og sko skifter ejermand ved at annoncere køb og salg gennem de sociale medier. Om eftermiddagen havde han fået et (for!) godt tilbud på en t-shirt og en hoodie, hvis han tog til Næstved, for at aflevere det. Min automatreaktion var at sige blankt nej! Jeg har flere gange sat nogle ufravigelige regler op for mine sønner, som satte dem i bedre forhandlingssituation og sørgede for, at de ikke gjorde sig sårbare overfor vildt fremmede mennesker, som de kun kendte via de sociale medier. Jeg er imidlertid længe blevet punket over, at jeg er overbeskyttende, ikke fatter deres generation og i øvrigt ikke forstår, hvordan de laver såkaldte ”legit-tjek” (altså tjekker profilens troværdighed ud via de andre brugere) og derfor skulle jeg bare blande mig udenom.

Denne eftermiddag gav jeg slip. William er 15 år og på vej til at blive voksen. Eneste betingelse var, at han skulle blive på stationen, hvor der var andre mennesker. Men der var ingen andre mennesker på stationen, og han endte med at gå med køberen, som skulle hjem og hente pengene. Da de kom til en gyde, blev han overfaldet af køberens ven, der kom snigende ud fra mørket. De væltede omkuld på gaden, køberen tog posen med tøjet fra min søn og løb, mens den anden forsøgte at banke ham. Det skulle han ikke have gjort! William var rasende og slog igen; så hårdt, at overfaldsmanden råbte efter køberen, at han skulle komme tilbage og bruge sin kniv. Så slap min søn og løb sin vej. Og fik ringet efter politiet. Det var først, da han sad sikkert på politistationen, at han ringede til mig.

Hvornår er jeg en god mor?

Der var ikke sket ham noget alvorligt. Han havde slået hovedet lidt, og hans far og jeg fik en lang snak med den lokale politimand, der understregede, at Facebook kun skal bruges til at lægge billeder af ens kanariefugl op, for det der med køb og salg af tøj og sko er farligt og dumt, for der huserer mange bander og svindel i det miljø, og dem og det skal man holde sig langt fra! Da William og jeg kom hjem, satte vi os tæt i sofaen og så film og fik snakket, og hele søndagen gjorde vi det samme, og fik også grinet en del, og jeg måtte hele tiden stryge ham over håret og mærke, at han var her, hel, og senere gik vi også en lang tur i skoven og endnu senere gik vi ind og så Leo i The Revenant, som trods alt blev udsat for lidt flere udfordringer! Om fredagen var han forbi en traumeterapeut, som sagde, at han havde reageret til UG, for det var godt, at han havde slået fra sig og forsvaret sig selv, og det var virkelig godt at han havde sluppet og løbet, da kniven kom på banen.

Hvornår er jeg en dårlig mor?

Når børn bliver til teenagere, bliver de fleste mødre uncool. Især hos sønnerne, hvor vi jo er umulige forbilleder på, hvordan de bliver til mænd. Rigtig streetsmarte bliver vi vist aldrig, selvom vi sagtens kan være det i praksis, men når mor siger noget, bliver det bare ofte lidt kikset, lidt overbeskyttende, lidt for…arrrgghh altså, jeg er jo ikke en lille dreng mere!! Og jeg forstår det godt. Så jeg øver mig stadig i at give slip og løbende sætte mere lempelige regler op for at sende dem ud i deres eget kredsløb. Mens jeg andre gange giver dem et blankt nej. Fordi mor i visse tilfælde stadig ved bedst. Og så bærer jeg, at jeg er total nederen og ikke forstår en skid!

Kronik i Jyllandsposten 6.3.16

torsdag 25. februar 2016 kl. 10:38 | 0 kommentarer

Fra starten af har jeg vidst, at dette ville ske. Fuldstændig uvægerligt. Jeg har vidst, at det skal ske, hvis det går godt. Og godt er det gået. For nu er det sket.

Vi stod lige sammen og grinede af noget, der var fjollet, sjovt, let, og så kigger jeg op på den dreng, som i 13 år ellers har været min lille dreng, og det går op for mig, at det ikke er første gang, at jeg kigger op på ham, og jeg ved ikke, hvorfor det er lige nu, at jeg opdager, at jeg kigger op, men lige i det sekund, hvor jeg opdager, at det er sådan det er, sprækker mit hjerte. Op åbner sig en bundløs kløft af sorg, som aldrig vil kunne fyldes ud af den stolthed og glæde og beundring jeg også føler, og mit indre landskab har ændret sig for evigt. En ny topografi med uventede skarpe tinder af meninger og tågede søer af hemmelige følelser opstår i mit børneland; meninger, der tager afstand fra mig, og følelser, som jeg slet ikke får adgang til længere. I det land, hvor jeg ellers var hans vigtigste gæst.

Han er på vej væk fra mig.

Og han kommer aldrig nogensinde tilbage til mig på den måde, som ellers altid har været den måde, vi har været sammen på. Delt liv på. Og han er bare den sidste i rækken. De to andre er allerede videre og flere kommer der ikke. Det ved jeg. Alene den tanke driver som et panisk spøgelse indover den nye kløft af sorg og forladthed, og jeg når at tænke, selvom jeg ikke vil, om det nu alligevel er for sent med bare én mere, for aldrig mere skal jeg ellers gemme næsen i hans nakke og drukne mig i hans barneduft og mærke hans fuldstændig betingelsesløse hengivelse, og aldrig mere skal jeg være den, som han smider alt for, for at løbe mig i møde, mens han råber moooooor!! og stråler over hele ansigtet.

Nu er jeg i stedet en mor, der er mindre end alle mine børn.

Og som pludselig en lørdag aften finder ud af, at jeg er alene tilbage, fordi de har aftaler med deres venner. Andre steder. Den lørdag aften havde jeg ellers sagt nej til invitationer, for jeg ville naturligvis være hjemme i de uger, hvor mine drenge er hos mig. Naturligvis. I stedet står stuen stille hen og en ny fremmed form for ensomhed slynger sig om fødderne på mig og kryber langsomt opad opad opad, til den trækker sig sammen om åndedrættet på mig og jeg tænker, at helt formørke mit sind, skal den ikke, for sådan er livets gang. Da en sms tikker ind.

Fra ham. Med hjerter i.

Ensomheden slipper sit tag og trækker sig tilbage til sit mørke, jeg smiler fjantet og bevæger mig igen, ud på badeværelset for at gøre mig klar til den middag, jeg havde sagt nej til, og derude falder jeg næsten tilfældigt over mit eget spejlbillede, da jeg mekanisk lægger linjer på øjnene. De er stadig mest triste. Men bagved tindrer en ny nysgerrighed.

Ja, jeg savner at mærke hans lille hånd gribe min, åh ja, hvor jeg savner at tage ham på skødet og kilde ham til hans latter griner alt lyst og let, men for helvede hvor er jeg også bare stolt og glad og begejstret og henrykt og jublende over, at han er ved at indtage verden på sin helt egen måde og bidrager til den, med sit helt eget.

Ja, jeg er ved at miste ham og hans brødre. Men der sker præcis det, der skal ske. At jeg er på vej til at blive overflødig. Det er det bedste en forælder kan stræbe efter at være. For er man først overflødig, er man lykkedes med sin opgave. Så har man været med til at skabe et menneske, der kan tage vare på sig selv og bidrage til verden på sin helt egen måde. Og større gave end det, findes ikke. Men ligegyldig…det håber jeg til gengæld aldrig, at jeg bliver! 

Klumme i Femina februar 2016

søndag 17. januar 2016 kl. 18:21 | 0 kommentarer

Jeg er aldrig blevet voldtaget.

Men som ung kvinde har jeg – som tusindvis af andre unge kvinder - været i situationer, hvor angsten for at miste retten til min egen lyst og krop pludselig blev det eneste, jeg var. Frygten fik mig til at implodere i en boble af absolut ingenting, der trak sig mere og mere sammen om mig, til jeg intet kunne se, mærke eller høre – andet end en tynd høj hyletone, der skar min bevidsthed i strimler og tømte mig for min egen vilje, så jeg blev til en passiv modtager af en andens intention.

Det eneste jeg registrerede var billeder på det altødelæggende, der ville ske lige om et sekund. Nogle gange invaderet af en fremmed lugt, der trængte ind i mig som en giftig gas. Eller en fornemmelse af fjendtlig hud og kød, der underløb min hud. Mit kød. Det føltes som begyndelsen af et fald på tusind meter, som jeg måtte lade mig segne i – indtil mine instinkter ændrede sig og jeg mærkede hvordan vrede og aggression rejste sig i mig og fandt sit mål, nemlig den mand, der havde brudt min private sfære og var trængt ind, hvor han ikke var blevet inviteret. Og hver gang reddede jeg mig selv. Enten ved at flytte mig, skubbe ham væk, råbe ham ind i hovedet eller noget helt fjerde.

Så er der de mange andre gange, hvor jeg har måttet lægge krop til kejtede befamlinger, mund til kiksede kys eller tørre ører til våde ord, der fortalte mig, hvad manden godt kunne tænke sig at gøre ved mig. Én gang mærkede jeg en stor hånd tage mig meget sikkert og fast bagpå, og inden jeg overhovedet anede hvad jeg havde gjort, vendte jeg mig og gav ham så syngende en lussing, at vi begge stoppede op og gloede chokeret på hinanden, mens rødmen bredte sig synligt på hans kind, og jeg med iskold stemme sagde til ham: ”Det der – det gør du aldrig igen! På nogen!”

I alle disse oplevelser har jeg aldrig tvivlet på en ting: Nemlig at jeg var en del af en kultur og at jeg var medlem af et samfund, der på ingen måde vil tolerere at kvinder bliver forulempet på denne måde. Og jeg er sikker på, at det er denne vished, der har givet mig ekstra kræfter til at modstå disse overgreb.

Det er derfor, at Kölnersagen og lignende episoder i resten af Europa inkl. vores hjemlige Thisted, Sønderborg og Haderslev, som beskrevet her i avisen, er så uhyggelige! Både fordi de underminerer hele det værdiapparat der bærer vores demokratiske principper om lighed og ret. Og – endnu mere uhyggeligt – fordi der er en overhængende risiko for, at den ændrer noget helt afgørende i især unge pigers, men også blandt mange kvinders, selvforståelse og indre værdi; nemlig at de ikke nødvendigvis er at betragte som fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Konsekvenserne af det er så skræmmende, at der næsten ikke er ord for det, for det betyder, at halvdelen af befolkningen i de lande, hvor vi lovmæssigt og kulturelt set mener at alle borgere er lige, indirekte har fået en melding om, at hvis de er kvinder, er deres private oplevelser ikke helt lige så vigtige at tage til efterretning, som den politiske dagsorden der går på, at vi gerne vil fremstå tolerante og demokratiske overfor fremmede, der bærer på og agerer efter en kultur, der på det kønsmæssige område er direkte i opposition til vores. Den enkelte kvinde må derfor bære sit eget overgreb for at understøtte et samfundspolitisk image.

Det er sygt. Ganske enkelt sygt.

At gøre den enkelte borger ansvarlig for et kulturelt overgreb, blot fordi hun er født som et særligt køn, er sygt. Det der gør det endnu mere grotesk er, at vi i Vesten har ladet en mikroskopisk gruppe af mennesker, set i forhold til størrelsen på vores egen befolkning, få mediemæssig beskyttelse, selvom deres værdier åbenlyst er i direkte opposition til vores. Vi har dermed selv været med til at fjerne en vigtig del af den civilisation, som vi baserer vores demokrati og samfundssystem på. Samfundet har altså større berøringsangst overfor at stå ved vores egen kultur, end kvinderne (åbenbart) skal have for at stå ved retten til deres egen krop.

Hvordan helvede har angsten for politisk korrekthed dog fået så stærkt et fodfæste, at selv politiet, der er den instans, som skal opretholde borgernes sikkerhed – og hver dag kæmper hårdt for det! - har følt sig så mediemæssigt spærret inde i denne særlige dagsorden, at de ikke turde vise virkeligheden, som den virkelig er? Også det er sygt. Og helt utålelige arbejdsvilkår for dem.

Voldtægt er så ødelæggende for en kvinde, fordi den fratager hende hendes valg af, hvem hun åbner sig for og dermed gør sig ubeskyttet overfor – og det i sig selv indeholder potentielt hendes død. Manden der begår voldtægten, trænger ikke blot ind i hendes legeme og skød. Han trænger også ind i hendes selvforståelse, følelser og identifikation og får tvunget sig adgang til den del af hende, som hun ellers har eksklusivt ejerskab til – og det kan ødelægge hende afgørende. For hvem er hun, hvis ikke hun ejer sig selv og selv bestemmer over sin krop? Og hvad er det for et samfund, der ikke ser sig i stand til at beskytte sine kvinder mod den slags overgreb – og ej heller lader sandheden om overgrebene komme til syne?

Nu har virkeligheden endelig fået et ståsted. Og vi skal agere på det, så det ikke gentager sig. Men det vigtigste overhovedet er i første omgang offentligt at stå op for kvindernes værdighed. Alle kvinder skal opleve, at de er medlemmer af et samfund, der til alle tider vil beskytte deres ret til at bestemme over deres egen krop. Og at selv den mindste krænkelse på ingen måde kan tolereres. Eller skal ties ihjel. Kvinder er ikke byttedyr. Punktum. Og et samfund der accepterer, at de behandles som sådan, er sygt. 

(Kronik i Jyllandsposten 17.01.16)

Formålskvalme.

Dette nye ord kan gå hen og blive en af de mest brugte i 2016, hvilket for nogle vil være en befrielse og for andre en frustration, for nu har vi jo lige lært det: At det handler om formål og om at skabe mening. At en virksomhed skal tilbyde andet end blot en konkret løsning til kunden og profit til sine aktionærer, hvis den skal leve op til tidens overordnede værdi om (social) bæredygtighed.

Vi lever nemlig i en tid, hvor de fleste af os lider af popcornhjerne og lever som meningsnomader i et hyperkomplekst samfund, og derfor er der opstået et stærkt behov for at have en forankring, som de senere år har været evnen til at sætte sig selv – og virksomheden – ind i en større meningsmæssig sammenhæng. I 2009 skrev jeg selv en bog om dette skift i tidsånden fra identitet og egofest til formål og fællesskab, men allerede nu er der ved at ske et afgørende skift i tidsånden igen.

For det har vist sig, at formål for alt for mange ikke har været den (kompleksitetsreducerende) forløsning, som var forventet. Tværtimod har den medført en massiv stressreaktion. Ikke alle virksomheder finder det nemlig givtigt og meningsfuldt at være formålsdrevet og vil ”blot” gerne levere en ordentlig vare. Og ikke alle ledere og medarbejdere føler sig kaldet til at have etkald, og faktisk er det kun et fåtal, der er i stand til at leve op til en daglig brændende passion for sit arbejde.

Modreaktion hedder bidrag. Fra at være et ønske båret af store drømme, kommer det til at handle meget mere om hvad man helt reelt og konkret bidrager med til fællesskabet. Altså: Hvad skaber du? Og hvilken forskel gør du?  Manifestation fremfor intention.

Det øgede fokus på det konkrete bidrag vil ikke kun opleves i virksomheder; det vil også slå rødder i institutioner og organisationer. Væk med raffinerede purpose (som det ofte også bliver kaldt) og ind med konkrete opgaver, der bliver løst, så kundens/borgerens hverdag bliver lettere og mere overskuelig! Fx skal SKAT have en hjemmeside, der gør det nemt for borgeren at udregne sin skat, og hospitalsvæsenet skal koordinere patientens behandling på tværs af afdelinger, og ikke lade ham/hende hænge magtesløs imellem dem.

Bidrag handler om at løfte og løse en særlig opgave, så et problem eller en konflikt bliver løst, eller en ny mulighed bliver skabt. Bidrag handler derfor også om basal synlig og oplevet værdi. Hos både modtageren og giveren. Vi mennesker har et medfødt behov for at opleve, at vores eksistens udmønter sig i at gøre noget konkret hjælpsomt for flokken, både fordi det er styret af en indre overlevelsestrang, men også fordi det sikrer vores plads i fællesskabet. En sådan afgrænset opgave med indbygget succesgaranti ved endt udførelse er den bedste medicin mod stress, og nu hvor vi står foran en vækstperiode, har vi brug for at skabe en organisatorisk infrastruktur, der sikrer ro og overskud af ressourcer. Hvor formål kræver et vist abstraktionsniveau, er bidrag substantielt og giver en akut succesoplevelse.

Hvordan så måle bidrag? Vi skal først og fremmest droppe de kendte KPI’er og erstatte dem med det, jeg har valgt at kalde for KCT’ere, Key Contributing Tasks. Markedsledende virksomheder som fx Accenture og Microsoft har lagt performancemålinger i skuffen, fordi de i et kreativt og selvledende samfund ikke længere giver retvisende anvisninger til at tage de rigtige beslutninger på direktionsniveau, så væk med P’et. Også fordi man gør sig afhængig af ydre faktorer, man alligevel ikke (altid) kan påvirke. For det andet er indicator-delen ofte et internt offer for symbolpolitik og nøgletalstyranni. Alternativet ligger i at se nødvendigheden af at kunne identificere hvilke helt konkrete nøgleopgaver (tasks), der skal løses, for at hele organisationen ikke blot leverer, men også fungerer, optimalt. Det bidragende (contributing) element er valideringen af opgavens vigtighed ift det overordnede fællesskabs udvikling og konsolidering.

Googles CEO, Eric Schmidt, er blevet citeret for at sige, at vi på 2 dage skaber lige så meget information, som civilisationen har gjort siden dens start og indtil 2003, så vi skal nok ikke forvente, at vores hverdag bliver mindre kompleks med tiden. Ved at have fokus på KCT’ere, skaber vi automatisk denne nødvendige kompleksitetsreduktion, der lader os løse de vigtige opgaver, og hjælper os til at konkretisere vores eksistensberettigelse ind i et håndgribeligt bidrag, der faktuelt ændrer verden. Og det er hvad 2016 kommer til at handle om: De rigtige bidrag. Og de gode relationer. 

(Kronik i Børsen 31.12.15)

onsdag 16. december 2015 kl. 12:55 | 0 kommentarer

Mange kvinder giver sig selv den gave at få syet en enkelt kjole i deres liv. En ganske særlig kjole til en ganske særegen begivenhed, der kun varer en eneste dag. Og som er med til at genskabe en af de institutioner i vores samfund, der har størst stabiliserende social og økonomisk kraft, hvorfor ingen løfter et farvet øjenbrynshår ved udgifterne til den. Jo, jo, du har gættet det; jeg taler om brudekjolen. Nåmen, det er ikke den kjole, som klummen her handler om.

Den kjole jeg taler om her, er en kjole, der ikke er betinget af en udvalgt social hændelse. Den har ikke nogen særskilt berettigelse, anden end at dens ejer har lyst til at få den. Og giver sig selv råd til at investere i den. Hvilket kan få nogle til at knibe øjnene sammen og hviske: ”Tænk at bruge så mange penge på sig selv, når de lige har været på ferie?!”

Se, en af kvinders fem mest brugte løgne er: ”Nej, den er da ikke ny!” Vi lyver altså om, hvor meget vi køber til os selv, som kan hænges på os selv, og vi lyver om det, fordi vi som det erklærede sociale køn åbenbart føler os skamfulde over at bruge så mange penge på noget, der kun handler om vores egen skønhed. Vi må gerne bruge penge på sønnikes bukser, datters tasker, mandens vin eller svigermors gave – men vi må helst ikke have et stort forbrug til os selv. Aller bedst er det, hvis det vi drømmer om, er noget vi får i gave. Så er der nemlig ikke nogen risiko for, at vi kan blive sparket til skammekrogen over det, nogle vil se som uklædelig egoisme.

Denne klumme vil have dig til at se lidt anderledes på det. Jeg har nemlig for nylig fået syet en kjole. I mange, mange år gik jeg og drømte om at få syet den helt rigtige røde kjole, der kunne alt det, som jeg sukkede efter. Og oplevelsen af endelig (!) at få den, er en tilfredsstillelse, der rækker langt ud udover selve kjolen. Det er en tilfredsstillelse af min sjæl og den kvinde, som jeg drømmer om at være.

Lyder det….overfladisk? Overklasseagtigt? Overdrevet? Jeg forstår godt, hvis det gør. For heller ikke i min vildeste fantasi havde jeg tænkt, at en kjole kunne opfylde andet, end et nik i spejlet og måske et glimt i øjet på min kæreste. Jamen, helt ærligt – det er jo bare en kjole!!

Men en skræddersyet kjole, lavet i det stof du drømmer om, i det snit der klæder dig bedst, og tilpasset din krops mærkværdigheder, så du til sidst fremstår overraskende harmonisk, veldrejet og smukkere end du nogensinde før har stået, handler meget mindre om kjolen, og meget mere om at du tillader dig selv at stråle og komme til syne overfor verden på præcis den måde, som du ønsker det. Og dermed giver du selv mulighed for at tage den plads, som du rent faktisk fortjener.

I processen med at få syet kjolen, er du nemlig også igennem en proces med at se dig, som du virkelig er. Og anerkende hele dig. Især er det en proces i at se dig med kærlighed og skønhed; noget vi ofte overlader til vores partner at være ansvarlig for. Og bare det at tage den på, og mærke hvordan den smelter sammen med min krop, fordi den ikke føles som en kjole, men mere som et ekstra lag hud, der følger hver og en af mine bevægelser og får mig til at føle mig fri og smuk, er en oplevelse, som jeg under alle at få. Også kvinder der ellers mest er til bukser. En kjole er jo klimakset af alt det feminine i klædedragter, og derfor kan den få noget nyt frem i os.

Susse, skrædderen, skabte ikke bare min kjole i løbet af prøvningerne; hun var også med til at skabe mig som kvinde. Hvilket, ifølge hende, ofte sker. Og ja, det er dyrt. Men man kan jo spare op til den, og da du kan have den resten af livet, kan den ende med at blive til den billigste kjole du nogensinde har haft, målt på udgifter per gang, du har haft den på :-)

(Klumme bragt i Femina september 2014)

 

torsdag 10. december 2015 kl. 13:38 | 0 kommentarer

”Min lærer siger, at vi er på randen af 3. verdenskrig. Er det rigtigt?”

Min 15årige søn kigger på mig med et blik, hvor åbenheden står forrest, men hvor skyggerne flimrer bagved. Han er for gammel til at tro på et enkelt svar, og for oplyst til kun at ville lade sig føre ind i håbet om den lykkelige slutning, så han befinder sig i et oplyst mørke, som kan gå begge veje. Enten mod den fuldkomne desillusion om menneskers klogskab og vores forhærdede erfaringsresistens mod krigens galskab, som gør, at vi gang på gang alligevel ender i en krig. Eller mod frelsen, mod medmenneskeligheden, mod håbet om at vi ikke vil mere. Ikke vil mere af dødelige konflikter kun baseret på ideer, overbevisninger og værdier, fremfor virkelig krig mod sult, sygdom og død.

Selvfølgelig aner jeg ikke, hvad jeg skal svare. 

For er den virkelige – og værdige - krig virkelig kun mod sult, sygdom og død? På overfladen virker det tillokkende at tro, at så enkelt bør vi leve livet. At vi som art skal samles om at bekæmpe de ydre faktorer som vilde dyr, mangel på føde, naturkatastrofer, sygdom og lignende udefrakommende farer, der truer vores eksistens. Og faktisk ser vi gang på gang dette udfoldet, når vi pludselig står i en katastrofal situation; så samles vi på tværs af race, religion, kultur og nationer og hjælper hinanden ud af den umiddelbare fare, og medmenneskeligheden får lov til at triumfere på bekostning af idealer.

Men der går sjældent længe efter at en vis normalitet er opnået, før at ideerne støder sammen igen, og der bliver kamp om, hvordan vi skal organisere os. Hvordan vi skal prioritere midlerne og ressourcerne ud fra en idé om, hvad der giver os de bedste overlevelseschancer. Og det bedste liv.

I alle grader af civilisation er det ideerne, der organiserer samfundet og dermed hvordan livet skal leves, hyldes og dyrkes. Som art er det os helt umuligt at leve i et fællesskab uden at vi har en idé om, hvordan vi bør og gerne vil leve sammen, og hvad vi bør stræbe efter at opnå.

Og det er nok derfor, at medmenneskeligheden har så svære kår. For jo mere civiliserede vi bliver, jo flere ideer bliver der at leve med. Og deres kompatibilitet er jo langt fra givet. I Danmark er vi opflasket med at åbenhed, frihed, lighed og tillid er helt afgørende for et velfungerende samfund og en hyldest til det enkelte individs udfoldelsesmuligheder. På den måde mener vi, at vi hver især bidrager mest og bedst til fællesskabet, og samtidig giver det nogle grundvilkår for at kunne leve et godt og meningsfuldt liv for den enkelte.

De værdier er naturligvis altid blevet udfordret. I min ungdom i 80erne var de udfordret af Den Kolde Krig og atomtruslen fra Østblokken. I 2001 skiftede trusselsbilledet og fremfor politisk ideologi om kapitalisme mod kommunisme, handler det nu om demokrati kontra terror, selvom nogle gerne vil have det til at se ud som om det handler om religion.

Hvis læreren får ret, er der meget der tyder på, at 3. verdenskrig på – overfladen! – vil gentage den krig, vi udkæmpede for snart 1000 år siden og nogle hundrede år frem under Korstogene. Og min søn vil med god ret kunne spørge: Er vi virkelig ikke kommet videre?

Hans spørgsmål vil ramme ned i det vedvarende ulidelige dilemma: Hvordan undgår jeg at reducere mig selv til en agent for et helt andet værdisæt end det, jeg virkelig tror på, fordi disse fremmede værdier i situationen er helt nødvendige, hvis vi skal overleve? Hvordan kan jeg med troværdighed forklare ham, at selvom vores grundværdier handler om åbenhed, frihed, lighed og tillid, bliver vi nu nødt til at benytte os af lukkethed, grænser, kamp og mistillid i kampen for at undgå at udslette os selv i misforstået integritet?

Frustrationen sætter yderligere ind, da sætninger som: ”Jeg er altså ikke nationalist, men…” og ”Principielt mener jeg, at alle kulturer har ret til at eksistere, men…” er på vej til at snuble ud af munden på mig. For hvornår blev det egentlig uacceptabelt at tro på, at min kultur er bedre end andres – hvis jeg samtidig accepterer, at andre kulturer naturligvis har ret til at eksistere parallelt med min foretrukne, så længe det sker i gensidig respekt? Og hvorfor skal jeg med sindsro acceptere, at min kultur gerne må krænkes åbenlyst og direkte bekæmpes i mit eget hjemland, uden at kæmpe imod, for ikke at blive anset for at være ikke-humanist? Jeg er langt fra den eneste, der står midt i den frustration. De sociale medier svømmer i denne tid over af mennesker, der ”normalt betegner sig som meget tolerante og åbne” men som i disse dage tynges af en gigantisk gordisk knude i maven af ideologisk frustration over angsten for at blive anklaget for at være racister, fremmedfjendske, imperialister eller DF’er (som i humanistiske kredse anses for at være det værste!), fordi de har nået grænsen for, hvor meget ikke-demokratisk kultur de vil være med til at indoptage, samtidig med, at de anser sig selv for at være netop åbne og tolerante. Selv ved jeg ikke engang hvordan jeg med ro i maven skal skrive disse sætninger, for ikke at blive bevidst misforstået og kategoriseret som alt det, jeg skrev lige ovenfor, og som er helt modsat af alt hvad jeg tror på.

Så hvad skal jeg svare min søn?

Der findes jo ikke noget svar på det spørgsmål, sådan som situationen lige nu med gru udfolder sig. Der findes kun et håb om, at det ikke sker. I ventetiden på afklaringen kan jeg forsøge at lære ham den helt afgørende sandhed om os mennesker: At vi dybest set alle lever i de samme konflikter og har de samme længsler. At vi alle blot ønsker at få lov til at bidrage til fællesskabet og bare gerne vil være elsket. At vi inderst inde alle er ens.

Og at det derfor er hver vores opgave at tage ansvar for det medmenneskelige. 

(Min kronik i Jyllandsposten den 6.12.15)

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign