mandag 15. oktober 2018 kl. 14:15 | 0 kommentarer

Lige da min forrige bog LADYCOOL. Dit køn er en styrke - brug det! (2014) udkom, holdt jeg foredrag om den til et kvindenetværk. Hvor jeg mødte den sejeste kvinde, Frederikke Schmidt, der under mærkenavnet Roccamore (en klippe/fort af kærlighed, ret cool navn synes jeg) lancerede højhælede sko med en særlig egonomisk venlig sål, der sørger for, at dine fødder har det godt, selvom du stiletter rundt. Der er blevet forskning på det og yes, det virker!

Fordi jeg er vild med hendes sko (og hende :) har jeg fulgt hende lige siden. Vi har også til tider lavet ting sammen. Denne gang er det et lille indblik i en dag i mit liv. Hvor jeg havde et par (faktisk 2) af hendes sko på. 

Dagen startede nemlig med både at vælge hvilket par af mine Roccamore jeg skulle tage på til det tv-venlige outfit, som jeg ville tage på (ikke-mønstret tøj, så det ikke flimrer på skærmen og noget med nogle faste skuldre, så man ikke ligner en verdenstræt teenager). Jeg skulle nemlig i TV News Business for at kommentere på, at der er sket en stor stigning i salget af luksusvarer.

Og det er jo i virkeligheden ikke en nyhed, for sådan har det været de sidste mange år, siden krisen slap os. Men vores forhold til lusksusvarer har ændret sig siden bling-bling tiden før efteråret 2008, til at flere og flere har et mere bevidst forholdt til deres forbrug.

Det må gerne være dyrt – men så skal det også være prisen værd i forhold til fx kvalitet, bæredygtighed eller social ansvarlighed. Og lige præcis kvalitet i et perfekt mix af funktionalitet og æstetik er en af årsagerne til, at jeg er vild med Roccamore.

Det er sgu da på tide, at stiletterne bliver lavet på en måde, hvor man ikke får smadret fødderne af det, når nu så mange kvinder elsker at gå i dem. Dem jeg valgte til dagen var Lulu Leo. Som hver eneste gang jeg har dem på, giver komplimenter fra andre kvinder. Lige præcis leopardstøvler er noget, jeg altid har i skabet. Parret før har jeg haft i nok 8 år og de var klart alt for slidte! Men det var bare ikke lykkedes mig at finde det helt rigtige erstatningspar. Indtil altså Lulu Leo kom trippende forbi og jeg sagde ”haps”! Overvejer nu, om jeg skal købe et reservepar…

Jeg nåede på kontoret et par timer, hvor jeg fik forberedt nogle af denne måneds foredrag. For tiden holder jeg mange foredrag om generationerne YZ, som i den grad har mit hjerte, for de er godt nok udfordret på mange livsområder, og de har i den grad brug for både tolerance og kærlig styring fra de tidligere generationer. Noget der desværre ikke sker ofte nok, hvilket flere kedelige statistikker er beviser på. Samtidig er de nok de sejeste ungdomsgenerationer ever! Så der er også masser af håb.

 - 246,4 KB

Kl. 12 mødtes jeg med debattør Geeti Amiri og studievært og journalist Gertrud Højlund på Bistro Royal til en skøn frokost. Vi var alle tre moderatorer på åbningsdebatten til året Kulturmødet på Mors, hvor vi havde inviteret fem kulturpersonligheder og kulturminister Mette Bock på scenen, og til slut endte vi alle sammen (pånær lige mig, faktisk) i den samme sofa og lænestol – noget der vist aldrig er set før i sådan en debat. Men som var helt i den ånd, som vi gerne ville fremelske: Fremfor kamp om argumenterne, så en stor gryderet af synspunkter, der kunne berige os alle. Vi tre har haft en fest med at sætte debatten sammen, og den fest har vi ikke villet slippe foreløbig, så vi har allerede næste aftale i kalenderen. De var i parentes bemærket også ret interesserede i Roccamore-konceptet, så måske har vi ligefrem venindesko på næste gang jeg ser dem 😊

Jeg blev nødt til at bryde op før jeg havde lyst, fordi jeg skulle retur på kontoret og lave en coaching med en ung kvinde, som er et opløftende eksempel på, at #metoo bevægelsen har været en klar nødvendighed.

 - 1,2 MB

Senere den eftermiddag var jeg til en herlig reception for en af mine ældste veninders mands jubilæum. Ole Weiss er en super cool mand, der er et festfyrværkeri af energi, ideer og åbenhed og til receptionen var der naturligvis en masse mennesker, der kom for at fejre hans konsulentfirma. Inden da nåede jeg at skifte både tøj og sko. Det gør jeg jo ikke normalt, men det sjove var, at jeg faktisk fik et par Grace ind ad døren på kontoret, og dem ville jeg gerne have på, så jeg fandt en kjole, der passede til. Det endte med at jeg blev hængende til receptionen i meget længere tid end jeg havde regnet med og var ved at komme for sent til en lidt vild fest, hvor invitationen lød på at have noget maritimt på. Det var desværre ikke lykkedes mig at skaffe den sørøverpapegøje jeg ellers gerne ville have haft på, så i stedet tegnede jeg en tatovering af et anker, kors og hjerte på mit håndled. Voila – sådan blev jeg til en sømand! Har ikke helt styr på, hvornår jeg kom hjem derfra, men jeg er vild med cocktailparty-konceptet, hvor man bevæger sig rundt mellem folk hele tiden og nogle gange er på dansegulvet, i stedet for at være bænket i timevis ved et bord.

PS: I virkeligheden var jeg først til yachtfesten om lørdagen (mens jeg tog alt for sent hjem efter receptionen og hang ud i sofaen med mine to sønner), men jeg ville så gerne have det med, for den aften havde jeg nemlig nogle af de første Roccamore på, som blev lavet, og som jeg ikke kan huske hvad hedder, en bordeaux lak dobbelt t-rem, og det fantastisk er jo, at den stilet kan man danse i hele aftenen. Tøj og sko skal jo helst ikke begrænse en, men derimod hjælpe en til at fremkalde de sider af sig selv, som man har lyst til at leve ud – og jeg elsker at danse!  

Skilsmisse er ikke længere en social minoritet. Alligevel bliver det stadig opfattet som en undtagelse. Det gør, at der endnu ikke findes ordentlig og professionel vejledning i hvordan den gode skilsmisse helt praktisk bedst gennemføres så potentielle konflikter forebygges, og hvordan en god dagligdag planlægges i fællesskab. Det giver nogle uhyggelige statistikker, som vores samfund ikke burde have. Det på høje tide, at vi får skabt en ordentlig skilsmissekultur, der ikke er præget af tabuer og forkerthed.

Der er to situationer i min erindring om vores skilsmisse, som jeg desværre uden besvær kan vandre lige ind i. Den ene var det tidspunkt, hvor vi havde samlet vores tre sønner om spisebordet og fortalte dem, at far og mor skulle skilles. Først stod energien helt stille i stuen og så udbrød vores yngste søn: ”Det er en joke! …ikke?” Det sidste ord kom meget forsigtigt, mens hans blik trak sig sammen bag en lurende lukkethed af sorg og angst. Og de to andre drenges øjne stirrede ned i bordet, for at blive skånet for den nye virkelighed, som de stod overfor. Det er nok overflødigt at nævne, at mit hjerte gik i tusind stykker. Og kom til at gøre det igen og igen i mange måneder derefter.

Den anden var en dag kort efter jul, hvor jeg stod alene i Silvan i Gladsaxe og købte 40 seniorflyttekasser. Aldrig har jeg følt mig så fuldstændig revet over i afmagt, vrede, sorg, angst, fortrydelse og kærlighed. Inde i mig var der kun et uendeligt mørke, og jeg fatter ikke, at jeg overhovedet var i stand til at gennemføre det. Både købet af kasserne. Og skilsmissen.

Men vi blev skilt. Og nu her, snart seks år efter, siger vores børn, at det selvfølgelig er besværligt at være skilsmissebarn, men også at det har nogle store fordele i form af flere ferier, et større socialt netværk, to hjem (det synes især den ene, er en fordel) og andre mindre ting. Når deres erfaringer bliver inddraget i en samtale om skilsmisser, bliver de altid mødt med en vis skepsis.

For forventningen er, at en skilsmisse kun er negativ. Og afgjort! Der er nærmest uendelig meget smerte forbundet med en skilsmisse, men den bliver ofte desværre også gjort langt større, end den behøver at være, fordi både skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle. Og det øger jo bare situationens frustration. For både voksne og endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem. De mærker bare, at noget (de) er forkerte.

Mange tv-programmer og artikelserier, der handler om skilsmisse, fokuserer også ret ensidigt på de problemer og sorger, der er ved en skilsmisse, og da jeg henvendte mig til både DR og TV2 med idéer til en tv-serie om den gode skilsmisse, blev jeg mødt med et svar om, at det antageligvis ikke ville være spændende nok at følge.

Gransker man statistikkerne viser det sig imidlertid, at det ikke er selve skilsmissen, der er synderen. Det er den konfliktfyldte skilsmisse, der er problemet. Fx er der en øget selvmordsrisiko blandt skilsmissefædre på 800 procent, en fordobling af selvmordsrisiko blandt skilsmissebørn, en øget depression for alle involverede og en øget risiko for involvering i kriminalitet. Jeg gentager lige: Disse tal gør sig gældende for den konfliktfyldte skilsmisse. For i samme åndedræt er det vigtigt at nævne, at 80 procent af børnene klarer sig godt efter skilsmissen (mod 90 procent i en kernefamilie).

Disse tal er samlet af Teamwork Family, som er en ny digital platform for skilsmisseforældre, hvis formål det er at ”eliminere konflikter før de opstår”, som der står på deres hjemmeside. Og som tilbyder et månedligt abonnement til en meget lav pris. Jeg ved det. Dette lyder som dårlig skjult reklame. Men jeg har to grunde til at fremhæve, at det er et privat initiativ, der står bag.

For det første var det med fortrydelse, at jeg måtte høre Richardt Deleuran, stifteren af denne portal, fortælle, at medierne over en meget bred kam, valgte at præsentere de kendte kilder, der ofte udtaler sig om børnesager, hvor gode råd á la: ”Det er vigtigt at tale ordentligt sammen” og ”Sørg for at få et godt samarbejde” blev smidt på bordet. Mens de ikke valgte at få de helt konkrete gode råd, altså helt ned i hverdagspraktikken, som ”hvordan fordeler vi jul og nytår” og ”hvem betaler for cyklen hvis den er blevet stjålet hjemme hos den ene forælder, der har glemt at låse den”, med i deres artikler og udsendelser. Altså da de valgte at skrive om dette nye initiativ. Hvilket kan virke som dårligt journalistisk arbejde, men som måske mere er funderet i angsten for at vælge den sikre kilde. Men helt ærligt: Hvilken forælder bliver skilt og tænker: Jeg skal da klart tale virkelig grimt til min ex nu vi er skilt! Det må vist være i promilleklassen.

Det er nemlig sjældent de gode intentioner, der er i restordre i en skilsmissesituation. Alle forældre med den mindste klat af sund fornuft vil forsøge at få alting til at fungere så godt som muligt. Det er bare meget, meget menneskeligt, at de gode intentioner og det fine storsind forsvinder, når hverdagen banker på og der (igen) er givet for lidt sokker med, ex’ens forældre er blevet lovet en bedsteforældre-Tivolitur med børnene i ens egen weekend eller legeaftalen ikke er blevet overholdt alligevel og man pludselig må styrte ud ad døren og hente et barn, man troede var trygt placeret.

Dårlig kommunikation og dårligt aftalte retningslinjer – ikke af ond vilje, men af manglende erfaring, overblik og viden – er to af de største årsager til, at en forventet ok skilsmisse, uforvarende og pludselig kan udvikle sig til et konflikthelvede for alle parter. Selvfølgelig også fordi disse praktiske konflikter går ind og rører ved følelser, forventninger og psyken, og hvis ikke de bliver behandlet ordentligt, bliver hele gryderetten af praktik og følelser en potentiel bombe af alt, hvad der kan gå galt i en relation.

Medierne har et ansvar her.

For det første bør de hoppe op af det gamle hul om at skilsmisser på sær vis stadig er en social minoritet og at de kun er dårlige for børnene, så der både kommer en langt bredere referenceramme på et fænomen, en social kategori, en privat situation – hvad man end vælger at kalde det – der jo er en normalitet, og sådan at de gode konstruktive og positive historier også får et hjem, hvor de kan slå rod i vores fælles bevidsthed. Og inspirere.

Samtidig gør det heller ikke noget, at medierne opper sig med langt mere konkrete praktiske råd til den gode skilsmisse. Jo hurtigere de praktiske problemer løses og man bliver enige om hverdagens drift, jo mindre et grundlag er der for potentielle konflikter. Også på det følelsesmæssige plan.

Den anden grund er samfundspolitisk. Når nu det er et socialt fænomen, der på lang sigt beviseligt belaster samfundsstatistikkerne og som samtidig er så udbredt, at ingen løfter et plukket øjenbryn, når de bliver præsenteret for den, ville det så ikke være på sin plads, at enten staten, regionerne eller kommunerne oprettede et sted, som sagtens kan være en kombination af personlige rådgivning og en digital platform, hvor den helt almindelige skilsmisseborger, kan hente helt konkrete gode råd om, hvordan man laver nogle aftaler, som tager højde for også utænkelige scenarier, der måske viser sig at være ikke så utænkelige alligevel, sådan at man forsøger at fjerne så mange praktiske forhindringer for den konfliktfrie skilsmissefamilie, som muligt?

Igen: Inden det går galt og man har en situation, hvor forældre og børn må møde i Statsamtet. Eller hvor forældrene må punge ud i dyre domme til advokater og familieterapeuter, når det er gået galt, hvilket alle bestemt ikke har råd til, og som derfor skaber endnu en skævvridning i samfundet.

Ja, det er en privat situation, som folk selv må rydde op i. Problemet er bare, at den samfundsøkonomiske regning kommer bagefter. Og enhver der har den mindste smule erfaring med problemløsning ved også, at forebyggelse er langt billigere – på både det økonomiske, som det relationelle område – end helbredelse. Og at helbredelse ikke altid kommer til at ske, hvis skaden er blevet for stor. Spørg bare vores sundhedsvæsen om det.

Jan Kaa Kristensen, der er souschef i Center for Familieudvikling, er også meget klar i spyttet, når det handler om at få dæmmet op for konflikterne, inden de bliver fastlåste. Ifølge ham oplever 46 procent af alle skilsmisseforældre konflikter efter bruddet, mens det ”kun” er 12-15 procent af skilsmisser der ender i såkaldt ”højkonflikt”. Konflikterne er altså til at blive løst. Især hvis praktikken og aftalerne falder på plads tidligt i forløbet. Og det sker lettest, hvis der er professionel hjælp at hente, hvor de kan blive kyndigt vejledt i best practice.

Den gode skilsmissekultur skal altså bygges op omkring to ting:

1. Flere positive historier om hvilke gode muligheder en ansvarsfuld skilsmisse kan føre med sig, også for børnene, så der bliver skabt en langt mere nuanceret normalitet, der fjerner de nuværende tabuer, skammen og forkertheden ved situationen.

Og 2: Et offentligt system der tilbyder en metode og et forløb, der er med til at forebygge konflikterne og give grundlaget for en god hverdag, så børnene ikke ender som de uskyldige ofre – også på lang sigt. Det er nemlig ikke kun et privat anliggende. Men lige nu er der kun privat hjælp at hente.

Kronik i Børsen  30.9.18. Mest læste den dag.

De kommer gående hånd i hånd. Hans diller svinger lystigt frem og tilbage, selvom den faktisk ikke er så lang, at den virkelig kan svinge ud til siderne, og måske derfor, er det hans kraftigt gråbehårede bryst, som jeg fascineres af. Nå ja, og af hans lige så imponerende overskæg, der når længere ud over kanterne end hans tilbehørs svingninger.

Hun har stråhat og sololie på, og gynger melodisk henover sandet som en smuk patineret skude, og da jeg vender blikket ud mod havet og bliver blinket til ro af glitrende bølgetoppe, så meget at mit hjerte halverer antallet af slag, eller deromkring, tænker jeg, at vi er vanvittige. Vi moderne mennesker. For vi har alt for travlt med alt det forkerte i hverdagen. Men jeg tænker også, at jeg gerne vil have sådan et forhold, som de to har, når jeg bliver gammel. I hvert fald gammel nok til at bevæge mig rundt som nudist på en spansk naturiststrand.

Cikadernes kalden fylder alle hullerne i mørket og jeg smækker benene op på plastikbordet, der har ar efter alle familiens medlemmer, som har brugt det til at spise ved, spille kort ved, drikke ved, ryge ved og hvad ved jeg. Mine sønner og deres venner har jeg efterladt på klubben (mor, helt ærligt – diskotek??? Det siger man da ikke mere!!) så de kunne byde unge spanske og engelske piger op, disse fire lækre skandinaviske drenge, som jeg er så heldig at være på ferie med, og nu sidder jeg så her og indtager natten gennem buerne på terrassen, mens havet kalder på mig. Igen.

Denne gang for at fortælle mig en historie om dengang maurerne endegyldigt forlod Spanien for mere end 500 år siden, dengang hvor den unge prins stod og græd lige på denne strand (i hvert fald ifølge min mor) hvilket fik hans mor til at udbryde: ”Græd nu som en kvinde, for det du ikke kunne forsvare som en mand!”. Og mens jeg bevæger mig henover brædderne, der har den særlige sommerlyd af skridt i klipklappere mod tørt træ, tænker jeg, at jeg er glad for at jeg ikke skal være sådan en mor, der taler sådan til mine sønner.

Mågeskrigene vækker mig først. Så kommer klonkene fra de store arbejdsmaskiner og kraner. Og først derefter kommer sommerlydende glidende ind ad den åbne dør og lægger sig om mig, som den dyne jeg ikke har på, fordi sommerheden i Danmark er blevet så massiv, at vi vitterlig har fået en Costa Kalundborg. Børnelatter. Cafélyde. Et støtteben til en cykel, der vippes op. Molelyde af mennesker, der befolker de massive træbjælker, som Nordhavn er blevet kendt på. Mit sind er stadig i alpha og de mange tråde, som snart kan samle sig til hele tankemønstre, huskesedler og aftaler, ligger og svæver foran mig, men jeg lader dem være, for lige nu nyder jeg, at jeg bare er her. At jeg kan svinge benet over på den anden side af sengen, skubbe lidt rundt på alt hvad der ligger sammen med mig der, gnide den anden kind til, mens jeg former hovedpuden påny og kan lade sindet kravle ind i søvnen igen, stadig uden at have lister og aftaler og opgaver kalenderagtigt på plads. Eller jeg kunne stå op, gå ned til de andre og dyppe mig i havnen.

Jeg skal ikke noget. Som helst. Jeg må gerne. Men jeg skal ikke. Og mit hjerte er mere til stede nu, hvor det dunker mindre, end når det dunker max. Som det alt for ofte gør, når mågernes skrig lyder som et vækkeur og ikke som starten på en historie, jeg godt gider vågne op til.

Cyklen er tung og vælter. Bang! Jeg har de helt forkerte sko på, sandaler med plateau og stive som træsko, men de er 15 cm høje, så jeg slipper bare cyklen, for ikke selv at vælte med. Der er flere fra caféerne på Værnedamsgade, der kigger op. Et øjeblik. Så er de tilbage i deres øl, muslinger, samtaler, hånd på den andens knæ eller hvad de nu er optaget af sådan en smuk sommeraften i København. Luften fyldes af danske ord. Men også franske, italienske, engelske og en hel del flere, som jeg ikke forstår, men som jeg forsøger at afkode ved at kigge på afsenderne, mens jeg bilder mig selv ind, at jeg kan læse deres udseende, som en kulturel landekode. Hende med den hårde blondering og kohløjnene, må helt sikkert være fra et østland. Og ham der ligner en brite, der har glemt at han ikke er på en engelsk pub.

Da jeg går forbi, taler de fransk. Vi nyder aftenen og mens lyset trækker røde strøg efter sig, inden det går over på den anden side af kloden, nyder vi begge at vi ikke skal nå noget andet end at være sammen og være her.

I entreen står der tre store sorte sække med tøj. Og sko. Der er kommet luft i skabshylderne og kælderrummet kan ånde igen. Køkkenet har også soigneret sig selv og afstødt krus og tallerkner med skår så store, at de ikke længere bidrager æstetisk, men mere giver et løfte om porcelæn i maden. På køkkenbordet står der også mærkelige spiritusudgaver, som engang virkede som en virkelig god idé, men som nu står og flagrer som hjemløse børn, fordi de alligevel var for mærkelige at blande op, selv dengang jeg holdt en middag, hvor alt var tilladt. Badeværelseshylderne har fået steder, hvor der ikke står noget, og ledninger, som før hang ned fra loftet lige så frit, som strandmandens penis, er nu blevet bundet pænt op i dobbeltklæbende dims, som virker bedre end de der professionelle håndværkerlister, der hele tiden faldt ned.

Der er sommerferie inden i mig.

Og når jeg gider at tænke, tænker jeg, at jeg gerne ville have denne følelse inde i mig året rundt. Jeg tænker også, at statistikkerne med de afsindige tal for angst, depression, stress, ensomhed og søvnløshed ville falde i samfundet og skabe meget bedre livsvilkår for alle, hvis også samfundet gik i sommerferietid. Men at det nok ikke kommer til at ske, fordi vi på forunderlig vis har overbevist os selv om, at aktivitet er det eneste saliggørende, og derfor skal vi hele tiden jagte en helvedes masse resultater, der faktisk gør os syge.

I stedet for at vende os mod at skabe en hverdag, hvor basen er det, som talløse undersøgelser viser, er DEN udslagsgivende faktor i forhold til at leve et sundt og lykkeligt liv, nemlig gode relationer. Og det gælder også relationen til sig selv. Og til livets magi, som bedst udfoldes, når man giver sig selv lov til også bare at tage imod og flyde med.

Kronik bragt i Jyllandsposten 5.8.18 

mandag 1. oktober 2018 kl. 07:18 | 0 kommentarer

For nogle uger siden havde jeg en samtale med min ene søn om vores måde at være familie på. Og jeg gjorde, som jeg plejer, når jeg taler:

Åbnede skuffer af muligheder for at prøve at finde frem til den bedste fælles løsning. Samtidig med, at jeg gav udtryk for, hvad det var jeg ønskede.

Efter en ret frustreret samtale, hvor vi ikke nærmede os hinanden, summerede han op: ”Siger du, at det er sådan du vil have det?” Og jeg vred mig. For ja, det var sådan jeg gerne ville have det! Men samtidig var det vigtigt for mig, at løsningen blev en, som han også syntes var ok, hvilket jeg vidste, at det gjorde han bestemt ikke. Alligevel var han til sidst så forvirret over alle de muligheder, der blev præsenteret, at han ville acceptere det jeg helst ville, bare for at få en løsning på sagen. Ingen af os havde det godt bagefter og selvfølgelig er løsningen aldrig for alvor trådt i karakter.

Vores situation er et klassisk eksempel på arketypisk maskulin og feminin adfærd, som jeg hver dag kan iagttage i både private og professionelle sammenhænge. Og som er en af årsagerne til, at kvinderne stadig er bagefter på magten i samfundet.

Så hvad er problemet?

At det ene fokus (resultater) har langt højere status end det andet (relationer). Igennem mange år har jeg i flere forskellige sammenhænge været den eneste kvinde i et selskab af mænd. Både i min egen familie og i mange professionelle sammenhænge. Og det er blevet helt tydeligt for mig, at mens kvinder oftest kommunikerer i spørgsmål, for at forsøge at inkludere hinanden i samtalen (og løsningen), taler mænd i udsagn. Gang på gang har jeg oplevet, hvordan jeg bliver overhørt, hvis jeg forsøger at åbne feltet op i et selskab af mænd, mens jeg bliver respekteret og lyttet til, når jeg taler i meninger, gerne udtalt som fakta. Hvor jeg kan iagttage, at mange mænd får energi af denne dynamik, bliver jeg i stedet lettere udmattet og irriteret, for jeg føler, at jeg hele tiden bør være i gang med en kamp om positionering i gruppen, hvor den der taler med størst overbevisning og sikkerhed, også er den der vinder. Ikke bare sin egen magtposition, men også magten til løsningen.

Problemet er, at jeg sjældent er hverken interesseret i at være så skråsikker eller i at tage en vinderposition. Tværtimod er det at undersøge en situation fra flere forskellige sider og finde den bedste fælles løsning, det, der driver mig.

Lad mig understrege, at jeg ikke mener, at den feminine tilgang til at finde en løsning er bedre end den maskuline. Næh, det der ville være genialt, ville være en kombination af begge tilgange.

Desværre sker der ofte i stedet et sammenstød mellem det, jeg kalder for ”penetrationsenergi”, som er et udtryk for den der fremadrettede intentionelle eksplosive energi, der præger flere mænd end kvinder og som er både er super opløftende at være sammen med, når det fungerer godt for så rykker den vildt, og ganske udmattende at være i selskab med, når der går ego i den.

Og så det man kunne kalde for ”organisk energi”; altså en energi, som er mere åben, relationel, modtagelig, nærværende, cyklisk og i et dualistisk flow, men meget langsommere som beslutningsdygtig metode.

Mange organisationer er af historiske årsager bygget op omkring penetrationsenergien, der trives med klare KPI’ere og transparente hierarkier. Og det har medført den flertalsmisforståelse, som alt for mange administrerende direktører brokker sig over, når kvinderne forladerne arbejdspladserne lige før de når det øverste ledelsesniveau, nemlig at kvinder forlader jobbet af hensyn til familien. Men det er ikke rigtigt. Ifølge den amerikanske forsker Barbara Annis er det kun 30%. Næh, det der får kvinder til at starte deres eget firma, er at de ikke føler sig værdsatte af arbejdspladsen (68%) og at de føler sig udelukkede fra teams og beslutninger (65%).

Opsummerende viser det sig, at kvinder ganske enkelt tjekker ud, fordi de udmattes af mangel på respekt for deres virkelighed. Der er simpelthen for meget kamp om positionen, fremfor fokus på både sagen og fællesskabet.

Ingen af delene dur som bærende princip i dagens samfund, hvor kreativitet, innovation og relationer er de tre vigtigste ingredienser til at klare sig godt i et globalt marked. Til gengæld dur kombinationen. Men for at den lever godt, er det nødvendigt, at begge tilgange til arbejdet, har samme status og at organisationen derfor bygges op om den ligeværdighed. Ellers er det, at kvinderne (og de unge mænd) enten ikke gider at gøre karriere på toplederniveau eller forlader skuden. Og på den private front ser vi det ske i ægteskaber, hvor cirka ¾ af alle skilsmisser er initieret af kvinden.

De organisationer og mennesker, der kommer til at klare sig virkelig god i fremtiden er de, der er i stand til at skabe gode, varige, tillidsvækkende relationer. Og på den måde bygge fællesskaber op baseret på frivillig gensidig loyalitet, fremfor magtpositioneringer. Kreativitet og innovation er fremtidens valuta og den opstår bedst i miljøer, hvor mennesker føler sig sikre socialt og hvor der er plads til at være nysgerrig, tvivlende, åben. Det giver kvinderne en fordel. Især hvis mændene insisterer på at fastholde deres traditionelle organisationsform, hvilket – vil jeg gerne understrege – der er mange mænd, der ikke vil.

Men det bedste ville naturligvis være at lave et helligt bryllup mellem både det beslutningsdygtige, retningsbaserede og det relationelle og åbne. Og det virkelig fede er, at de to overordnede evner ikke nødvendigvis er kønsbestemte. Tværtimod. Det er menneskelige egenskaber, som alle kan dyrke og blive dygtigere til. Så i virkeligheden handler det bare om at komme i gang med at øve sig på det, man ikke er så dygtig til. Og jeg ved godt, hvad der er min største udfordring. Heldigvis har jeg tre drenge jeg kan øve mig heftigt på!

Kronik bragt i Jyllandsposten 23.9.18

Her på klummepladsen er der ret frit slag for, hvad man kan skrive om. Især er personlige oplevelser velkomne. Men jeg må indrømme, at da jeg fik idéen til denne, var min første tanke: ”Øh – vil jeg virkelig skrive den klumme?!”

Se, jeg har nemlig lige været et par uger i Indien hos Dr. Unni, der er en ayurvedisk ekspert, for at få skønne behandlinger hver dag, hvilket udover bitre urteindtag inkluderede forskellige former for massager med olie, rismælk, pulver og meget andet, som ofte fik mig til at føle mig som en anden Kleopatra. Jeg var slidt af almindelig stress, så mine behandleres kærlige omsorg var som fløde i min livsgrød og jeg sugede det hele taknemmeligt til mig.

På hotellet svævede dog et spøgelse, som vi alle talte om:

VASTIEN.

En vasti er en tarmskylning (ja, nu kom det altså) der fås i flere udgaver og med forskellige medicinske urtevæsker, der er tilpasset den enkelte patient. I ayurveda er den en hjørnesten for sundhed, for den efterlader én med masser af energi og renhed. Bagefter forstås.

I dagevis hørte jeg om de andres, men slap selv, og i min indbilskhed fortalte jeg mig selv, at det var fordi jeg allerede var så utrolig sund og ren, at jeg ikke behøvede den. Men så oprandt 10ende dagen og i en bibemærkning, midt i en saliggørende behandling, stak den ene læge hovedet ind og sagde: ”Vasti today – okay?”. Og helt forsvarsløs kunne jeg ikke andet end at nikke.

For dem er det lige så normalt og upinligt, som det er for os andre at genstarte en computer, men – helt sådan havde jeg det ikke, da jeg lå på briksen og ventede på at få den. Lægen kom, gjorde effektivt og sikkert sit arbejde og efter en lille stund, skyndte jeg mig ud på det lille toilet, der hørte til stuen. Og gjorde så mit.

”Don’t lock the door!” kom det ind gennem døren og jeg slog slåen fra og ind trådte en af mine tre engle, der i dagevis havde taget sig kærligt af mig. ”Are you okay?” Jeg nikkede. ”No vomiting?” Jeg rystede på hovedet. ”Stomach okay?” Jeg nikkede igen. Alt imens jeg jo ligesom sad der og stadig gjorde mit, knugende en varmedunk mod maven. Lidt senere kom en af de andre ind og begyndte at hælde varmt vand ned ad ryggen på mig, mens hun talte løs og ville høre, hvordan jeg havde det. Og jeg havde det jo fint! Faktisk så fint, at jeg snart efter var færdig og gik ned for at hente min daglige ration urter.

Og så fik jeg det lidt skidt. Gik på toilettet. Og fik det helt forfærdeligt. Begyndte at kaste op, måtte lægge mig på gulvet, og så bankede det på døren. ”Open the door!” og nu forstod jeg pludselig reglen om aldrig at låse døren. De hjalp mig ind på en madras og begyndte at gnide mine hænder og fødder og lænd og gav mig mere at drikke, der skulle hjælpe det sidste ud og efter lidt tid, var jeg ok igen.

”No more vasti!!! Ever!” sagde jeg bagefter til mine tre engle. Og mente det.

To dage senere fik jeg endnu en, som viste sig helt uproblematisk. Faktisk var jeg fuld af energi bagefter og tænkte, at det var ærgerligt at jeg ikke lige kunne nå at få en tredje inden jeg rejste hjem.

Jeg rejste derned for at få noget omsorg og en re-boot af min krop. Hvilket jeg fik til kærlig overflod. Men jeg fik altså også noget andet med hjem. Nemlig et velskyllet tarmsystem. Ikke bare fysisk, viste det sig. Det var så sandelig også i sindet, hvor mine tanker pludselig havde fået ro til at blive klare og nye igen. Faktisk er der meget, der tyder på, at den vestlige verdens stressede hverdag selv trænger gevaldigt til at få en vasti! En virkelig stor én! Så kunne det være, at vi ville arbejde bedre, fremfor bare mere, mere, mere. Just saying….

Klumme bragt i Femina i 26.9.18

Et ayurvedisk ophold i Sydindien gav mig konkrete kropslige beviser på, hvorfor ægte ledelse handler om relationer og medmenneskelighed. Skal vi have sjælen med – og dermed have adgang til vores kreativitet og innovationskraft – må vi smide maskinlogikken af os.

Hvad vil du helst være: En algoritme eller et menneske?

I virkeligheden er det et trickspørgsmål. Hvilket jeg vender tilbage til om lidt, for min vigtigste pointe med denne kronik starter nemlig et helt andet sted: På en café en mørk vinterdag med en veninde. Som fortalte mig om et ophold hun havde haft to gange hos en Doktor Unni i Sydindien. Det var vist lige før jul og jeg sad pakket ind i varm uld og kold stress, og lyttede mere og mere henført og plusundelig (ja, det er misundelig med et positivt fortegn) mens hun fortalte om hvordan dette fantastiske rejsebureau Grace Tours havde sendt hende afsted i fire uger, hvor hun intet havde lavet, andet end at modtage behandlinger og så slappe af.

Hun skulle ikke mange minutter ind i fortællingen, før jeg mærkede længslen lægge sig som en healende balsam om min popcornhjerne og da jeg gik ud af caféen, vidste jeg, at det der ayurveda-rejse-noget, det skulle jeg også. Og det kunne kun gå for langsomt med at komme afsted.

Et halvt år senere stod jeg selv klar hver formiddag i 12 dage, iført en klud om kroppen og intet andet, og var parat til at modtage forskellige former for urter og massager, som hver især havde en særlig indvirkning på kroppen og som var afstemt efter den indiske filosofi og praksis om ayurveda og dens tre mennesketyper. Men hvor velgørende al den kropslige opmærksomhed og professionalisme end var, viste det sig, at det alligevel ikke var det, der kom til at påvirke mig mest. Det var derimod de kvinder, som tog mig under kærlig behandling i flere timer hver dag.

Der var simpelthen så meget kærlighed og varme i deres kontakt med mig, at det var det, der for alvor gjorde forskellen. Vi grinede tit sammen, selvom vores kommunikation mest bestod af enstavelsesord, og mange gange fik jeg lov til at føle mig som et barn, der bliver taget af en kærlig forælder, hvilket overraskende nok ikke var mærkeligt, men bare vildt befriende. Deres omsorgsfulde kærtegn, som var totalt blottet for seksuelle undertoner, mindede mig om noget, som vi i den vestlige verden desværre glemmer alt for tit. Og som har skabt det ret deprimerende udtryk hudsult, hvilket er en tilstand, der forventes at blive øget i alarmerende grad i fremtiden. Nemlig at vi mennesker først bliver mennesker, når vi er sammen med andre mennesker. Og gerne i direkte berøring med dem. Ikke kun fysisk, men også gennem vore hjerter og i vores sjæl.

Kvindernes medmenneskelighed var det, der bandt sløjfen på den magi, som opholdet gav mig, og som fik både mine fysiske og mentale skuldre ned i åndehøjde, så jeg kunne læne mig ind i livet med en ny ro og et større overskud. Den første uge gik med at slippe tankeoverskuddet og være uproduktiv; den næste bød på kreativitet og klarhed. Og nej, det havde ikke kun noget at gøre med, at jeg var fri af opgaver og derfor havde tid til at tænke på nye måder. Det var nært knyttet til, at disse kvinder holdt min krop og sjæl dag efter dag og at jeg vidste, at de gjorde det.

Se, denne medmenneskelighed er der rigeligt af undersøgelser, der med klare tal viser, er det afgørende punkt i et lykkeligt levet liv, for det er nemlig vores gode relationer, der får os til at leve ikke bare lykkeligere, men også længere og sundere. Desværre er det sjældent det, der får lov til at styre, hvad vi skal have fokus på.

Tværtimod er størstedelen af vores hverdag og de strukturer som vi følger, når vi lever en normal tilværelse, i stor udstrækning bundet op på det, jeg kalder for maskinlogik. Altså en logik, eller et værdisæt, der er funderet i målbarhed, effektivitet og resultater.

Siden vi som art blev industrialiseret, er det i stigende grad blevet maskinerne, der sætter standarden for, både hvornår og hvordan vi mennesker er effektive, hvilket i denne kontekst er lig med værdifulde. Og fra at maskiner var noget stort og fjernt på en fabrik, har de med tiden invaderet os så meget, at de ikke bare omgiver os overalt i det ydre; de er for mange menneskers vedkommende også blevet til en integreret del af vores krop og sind.

Disse tre begreber, målbarhed, effektivitet og resultatorientering, er i skræmmende grad blevet styrende for at tænke mennesket som en enhed, der skal optimeres og udnyttes på bedste vis. Vi ser denne maskinlogik gøre sig gældende ikke bare på arbejdspladserne, men også i de private hjem, hvor apps holder øje med alt fra motion og kost, til sex og spiritualitet. Vi er blevet så vant til at tænke sådan om alt i livet, at vi ikke engang undrer os, når nogen vil have os til at rate vores ægteskab eller forholdet til vores børn. Men giver det mening at tale om livsområderne på den måde?

Hvor effektiv er fx den kærlighed du føler til din partner? Hvor målbart er det kærtegn du gav dit barn i morges? Har dit grineregnskab en sort bundlinje? Absurde spørgsmål. Men funderet i en absurditet, som er voldsomt udbredt i praksis.

Vi har altså flyttet vores fokus fra den medmenneskelighed, der skaber fællesskab og kærlighed, og dermed socialt overskud, hvilket gang på gang beviseligt skaber økonomisk overskud, til at være styret af det, man kunne kalde medmaskinelighed. Altså en adfærd, som forsøger at optimere udkommet ift et sæt af målbare resultater, der kan overvåges og evalueres og sættes ind i et excelark. Og i sidste ende er det i de fleste tilfælde økonomien, der afgør, om adfærden er en succes eller en fiasko. I en tid hvor vi erfarer, at færre og færre mennesker, ejer en stadig større del af verdens rigdom, bliver det samtidig mere og mere relevant at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget økonomi vi reelt har brug for?

Eller måske bør vi spørge, hvorfor arbejdspladser overhovedet eksisterer? Er det virkelig for at skabe et økonomisk overskud, som kan gå til allerede rige investorer og aktionærer – eller er det for at give mennesker et sted at bruge deres evner, dyrke relationer og give dem mulighed for at skabe sig en meningsfuld tilværelse? I den bedste af alle verdner, er en arbejdsplads et fællesskab, hvor alle bruger sig selv til at skabe værdi for kollektivet. Sammen. I den reelle verden er der desværre alt for mange, der går på arbejde kun for at få løn. Eller med andre ord, er de på en arbejdsplads, der ledes efter medmaskinelige principper, som jævnligt fratager det enkelte individ lysten til at bruge sin egen kreativitet, og i stedet kun leverer det mindst nødvendige for at opfylde KPI’erne, der er fødet af en maskinlogik.

Og så er jeg tilbage ved spørgsmålet i starten af kronikken: Hvad vil du helst være – en algoritme eller et menneske?

Det er et trickspørgsmål, fordi vi mennesker rent faktisk ER algoritmer. Vi er nemlig nogle temmelig avancerede biologiske programmer, eller opskrifter om man vil, som følger nogle klare regler og forskrifter for udvikling. Og efterhånden som genetikken udforskes bedre og bedre, viser der sig mange spændende ting, som fx at du biologisk kan nedarve traumer og psykiske afhængigheder. Spørgsmålet er derfor, hvor frie af vores genetiske programmering vi egentlig er til at skabe vores egne personligheder?

Pga denne algoritme/robotinvadering i vores hverdag, er vi blevet optaget af at kunne definere det, man kunne kalde for det ægte menneskelige. Især også fordi vi ikke for alvor har nogen anelse om, hvor det kan ende med deres udbredelse og dominans. En af de mest skræmmende fremtider leverer den israelske historieprofessor Yuval Harari i sin seneste bog Homo Deus, hvor han taler for, at vi er godt i gang med at skabe en ny menneskeart, der i store træk vil være en form for hybrid af menneske og computer, og som naturligvis vil være mennesket langt overlegent. Om det er et klassisk sci-fi skrækscenarie eller et relevant bud, vil tiden vise.

Men det frigør os ikke fra at blive ved med at forholde os bevidst til, hvad menneskelighed vil sige og hvilke forpligtelser det giver os? Især som leder. Vi bør have tillid til, at den ”menneskelige algoritme”, der er hundredtusindvis af år gammel, og som er kodet i relationer, fællesskab og medmenneskelighed, er det mest givtige som ledelsesværktøj, fordi den gør mennesker til mennesker og ikke maskiner uden selvstændig kreativitet og meningsfuldhed. Som leder kan du derfor med held sørge for at skabe en arbejdsplads baseret på disse principper, så medarbejderne glæder sig til at komme på arbejde, fordi de kan mærke værdien af både deres bidrag og deres eksistens.

Har du problemer med at komme i den stemning, kan jeg anbefale dig et par uger – eller flere – i hænderne på omsorgsfulde indiske kvinder og mænd; så skal de nok minde dig om, hvad det vil sige at være menneske.

Kronik bragt i Børsen den 8.9.18

mandag 27. august 2018 kl. 12:15 | 0 kommentarer

En ferie med fire teenagedrenge, filmen Mamma Mia 2 og Baumans teser om det flydende samfund tegner konturerne af et nyt mandeideal. Og hvis du har lederansvar, så sørg for at skabe et miljø med både penetrations- og organisk energi, hvis du vil tiltrække og fastholde de unge mænd. (Denne kronik var den 2. mest læste på borsen.dk)  

Indrømmet. Jeg var noget betænkelig inden afrejse. For det er sin sag at tage alene på ferie med fire teenagedrenge på kanten til at blive voksne. Deres energi er så vild og samtidig på mange måder stadig så ufokuseret, at der simpelthen kan gå så utrolig mange ting galt! Og da jeg forsigtigt luftede det, kiggede mine to sønner på mig med mågeblikket, hvorefter de udbrød:

”Heeeelt ærligt mor, hvad skulle der gå galt?!! Altså!”

At min bekymring i lige så høj grad var affødt af min egen ungdoms opførsel, forsøgte jeg at gøre dem klart. Deres kvittering var hverken forståelse eller et nysgerrigt blik, men derimod et blidt overbærende nik. Børn kan sjældent forestille sig deres forældre som andet end de der kedelige, ordentlige voksne, som de ”altid” har været, og slet ikke en mor, der både smører madpakker og falder i søvn til en film på sofaen kl. 21 en fredag aften.

Men jeg var samtidig også meget spændt og glædede mig til at have noget mere tid sammen med disse fire drenge, unge mænd, der alle er sjove, begavede, nysgerrige og ret skønne repræsentanter for både deres generation og køn.

De repræsenterer nemlig en revolution, som er i gang, og som lidt overraskende pludselig blev foldet ud forleden dag, da jeg var til premiere på Mamma Mia 2. Mere om den om lidt.

Til min ærgrelse bliver jeg til tider modtager af en kønsfælles udbrud i stil med: ”Ahr - mænd kan man ikke stole på!”, ”Mænd er udenfor pædagogisk rækkevidde” eller ”Mænd er topegoister og narcissister hele bundtet!”. Faktisk er der desværre rigeligt med nedsættende, entydige, unuancerede og ondskabsfulde udsagn om mænd, som man uforvarende kan få smasket i hovedet med en bagvedliggende forventning om, at man skal tilslutte sig martyrkoret og selv levere et par strofer om mænds fortrædeligheder.  

Jeg hader, når det sker.

For det første fordi jeg ikke er enig i den slags generiske udsagn om mænd. Eller kvinder, for den sags skyld. Alle mænd i hele verden er ikke idioter. Der er nogle mænd, der indimellem opfører sig urimeligt åndssvagt, lige såvel som der er kvinder, der gør det samme. Og jo, der er kønsmæssige forskelle, som er så udbredte, at de kan kaldes et mønster – biologisk, socialt og kulturelt – hvilket jeg selv har beskæftiget mig med i over 20 år. Og gladelig udtaler mig om! Men uanset gælder ”altid” aldrig. Og slet ikke om alle.

I fremtiden vil det oven i købet komme til at gælde endnu mindre, for med den kendte sociolog Zygmund Baumans tese om det flydende samfund, så er der mange tegn der viser, at den ophævelse af faste samfunds- og identitetsmæssige strukturer, som Bauman har gjort sig til talsmand for, også viser sig i kønnet.

At dragqueen Conchita Wurst (der med sit navn henviser til både de kvindelige og mandlige kønsorganer) vandt Europæisk Melodi Grand Prix i 2014 i København, iført både gallekjole og skæg, blev til et mainstream bevis på, at opfattelsen af hvad et køn kan indeholde, er ved at blive bredere.

Man taler om at kønnet er et såkaldt kontinuum, dvs at kønnet har en ret bred spændvidde, eller sagt på statistiksprog, så befinder de to køn sig ret frit over hele Bell-kurven, og kun i de yderste ekstremer, kan man finde enten kun mænd eller kun kvinder. Mænd og kvinder deler altså flere og flere værdier, adfærd, normer, udseende, præferencer og meget mere, og det giver frihed til begge køn, for på den måde kan både kvinder og mænd i virkeligheden sammensætte deres egen identitet ud fra den store buffet af personlighedstræk og interesser, som livet, kulturen og samfundet giver mennesket.

Det kedelige ved kønnet er nemlig, at det mest er en begrænsning. Biologisk er begge køn afskåret fra noget, det andet køn kan. Kulturelt og samfundsmæssigt er der et hav af forventninger og normer, som begge køn skal forholde sig til, gerne assimilere, for at blive troværdige og acceptable medlemmer af fællesskabet.

Fx: En kvinde, der for tydeligt viser, hvad hun vil, risikerer at blive opfattet som unødigt aggressiv, og dermed en trussel i stedet for en styrke i gruppen. Mens en mand, der giver udtryk for tvivl og åbenhed, risikerer at blive opfattet som svag og en dårlig lederkandidat, fremfor nysgerrig med en sund ydmyghed. Disse typer forventninger er der et hav af til begge køn og de gør hver af os mindre. Som mennesker.

Men nu er der altså en revolution på vej.

For mange af de unge mænd gider ikke mere. Være så ensidige. Der er masser af vildskab, handlekraft, resultatorientering, kamp og mere i samme traditionelle mandekønsskuffe i dem; men der er lige så meget sårbarhed, åbenhed, tvivl og en eksplicit hengivelse til følelser.

Flere og flere mænd – i alle aldre! - finder sammen i fællesskaber, der diskuterer og erfarer mandekønnet på nye måder, flere og flere yngre mænd insisterer på barsel, færre og færre yngre mænd siger ja til at indgå i et langvarigt karriereforløb på samme arbejdsplads, fordi de ikke trives med de gammeldags hierarkier. Sidstnævnte har jeg haft mange samtaler om med ledere i store advokat-, revisions- og konsulentvirksomheder, fordi de hiver sig i håret i desperation over, at de ikke længere kan holde på de unge mænd. En problematik de har haft med kvinder i årevis.

På ferien med disse unge mænd, blev der tid til flere dybere og fortrolige snakke, inden de tog i byen og fyrede den max af, og de afslørede en dybde og porøsitet, som jeg har oplevet flere gange før med denne generation.

Eller i virkeligheden er ”afsløret” slet ikke det rigtige ord, for de fortæller helt åbent om det. Der er ikke mange tabuer eller skam over deres betroelser; tværtimod er det noget, de står helt ved og som udefra set giver dem en ekstra aura af styrke. Og ikke mindst giver det dem en personlighed med en langt større både dybde og spændvidde. Hvilket mange arbejdsgivere hellere end gerne vil have i folden, fordi det ofte også medfører en større kreativitet og socialitet; de to vigtigste egenskaber i et innovativt konkurrencesamfund.

Denne kønsspændvidde viser sig umiddelbart mest i de skandinaviske lande, fordi vi længe har haft en tradition for ligestilling. Men forleden dag i biografmørket, viste den samme tendens sig pludselig på lærredet.

De tre unge skuespillere, der i filmen Mamma Mia 2 spiller de tre fædre til hovedpersonen som unge, har alle tre en fascinerende blanding af det, jeg kalder for ”penetrationsenergi”. Ja, man skulle tro det handler om sex, men det er i stedet et udtryk for den der fremadrettede intentionelle eksplosive energi, som præger flere mænd end kvinder og som er så utroligt opløftende at være i selskab med. Og så det man kunne kalde for ”organisk energi”; altså en energi, som er mere åben, blød, modtagelig, nærværende, cyklisk og dermed i flow.

I vores kultur er det stadig mere statusgivende at være aktiv end passiv, men hvis vi skal overleve som art, er det på tide, at vi får en god balance mellem disse to ekstremer, for statistikker over stress, angst, depressioner, selvmord, ensomhed mm taler deres eget skræmmende sprog, og disse tre unge mænd, er alle tre forskellige eksempler på denne sunde kombi. Ja, jeg ved naturligvis godt, at de spiller en given rolle, men det er faktisk ikke rollen jeg taler om her. Det er langt mere deres personlige udstråling, som jeg oplevede trængte igennem fra lærredet og længere ind i min sjæl. Og som jeg genkendte hos både de fire unge mænd jeg delte ferie med, og som jeg møder i mange forskellige sammenhænge, når jeg arbejder med unge mænd og kvinder.

Mamma Mia 2, der i øvrigt er så smækfuld af energi og livsglæde, at man skal være en mere hårdkogt kyniker end Mr. Scrooge for ikke at lade sig berøre af den, er i sig selv et interessant indspark i kønsdebatten. Den bliver - trættende nok - kategoriseret som en ”rigtig pigefilm”, men det mest interessante er i virkeligheden dens manderoller.

De tre ældre skuespillere Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgaard, er tydeligvis på glatis i en musical, der så fuldstændig og vidunderligt overdrevent tager denne genre til sig, men de er komplet loyale overfor filmens præmis, og giver dermed en troværdighed til deres roller, som klæder den generations mænd, fordi det også virker befriende. Bla. fordi de tager så meget pis på den selvhøjtidelighed, som seriøse eller action- manderoller kan have en tendens til at have, og på den måde giver de plads til at vise andre sider af maskuliniteten i en forfriskende ny udgave. Lægges det sammen med deres unge kollegaer, tegner der sig et billede af et nyt mandeideal, der er langt mere menneskeligt helstøbt, fordi det ikke er bundet udelukkende af herre-siden af personlighedsbuffeten, men har festet lige så meget på damesiden.

Det lover godt for fremtidens samfund. Og hvis du er leder og vil opbygge den mest attraktive arbejdsgruppe, ville jeg råde dig til at skabe et arbejdsmiljø, der er gjort af lige dele penetrations- og organisk energi. Eller med andre (film)ord: Mamma Mia i skøn forening med Nolan’s Batman.

Bragt i Børsen 5.8.18.

torsdag 16. august 2018 kl. 19:37 | 0 kommentarer

Min eksmand var som barn ret glad for Prins Valiant og da vi mødtes, fik han lyst til at læse dem igen og derfor gav jeg ham i en periode et album i ny og næ. En dag hørte jeg ham gnægge i sin lænestol og da jeg spørgende kiggede på ham, viste han mig en stribe, hvor konerne til Prins Valiant og en af hans barndomsvenner er mødtes for første gang, og vennen siger noget á la:

”Giv dem en time og de ved allerede mere om hinanden – og os – end vi gør!” 

Episoden kom tilbage til mig, da jeg tidligere i dag sad i flyveren på vej hjem fra Helsinki. Det sidste døgn har jeg nemlig tilbragt i selskab med 11 fremmede kvinder fra flere lande, og som i løbet af meget kort tid holdt op med at være fremmede.

Settingen var en ø i den finske skærgård, hvor vi var forsamlet, fordi en ret vild og imponerende tysk kvinde i midten af fyrrerne, har skabt et slags ferieparadis for women only.

Kristina Roth har startet, drevet og solgt et tech-firma og har nu hooket op med en yngre finsk mand, hvis familieferieø inspirerede hende til hendes nye projekt, nemlig øen SuperSheIsland . Altså en kvinde, der har brudt mange grænser og som nu ønskede, at kvinder kunne samles og gøre det samme for hinanden. At det har verdens opmærksomhed kan man konstatere ved antallet og variationen af medier fra hele verden, der har lavet reportager derfra, så noget rigtigt må hun have ramt.

Vi hang ud på terrasserne, lod solen kysse vores pander og vinden tage os i blidt i håret, mens vi begyndte at dele historier. ”Vi” var en blanding af betalende gæster og os, der var der for at oplyse eller forkæle damerne. Altså var der en klar rollefordeling. Som viste sig fuldstændig ligegyldig, da ordene først flød mellem os.

På tværs af nationalitet, faglighed, race, alder, økonomi og status, opnåede vi i løbet af få timer en dyb grad af fortrolighed. Kvinden der var blevet skammet ud som mor og direktør af en mand nær hende, fordi hun på sin private instagram-profil, havde vist et billede af sig selv i bikini med sin kitesurfer, hvilket han mente var total upassende, blev forløst i sit selvbillede af en af de andre kvinder, der opfordrede hende til at se sig selv som en revolutionær. Og dermed ikke længere gøre sig afhængig af ”gamle mænds gamle værdisystem”. Den nyskilte mor til fire, der havde brug for at finde en ny karrierevej, blev hjulpet på vej af hende, der de sidste mange år havde levet i en skov og fundet ro der.

Den gensidige inspiration forløste og skabte nye veje at gå ad, og alle turde mere og fik løst problemer, enten gennem hinanden eller hinandens netværk.

Og nu sad jeg så der i flyveren og lænede mig ind i al den kærlighed – jo, for det var jo det, det var – og blev helt glad og blød og taknemmelig ved tanken om, at man på ganske få timer kan skabe sådan et rum mellem kvinder, og fik lyst til at huske allekvinder på to vigtige ting:

For det FØRSTE, at hver eneste gang du støder på udtrykket kvinde er kvinde værst, gør højlydt oprør! Det er en løgn, for der er nemlig mange flere kvinder, der er hinanden bedst! Og hvilken virkelighed vil du helst selv være en del af?

For det ANDET, at du sørger for at samle en eller flere grupper af kvinder omkring dig, der kan støtte og løfte dig, når du møder modstand i livet. Og hvor I har en pagt om, at det er det, I gør.

Kort sagt: Lad os alle være ambassadører for, at kvinder er kvinder bedst!

Klumme i Femina 9. august 2018

onsdag 15. august 2018 kl. 17:30 | 0 kommentarer

De kunne simpelthen ikke holde op med at snakke. Hver gang jeg smed et spørgsmål ud i salen, startede stemmelarmen og jeg måtte op til flere gange forsøge at få ro i salen igen, så vi kunne komme videre. På et tidspunkt ryger det ud af munden på mig:

”Sikke en samling ustyrlige kvinder I er!” Og jeg ved, at jeg lader bemærkningen følge af et stort smil. For jeg synes nemlig det er fedt, at de ikke nemt lader sig styre. Hallo – de er til et foredrag om at bruge sit køn som en styrke!

Reaktionen?

De begynder at undskylde. Giver forklaringer på, hvorfor de lige skulle være færdige med samtalen. Holder sig for munden. Griner flovt. Og så bliver jeg overrasket, for hvorfor bliver de skamfulde over at blive kaldt ustyrlige?!

Jeg tager den op med salen og det viser sig, at de fleste følte, at de fik en reprimande. Kvinder må altså ikke være ustyrlige, for så er de forkerte. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at når mine sønner og visse mænd jeg kender, får at vide, at de er komplet ustyrlige, gnægger de lykkeligt og stråler! Der er nemlig en meget større tolerance overfor mænd, der fucker op, end overfor kvinder der gør det. Faktisk er det til tider et tegn på personlig styrke, at en mand tør være hæmningsløs og uregerlig, mens en kvinde ikke skal træde meget (socialt) forkert, før hun oplever direkte fordømmelse. 

Nåmen, det synes jeg vi skal gøre noget ved! For jeg synes nemlig at ustyrlige kvinder er super inspirerende, sjove, levende og spændende at være sammen med. Og personligt kunne jeg godt tænke mig at låne lidt ustyrlighed fra kvinder som Amelia Earhart, Josephine Baker, Mata Hari, Helen Gurly Brown, Kleopatra, Jeanne D’Arc, Samantha fra SATC, Aung San Suu Kyi, Lena Dunham, Tove Ditlevsen, Elizabeth I og min kære veninde XX, der har været med til at gøre en hel branche og adskillige mandlige CEO’s usikre, fordi hun insisterer på at redefinere vilkårene for samarbejde og i øvrigt med stor fornøjelse blander forretning og privatliv sammen. Også i sengen!

Ustyrlige kvinder sparker røv, fordi de som regel tager imod livet med åbenhed og glad forventning om at bidrage ind i det med deres egen originalitet. Til gengæld har de ikke så travlt med at forsøge at reproducere alt det kendte, det pæne, det forudsigelige, det kontrollerede, det til tider meget, meget…kedelige. Og være så fandens ”rigtige”.

Ustyrlige kvinder er med til at ændre verdensordenen. Også den, der ”bare” findes i vores lokalsamfund, arbejdsplads, sportsforening eller vennekreds. De er med til at ændre vores idealer og værdier, så de passer bedre til den verden vi lever i – eller er på vej ind i. Og de er med til at udvikle vores normer og adfærd, så vi på flere områder fristætter os selv og den originalitet, som vi alle består af.

Handler det så bare om at være så hammer ustyrlig som muligt for at realisere sig selv max? Nope! Selvfølgelig gør det ikke det. Som de sociale væsener vi er, er vi tvunget til at leve med nogle sociale retningslinjer, der gør, at der er plads til os alle. Meeen… gruppen har bare også brug for lidt ustyrlighed, så vi kan udvikle os, og her har vi måske alle en cool opgave at tage på os?

Hmmm… hvor ville jeg gerne selv være mere ustyrlig? I hvert fald på at være mere ligeglad med, hvad andre tillægger mig af (grimme) motiver, tanker og handlinger og i stedet finde ro i at vide, at jeg faktisk er et (nogenlunde) ordentligt menneske. Og til tider ville jeg også gerne være mere ustyrlig i forholdet til mine børn; være mindre kontrollerende, motiverende og fornuftig, og i stedet bare knalde armene ud til siden og glemme alt om lektier, madpakker og sengetider og sidde og krumme i sofaen til klokken lort og se en helt upassende, men supersjov film og tage ned og bade kl. fire om morgenen, selvom de skal op i skole samme dag.

Som regel har jeg det nemlig sjovere, når jeg er bare lidt ustyrlig. Og sådan er det for mange. Måske skulle jeg i virkeligheden lave en klub for Ustyrlige Kvinder, så vi både kan støtte hinanden i at udfolde os og gøre plads til at vi sammen fucker/spicer (systemet) lidt op?! Ville du mon have lyst til at være medlem af den?

PS: Ja, jeg har bandet meget i denne klumme. Der skal ikke så meget til før man virker bare lidt ustyrlig, vel :)

Klumme i Femina 3. februar 2015

mandag 23. juli 2018 kl. 16:41 | 1 kommentarer

Jeg er sådan en, som altid køber økologiske citroner, skummetmælk og æg, og jeg er også sådan en, som altid smider en af Nettos kæmpepakker af oksehakker i kurven, hvis de er til at finde. For mine sønner kan fortære en kvart ko under et måltid og så dur det ikke med 400 forsigtige økologiske gram.

Jeg er sådan en, som elsker at gå i hammam på Tuborgvej og blive skrubbet af arabiske kvinder med gyngende bryster seks millimeter over min krop, som elsker at høre om fremmede kulturer og selv rejse til eksotiske lande. Og jeg elskede også, at vi år efter år tog til det samme sted i Sverige i påsken og til Spanien hver sommer med min søsters familie, dengang vi endnu var far-mor-børn.

Jeg er sådan en, som elsker at uddanne mig, strække mit sind og bevidsthed, som læser hele tiden og som har ophøjet den israelske historieprofessor Yuval Harari til en af mine personlige guder, fordi han skrevet to af årtiets vigtigste bøger, nemlig Sapiens og Homo Deus. Jeg er også sådan en, som synes at Fifty Shades of Grey er en vigtig milepæl i litteraturhistorien, fordi den satte millioner af kvinders seksualitet og liderlighed fri, selvom jeg selv måtte høre den som lydbog mens jeg trænede, fordi den kedede mig på alle planer. Og derfor er jeg sådan en, som sagde ja til at holde åbningstalen til premieren – og som var mere vild med Anastasia end den ulideligt lidende Grey.

Jeg er sådan en, som har 191 par sko, som har alt mit tøj katalogiseret efter type, farve og stil og som har styr på, hvad jeg har haft på i løbet af året, og engang var jeg sådan en, som købte alt for meget alt for tit, men lige nu er jeg sådan en som ikke har købt noget i månedsvis og som får kvalme ved tanken om, at jeg skal lægge så meget som én t-shirt mere ind i mit skab. Men ikke er mindre vild med æstetik.

Jeg er sådan en, som i 18 år var sammen med min eksmand og i flere år med min ekskæreste og som elsker at være i fast parforhold og som gerne er i dem meget længe, også på trods, og som har brug for nærhed og dyb kærlighed for at hengive mig seksuelt. Og jeg er også sådan en, som efter nogle og tyve års parforhold, bliver single og åbenbart kan have et længere forhold, der kun er baseret på sex. Og som de seneste år har eksperimenteret med mange ting, bla cølibat og andre langt mindre dydige ting, som alligevel er for private at nævne her, men som jeg nævner, fordi jeg vil opfordre dig til at leve dit liv som et eksperiment og ikke en generalprøve. For det har godt nok været sjovt og spændende og vist mig, at jeg er mange udgaver af ”sådan en som…” når det gælder forhold.

Jeg er sådan en som mediterer (næsten) hver morgen i en halv time og som har en dyb tro på, at vi alle er forbundne med alt. Jeg er også sådan en, som har gået i kirke hver eneste søndag morgen siden jeg blev født og til jeg var næsten 20, og som i dag tager afstand fra de fleste religioner, fordi jeg synes de meget oftere undertrykker og tyranniserer end styrker og befrier mennesker.

Jeg er sådan en som har været selvstændig i over 20 år og som elsker, at jeg kan beskæftige mig med lige, hvad jeg har lyst til. Og jeg er sådan en som elsker elsker elsker når jeg arbejder sammen med andre og som kan blive helt høj af at se, hvilke genialiteter, der pludselig kan opstå, når man er flere om at bidrage til tankerne og ideerne.

Sådan er jeg. Blandt andet. Hvordan er du?

Klumme i Femina uge 26 218

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign