mandag 9. maj 2016 kl. 09:09 | 0 kommentarer

Prøv lige at lave en optælling: Hvor mange år har dit længste venskab – som du stadig har - varet? Og hvor længe har dit længste parforhold varet?

Jeg gætter på, at det er dit venskab, der løber med prisen – ikke? Det er nemlig en gammel sandhed, at mange venskaber holder længere end mange ægteskaber. Det er bestemt heller ikke usædvanligt, at mange forælder/barn relation holder længere end mange parforhold. Eller at søskenderelationer er langt mere dybtfølte, solidariske og holdbare end de enkelte søskendes ægteskaber (med andre forstås!) Faktisk er det også sådan, at forholdet til et kæledyr i nogle tilfælde holder meget længere end et ægteskab! Og får langt flere uforbeholdne kærlige ord med på vejen.

På trods af dette, findes der et klart kærlighedshierarki i vores kultur, som sætter den romantiske kærlighed mellem to parter øverst på listen over forhold, man bør være i. Og som gør, at mange – på trods af, at de faktisk er omgivet af tonsvis af kærlighed – alligevel føler sig uelskede, alene og udstødte, fordi de ikke lige er en af del af et sådant parforhold.

På en måde er det logisk nok, for romantisk kærlighed kan noget, som alle andre former for kærlighed ikke kan; den leverer nemlig den gensidige fysiske tiltrækning, der gør, at man føler sig begæret på alle niveauer af ens eksistens. Yay…både soulmate og sexmate i et!!!

Udfordringen ligger selvfølgelig i, at den er svær at finde. Og ikke mindst fastholde. Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og sidste år var der 1.6 millioner enlige i Danmark, så det der med den romantiske kærligheds evighed er i høj grad en drøm for mange mennesker.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at begynde en stille revolution, som går ud på at ligestille de mange forskellige kærligheder, som vi mennesker kan opnå. Så alle dem, der står udenfor den romantiske kærlighedscirkel inklusiv dem, der befinder sig i kærlighedsløse forhold, ikke føler sig mindre elskede eller mindre værd end de mennesker, der trives med en soulsexmate.

I virkeligheden er det nemlig ret enkelt: Kærlighed er bare kærlighed og uanset i hvilken form den end kommer i, er dens særlige evne at fylde dit hjerte op. Hvis du altså lader den gøre det!

Selv aner jeg ikke, hvor jeg ville have været i dag, hvis ikke det havde været for al den vidunderlige, uforbeholdne, aldrig svigtende, varme, opmuntrende kærlighed, som jeg har været så heldig at modtage fra alle mine skønne veninder. Som til stadighed har holdt mit hjerte over vandet, når resten af mig er druknet i fortvivlelse. Jeg aner heller ikke, hvor jeg ville have været, hvis ikke det havde været for mine søskende, som gang på gang har set mig, virkelig set mig, som jeg er i al min smålighed og storhed og alligevel elsket mig og tilgivet mig, og har vendt mit blik mod de horisonter, som gav mig et sted at gå hen, når jeg havde mistet retningen. For slet ikke at tale om mine tre sønner, der hver især og på hver deres måde, får mig til at føle mig elsket på en måde, som ingen andre nogensinde kommer i nærheden af, fordi de er groet ud af mig og i størstedelen af deres liv, har mødt mig i blind tillid og dermed også har givet mig en total uforbeholden kærlighed, der har gjort mit hjerte helt glat og fint igen, når verden og livet har revet små stykker af det.

Kærligheden bør vi ikke måle efter et usynligt hierarki. Der findes ikke en særlig kærlighedsform, der er finere end de andre. Gensidig kærlighed er en gave, hver gang vi møder den. Og vores eneste opgave er, at tage den til os i alle dens afskygninger, så vi fylder vores hjerter så meget op med den, at vi aldrig forleder os selv til at tro, at vi ikke i virkeligheden er værd at være udvalgt. At vi ikke rigtig er værd at elske. Bare fordi vi ikke lige har en romantisk kærlighed i vores liv. Lige nu.  

Mit venstre knæ gør ondt. Og det er lidt mærkeligt, for normalt er mit svage løbeknæ det højre, men denne gang er det faktisk passende, for løbeturen i mandags var sammen med Lars Løkke Rasmussen. Og 7 andre udvalgte personer, som han havde inviteret med rundt om Lyngby Sø og til efterfølgende uformel (siddende!) morgenmad. Mellem frugt, kaffe og uspist wienerbrød tog vi en runde, hvor vi hver især fortalte, hvad der optog os mest i øjeblikket. Og da vi kom fra mange forskellige brancher, blev helhedsbilledet både nuanceret og spændende, der blev trukket interessante tråde imellem emnerne, og han fik et (næsten) ufiltreret indblik fra nøglepersoner i forskellige samfundsområder.

Konceptet er godt set af statsministeren. For det afspejler en moderne og nødvendig ledelsesform, som vi kommer til at se praktiseret meget mere i fremtiden. Og især blandt generationerne YZ, der om nogen er ved at opløse de traditionelle hierarkier, og ikke ser ”højt” som idealet. I stedet handler det om at kunne finde ud af at placere sig selv ”centralt” i en organisation. Ikke gammelkommunistisk planøkonomisk centralt, men centralt som i uformel guru eller Youtuber (for at blive i GenYZ lingo’en); altså en magtposition givet af andre, fordi man har gjort sig fortjent til den. Og derfor bliver til en naturlig ”hub” for ideer, relationer og projekter, ofte båret af innovation og frugtbar disruption.    

Udfordringen ved at være højt placeret i et hierarki er nemlig, at man ofte afskærer sig fra at møde og få direkte input fra den undergrund af ideer og behov, som er på vej frem. Ikke kun blandt eksotiske subkulturer eller de unge generationer, men også blandt det, som nogle kalder for ”mainstream” og som alt for ofte er en overset magtfaktor (DFs vælgere fx). Engang kunne man bilde sig selv ind, at udviklingen kom fra eliten (kunstnere, akademia, penge osv) men med den frihed alle i dag har til at udgive sig selv, og dermed blive offentlig ejendom og vægtig meningsdanner, hvis man har noget af værdi for mange andre (fx 1000vis af følgere), er der ingen grænser for, hvem der i virkeligheden kan blive en form for (usynlig) magtinstans. Sætte ord og behov på en politisk dagsorden, der kommer til at påvirke os alle direkte, men især ledere og deres fremtidige dispositioner.

Det handler altså om at få direkte adgang til den viden og de erfaringer, der er ved at forme vores samfund. Ligeledes handler det om at tiltrække og fastholde de rigtige mennesker, der kan berige den organisation, man leder. Begge dele er i udstrakt grad afhængig af den måde, som vi organiserer os på.

I traditionelt orienterede fællesskaber er vi vant til at operere med afdelinger og resortområder, som i visse tilfælde kæmper internt om at være højest i hierarkiet. Altinget.dk er lige udkommet med en ny magtanalyse og heri præsenterer de også en rangorden af ministerierne. Resultatet er forventeligt, men som kultursociolog er det katastrofalt at se, at Kulturministeriet som nr. 17 rangerer lavest af alle. Kulturen er det, der sætter form og ideer på et samfunds værdier, og derfor burde det ligge i top 5. Mindst. Men det er ikke pointen. Pointen er, at man overhovedet laver en rangorden. For moderne fælleskaber er præget af frivillighed, lyst, interesser, initiativer og flygtighed. Og hvor det før var regler, funktioner og hierarkier, der bandt grupper sammen, er det i dag tillid. Tillid til de andre. Tillid til opgaven/missionen/visionen. Tillid til sig selv.

Denne nye tids fællesskaber kaldes for neo-tribale, hvilket blot betyder nye stammefællesskaber. Og det vi ser er, at flere og flere mennesker bliver medlemmer af flere og flere neo-tribale fællesskaber. Om det er velorganiserede foreninger, forretningsenheder, formelle netværk eller blot en Facebook-gruppe er underordnet; vi tænker og agerer i gruppeenheder, der lader os udleve forskellige sider af vores personlighed og giver os forskellige muligheder for at udfolde os selv. Og ikke mindst socialisere med andre og derigennem skubbe udviklingen – enten på samfundsplan eller i mindre grupper. Eller blot hos sig selv.

At få mest muligt ud at hver enkelt enhed og ikke mindst samspillet mellem dem, kan kun ske, hvis man ser sig selv, som en centralt placeret leder. I dette levende mindmap, som moderne organisationer bør være, hvis de vil være konkurrencedygtige, lykkes man kun som leder, hvis man forstår, hvordan man kan anbringe sig selv midt i dette moderne anarki, så man får skabt det forventede stærke og innovative fællesskab, båret af en masse kreative individer, der er bundet sammen i gensidig tillid. Sådan er fremtidens vilkår for moderne ledere.

Også ja, også for LLR. Der i øvrigt på bedste forbilledlige manér i en lidt overraskende situation levede op til det anti-hierarkiske princip. Løbeturen startede nemlig med en pause, hvor han ryddede op efter sin ene af sine to hunde, der løb med på turen. Der er ikke mange andre lande i verden, hvor lighedsprincippet i så hverdagsagtig en situation bliver fulgt af statsministeren himself, og selvom jeg er ganske klar over, at han i sit eget bagland forfølger en noget mindre demokratisk linje, tjener dette ham til ære.

Da løbeturen og morgenmadensrunden var slut, og vi deltagere var færdige med at mene noget om alt muligt, ærgrede det mig til gengæld inderligt, at ingen af os havde nærvær nok til at stille ham det mest oplagte spørgsmål: ”Hvad optager dig lige nu?” 

Min kronik i Børsen søndag 8. maj 2016

torsdag 28. april 2016 kl. 16:22 | 0 kommentarer

Generationerne Y og Z har frihed og produktion, som deres store idealer. Og begge dele gør de klogt i at øve sig i, for lige om lidt ligner lønmodtagernes vilkår de selvstændiges.

Silas var ni år, da han lavede sin første film. Med indlagt musik, effekter og viral udbredelse. Han havde optaget den på sin iphone og han var selv en af hovedpersonerne i den strøm af skatere, der løb henover skærmen. Næsten uanset hvilken skaterbane han var på, blev han genkendt. Ikke fordi han havde mødt de andre i forvejen, men fordi de kendte ham fra filmene.

Silas hører til Generation Z, som i dag maksimalt er 16 år og minimum 6 år, for allerede i 2010 begyndte den nye generation Alpha, som den første fuldbårne touch-generation, at indtage verden. Hans ældste storebror er 20 og dermed en del af generation Y (født 1980-2000). Han er lige nu i Asien på sin ”store dannelsestur”, inden han skal i militæret til sommer, hvor han regner med at tage sin kandidatuddannelse. Begge de to plus deres tredje bror (der har skabt sig et fritidsjob som lektiehjælper, selvom han kun går i 9ende klasse) har en livlig forretning kørende på Facebook, hvor de køber og sælger tøj, der ofte går til en højere pris, end det de selv har givet for det.

Generationerne Y og Z (jeg har døbt dem for GENYZ) kan med en samlet betegnelse kaldes for formålsgenerationerne. For det første fordi mange af dem har en social dimension i deres virke og selvforståelse. For det andet fordi deres sociale interaktioner og størstedelen af, hvad de bruger deres tid på, er styret af, om det skaber muligheder for dem på længere sigt i et afsindigt konkurrenceorienteret (globalt) samfund. Det hænger sammen med de to idealer, som primært præger dem: Frihed. Og produktion.

Før internettets opståen var den ideelle samfundsborger reproduktiv; hen var altså med til at genskabe de eksisterende sociale og økonomiske værdier, normer og varer i alle afskygninger, så samfundet forblev stabilt, mens eliten (kunstnere, ledere, akademia osv) havde et kraftigt monopol på det nyskabte. Dette privilegium er i dag blevet allemandseje. På samfundsplan er der vokset et krav frem om, at vi alle på et eller andet niveau skal være originalt bidragende. Skabende. Innovative. Initiativrige. 68erne og Generation X’erne ved, at det er nye betingelser, men GENYZ kender ikke til andet. Fra de kunne genkende sig selv i et spejl, har de mødt sig selv med en forestilling om, at de er originaler og selvstændigt, kreativt skabende, og de er oftest blevet klappet ind på denne scene af velmenende forældre og pædagoger. Det er bla. derfor vi i dag har begrebet ”You-tubere” (oftest unge mennesker, der har en menighed på Youtube, som følger dem i de videoklip, som de lægger op på deres egen kanal) og at mange unge kaster sig ud i at arrangere events, laver nye typer af fællesskaber/netværk, starter mikrovirksomheder op, samt gør sig selv synlige i en eller anden kreativ form på de sociale medier. Kort sagt: De ved, at hvis ikke de selv tager initiativ til at skabe deres egne muligheder, mister de deres ret og frihed til at skabe sig selv.

”Beslutningen om at rive rødderne op og gå selvstændig har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Jeg har aldrig haft det bedre, har aldrig haft så meget energi og overskud til andre, mødt så mange spændende mennesker, fået så mange ideer, læst så mange gode ting, lyttet til fede podcasts eller dyrket så meget crossfit, som jeg gør nu!”

Citatet kommer fra Alexandra, 30 år, der i oktober tog til Bali, sammen med sin 25 årige kæreste Rasmus, som hun havde mødt på et reklamebureau. Lige om lidt river de Bali-rødderne op og bosætter sig i en periode i Sydfrankrig, og til efteråret rejser de 3 måneder til USA. På få måneder har de etableret deres eget internationale bureau, Twentyfive & Thirty, der betjener kunder fra hele verden. Uden at bruge en krone i markedsføring. Uden at alliere sig med en kapitalfond eller en investor. Deres netværk er deres kunder, som plejes via mails og skype, og de møder dem hvorsomhelst; på en strandbar, i deres crossfitcenter, via Instagram.

Alexandra og Rasmus lever den drøm ud, som mange GENYZ’er ønsker at være en del af. Friheden til at være hvor de vil, sammen med de partnere de ønsker, mens de laver det de har lyst til og på de præmisser, som de trives bedst med. Målet er max frihed og uafhængighed af gamle strukturer, normer og krav, så de kan leve af deres egen originalitet, som de selv tager ejerskab for.

Lyder det eksotisk?

Det gør det for de fleste. Men kravet om at være initiativrig, innovativ, synlig, kreativ, medskabende, selvstændig, selvledende og frihedselskende er på vej til at være alles arbejdsbetingelser. Vi står på tærsklen til en social revolution på arbejdsmarkedet, hvor vi kan se frem til, at andelen af såkaldte free agents (altså selvstændige i en eller anden form), der i dag udgør 1/3 af arbejdsstyrken på verdensplan, er hastigt voksende. Jobsikkerhed og anciennitet kommer til at være fremmedord og umiddelbart er GENYZ’erne ikke lige så udfordret af disse vilkår, som de ældre generationer. Men det skal vi som samfund ikke lade os snyde af!

Det er nemlig langt fra alle GENYZ’er, der er gearet til at trives med disse betingelser, og vil vi have et samfund, hvor stress, angst og depressioner ikke står for 40% af alle sygemeldinger (som det gør i dag!), skal vi også til at fokusere på den ufravigelige værdi af det reproduktive element, så vi får et balanceret samfund, der inkluderer alle arbejdsduelige borgere. Også de unge af dem!

(Min kronik i Jyllandsposten søndag 24.4.16)

torsdag 21. april 2016 kl. 16:11 | 0 kommentarer
 


En repræsentant for generation Z er maksimalt 16 år og minimum 6 år, for allerede i 2010 begyndte den nye generation Alpha at indtage verden, som den første fuldbårne touch-generation. Det betyder, at Z’erne i løbet af blot to år vil kunne indtage arbejdsmarkedet i andet end fritidsjob, og om 12 år vil de være at finde i alle typer af jobs og sikkert også på alle niveauer.

 

Hvad beskriver generation Z? Det kan faktisk opsummeres i fire ord: Frihed. Fællesskaber. Frygt. Forkælelse.


 

Og hvad der ligger bag de ord, skal du vide, for Gen Z indtager arbejdspladserne om 2 år og er for alvor etableret om 12 i alle positioner, og så skal du jo have styr på, hvordan du allerede nu kan ruste dig til at være den, de vælger at bruge deres tid og kreativitet på!


 

Frihed og fællesskaber

Flygtighed. Kompleksitet. Paradoks-elasticitet. Livskarriere. Og tillid. Mest af alt tillid og troværdighed. Eller street cred, som det nok mere rigtigt hedder i dette hjørne af generationerne. Det er nogle af de ord, der bedst beskriver Z’erne. I en verden uden institutioner og autoriteter, som de tror på og bekender sig til, skaber de nemlig deres egne veje til formålstjenlige systemer og strukturer, der kan hjælpe dem til at få retning i livet og placere sig selv med mening i tilværelsen.

 

En af hjørnestenene i forståelsen af Z’ernes liv er den måde, de i dag er forbundet digitalt, globalt og ikke mindst socialt på en måde, så det overskrider de geografiske grænser og de sociale klasser. Tænk på, at mange af dem kommunikerede med andre børn gennem deres computerspil og videoer på engelsk, før de faktisk lærte engelsk i skolen og er derfor vokset op med en forståelse af sig selv som grænseløse og har her været vant til udelukkende at blive vurderet ud fra deres evner.... læs videre i artiklen på K-Forum 

 

tirsdag 12. april 2016 kl. 10:05 | 0 kommentarer

We need a new social understanding of divorce. See blogpost on Huffington Post 

Ordet suffragette har jeg altid instinktivt koblet til ordet lidelse. Jeg har aldrig tænkt over hvorfor, indtil det gik op for mig, at det er fordi suffra ligger tæt op af suffrir på spansk, som betyder netop lidelse. Min spanske mor gjorde mig tosproget og indimellem holder danske og spanske ord fætterkusinefest i min hjerne og skaber sprogkaos.

Jeg har dog også tænkt på, om min kobling til lidelse skyldes, at jeg finder ordet så grimt, at det næsten er en lidelse at sige! I virkeligheden betyder ordet stemmeret på latin. Og så er logikken på plads, for det var netop, hvad suffragetterne kæmpede for at opnå omkring 1900tallet. Vi har lige haft 100 års jubilæum for danske kvinders stemmeret, så måske er du ved at være temmelig mør over emnet. Sådan havde jeg det faktisk selv.

Indtil jeg så filmen Suffragette.

Pludselig blev suffragette koblet direkte sammen med lidelse. Personlig lidelse på et plan, som jeg måske nok har læst om, haft fakta i hovedet om, men aldrig rigtig forstået omfanget af, før historierne om de engelske kvinders kamp udspillede sig foran øjnene på mig i mørket og blev meget personlige. På en måde så smerten næsten transcenderede lærredet og landede i min krop og tårerne fedtede mine kinder til.

Det var ganske enkelt hæsligt, afskyeligt og uforståeligt hvad kvinder blev udsat for af mænd, andre kvinder, samfundet, kulturen og myndigheder dengang for 100 år siden, hvor kvinder stadig ikke blev anset for at kunne tænke lige så lige som mænd, og i øvrigt bidrage til fællesskabet på et niveau, der krævede samme respekt og løn, som deres mandlige fæller fik.

Tab af arbejde. Tab af ægteskab. Tab af hjem. Tab af egne børn. Psykisk vold. Fysisk vold. Bedrag. Grænseløs social udstødelse. Fængsel. Død.

Suffragetten Emily Davison kastede sig ud foran kongens hest til et derby i 1913, i noget der blev tolket som en protest, der skulle skabe opmærksomhed om de engelske kvinderes kamp for valgret, og døde få dage efter af sine kvæstelser. Heldigvis skabte hendes død nødvendig ravage om deres sag, og hun blev et sørgeligt, men effektivt symbol for kampen.

Engelske kvinder fik først stemmeret i 1928. Vi fik det i 1915. New Zealand var først i verden i 1893, men dog uden at kvinderne selv kunne komme i parlamentet. Mange lande gav kvinderne det i forlængelse af 1. verdenskrig, fordi de gennem deres indsats havde vist sig værdige til at være ligeværdige samfundsborgere. Yes, sådan blev det formuleret! I Schweiz fik kvinderne først valgret til parlamentet i 1971, i Portugal i 1975 og i Liechtenstein i 1984. 1984!!!

De fleste kvinder i Danmark behøver ikke længere være lige så vanvittigt modige og fandenivoldske, som vores formødre var, når det gælder ligeret og ligeværd. Men at køn stadig er et af de giftigste emner at kaste sig over, vidner den meget bashing af feminister i medierne om. Der er helt sikkert mindre lidelse forbundet med at være feminist i dag end suffragette for 100 år siden. Ordet er også meget pænere. Men hvis ikke feminist skal blive til femipist-væk, skal vi sørge for at give faklen videre til både vores piger og drenge. Faklen om at begge køn er lige og skal behandles anstændigt og respektfuldt. Uanset hvad. Og at kønnet aldrig nogensinde kan være en grund til at diskriminere eller begrænse det enkelte menneske i dets udfoldelser og sociale værdi. Kønnet er en biologisk nødvendighed, javel, men bør aldrig bruges som et socialt argument for noget som helst andet end en seksuel orientering og lyst. På linje med at nogle kan lide jordbæris og andre chokolade….

(Suffragette udkommer på DVD den 7.4)

 

Det er åbenbart et internationalt problem, konstaterer jeg, da jeg kigger udover forsamlingen af 800 stomi-sygeplejersker fra hele verden, der har samlet sig her i Cape Town til deres årskonference. Jeg har netop bedt dem om at række enten den røde seddel op, hvis deres arbejde primært bliver målt ud fra om de excellerer i produktiv kapital; altså om de er gode til at levere synlig effektivitet og leve op til nogle målbare resultater. Eller den grønne seddel, hvis de i stedet bliver målt på deres evne til at skabe tillidsvækkende relationer, fællesskab og deres kontakt med andre (både kollegaer og patienter) er domineret af empati og engagement; det jeg kalder for relationel kapital.

Da jeg kigger udover salen, har de næsten alle forventeligt rakt den røde seddel i vejret. Et hospital adskiller sig ikke fra andre arbejdspladser i kravet om at skulle levere effektive resultater.

Overraskelsen kommer, da jeg beder dem om at række enten den røde eller grønne seddel op, i forhold til hvad deres patienter har mest brug for i kontakten med sygeplejerskerne. Nu er næsten hele salen grøn.

I Danmark har vores kultur i flere generationer været præget af social ansvarlighed og et bevidst fokus på styrkelse af den relationelle kapital. Men selv i fattige lande, hvor den tekniske helbredelse kan tænkes at være patients største ønske, er det altså stadig kontakten og relationen til sygeplejersken, der er det vigtigste. Og er samtidig det, der har mindst fokus og bruges færrest penge på i næsten alle hospitalssystemer verden over.

Gælder det mon kun for hospitalsverdenen?

Selvfølgelig ikke! Det er et problem for de fleste organisationer. Man plejer at sige, at folk bliver ansat på deres kvalifikationer, men fyret på deres personlighed. Well – det gælder i høj grad også virksomheder! Både overfor deres medarbejdere og i endnu højere grad deres kunder.

Nutiden viser os allerede, at det med at eje et produkt, der sælger sig selv ved at være noget særligt, kun holder i ganske kort tid, fordi de fleste produkter i dag faktisk kan kopieres usandsynligt hurtigt. Modebranchen, der er en af de brancher med hurtigste omsætnings- og forældelsesfrister, oplever nu, hvordan de store modehuse allerede få uger efter, at de har vist deres kommende kollektioner på catwalken til modemesserne, ser dem til salg på stativerne som billige kopier i forretninger som Zara og H&M; altså måneder før modehuset selv kan levere kollektionen!

Hvad kan man til gengæld ikke kopiere?

Relationen til kunden. For uanset hvor hurtigt vores tid udvikler sig, hvor meget vi kan connecte over sociale medier og ”go viral” og få ”instant fame” (læs: kendskab) osv, så er det de nære relationer mellem mennesker, der holder længst. Og overkommer flest problemer. Fordi det er baseret på noget, som vi aldrig kan købe os til: Tillid. Derfor er den største og vigtigste opgave at komme til at eje sine kunder (uanset om de er borgere, købere eller interessenter) og sine medarbejdere. Og helst også sine leverandører. 

Vi er forbi tiden, hvor alle lå og gispede efter omsætningen, og selvom den fede vækst lader vente på sig, er vi altså i en langt stærkere økonomisk situation end vi har været siden 2008. Langsigtede planer hvor fokus er på udvikling af forretningen og organisationen er hvad man skal være opmærksom på nu, og skal man sikre sig selv bedst muligt, skal man tænke i balance mellem den produktive og den relationelle kapital. Det gælder både internt ift at skabe et kreativt og trygt arbejdsmiljø. Og eksternt ved at skabe nogle holdbare relationer til kunderne og leverandørerne, der værdisættes lige så sikkert, som alle de andre KPI’ere. Uanset om du kun opererer i Danmark eller over hele verden!

Lav dit ejet tjek: Hvor meget ejer du egentlig dine kunder? Hvordan gør du dig fortjent til deres tillid? Hvor ofte får du kunder af dine kunder? Hvor mange af jeres KPI’ere knytter sig til jeres relationelle kapital? Hvis du ikke kan svare hurtigt og sikkert på de her spørgsmål, skal du lave din forretningsplan om. Du bør nemlig stræbe efter den perfekte symbiose mellem hvad du bidrager med (produktiv kapital) og de relationer, der enten skaber eller aftager det (relationel kapital).  

Min kronik i Børsen 31.3.16

”Jeg skal få dem til at græde!”

Denne sætning sagde forhenværende operachef Kasper Bech Holten mindst 20 gange under et foredrag for mange år siden. Hans mål med enhver opera var at få publikum til at græde. Hvorfor? Fordi opera først og fremmest handler om at formidle følelser – og når man græder, så føler man. Meget. Muligheden for at få afløb for ens egen gråd, var i virkeligheden det, som operachefen solgte. Og det var rigtig smart set af Holten, for der er rigeligt med mennesker, der har rigeligt med frustrationer og sorg i deres egne liv, som de på legal vis og på anden hånd, nu kunne få afløb for i mørket. Katharsis kaldes det af nogle. Indre renselse.

Denne indsigt i sine kunders inderste er forbilledlig for en ansvarlig direktør. Holten beviste nemlig, at han forstår det helt grundlæggende i en sund forretning: Kendskab til sine kunders konflikter (daglige frustrationer, eksistenskriser, kærlighedskvaler mm) og længsler (at blive elsket, at få succes osv) og igennem sit produkt, operaen, gav han sit publikum mulighed for at blive mødt i begge dele.

Tænker du ikke selv i disse baner, har du allerede baghjul ift dem, der gør det. Det er nemlig såre enkelt: Kender du dine kunders konflikter og længsler, ved du også, hvad de har brug for at du sælger dem, for igennem dem får du næsten en privat adgang til deres inderste.

Desværre er der alt for få virksomheder, der forstår dette. I stedet fokuseres der på livsfaser, livsstil, brugssituationer, kendiseffekter og andet, der i virkeligheden blot er unøjagtige afarter af de bagvedliggende konflikter og længsler. Og der er endnu færre direktører, der virkelig kender sine kunder. I stedet er de optaget af deres markedsposition, samhandelsaftaler, politisk indflydelse og konkurrenters tiltag, og jeg har desværre hørt alt for mange direktører frejdigt påstå, at det med kundernes motivation, har de folk til at være eksperter i.

Nåmen, det er en fejl! Alle markeder ændrer sig med lynets hast i dag og disruptive technologies og samme strategier vælter ind over enhver branche, bla fordi mange af de branche-siloer/systemer vi har været vant til, er i konstant opløsning. Lige så vel som mange jobfunktioner og hierarkier er.  

Skal man som direktør tage ansvar for hele forretningens trivsel, skal man derfor kende til hvad der virkelig driver ens kunder. Savner man inspiration, kan man tage udgangspunkt i den moderne forbrugers grundkonflikt og grundlængsel.

Mangel på ontologisk sikkerhed er vores grundkonflikt. Altså mangel på følelsen af at være sikker i sin egen væren. En (alt for) stor del af befolkningen lever med en konstant gnavende usikkerhed på, om de egentlig er købt eller solgt – og om de overhovedet kan leve op til de kommende krav, som de vil blive mødt med. Både på arbejde og i privatlivet. At 42% af befolkningen er ramt af stress i mere eller mindre grad er en indikator på dette. På jobbet skal man være omstillingsparat, gerne originalt produktiv og konstant i udvikling og opdateret på efteruddannelse. På privatsiden kan et site som Victoriamilan, der er et mødested for utro ægtefæller og som har fået en enorm udbredelse, eller blot det faktum at 46% af alle indgåede ægteskaber ender i skilsmisse, give os en grundlæggende følelsesmæssig usikkerhed.

Helt i tråd med dette, er vores største længsel derfor at høre til. Uforbeholdent. Heri ligger både det at være elsket (helst ubetinget), at være medlem af et fællesskab man ønsker at være medlem af og at vide, at det man bidrager med ind i fællesskabet, har så stærk en værdi, at man også er sikret en plads.

Hvordan er dine ydelser og produkter med til at øge dine kunders ontologiske sikkerhed? Og give dem et sikrere tilhørsforhold? Hvis du mener, at det er overkill, fordi du lever af at sælge en dagligvare, så tænk i grønne æbler. Kan du huske 80ernes vaskemiddel Green Apple? Den huserede som en terrorbombe af grøn æblelugt. Ved du også hvorfor den blev opfundet? Fordi virkelig mange kvinder var trætte af, at deres indsats med at vaske familiens tøj blev overset og aldrig anerkendt. Når de brugte Green Apple var det slut, for ingen kunne overlugte det og de fik den ønskede reaktion: ”Nææh, har du vasket tøj i dag?!” 

Kronik i Børsen i februar 2016

”Beslutningen om at rive rødderne op og gå selvstændig har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Jeg har aldrig haft det bedre, har aldrig haft så meget energi og overskud til andre, mødt så mange spændende mennesker, fået så mange ideer, læst så mange gode ting, lyttet til fede podcasts eller dyrket så meget crossfit, som jeg gør nu!”

Dette citat kommer fra Alexandra på 30 år, der i oktober rejste til Bali, sammen med sin 25 årige kæreste Rasmus, som hun havde mødt på det reklamebureau, hvor hun arbejdede. Lige om lidt river de Bali-rødderne op og bosætter sig i en periode i Sydfrankrig, og til efteråret rejser de 3 måneder til USA. Inden alt dette tager de på ski i Japan. Hvilket nok også vil give dem nogle japanske kunder. På ganske få måneder har de formået at etablere deres internationale virksomhed Twentyfive & Thirty med kunder fra hele verden. Uden at bruge en krone i markedsføring. Uden at alliere sig med en kapitalfond eller en investor. De har hentet deres kunder gennem deres netværk, før de tog afsted, og siden har de hentet dem på en strandbar, i deres crossfitcenter og via Instagram. De har i dag kunder fra hele verden, som de plejer via mails og skype. Deres mål er at være en global virksomhed uafhængig af fysisk lokation. Og ja, de er der faktisk allerede.

Alexandra og Rasmus er Generation Frihed. Den generation, der om få år kommer til at dominere arbejdsmarkedet. Deres livsstil og værdier spejler de markedsvilkår, der dominerer allerede i dag, så i fremtiden vil det kun blive endnu mere udtalt. Fra de var børn har de været pushet til selv at skabe deres egne chancer. Internettets adgang til alt på tværs af alt har en del af ansvaret, men det er de sociale medier og digitaliseringen, der for alvor har manifesteret det. Facebook, Snapchat, Instagram, Twitter har lært de yngre generationer, at de selv kan skabe sig en platform – uafhængig af en organisation - hvis de altså er dygtige nok til at skabe noget, som andre har lyst til at melde sig frivilligt ind i. Om det er en opdatering, der bliver delt tusindvis af gange, en film eller noget musik de oploader, eller om det er et fællesskab, som kan samle penge ind til en god sag er underordnet; det der betyder noget er, at generation Y er blevet tæsket ind i en selvforståelse, der kredser om initiativ. Og kommunikation. To helt afgørende succesparametre for virksomheder, der skal klare sig godt i dag. Uanset hvad du end sælger: Forskning, stemmer, indflydelse, biler, rejser eller lusemiddel.

”Vi er meget bevidste om ikke at sætte os i en situation, hvor vi er nødt til at arbejde. Altså ikke forgælde os eller binde os til noget, hvor vi er fanget i at skulle arbejde for at holde en vis levestandard.”

Alexandra og Rasmus drømmer ikke om attraktive F1-lån, en børnehaveplads eller ansættelse i en stor global organisation (den skaber de jo selv!). De vil hellere selv bestemme hvornår (også på dagen) de skal arbejde og især hvem de vil arbejde for. Til gengæld er de meget fleksible af to årsager: Deres fag kan klares over de digitale medier. Og de er kun to personer. Når det er nødvendigt, henter de ekspertise hos andre; på den måde er de en uendelig stor organisation med en uendelig kapacitet og en uendelig varieret arbejdskraft med et uendeligt arsenal af kompetencer at trække pål Ressourcer som kunden ikke skal betale for, med mindre det er direkte knyttet til deres opgave.

”Generelt er min oplevelse, at afstanden ikke gør så meget, så længe vi sørger for at være nærværende. Og med det mener jeg, at kommunikere tydeligt og være proaktive. Og så er vi heldige at komme fra en arbejdskultur med meget høj disciplin og professionalisme, hvilket er den feedback vi har fået fra alle vores kunder. Det er næsten som om, at nogen er overrasket over, at et lille tomandsbureau kan arbejde så professionelt :-)” 

Arbejder du i en stor organisation, skal du ryste lidt i kjolen over det Alexandra siger her. Det gamle paradigme handler om, at store organisationer sikrer en høj kvalitet. Det nye er, at professionalisme ikke har noget med størrelse at gøre, men derimod det, som generation Y selv efterspørger: Nærvær. At være nær sine kunders opgaver, behov, ønsker og længsler. Med andre ord at være nær i relationen. Derfor er den fysiske afstand underordnet.

Gad du godt at have Alexandra og Rasmus ansat? Hvad mon de kunne gøre for dit firma, hvis de var lige så engagerede i det, som de er i deres eget? Hvad tror du, der skal til for at tiltrække dem som arbejdskraft? Og når de engang dominerer arbejdsmarkedet – tror du så, at de overhovedet vil ansætte dig? Hvis du ikke kan svare på de her spørgsmål, så tal med flere fra denne generation og få styr på det. Svarene er din fremtid. Eller mangel på samme.

Kronik i Børsen den 6. marts 2016 

 

lørdag 5. marts 2016 kl. 23:38 | 1 kommentarer

Den evige splittelse flyttede permanent ind, da jeg blev mor første gang. I starten var den kun en svag mislyd, der i perioder lagde sig som et bundtæppe af tvivl, når min ældste søn enten lagde sig rasende ned på gulvet eller ikke ville holde op med at græde, fordi han ikke fik lov til at gøre, som han ville. Da de blev to og tre sønner, blev mislyden erstattet af en klar symfoni af modsatrettede følelser, som ind i mellem sendte mig ud på badeværelset for at bide i et håndklæde, så jeg undgik at råbe dem ind i hovedet i afmagt og frustration. Græde var jeg imidlertid altid i stand til at gøre lydløst bag den låste dør.

Splittelsen mellem at passe på dem og give dem fri, har fulgt mig lige så længe, som de har været en del af mit indre stjernebillede. Jeg ved jo, at min fornemste opgave som forælder, er at gøre dem helt fri af både deres far og mig, for kun på den måde, er de blevet til et fuldbyrdet menneske.

Men hvornår?

Hvornår er det, at jeg skal give dem fri? Og hvornår det er, at jeg skal holde fast? Hvornår er det, at jeg skal insistere på at min viden, mine erfaringer, mine værdier og mit livsgrundlag skal trumfe deres? Og hvornår er det, at de selv skal overvinde deres egne dumheder, manglende omtanke og udsyn, for at få deres egne erfaringer og skabe deres egen personlighed på godt og ondt?

Lørdag aften for tre uger siden, fik jeg så en af de opringninger, man som forælder håber aldrig at få. Tjeneren havde lige efterladt min ledsager og jeg med en velkomstdrink, da min mobil ringer. William var taget til Næstved, for at sælge noget tøj til en yngre mand, som han havde skabt kontakt med via Facebook. Generation Y og Z har en lystig forretning kørende, hvor tøj og sko skifter ejermand ved at annoncere køb og salg gennem de sociale medier. Om eftermiddagen havde han fået et (for!) godt tilbud på en t-shirt og en hoodie, hvis han tog til Næstved, for at aflevere det. Min automatreaktion var at sige blankt nej! Jeg har flere gange sat nogle ufravigelige regler op for mine sønner, som satte dem i bedre forhandlingssituation og sørgede for, at de ikke gjorde sig sårbare overfor vildt fremmede mennesker, som de kun kendte via de sociale medier. Jeg er imidlertid længe blevet punket over, at jeg er overbeskyttende, ikke fatter deres generation og i øvrigt ikke forstår, hvordan de laver såkaldte ”legit-tjek” (altså tjekker profilens troværdighed ud via de andre brugere) og derfor skulle jeg bare blande mig udenom.

Denne eftermiddag gav jeg slip. William er 15 år og på vej til at blive voksen. Eneste betingelse var, at han skulle blive på stationen, hvor der var andre mennesker. Men der var ingen andre mennesker på stationen, og han endte med at gå med køberen, som skulle hjem og hente pengene. Da de kom til en gyde, blev han overfaldet af køberens ven, der kom snigende ud fra mørket. De væltede omkuld på gaden, køberen tog posen med tøjet fra min søn og løb, mens den anden forsøgte at banke ham. Det skulle han ikke have gjort! William var rasende og slog igen; så hårdt, at overfaldsmanden råbte efter køberen, at han skulle komme tilbage og bruge sin kniv. Så slap min søn og løb sin vej. Og fik ringet efter politiet. Det var først, da han sad sikkert på politistationen, at han ringede til mig.

Hvornår er jeg en god mor?

Der var ikke sket ham noget alvorligt. Han havde slået hovedet lidt, og hans far og jeg fik en lang snak med den lokale politimand, der understregede, at Facebook kun skal bruges til at lægge billeder af ens kanariefugl op, for det der med køb og salg af tøj og sko er farligt og dumt, for der huserer mange bander og svindel i det miljø, og dem og det skal man holde sig langt fra! Da William og jeg kom hjem, satte vi os tæt i sofaen og så film og fik snakket, og hele søndagen gjorde vi det samme, og fik også grinet en del, og jeg måtte hele tiden stryge ham over håret og mærke, at han var her, hel, og senere gik vi også en lang tur i skoven og endnu senere gik vi ind og så Leo i The Revenant, som trods alt blev udsat for lidt flere udfordringer! Om fredagen var han forbi en traumeterapeut, som sagde, at han havde reageret til UG, for det var godt, at han havde slået fra sig og forsvaret sig selv, og det var virkelig godt at han havde sluppet og løbet, da kniven kom på banen.

Hvornår er jeg en dårlig mor?

Når børn bliver til teenagere, bliver de fleste mødre uncool. Især hos sønnerne, hvor vi jo er umulige forbilleder på, hvordan de bliver til mænd. Rigtig streetsmarte bliver vi vist aldrig, selvom vi sagtens kan være det i praksis, men når mor siger noget, bliver det bare ofte lidt kikset, lidt overbeskyttende, lidt for…arrrgghh altså, jeg er jo ikke en lille dreng mere!! Og jeg forstår det godt. Så jeg øver mig stadig i at give slip og løbende sætte mere lempelige regler op for at sende dem ud i deres eget kredsløb. Mens jeg andre gange giver dem et blankt nej. Fordi mor i visse tilfælde stadig ved bedst. Og så bærer jeg, at jeg er total nederen og ikke forstår en skid!

Kronik i Jyllandsposten 6.3.16

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign