Blog

For de unge generationer er kønnet mere et valg end biologi og skæbne. Kønnet flyder og giver den enkelte større frihed til at være sig selv. Heldigvis. For hvis vi som samfund skal få både mere balance og kreativitet, bør vi gøre op med det sociale køn. 

”Kom med dine kugler, Carlo!”

For seks måneder siden, havde jeg samlet en del af familiens unge til julekagebagedag og pludselig råbte min svigerdatter dette gennem rummet. Det handlede om de ingefærkager, som hun var i gang med at bage med sin makker, men selvfølgelig faldt vi alle om af grin, for sætningen kunne let forstås i en helt anden retning. Jeg kom til at tænke på den, da jeg ville skrive denne klumme om kønnets opløsning blandt de unge. For den revolution, der er i gang lige nu handler netop ikke om at tage noget fra det andet køn, men derimod om at udvide det fælles felt for menneskelig udfoldelse ved ikke at lade sig begrænse af det, man kalder for det sociale køn. 

Lad os tage et par eksempler: Linda P var kendt som en lesbisk stand-up’er, indtil hun fik sig en mandlig kæreste. Politikeren Simon Emil Ammitzbøll-Bille var i 17 år sammen med sin mand, og blev derefter kæreste med en kvinde, som han nu er blevet gift med og de har sammen fået en datter. 

»Jeg tror ikke, det er så kompliceret for mig, som det kan være for andre. Fordi det er forelskelsen og kærligheden, som er i centrum. Det kan godt være, at nogen vil dele den slags op i kasser, men så beklager jeg, at jeg ikke er så 'Kvadratisk. Praktisk. God', som en Ritter Sport chokolade,« sagde han til BT dengang.

Linda og Simon Emil er trendsettere. For tjekker man ind hos de unge generationer, Y (født mellem 1980-1995), Z (1996-2010) og Alpha (2010-) er det en adfærd, som ikke blot er mere udbredt end vi tidligere har set; den er også anerkendt, som en form for normalitet. Men ikke kun når det handler om valg af partner. Det gør sig også gældende ift deres egen opfattelse af deres eget køn. Eller rettere: Flere og flere unge gør oprør mod at skulle tilhøre ét køn. 

Det understøttes af en nylig offentliggjort undersøgelse, som Fremtidsfabrikken har arbejdet med det sidste halve år, hvor de har talt med 32 unge i alderen 13 til 16 år.En af deres informanter siger:

”Jeg tegner mig selv som intetkøn. Mit køn skal ikke begrænse min udfoldelse.”

Direktør Tanja Hall udtaler, at de unge ikke kun afstand fra køn ift. ulighed, men mere kønnet i det hele taget, som anses for at være betydningsløst. Tøj, hår og andre klassiske identitetsmarkører bliver i stedet unisex. Kort sagt ser de unge ophævelsen af køn, som det ultimative udtryk for muligheder, frihed og fremgang. 

Jeg forstår dem. I over 20 år har jeg beskæftiget mig med køn og jo mere jeg arbejder med det, jo tydeligere bliver det, at det sociale køn altid er en begrænsning. Vi mennesker har nemlig for vane at vurdere biologien og lave en social fortolkning af dens værdi og status i samfundet, og på den måde fremkommer det sociale køn. Da det er en genspejling af kulturen og de dominerende værdier, der hersker på et givet tidspunkt, er det sociale køn dermed historisk betinget og feltet har i visse perioder været langt smallere end det er nu, mens også langt bredere. Fx havde kvinderne under vikingetiden en ret stor grad af ligestilling og var også kendt for at være dygtige krigere, uden at det gjorde dem mindre attraktive. Mens mænd under Solkongens hof gik klædt med masser af pynt, paryk, make-up og høje hæle, uden at det gjorde dem mindre maskuline.

Kønnet har med andre ord altid været til forhandling og er det også i dag, hvor det altså flyder mere end det har gjort i mange hundrede år. Hvilket er en kæmpe fordel for vores samfund. For det øger ikke blot diversiteten og frigiver det enkelte menneskes kreativitet og bidrag, det er også med til at skabe et mere balanceret samfund. Fordi det giver plads til, at vi som mennesker friere kan være denne uendelighed af egenskaber. Men vi skal være vågne, for ikke at lade os begrænse, for denne uendelighed bliver nemlig op gennem barndommen og ungdommen begrænset, efterhånden som børnene lærer, hvordan en ”rigtig” pige og en ”rigtig” dreng ”bør” opføre sig.

Vågen er fotografen Kate T. Parker. I 2017 lavede hun fotoserien og bogen Strong is the new prettymed undertitlen:A celebration of Girls Being Themselves.Mange af billederne viser sportspiger i kropslige attituder, som vi oftere forbinder med drenge og mænd. Vågen var også hygiejnebindsmærket Always i 2014 da de lancerede en kampagne, som de kaldte for ”like a girl”, hvor de spurgte unge om, hvad det vil sige at gøre noget ”som en pige”. Jeg så den igen for at tjekke op på indholdet og filmen virker, for den har ikke bare tudegaranti; den sætter piger på problemet. Tjek det selv ud. Den fik fortjent en masse opmærksomhed, fordi den viste, at den gængse opfattelse af at ”gøre noget som en pige” altid var knyttet til enten latterliggørelse eller mangel på styrke; alt i alt med en lavere status end hvordan hankønnet gør det. Men heldigvis lander den et andet sted, nemlig hvor Kate T Parker starter: At når man gør noget som en pige, er der frihed til at gøre det hundrede procent, som man selv vil. Med styrke og vilje. 

Vågen er også skuespilleren Jaden Smith, søn af superaction-stjernen Will Smith, der hargjort sig bemærket ved ofte at vise sig i nederdel, både fordi han synes det er pænt. Og fordi han gerne vil være med til at skabe en kultur, hvor fremtidige generationer ikke bliver mobbet, fordi de ikke vil følge kønsstereotyperne. Og vågen er mange, mange andre mennesker, der dagligt udfordrer vores kønsstereotyper og er med til at frigøre drenge og piger, kvinder og mænd fra kønsfængslet. Og det har vi brug for, hvis vi vil et friere og mere balanceret samfund, hvor alle kan bidrage meget friere, originalt og ægte til fællesskabet. Savner du inspiration i din hverdag? Så kig dig bare omkring. De findes nemlig overalt. Hvis vi altså har blik for dem. For revolutionen - den er i gang. 

Bragt i Jyllands-Posten d. 14.07.2019

Jeg har forsøgt nu i to timer, og det går ærligt talt ikke specielt godt. For Kim Bodnia forstyrrer mig med lidt for jævne mellemrum, hver gang han briefer sin lejemorder, så mit eksperiment med at skrive denne klumme om tv-serier, mens jeg selv ser en, går ærligt talt ret dårligt. 

Klummen er initieret af, at det kun er få uger siden, at flere millioner mennesker verden over gik i total abstinenstilstand, da mega tv-serien Game of Thrones blev afsluttet efter otte sæsoner. Selv elsker jeg dens univers og karakterer, men jeg var ok med dens fravær. Nok fordi jeg var klar med afløseren, nemlig den hypede nye (og glimrende!) serie om Tjernobyl-katastrofen, der sætter historie og billeder på noget, der kom til at præge min ungdom, men som jeg ikke forstod omfanget af dengang. Det at glide ind i et nyt univers mildnede tabet, som når man får en ny kæreste straks efter et brud. Eller som en af mine mere bramfrie veninder engang konstaterede: Med pik skal pik fordrives.

Jeg er nu i skrivende stund nået til fjerde episode af den roste semi-feministiske serieKilling Eve,men kun få linjer ind i klummen, og dette understreger pointen om, at tv-serier er vores tids største drug, der både skaber massiv afhængighed og er fuldstændig ureguleret. Hvilket har fået nogle forskere til at udtale, at tv-serier er kapitalismens største sejr, fordi folk spilder en masse tid på at lave intet andet end at blive underholdt. I stedet for at bruge tid på det, der virkelig kunne flytte deres liv derhen, hvor de ønsker det. 

Der er til gengæld også andre der mener, at de er det bedste middel til at lave social og kulturel integration. Fordi man ved at følge personernes udvikling, får en bedre forståelse for andre miljøer, kulturer, personligheder og liv end ens eget. Hvilket selvfølgelig kun sker, hvis historien og personerne er vedkommende. Kammer det over, bliver det ofte utroværdigt og dermed ofte også både kedeligt og uvedkommende, som jeg fx synes det sker i serien House of Cards. Og ja, så føler jeg netop, at jeg spilder både min tid og mit liv. 

Sikkert er det i hvert fald, at tv-serier blot er en videreudvikling af det, der altid har hjulpet mennesker til at forstå sig selv, hinanden og samtidig skabe en fælles historie og fællesskab – nemlig fortællingen.

Hulemalerierne er nogle af de ældste fortællinger vi har, mens twitter-historier nok er noget af det nyeste. Men serier, som begreb, startede i 1600-tallet, hvor smarte bogtrykkere lavede billige pamfletter, som mange flere havde råd til end de ekstremt dyre bøger – og siden har idéen om den kontinuerlige fortælling levet i bedste velgående. Det fede ved en serie er nemlig, at vi kan følge nogle mennesker gennem et længere hændelsesforløb, hvilket betyder, at vi udvikler et forhold til rollerne. Det bliver kaldt et para-socialt forhold, fordi det jo er ensidigt, og i øvrigt med en fiktiv person, men det føles bare ikke sådan. Tværtimod. Sorgen er derfor virkelig, når et tv-serie forhold stopper, og det siger måske mest om menneskers indlevelsesevne. Den findes - uanset settingen. Hvilket i mine øjne er et yderst sympatisk træk ved os mennesker.

Selv er jeg en hærdet serie-narkoman, fordi de gode serier er sociologi i slik-form. Jeg får et hav af historier i forskellige sociale kontekster, udspillet i tusind forskellige relationer, mens jeg samtidig får tilfredsstillet min trang til æstetisk nydelse ved at der ofte er kælet for det visuelle. Kort sagt bliver jeg menneskeligt klogere og får udvidet mit verdenssyn for hver serie jeg ser – og det gør vi faktisk alle sammen. Hvis vi altså vil tage imod dén invitation.

Til gengæld er tv-serier virkelig skod at arbejde til. Derfor har tv’et været på pause, mens jeg har skrevet det sidste her. Gæt selv, hvad jeg vil gøre nu…. 

Bragt i Femina d. 11.07.2019

De unge vil have frie fællesskaber og nære personlige forhold til deres ledere. Det betyder et farvel til hierarkier og bundne arbejdsopgaver, og et goddag til lyst, interesse og vigtigst af alt: Tillid.

Det var i Ålborg Lufthavn, at jeg kom til at overhøre en samtale, som jeg vist ikke burde have hørt. Til mit forsvar sad manden mindre end en meter fra mig og han talte oven i købet ret højt. Faktisk så højt, at jeg blev forstyrret i min lydbog og satte den på pause, for at tjekke ud, om det var mig, der var sart.

Det var det ikke.

For andre omkring mig, begyndte også at kigge op med rynkede bryn, for vi kunne alle høre, hvordan han ganske enkelt svinede sin unge medarbejder til i vendinger, der ikke efterlod nogen tvivl om, at hun var både uerfaren, naiv, uvidende, dårligt forberedt, en elendig planlægger, ikke udviste ansvar og i øvrigt var for grim til at være i hans firma. Hvorefter han fyrede hende. Og fulgte det op med en ordre om, at hun skulle fortælle sin kollega, at også han var fyret. 

Hele samtalen tog omkring tre minutter. Og udover at være et ekstremt eksempel på eklatant dårlig ledelse, viser det også en verdensmester i fejlagtig behandling af unge ansatte. Den korte monolog viste mig, at han failede på næsten samtlige parametre, som generationerne Y og Z lægger vægt på i et ansættelsesforhold.

Nære personlige relationer

”Når min lærer hilser på mig ude på gangen, så føler jeg, at han ser mig og kender mig – og så har vi en god relation.”

Sådan svarede en af de fire unge, som stod på en scene til en konference som Center for Ungdomsforskning afholdt. Lige inden havde jeg spurgt dem, hvad der gjorde en lærer til en god lærer, når vi samtidig lever i en tid, hvor gamification af pensum, underholdning og spændende tests er hverdagen. Samstemmende svarede de alle, at det var lærerens nærvær, der gjorde udslaget. Og det samme hører man, når man taler med de unge om, hvad der gør en leder til en god leder.

I denne video 12 af 20 kan du høre mere om de unge og deres relationer.

Arbejdsopgaverne er naturligvis vigtige, men det vigtigste er, at lederen formår at skabe en god og personlig relation til sin medarbejder, så hen føler sig set, hørt og værdifuld. Og at arbejdspladsen får skabt et arbejdsmiljø, som er interessant at være en del af.

De gammeldags bundne fællesskaber

Tilbage til lederen i Ålborg lufthavn, der helt tydeligvis ikke havde formået at skabe et godt personligt forhold til sine medarbejdere, men derimod en relation, der var baseret på mistillid, kritik, manglende vejledning og (vistnok) en meget lille grad af frihed. Og hvis ikke han har nået at fyre alle på nuværende tidspunkt, så tænker jeg, at han ikke har mange unge ansatte tilbage, for tiden hvor de yngste i fødekæden fandt sig i den slags behandling er overstået. Alene fordi de ikke ser sig som lavest i fødekæden. Men også fordi de unge nemlig orienterer sig mod fællesskaber på en anden måde, end vi tidligere har set det.

Den type af fællesskaber, som lederen fra Ålborg lufthavn, taler ind i, kaldes for bundne fællesskaber indenfor sociologien. De er præget af, at man er tvunget sammen for at overleve og at konkurrencen foregår indenfor et meget afgrænset felt. Derfor handler det langt mindre om det enkelte individs ønsker og behov, og langt mere om at tilpasse sig gruppen, så den samlet set kan overleve. Bundne fællesskaber har sine rødder i feudale principper, og er især karakteriseret af tre faktorer:

At man har en fælles lokalitet. Man befinder sig altså det samme fysiske sted på en arbejdsplads, mens man udfører sine opgaver.

At man har en fælles aktivitet, dvs. at man gør de samme ting. Fx at man producerer den samme vare eller ydelse.

Og at man har den samme mentalitet. Dvs. at man tænker det samme om det man laver, og dem man er. Homogenitet er dermed et stort plus i organisationen.

Samlet set er man altså fælles om at gøre det samme, tænke det samme om det man gør og at udføre det på samme sted. Af samme årsag bliver de tvungne fællesskaber også meget bestemmende for hvem man bliver til, hvad man laver og hvem man deler sit arbejdsliv med.

I dag er der stadig mange organisationer, der lever efter disse principper. Fordelene er et klart hierarki, nogle effektive systemer og et klart resultatfokus, hvilket har bragt vores samfund meget langt.

De moderne neo-tribale fællesskaber

Men tiden kalder på en anden måde at organisere os på. Især hvis man vil gøre sin arbejdsplads attraktiv for generationerne Y og Z. De kaldes populært frie fællesskaber eller neo-tribale fællesskaber, hvilket blot betyder ”nye stammefællesskaber”.

I denne video 13 af 20 fortæller jeg mere om de unges neo-tribale fællesskaber. 

Denne typer fællesskaber er bygget op omkring følgende elementer:

Frivillighed
Lyst
Interesse
Initiativ
Kreativiet
Åbenhed
Diversitet
Tillid

Det frivillige element dækker over, at man i dag har langt større frihed til at søge arbejde på forskellige måder, fx er der mange af de unge, der lever en freelance tilværelse, og selvom det kan give en grundlæggende usikker tilværelse, fordi man aldrig ved, hvorfra den næste opgaver kommer, giver det også frihed til at vælge sine opgaver til og fra.

Frivilligheden er dermed nært knyttet til de to næste elementer, nemlig lyst og interesse. Fremfor ”blot” at have et fast og sikkert job, der skaber adgang til både økonomi og social sikkerhed, er det langt mere den personlige interesse og lysten til de enkelte opgaver, som driver de unge ind på arbejdspladserne. Fordelen for arbejdsgiveren er, at den unge mange gange har en særskilt viden på forhånd, fordi det netop er noget, som driver den enkelte og dermed ofte også er drevet af sin egen lyst til hele tiden at blive dygtigere. Samtidig er de unge gennem youtube og andre lignende medier blevet trænet i selv at opsøge viden og træne de nødvendige skills i de områder, som de interesserer sig for, og det bliver naturligvis taget med ind blandt kollagerne og ind i opgaverne.

Initiativet til selv at tage ansvar for egen udvikling og dygtiggørelse, skaber naturligt også et behov for at få lov til at netop at tage initiativer i organisationen, i stedet for blot at reproducere det kendte. Eller skabe det, som ledelsen foreskriver. Dette hænger igen sammen med den konstante træning som generationerne Y og Z har fået i at dyrke og udtrykke deres egen kreativitet.

En neo-tribal organisation er altså bygget op omkring selvledelse og plads til samskabelse, men det kan kun ske, hvis de tre sidste elementer er til stede: Nemlig åbenhed, diversitet og tillid.

Åbenhed, diversitet og tillid

Åbenheden er det element, der sikrer, at organisationen hele tiden får nye ressourcer ind i det eksisterende og dermed kommer fornyelse i praksis fra denne overbevisning om diversitet. Men det sidste element er i virkeligheden nok det vigtigste og det, som hele denne organisationsform står på, nemlig tilliden.

Moderne frie fællesskaber har tillid mellem medlemmerne, tillid til projektet og den enkeltes tillid til sit eget originale bidrag og dets værdi for fællesskabet, som den grundpille, som alt andet hviler på.

Hvor traditionelle fællesskaber er præget af angst for det fremmede, og dermed hele tiden forsøger at ekskludere medlemmer, der udviser en anden adfærd end den tilladte, eller hele tiden bygger mure mod andre virkeligheder (i bogstaveligste forstand kan fortidens bymure ses som eksempler på dette), er frie fællesskaber tværtimod præget af inklusion. Enhver der tager initiativ til at blive medlem, og som har noget brugbart at tilbyde gruppen, bliver også meget lettere inviteret ind.

Ifølge professor Gert Tinggaard Svendsen er danskerne de mest tillidsfulde folkefærd i verden; ifølge ham mener hele 78 procent af danskerne, at man kan have tillid til et menneske, man ikke kender. Det giver ikke blot et bedre socialt miljø, men også en bedre bundlinje, fordi man kan bruge tiden på at skabe i stedet for at kontrollere hinandens arbejde.

Den største udfordring de neo-tribale fællesskaber har, er deres flygtighed. Fordi det hverken er ære eller pligt, der holder medlemmer inde i gruppen, er det let at bevæge sig videre, når man ikke længere føler, at man får ”noget ud af” at være medlem, og det er en udfordring for kontinuiteten af opgaverne og kulturen. Især blandt de unge, hvor 49 procent forventer at forlade deres nuværende job indenfor to år, ifølge Deloittes Millenial Survey Danish Edition 2019.

Hvordan leder man et neo-tribalt fællesskab?

I en traditionel organisation har man ofte en mere eller mindre autoritær ledelse, der er højest placeret blandt alle. Det giver et klart hierarki og en velkendt arbejdsgang med godkendelser nedad. Udfordringen er imidlertid, at man ofte afskærer sig fra at møde og få direkte input fra den undergrund af ideer og behov, som er på vej frem. Ikke kun blandt marginale subkulturer eller de unge generationer, men også blandt det, som nogle kalder for ”mainstream” og som alt for ofte er en overset magtfaktor.

Ønsker man derimod at få direkte adgang til den viden og de erfaringer, som er ved at forme vores samfund, skal man i stedet vende sig mod den neo-tribale organisationsform, hvor nøgleordet ikke er højt, men central. Lederen skal placere sig i midten af alle og alt, så i stedet for at optræde som en potentiel flaskehals for idéer og mennesker, bliver lederen en hub for kreativitet, relationer, grupperinger, idéer mm. Hens vigtigste opgave er dermed at koble de rigtige mennesker sammen med de rigtige idéer og skabe de bedste betingelser for at kreativiteten og manifestationen kan ske.

Det kan du læse mere om i denne kronik, som tidligere har været bragt i Børsen. 

Når lederen placerer sig centralt, giver det også muligheder for at gøre følgende, som er hele grundlaget for at kunne skabe et neo-tribalt fællesskab. Det handler om at skabe:

commitment og dermed frivillige bevægelser

mulighed for organisk kreativitet

et empatisk arbejdsmiljø

og lade processer og intuition være styrende

En leder der formår at gøre dette, formår i bund og grund at skabe tillidsvækkende frivillige og gensidigt forpligtende relationer – og kan derfor potentielt komme til at ”eje” sin medarbejdere. Eje betyder i denne henseende at medarbejderen frivilligt knytter sig til enten lederen eller arbejdspladsen, fordi de har lyst og ser egen fordel i det. Ikke fordi de er afhængige af jobbet.

Størstedelen af de dialoger jeg har med ledere om hvordan de skal skabe et attraktivt arbejdsmiljø for de unge, går på hvordan de skal organisere sig, for at de bedst kan tiltrække og fastholde dem. Ovenstående giver en klar plan for, hvilke elementer man skal bygge på, for at skabe den type af relation, der gør, at de kommer og bliver. Og hvis du vil starte i dag med at gøre noget NU, så start med at udvis tillid. Tillid er nemlig adgangen til alle de andre elementer – og i tillid findes også en grundlæggende forestilling om både ligeværd og værdi. Netop de to ting, der gør, at de unge kan komme til at bidrage med det, de faktisk har at bidrage med, og det alene er en god start.

Vær broen 

Dette er den syvende kronik om generationerne Y&Z. Hvem de er. Hvad der driver dem. Og hvordan man bedst lever og arbejder sammen med dem. I hver kronik kan du også se en eller flere videoer, hvor du kan får hovedpointerne fra kronikken. Emilia van Hauen har i årevis beskæftiget sig med de unge generationer og hun har en klar opfordring til, hvor de ældre generationer kan starte, hvis de vil tiltrække og måske fastholde de unge: Hvis du vil have deres energi – giv dem din sympati! Med andre ord, er det de ældre generationers opgave at være broen ved at invitere de unge ind i deres systemer. Og så være åben overfor, at de kan levere noget andet, end det vi har været vant til.

Bragt i Børsen d. 07.07.2019

Det smager lidt bittert. Underligt. Ikke helt som de første bidder af pæren, men jeg gumler videre, for jeg er optaget af at skrive denne klumme. Af at beskrive, hvordan min veninde for nyligt oplevede et gevaldigt piedestalfald af sit ellers urørlige ikon, psykoanalytikeren Jung. 

”Han mener i ramme alvor, at det eneste, der kan få hysteriske kvinder ud af deres neurose er spanking eller voldtægt!” lød hendes oprørte besked til en fælles nørde-gruppe vi har.

Så jeg gnasker bidden færdig, mens jeg finder hendes besked på min mobil og skriver den ind her. For hun og jeg har nærmest synkront oplevet et piedestalfald. Min var Michelle Obamas, som jeg sammen med 11.000 andre oplevede i et show, der slet ikke levede op til hendes standard. Dagen efter var jeg i en slags sorg over at have mistet mit forbillede, men efter nogle dage besluttede jeg mig for at smide oplevelsen ned i never a failure – always a lesson kassen. 

Da jeg skal tage den næste bid, ser jeg på pæren og opdager, at det er lykkedes mig at lave en ”Hvad er værre end at opdage en orm i sit æble?”

Den halve orm og hvad der måtte være af dens lort og efterladenskaber, er nu nede i min mave og det, der undrer mig mest, er, at det ikke rører mig. Altså, jeg synes jo det er ulækkert. Men min reaktion er at kigge nærmere på pæren og finde et andet sted på den, langt væk fra ormehullet, hvor jeg kan tage en ny bid. Mens jeg tænker på, om den råddenskab, som pæren er blevet inficeret med i den ene ende, mon også breder sig til den ende, hvor jeg nu er ved at tage en bid?

I stedet for at rejse mig op, finde en vask og forsøge at gylpe det klamme op, bliver jeg siddende i kantinen, hvor jeg i øvrigt er helt alene og derfor godt kunne smide skammen og bare reagere hysterisk. Og jeg kan ikke finde ud af, om jeg synes min reaktion i virkeligheden er cool eller klam.

Det er en vigtig overvejelse. Naturligvis set i et lidt større perspektiv end en pærebid. For som alle andre, vil jeg jo helst være cool. Og i disse år er jeg nemlig selv midt i et konstant piedestalfald hos mine to teen-sønner, der nærmest ustandseligt (not true, men det følessådan) vender øjne, kritiserer og tager afstand fra mig. På nær når jeg mobilepayer dem. 

Og det gør ondt. 

Ikke at jeg mister min heltestatus. For det er faktisk befriende. Men at de tager så meget afstand fra mig og så ofte gør mig forkert. Og det sætter en proces i gang i mig, hvor jeg må forholde mig til to ting: Hvilken adfærd fører mig hen til at blive til det menneske, som jeg gerne selv ville se op til? Og hvem skal have lov til at mene noget om mig og hvordan er det ok at give udtryk for det, så jeg lytter åbent til det? 

Både min veninde og jeg har taget vores forbilleder til nåde igen. I mit tilfælde blev det tydeligt, at Michelles optræden var som den orme-bid, jeg lige havde spist, mens mennesket Michelle stadig nok er den gode, hårde, lækre pære, som jeg stadig spiser på, mens jeg skriver klummen færdig. Hvilket er en virkelig mærkelig sætning at skrive, men jeg satser på, at pointen giver mening.

Jeg håber, at det samme sker for mine sønner. At de en dag (gerne snart :) ser på mine åbenbart super irriterende sider med milde øjne, så jeg hverken står på en piedestal eller nede i et hul, men på jorden ved siden af dem, så vi sammen kan mødes i en fælles menneskelighed. 

Klumme bragt i Femina torsdag d. 30.05.19

De unge mænd kopierer hellere deres mor end deres far, så de slipper for karrierefængslet. De unge kvinder kæmper stadig med glasloftet. Begge synes virksomheder, der italesætter køn, er håbløse. Faktisk ser de sig selv som frisat kønnet, fordi det giver mange flere muligheder i livet. Det stiller nye krav til ledere og strategier for fastholdelse.

Fordi der er en større statistisk sandsynlighed for, at du er en mand, der læser disse linjer i dette medie, begynder jeg med dig: Hvad får dig, til at føle dig, som en mand?

Er det din fysik? Dit navn? Din stilling? Din uddannelse? Din kone? Dine børn? Din bankbog? Din bil? Dit ur? Dine skjorter og jakkesæt? Måske hårene i næsen og ørerne?

Sandsynligheden for, at du føler dig som en mand, er overvejende. Ikke set i forhold til at føle dig som modsætning til en kvinde, men i forhold til at have en afgørende del af din identitet placeret i at være en mand. Hvad det så end indebærer. For dig altså.

Og hvis du er kvinde, spørger jeg nu dig: Hvad får dig, til at føle dig, som en kvinde?

Et det din fysik? Dit navn? Din stilling? Din uddannelse? Din mand? Dine børn? Dine veninder? Dit hjem? At du samler familien om dine gryderetter? Måske dine stiletter? Eller din menstruation?

Sandsynligheden for, at du føler dig, som en kvinde, er overvejende. Ikke set i forhold til, at du ikke føler dig som en mand, for det gør du med stor sandsynlighed engang i mellem i løbet af en arbejdsdag. Men i forhold til, at en afgørende del af din identitet er placeret i hunkønnet. Hvad det så end er for dig.

Opremsningen indeholder både ligheder og forskelle, og nogle vil blive provokeret af, at jeg kun nævner bankbogen under mændene, og gryderetterne og veninderne under kvinderne. For vi befinder os jo i 2019 og ikke 1919. Ikke desto mindre fortæller flere statistikker, at en del af de gamle kønsstereotyper stadig beboer os. Både individuelt og i samfundet.

Kønsrevolution

Jeg fremhæver dette, fordi der er en kønsrevolution på vej. Det viser sig nemlig, at generationerne Y, Z og især Alpha (født efter 2010) i stadig større udstrækning vil befri sig fra kønnet. Ikke det biologiske, men det sociale. På engelsk kaldet gender, hvilket dækker over den kulturelle måde at fortolke og leve det biologiske køn ud, hvilket igen har en direkte indflydelse på de muligheder for udfoldelse og opnåelse af status, som er tilgængelige i et samfund. 

I denne video 11 ud af 20 om de unge generationer, kan du høre mere om hvordan de forholder sig til deres køn. 

Hvordan man som leder motiverer de unge generationer, er et af de spørgsmål jeg får oftest, når jeg holder foredrag. Og det at de unge har et mere ubundet forhold til deres køn, skaber nogle nye udfordringer i organisationerne, fordi du som leder ikke længere kan regne med at motivere hverken mænd eller kvinder efter de parametre, som før har været gældende.

I 2015 opsummerede jeg udfordringerne i en artikel i nærværende blad med titlen Jeres kvinder og sønner forlader jer! med henvisning til, at både kvinderne og nu også de unge mænd tjekker ud af især corporation-verdenen, fordi de i for står udstrækning stadig har bundet deres strukturer op på idéer om 15-årige karriereplaner, arbejde før privatliv, gammeldags hierarkikamp og personlige magtkrige. Hvilket står i kontrast til, at hver opgave er et kreativt spændende projekt, giver mening og har plads til den sociale side af livet, hvilket er, hvad de unge generationer efterspørger. Siden 2015 er tendensen kun blevet endnu mere udtalt.

Glasloftet og karrierefængslet

For bare 13 dage siden udkom bogen ”Ledelse af køn” med undertitlen ”Hvordan kønsstereotyper former kvinder og mænds karrierer” skrevet af Sara Louise Muhr, der er professor indenfor organisationsforskning på CBS. Baseret på 150 dybdegående interviews med mellem- og topledere, indkredser hun de udfordringer, som kønnet medfører for både kvinder og mænd ift. både karriere og ønsket om et hjemmeliv. I bogen citerer hun bla. Mads, der arbejder i en stor organisation, og formelt er udnævnt til at være en såkaldt rising star:

”Det føles nogle gange som et fængsel, som noget, jeg ikke kan slippe væk fra. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var en kvinde – eller blev syg – så jeg bare kunne slippe ud af det, slippe væk. Men jeg kan ikke gå op til min chef og sige, at jeg ikke vil mere. Han regner jo med mig. Hvad skal jeg sige? At jeg faktisk bare har lyst til at være sammen med mine unger. Han vil jo grine mig lige op i mit åbne ansigt.”

Muhr fortæller, hvordan mange af de unge mænd i revisions-, konsulent- og advokatbranchen oplever, at de lever i et karrierefængsel, og at det er initieret af, at de er mænd. Med andre ord bliver deres mandlige krop en karriereskæbne, som er ufri og alt for domineret af værdier, som de ikke selv ønsker at have, men som de føler sig tvunget til at leve ud.

I den anden ende af spektret, føler alt for mange kvinder, at de stadig er undertrykt af det glasloft, som har været italesat siden 80erne, men som altså stadig findes i bedste velgående. Barbara Annis, ekspert i køn og diversitet og forfatter til bl.a. bogen Lad os arbejde sammen, refererer til, at kun 30 procent af kvinderne dropper karrieren pga. familien. 68 procent gør det fordi de ikke føler sig værdsatte af arbejdspladsen, mens 65 procent føler sig udelukkede fra teams og beslutninger. Kort og godt tjekker kvinder ud, fordi de udmattes af mangel på respekt for deres virkelighed.

Altså er der nu på begge sider af kønnet behov for at skabe andre vilkår for de mennesker, der befolker arbejdspladserne, så de oplever, at der kommer mere balance mellem de ambitioner den enkelte har, de talenter de vil bringe i spil og fordelingen af tid og opmærksomhed mellem arbejde og privatliv.

Den enkle konklusion er altså, at arbejdsmarkedet stadig er organiseret efter nogle værdier, som ikke stemmer overens med de unge generationers ønsker. Det afholder både den enkelte kvinde og mand fra at udfolde deres talent, hvilket har den konsekvens, at arbejdsgiverne netop ikke får talentet godt nok i spil, og dermed ikke får det overskud af kreativitet, produktion og økonomi, som de reelt kunne få. For begge køn gælder det, at fastholdelse dermed bliver en by i Kirgisistan, og et konstant udløb af ressourcer for organisationen.

Gender fluid  

»Om jeg kan lide fjabbe eller pikkemand, om jeg kan lide vindruer eller blåbær – det har ikke så meget med min identitet at gøre.« Sådan udtaler komikeren Lina P sig til BT i 2018, efter at hun i 2016 overraskende blev kærester med en mand. Indtil da var hun kendt som lesbisk. En mere stueren og nuanceret version af sin holdning gav hun i 2016 til Her & Nu: »Jeg havde ikke regnet med at møde en mand, der var interessant nok. Ikke fordi jeg ikke kan lide mænd, men her var en mand, som jeg ikke havde oplevet før. Jeg havde ikke mødt et menneske som ham, og jeg er altid gået efter menneskekærlighed. Ikke køn.«

Linda P er, sammen med politikeren Simon Emil Ammitzbøl-Bille, der først var gift med en mand og nu er det med en kvinde, to eksempler på en trend, som er ved at være normaliseret blandt de yngre generationer. Ikke blot ift hvilket køn man tiltrækkes af, men også ift hvordan man oplever sit eget køn.

”Jeg tegner mig selv som intetkøn. Mit køn skal ikke begrænse min udfoldelse.”

Sådan siger en af informanterne i den undersøgelse om generation Alpha (her defineret som født fra 2004), som Fremtidsfabrikken netop har frigivet, og som de har arbejdet med det seneste halve år, hvor de har talt med 32 unge i alderen 13 til 16 år. Direktør Tanja Hall udtaler, at når de unge skal tegne sig selv i fremtiden, tegner de typisk sig selv som ”intetkøn”. De tager ikke kun afstand fra køn ift. ulighed, men mere kønnet i det hele taget, som anses for at være betydningsløst. Tøj, hår og andre klassiske identitetsmarkører bliver i stedet unisex. Det er skuespilleren Jaden Smith (ja, det er aktion-stjernen Will Smiths søn) et godt eksempel på, for han har bl.a. gjort sig bemærket ved ofte at vise sig i nederdel, både fordi han synes det er pænt. Og fordi han gerne vil være med til at skabe en kultur, hvor fremtidige generationer ikke bliver mobbet, fordi de ikke vil følge kønsstereotyperne. Kort sagt ser de unge ophævelsen af køn, som det ultimative udtryk for muligheder, frihed og fremgang.

”Det er bare jeres generation, der skal dø!”

Hvor ultimativt de tænker, viser sig i denne udtalelse fra en af de unge mænd i undersøgelsen:

”Det er uproblematisk med kønsforskelle – det er jo bare jeres generation, der skal dø, så forsvinder problemet med jer!”

En anden ung mand fra Tarm havde besluttet sig for en fremtid som tøjdesigner og farens umiddelbare reaktion på det, var at udbryde: ”Jamen… er du da bøsse?” Eleven nævnte dette for at vise, hvor lukket et land hans virkelighed er hos den ældre generation, mens den opfattelse aldrig ville ske blandt hans kammerater.

Er du leder (eller forælder) kan du læse dette som en klar opfordring til, at nysgerrighed og åbenhed er vejen frem overfor de unges måder at se deres egen karriere på. Og befinder du dig i en organisation, som gerne vil henvende jer til ét af kønnene, så vær obs på dette: Virksomheder der italesætter initiativer og produkter specifikt rettet mod et særligt køn, som fx en tech-event for kvinder, anses for at være helt håbløse, fordi de blot fastholder det kønsstereotype. De unge er nemlig vant til at eksperimentere med deres køn; en mulighed, som de digitale platforme tilbyder. Mine tre sønner, der alle tilhører generation Z, har adskillige gange spillet Fortnite i skikkelse af en kvindelig avatar. Man kan hævde, at det er begrænset, hvor meget kønnet adfærd det er muligt at opleve, når man spiller i sådan et Battle Royal spil. Men det er ikke desto mindre et godt billede på, at de yngre generationer gennem de mange digitale spil og platforme har mulighed for at præsentere sig som et andet køn, end det de er født med, og dermed også får nogle mere menneskeligt nuancerede erfaringer end tidligere. Hvilket er en medvirkende årsag til, at deres forhold til kønnet bliver langt mere flydende, end vi har set tidligere.

Relationel og produktiv kapital

En sidste interessant pointe i undersøgelsen fra Fremtidsfabrikken er, at de unge ikke afskriver begreberne feminin og maskulin; de knytter det bare ikke til et bestemt køn. I 2014 skrev jeg en artikel i Børsen hvor jeg foreslår, at man opererer med begreberne relationel og produktiv kapital, i stedet for feminin og maskulin, for netop at ophæve det kønsspecifikke og i stedet fokusere på de egenskaber, der er knyttet til de to typer af fokus uafhængig af kønnet. Ledelser der gerne vil tiltrække og fastholde Y’erne, Z’erne og Alpha-erne gør klogt i at tænke i netop egenskaber fremfor køn, så man understøtter deres ønske og behov for at frisætte sig det sociale køn.

Med industrialiseringen kom der et alt for ensidigt fokus på effektivitet og resultater på bekostning af relationer og socialitet, og det har medført, at vi i dag har et samfund, hvor stress er en folkesygdom og hvor alt for mange lider af angst, depressioner og søvnløshed. En ansvarlig og moderne ledelse sørger for at skabe balance mellem egenskaber, arbejdsliv og privatliv, samt identitet og fællesskaber, så både livskvaliteten og den kreative og innovative kraft øges i samfundet. På den måde bliver organisationen også langt mere agil og tiltrækkende for de unge. Og hvis du er tvivl om, hvordan du helt praktisk gør det, har jeg et simpelt råd: Spørg dem!

Vær broen

Dette er den sjette kronik om generationerne Y&Z. Hvem de er. Hvad der driver dem. Og hvordan man bedst lever og arbejder sammen med dem. I hver kronik kan du også se en eller flere videoer, hvor du kan får hovedpointerne fra kronikken. Emilia van Hauen har i årevis beskæftiget sig med de unge generationer og hun har en klar opfordring til, hvor de ældre generationer kan starte, hvis de vil tiltrække og måske fastholde de unge: Hvis du vil have deres energi – giv dem din sympati! Med andre ord, er det de ældre generationers opgave at være broen ved at invitere de unge ind i deres systemer. Og så være åben overfor, at de kan levere noget andet, end det vi har været vant til.

Bragt i Børsen d. 23. juni 2019

Fremtidens arbejdsmarked kræver især to egenskaber og den nye regering skal være med til at sørge for, at de unge generationer kan leve op til dem. I forvejen kæmper generationerne Y og Z med at leve op til fire krav, som skaber en grundlæggende usikkerhed og stress i deres liv. De virksomheder der forstår at balance bliver det femte krav, er dem der bedst vil kunne tiltrække og fastholde de unge.

Hvis Lars Løkke Rasmussen er lidt træt af den nuværende statsminister, kan det være, at han får lyst til at gå ind på sitet https://willrobotstakemyjob.com/ og tjekke ud, hvor stor sandsynligheden er for, at hun mister sit job til en robot inden de fire år er gået. Chancen for at svaret bliver ”you are doomed”, er nok minimal. Men det er den til gengæld ikke for en lang række jobs, som blot for få år siden var den sikre vej til en god karriere. Advokatfuldmægtig er fx et af dem, der får den dom, for den stilling har 94 procents risiko for at blive afløst af en robot i form af en algoritme. Hvilket er fem procent højere end taxachauffør.

Kigger på man, hvilke stillinger der forventes at forsvinde, er det nemlig dem, som mest består af rutiner, gentagelser og forudsigelighed, og det gælder derfor også jobfunktioner, som godt nok kan være på et højt uddannelsesniveau, men hvor viden kan puttes ind i en algoritme, som derefter kan aktiveres i den retning og det brug, man har behov for.

Til gengæld forventes det, at fremtidens arbejdsmarked vil blive præget af især to typer af jobs: Det ene er de, der kræver ægte kreativitet, hvilket betyder at kunstnere, forskere, entreprenører og lignende, kommer i endnu højere kurs, end de allerede er. Kunstnere skal tænkes lidt bredere end ”blot” klassiske kunstnere. De skal i denne forstand også forstås som mennesker, der er i stand til at tænke ud af den normale kontekst, som har mod til at se verden på en mere kontroversiel måde, som tør bidrage med måske provokerende løsninger og ikke mindst er i stand til at formidle ideerne på en måde, så det giver genlyd og skaber impact udenfor deres egne cirkler.

Det andet er de, der er centreret om at kunne skabe og styre komplekse relationer, hvilket gør at ledere, SoSu-assistenter, sælgere, frisører, terapeuter/psykologer og pædagoger får dommen ”totally safe”. Automatiseringen medfører altså ikke kun et tab af kedelige jobs; det medfører også at mennesker har mulighed for at rykke mere og bedre sammen, hvilket kræver, at vi bliver bedre til at forstå, dyrke og administrere de gode relationer.

Den tredje type jobs, der også forventes at være stærkt repræsenteret i fremtiden, er det man kunne kalde panik-jobs; dvs. jobs, der fikser akutte problemer, som fx en blikkenslager, en låsesmed mm. 

I denne video 17 af 20, kan du høre mere om, hvordan fremtidens arbejdsmarked ser ud. 

Dette stiller nogle klare krav til den nye regering, om at klæde de unge generationer bedre på, til at sikre deres fremtid på arbejdsmarkedet. Fx er uddannelsesloftet en dødssejler ift kreativitet, fordi krydsfaglighed fx er en af de ting, der fremmer præcis det. Den anden vigtige egenskab er evnen til at kunne skabe gode relationer og fællesskaber, og en måde at give de unge tilstrækkelige sociale kompetencer til at klare sig i fremtiden, er at give dem en grundlæggende forståelse for begge dele gennem et fag, der er centreret om dette, og som er gennemgående for hele skoleforløbet.

Evnen til at skabe gode relationer indbefatter imidlertid også, at man er i stand til at skabe en god relation til sig selv. Og det er der desværre en del statistikker, der viser, at det har de unge problemer med. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2018 lider 40 procent af pigerne mellem 16 og 24 år af høj stress, og 23 procent af de mændene i samme aldersgruppe; dvs en tilstand, der udløser en sygemelding på en arbejdsplads. Angst, depressioner, ensomhed og søvnløshed præger også de unges hverdag i varierende grad, så let har de det ikke.

Hvad skyldes det?

Der er meget der tyder på, at de unge er udsatte for et krydspres, som tidligere generationer ikke har haft, og som er en kombination af fire faktorer, der for mange unge opleves som krav, de skal leve op til. For det første forventes de at være konstant produktive, skabende, kreative. For det andet skal den produktivitet udløse synlighed, som fører over i det tredje krav, nemlig at blive liket for det. Og som det fjerde kommer en forventning om hele tiden at bevise, at man er i udvikling. Denne centrifuge af at være konstant produktiv, synlig, liket og i udvikling er en kraft, som mange unge føler sig domineret af og i det følgende, får du både en uddybning af alle fire krav og hvad virksomhederne og lederne kan gøre for at skabe mere balance i de unges liv.

Krav 1: Produktiv

Med internettet og især de sociale mediers tilstedeværelse har forventningerne ændret sig til, hvem der egentlig er de kreative og skabende i vores samfund. Groft sagt var det før i tiden elitens privilegium at være den skabende, produktive og kreative samfundsgruppe, mens den brede masse havde til formål at reproducere det, som allerede var skabt. Traditionelt set var det den gode samfundsborgers vigtigste opgave at være dygtig til at forstå og indoptage det eksisterende, og dermed de regler, rutiner, opgaver, færdigheder mm som samfundet hvilede på, mens kun særligt udvalgte forventedes at bryde med de eksisterende normer og skabe nye vilkår, produkter, ideer osv, som kunne drive samfundet fremad.

I dag er det en forventning, der stilles til de fleste. Og de unge er vokset op med dette krav, som normativt. Siden vuggestuen er de blevet benhårdt trænet i at skulle udfordre det eksisterende, og modeordet disruption er blevet et verbum, som de bruger i flæng. Også om sig selv. Generationerne Y og Z tænker og handler i meget højere udstrækning end tidligere som eliten, og er hele tiden på udkig efter selv at være medskabere af den nye virkelighed. Udfordringen er imidlertid at være produktiv på en personlig bæredygtig måde, og som statistikkerne viser, er det ikke tilfældet i dag. Så den balance ledere i dag skal hjælpe de unge til at få, er at inspirere dem til kreativitet, men at gøre det på en måde, hvor den personlige balance også er til stede, så de ikke producerer og skaber sig selv til en diagnose og et sammenbrud.

Krav 2: Synlig

Den 20. december 2013 flyver Justine Sacco, Senior Director of Corporate Communications i medievirksomheden IAC, fra New York til Sydafrika. Inden hendes afgang sender hun følgende tweet ud til sine 170 følgere:

“Going to Africa. Hope I don’t get AIDS. Just kidding. I’m white.”

Hvad der siden skete – og det var voldsomt - kan du se i denne video 16 ud af 20, som er en gennemgang af de fire krav. 

Saccos historie er et skoleeksempel på, hvad krav nummer to kan medføre, nemlig behovet for synlighed. Både hendes eget behov for synlighed. Og alle de andres, der retweetede hendes kommentar.

Internettet har skabt en mulighed for, at alle i princippet kan udgive sig selv. Det kan være som små opslag, lange artikler, videoer, bøger og meget andet, og med det følger naturligvis synlighed. Som til alle tider har været en adgang til berømmelse, penge og magt, hvoraf især de to sidste er lig med sikring af ens egen eksistens i fællesskabet.

Den frie adgang til synlighed har skabt mange karrierer, og synlighed er i visse sammenhænge blevet langt vigtigere end indhold, og man taler om både non-factual og post-factual, som betingelser for denne nye medieverden.

For de unge generationer er synlighed lige så naturligt, som at have en mobiltelefon, og en del af dem formår at anvende denne synlighed på en måde, der støtter dem i deres liv og deres forskellige projekter. Men sager som Umbrella-sagen har også vist, at denne synlighed kan være meget svær at styre. Og i hverdagen kan denne jagt på synlighed blive til gift for deres selvopfattelse, fordi det kan resultere i en fremmedgørelse, som kommer til at omfatte både forholdet til de andre, men i høj grad også dem selv. Heldigvis er der flere tegn på, at de unge vælger den generelle synlighed mere fra og i stedet erstatter den med en langt mere begrænset og udvalgt synlighed i særlige grupper.

Alligevel er der ingen tvivl om, at der til synlighed også i fremtiden vil blive stillet nye og mere rigide krav til hvordan det skal bruges og orkestreres i fremtiden. De virksomheder og ledere, der forstår at skabe sunde og klare rammer for, hvordan synlighed skal anvendes internt og eksternt, og bruge den på en social bæredygtig måde, kan være med til at lave et godt arbejdsmiljø for de unge generationer og derigennem kunne både tiltrække og især fastholde de unge medarbejdere.

Krav 3: Liket

Uden de andre, er vi ingen. Det er en grundforudsætning for mennesket, som stadig holder. Imidlertid har de sociale medier skabt nogle nye vilkår for dette forhold. De har nemlig tilsyneladende medført en social gennemsigtighed, som vi aldrig tidligere har haft, og som gør, at vi alle i princippet kan vurderes åbent og offentligt på vores popularitet. Det i sig selv skaber – uanset hvor populær man end er – en grundlæggende usikkerhed for, hvornår man er ”inde” og ”ude”, hvornår man er ok eller ej. Kinas sociale kreditsystem, hvor borgeres sociale status vurderes ud fra deres opførsel, der overvåges digitalt, viser hvad vej det kan gå, som bla. også er beskrevet i et ikonisk afsnit, nemlig Nosedive,  i den britiske kult-serie Black Mirror. Det handler om man helt basalt set er liket eller ej, fordi liket er det umiddelbart synlige og tilgængelige bevis på, at man er accepteret og anerkendt. I hvert fald på overfladen. Og overfor mennesker, som man ikke har en nær relation til.

De sociale mediers struktur har skabt vilkår, der har givet ophav til fænomener som cyber bullying og trolling, og fordi det kan ske anonymt, er mange af de kendte sociale grænser vi normalt har haft mellem os mennesker, blevet nedbrudt, hvilket har medført både en langt hårdere tone i mobberiet, end vi tidligere har set, men også en langt større diffus usikkerhed i hvordan en relation kan udspille sig blandt fremmede.

At blive liket, altså at blive set, anerkendt, accepteret og i højeste potens elsket, er hvad vi mennesker til at alle tider har stræbt efter, fordi det sikrer vores egen overlevelse i flokken. Muligheden for at like har imidlertid skabt mulighed for en mere fordringsløs relation, hvor den gensidige forpligtelse ikke er nødvendig. Tværtimod skal liket skal primært ses som en form for offentlig manifestation af en momentan sindstilstand, der udtrykker støtte for et særligt synspunkt eller en idé, og skal derfor aldrig knyttes til en følelse af relation, for det er en relation, man i bund og grund ikke kan styre. Og dermed ikke har magt over. Og det kan give stress og en følelse af fremmedgjorthed og magtesløshed.

Som tidligere nævnt er jobs, der kræver komplekse relationer, på vej frem og derfor vil der med stor sandsynlighed i fremtiden komme endnu mere fokus på, hvad der egentlig er en relation og hvordan man sikrer ikke bare gode relationer, men også gode fællesskaber. I forlængelse af dette vil liket blive gradueret, så der både findes det overfladiske momentane liket og andre udgaver af det, som signalerer en gensidig forpligtelse og et valgt tilhørsforhold til en udvalgt gruppe. Vil man sikre sig de unge dygtige medarbejdere, er det afgørende at man som virksomhed og organisation bliver helt skarp på, hvad man egentlig vil likes for? Og – endnu vigtigere – hvem man gerne vil likes af.

Krav 4: I udvikling

”Jeg er ikke bare interesseret i at have en karriere. Jeg vil have en livskarriere!” var det svar jeg engang fik, da jeg interviewede en ung om hans fremtid. Det viste sig, at der bag denne udtalelse lå en forestilling om udvikling som et af de mest centrale punkter i hans liv. Og det er han bestemt ikke ene om. Tværtimod. Generationerne Y og Z er vokset op med forældre, hvor ordet coaching ikke kun hørte hjemme i fodboldklubben, og hvor personlig udvikling er et fast punkt i en MUS-samtale.

Det spændende ved de unge i dag er, at udvikling ikke kun er koblet op på ydre statusmæssige elementer af livet, som synligt kan bevise overfor personen selv og omverden, at man flytter sig mod noget større, bedre, rigere, stærkere osv. Det er i lige så høj grad knyttet til deres indre udvikling; altså hvem de gerne vil være, hvordan de vil være det, hvilket relationer de ønsker at have osv.

Udvikling sker altså med et mål om, at det er det hele menneske, der bevæger sig i en ønsket retning og vokser på en måde, som giver mening i forhold til de drømme de har i livet. Kravet om udvikling har været meget til debat de senere år, fordi det kan stille for store og urealistiske krav til den enkelte om altid at være i bevægelse, fremfor at konsolidere og finde ro i det eksisterende. Og det hænger sammen med tidens noget ubalanceret fokus på bevægelse og aktivitet, som det vigtigste. Hvorfor der ikke overraskende er vokset en modkultur frem, der indbefatter mindfulness, meditation, stilhedsretreats mm. Vi vil i fremtiden se de yngre generationer stille krav om, at udviklingsperioder skal efterfølges af perioder med passivitet (læs: konsolidering), tilbagetrækning, leg mm. De organisationer der inkorporerer det, som en del af et aktivt arbejdsliv, vil have større held med at tiltrække og fastholde de yngre generationer, som efterspørger livsbalance, som deres udviklingsvej.

Produktiv. Synlig. Liket. I udvikling.

Som de nævnte statistikker over de unges mentale velbefindende viser, er der mange af de unge, der endnu ikke har fundet balancen i disse fire egenskaber og slet ikke i den dynamik, som de fire krav tilsammen skaber. Mit gæt er, at der allerede nu er et femte krav på vej, som vil blive overlæggeren til disse fire og det er helt enkelt, at arbejdspladsen tager et ansvar for, at fremdriften sker balanceret, så færre unge får stress, angst mm. Jo før man som virksomhed og leder forstår det og tilbyder det som et arbejdsvilkår, jo før vil man gøre sig attraktiv for de unge generationer.

I min seneste bog Succestyranniet – og vejen ud findes der en uddybning af de fire krav. 

Vær broen: 

Dette er den femte kronik om generationerne Y&Z. Hvem de er. Hvad der driver dem. Og hvordan man bedst lever og arbejder sammen med dem. I hver kronik kan du også se en eller flere videoer, hvor du kan får hovedpointerne fra kronikken. Emilia van Hauen har i årevis beskæftiget sig med de unge generationer og hun har en klar opfordring til, hvor de ældre generationer kan starte, hvis de vil tiltrække og måske fastholde de unge: Hvis du vil have deres energi – giv dem din sympati! Med andre ord, er det de ældre generationers opgave at være broen ved at invitere de unge ind i deres systemer. Og så være åben overfor, at de kan levere noget andet, end det vi har været vant til.

Bragt i Børsen d. 10.06.2019

Hvis ikke rejsen var blevet afbrudt midt i det hele og havde ændret totalt karakter, var denne kroniks budskab blevet helt anderledes. For så havde den handlet om hvordan det moderne samfund skaber nye familieformer, som både giver udfordringer og muligheder for alle involverede. Vi var nemlig to ekskoner til den samme mand, der havde fundet sammen om at tage den helt store Californien-tur med hendes tre børn og mine to og det skulle foregå i en kæmpe motorhome, som vi skulle svinge rundt i kløfter, bjerge, ørkener og byer, og alt var blevet klappet af med FDM, så vi bare kunne nyde turen. Og det gik fantastisk! Lige indtil de to ekskoner pludselig blev til en, fordi en telefonsamtale kaldte den ene hjem og hun tog datteren med, og så stod jeg der alene med ansvaret for fire drenge, hvoraf to af dem var mine og to af dem var lånt. 

Det er måske overflødigt at nævne, at jeg var ved at dø af angst over alt det, der kunne gå galt. Og for at stå med ansvaret helt alene. Men hvordan man med fordel kan æde sin angst og gå styrket ud af en situation, man slet, slet, overhovedet ikke havde ønsket at stå i, og få en fuldstændig fantastisk oplevelse alligevel, er heller ikke budskabet i denne kronik. Selvom det også er et budskab, som det hyper-kontrollerede moderne menneske ofte nok skal mindes om. Inklusive mig selv!

Og dog. Begge budskaber er nemlig indeholdt i det centrale i denne kronik; nemlig at vi som samfund har et enormt ansvar for at lære vores unge at skabe balance i deres liv. Ved at give dem nogle sansemættede oplevelser af både mere naturmæssig og kulturel karakter, der kan få deres hoved til blidt og jævnligt at eksplodere i en befriende forståelse af, at livet er så meget mere end at opnå kendte mål, tidligst muligt starte en karriere, tjene masser af penge og ikke mindst opnå udelt opmærksomhed fra omverdenen. Og at relationer og situationer ikke lader sig styre, men kan sende en de mest utrolige steder hen, som man ikke selv havde fantasi til at forestille sig. Heldigvis!

Den store dannelsesrejse til USA, var ikke kun en vidunderlig ferieoplevelse for hele familien. Den gav os en ramme for at tale om livet. Om hvad der har værdi. Og hvordan de kan placere sig selv med mening og retning det, der virker som en syndflod af muligheder, som det moderne børne- og ungdomsliv i dag tilbyder, men som virkeligheden er super smalt, for hvis ikke man er ”på” er man uigenkaldeligt ”af” og dermed er man ingen og har ingenting. Hvilket de fleste voksne godt ved er løgn, men selv falder i med jævne mellemrum. Disse børn og unge har brug for en sund modvægt til denne hype, og det er derfor, at jeg har besluttet af mine unger skal udsættes for langt flere oplevelser indenfor to områder: Natur. Og kultur. Vel og mærke kultur, som mor her har udvalgt, for at give dem et nødvendigt alternativ til den ofte medierede virkelighed, som de ellers hvirvles rundt i, og som kan gøre dem status-blinde og begrænsede på en måde, der ikke er befordrende for deres selvværd. Fordi de på trods af mulighedshavet alligevel tror, at der kun findes én måde at have succes på, én måde at leve livet og én måde at være nogen på.

På ydersiden var turen den klassiske rundrejse i Californien, og vi fik besøgt San Fransisco, Yosemite Nationalpark, Las Vegas, Grand Canyon, Los Angeles, Santa Barbara og vi fik også kørt på de to mest legendariske veje: Highway 1 og Route 66. Den spændte altså vidt i indtryk og gav os både civilisation og uvant natur, og det i sig selv var faktisk en meget fantastiske oplevelse. Men det var midt på turen, at vi ramte de to steder, der gjorde størst indtryk. Ikke bare i fotoalbummet, men også i sindet. 

Efter ni timers ørkenkørsel, hvor vi havde ladet tankerne og samtalen flyve i alle retninger, mens det tørre sand og de enorme vidder gav luft til nye perspektiver på gamle problemstillinger, ramte vi Las Vegas og kørte direkte ind på The Strip. Her gik vi alle amok over denne sindssyge og sindssygt fascinerende by, der er så modsætningsfyldt, at man næsten ikke kan kapere det, for på det ene gadehjørne står en go-go-danser komplet med fjer på numsen, fjer på hovedet og bryster nærmest lagt på fad, mens hun står og vrikker indtagende – højst sandsynligt for at blive opdaget. Og lige ved siden af står en prædikant og tordner over byens synd, mens levendegjorte tegneserie-myter vandrer rundt og forsøger at få børnenes og vi andres opmærksomhed. Intet – intet(!) – er naturligt i Las Vegas; byen hvor det man besøger er hotellerne, med deres miniature-verdner, der er afsindigt godt lavet og sender en til et trygt lilleput-land, for på Marcus Pladsen i Venetia kan man godt blive væk, uden at blive rigtig væk, og i Paris, hvor vi boede, er byernes by et dukkeland, som er ægte, selvom det forsøger at være en kopi. Las Vegas er så uvirkelig, alt er så fake, at det til sidst virker enormt realistisk, og man er på besynderlig vis udspændt mellem super tryghed, fordi det meste man bevæger sig imellem er små kopier af virkeligheden, og på den anden side en vanvittig energi, der nærmest har dødsdrift på en meget levende måde. Ja, det giver ikke mening. Men det var sådan, jeg oplevede det. Og hvis du ikke har besøgt Las Vegas endnu, så skal du gøre det. Den oplevelse er for fabelagtig i ordets oprindelige forstand, til at gå glip af. Og sætter det moderne liv i en meget synlig kontekst. Det moderne liv, som det vel og mærke kan blive, hvis ikke vi har dens modsætning.

Vi forlod nemlig Las Vegas for at tage til Grand Canyon. De mange timers køretur rensede noget af hurlumhejet ud af hjernen, men det var først, da jeg sad på jorden med min yngste søns varme kind mod min, at jeg mærkede hvordan han tillod sig selv at falde ind i sig selv, falde ind i naturen, falde ind i historien og lod sit sind strække sig uden mål og med og bare tog verden og livet ind, mens vi sad og kiggede udover Grand Canyons næsten ubegribelige skønhed. 

Det er i spændingsfeltet mellem Las Vegas og Grand Canyon at de unge skal finde deres egen identitet, mening, værdier og ståsted. Problemet er bare, at det de unges for det meste bliver mødt med, er den rå ”på-hed” og resultatorientering og ekstreme selviscenesættelse som Vegas repræsenterer, mens de lærer alt for lidt om den ro og indsigt, som Grand Canyon kan give dem, ved at lære dem at trække sig fra de konstante ydre krav og mærke og lytte til sig selv. Historien. Helheden. Og evne at sætte sig selv ind i en sammenhæng. Med tiden og fællesskabet. 

Som forældrer ved jeg, at det i høj grad er min opgave at præsentere og øve dem i den balance. Og det gør jeg. Men jeg ville ønske, at skolereformen havde gjort mere plads til at lære dem at sanse verden på en sund måde, så de får lyst til at opsøge både natur og kunst og kultur, så de ser og bliver mødt med, at livet er langt mere mangfoldigt end karriereplaner, PISA-resultater, likes og fremmede fans. For når sjælen synger, som den gjorde da vi sad med benene hængende udover den røde klippe, der strakte sig lige så langt vi kunne se, bliver mennesket helt. Og så har man først for alvor noget originalt og ægte at byde det samfund, som vi alle er en del af. 

Bragt i Jyllands-Posten efteråret 2014

Den kommende statsminister bør udskifte BNP med et index, der måler det, der grundlægger menneskers lykke og sundhed. For når det er på plads, falder alt det andet også på plads. Præmissen for et godt samfund må være, at det er til for menneskene – og ikke for systemerne og økonomien. 

”Hvis du nu var statsminister for en dag i Danmark, Emilia, hvad ville du så gennemføre?”

He! Fedt spørgsmål at få stillet. 

Det er også det sidste jeg får i den podcast, som Peter Mogensen, direktør for tænketanken Kraka, og hans makker, Anders Dons, direktør for revisions- og konsulentfirmaet Deloitte, har lavet med mig. De to har siden 2017 haft samarbejdet Small Great Nations, der undersøger, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Super initiativ! Men før vi kan feste omkring det, skal en anden – langt vigtigere – ting på plads: At vi som nation bliver enige om, hvordan vi vil leve. 

Statistikkerne over vores velbefindende ser nemlig sådan ud: Stress er i dag en folkesygdom, 45 procent af danskerne lider af søvnløshed (læs: giver dårlig livskvalitet), 20 procent lider af depression og vi har stigende angst og ensomhed. Vilkår der afspejler, at vores samfund ikke er velfungerende. For menneskene forstås. For både økonomien og forbruget ser faktisk ud til at have det fint. Det store spørgsmål er imidlertid, om vi overhovedet kan måle et samfund i effektivitet og økonomi? Noget tyder på, at når vi gør det, bliver resultatet en masse tal. Og ikke et godt liv. 

Med tre dage til FV, kan de fleste danskere være med til at påvirke vores fremtid. Og det er her, at statsminister-spørgsmålet kommer praktisk på banen, for så er det jo mig, der bestemmer. Og hvis jeg nu var statsminister, og havde magt til at få gennemført én ting, så ville jeg gennemføre to. 

Hvilket jeg vil retfærdiggøre ved at hævde, at de to ting jeg vil gennemføre er siamesiske tvillinger, der deler et fælles sæt ben. Det de står på, er nemlig det, som gør mennesker sunde og lykkelige. Og da det eneste formål med et samfund nødvendigvis må være at tjene menneskene og skabe de bedste vilkår for dem (for det er jo ikke for systemernes og økonomiens skyld, at vi lever, vel?) følger det naturligt, at vi selvfølgelig først og fremmest skal bygge vores samfund op omkring det, som tjener menneskene bedst. Hvad det er, har en række af undersøgelser påvist, og jeg vil særskilt fremhæve Harvard Study of Adult Development, der har kørt siden 1938. 

Så hvad gør mennesker lykkelige og sunde? Relationer. Gode relationer.

Ikke penge. Berømmelse. Magt. Ting. Men gode relationer.

Ifølge lederen af den nævnte undersøgelse, Robert Waldinger, er der især to ting, som er vigtige at vide om relationer. For det første, at folk der er mere socialt forbundet til familier, venner og fællesskaber er gladere, fysisk sundere og lever længere end folk, som har mindre gode netværk. I modsætning hertil oplever folk, der er mere isoleret fra andre, end de ønsker at være, at de er mindre glade, deres helbred svækkes tidligere i livet, hjernefunktioner nedsættes tidligere, og de lever kortere liv. 

For det andet, at det er kvaliteten og ikke kvantiteten af relationerne, der er vigtig. Gode og varme forhold virker beskyttende, mens fx ægteskaber med mange konflikter og uden megen kærlighed har en direkte dårlig indflydelse på helbredet. Bemærk: Gode relationer handler ikke om at være lykkelige sammen hele tiden. Men derimod at vide, at når det gælder, så ved man, at den anden er der for én. Det kan være en ægtefælle, en søskende, et voksent barn, en ven eller noget helt femte; relationens ophav er ligegyldig, så længe man er der for hinanden.

Samlet viser det sig altså, at når mennesker føler sig psykologisk og socialt sikre, fordi de har gode relationer, har de også overskud til at skabe alt det andet, der giver et samfund i udvikling. Derfor burde relationer være den afgørende faktor for alt, hvad vi beslutter i samfundet.

Af den årsag ville den første ting, jeg som statsminister ville indføre, være et Nationalt Relations Index. NRI.

Dette index skulle kunne vise, om div tiltag styrker eller svækker vores relationer – og derfor om tiltaget skal gennemføres eller ej. Fuldstændig som vi i dag bruger økonomi, som en form for dømmende kraft. Det Nationale Relations Index kan dermed vise os, om vi er på rette vej til at få et samfund med mere sammenhængskraft, større tillid, mere kreativitet, og ikke mindst med borgere, der er sundere, lykkeligere, mere generøse, selvstændige og bedre til at fungere i fællesskaber. Hvilket tilsammen skaber en stærk befolkning, som gennem deres personlige overskud, også skaber et økonomisk overskud for landet.

Det vil nok ikke være enkelt at udvikle sådan et index, men ved fælles hjælp er jeg sikker på, at det kan lykkes. Og for inspiration kunne man skæve til Bhutans lykke-index, Gross National Happiness, som er en noget mere omfattende model end NRI skulle være. Tvivler man stadig, kan man huske på, at dengang man begyndte at lave økonomiske index, var det heller ikke helt ukompliceret, og det er det stadig ikke. Men besværet er værd at tage med, for situationen viser jo med al tydelighed, at der simpelthen er brug for nye pejlemærker. Hvilket meget aktuelt og hjerteskærende er blevet vist i TV2’s dokumentar om den mangelfulde børnepasning på institutionerne. 

Så: Relationer før penge. Både så vi får det bedre. Og så vi kan skabe et større socialt og økonomisk overskud.

Det bringer mig videre til min anden statsministerting: At indføre et fag i skolen, der lærer os, hvordan vi skaber gode relationer. Til både andre og især også til os selv. Hvilket betyder, at vi skal lære de grundlæggende principper om, hvad det vil sige at være et menneske, hvordan man skaber sig et godt liv og hvordan man skaber gode fællesskaber. Hvad nytter det egentlig, at jeg kan stave fejlfrit til ensomhed og regne min boligydelse korrekt ud, hvis jeg er dybt ulykkelig? Før matematikere og litterater er vi sociale væsener, og derfor skal relationsfaget være det vigtigste på skemaet og stå der fra 0’te til 9. klasse. 

Nogle vil finde mine forslag naive. Men jeg spørger lige igen: Hvem har vi skabt vores samfund for: Pengene og systemerne? Eller menneskene? Hvis det er os, er det eneste logiske primært at have fokus på, hvad der gør mennesker lykkelige og sunde. Så lad os pejle efter det nationale relations index og skab lykkeligere unge generationer ved at give dem et relationsfag i skolen. Godt valg på Grundlovsdag.

Bragt i Jyllands-Posten d. 01.06.2019

Deloittes årlige Millenial Survey er deprimerende læsning, når det handler om de unges tillid til fremtiden. Både til deres egne skills, jobmuligheder, politikerne, lederne og virksomhederne. Dagens EP-valg og det kommende Folketingsvalg viser os, hvilke seriøse udfordringer vi står overfor. Både nationalt og globalt. Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at både politikere og ledere tager et overordnet ansvar for at ændre på vores vilkår. Og arbejder målrettet på at få generationerne til at rykke sammen. Her er, hvad du skal gøre.

Den hængte mand er en af de arketyper, som tarot-kort opererer med. Og nu tænker du måske: Hvad laver tarot i min Børsen?! Jeg troede, det var et seriøst medie! Det er det også. Men grunden til, at jeg trækker dette kort op af kronikhatten er, at det på en fin og skarp måde viser os, hvad det er, der skal til, for at løse både vores egne og verdens problemer. Samt kan hjælpe os til at forstå de yngre generationer bedre, så vi kan lave den nødvendige bro mellem generationerne, så vi får en bedre i morgen end vi har i dag. Mere om det lidt senere.

For først skal vi forbi Deloittes årlige rapport om de såkaldte Millenials, som vi herhjemme oftere betegner som generation Y. Den er lige blevet frigivet og denne gang har de også findings med om generation Z. Den er lavet på verdensplan, men har også et særskilt dansk afsnit, der viser, hvor de danske unge adskiller sig fra det globale gennemsnit.

Tilfredsheden med livet

Det mest opløftende er, at 37 procent af de danske unge er tilfredse med deres liv, mod kun 29 procent globalt. Men ser vi på de muligheder, som danske unge har med fri adgang til uddannelse, sundhedsforsikring og boligstøtte, burde tallet være en del højere. At det alligevel ikke er en større andel, kan man måske finde forklaringen på i statistikkerne over deres mentale velbefindende, hvor stress, angst, depressioner og ensomhed i alt for høj udstrækning er en del af hverdagen. Vil du have tal og fakta på det, kan du evt læse min forrige artikel. 

Ser vi kort bort fra Deloittes rapport og i stedet overordnet på de unge, kan vi se, at de er drevet af nogle klare værdier, som giver sig udtryk i deres livsstil, der naturligvis adskiller sig fra de tidligere generationer – for det er jo sådan, historien er. Overordnet er de ikke meget for hierarkier, de er autonome og kreative, dygtige performere og opfatter sig selv som verdensborgere. På den selvfølgelige måde, fordi de siden de var børn, har surfet nettet tyndt og købt varer og set youtube videoer fra hele verden.

Video over de unges vigtigste værdier

I denne video 3 ud af 20 får du et konkret overblik over deres vigtigste værdier ved en kort gennemgang af det, som de unge er drevet af i dag. Men hvad er det så, der bekymrer de danske unge? Hvad er det, som den kommende regering, Europa parlament og virksomhedsledere skal arbejde med, for at være med til at skabe en generation af unge, der føler sig mere hjemme i vores samfund, så de friere og bedre er i stand til at bidrage til det, så vi kan få løst vores mest presserende problemer?

Klima er topscoreren

Ikke overraskende er klimaet topscoreren. 46 procent af de unge er bekymrede for, om vi beskytter klimaet, miljøet og naturen nok. Meget passende er den svenske skoleelev og klimaaktivist Greta Thunberg kommet på forsiden af Time Magazine iført en grøn kjole og et bistert og determineret udtryk i ansigtet, der lægger år til hendes aktuelle alder. Som der er blevet sagt gang på gang, er det generation X og Babyboomerne der har møget vores klode til i forurening, og mange af de unge føler, at de har fået regningen for en fest, de ikke selv har været med til. Til gengæld er de i gang med at opfinde en ny form for fest, hvor man tager et større kollektivt ansvar for at passe på kloden. Og hvor de forlanger, at dem de køber varer af og arbejder for, har klimaet på dagsordenen. 42 procent har nemlig styrket deres relation til virksomheder, som ifølge de unge har produkter eller ydelser med en positiv påvirkning på enten samfundet eller miljøet, mens næsten hver tredje har gjort det modsatte overfor de, der ikke gør en indsats for den dagsorden.

Så hvis du have de unges opmærksomhed, enten for at få deres kryds på stemmesedlen eller tiltrække og fastholde dem på din arbejdsplads, så sørg for at have en klar klimastrategi. Uanset. For klimaet er et metaproblem for de unge, så alt fra en hundesalon til en verdensomspændende plastikvirksomhed, forventes at have en klar holdning til, hvordan man gennem sit daglige virke kan forbedre klimaforholdende på kloden. Bom. Det var den lette af dem.

Terrorisme, datasikkerhed og onlinesvindel

Og nu kommer der lige nogle flere tal, der kan føde nørdsiden hos dig, og give dig et hurtigt overblik: Terrorisme bekymrer 29 procent af de danske unge, mens 24 procent ikke føler sig trygge ved den politiske ustabilitet, krigene og konflikterne. Denne dagsorden har til gengæld fået både masser af midler og opmærksomhed siden 2001, så selvom de færreste danske unge har været udsat for terror, har det alligevel en høj bevågenhed. Men sammenlignes det med de unges angst for at blive ofre for online-svindel svinger det sig op på 74 procent, og 62 procent af dem er nervøse for, om virksomhederne behandler deres data sikkert nok og om måden de får dem på, er ok. Og her er en til tv-stationerne, der arrangerer debatter: 20 procent er bekymret over immigrationen. Så måske skulle man holde op med at lade det fylde så stor en del af debatterne. Hvis man altså ønsker at blive hørt af de unge.

Hvad fortæller disse tal os om de unge?

Helt basalt, at de ikke har meget tiltro til den verden, som de ældre generationer har skabt. For sammenholdes det med, at kun 15 procent tror, at den økonomiske situation vil forbedres det næste år og 18 procent tror, at det samme vil ske med den sociale og politiske, så er det et faktisk meget nedslående.

Virksomhedernes scoring er nedslående

Klarer firmaerne sig så bedre?

56 procent mener, at virksomheder generelt har en positiv indflydelse på en bredere del af samfundet, end blot der hvor de reelt opererer. Det kan lyde højt, men for blot to år siden, var tallet i 80erne, så det er gået kraftigt nedad på super kort tid. Måske er det derfor, at 77 procent mener, at virksomhederne har mere fokus på deres egen agenda end på samfundets, og på globalt plan, mener 64 procent, at virksomhederne ikke har nogen anden dagsorden end at tjene penge. Ikke at det sådan set er dårligt, men man kunne jo argumentere for, at det ene ikke udelukker det andet, hvilket der er flere og flere virksomheder, der har fået øjnene op for.

De unge og den 4. industrielle revolution

Og til sidst, kommer det, som jeg mener er det mest nedslående. Nemlig at hele 36 procent af de, der allerede er i job, og 21 procent af de arbejdsløse, mener, at det bliver sværere at få et job, når den fjerde industrielle revolution for alvor er slået igennem. Mens kun 62% af de i arbejde og 49 procent af de arbejdsløse tror på, at de selv har de nødvendige skills og viden, som fremtidens arbejdsmarked har brug for.

Ethvert samfund er helt afhængig af, at de unge generationer tror på fremtiden og på deres egen magt og evner til at skabe en bedre verden, end den de er født ind i. Al erfaring viser nemlig, at vi mennesker med tiden desværre har det med at lade realiteterne blive undskyldning for at miste ambitionerne om for alvor at skabe forandring. Men hvis de unge allerede som unge har taget den overbevisning til sig, bliver det svært at forbedre vilkårene.

Den hængte mand

Det er her, at den hængte mand bliver interessant at arbejde med. Vi mennesker har altid brugt fortællinger og arketyper til at forstå vores egen situation og andres, og sociologisk set er tarotsættet, der består af 78 arketypiske situationer og mennesketyper, derfor en interessant fortælling om menneskers stræben, relationer og organisering. Når vi står i en kompleks situation, som vi gør lige nu, har vi derfor nogle gange brug for at blive mindet om det helt essentielle.

Den hængte mand er mønsterbryderen, transformatoren, som hylder princippet om at smide sit ego væk og opgive sine gamle stivnede perspektiver, attituder og overbevisninger, fordi de ikke længere tjener hverken nutiden eller fremtiden. I stedet er der et behov for at udvise villighed til at vende op og ned på sig selv og sin tro, for at kunne komme op med nye løsninger, der matcher den situation, som man står i nu.

Den hængte mands perspektiv er præcis det, der er brug for i dag, hvis vi skal have flyttet både verden og de unges tiltro. Og skal jeg oversætte det til tre direkte opfordringer til både politikere og ledere, med en stemme fra de unge generationer, så er de ret klare:

Tag et fælles ansvar for klimaet. Skarpere lovgivning og større ambitioner om klimavenlig produktion og forbrug.

Tag magten tilbage over data og giv den til de, der leverer den, nemlig forbrugerne.

Giv de unge langt større indflydelse på deres fremtid ved at tage dem alvorligt i deres udfordringer og inviter dem ind i løsningsbunkeren, så de får håbet tilbage til politikerne, lederne og dem selv.

Unge er altid blevet kritiseret for at være dovne, egoistiske og overfladiske, mens de ældre generationer, af de unge, er blevet kritiseret for at være konforme og selvfede. Dette kan vi faktisk vende til en fordel. For ved at arbejde sammen, kan begge parter holde hinanden i skak ift de ting, vi ikke får gjort og i stedet løfte hinandens dagsordener – og det er det, som vi skal bruge både denne slags rapporter og valgene til. Så: Go do! I dag til EP-valget. Den 5. juni til Folketingsvalget. Og ikke mindst - resten af livet.

VÆR BROEN

Dette er den fjerde kronik om generationerne Y&Z. Hvem de er. Hvad der driver dem. Og hvordan man bedst lever og arbejder sammen med dem. I hver kronik kan du også se en eller flere videoer, hvor du kan får hovedpointerne fra kronikken. Emilia van Hauen har i årevis beskæftiget sig med de unge generationer og hun har en klar opfordring til, hvor de ældre generationer kan starte, hvis de vil tiltrække og måske fastholde de unge: Hvis du vil have deres energi – giv dem din sympati! Med andre ord, er det de ældre generationers opgave at være broen ved at invitere de unge ind i deres systemer. Og så være åben overfor, at de kan levere noget andet, end det vi har været vant til.

Bragt i Børsen d. 26.05.2019

Vores guide satte sig forventningsfuld overfor os og smilede gennem det kraftige brillestel. Hans hænder med de mange ringe, som alle havde forskellige sten i og som hjalp ham med at have balance i kroppen og livet, blev foldet foran ham i spændt forventning. Vi kiggede først på hinanden, så på tallerknerne, der blev stillet foran os. Jeg havde nogle få minutter forinden været en tur ude i køkkenet og havde set, hvordan de lavede maden. Nok ikke noget, som ville få smileyer herhjemme, men jeg var helt tryg. For Ramanuj var den cooleste dude jeg længe havde mødt, og hvis han sagde, at vi kunne spise sikkert her, så kunne vi spise sikkert her! 

”Jeg synes altså, at vi er modige,” sagde Heidi så, før hun proppede noget forholdsvist ubestemmeligt i munden, som vi begge kunne lide og tog mere af. 

”Synes du?”, spurgte jeg lidt overrasket. 

”Ja, for vi siger ikke nej til noget og jeg synes det er så fedt, at du er med på alle oplevelser.”

Øh ja. Det var jeg nok. Som hun var. Men jeg havde slet ikke tænkt over det på den måde. For hele feriens koncept var jo at udforske byen med et hav af forskellige guidede ture, med de – viste det sig – mest nørdede guides jeg ever! havde mødt. Og som hældte de vildeste små detaljer og bidder af viden, som fik byen til at leve både i fortiden og i nutiden.

”Calcutta er Indiens Paris, så det er den perfekte kæresteby!” havde Karen fra rejsebureauet ellers sagt, da billetterne blev bestilt. Og min kæreste og jeg havde glædet os til at slentre rundt i denne eksotiske by. Men billetterne holdt altså længere end forholdet og derfor blev mandesovedyret skiftet ud med venindesengesnak, hvilket viste sig at være et heldigt skift.

For man ved faktisk aldrig helt, hvordan det er at rejse med en veninde. Jeg har spurgt rundt i kredsen og alle – samtlige – har fortalt historier om veninder, som de aldrig aldrig aldrig nogensinde vil rejse sammen med igen! Pludselig er den ellers normalt sociale og venlige veninde forvandlet til et egoistisk monster, der ikke gider at deltage i noget som helst. Eller hun viser sig at have et alkohol- eller narko-problem. Eller hun er konstant på mobilen med dem derhjemme og kan slet ikke være nærværende. Eller hun viser sig at være både nærig og nøjeregnende og vil altid tidligt i seng. 

Men Heidi viste sig altså at være den perfekte rejsemakker. Mens vi udforskede byen på de mange forskellige ture, som gjorde os hovedkulds forelskede i denne smukke og fuldstændig vidunderlige by, grinede vi mere eller mindre fra morgen til aften. For vi kom ud i de mærkeligste, mest overraskende, spændende og sjoveste oplevelser – og vi sparede ikke os selv og sagde bare ja til det hele.

Men vi gjorde det, fordi vi var sammen om det! 

Mange voksne tager ikke på ferie med deres veninder. Siger at det er noget, der hører den frie og uforpligtende ungdom til. Sådan har jeg det slet ikke. Og ja, nogle gange går det galt. Men de fleste gange går det jo godt. 

Kæresteturen blev altså erstattet af en kæreste-veninde-tur og det skønne var, at den viste sig at blive super romantisk også! For Heidi var ikke alene verdensmester i at give søde og kærlige komplimenter. Hun ville også gerne se Netflix når vi ramte dynerne, var sød til at hente te og frugt til mig, når jeg var træt og måske flettede vi ikke mange tæer og fingre, men til gengæld flettede vi masser af tanker og følelser, så romantiske Calcutta fik faktisk lov til at være romantisk, badet som vi var i kærlighed fra morgen til aften. 

Bragt i Femina d. 24.04.2019