Blog

Det moderne liv er fyldt med indre modsætninger, der potentielt kan få hjernen til at brænde sammen i forsøget på at føle sig, som en hel og troværdig person. Kuren er at overgive sig til livets paradokselasticitet. Så vi har overskud til at være kreative, innovative, nærværende og sociale.

En eftermiddag for få uger siden blev jeg ringet op af min internationale foredragsagent: Om jeg kunne holde et foredrag i Dubai to ugen efter om onsdagen? Jeg tjekkede kalenderen og konstaterede, at jeg tirsdag havde en stor konference i Odense og torsdag et foredrag i København om eftermiddagen – så jo, det kunne nok godt lade sig gøre. Hvad ville kunden have, at jeg skulle tale om?

Den samtale tog jeg nogle dage senere med hende, som var ansvarlig for konferencen. Hun er partner i et internationalt konsulentfirma, der havde deres årlige møde for deres toppartnere i hele regionen. Samtalen blev ført over en social platform, mens jeg sad i et hotelværelse i Berlin. Jeg havde inviteret min ældste søn fire dage til byen, så vi kunne hygge og have tid til at besøge krigsmuseer og se muren.

”Vi er så stressede og sidder hele tiden i en flyver, så vi har ingen work-life balance. Du taler jo om succestyranniet og vi vil gerne have nogle input til, hvordan man kan leve et bedre liv i større balance.”

Med tanke på, at jeg sidste år udgav bogen Succestyranniet – og vejen ud, ville jeg naturligvis gerne det!

Men.

Mens jeg aftalte det, parkerede jeg altså min søn i hotellobbyen. Og jeg skulle holde dette foredrag efter at have hastet til lufthavnen fra Odense, fløjet hele natten, lige nå at tjekke ind på hotellet og tage et bad, før jeg stod med de 170 mænd og meget få kvinder, og morgenen efter skulle jeg så retur til Danmark, for at være klar om eftermiddagen med flere ord og slides, og skulle i øvrigt samme uge også fejre min anden søns 18- års fødselsdag – plus det løse med møder og kronikdeadlines. Og ugen efter igen havde jeg en næsten lige så presset kalender, både arbejdsmæssigt og privat.

Så hvordan kunne jeg overhovedet selv være troværdig til at tale om work-life balance?

En af årsagerne til, at jeg med god samvittighed kunne stå i mit budskab, var, at jeg kunne læne mig ind i et ret vidunderligt begreb, som får skuldre til at sænke sig og nogle gange smilet frem, men som i hvert fald giver plads til, at vi finder ro og mening i kaos. For min situation er jo langt fra enestående. Faktisk er det en fuldstændig normal arbejdssituation for de fleste at være presset af deadlines og opgaver, og selv skulle finde en form for logik og balance i det. Og de der har størst held til at gøre det, er de, der bevidst forstår dette begreb:

Paradokselasticitet.

Alle vi, der lever i den moderne verden, hvor det blipper ind med alle mulige forstyrrelser, og hvor vi hele tiden bedes om at tage stilling til alt fra kattekillinger til henrettelser, har brug for at gøre os selv fri til erkende, at alting ikke kan puttes ind i en rationel model, hvor det hele ender med at passe sammen i skønorden.

Problemet er nemlig, at vi i forlængelse af industrialiseringen, som har gjort maskinlogikken til det overordnede princip for liv, og med knæfaldet for den naturvidenskabelig metode, som idealet på den dominerende forklaring på alt i livet, er kommet til at stille os sted, hvor vi mener, at alting skal – bør - give logisk mening. Allerede i 1905 beskrev den tyske sociolog Weber, hvordan verdenen var på vej til at blive affortryllet, og at vi ville ende med at befinde os i et rationalitetens jernbur, hvor mysterier, magi og mirakler ikke længere ville være en del af livet.

Men Weber tog fejl. Heldigvis. For vi mennesker er netop ikke maskiner og livet kan ikke sættes på så rigid en formel, at både livet og vores indre kan følge et simpelt rationale og dermed altid være fuldstændig forudsigeligt og kontrollerbart.

Tværtimod.

Og vi ved det godt. Men vores tid er præget af en klar forventning om, at vi kan – og det er her, at konflikten opstår. I stedet for at overgive os til at livet jo er en kæmpemæssig rodebunke, og at det egentlig bare handler om at navigere mest menneskekærligt igennem det (et hav af undersøgelser viser, at gode relationer er den afgørende faktor, der skaber lykkelige og sunde liv!) bruger vi tid og kræfter på at forsøge at leve op til et ikke-humant ideal. Hvilket vi naturligvis ikke kan, og på den måde planlægger vi os selv benhårdt til at være en fiasko.

For det moderne liv er ekstremt paradoksalt. En af de ting vi desværre gør, er at skynde os for at få det dårligt. Tonsvis af statistikker viser hvordan halvdelen af befolkningen lider af stress i varierende grad, mens op til 30 procent lider af angst og 20 procent af depression. Ensomheden er stigende, søvnløsheden ligeså. Altså er der mange indikationer på, at vi mistrives så meget, at det er gået udover vores psykiske velbefindende.Og alligevel er det de færreste, der for alvor ændrer deres adfærd. Hvilket er forståeligt, for vi skal også overleve.

Det er jo ikke fordi vi gerne vil arbejde under fx dårlig ledelse for at forfølge urimelige KPI’ere under urealistiske vilkår. Eller at vi vældig gerne vil have konfliktfyldte familieliv. Når vi planlægger vores liv, gør vi det naturligvis for at få bedre muligheder, få opfyldt drømme og leve vores potentiale ud.

Men samtidig er der ingen, der i dag kan påberåbe sig uvidenhed om, at vores afsindige travlhed i kombination med vores enøjede fokus på effektivitet, optimering og resultatrenhed, medfører en psykisk sårbarhed, som mindsker livskvaliteten betragteligt for den enkelte – og dermed også for gruppen. Så jo, vi har faktisk travlt med at få det dårligt, og det er et af de mest udbredte paradokser vi lever med i dag.

Et andet paradoks er, at ægteskabets kvalitet afgøres af dets længde og ikke dets indre kvaliteter. Halvdelen af alle ægteskaber bliver jo opløst, og derfor er skilsmisse statistisk set ikke længere at betragte som en undtagelse, men værdimæssigt bliver det stadig betragtet som et brud med normerne, og derfor er det et paradoks, at alle tilgår brylluppet med forestillingen om, at det er adgangen til livsvarig lykke.

Vores forhold til uddannelse (hvis bare vi får én, er vi sikret for livet – øh, nej!), pension (flere bliver ældre, mens der er færre til at betale for udgifterne), sygdom (selvom vi kan behandle flere sygdomme end nogensinde før, opdages der også flere diagnoser end nogensinde før og niveauet for ”raskhed” er steget eksponentielt) er også alle tre moderne paradokser, som vi forsøger at skabe mening i.

At leve et moderne liv, er altså at leve et liv midt i en strøm af paradokser, og de mennesker, der klarer sig bedst, er de, der forstår at have så stor en spændvidde mellem paradoksernes yderpunkter, som muligt. Når vi ser statistikkerne, er det imidlertid åbenlyst, at det, er der for mange mennesker, der har problemer med.

Med den civilisationsgrad vi har i dag, hvor vores fællesskaber er så store og altdominerende, og vi er så afhængige af hinanden, bør det især være både regeringerne, samt virksomhederne og deres ledere, der skal gå forrest i at skabe nogle nye og bedre vilkår. Og hvor det er helt afgørende, at overlevelse for den enkelte ikke handler om at kunne mønstre en enorm og individuel paradokselasticitet.

Hvordan? Ved først og fremmest at droppe antallet af maskinlogiske KPI’ere, der undergraver et socialt og relationelt sundt miljø. Mit møde med Dubai-partnerne bekræftede mig endnu engang i det fuldstændig indlysende faktum, at intet menneske er en maskine. Ikke engang de, der er hårdt trænet i at være det. 

Det vi selv kan gøre, at overgive os til, at livet også består af små forskydninger og skævheder. Lidt ligesom at skønhed er forholdet 1:1,1618, kaldet phi. Balancen kommer af en lille mangel på total symmetri. Eller sagt med Webers ord, er livet fortryllende, fordi der netop er lidt magi.

Når man holder op med at synes, at verden og livet skal være på én særlig måde, for at føle at man har kontrol over situationen, udfaldet og fremtiden, øger man sin evne til paradokselasticitet – og derigennem øger man også sin egen psykologiske og mentale robusthed. Og det igen giver overskud til at være kreativ og innovativ, samt nærværende og social. De fire egenskaber, som er mest efterspurgt på arbejdsmarkedet – men som også helt praktisk giver gode liv.

Tilbage til Dubai og den anden årsag: For hvad var da forskellen på disse højt kvalificerede og meget intelligente mennesker, der naturligvis selv var i stand til at gennemskue deres egen situation og så mig?

Kadencen.

Mens de lever den slags liv hele tiden, sker det kun periodevis for mig. De rejser rundt i hele verden og møder andre, der er lige så fokuserede på at skabe KPI-resultater, der oftest kredser om økonomi, effektivitet og lean. Når ens liv ender med at være denne strøm af KPI’ere, er der sjældent plads til at hæve blikket, åbne hjertet og mærke, hvad der også betyder noget i livet. Hvilket jeg mødte efter mit foredrag, hvor flere af deltagerne kom over for at dele deres længsel efter at fylde deres liv med bla. mere nærvær og bedre relationer.

Det handler også en fælles kultur. I Danmark er vi heldige, for i forhold til mange andre lande har vi en virkelig fin balance mellem arbejde og privatliv. Som vi bla. kan have, fordi vi har det arbejdsmarked og den socialpolitik vi har. Det er ikke sådan lige at ændre på i fx hele Mellemøsten. Noget mere tilgængeligt er det at gøre for virksomhederne.

Det er de færreste mennesker, der ikke vil have et arbejde, der optager dem, og det betyder, at det måske i perioder tager noget mere opmærksomhed og at der er spidsbelastninger, og det skal der naturligvis være plads til. For det er også en del af det at have en work-life balance. Men virksomhederne skal samtidig gøre (tvungen?) plads til, at der også skal være perioder, hvor der er skabt rum for at samle sig selv igen og konsolidere erfaringen.

Paradokselasticiteten frisætter os til at leve med, at livet er en rodebunke. Og at det er ok. På den måde styrker vi både vores egen indre sunde stamina og giver plads til åbenhed, nysgerrighed og tolerance, så vi kan bruge vores kræfter på at skabe noget, i stedet for at forsøge at kontrollere det ukontrollable. Men skal vi bruge erkendelsen til noget grundlæggende, skal det ske i fællesskab. Så ingen forsøger at leve op til et ideal, ingen kan opnå. Ikke engang livet selv.

Bragt i Børsen d. 25.11.2018

14 dage på et ayurvedisk sommerophold i Sydindien, hvor sjælen blev hel igen, gav overraskende meget opmærksomhed herhjemme. Mest fordi kuren består af lige dele omsorg og ingenting. Er din to-do liste gået amok i forsøget på at afslutte året med truttende resultater, skal du måske læse med her.

Det eneste tidspunkt på de 14 dage hvor jeg fik pulsen op, var den første aften hvor jeg for vild i den lille bitte by, Kovalam. Fra at være en eksotisk, idyllisk og hyggelig fiskerlandsby, som jeg slentrende have ladet mig føre rundt i om eftermiddagen, blev den pludselig til en ubrudt række af smalle baggader fulde af truende lyde og manglende lys.

Det var en af de få gange i mit liv, hvor jeg blev overdrevent bevidst om min hvidhed og min danske tillidsnaivitet, og væk var den globaliserede turistsikkerhed i min identitet. Men det var fordomme, der jagtede mig rundt i gyderne, for de mennesker jeg mødte var søde og hjælpsomme, og inden længe kunne jeg trække vejret uden stød tilbage på hotellets velkendte grund.

Resten af mit ophold i Sydindien foregik i et tempo, som tillod, at min sjæl nåede at indhente mit sind. Og ikke mindst blev min krop kalibreret ind i et mere naturligt flow af væren. I to uger gik jeg rundt i en klud, som kærlige kvinder svøbte mig i, og jeg lavede praktisk taget intet andet end at tage imod omsorg på tusind måder. Hvilket var præcis hvorfor jeg var taget afsted til Dr. Unni og hans ayurvediske klinik. For at blive taget af. For at slippe holdtheden. For at forvandle mig til at være en rendyrket modtager og opleve, hvad det kunne gøre for min både min fysiske og psykiske tilstand.

Undervejs smed jeg lidt om opholdet op på de sociale medier og i flere måneder efter at jeg var retur, var der overraskende mange, der hev fat i mig og ville høre mere om dagene i det indiske refugium. Først troede jeg, at det var det eksotiske i opholdet, der trak. Fx selve det at være i Sydindien. Eller at blive behandlet efter nogle tusindår gamle principper om tre krops- og personlighedstyper. Eller bare den forkælelse der lå i at få behandlinger flere timer hver dag.

Men det var ikke det. Altså, det var også det! Men det var ikke det, som folk primært hev fat i og ville høre mere om. Det var, at jeg i så mange dage intet gjorde og bare tog imod. Og at tiden ikke var optaget af andet end ingenting. Som jeg kunne veksle til nedslag af lystpunkter, jeg frit kunne følge, når de rejste sig i mig.

De fleste stod med bløde øjne og var nysgerrige på, hvordan det dog var at gøre i hele to uger??? Spørgsmålstegnene stod og vippede på en dyb længsel efter lovlig passivitet, inden de forlod deres mund og væltede ned i en afgrund af manglende ro. Da de steg op igen, havde de samlet sig i et fælles udråbstegn: ”Giv mig venligst navnet på det rejsebureau, der sendte dig afsted, for hey - det lyder nøjagtig som det, jeg har brug for!” Og så blev de sendt videre til Grace Tours, mens jeg iagttog, hvordan deres skuldre sænkede sig og brystkassen spændte af.

Jeg har også selv længe haft et spørgsmål. Siden jeg for flere år siden begyndte researchen til min seneste bog, der handler om at gøre sig fri at tidens succestyranni. For hvordan kan det kan være, at så mange af os lever på en måde, hvor vi har alt for travlt med at få det dårligt?

Der er nemlig et hav af statistikker, der desværre spejler vores ringe tilstand: Stress er i dag en folkesygdom; cirka halvdelen af befolkningen er ramt af det i en eller anden grad. Angst er hverdagen for 20-30 procent af os, mens depression rammer 20 procent på et tidspunkt i deres liv.

Det har også vist sig, at ensomheden er stigende og nu er man også begyndt at tale om søvnløshed, som et samfundsfænomen, for over 20 procent af os lider af det. Alle tilstande fører til psykisk sårbarhed og ringere energi. Mens vi samtidig kræver mere af os selv og andre end nogensinde før.  

Der er en masse indlysende forklaringer på tallene. Fx at den enkelte ikke kan sætte sig udenfor fællesskabet og derfor bliver nødt til at følge med for ikke selv at blive fyret. At tidens teknologiske muligheder skaber nye normer for hastighed og tilgængelighed. At vi er en del af et globalt marked, der stiller krav til os alle om at følge med osv. Og alle argumenter giver logisk mening ift vores forsøg på at klare os godt.

Men når vi nu har denne slags tal, der bør få alle regerings- og virksomhedsledere til at tvinge en ny kultur igennem, som understøtter det menneskelig levet liv, hvorfor bliver det så ikke taget seriøst nok? Hvorfor vægter dette ikke nok til, at der bliver gennemført lovgivninger, som varetager det menneskelige levede livs bedste forudsætninger – i stedet for at være passive tilskuere til at en sygdomstilstand er gået hen og blevet en norm? Når man kan lovgive om ligeløn og alkohol, så kunne man nok også finde ud af at lovgive om livskvalitet.

For det er netop disse tal, der er grunden til, at jeg har fået så mange henvendelser omkring min tag-imod-ferie. Fordi den enkelte ønsker at tage ansvar for sig selv. Fordi den enkelte kan mærke, at det er kritisk. Fordi den enkelte vil ændre på sin tilstand.

Lige nu er vi oven i købet i slutningen af året og de fleste er mere end almindeligt pressede for at nå truttende årsresultater. Så pres bliver mødt med mere pres. Det kan der jo ikke komme noget godt ud af.

I stedet kunne vi vælger at bruge tiden på at planlægge, hvordan vi får det bedre i 2019.  Ved ikke at have mest fokus på at opnå en helvedes masse resultater, hvis jagt undergraver vores egen livskvalitet og helbred. I stedet for økonomi som det styrende, kunne vi have opmærksomheden vendt mod vækst i forskelligartede erfaringer, der styrker sjælen, relationerne og kreativiteten. 

Bragt i Jyllandsposten  d. 18.11.2018. 

Mit danseliv startede i 5. klasse, hvor vi til en fest dæmpede lyset og vrikkede prøvende rundt til Fox on the run med Sweet og Donny Osmonds bløde stemme. I gymnasiet tog jeg det et trin videre og snød mig ind på falsk sygesikringsbevis til natdisk på Montmartre, hvor funken burde have gået mig i blodet, men mest af alt bare irriterede min krop og gjorde mine bevægelser mere artige end jeg selv synes var sjovt.

Men så opdagede jeg yuppi-diskotekerne, der spillede Isla Bonita med Madonna, Two Tribes med Frankie goes to Hollywood og Let’s dance med Bowie og de satte min dansekrop fri. Magien opstod og i timevis kunne jeg lade musikken overtage min krop, mens mit sind vandrede hjem i seng. I mange år var musik en ekstra hud, jeg også boede i og som forløste alt fra tårer og glæde til vildskab og blidhed.

Og så fik jeg børn.

Dansemusik blev udskiftet med rasleæg og De små synger, men mest blev det til stilhed, for barnet skulle jo sove og søvnen var virkelig, virkelig nødvendig, så når baby endelige lullede, var musik bare bandlyst.

Med ipod’en kom musikken tilbage i mit liv, med smartphonen blev den endnu mere vigtig og med spotify udvidede jeg mine spillelister med mine sønners hjælp, der er noget mere opdaterede på de nye hits. Nogle gange tog jeg headset på og jingede rundt i stuen, køkkenet, mens jeg lavede mad eller strøg tøj (ja, naboerne har grinet smørret flere gange), men jeg kunne godt mærke, at mine bevægelser hang lidt for meget fast i 90erne. Og det begrænsede mig.

Så da jeg en dag fik en invitation til at komme og danse på en måde, hvor vi frisatte kroppen, fantasien, bevægelserne, var jeg klar.

En søndag samledes vi nogle-og-tyve kvinder i et lokale, og Luise Enevold gav os i virkeligheden kun én instruktion: Dans med lukkede øjne. I denne tilstand ville vi blive frigjort til både at følge musikken med alle vores sanser. Og til ikke at tænke over, hvordan vi tog os ud, når vi bevægede os.

I 3 timer dansede vi på denne måde. Mens musikken skiftede. Og jeg lyttede. Og fulgte alle mine impulser. Og frisatte tankerne om at danse i lækre moves og prøve at se dansedygtig ud. I stedet slap jeg kroppen løs og lod mig være totalt ustyrlig. Musikken bragte mig steder hen i mit bevægeregister, jeg aldrig havde vidst jeg havde. Damn det var sjovt! Og befriende. Og rørende. Og kærligt.

Gulvet, væggene og de andre blev mine bedste venner og hjalp mig til at udtrykke alle sider af min person, efterhånden som jeg fulgte den inspiration som Luise gav videre som forslag vi kunne følge. Jeg er vant til at udtrykke mig i ord. Nu blev min krop mine ord, og jeg viste og oplevede alle mine følelser, tanker, erindringer, relationer og det var vildt, hvor meget der gemte sig i mit kød og blod.

Bagefter var jeg forløst. På en måde jeg aldrig har prøvet før. At bevæge sig sådan sammen med en masse andre kvinder, men med lukkede øjne, så ingen følte sig tvunget til at se ud og præsentere sig selv på en særlig måde, var magisk. Vi var alle blevet til ustyrlige kvinder befriet fra særlige sociale hensyn, fysiske normer og æstetiske fordringer.

I stedet var vi ren kropslig nydelse.

For jeg snød selvfølgelig et par gange og åbnede øjnene hemmeligt, så jeg kunne se de andre et kort øjeblik, og så, at også de sendte sig selv ud på steder, hvor de vandt nyt terræn.

Næste gang vil jeg danse på samme måde. Men med åbne øjne. Så vil jeg se, om jeg også tør være ustyret af samfundets normer i det offentlige rum. Og når folk falder flade om af grin, kan jeg jo bare grine med…

Bragt i Femina 01.11.2018

Lige da min forrige bog LADYCOOL. Dit køn er en styrke - brug det! (2014) udkom, holdt jeg foredrag om den til et kvindenetværk. Hvor jeg mødte den sejeste kvinde, Frederikke Schmidt, der under mærkenavnet Roccamore (en klippe/fort af kærlighed, ret cool navn synes jeg) lancerede højhælede sko med en særlig egonomisk venlig sål, der sørger for, at dine fødder har det godt, selvom du stiletter rundt. Der er blevet forskning på det og yes, det virker!

Fordi jeg er vild med hendes sko (og hende :) har jeg fulgt hende lige siden. Vi har også til tider lavet ting sammen. Denne gang er det et lille indblik i en dag i mit liv. Hvor jeg havde et par (faktisk 2) af hendes sko på. 

Dagen startede nemlig med både at vælge hvilket par af mine Roccamore jeg skulle tage på til det tv-venlige outfit, som jeg ville tage på (ikke-mønstret tøj, så det ikke flimrer på skærmen og noget med nogle faste skuldre, så man ikke ligner en verdenstræt teenager). Jeg skulle nemlig i TV News Business for at kommentere på, at der er sket en stor stigning i salget af luksusvarer.

Og det er jo i virkeligheden ikke en nyhed, for sådan har det været de sidste mange år, siden krisen slap os. Men vores forhold til lusksusvarer har ændret sig siden bling-bling tiden før efteråret 2008, til at flere og flere har et mere bevidst forholdt til deres forbrug.

Det må gerne være dyrt – men så skal det også være prisen værd i forhold til fx kvalitet, bæredygtighed eller social ansvarlighed. Og lige præcis kvalitet i et perfekt mix af funktionalitet og æstetik er en af årsagerne til, at jeg er vild med Roccamore.

Det er sgu da på tide, at stiletterne bliver lavet på en måde, hvor man ikke får smadret fødderne af det, når nu så mange kvinder elsker at gå i dem. Dem jeg valgte til dagen var Lulu Leo. Som hver eneste gang jeg har dem på, giver komplimenter fra andre kvinder. Lige præcis leopardstøvler er noget, jeg altid har i skabet. Parret før har jeg haft i nok 8 år og de var klart alt for slidte! Men det var bare ikke lykkedes mig at finde det helt rigtige erstatningspar. Indtil altså Lulu Leo kom trippende forbi og jeg sagde ”haps”! Overvejer nu, om jeg skal købe et reservepar…

Jeg nåede på kontoret et par timer, hvor jeg fik forberedt nogle af denne måneds foredrag. For tiden holder jeg mange foredrag om generationerne YZ, som i den grad har mit hjerte, for de er godt nok udfordret på mange livsområder, og de har i den grad brug for både tolerance og kærlig styring fra de tidligere generationer. Noget der desværre ikke sker ofte nok, hvilket flere kedelige statistikker er beviser på. Samtidig er de nok de sejeste ungdomsgenerationer ever! Så der er også masser af håb.

Kl. 12 mødtes jeg med debattør Geeti Amiri og studievært og journalist Gertrud Højlund på Bistro Royal til en skøn frokost. Vi var alle tre moderatorer på åbningsdebatten til året Kulturmødet på Mors, hvor vi havde inviteret fem kulturpersonligheder og kulturminister Mette Bock på scenen, og til slut endte vi alle sammen (pånær lige mig, faktisk) i den samme sofa og lænestol – noget der vist aldrig er set før i sådan en debat. Men som var helt i den ånd, som vi gerne ville fremelske: Fremfor kamp om argumenterne, så en stor gryderet af synspunkter, der kunne berige os alle. Vi tre har haft en fest med at sætte debatten sammen, og den fest har vi ikke villet slippe foreløbig, så vi har allerede næste aftale i kalenderen. De var i parentes bemærket også ret interesserede i Roccamore-konceptet, så måske har vi ligefrem venindesko på næste gang jeg ser dem 😊

Jeg blev nødt til at bryde op før jeg havde lyst, fordi jeg skulle retur på kontoret og lave en coaching med en ung kvinde, som er et opløftende eksempel på, at #metoo bevægelsen har været en klar nødvendighed.

Senere den eftermiddag var jeg til en herlig reception for en af mine ældste veninders mands jubilæum. Ole Weiss er en super cool mand, der er et festfyrværkeri af energi, ideer og åbenhed og til receptionen var der naturligvis en masse mennesker, der kom for at fejre hans konsulentfirma. Inden da nåede jeg at skifte både tøj og sko. Det gør jeg jo ikke normalt, men det sjove var, at jeg faktisk fik et par Grace ind ad døren på kontoret, og dem ville jeg gerne have på, så jeg fandt en kjole, der passede til. Det endte med at jeg blev hængende til receptionen i meget længere tid end jeg havde regnet med og var ved at komme for sent til en lidt vild fest, hvor invitationen lød på at have noget maritimt på. Det var desværre ikke lykkedes mig at skaffe den sørøverpapegøje jeg ellers gerne ville have haft på, så i stedet tegnede jeg en tatovering af et anker, kors og hjerte på mit håndled. Voila – sådan blev jeg til en sømand! Har ikke helt styr på, hvornår jeg kom hjem derfra, men jeg er vild med cocktailparty-konceptet, hvor man bevæger sig rundt mellem folk hele tiden og nogle gange er på dansegulvet, i stedet for at være bænket i timevis ved et bord.

PS: I virkeligheden var jeg først til yachtfesten om lørdagen (mens jeg tog alt for sent hjem efter receptionen og hang ud i sofaen med mine to sønner), men jeg ville så gerne have det med, for den aften havde jeg nemlig nogle af de første Roccamore på, som blev lavet, og som jeg ikke kan huske hvad hedder, en bordeaux lak dobbelt t-rem, og det fantastisk er jo, at den stilet kan man danse i hele aftenen. Tøj og sko skal jo helst ikke begrænse en, men derimod hjælpe en til at fremkalde de sider af sig selv, som man har lyst til at leve ud – og jeg elsker at danse!  

Skilsmisse er ikke længere en social minoritet. Alligevel bliver det stadig opfattet som en undtagelse. Det gør, at der endnu ikke findes ordentlig og professionel vejledning i hvordan den gode skilsmisse helt praktisk bedst gennemføres så potentielle konflikter forebygges, og hvordan en god dagligdag planlægges i fællesskab. Det giver nogle uhyggelige statistikker, som vores samfund ikke burde have. Det på høje tide, at vi får skabt en ordentlig skilsmissekultur, der ikke er præget af tabuer og forkerthed.

Der er to situationer i min erindring om vores skilsmisse, som jeg desværre uden besvær kan vandre lige ind i. Den ene var det tidspunkt, hvor vi havde samlet vores tre sønner om spisebordet og fortalte dem, at far og mor skulle skilles. Først stod energien helt stille i stuen og så udbrød vores yngste søn: ”Det er en joke! …ikke?” Det sidste ord kom meget forsigtigt, mens hans blik trak sig sammen bag en lurende lukkethed af sorg og angst. Og de to andre drenges øjne stirrede ned i bordet, for at blive skånet for den nye virkelighed, som de stod overfor. Det er nok overflødigt at nævne, at mit hjerte gik i tusind stykker. Og kom til at gøre det igen og igen i mange måneder derefter.

Den anden var en dag kort efter jul, hvor jeg stod alene i Silvan i Gladsaxe og købte 40 seniorflyttekasser. Aldrig har jeg følt mig så fuldstændig revet over i afmagt, vrede, sorg, angst, fortrydelse og kærlighed. Inde i mig var der kun et uendeligt mørke, og jeg fatter ikke, at jeg overhovedet var i stand til at gennemføre det. Både købet af kasserne. Og skilsmissen.

Men vi blev skilt. Og nu her, snart seks år efter, siger vores børn, at det selvfølgelig er besværligt at være skilsmissebarn, men også at det har nogle store fordele i form af flere ferier, et større socialt netværk, to hjem (det synes især den ene, er en fordel) og andre mindre ting. Når deres erfaringer bliver inddraget i en samtale om skilsmisser, bliver de altid mødt med en vis skepsis.

For forventningen er, at en skilsmisse kun er negativ. Og afgjort! Der er nærmest uendelig meget smerte forbundet med en skilsmisse, men den bliver ofte desværre også gjort langt større, end den behøver at være, fordi både skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle. Og det øger jo bare situationens frustration. For både voksne og endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem. De mærker bare, at noget (de) er forkerte.

Mange tv-programmer og artikelserier, der handler om skilsmisse, fokuserer også ret ensidigt på de problemer og sorger, der er ved en skilsmisse, og da jeg henvendte mig til både DR og TV2 med idéer til en tv-serie om den gode skilsmisse, blev jeg mødt med et svar om, at det antageligvis ikke ville være spændende nok at følge.

Gransker man statistikkerne viser det sig imidlertid, at det ikke er selve skilsmissen, der er synderen. Det er den konfliktfyldte skilsmisse, der er problemet. Fx er der en øget selvmordsrisiko blandt skilsmissefædre på 800 procent, en fordobling af selvmordsrisiko blandt skilsmissebørn, en øget depression for alle involverede og en øget risiko for involvering i kriminalitet. Jeg gentager lige: Disse tal gør sig gældende for den konfliktfyldte skilsmisse. For i samme åndedræt er det vigtigt at nævne, at 80 procent af børnene klarer sig godt efter skilsmissen (mod 90 procent i en kernefamilie).

Disse tal er samlet af Teamwork Family, som er en ny digital platform for skilsmisseforældre, hvis formål det er at ”eliminere konflikter før de opstår”, som der står på deres hjemmeside. Og som tilbyder et månedligt abonnement til en meget lav pris. Jeg ved det. Dette lyder som dårlig skjult reklame. Men jeg har to grunde til at fremhæve, at det er et privat initiativ, der står bag.

For det første var det med fortrydelse, at jeg måtte høre Richardt Deleuran, stifteren af denne portal, fortælle, at medierne over en meget bred kam, valgte at præsentere de kendte kilder, der ofte udtaler sig om børnesager, hvor gode råd á la: ”Det er vigtigt at tale ordentligt sammen” og ”Sørg for at få et godt samarbejde” blev smidt på bordet. Mens de ikke valgte at få de helt konkrete gode råd, altså helt ned i hverdagspraktikken, som ”hvordan fordeler vi jul og nytår” og ”hvem betaler for cyklen hvis den er blevet stjålet hjemme hos den ene forælder, der har glemt at låse den”, med i deres artikler og udsendelser. Altså da de valgte at skrive om dette nye initiativ. Hvilket kan virke som dårligt journalistisk arbejde, men som måske mere er funderet i angsten for at vælge den sikre kilde. Men helt ærligt: Hvilken forælder bliver skilt og tænker: Jeg skal da klart tale virkelig grimt til min ex nu vi er skilt! Det må vist være i promilleklassen.

Det er nemlig sjældent de gode intentioner, der er i restordre i en skilsmissesituation. Alle forældre med den mindste klat af sund fornuft vil forsøge at få alting til at fungere så godt som muligt. Det er bare meget, meget menneskeligt, at de gode intentioner og det fine storsind forsvinder, når hverdagen banker på og der (igen) er givet for lidt sokker med, ex’ens forældre er blevet lovet en bedsteforældre-Tivolitur med børnene i ens egen weekend eller legeaftalen ikke er blevet overholdt alligevel og man pludselig må styrte ud ad døren og hente et barn, man troede var trygt placeret.

Dårlig kommunikation og dårligt aftalte retningslinjer – ikke af ond vilje, men af manglende erfaring, overblik og viden – er to af de største årsager til, at en forventet ok skilsmisse, uforvarende og pludselig kan udvikle sig til et konflikthelvede for alle parter. Selvfølgelig også fordi disse praktiske konflikter går ind og rører ved følelser, forventninger og psyken, og hvis ikke de bliver behandlet ordentligt, bliver hele gryderetten af praktik og følelser en potentiel bombe af alt, hvad der kan gå galt i en relation.

Medierne har et ansvar her.

For det første bør de hoppe op af det gamle hul om at skilsmisser på sær vis stadig er en social minoritet og at de kun er dårlige for børnene, så der både kommer en langt bredere referenceramme på et fænomen, en social kategori, en privat situation – hvad man end vælger at kalde det – der jo er en normalitet, og sådan at de gode konstruktive og positive historier også får et hjem, hvor de kan slå rod i vores fælles bevidsthed. Og inspirere.

Samtidig gør det heller ikke noget, at medierne opper sig med langt mere konkrete praktiske råd til den gode skilsmisse. Jo hurtigere de praktiske problemer løses og man bliver enige om hverdagens drift, jo mindre et grundlag er der for potentielle konflikter. Også på det følelsesmæssige plan.

Den anden grund er samfundspolitisk. Når nu det er et socialt fænomen, der på lang sigt beviseligt belaster samfundsstatistikkerne og som samtidig er så udbredt, at ingen løfter et plukket øjenbryn, når de bliver præsenteret for den, ville det så ikke være på sin plads, at enten staten, regionerne eller kommunerne oprettede et sted, som sagtens kan være en kombination af personlige rådgivning og en digital platform, hvor den helt almindelige skilsmisseborger, kan hente helt konkrete gode råd om, hvordan man laver nogle aftaler, som tager højde for også utænkelige scenarier, der måske viser sig at være ikke så utænkelige alligevel, sådan at man forsøger at fjerne så mange praktiske forhindringer for den konfliktfrie skilsmissefamilie, som muligt?

Igen: Inden det går galt og man har en situation, hvor forældre og børn må møde i Statsamtet. Eller hvor forældrene må punge ud i dyre domme til advokater og familieterapeuter, når det er gået galt, hvilket alle bestemt ikke har råd til, og som derfor skaber endnu en skævvridning i samfundet.

Ja, det er en privat situation, som folk selv må rydde op i. Problemet er bare, at den samfundsøkonomiske regning kommer bagefter. Og enhver der har den mindste smule erfaring med problemløsning ved også, at forebyggelse er langt billigere – på både det økonomiske, som det relationelle område – end helbredelse. Og at helbredelse ikke altid kommer til at ske, hvis skaden er blevet for stor. Spørg bare vores sundhedsvæsen om det.

Jan Kaa Kristensen, der er souschef i Center for Familieudvikling, er også meget klar i spyttet, når det handler om at få dæmmet op for konflikterne, inden de bliver fastlåste. Ifølge ham oplever 46 procent af alle skilsmisseforældre konflikter efter bruddet, mens det ”kun” er 12-15 procent af skilsmisser der ender i såkaldt ”højkonflikt”. Konflikterne er altså til at blive løst. Især hvis praktikken og aftalerne falder på plads tidligt i forløbet. Og det sker lettest, hvis der er professionel hjælp at hente, hvor de kan blive kyndigt vejledt i best practice.

Den gode skilsmissekultur skal altså bygges op omkring to ting:

1. Flere positive historier om hvilke gode muligheder en ansvarsfuld skilsmisse kan føre med sig, også for børnene, så der bliver skabt en langt mere nuanceret normalitet, der fjerner de nuværende tabuer, skammen og forkertheden ved situationen.

Og 2: Et offentligt system der tilbyder en metode og et forløb, der er med til at forebygge konflikterne og give grundlaget for en god hverdag, så børnene ikke ender som de uskyldige ofre – også på lang sigt. Det er nemlig ikke kun et privat anliggende. Men lige nu er der kun privat hjælp at hente.

Kronik i Børsen  30.9.18. Mest læste den dag.

De kommer gående hånd i hånd. Hans diller svinger lystigt frem og tilbage, selvom den faktisk ikke er så lang, at den virkelig kan svinge ud til siderne, og måske derfor, er det hans kraftigt gråbehårede bryst, som jeg fascineres af. Nå ja, og af hans lige så imponerende overskæg, der når længere ud over kanterne end hans tilbehørs svingninger.

Hun har stråhat og sololie på, og gynger melodisk henover sandet som en smuk patineret skude, og da jeg vender blikket ud mod havet og bliver blinket til ro af glitrende bølgetoppe, så meget at mit hjerte halverer antallet af slag, eller deromkring, tænker jeg, at vi er vanvittige. Vi moderne mennesker. For vi har alt for travlt med alt det forkerte i hverdagen. Men jeg tænker også, at jeg gerne vil have sådan et forhold, som de to har, når jeg bliver gammel. I hvert fald gammel nok til at bevæge mig rundt som nudist på en spansk naturiststrand.

Cikadernes kalden fylder alle hullerne i mørket og jeg smækker benene op på plastikbordet, der har ar efter alle familiens medlemmer, som har brugt det til at spise ved, spille kort ved, drikke ved, ryge ved og hvad ved jeg. Mine sønner og deres venner har jeg efterladt på klubben (mor, helt ærligt – diskotek??? Det siger man da ikke mere!!) så de kunne byde unge spanske og engelske piger op, disse fire lækre skandinaviske drenge, som jeg er så heldig at være på ferie med, og nu sidder jeg så her og indtager natten gennem buerne på terrassen, mens havet kalder på mig. Igen.

Denne gang for at fortælle mig en historie om dengang maurerne endegyldigt forlod Spanien for mere end 500 år siden, dengang hvor den unge prins stod og græd lige på denne strand (i hvert fald ifølge min mor) hvilket fik hans mor til at udbryde: ”Græd nu som en kvinde, for det du ikke kunne forsvare som en mand!”. Og mens jeg bevæger mig henover brædderne, der har den særlige sommerlyd af skridt i klipklappere mod tørt træ, tænker jeg, at jeg er glad for at jeg ikke skal være sådan en mor, der taler sådan til mine sønner.

Mågeskrigene vækker mig først. Så kommer klonkene fra de store arbejdsmaskiner og kraner. Og først derefter kommer sommerlydende glidende ind ad den åbne dør og lægger sig om mig, som den dyne jeg ikke har på, fordi sommerheden i Danmark er blevet så massiv, at vi vitterlig har fået en Costa Kalundborg. Børnelatter. Cafélyde. Et støtteben til en cykel, der vippes op. Molelyde af mennesker, der befolker de massive træbjælker, som Nordhavn er blevet kendt på. Mit sind er stadig i alpha og de mange tråde, som snart kan samle sig til hele tankemønstre, huskesedler og aftaler, ligger og svæver foran mig, men jeg lader dem være, for lige nu nyder jeg, at jeg bare er her. At jeg kan svinge benet over på den anden side af sengen, skubbe lidt rundt på alt hvad der ligger sammen med mig der, gnide den anden kind til, mens jeg former hovedpuden påny og kan lade sindet kravle ind i søvnen igen, stadig uden at have lister og aftaler og opgaver kalenderagtigt på plads. Eller jeg kunne stå op, gå ned til de andre og dyppe mig i havnen.

Jeg skal ikke noget. Som helst. Jeg må gerne. Men jeg skal ikke. Og mit hjerte er mere til stede nu, hvor det dunker mindre, end når det dunker max. Som det alt for ofte gør, når mågernes skrig lyder som et vækkeur og ikke som starten på en historie, jeg godt gider vågne op til.

Cyklen er tung og vælter. Bang! Jeg har de helt forkerte sko på, sandaler med plateau og stive som træsko, men de er 15 cm høje, så jeg slipper bare cyklen, for ikke selv at vælte med. Der er flere fra caféerne på Værnedamsgade, der kigger op. Et øjeblik. Så er de tilbage i deres øl, muslinger, samtaler, hånd på den andens knæ eller hvad de nu er optaget af sådan en smuk sommeraften i København. Luften fyldes af danske ord. Men også franske, italienske, engelske og en hel del flere, som jeg ikke forstår, men som jeg forsøger at afkode ved at kigge på afsenderne, mens jeg bilder mig selv ind, at jeg kan læse deres udseende, som en kulturel landekode. Hende med den hårde blondering og kohløjnene, må helt sikkert være fra et østland. Og ham der ligner en brite, der har glemt at han ikke er på en engelsk pub.

Da jeg går forbi, taler de fransk. Vi nyder aftenen og mens lyset trækker røde strøg efter sig, inden det går over på den anden side af kloden, nyder vi begge at vi ikke skal nå noget andet end at være sammen og være her.

I entreen står der tre store sorte sække med tøj. Og sko. Der er kommet luft i skabshylderne og kælderrummet kan ånde igen. Køkkenet har også soigneret sig selv og afstødt krus og tallerkner med skår så store, at de ikke længere bidrager æstetisk, men mere giver et løfte om porcelæn i maden. På køkkenbordet står der også mærkelige spiritusudgaver, som engang virkede som en virkelig god idé, men som nu står og flagrer som hjemløse børn, fordi de alligevel var for mærkelige at blande op, selv dengang jeg holdt en middag, hvor alt var tilladt. Badeværelseshylderne har fået steder, hvor der ikke står noget, og ledninger, som før hang ned fra loftet lige så frit, som strandmandens penis, er nu blevet bundet pænt op i dobbeltklæbende dims, som virker bedre end de der professionelle håndværkerlister, der hele tiden faldt ned.

Der er sommerferie inden i mig.

Og når jeg gider at tænke, tænker jeg, at jeg gerne ville have denne følelse inde i mig året rundt. Jeg tænker også, at statistikkerne med de afsindige tal for angst, depression, stress, ensomhed og søvnløshed ville falde i samfundet og skabe meget bedre livsvilkår for alle, hvis også samfundet gik i sommerferietid. Men at det nok ikke kommer til at ske, fordi vi på forunderlig vis har overbevist os selv om, at aktivitet er det eneste saliggørende, og derfor skal vi hele tiden jagte en helvedes masse resultater, der faktisk gør os syge.

I stedet for at vende os mod at skabe en hverdag, hvor basen er det, som talløse undersøgelser viser, er DEN udslagsgivende faktor i forhold til at leve et sundt og lykkeligt liv, nemlig gode relationer. Og det gælder også relationen til sig selv. Og til livets magi, som bedst udfoldes, når man giver sig selv lov til også bare at tage imod og flyde med.

Kronik bragt i Jyllandsposten 5.8.18 

For nogle uger siden havde jeg en samtale med min ene søn om vores måde at være familie på. Og jeg gjorde, som jeg plejer, når jeg taler:

Åbnede skuffer af muligheder for at prøve at finde frem til den bedste fælles løsning. Samtidig med, at jeg gav udtryk for, hvad det var jeg ønskede.

Efter en ret frustreret samtale, hvor vi ikke nærmede os hinanden, summerede han op: ”Siger du, at det er sådan du vil have det?” Og jeg vred mig. For ja, det var sådan jeg gerne ville have det! Men samtidig var det vigtigt for mig, at løsningen blev en, som han også syntes var ok, hvilket jeg vidste, at det gjorde han bestemt ikke. Alligevel var han til sidst så forvirret over alle de muligheder, der blev præsenteret, at han ville acceptere det jeg helst ville, bare for at få en løsning på sagen. Ingen af os havde det godt bagefter og selvfølgelig er løsningen aldrig for alvor trådt i karakter.

Vores situation er et klassisk eksempel på arketypisk maskulin og feminin adfærd, som jeg hver dag kan iagttage i både private og professionelle sammenhænge. Og som er en af årsagerne til, at kvinderne stadig er bagefter på magten i samfundet.

Så hvad er problemet?

At det ene fokus (resultater) har langt højere status end det andet (relationer). Igennem mange år har jeg i flere forskellige sammenhænge været den eneste kvinde i et selskab af mænd. Både i min egen familie og i mange professionelle sammenhænge. Og det er blevet helt tydeligt for mig, at mens kvinder oftest kommunikerer i spørgsmål, for at forsøge at inkludere hinanden i samtalen (og løsningen), taler mænd i udsagn. Gang på gang har jeg oplevet, hvordan jeg bliver overhørt, hvis jeg forsøger at åbne feltet op i et selskab af mænd, mens jeg bliver respekteret og lyttet til, når jeg taler i meninger, gerne udtalt som fakta. Hvor jeg kan iagttage, at mange mænd får energi af denne dynamik, bliver jeg i stedet lettere udmattet og irriteret, for jeg føler, at jeg hele tiden bør være i gang med en kamp om positionering i gruppen, hvor den der taler med størst overbevisning og sikkerhed, også er den der vinder. Ikke bare sin egen magtposition, men også magten til løsningen.

Problemet er, at jeg sjældent er hverken interesseret i at være så skråsikker eller i at tage en vinderposition. Tværtimod er det at undersøge en situation fra flere forskellige sider og finde den bedste fælles løsning, det, der driver mig.

Lad mig understrege, at jeg ikke mener, at den feminine tilgang til at finde en løsning er bedre end den maskuline. Næh, det der ville være genialt, ville være en kombination af begge tilgange.

Desværre sker der ofte i stedet et sammenstød mellem det, jeg kalder for ”penetrationsenergi”, som er et udtryk for den der fremadrettede intentionelle eksplosive energi, der præger flere mænd end kvinder og som er både er super opløftende at være sammen med, når det fungerer godt for så rykker den vildt, og ganske udmattende at være i selskab med, når der går ego i den.

Og så det man kunne kalde for ”organisk energi”; altså en energi, som er mere åben, relationel, modtagelig, nærværende, cyklisk og i et dualistisk flow, men meget langsommere som beslutningsdygtig metode.

Mange organisationer er af historiske årsager bygget op omkring penetrationsenergien, der trives med klare KPI’ere og transparente hierarkier. Og det har medført den flertalsmisforståelse, som alt for mange administrerende direktører brokker sig over, når kvinderne forladerne arbejdspladserne lige før de når det øverste ledelsesniveau, nemlig at kvinder forlader jobbet af hensyn til familien. Men det er ikke rigtigt. Ifølge den amerikanske forsker Barbara Annis er det kun 30%. Næh, det der får kvinder til at starte deres eget firma, er at de ikke føler sig værdsatte af arbejdspladsen (68%) og at de føler sig udelukkede fra teams og beslutninger (65%).

Opsummerende viser det sig, at kvinder ganske enkelt tjekker ud, fordi de udmattes af mangel på respekt for deres virkelighed. Der er simpelthen for meget kamp om positionen, fremfor fokus på både sagen og fællesskabet.

Ingen af delene dur som bærende princip i dagens samfund, hvor kreativitet, innovation og relationer er de tre vigtigste ingredienser til at klare sig godt i et globalt marked. Til gengæld dur kombinationen. Men for at den lever godt, er det nødvendigt, at begge tilgange til arbejdet, har samme status og at organisationen derfor bygges op om den ligeværdighed. Ellers er det, at kvinderne (og de unge mænd) enten ikke gider at gøre karriere på toplederniveau eller forlader skuden. Og på den private front ser vi det ske i ægteskaber, hvor cirka ¾ af alle skilsmisser er initieret af kvinden.

De organisationer og mennesker, der kommer til at klare sig virkelig god i fremtiden er de, der er i stand til at skabe gode, varige, tillidsvækkende relationer. Og på den måde bygge fællesskaber op baseret på frivillig gensidig loyalitet, fremfor magtpositioneringer. Kreativitet og innovation er fremtidens valuta og den opstår bedst i miljøer, hvor mennesker føler sig sikre socialt og hvor der er plads til at være nysgerrig, tvivlende, åben. Det giver kvinderne en fordel. Især hvis mændene insisterer på at fastholde deres traditionelle organisationsform, hvilket – vil jeg gerne understrege – der er mange mænd, der ikke vil.

Men det bedste ville naturligvis være at lave et helligt bryllup mellem både det beslutningsdygtige, retningsbaserede og det relationelle og åbne. Og det virkelig fede er, at de to overordnede evner ikke nødvendigvis er kønsbestemte. Tværtimod. Det er menneskelige egenskaber, som alle kan dyrke og blive dygtigere til. Så i virkeligheden handler det bare om at komme i gang med at øve sig på det, man ikke er så dygtig til. Og jeg ved godt, hvad der er min største udfordring. Heldigvis har jeg tre drenge jeg kan øve mig heftigt på!

Kronik bragt i Jyllandsposten 23.9.18

Her på klummepladsen er der ret frit slag for, hvad man kan skrive om. Især er personlige oplevelser velkomne. Men jeg må indrømme, at da jeg fik idéen til denne, var min første tanke: ”Øh – vil jeg virkelig skrive den klumme?!”

Se, jeg har nemlig lige været et par uger i Indien hos Dr. Unni, der er en ayurvedisk ekspert, for at få skønne behandlinger hver dag, hvilket udover bitre urteindtag inkluderede forskellige former for massager med olie, rismælk, pulver og meget andet, som ofte fik mig til at føle mig som en anden Kleopatra. Jeg var slidt af almindelig stress, så mine behandleres kærlige omsorg var som fløde i min livsgrød og jeg sugede det hele taknemmeligt til mig.

På hotellet svævede dog et spøgelse, som vi alle talte om:

VASTIEN.

En vasti er en tarmskylning (ja, nu kom det altså) der fås i flere udgaver og med forskellige medicinske urtevæsker, der er tilpasset den enkelte patient. I ayurveda er den en hjørnesten for sundhed, for den efterlader én med masser af energi og renhed. Bagefter forstås.

I dagevis hørte jeg om de andres, men slap selv, og i min indbilskhed fortalte jeg mig selv, at det var fordi jeg allerede var så utrolig sund og ren, at jeg ikke behøvede den. Men så oprandt 10ende dagen og i en bibemærkning, midt i en saliggørende behandling, stak den ene læge hovedet ind og sagde: ”Vasti today – okay?”. Og helt forsvarsløs kunne jeg ikke andet end at nikke.

For dem er det lige så normalt og upinligt, som det er for os andre at genstarte en computer, men – helt sådan havde jeg det ikke, da jeg lå på briksen og ventede på at få den. Lægen kom, gjorde effektivt og sikkert sit arbejde og efter en lille stund, skyndte jeg mig ud på det lille toilet, der hørte til stuen. Og gjorde så mit.

”Don’t lock the door!” kom det ind gennem døren og jeg slog slåen fra og ind trådte en af mine tre engle, der i dagevis havde taget sig kærligt af mig. ”Are you okay?” Jeg nikkede. ”No vomiting?” Jeg rystede på hovedet. ”Stomach okay?” Jeg nikkede igen. Alt imens jeg jo ligesom sad der og stadig gjorde mit, knugende en varmedunk mod maven. Lidt senere kom en af de andre ind og begyndte at hælde varmt vand ned ad ryggen på mig, mens hun talte løs og ville høre, hvordan jeg havde det. Og jeg havde det jo fint! Faktisk så fint, at jeg snart efter var færdig og gik ned for at hente min daglige ration urter.

Og så fik jeg det lidt skidt. Gik på toilettet. Og fik det helt forfærdeligt. Begyndte at kaste op, måtte lægge mig på gulvet, og så bankede det på døren. ”Open the door!” og nu forstod jeg pludselig reglen om aldrig at låse døren. De hjalp mig ind på en madras og begyndte at gnide mine hænder og fødder og lænd og gav mig mere at drikke, der skulle hjælpe det sidste ud og efter lidt tid, var jeg ok igen.

”No more vasti!!! Ever!” sagde jeg bagefter til mine tre engle. Og mente det.

To dage senere fik jeg endnu en, som viste sig helt uproblematisk. Faktisk var jeg fuld af energi bagefter og tænkte, at det var ærgerligt at jeg ikke lige kunne nå at få en tredje inden jeg rejste hjem.

Jeg rejste derned for at få noget omsorg og en re-boot af min krop. Hvilket jeg fik til kærlig overflod. Men jeg fik altså også noget andet med hjem. Nemlig et velskyllet tarmsystem. Ikke bare fysisk, viste det sig. Det var så sandelig også i sindet, hvor mine tanker pludselig havde fået ro til at blive klare og nye igen. Faktisk er der meget, der tyder på, at den vestlige verdens stressede hverdag selv trænger gevaldigt til at få en vasti! En virkelig stor én! Så kunne det være, at vi ville arbejde bedre, fremfor bare mere, mere, mere. Just saying….

Klumme bragt i Femina i 26.9.18

Et ayurvedisk ophold i Sydindien gav mig konkrete kropslige beviser på, hvorfor ægte ledelse handler om relationer og medmenneskelighed. Skal vi have sjælen med – og dermed have adgang til vores kreativitet og innovationskraft – må vi smide maskinlogikken af os.

Hvad vil du helst være: En algoritme eller et menneske?

I virkeligheden er det et trickspørgsmål. Hvilket jeg vender tilbage til om lidt, for min vigtigste pointe med denne kronik starter nemlig et helt andet sted: På en café en mørk vinterdag med en veninde. Som fortalte mig om et ophold hun havde haft to gange hos en Doktor Unni i Sydindien. Det var vist lige før jul og jeg sad pakket ind i varm uld og kold stress, og lyttede mere og mere henført og plusundelig (ja, det er misundelig med et positivt fortegn) mens hun fortalte om hvordan dette fantastiske rejsebureau Grace Tours havde sendt hende afsted i fire uger, hvor hun intet havde lavet, andet end at modtage behandlinger og så slappe af.

Hun skulle ikke mange minutter ind i fortællingen, før jeg mærkede længslen lægge sig som en healende balsam om min popcornhjerne og da jeg gik ud af caféen, vidste jeg, at det der ayurveda-rejse-noget, det skulle jeg også. Og det kunne kun gå for langsomt med at komme afsted.

Et halvt år senere stod jeg selv klar hver formiddag i 12 dage, iført en klud om kroppen og intet andet, og var parat til at modtage forskellige former for urter og massager, som hver især havde en særlig indvirkning på kroppen og som var afstemt efter den indiske filosofi og praksis om ayurveda og dens tre mennesketyper. Men hvor velgørende al den kropslige opmærksomhed og professionalisme end var, viste det sig, at det alligevel ikke var det, der kom til at påvirke mig mest. Det var derimod de kvinder, som tog mig under kærlig behandling i flere timer hver dag.

Der var simpelthen så meget kærlighed og varme i deres kontakt med mig, at det var det, der for alvor gjorde forskellen. Vi grinede tit sammen, selvom vores kommunikation mest bestod af enstavelsesord, og mange gange fik jeg lov til at føle mig som et barn, der bliver taget af en kærlig forælder, hvilket overraskende nok ikke var mærkeligt, men bare vildt befriende. Deres omsorgsfulde kærtegn, som var totalt blottet for seksuelle undertoner, mindede mig om noget, som vi i den vestlige verden desværre glemmer alt for tit. Og som har skabt det ret deprimerende udtryk hudsult, hvilket er en tilstand, der forventes at blive øget i alarmerende grad i fremtiden. Nemlig at vi mennesker først bliver mennesker, når vi er sammen med andre mennesker. Og gerne i direkte berøring med dem. Ikke kun fysisk, men også gennem vore hjerter og i vores sjæl.

Kvindernes medmenneskelighed var det, der bandt sløjfen på den magi, som opholdet gav mig, og som fik både mine fysiske og mentale skuldre ned i åndehøjde, så jeg kunne læne mig ind i livet med en ny ro og et større overskud. Den første uge gik med at slippe tankeoverskuddet og være uproduktiv; den næste bød på kreativitet og klarhed. Og nej, det havde ikke kun noget at gøre med, at jeg var fri af opgaver og derfor havde tid til at tænke på nye måder. Det var nært knyttet til, at disse kvinder holdt min krop og sjæl dag efter dag og at jeg vidste, at de gjorde det.

Se, denne medmenneskelighed er der rigeligt af undersøgelser, der med klare tal viser, er det afgørende punkt i et lykkeligt levet liv, for det er nemlig vores gode relationer, der får os til at leve ikke bare lykkeligere, men også længere og sundere. Desværre er det sjældent det, der får lov til at styre, hvad vi skal have fokus på.

Tværtimod er størstedelen af vores hverdag og de strukturer som vi følger, når vi lever en normal tilværelse, i stor udstrækning bundet op på det, jeg kalder for maskinlogik. Altså en logik, eller et værdisæt, der er funderet i målbarhed, effektivitet og resultater.

Siden vi som art blev industrialiseret, er det i stigende grad blevet maskinerne, der sætter standarden for, både hvornår og hvordan vi mennesker er effektive, hvilket i denne kontekst er lig med værdifulde. Og fra at maskiner var noget stort og fjernt på en fabrik, har de med tiden invaderet os så meget, at de ikke bare omgiver os overalt i det ydre; de er for mange menneskers vedkommende også blevet til en integreret del af vores krop og sind.

Disse tre begreber, målbarhed, effektivitet og resultatorientering, er i skræmmende grad blevet styrende for at tænke mennesket som en enhed, der skal optimeres og udnyttes på bedste vis. Vi ser denne maskinlogik gøre sig gældende ikke bare på arbejdspladserne, men også i de private hjem, hvor apps holder øje med alt fra motion og kost, til sex og spiritualitet. Vi er blevet så vant til at tænke sådan om alt i livet, at vi ikke engang undrer os, når nogen vil have os til at rate vores ægteskab eller forholdet til vores børn. Men giver det mening at tale om livsområderne på den måde?

Hvor effektiv er fx den kærlighed du føler til din partner? Hvor målbart er det kærtegn du gav dit barn i morges? Har dit grineregnskab en sort bundlinje? Absurde spørgsmål. Men funderet i en absurditet, som er voldsomt udbredt i praksis.

Vi har altså flyttet vores fokus fra den medmenneskelighed, der skaber fællesskab og kærlighed, og dermed socialt overskud, hvilket gang på gang beviseligt skaber økonomisk overskud, til at være styret af det, man kunne kalde medmaskinelighed. Altså en adfærd, som forsøger at optimere udkommet ift et sæt af målbare resultater, der kan overvåges og evalueres og sættes ind i et excelark. Og i sidste ende er det i de fleste tilfælde økonomien, der afgør, om adfærden er en succes eller en fiasko. I en tid hvor vi erfarer, at færre og færre mennesker, ejer en stadig større del af verdens rigdom, bliver det samtidig mere og mere relevant at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget økonomi vi reelt har brug for?

Eller måske bør vi spørge, hvorfor arbejdspladser overhovedet eksisterer? Er det virkelig for at skabe et økonomisk overskud, som kan gå til allerede rige investorer og aktionærer – eller er det for at give mennesker et sted at bruge deres evner, dyrke relationer og give dem mulighed for at skabe sig en meningsfuld tilværelse? I den bedste af alle verdner, er en arbejdsplads et fællesskab, hvor alle bruger sig selv til at skabe værdi for kollektivet. Sammen. I den reelle verden er der desværre alt for mange, der går på arbejde kun for at få løn. Eller med andre ord, er de på en arbejdsplads, der ledes efter medmaskinelige principper, som jævnligt fratager det enkelte individ lysten til at bruge sin egen kreativitet, og i stedet kun leverer det mindst nødvendige for at opfylde KPI’erne, der er fødet af en maskinlogik.

Og så er jeg tilbage ved spørgsmålet i starten af kronikken: Hvad vil du helst være – en algoritme eller et menneske?

Det er et trickspørgsmål, fordi vi mennesker rent faktisk ER algoritmer. Vi er nemlig nogle temmelig avancerede biologiske programmer, eller opskrifter om man vil, som følger nogle klare regler og forskrifter for udvikling. Og efterhånden som genetikken udforskes bedre og bedre, viser der sig mange spændende ting, som fx at du biologisk kan nedarve traumer og psykiske afhængigheder. Spørgsmålet er derfor, hvor frie af vores genetiske programmering vi egentlig er til at skabe vores egne personligheder?

Pga denne algoritme/robotinvadering i vores hverdag, er vi blevet optaget af at kunne definere det, man kunne kalde for det ægte menneskelige. Især også fordi vi ikke for alvor har nogen anelse om, hvor det kan ende med deres udbredelse og dominans. En af de mest skræmmende fremtider leverer den israelske historieprofessor Yuval Harari i sin seneste bog Homo Deus, hvor han taler for, at vi er godt i gang med at skabe en ny menneskeart, der i store træk vil være en form for hybrid af menneske og computer, og som naturligvis vil være mennesket langt overlegent. Om det er et klassisk sci-fi skrækscenarie eller et relevant bud, vil tiden vise.

Men det frigør os ikke fra at blive ved med at forholde os bevidst til, hvad menneskelighed vil sige og hvilke forpligtelser det giver os? Især som leder. Vi bør have tillid til, at den ”menneskelige algoritme”, der er hundredtusindvis af år gammel, og som er kodet i relationer, fællesskab og medmenneskelighed, er det mest givtige som ledelsesværktøj, fordi den gør mennesker til mennesker og ikke maskiner uden selvstændig kreativitet og meningsfuldhed. Som leder kan du derfor med held sørge for at skabe en arbejdsplads baseret på disse principper, så medarbejderne glæder sig til at komme på arbejde, fordi de kan mærke værdien af både deres bidrag og deres eksistens.

Har du problemer med at komme i den stemning, kan jeg anbefale dig et par uger – eller flere – i hænderne på omsorgsfulde indiske kvinder og mænd; så skal de nok minde dig om, hvad det vil sige at være menneske.

Kronik bragt i Børsen den 8.9.18

En ferie med fire teenagedrenge, filmen Mamma Mia 2 og Baumans teser om det flydende samfund tegner konturerne af et nyt mandeideal. Og hvis du har lederansvar, så sørg for at skabe et miljø med både penetrations- og organisk energi, hvis du vil tiltrække og fastholde de unge mænd. (Denne kronik var den 2. mest læste på borsen.dk)  

Indrømmet. Jeg var noget betænkelig inden afrejse. For det er sin sag at tage alene på ferie med fire teenagedrenge på kanten til at blive voksne. Deres energi er så vild og samtidig på mange måder stadig så ufokuseret, at der simpelthen kan gå så utrolig mange ting galt! Og da jeg forsigtigt luftede det, kiggede mine to sønner på mig med mågeblikket, hvorefter de udbrød:

”Heeeelt ærligt mor, hvad skulle der gå galt?!! Altså!”

At min bekymring i lige så høj grad var affødt af min egen ungdoms opførsel, forsøgte jeg at gøre dem klart. Deres kvittering var hverken forståelse eller et nysgerrigt blik, men derimod et blidt overbærende nik. Børn kan sjældent forestille sig deres forældre som andet end de der kedelige, ordentlige voksne, som de ”altid” har været, og slet ikke en mor, der både smører madpakker og falder i søvn til en film på sofaen kl. 21 en fredag aften.

Men jeg var samtidig også meget spændt og glædede mig til at have noget mere tid sammen med disse fire drenge, unge mænd, der alle er sjove, begavede, nysgerrige og ret skønne repræsentanter for både deres generation og køn.

De repræsenterer nemlig en revolution, som er i gang, og som lidt overraskende pludselig blev foldet ud forleden dag, da jeg var til premiere på Mamma Mia 2. Mere om den om lidt.

Til min ærgrelse bliver jeg til tider modtager af en kønsfælles udbrud i stil med: ”Ahr - mænd kan man ikke stole på!”, ”Mænd er udenfor pædagogisk rækkevidde” eller ”Mænd er topegoister og narcissister hele bundtet!”. Faktisk er der desværre rigeligt med nedsættende, entydige, unuancerede og ondskabsfulde udsagn om mænd, som man uforvarende kan få smasket i hovedet med en bagvedliggende forventning om, at man skal tilslutte sig martyrkoret og selv levere et par strofer om mænds fortrædeligheder.  

Jeg hader, når det sker.

For det første fordi jeg ikke er enig i den slags generiske udsagn om mænd. Eller kvinder, for den sags skyld. Alle mænd i hele verden er ikke idioter. Der er nogle mænd, der indimellem opfører sig urimeligt åndssvagt, lige såvel som der er kvinder, der gør det samme. Og jo, der er kønsmæssige forskelle, som er så udbredte, at de kan kaldes et mønster – biologisk, socialt og kulturelt – hvilket jeg selv har beskæftiget mig med i over 20 år. Og gladelig udtaler mig om! Men uanset gælder ”altid” aldrig. Og slet ikke om alle.

I fremtiden vil det oven i købet komme til at gælde endnu mindre, for med den kendte sociolog Zygmund Baumans tese om det flydende samfund, så er der mange tegn der viser, at den ophævelse af faste samfunds- og identitetsmæssige strukturer, som Bauman har gjort sig til talsmand for, også viser sig i kønnet.

At dragqueen Conchita Wurst (der med sit navn henviser til både de kvindelige og mandlige kønsorganer) vandt Europæisk Melodi Grand Prix i 2014 i København, iført både gallekjole og skæg, blev til et mainstream bevis på, at opfattelsen af hvad et køn kan indeholde, er ved at blive bredere.

Man taler om at kønnet er et såkaldt kontinuum, dvs at kønnet har en ret bred spændvidde, eller sagt på statistiksprog, så befinder de to køn sig ret frit over hele Bell-kurven, og kun i de yderste ekstremer, kan man finde enten kun mænd eller kun kvinder. Mænd og kvinder deler altså flere og flere værdier, adfærd, normer, udseende, præferencer og meget mere, og det giver frihed til begge køn, for på den måde kan både kvinder og mænd i virkeligheden sammensætte deres egen identitet ud fra den store buffet af personlighedstræk og interesser, som livet, kulturen og samfundet giver mennesket.

Det kedelige ved kønnet er nemlig, at det mest er en begrænsning. Biologisk er begge køn afskåret fra noget, det andet køn kan. Kulturelt og samfundsmæssigt er der et hav af forventninger og normer, som begge køn skal forholde sig til, gerne assimilere, for at blive troværdige og acceptable medlemmer af fællesskabet.

Fx: En kvinde, der for tydeligt viser, hvad hun vil, risikerer at blive opfattet som unødigt aggressiv, og dermed en trussel i stedet for en styrke i gruppen. Mens en mand, der giver udtryk for tvivl og åbenhed, risikerer at blive opfattet som svag og en dårlig lederkandidat, fremfor nysgerrig med en sund ydmyghed. Disse typer forventninger er der et hav af til begge køn og de gør hver af os mindre. Som mennesker.

Men nu er der altså en revolution på vej.

For mange af de unge mænd gider ikke mere. Være så ensidige. Der er masser af vildskab, handlekraft, resultatorientering, kamp og mere i samme traditionelle mandekønsskuffe i dem; men der er lige så meget sårbarhed, åbenhed, tvivl og en eksplicit hengivelse til følelser.

Flere og flere mænd – i alle aldre! - finder sammen i fællesskaber, der diskuterer og erfarer mandekønnet på nye måder, flere og flere yngre mænd insisterer på barsel, færre og færre yngre mænd siger ja til at indgå i et langvarigt karriereforløb på samme arbejdsplads, fordi de ikke trives med de gammeldags hierarkier. Sidstnævnte har jeg haft mange samtaler om med ledere i store advokat-, revisions- og konsulentvirksomheder, fordi de hiver sig i håret i desperation over, at de ikke længere kan holde på de unge mænd. En problematik de har haft med kvinder i årevis.

På ferien med disse unge mænd, blev der tid til flere dybere og fortrolige snakke, inden de tog i byen og fyrede den max af, og de afslørede en dybde og porøsitet, som jeg har oplevet flere gange før med denne generation.

Eller i virkeligheden er ”afsløret” slet ikke det rigtige ord, for de fortæller helt åbent om det. Der er ikke mange tabuer eller skam over deres betroelser; tværtimod er det noget, de står helt ved og som udefra set giver dem en ekstra aura af styrke. Og ikke mindst giver det dem en personlighed med en langt større både dybde og spændvidde. Hvilket mange arbejdsgivere hellere end gerne vil have i folden, fordi det ofte også medfører en større kreativitet og socialitet; de to vigtigste egenskaber i et innovativt konkurrencesamfund.

Denne kønsspændvidde viser sig umiddelbart mest i de skandinaviske lande, fordi vi længe har haft en tradition for ligestilling. Men forleden dag i biografmørket, viste den samme tendens sig pludselig på lærredet.

De tre unge skuespillere, der i filmen Mamma Mia 2 spiller de tre fædre til hovedpersonen som unge, har alle tre en fascinerende blanding af det, jeg kalder for ”penetrationsenergi”. Ja, man skulle tro det handler om sex, men det er i stedet et udtryk for den der fremadrettede intentionelle eksplosive energi, som præger flere mænd end kvinder og som er så utroligt opløftende at være i selskab med. Og så det man kunne kalde for ”organisk energi”; altså en energi, som er mere åben, blød, modtagelig, nærværende, cyklisk og dermed i flow.

I vores kultur er det stadig mere statusgivende at være aktiv end passiv, men hvis vi skal overleve som art, er det på tide, at vi får en god balance mellem disse to ekstremer, for statistikker over stress, angst, depressioner, selvmord, ensomhed mm taler deres eget skræmmende sprog, og disse tre unge mænd, er alle tre forskellige eksempler på denne sunde kombi. Ja, jeg ved naturligvis godt, at de spiller en given rolle, men det er faktisk ikke rollen jeg taler om her. Det er langt mere deres personlige udstråling, som jeg oplevede trængte igennem fra lærredet og længere ind i min sjæl. Og som jeg genkendte hos både de fire unge mænd jeg delte ferie med, og som jeg møder i mange forskellige sammenhænge, når jeg arbejder med unge mænd og kvinder.

Mamma Mia 2, der i øvrigt er så smækfuld af energi og livsglæde, at man skal være en mere hårdkogt kyniker end Mr. Scrooge for ikke at lade sig berøre af den, er i sig selv et interessant indspark i kønsdebatten. Den bliver - trættende nok - kategoriseret som en ”rigtig pigefilm”, men det mest interessante er i virkeligheden dens manderoller.

De tre ældre skuespillere Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgaard, er tydeligvis på glatis i en musical, der så fuldstændig og vidunderligt overdrevent tager denne genre til sig, men de er komplet loyale overfor filmens præmis, og giver dermed en troværdighed til deres roller, som klæder den generations mænd, fordi det også virker befriende. Bla. fordi de tager så meget pis på den selvhøjtidelighed, som seriøse eller action- manderoller kan have en tendens til at have, og på den måde giver de plads til at vise andre sider af maskuliniteten i en forfriskende ny udgave. Lægges det sammen med deres unge kollegaer, tegner der sig et billede af et nyt mandeideal, der er langt mere menneskeligt helstøbt, fordi det ikke er bundet udelukkende af herre-siden af personlighedsbuffeten, men har festet lige så meget på damesiden.

Det lover godt for fremtidens samfund. Og hvis du er leder og vil opbygge den mest attraktive arbejdsgruppe, ville jeg råde dig til at skabe et arbejdsmiljø, der er gjort af lige dele penetrations- og organisk energi. Eller med andre (film)ord: Mamma Mia i skøn forening med Nolan’s Batman.

Bragt i Børsen 5.8.18.