75 pct. af de unge vælger gymnasiet, men 20 pct. dropper ud igen. I stedet kunne de med fordel vælge en af de ca. 100 erhvervsuddannelser, der undersælges i studievejledningen.

 - 92,4 KB

Af Emilia van Hauen, kultursociolog og Erik Poulstrup, skoledirektør

Studenterne og faglærte kan for tiden fejre, at de er blevet klogere og dygtigere og nu er parate til at gå ud i verden, enten ved at fortsætte uddannelsen eller ved at begynde et fagligt virke på arbejdsmarkedet.

Men bag festerne og tømmermændene gemmer der sig imidlertid imidlertid et alvorligt problem, nemlig den vejledning, som de unge i 8. og 9. klasse får, når de skal til at vælge fremtid. For der er alt for mange, der vælger forkert, og det har to afledte effekter, der begge er lige alvorlige: for det første de unges mistrivsel og for det andet de unges fremtidige realværdi som arbejdskraft.

Starter vi med de unges mistrivsel, viser en statistik fra ”Den Nationale Sundhedsprofil 2017”, at 40,5 pct. af de unge piger og 23,4 pct. af de unge drenge mellem 16 og 24 år lider af høj stress, hvilket er en tilstand, der udløser en langtidssygemelding på en arbejdsplads. Ligeledes er der andre undersøgelser, der viser, at 20-30 pct. af de unge lider af angst, at de unge piger er den mest ensomme gruppe i landet, mens Videncenter for Spiseforstyrrelser og Selvskade, Vioss, angiver, at blandt de 18-25-årige angiver 32 pct. således at have skadet sig selv på et tidspunkt i deres liv, mens det gælder 30 pct. af de 26-30-årige.

Vanvittige tal i et samfund, der ellers burde være så velfungerende, og tal, som understreger vigtigheden af, at Center for Ungdomsforskning, AUU, for nylig har udgivet rapporten ”Ny udsathed i ungdomslivet”, hvor 11 forskere skriver om den stigende mistrivsel blandt unge.

Det handler altså ikke om, at den enkelte unge ”bare skal tage sig sammen” eller er blevet til såkaldte snefnug pga. af overcurlende forældreTværtimod viser det sig, at der er flere samfundsmæssige vilkår, der har ansvaret for denne udvikling. F.eks. brugen af de sociale medier og det øgede pres på resultater frem for mestring i skolesystemet.

Gymnasiet er det rette valg for mange, men ikke for alle, hvilket blev eksemplificeret i en meget omtalt reality-tv-serie, ”Fars pige”, hvor hovedpersonen, Alva, på et tidspunkt afslører, at hun ikke kan huske, om hun havde fransk eller tysk i skolen, hvilket blotlægger, at den undervisning, hun har modtaget, ikke har været specielt engagerende for hende.

Karikeret, ja! Men der er sket en stigning af elever, der dropper ud af gymnasiet. Tallet er lige nu på mellem 18 og 20 pct. om året. Læg dertil den andel, der gennemfører, men ikke kan eller vil bruge denne studieforberedende uddannelse til at studere! Hvad vil vi som samfund gøre ved det?

Vi lever i en akademisk snobbeboble, hvor gymnasiet næsten enevældigt har plads inden for boblen, og de andre ungdomsuddannelser befinder sig uden for den. Med andre ord: De, der vælger gymnasiet, skal ikke forklare deres valg, mens ”de andre” i langt højere grad skal gøre netop det. Fordi vi som samfund ikke længere som udgangspunkt anerkender, at vi naturligvis har brug for mange former for kompetencer og fagligheder for både at kunne bevare og videreudvikle et godt samfund for alle borgere og samtidig være konkurrencedygtige.

Desværre viser det sig også, at de, der forlader gymnasiet, ikke i tilstrækkelig grad søger ind på en erhvervsuddannelse, hvor de kunne lære et fag og blive klar til arbejdsmarkedet. Der kunne de opdage, at der både findes noget, som interesserer dem, og som de er dygtige til. Ud over, naturligvis, at de lærer noget, som bidrager til fællesskabet. Sådan noget giver i nævnte rækkefølge mental genoprejsning, selvtillid og en anvendelig udvidelse af samfundets arbejdsstyrke.

Som samfund står vi over for nogle seriøse problemstillinger, som et bredere uddannelsesvalg kunne afhjælpe. For det første har coronakrisen vist os, hvor afhængige vi er af fagligheder, der ikke har rod i en akademisk uddannelse. Vi nævner i flæng: sygeplejersker, sosu-assistenter, professionel rengøring, fødevareproducenter og chauffører, som alle har været afgørende for vores succesfulde gennemlevelse af tiden fra den 11. marts til nu.

For det andet har vi som nation brug for mere og mere kreativitet og innovation, fordi vi i høj grad lever af viden. Derfor har vi brug for mange forskellige bidrag, som i fællesskab kan skabe nye løsninger til de nye problemer, vi står over for som samfund. Tvær- og praksisfaglighed er vejen frem, og det ved de dygtigste virksomheder, hvorfor vi har brug for en mangfoldighed af uddannelser af alle slags.

Et eksempel på den nødvendige agilitet for at kunne klare uventede situationer er de mange elever og lærere, der benyttede sig af det digitale læringsrum, som for nogle betød større koncentration og bedre indlæring, mens det for andre var en negativ oplevelse. At kunne begå sig på tværs af hjælpemidler er et must i fremtidens samfund, men det er også blevet meget tydeligt, at det digitale rum naturligvis langtfra er nok, hvis man skal lære et fag, der indebærer fysisk og fagpraktisk læring, for det er som bekendt meget svært at sanse gennem computeren. Men det vigtigste af alt er reelt at kunne mestre og anvende sit fag sammen med andre frem for at kunne terpe teorier som solister.

Coronakrisen har vist os, hvor værdifulde de mange faglærtes arbejdsfunktioner er, når samfundet skal holdes i gang, og det har måske åbnet et vindue for, at vi atter tager debatten om, hvorfor vi som samfund til stadighed giver de akademiske uddannelser en højere status end de erhvervspraktiske, når nu samfundet har lige meget brug for begge dele.

Måden at bekæmpe det ødelæggende snobberi på er bl.a. ved at gøre to ting som samfund: Skabe nogle sikre rammer for gode og langtidsholdbare valg, så frafald og selvværdsproblemer undgås. Og skabe nogle vilkår, der styrker de unges kompetencer og giver dem en høj applikationsstyrke som arbejdskraft. Endelig skal de institutioner, som skaber rammerne for de unges vejledning, tænke i andre baner end de hidtidige, der tydeligvis ikke virker helt efter hensigten. F.eks. ved at inddrage de unge selv i udarbejdelsen af kommunikationen og forløbet – deres måder at tage verden ind på adskiller sig nemlig en hel del fra de ældre generationer.

Vi andre, forældre, vejledere, arbejdsgivere m.m., kan hjælpe de unge til at forstå, at deres livssucceser ikke afhænger af ét valg, der skal træffes, når de er omkring de 15 år. Mange unge kæmper med en følelse af, at det er nu, nu, NU!, at de skal tage det mest afgørende livsvalg.

Flere forskere mener imidlertid, at halvdelen af de børn, der er født efter år 2000, kommer til at leve mindst 100 år, og det betyder, at de unge ikke har travlt. Og at de snildt kan have to-tre karrierer i løbet af et liv. Derfor er deres første valg jo ikke determinerende og dermed heller ikke så farligt, som det mange gange gøres til.

Til gengæld er det vigtigt at lære at gennemføre det valg, man har sat sig for, som i sidste ende fører til mestring, der har vist sig som en afgørende faktor for at føle psykisk stabilitet.

Men det kræver altså i udgangspunktet, at man har taget det rigtige faglige valg og føler sig hjemme socialt. Det kan skolerne, men også forældrene, der ofte kender deres barn bedre end andre, hjælpe til med især ved at udfordre automatvalget om gymnasiet. Og det er måske vigtigere end nogensinde før, for indtil 2030 vil ungdomsårgangene være meget små, og derfor har vi ikke råd til – hverken makroøkonomisk eller menneskeligt – at have så stor en fejlmargin som den eksisterende.

Bragt i Jyllands-Posten d. 13.07.2020.

mandag 29. juni 2020 kl. 12:20 | 2 kommentarer

Hvor meget synes du, at en mand ejer dig, når du har været ude og drikke ét enkelt glas vin med ham? 

Hvis du synes, at det er et mærkeligt spørgsmål, er vi helt enige. Men jeg spørger, fordi jeg indenfor en længere periode, har haft nedenstående tre besked-udvekslinger:

Mand nr. 1:

”Du har vist været for meget i Jylland!”

”For meget i Jylland?”

”Ja, du er nærig med dine beskeder, emojis og ikke mindst de frække…det er jysk!!!”

Mand nr. 2:

”Jeg respekterer din position, Emilia, men jeg er ærligt talt overrasket over, at så socialt intelligent et menneske som dig, besluttede sig for at benytte sig af en sms for at slutte en samtale.”

Mand nr. 3:

”Men du kunne sgu da godt have været lidt mere modtagelig!”

Alle tre mænd er søde og ordentlige, og det har jeg selvfølgelig også været i min kontakt med dem. Men når jeg kunne se, at det hverken ville føre til hjertebanken eller ild i kussen (som min bramfrie veninde kalder det) takkede jeg pænt af, fordi det er det mest fair at gøre. Og det var, da den tredje mand kommenterede min manglende modtagelighed, at jeg begyndte at se et mønster i deres adfærd, som jeg har givet navnet emotionel manspreading.

Begrebet manspreading blev kendt for nogle år siden og dækker over det fænomen, at mænd spreder deres ben udover deres eget sæde/stolebredde, hvorfor dem der sidder ved siden af, må pakke deres ben sammen, hvis ikke de skal sidde og gnide sig op ad hinanden. At manspreading næsten kun sker, når det er en kvinde, der sidder ved siden af manden, forklarer måske, hvorfor New York i 2014 og Madrid i 2017 forbød denne adfærd i offentlig transport og faktisk førte til anholdelser (som dog senere blev frafaldet). Selvfølgelig er begrebet også blevet brugt som metafor i mange andre sammenhænge, hvor mænd spreder sig selv langt udover egen formåen, viden, beføjelser, magt mm og forsøger at gøre deres virkelig til den eneste gældende.

Og efter at have talt med flere kvinder om ”mine” tre mænds adfærd, har det vist sig, at det er en temmelig udbredt opførsel, og derfor tænker jeg, at der er basis for at indføre det udvidede manspreading begreb.

Det interessante og lidt skræmmende er nemlig, at de åbenbart føler, at de har retten til at eje min reaktion. Selvom jeg altså kun har mødtes med dem én enkelt gang. Og kun har drukket ét enkelt glas vin med dem. Mens det mest intime vi har delt, har været historier fra vores barndom. Men fordi de åbenbart har haft nogle andre følelser eller interesser på spil, så bliver mine følelser og mit manglende begær forkerte og burde laves om, så de matcher deres følelser og begær, fordi de føler sig berettiget til at sprede deres egen oplevelse udover min.

Man kan selvfølgelig ryste på hovedet af deres strategi, der blot er en meget menneskelig reaktion på at blive afvist. Men problemet er faktisk, at de fleste kvinder kulturelt set er opdraget til at være sociale og dermed passe mere på andres følelser end deres egne. Og straks gøre sig selv forkerte, hvis de ikke lever op til ”den andens” forventninger om, hvad hun burde give af sig selv. Så i stedet for at det handler om to mennesker, der bare ikke passer sammen, kommer det til at handle om, at den ene er en taber eller bare forkert. Hvilket jo ikke har noget med sandheden at gøre. Nogle gange klikker det bare ikke og længere er den jo ikke. Lidt ligesom at nogle tænder på Brad Pitt og andre på Daniel Craig (mig! 😊)

Så man kan ikke styre biologien, men man kan styre sin egen adfærd. Derfor vil jeg måske hviske disse frække ord i øret på den næste mand, der vælger denne uheldige strategi:

”Sweetie – man fanger flere fluer med sukker end med eddike!” 

Bragt i Femina d. 25.06.2020

lørdag 20. juni 2020 kl. 22:30 | 0 kommentarer

De fleste er kørt trætte af coronaregler og længes efter at leve livet, som før. Hvilket folk er begyndt at gøre. Det kan potentielt sende os ud i en bølge, der er værre end den første. Fællesskabet har bevist sit værd de seneste måneder – men kan det holde? Og hvad skal regeringen gøre for at det kan?

 - 69,7 KB

Jeg lider intensivt af coronakvalme.

Ordet selv giver mig dobbeltkvalme, fordi det indgår i puljen af tusind nyopfundne ord, der alle har corona tilfælles, og som bare er endnu et symptom på den aktuelle globale krisesituation, der sidste sommer kun fandtes som skræmmende sci-fi historier. For alle andre end Bill Gates og virusforskere. 

Jeg lider af coronakvalme, fordi jeg simpelthen ikke orker at høre mere om sygdommen. Hvor mange der er døde og smittede og indlagte; hvad det betyder for vores økonomi; hvor jeg skal tilslutte mig en digital fællessang; hvor meget afstand jeg nu skal sørge for at have til andre; hvilken spritform der er mest effektiv; om vi snart har en kur eller en vaccine; om arbejdsløsheden bliver alarmerende, når vi er ude på den anden side. Om den anden side overhovedet findes, for nogle eksperter siger jo, at vi lige så godt kan vænne os til, at dette er hverdagen for altid i fremtiden, fordi der hele tiden vil komme nye alvorlige pandemier. Om…om…om… listen er uendelig. Og jeg får kvalme.

Til gengæld længes jeg efter at kaste mig i armene på alle jeg kender og kramme dem til de bliver helt blå i hovederne, og jeg længes også efter at røre ved dørhåndtag, menukort og alt muligt andet uden at spritte af før og efter, og til at møde folk i kød og blod, i stedet for via en skærm med en masse hoveder på, der ind i mellem piller næse, gaber én centimer fra kameraet eller viser en overraskende vigende hårgrænse, når de kigger ned. Kort sagt trænger jeg til at være civil ulydig i praktisk taget alt, hvad coronaen har sat af begrænsninger for mig. 

Og jeg er langt fra den eneste, der har det sådan. Man behøver ikke at være adfærdsforsker for at iagttage, at folk i dag bryder den ene coronaregel efter den anden og det gør, at vi potentielt har direkte kurs mod en anden bølge, der vil blive så stor, at den kan æde den første før morgenmaden. Men altså kun potentielt. For det kan også vise sig, at vi i dag alligevel er så trænede coronakrigere, og at vi rent faktisk er lykkedes med at skabe nogle nye vilkår i det offentlige og sociale rum, så vi ikke ender med at blive ramt meget hårdere, end vi allerede er blevet det.

Ingen ved det. Endnu. 

Men én ting ved vi: Vores fællesskab har vist sig bæredygtigt i en krisesituation. Vi accepterede at gå i en slags kollektiv passivitet, da landet blev lukket ned, og vi fulgte de regler, der blev sat op for social adfærd. Så meget, at Danmark er et af de lande, som har klaret sig bedst igennem krisen rent smittemæssigt. Og måske ender vi også med at have gjort det økonomisk, for allerede nu melder vismænd og andre eksperter om, at de finansielle følger af krisen nok ikke bliver lige så slemme, som forventet. Man mærker også tydeligt, at pulsen er vendt tilbage i samfundet, som et udtryk for at mennesker nu mødes igen og udveksler ydelser, og så øges både samfundsøkonomien og den humane kapital.

Sociologi er videnskaben om fællesskabet, og som sociolog har denne coronatid derfor været det vildeste, mest vanvittige sociale ”eksperiment”, der nogensinde er sket i verdenshistorien. Det har vist sig med al klarhed, at de fællesskaber der har klaret sig bedst, er de, der har en god balance mellem frivillighed og solidaritet, hvor lederen har lænet sig op ad videnskaben og hvor fakta konstant er blevet formidlet bredt ud i befolkningen. 

Danmark har allerede i udgangspunktet et solidt fundament for denne konstruktion, for vi er det land i verden, der har den højeste grad af tillid blandt mennesker. Næsten 80 procent af befolkningen mener nemlig, at man kan stole på andre mennesker, og samtidig har vi en meget lav grad af korruption, og de to ting tilsammen skaber et fundament for ro og tryghed i vores samfund. Hvilket igen medfører en lyst til at følge de regler, der bliver udstukket fra regeringens side, fordi de fleste både stoler på informationen og strategien. Dette blev toppet af støttepakkerne, der for manges vedkommende skabte en vis sikkerhed omkring arbejdsmarkedet. 

Alt er dog ikke rosenrødt, for mange virksomheder er gået konkurs, arbejdsløsheden er stigende og regeringen er blevet kritiseret massivt for at handle egenrådigt og ikke at inddrage de andre partier i strategien. Skal vi som befolkning være medansvarlige for, at anden bølge kun bliver til et skvulp, er det afgørende, at vi bliver ved med at have tillid til regeringen, tillid til strategien, tillid til at vi alle handler solidarisk og ansvarligt og tillid til videnskaben, der skal komme med valid information om den adfærd, vi skal følge. Med andre ord er fremtidens vigtigste valuta tillid. Men tillid kommer af mening. At vi som befolkning oplever mening med de ofre vi skal give, og den ændrede adfærd, vi skal følge. I et demokratisk og oplyst land som vores, er sund fornuft en af de vigtigste ingredienser i mening – og lige nu er der ikke megen sund fornuft og mening at finde i flere af de tiltag, der fx vedrører forsamlinger og turisme indenfor og udenfor landets grænser. Vil regeringen have vores opbakning, må de aflægge egenrådigheden, inddrage de andre partier og parter i strategien, og indføre mening og sund fornuft i det, de beder os om at gøre. Så bevarer vi tilliden og kan bedst bekæmpe ikke bare coronakvalmen, men også selve COVID-19. 

Bragt i Jyllands-Posten d. 21.06.2020

tirsdag 26. maj 2020 kl. 23:58 | 1 kommentarer

Mon du nogensinde har forelsket dig i et menneske, der både var upassende og skidt for dig? Oplevede du mon samtidig, at genstanden for dine følelser ikke gav dig den samme opmærksomhed og respekt? Og havde du mon i den periode behov for at tale med et lyttende og forstående menneske om det? 

Hvis du kan svare ja på disse spørgsmål, så har du oplevet det, som nok milliarder af mennesker verden over har oplevet på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Men det er de færreste, der har oplevet det med USA’s præsident. Èn af dem vi har hørt om, er Marilyn Monroe. En anden er Monica Lewinsky. Sidstnævnte er den anden hovedperson i den aktuelle og gode dokumentar Clinton-affæren, der kan ses på dr.dk i syv afsnit. 

At have set den doku, har givet mig en kolossal skamfølelse. Overfor Monica. Især da jeg så afsnit seks, blev jeg ramt af både en sjælskvalme, der fik mit hjerte til at trække sig sammen som brændt papir, og en kropslig kvalme, der satte sig i halsen på mig i timevis.

Begge kvalmer ville ikke gå væk, fordi jeg selvfølgelig var skyldig. Medskyldig i at slutshame denne unge pige, der var skrøbelige 22 år, da hun blev forelsket i den forkerte. Og som i misforstået loyalitet overfor en kæmpe narrøv, ødelagde sit eget rygte og fremtid i en uendelighed af år fremover. For Clinton var en narrøv! Blev det helt klart, da jeg så den skræmmende dokumentar. Udover hans ødelæggende #metoo- opførsel overfor Monica, begik han også mened, hvilket naturligvis er uacceptabelt, når man er landets øverste myndighed. Oven i Monicas elendighed, skal lægges Linda Tripp og hendes falske venskab, der fra starten af kun handlede om at udnytte ”veninden” for egen vindings skyld.

For nogle år siden så jeg Monicas første tale om denne periode, som hun holdt til Forbes Under 30 Summit i 2014, og som rørte mig dybt. Her satte hun ord på, hvordan hun havde oplevet at være den anden hovedperson i sagen. 

Men da jeg så afsnit seks i tv-dokumentaren, blev det pludselig meget mere tydeligt, hvad det var, hun havde været igennem. Den afsindige disrespekt og totale latterliggørelse, som denne unge pige blev udsat for, var umenneskelig. I utallige talkshows blev hun udstillet som en sexgal pige, der udnyttede præsidenten. Værterne kørte løs med, at det var hende der var ægteskabsbryderen. Det var hende, der burde sige undskyld til USA. En talkshow-vært fortalte, at Monica havde sagt nej til at give en autograf, fordi hun ”var kendt for de forkerte grunde” og man når lige at tænke, at værten er cool, fordi han tager det op, men han fortsætter så: ”Men hun tilbød dog at give ham oralt sex!” og publikum skriger af grin. Og så var der satiretegningerne, hvoraf en viste hende foran en skov af penisser i stedet for mikrofoner. En anden viste hende med opspilede kinder og en lukket mund med teksten: Monica tilbageholder bevismateriale (ja, det er sperm de henviser til). Og det endelige hovedstød kom med Joyce Brothers udtalelse: ”Forestil dig, at din søn en dag siger: Jeg skal giftes med Monica Lewinsky?!” Det skal lige med i ligningen, at hende Brothers altså var en tv-personlighed, der gennem 40 år gjorde psykologi tilgængelig for alle. Og i øvrigt normalt italesatte og bekæmpede kvinders stigmatisering i samfundet. Med Monica som den pinlige og åbenbart legale undtagelse.

Monica skammede sig. Men denne skam tilhørte rettelig samfundet. Medierne. Os andre. Og især feministerne, som åbenbart aldrig tog Monicas parti. Ikke én, har Monica fortalt. I dag ville dette nok ikke ske. #metoo har forandret scenen for, hvad man kan udsætte kvinder for. Alligevel skal vi til stadighed være obs på, at fortællingen om kvinder som nyttige skamstøtter lever. Hver dag. Og at vi selv kan være med til at udrydde den. Fx ved altid at stille dette spørgsmål, når vi konfronteres med endnu en historie:

Hvilke andre sandheder findes der om denne sag?

Bragt i Femina d. 14.05.2020

Generation Z er på vej på arbejde. De nye generationer er digitalt indfødte og kommer til at arbejde på nye og anderledes måder end de fleste af os er vandt til. De ønsker frihed, selvbestemmelse og "purpose", men lider også ofte af at være "over-nursede" og vokset op i en verden med "instant gratification". Så hvordan skal du som arbejdsgiver finde, ansætte og motivere de nye generationer?

# Hvad karakteriserer generation Z?

# Hvordan motiverer du generation Z?

# Hvordan får du generation Z til at samarbejde godt med andre generationer på arbejdspladsen?

# Hvorfor vælger såmange fra generation Z at arbejde freelance? 

Hør Danmarks førende ekspert på området, Emilia Van Hauen, i denne super spændende episode, som zoomer ind på Generation Z.

fredag 8. maj 2020 kl. 16:07 | 1 kommentarer

Hvordan har de unge det under den ufrivillige isolation? Denne tids unge lider allerede under en ny udsathed, der er større end tidligere generationer af unge - hør hvad Svend Brinkmann, Noemi Katznelson og jeg har af input og gode råd i dette afsnit af Brinkmanns Briks

De unge lider mere end tidligere generationer af unge – og det er der gode samfundsmæssige forklaringer på. Nu øger krisen også de langsigtede konsekvenser af situationen.

 - 25,4 KB

En af de mere ærgerlige konflikter, der er opstået i kølvandet på coronakrisen er spørgsmålet om, hvilken generation, der har mest ret til at være offer for vores nuværende situation. Beskyldninger er fløjet frem og tilbage og ”krigen” kan opsummeres i to udtryk, der bruges om henholdsvis den unge og ældre generation:

Snefnug generationen: Et visuelt rammende udtryk, som indkapsler en skrøbelig, sart, flyvsk og ikke mindst passiv generation af personer, der ingen modstand tåler og som kræver helt særlige vilkår, for at kunne overleve. Også et udtryk der med satirisk afstand bruges af ældre generationer, når de med indbygget foragt ønsker at beskrive vores tids generation af unge.

The boomer-remover: Et kæle- eller øgenavn for corona, opfundet og brugt af unge, som en forlængelse af udtrykket ”Ok boomer!”. Et udtryk som bliver sagt højt af unge, når en boomer (født mellem 1945-1960/65) udtaler sig negativt om det, der optager mange unge (fx klimatruslen).

Begge udtryk dækker over en grundlæggende mistillid mellem generationerne og kan være med til at øge det, der bliver kaldt generationskløften. Hvilket i virkeligheden er et misvisende udtryk, for der skabes lige så ofte en bro mellem generationerne, og det er præcis det, vi som samfund har brug for, hvis vi skal få bekæmpet den rigtige fjende, nemlig virussen.

De unge er vores fremtid. Sådan har det altid været. Og det har også altid været sådan, at samfundets udvikling har været spejlet i, at de yngre generationer fik det bedre end de ældre.  

Det katastrofale er, at dagens unge generationer ikke længere følger den udvikling. Tværtimod. For de unge lider. Og de kan oven i købet komme til at gøre det i længere tid end alle andre, for historien viser, at en økonomiske krise forsinker deres adgang til arbejdsmarkedet og karriere med flere år, og dermed en forsinket økonomisk og social stabilisering.

Det virkelig problematiske er imidlertid, at denne tids unge allerede før corona-situationen led mere end nogen tidligere ungdomsgeneration.

Sidste år var jeg til en konference afholdt af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, hvor flere forskere fremlagde deres interessante og bekymrende forskning vedrørende det, der bliver betegnet, som ny udsathed. I deres rapport, Ny udsathed i ungdomslivet, defineres det som kontinuerlige, komplekse og dynamiske processer, der finder sted i samspillet mellem den enkelte unge og hens omgivelser.

Udsathed kan derfor ikke alene forstås ud fra et individuelt perspektiv; samfundets vilkår og den unges omverden må også inddrages i vurderingen.

Vi er vant til at koble udsathed sammen med social arv, men VIVE lavede en undersøgelse i 2015, hvor følgende resultater viste sig:

  1. 25-30% af alle unge kontanthjælpsmodtagere har forældre med videregående uddannelse
  2. 50% af de unge, der befinder sig i en socialt marginaliseret situation har ikke en social baggrund præget af de risikofaktorer, man bruger til at definere social marginalisering
  3. 66% af de unge i en socialt marginaliseret position, kommer fra familier, hvor forældrene overvejende har været i beskæftigelse

Altså er der som sagt en betydelig del af den unge generation, der klarer sig dårligere end deres forældre. Hvad kan det skyldes?

Meget tyder på, at det skyldes den psykiske trivsel. Så længe de unge er børn, er trivslen blandt fx 11-årige meget høj; det er når de bliver teenagere, at problemerne viser sig. På blot fire år, er andelen af de unge mellem 16 og 24 år med dårligt mentalt helbred øget fra 13% i 2013 til over 18% i 2017. Dvs. næsten en femtedel af den unge generation har det altså skidt!

Deler vi det op på køn, viser der sig en tydelig skævhed. Næsten 25 procent af de unge kvinder oplever selv i 2017, at de har et dårligt mentalt helbred, mod 16 procent i 2010. For mændene er tallene 13 procent i 2017 mod 8 procent i 2010.

Kigger vi ind i det psykiatriske system, viser der sig også en alarmerende udvikling: I perioden 2009 til 2017 er der sket en stigning på 72 procent i antallet af unge, der har været i kontakt med det psykiatriske system.

Pensles det ud på unge, der diagnosticeres med ADHD, angst og depression, er der i perioden 2006 til 2016 sket en tredobling, mens der er sket en fordobling af unge med en spiseforstyrrelsesdiagnose. Også her er der en kønsmæssig skævhed, idet pigerne oftere får en psykisk relateret diagnose som stress, angst depression og spiseforstyrrelse, mens drengene dominerer, når det gælder adfærdsproblemer, psykoser og ADHD.

Så ja, de unge har det svært. Ikke bare snefnug-svært, men seriøst og dokumenteret svært.

Årsagerne findes bla i det øgede krav om præstation og udvikling (også i skolesystemet), de mange forventninger om at være super målrettede og elitære i deres uddannelse og arbejde, samt fokus på et individualiseret ansvar for egen succes, fremfor kollektiv inkludering og fælles mål. Så vi har skabt et samfundssystem, der presser de unge langt udover normalniveauet, og vi ser konsekvenserne af det nu.

Derfor skal vi stoppe krigen mellem generationerne og i stedet række ud til de unge og hjælpe dem til at få en bedre grund under deres liv og fremtid, ved at dyrke nogle andre værdier og lave nogle nye systemer, der sætter menneskets trivsel i centrum, fremfor økonomiske og produktive mål.

Kronik bragt i Jyllandsposten den 3. maj 2020

søndag 19. april 2020 kl. 18:08 | 0 kommentarer

Tid&Tendenser: Hvad du skal vide om de unge

 

Du kan også læse artiklen på Tid & Tendenser's egen hjemmside her

fredag 17. april 2020 kl. 09:44 | 0 kommentarer

Det var en sommeraften, da jeg var 13 år, at jeg begyndte at få bryster. Jeg husker stadig lugten af blomsterne fra haverne, der lå langs vejen, hvor vi børn legede ”Jeg melder krig”, og jeg husker, at solen nærmest var gået ned, men at der stadig var lige præcis lys nok til, at vi kunne se hinanden og kridtstregerne på asfalten.

Og mine bryster var endelig endelig endelig (!) begyndt at vokse!

Jeg følte mig så lykkelig og komplet, for den lille spæde hvælving, som jeg kunne mærke, når jeg kløede mig på det ene bryst, havde jeg længtes efter i mindst tre år. Tre år, hvor min bedsteveninde havde haft store og flotte bryster, som jeg havde fået lov til at gå forsigtigt på opdagelse i.

Så jeg gik helt lykkelig i seng den aften og drømte om en hvid blonde-bh.

Men der skete bare ikke så meget mere. For jeg vågnede aldrig op til en barm, som kunne fylde nogen som helst spændende bh ud, og gennem hele min ungdom følte jeg mig kun halvt forløst som kvinde. Også når jeg havde sex, for jeg skammede mig ofte over størrelsen på dem, og når manden søgte derhen, dirigerede jeg altid hans hånd et andet sted hen.

En dag da jeg var temmelig voksen, hørte jeg en kvinde fortælle, hvor vild hun var med sine små bryster, og hvordan hun elskede, at hendes elskere gav dem opmærksomhed og vidste, at de mindede dem om deres første kærester, hvilket både hun og mændene syntes var super frækt!

Jeg var rystet og befriet, for tænk at man overhovedet kunne se dem, som noget positivt! Det var så fuldstændig fremmed for mig, at jeg ikke rigtig havde et sted i min bevidsthed, hvor den tanke kunne bo. Men efterhånden som jeg selv fik børn og opdagede, hvad de også var i stand til at udrette, og hvor pæne de blev ved med at være, da jeg var færdig med at amme, og jeg fandt anderledes hjem i min egen seksualitet, ændredes mit forhold til mine bryster. 

Alligevel er det ikke mere end få uger siden, da jeg lyttede til et afsnit af den fantastiske podcast Fries before Guys, hvor Nanna og Josephine delte erfaringer med at have store bryster, at jeg midt i et hysterisk grin over deres fortællinger, kapitulerede fuldstændig til små bryster. For de fortalte, hvordan de ligesom forsøgte at holde på deres bryster, når de lå på ryggen og havde sex, så de ikke gled ned i armhulerne, og hvis de sad og red en mand, holdt de også på brysterne, så de ikke slog dem i ansigtet, mens mændene troede, at de klemte sammen om dem, for at være sexede og frække.

Det er jo nærmest pinligt, at jeg først i en alder af 53 år, for alvor forstår, at alle bryststørrelser har fordele og ulemper. Jeg havde bare ikke haft fantasi til at tænke de scenarier, mens jeg kunne diske op med masser af ulemper med de små. 

Og det er jo ikke mere kompliceret end, at det der for alvor gør bryster smukke, lækre, sexede og dejlige er, at de bliver elsket af hende, de er en del af. Uanset om man så elsker dem, man har fået i fødselsgave, eller om man vælger at justere på størrelsen og formen.

Jeg har en drøm om, at det en dag bliver helt normalt, at voksne kvinder lærer unge piger at forholde sig bevidst og nysgerrigt til deres egne kroppe og deres egen seksualitet. Fx ved at vise dem tusind forskellige bryster og tusind forskellige underliv, ved at lære dem om alle kvindens forskellige orgasmeformer, og ikke mindst ved at vise dem, at glæden ved ens krop først og fremmest kommer fra ens egen kærlighed til sig selv. For mig ville det have gjort en kæmpe forskel gennem hele mit ungdomsliv. Og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste… 

Bragt i Femina d. 9.4.2020

tirsdag 24. marts 2020 kl. 18:14 | 0 kommentarer

Her er et lille udpluk af, hvad jeg har haft liggende på mit natbord gennem tiden. Et udpluk, der rummer de podcasts, bøger, serier og film, som jeg synes er værd at bruge sin tid på. Jeg opdaterer listen løbende, og jeg håber, at I kan bruge den til at blive inspireret, klogere, forundret og forelsket. God fornøjelse! 

 

Bøger

Faglitteratur

# Sapiens af Yuval Harari - om menneskehedens historie, ganske enkelt brilliant.

# Homo Deus af Yuval Harari - om menneskehedens fremtid.

# The village effect af Susan Pinker - om menneskets fællesskaber og hvorfor personlig kontakt betyder noget. 

Fiktion

# 1Q84 af Haruki Murakami - den smukkeste og mærkeligste kærlighedshistorie i en parallelvirkelighed. 

# Sinuhe Ægypteren af Mika Waltari - om det gamle Ægypten, Sinhuhe bliver din nye bedste ven.

# Bjergenes hemmelige liv af Sue Monk Kidd - smuk og rørende historie om kvinder og venskab. 

# Triologien: Det Gyldne Kompas / Skyggernes Kniv / Ravkikkerten af Philip Pullman - du kan også se den   som tv-serie 'His Dark Materials på HBO, men bøgerne vinder helt klart. Det bedste fantasy, der nogensinde er skrevet - for voksne også.

# Triologien: Forestillinger om støv af La Belle Sauvage - 1. bind udkommet

 

TV-serier – om de unge generationer

# Thirteen reasons why / Døde piger lyver ikke (Netflix) Hvorfor en ung pige begår selvmord.

# Sex education (Netflix) Tåkrummende pinlig på den dejligste måde. 

# Black Mirror (Netflix) Burde være borgerpensum for alle – om fremtidens (og nutidens) teknologiske impact på vores liv.

# The politician (Netflix) (hvordan en ung mand skaber sin politiske fremtid, eller….

# Euphoria (HBO) Vild serie om en mere ekstrem ungdom, fantastisk æstetik og historier.

# Sex (TV2 Play – dansk serie) Den sårbare ungdomstid. 

# 29/30/31 (TV2 Play) Ungvoksentidens dilemmaer. 

 

Andre tv-serier

# Stranger things (Netflix) Den bedste 80’er pastiche om paralleluniverser og relationer. 

# Westworld (HBO) Især første sæson / Fængende og forførende sci-fi univers. 

# His Dark Materials (HBO / TV-serie baseret på Det Gyldne Kompas). 

# Keeping Faith (C-more) En kvinde bliver forladt af den mand, hun troede hun kendte og så begynder spændingen. 

# Outlander (Viaplay) Ikonisk serie. Fordi Jaime er så ufattelig irriterende lækker :D. 

# The good wife & spin-off: The good fight / To gode advokat serier, der er meget mere end det – kvindeskæbner på den gode måde. 

# Mindhunter (Netflix) Fascinerende serie om hvordan to agenter ”opfandt” seriemorder-profiler. 

# Glow (Netflix) Man tror det er løgn, men serien om wrestling-kvinderne er god underholdning om relationer og overlevelse. 

# Liar (HBO) Han voldtog mange og slap fra det, indtil…. Super engelsk serie. 

# The affair (HBO) Også en ikonisk serie, der dykker i anden sæson, men som klart bærer sig selv hjem i hverdagsdrama + lidt mere. 

# In treatment (HBO) Hvis du ikke selv gider at gå i terapi, kan du starte her. Gabriel Byrne er ret genial…og pæn at se på. 

# Grace & Frankie (N) Især de to første sæsoner gør op med alderdommens begrænsende verden.

# The Kominsky method (N?) Og her er det så to gamle halvsure mænd, der har hovedrollerne.

# Friends from college (N) Pinlig, pinlig og meget underholdende.

# Masters of Sex (HBO) Om de to forskere, der fandt ud af, hvorfor sex virker – god og provokerende underholdning. 

 

Film 

# Drengen der ville være bjørn (børnefilm, og smuk for voksne). 

# Chihiro og heksene / Det vandrende slot – ikoniske japanske tegnefilm af mesteren Hayao Miyazaki. 

# Kirikou (afrikansk børnetegnefilm, helt genial for voksne også). 

# Gladiator (stadig en af de bedste film jeg har set, men danske Connie Nielsen i en af hovedrollerne).  

 

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler i Børsen, Femina, Jyllandsposten og andre.

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Trelleborggade 20, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign