Fremtidens arbejdsmarked kræver især to egenskaber og den nye regering skal være med til at sørge for, at de unge generationer kan leve op til dem. I forvejen kæmper generationerne Y og Z med at leve op til fire krav, som skaber en grundlæggende usikkerhed og stress i deres liv. De virksomheder der forstår at balance bliver det femte krav, er dem der bedst vil kunne tiltrække og fastholde de unge.

Hvis Lars Løkke Rasmussen er lidt træt af den nuværende statsminister, kan det være, at han får lyst til at gå ind på sitet https://willrobotstakemyjob.com/ og tjekke ud, hvor stor sandsynligheden er for, at hun mister sit job til en robot inden de fire år er gået. Chancen for at svaret bliver ”you are doomed”, er nok minimal. Men det er den til gengæld ikke for en lang række jobs, som blot for få år siden var den sikre vej til en god karriere. Advokatfuldmægtig er fx et af dem, der får den dom, for den stilling har 94 procents risiko for at blive afløst af en robot i form af en algoritme. Hvilket er fem procent højere end taxachauffør.

Kigger på man, hvilke stillinger der forventes at forsvinde, er det nemlig dem, som mest består af rutiner, gentagelser og forudsigelighed, og det gælder derfor også jobfunktioner, som godt nok kan være på et højt uddannelsesniveau, men hvor viden kan puttes ind i en algoritme, som derefter kan aktiveres i den retning og det brug, man har behov for.

Til gengæld forventes det, at fremtidens arbejdsmarked vil blive præget af især to typer af jobs: Det ene er de, der kræver ægte kreativitet, hvilket betyder at kunstnere, forskere, entreprenører og lignende, kommer i endnu højere kurs, end de allerede er. Kunstnere skal tænkes lidt bredere end ”blot” klassiske kunstnere. De skal i denne forstand også forstås som mennesker, der er i stand til at tænke ud af den normale kontekst, som har mod til at se verden på en mere kontroversiel måde, som tør bidrage med måske provokerende løsninger og ikke mindst er i stand til at formidle ideerne på en måde, så det giver genlyd og skaber impact udenfor deres egne cirkler.

Det andet er de, der er centreret om at kunne skabe og styre komplekse relationer, hvilket gør at ledere, SoSu-assistenter, sælgere, frisører, terapeuter/psykologer og pædagoger får dommen ”totally safe”. Automatiseringen medfører altså ikke kun et tab af kedelige jobs; det medfører også at mennesker har mulighed for at rykke mere og bedre sammen, hvilket kræver, at vi bliver bedre til at forstå, dyrke og administrere de gode relationer.

Den tredje type jobs, der også forventes at være stærkt repræsenteret i fremtiden, er det man kunne kalde panik-jobs; dvs. jobs, der fikser akutte problemer, som fx en blikkenslager, en låsesmed mm. 

I denne video, kan du høre mere om, hvordan fremtidens arbejdsmarked ser ud. 

Dette stiller nogle klare krav til den nye regering, om at klæde de unge generationer bedre på, til at sikre deres fremtid på arbejdsmarkedet. Fx er uddannelsesloftet en dødssejler ift kreativitet, fordi krydsfaglighed fx er en af de ting, der fremmer præcis det. Den anden vigtige egenskab er evnen til at kunne skabe gode relationer og fællesskaber, og en måde at give de unge tilstrækkelige sociale kompetencer til at klare sig i fremtiden, er at give dem en grundlæggende forståelse for begge dele gennem et fag, der er centreret om dette, og som er gennemgående for hele skoleforløbet.

Evnen til at skabe gode relationer indbefatter imidlertid også, at man er i stand til at skabe en god relation til sig selv. Og det er der desværre en del statistikker, der viser, at det har de unge problemer med. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2018 lider 40 procent af pigerne mellem 16 og 24 år af høj stress, og 23 procent af de mændene i samme aldersgruppe; dvs en tilstand, der udløser en sygemelding på en arbejdsplads. Angst, depressioner, ensomhed og søvnløshed præger også de unges hverdag i varierende grad, så let har de det ikke.

Hvad skyldes det?

Der er meget der tyder på, at de unge er udsatte for et krydspres, som tidligere generationer ikke har haft, og som er en kombination af fire faktorer, der for mange unge opleves som krav, de skal leve op til. For det første forventes de at være konstant produktive, skabende, kreative. For det andet skal den produktivitet udløse synlighed, som fører over i det tredje krav, nemlig at blive liket for det. Og som det fjerde kommer en forventning om hele tiden at bevise, at man er i udvikling. Denne centrifuge af at være konstant produktiv, synlig, liket og i udvikling er en kraft, som mange unge føler sig domineret af og i det følgende, får du både en uddybning af alle fire krav og hvad virksomhederne og lederne kan gøre for at skabe mere balance i de unges liv.

Krav 1: Produktiv

Med internettet og især de sociale mediers tilstedeværelse har forventningerne ændret sig til, hvem der egentlig er de kreative og skabende i vores samfund. Groft sagt var det før i tiden elitens privilegium at være den skabende, produktive og kreative samfundsgruppe, mens den brede masse havde til formål at reproducere det, som allerede var skabt. Traditionelt set var det den gode samfundsborgers vigtigste opgave at være dygtig til at forstå og indoptage det eksisterende, og dermed de regler, rutiner, opgaver, færdigheder mm som samfundet hvilede på, mens kun særligt udvalgte forventedes at bryde med de eksisterende normer og skabe nye vilkår, produkter, ideer osv, som kunne drive samfundet fremad.

I dag er det en forventning, der stilles til de fleste. Og de unge er vokset op med dette krav, som normativt. Siden vuggestuen er de blevet benhårdt trænet i at skulle udfordre det eksisterende, og modeordet disruption er blevet et verbum, som de bruger i flæng. Også om sig selv. Generationerne Y og Z tænker og handler i meget højere udstrækning end tidligere som eliten, og er hele tiden på udkig efter selv at være medskabere af den nye virkelighed. Udfordringen er imidlertid at være produktiv på en personlig bæredygtig måde, og som statistikkerne viser, er det ikke tilfældet i dag. Så den balance ledere i dag skal hjælpe de unge til at få, er at inspirere dem til kreativitet, men at gøre det på en måde, hvor den personlige balance også er til stede, så de ikke producerer og skaber sig selv til en diagnose og et sammenbrud.

Krav 2: Synlig

Den 20. december 2013 flyver Justine Sacco, Senior Director of Corporate Communications i medievirksomheden IAC, fra New York til Sydafrika. Inden hendes afgang sender hun følgende tweet ud til sine 170 følgere:

“Going to Africa. Hope I don’t get AIDS. Just kidding. I’m white.”

Hvad der siden skete – og det var voldsomt - kan du se i denne video, som er en gennemgang af de fire krav. 

Saccos historie er et skoleeksempel på, hvad krav nummer to kan medføre, nemlig behovet for synlighed. Både hendes eget behov for synlighed. Og alle de andres, der retweetede hendes kommentar.

Internettet har skabt en mulighed for, at alle i princippet kan udgive sig selv. Det kan være som små opslag, lange artikler, videoer, bøger og meget andet, og med det følger naturligvis synlighed. Som til alle tider har været en adgang til berømmelse, penge og magt, hvoraf især de to sidste er lig med sikring af ens egen eksistens i fællesskabet.

Den frie adgang til synlighed har skabt mange karrierer, og synlighed er i visse sammenhænge blevet langt vigtigere end indhold, og man taler om både non-factual og post-factual, som betingelser for denne nye medieverden.

For de unge generationer er synlighed lige så naturligt, som at have en mobiltelefon, og en del af dem formår at anvende denne synlighed på en måde, der støtter dem i deres liv og deres forskellige projekter. Men sager som Umbrella-sagen har også vist, at denne synlighed kan være meget svær at styre. Og i hverdagen kan denne jagt på synlighed blive til gift for deres selvopfattelse, fordi det kan resultere i en fremmedgørelse, som kommer til at omfatte både forholdet til de andre, men i høj grad også dem selv. Heldigvis er der flere tegn på, at de unge vælger den generelle synlighed mere fra og i stedet erstatter den med en langt mere begrænset og udvalgt synlighed i særlige grupper.

Alligevel er der ingen tvivl om, at der til synlighed også i fremtiden vil blive stillet nye og mere rigide krav til hvordan det skal bruges og orkestreres i fremtiden. De virksomheder og ledere, der forstår at skabe sunde og klare rammer for, hvordan synlighed skal anvendes internt og eksternt, og bruge den på en social bæredygtig måde, kan være med til at lave et godt arbejdsmiljø for de unge generationer og derigennem kunne både tiltrække og især fastholde de unge medarbejdere.

Krav 3: Liket

Uden de andre, er vi ingen. Det er en grundforudsætning for mennesket, som stadig holder. Imidlertid har de sociale medier skabt nogle nye vilkår for dette forhold. De har nemlig tilsyneladende medført en social gennemsigtighed, som vi aldrig tidligere har haft, og som gør, at vi alle i princippet kan vurderes åbent og offentligt på vores popularitet. Det i sig selv skaber – uanset hvor populær man end er – en grundlæggende usikkerhed for, hvornår man er ”inde” og ”ude”, hvornår man er ok eller ej. Kinas sociale kreditsystem, hvor borgeres sociale status vurderes ud fra deres opførsel, der overvåges digitalt, viser hvad vej det kan gå, som bla. også er beskrevet i et ikonisk afsnit, nemlig Nosedive,  i den britiske kult-serie Black Mirror. Det handler om man helt basalt set er liket eller ej, fordi liket er det umiddelbart synlige og tilgængelige bevis på, at man er accepteret og anerkendt. I hvert fald på overfladen. Og overfor mennesker, som man ikke har en nær relation til.

De sociale mediers struktur har skabt vilkår, der har givet ophav til fænomener som cyber bullying og trolling, og fordi det kan ske anonymt, er mange af de kendte sociale grænser vi normalt har haft mellem os mennesker, blevet nedbrudt, hvilket har medført både en langt hårdere tone i mobberiet, end vi tidligere har set, men også en langt større diffus usikkerhed i hvordan en relation kan udspille sig blandt fremmede.

At blive liket, altså at blive set, anerkendt, accepteret og i højeste potens elsket, er hvad vi mennesker til at alle tider har stræbt efter, fordi det sikrer vores egen overlevelse i flokken. Muligheden for at like har imidlertid skabt mulighed for en mere fordringsløs relation, hvor den gensidige forpligtelse ikke er nødvendig. Tværtimod skal liket skal primært ses som en form for offentlig manifestation af en momentan sindstilstand, der udtrykker støtte for et særligt synspunkt eller en idé, og skal derfor aldrig knyttes til en følelse af relation, for det er en relation, man i bund og grund ikke kan styre. Og dermed ikke har magt over. Og det kan give stress og en følelse af fremmedgjorthed og magtesløshed.

Som tidligere nævnt er jobs, der kræver komplekse relationer, på vej frem og derfor vil der med stor sandsynlighed i fremtiden komme endnu mere fokus på, hvad der egentlig er en relation og hvordan man sikrer ikke bare gode relationer, men også gode fællesskaber. I forlængelse af dette vil liket blive gradueret, så der både findes det overfladiske momentane liket og andre udgaver af det, som signalerer en gensidig forpligtelse og et valgt tilhørsforhold til en udvalgt gruppe. Vil man sikre sig de unge dygtige medarbejdere, er det afgørende at man som virksomhed og organisation bliver helt skarp på, hvad man egentlig vil likes for? Og – endnu vigtigere – hvem man gerne vil likes af.

Krav 4: I udvikling

”Jeg er ikke bare interesseret i at have en karriere. Jeg vil have en livskarriere!” var det svar jeg engang fik, da jeg interviewede en ung om hans fremtid. Det viste sig, at der bag denne udtalelse lå en forestilling om udvikling som et af de mest centrale punkter i hans liv. Og det er han bestemt ikke ene om. Tværtimod. Generationerne Y og Z er vokset op med forældre, hvor ordet coaching ikke kun hørte hjemme i fodboldklubben, og hvor personlig udvikling er et fast punkt i en MUS-samtale.

Det spændende ved de unge i dag er, at udvikling ikke kun er koblet op på ydre statusmæssige elementer af livet, som synligt kan bevise overfor personen selv og omverden, at man flytter sig mod noget større, bedre, rigere, stærkere osv. Det er i lige så høj grad knyttet til deres indre udvikling; altså hvem de gerne vil være, hvordan de vil være det, hvilket relationer de ønsker at have osv.

Udvikling sker altså med et mål om, at det er det hele menneske, der bevæger sig i en ønsket retning og vokser på en måde, som giver mening i forhold til de drømme de har i livet. Kravet om udvikling har været meget til debat de senere år, fordi det kan stille for store og urealistiske krav til den enkelte om altid at være i bevægelse, fremfor at konsolidere og finde ro i det eksisterende. Og det hænger sammen med tidens noget ubalanceret fokus på bevægelse og aktivitet, som det vigtigste. Hvorfor der ikke overraskende er vokset en modkultur frem, der indbefatter mindfulness, meditation, stilhedsretreats mm. Vi vil i fremtiden se de yngre generationer stille krav om, at udviklingsperioder skal efterfølges af perioder med passivitet (læs: konsolidering), tilbagetrækning, leg mm. De organisationer der inkorporerer det, som en del af et aktivt arbejdsliv, vil have større held med at tiltrække og fastholde de yngre generationer, som efterspørger livsbalance, som deres udviklingsvej.

Produktiv. Synlig. Liket. I udvikling.

Som de nævnte statistikker over de unges mentale velbefindende viser, er der mange af de unge, der endnu ikke har fundet balancen i disse fire egenskaber og slet ikke i den dynamik, som de fire krav tilsammen skaber. Mit gæt er, at der allerede nu er et femte krav på vej, som vil blive overlæggeren til disse fire og det er helt enkelt, at arbejdspladsen tager et ansvar for, at fremdriften sker balanceret, så færre unge får stress, angst mm. Jo før man som virksomhed og leder forstår det og tilbyder det som et arbejdsvilkår, jo før vil man gøre sig attraktiv for de unge generationer.

I min seneste bog Succestyranniet – og vejen ud findes der en uddybning af de fire krav. 

Vær broen: 

Dette er den femte kronik om generationerne Y&Z. Hvem de er. Hvad der driver dem. Og hvordan man bedst lever og arbejder sammen med dem. I hver kronik kan du også se en eller flere videoer, hvor du kan får hovedpointerne fra kronikken. Emilia van Hauen har i årevis beskæftiget sig med de unge generationer og hun har en klar opfordring til, hvor de ældre generationer kan starte, hvis de vil tiltrække og måske fastholde de unge: Hvis du vil have deres energi – giv dem din sympati! Med andre ord, er det de ældre generationers opgave at være broen ved at invitere de unge ind i deres systemer. Og så være åben overfor, at de kan levere noget andet, end det vi har været vant til.

Bragt i Børsen d. 10.06.2019

Hvis ikke rejsen var blevet afbrudt midt i det hele og havde ændret totalt karakter, var denne kroniks budskab blevet helt anderledes. For så havde den handlet om hvordan det moderne samfund skaber nye familieformer, som både giver udfordringer og muligheder for alle involverede. Vi var nemlig to ekskoner til den samme mand, der havde fundet sammen om at tage den helt store Californien-tur med hendes tre børn og mine to og det skulle foregå i en kæmpe motorhome, som vi skulle svinge rundt i kløfter, bjerge, ørkener og byer, og alt var blevet klappet af med FDM, så vi bare kunne nyde turen. Og det gik fantastisk! Lige indtil de to ekskoner pludselig blev til en, fordi en telefonsamtale kaldte den ene hjem og hun tog datteren med, og så stod jeg der alene med ansvaret for fire drenge, hvoraf to af dem var mine og to af dem var lånt. 

Det er måske overflødigt at nævne, at jeg var ved at dø af angst over alt det, der kunne gå galt. Og for at stå med ansvaret helt alene. Men hvordan man med fordel kan æde sin angst og gå styrket ud af en situation, man slet, slet, overhovedet ikke havde ønsket at stå i, og få en fuldstændig fantastisk oplevelse alligevel, er heller ikke budskabet i denne kronik. Selvom det også er et budskab, som det hyper-kontrollerede moderne menneske ofte nok skal mindes om. Inklusive mig selv!

Og dog. Begge budskaber er nemlig indeholdt i det centrale i denne kronik; nemlig at vi som samfund har et enormt ansvar for at lære vores unge at skabe balance i deres liv. Ved at give dem nogle sansemættede oplevelser af både mere naturmæssig og kulturel karakter, der kan få deres hoved til blidt og jævnligt at eksplodere i en befriende forståelse af, at livet er så meget mere end at opnå kendte mål, tidligst muligt starte en karriere, tjene masser af penge og ikke mindst opnå udelt opmærksomhed fra omverdenen. Og at relationer og situationer ikke lader sig styre, men kan sende en de mest utrolige steder hen, som man ikke selv havde fantasi til at forestille sig. Heldigvis!

Den store dannelsesrejse til USA, var ikke kun en vidunderlig ferieoplevelse for hele familien. Den gav os en ramme for at tale om livet. Om hvad der har værdi. Og hvordan de kan placere sig selv med mening og retning det, der virker som en syndflod af muligheder, som det moderne børne- og ungdomsliv i dag tilbyder, men som virkeligheden er super smalt, for hvis ikke man er ”på” er man uigenkaldeligt ”af” og dermed er man ingen og har ingenting. Hvilket de fleste voksne godt ved er løgn, men selv falder i med jævne mellemrum. Disse børn og unge har brug for en sund modvægt til denne hype, og det er derfor, at jeg har besluttet af mine unger skal udsættes for langt flere oplevelser indenfor to områder: Natur. Og kultur. Vel og mærke kultur, som mor her har udvalgt, for at give dem et nødvendigt alternativ til den ofte medierede virkelighed, som de ellers hvirvles rundt i, og som kan gøre dem status-blinde og begrænsede på en måde, der ikke er befordrende for deres selvværd. Fordi de på trods af mulighedshavet alligevel tror, at der kun findes én måde at have succes på, én måde at leve livet og én måde at være nogen på.

På ydersiden var turen den klassiske rundrejse i Californien, og vi fik besøgt San Fransisco, Yosemite Nationalpark, Las Vegas, Grand Canyon, Los Angeles, Santa Barbara og vi fik også kørt på de to mest legendariske veje: Highway 1 og Route 66. Den spændte altså vidt i indtryk og gav os både civilisation og uvant natur, og det i sig selv var faktisk en meget fantastiske oplevelse. Men det var midt på turen, at vi ramte de to steder, der gjorde størst indtryk. Ikke bare i fotoalbummet, men også i sindet. 

Efter ni timers ørkenkørsel, hvor vi havde ladet tankerne og samtalen flyve i alle retninger, mens det tørre sand og de enorme vidder gav luft til nye perspektiver på gamle problemstillinger, ramte vi Las Vegas og kørte direkte ind på The Strip. Her gik vi alle amok over denne sindssyge og sindssygt fascinerende by, der er så modsætningsfyldt, at man næsten ikke kan kapere det, for på det ene gadehjørne står en go-go-danser komplet med fjer på numsen, fjer på hovedet og bryster nærmest lagt på fad, mens hun står og vrikker indtagende – højst sandsynligt for at blive opdaget. Og lige ved siden af står en prædikant og tordner over byens synd, mens levendegjorte tegneserie-myter vandrer rundt og forsøger at få børnenes og vi andres opmærksomhed. Intet – intet(!) – er naturligt i Las Vegas; byen hvor det man besøger er hotellerne, med deres miniature-verdner, der er afsindigt godt lavet og sender en til et trygt lilleput-land, for på Marcus Pladsen i Venetia kan man godt blive væk, uden at blive rigtig væk, og i Paris, hvor vi boede, er byernes by et dukkeland, som er ægte, selvom det forsøger at være en kopi. Las Vegas er så uvirkelig, alt er så fake, at det til sidst virker enormt realistisk, og man er på besynderlig vis udspændt mellem super tryghed, fordi det meste man bevæger sig imellem er små kopier af virkeligheden, og på den anden side en vanvittig energi, der nærmest har dødsdrift på en meget levende måde. Ja, det giver ikke mening. Men det var sådan, jeg oplevede det. Og hvis du ikke har besøgt Las Vegas endnu, så skal du gøre det. Den oplevelse er for fabelagtig i ordets oprindelige forstand, til at gå glip af. Og sætter det moderne liv i en meget synlig kontekst. Det moderne liv, som det vel og mærke kan blive, hvis ikke vi har dens modsætning.

Vi forlod nemlig Las Vegas for at tage til Grand Canyon. De mange timers køretur rensede noget af hurlumhejet ud af hjernen, men det var først, da jeg sad på jorden med min yngste søns varme kind mod min, at jeg mærkede hvordan han tillod sig selv at falde ind i sig selv, falde ind i naturen, falde ind i historien og lod sit sind strække sig uden mål og med og bare tog verden og livet ind, mens vi sad og kiggede udover Grand Canyons næsten ubegribelige skønhed. 

Det er i spændingsfeltet mellem Las Vegas og Grand Canyon at de unge skal finde deres egen identitet, mening, værdier og ståsted. Problemet er bare, at det de unges for det meste bliver mødt med, er den rå ”på-hed” og resultatorientering og ekstreme selviscenesættelse som Vegas repræsenterer, mens de lærer alt for lidt om den ro og indsigt, som Grand Canyon kan give dem, ved at lære dem at trække sig fra de konstante ydre krav og mærke og lytte til sig selv. Historien. Helheden. Og evne at sætte sig selv ind i en sammenhæng. Med tiden og fællesskabet. 

Som forældrer ved jeg, at det i høj grad er min opgave at præsentere og øve dem i den balance. Og det gør jeg. Men jeg ville ønske, at skolereformen havde gjort mere plads til at lære dem at sanse verden på en sund måde, så de får lyst til at opsøge både natur og kunst og kultur, så de ser og bliver mødt med, at livet er langt mere mangfoldigt end karriereplaner, PISA-resultater, likes og fremmede fans. For når sjælen synger, som den gjorde da vi sad med benene hængende udover den røde klippe, der strakte sig lige så langt vi kunne se, bliver mennesket helt. Og så har man først for alvor noget originalt og ægte at byde det samfund, som vi alle er en del af. 

Bragt i Jyllands-Posten efteråret 2014

Den kommende statsminister bør udskifte BNP med et index, der måler det, der grundlægger menneskers lykke og sundhed. For når det er på plads, falder alt det andet også på plads. Præmissen for et godt samfund må være, at det er til for menneskene – og ikke for systemerne og økonomien. 

”Hvis du nu var statsminister for en dag i Danmark, Emilia, hvad ville du så gennemføre?”

He! Fedt spørgsmål at få stillet. 

 - 44,2 KB

Det er også det sidste jeg får i den podcast, som Peter Mogensen, direktør for tænketanken Kraka, og hans makker, Anders Dons, direktør for revisions- og konsulentfirmaet Deloitte, har lavet med mig. De to har siden 2017 haft samarbejdet Small Great Nations, der undersøger, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Super initiativ! Men før vi kan feste omkring det, skal en anden – langt vigtigere – ting på plads: At vi som nation bliver enige om, hvordan vi vil leve. 

Statistikkerne over vores velbefindende ser nemlig sådan ud: Stress er i dag en folkesygdom, 45 procent af danskerne lider af søvnløshed (læs: giver dårlig livskvalitet), 20 procent lider af depression og vi har stigende angst og ensomhed. Vilkår der afspejler, at vores samfund ikke er velfungerende. For menneskene forstås. For både økonomien og forbruget ser faktisk ud til at have det fint. Det store spørgsmål er imidlertid, om vi overhovedet kan måle et samfund i effektivitet og økonomi? Noget tyder på, at når vi gør det, bliver resultatet en masse tal. Og ikke et godt liv. 

Med tre dage til FV, kan de fleste danskere være med til at påvirke vores fremtid. Og det er her, at statsminister-spørgsmålet kommer praktisk på banen, for så er det jo mig, der bestemmer. Og hvis jeg nu var statsminister, og havde magt til at få gennemført én ting, så ville jeg gennemføre to. 

Hvilket jeg vil retfærdiggøre ved at hævde, at de to ting jeg vil gennemføre er siamesiske tvillinger, der deler et fælles sæt ben. Det de står på, er nemlig det, som gør mennesker sunde og lykkelige. Og da det eneste formål med et samfund nødvendigvis må være at tjene menneskene og skabe de bedste vilkår for dem (for det er jo ikke for systemernes og økonomiens skyld, at vi lever, vel?) følger det naturligt, at vi selvfølgelig først og fremmest skal bygge vores samfund op omkring det, som tjener menneskene bedst. Hvad det er, har en række af undersøgelser påvist, og jeg vil særskilt fremhæve Harvard Study of Adult Development, der har kørt siden 1938. 

Så hvad gør mennesker lykkelige og sunde? Relationer. Gode relationer.

Ikke penge. Berømmelse. Magt. Ting. Men gode relationer.

Ifølge lederen af den nævnte undersøgelse, Robert Waldinger, er der især to ting, som er vigtige at vide om relationer. For det første, at folk der er mere socialt forbundet til familier, venner og fællesskaber er gladere, fysisk sundere og lever længere end folk, som har mindre gode netværk. I modsætning hertil oplever folk, der er mere isoleret fra andre, end de ønsker at være, at de er mindre glade, deres helbred svækkes tidligere i livet, hjernefunktioner nedsættes tidligere, og de lever kortere liv. 

For det andet, at det er kvaliteten og ikke kvantiteten af relationerne, der er vigtig. Gode og varme forhold virker beskyttende, mens fx ægteskaber med mange konflikter og uden megen kærlighed har en direkte dårlig indflydelse på helbredet. Bemærk: Gode relationer handler ikke om at være lykkelige sammen hele tiden. Men derimod at vide, at når det gælder, så ved man, at den anden er der for én. Det kan være en ægtefælle, en søskende, et voksent barn, en ven eller noget helt femte; relationens ophav er ligegyldig, så længe man er der for hinanden.

Samlet viser det sig altså, at når mennesker føler sig psykologisk og socialt sikre, fordi de har gode relationer, har de også overskud til at skabe alt det andet, der giver et samfund i udvikling. Derfor burde relationer være den afgørende faktor for alt, hvad vi beslutter i samfundet.

Af den årsag ville den første ting, jeg som statsminister ville indføre, være et Nationalt Relations Index. NRI.

Dette index skulle kunne vise, om div tiltag styrker eller svækker vores relationer – og derfor om tiltaget skal gennemføres eller ej. Fuldstændig som vi i dag bruger økonomi, som en form for dømmende kraft. Det Nationale Relations Index kan dermed vise os, om vi er på rette vej til at få et samfund med mere sammenhængskraft, større tillid, mere kreativitet, og ikke mindst med borgere, der er sundere, lykkeligere, mere generøse, selvstændige og bedre til at fungere i fællesskaber. Hvilket tilsammen skaber en stærk befolkning, som gennem deres personlige overskud, også skaber et økonomisk overskud for landet.

Det vil nok ikke være enkelt at udvikle sådan et index, men ved fælles hjælp er jeg sikker på, at det kan lykkes. Og for inspiration kunne man skæve til Bhutans lykke-index, Gross National Happiness, som er en noget mere omfattende model end NRI skulle være. Tvivler man stadig, kan man huske på, at dengang man begyndte at lave økonomiske index, var det heller ikke helt ukompliceret, og det er det stadig ikke. Men besværet er værd at tage med, for situationen viser jo med al tydelighed, at der simpelthen er brug for nye pejlemærker. Hvilket meget aktuelt og hjerteskærende er blevet vist i TV2’s dokumentar om den mangelfulde børnepasning på institutionerne. 

Så: Relationer før penge. Både så vi får det bedre. Og så vi kan skabe et større socialt og økonomisk overskud.

Det bringer mig videre til min anden statsministerting: At indføre et fag i skolen, der lærer os, hvordan vi skaber gode relationer. Til både andre og især også til os selv. Hvilket betyder, at vi skal lære de grundlæggende principper om, hvad det vil sige at være et menneske, hvordan man skaber sig et godt liv og hvordan man skaber gode fællesskaber. Hvad nytter det egentlig, at jeg kan stave fejlfrit til ensomhed og regne min boligydelse korrekt ud, hvis jeg er dybt ulykkelig? Før matematikere og litterater er vi sociale væsener, og derfor skal relationsfaget være det vigtigste på skemaet og stå der fra 0’te til 9. klasse. 

Nogle vil finde mine forslag naive. Men jeg spørger lige igen: Hvem har vi skabt vores samfund for: Pengene og systemerne? Eller menneskene? Hvis det er os, er det eneste logiske primært at have fokus på, hvad der gør mennesker lykkelige og sunde. Så lad os pejle efter det nationale relations index og skab lykkeligere unge generationer ved at give dem et relationsfag i skolen. Godt valg på Grundlovsdag.

Bragt i Jyllands-Posten d. 01.06.2019

Deloittes årlige Millenial Survey er deprimerende læsning, når det handler om de unges tillid til fremtiden. Både til deres egne skills, jobmuligheder, politikerne, lederne og virksomhederne. Dagens EP-valg og det kommende Folketingsvalg viser os, hvilke seriøse udfordringer vi står overfor. Både nationalt og globalt. Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at både politikere og ledere tager et overordnet ansvar for at ændre på vores vilkår. Og arbejder målrettet på at få generationerne til at rykke sammen. Her er, hvad du skal gøre.

Den hængte mand er en af de arketyper, som tarot-kort opererer med. Og nu tænker du måske: Hvad laver tarot i min Børsen?! Jeg troede, det var et seriøst medie! Det er det også. Men grunden til, at jeg trækker dette kort op af kronikhatten er, at det på en fin og skarp måde viser os, hvad det er, der skal til, for at løse både vores egne og verdens problemer. Samt kan hjælpe os til at forstå de yngre generationer bedre, så vi kan lave den nødvendige bro mellem generationerne, så vi får en bedre i morgen end vi har i dag. Mere om det lidt senere.

For først skal vi forbi Deloittes årlige rapport om de såkaldte Millenials, som vi herhjemme oftere betegner som generation Y. Den er lige blevet frigivet og denne gang har de også findings med om generation Z. Den er lavet på verdensplan, men har også et særskilt dansk afsnit, der viser, hvor de danske unge adskiller sig fra det globale gennemsnit.

Tilfredsheden med livet

Det mest opløftende er, at 37 procent af de danske unge er tilfredse med deres liv, mod kun 29 procent globalt. Men ser vi på de muligheder, som danske unge har med fri adgang til uddannelse, sundhedsforsikring og boligstøtte, burde tallet være en del højere. At det alligevel ikke er en større andel, kan man måske finde forklaringen på i statistikkerne over deres mentale velbefindende, hvor stress, angst, depressioner og ensomhed i alt for høj udstrækning er en del af hverdagen. Vil du have tal og fakta på det, kan du evt læse min forrige artikel

Ser vi kort bort fra Deloittes rapport og i stedet overordnet på de unge, kan vi se, at de er drevet af nogle klare værdier, som giver sig udtryk i deres livsstil, der naturligvis adskiller sig fra de tidligere generationer – for det er jo sådan, historien er. Overordnet er de ikke meget for hierarkier, de er autonome og kreative, dygtige performere og opfatter sig selv som verdensborgere. På den selvfølgelige måde, fordi de siden de var børn, har surfet nettet tyndt og købt varer og set youtube videoer fra hele verden.

Video over de unges vigtigste værdier

I denne video 3 ud af 20 får du et konkret overblik over deres vigtigste værdier ved en kort gennemgang af det, som de unge er drevet af i dag. Men hvad er det så, der bekymrer de danske unge? Hvad er det, som den kommende regering, Europa parlament og virksomhedsledere skal arbejde med, for at være med til at skabe en generation af unge, der føler sig mere hjemme i vores samfund, så de friere og bedre er i stand til at bidrage til det, så vi kan få løst vores mest presserende problemer?

Klima er topscoreren

Ikke overraskende er klimaet topscoreren. 46 procent af de unge er bekymrede for, om vi beskytter klimaet, miljøet og naturen nok. Meget passende er den svenske skoleelev og klimaaktivist Greta Thunberg kommet på forsiden af Time Magazine iført en grøn kjole og et bistert og determineret udtryk i ansigtet, der lægger år til hendes aktuelle alder. Som der er blevet sagt gang på gang, er det generation X og Babyboomerne der har møget vores klode til i forurening, og mange af de unge føler, at de har fået regningen for en fest, de ikke selv har været med til. Til gengæld er de i gang med at opfinde en ny form for fest, hvor man tager et større kollektivt ansvar for at passe på kloden. Og hvor de forlanger, at dem de køber varer af og arbejder for, har klimaet på dagsordenen. 42 procent har nemlig styrket deres relation til virksomheder, som ifølge de unge har produkter eller ydelser med en positiv påvirkning på enten samfundet eller miljøet, mens næsten hver tredje har gjort det modsatte overfor de, der ikke gør en indsats for den dagsorden.

Så hvis du have de unges opmærksomhed, enten for at få deres kryds på stemmesedlen eller tiltrække og fastholde dem på din arbejdsplads, så sørg for at have en klar klimastrategi. Uanset. For klimaet er et metaproblem for de unge, så alt fra en hundesalon til en verdensomspændende plastikvirksomhed, forventes at have en klar holdning til, hvordan man gennem sit daglige virke kan forbedre klimaforholdende på kloden. Bom. Det var den lette af dem.

Terrorisme, datasikkerhed og onlinesvindel

Og nu kommer der lige nogle flere tal, der kan føde nørdsiden hos dig, og give dig et hurtigt overblik: Terrorisme bekymrer 29 procent af de danske unge, mens 24 procent ikke føler sig trygge ved den politiske ustabilitet, krigene og konflikterne. Denne dagsorden har til gengæld fået både masser af midler og opmærksomhed siden 2001, så selvom de færreste danske unge har været udsat for terror, har det alligevel en høj bevågenhed. Men sammenlignes det med de unges angst for at blive ofre for online-svindel svinger det sig op på 74 procent, og 62 procent af dem er nervøse for, om virksomhederne behandler deres data sikkert nok og om måden de får dem på, er ok. Og her er en til tv-stationerne, der arrangerer debatter: 20 procent er bekymret over immigrationen. Så måske skulle man holde op med at lade det fylde så stor en del af debatterne. Hvis man altså ønsker at blive hørt af de unge.

Hvad fortæller disse tal os om de unge?

Helt basalt, at de ikke har meget tiltro til den verden, som de ældre generationer har skabt. For sammenholdes det med, at kun 15 procent tror, at den økonomiske situation vil forbedres det næste år og 18 procent tror, at det samme vil ske med den sociale og politiske, så er det et faktisk meget nedslående.

Virksomhedernes scoring er nedslående

Klarer firmaerne sig så bedre?

56 procent mener, at virksomheder generelt har en positiv indflydelse på en bredere del af samfundet, end blot der hvor de reelt opererer. Det kan lyde højt, men for blot to år siden, var tallet i 80erne, så det er gået kraftigt nedad på super kort tid. Måske er det derfor, at 77 procent mener, at virksomhederne har mere fokus på deres egen agenda end på samfundets, og på globalt plan, mener 64 procent, at virksomhederne ikke har nogen anden dagsorden end at tjene penge. Ikke at det sådan set er dårligt, men man kunne jo argumentere for, at det ene ikke udelukker det andet, hvilket der er flere og flere virksomheder, der har fået øjnene op for.

De unge og den 4. industrielle revolution

Og til sidst, kommer det, som jeg mener er det mest nedslående. Nemlig at hele 36 procent af de, der allerede er i job, og 21 procent af de arbejdsløse, mener, at det bliver sværere at få et job, når den fjerde industrielle revolution for alvor er slået igennem. Mens kun 62% af de i arbejde og 49 procent af de arbejdsløse tror på, at de selv har de nødvendige skills og viden, som fremtidens arbejdsmarked har brug for.

Ethvert samfund er helt afhængig af, at de unge generationer tror på fremtiden og på deres egen magt og evner til at skabe en bedre verden, end den de er født ind i. Al erfaring viser nemlig, at vi mennesker med tiden desværre har det med at lade realiteterne blive undskyldning for at miste ambitionerne om for alvor at skabe forandring. Men hvis de unge allerede som unge har taget den overbevisning til sig, bliver det svært at forbedre vilkårene.

Den hængte mand

Det er her, at den hængte mand bliver interessant at arbejde med. Vi mennesker har altid brugt fortællinger og arketyper til at forstå vores egen situation og andres, og sociologisk set er tarotsættet, der består af 78 arketypiske situationer og mennesketyper, derfor en interessant fortælling om menneskers stræben, relationer og organisering. Når vi står i en kompleks situation, som vi gør lige nu, har vi derfor nogle gange brug for at blive mindet om det helt essentielle.

Den hængte mand er mønsterbryderen, transformatoren, som hylder princippet om at smide sit ego væk og opgive sine gamle stivnede perspektiver, attituder og overbevisninger, fordi de ikke længere tjener hverken nutiden eller fremtiden. I stedet er der et behov for at udvise villighed til at vende op og ned på sig selv og sin tro, for at kunne komme op med nye løsninger, der matcher den situation, som man står i nu.

Den hængte mands perspektiv er præcis det, der er brug for i dag, hvis vi skal have flyttet både verden og de unges tiltro. Og skal jeg oversætte det til tre direkte opfordringer til både politikere og ledere, med en stemme fra de unge generationer, så er de ret klare:

Tag et fælles ansvar for klimaet. Skarpere lovgivning og større ambitioner om klimavenlig produktion og forbrug.

Tag magten tilbage over data og giv den til de, der leverer den, nemlig forbrugerne.

Giv de unge langt større indflydelse på deres fremtid ved at tage dem alvorligt i deres udfordringer og inviter dem ind i løsningsbunkeren, så de får håbet tilbage til politikerne, lederne og dem selv.

Unge er altid blevet kritiseret for at være dovne, egoistiske og overfladiske, mens de ældre generationer, af de unge, er blevet kritiseret for at være konforme og selvfede. Dette kan vi faktisk vende til en fordel. For ved at arbejde sammen, kan begge parter holde hinanden i skak ift de ting, vi ikke får gjort og i stedet løfte hinandens dagsordener – og det er det, som vi skal bruge både denne slags rapporter og valgene til. Så: Go do! I dag til EP-valget. Den 5. juni til Folketingsvalget. Og ikke mindst - resten af livet.

VÆR BROEN

Dette er den fjerde kronik om generationerne Y&Z. Hvem de er. Hvad der driver dem. Og hvordan man bedst lever og arbejder sammen med dem. I hver kronik kan du også se en eller flere videoer, hvor du kan får hovedpointerne fra kronikken. Emilia van Hauen har i årevis beskæftiget sig med de unge generationer og hun har en klar opfordring til, hvor de ældre generationer kan starte, hvis de vil tiltrække og måske fastholde de unge: Hvis du vil have deres energi – giv dem din sympati! Med andre ord, er det de ældre generationers opgave at være broen ved at invitere de unge ind i deres systemer. Og så være åben overfor, at de kan levere noget andet, end det vi har været vant til.

Bragt i Børsen d. 26.05.2019

mandag 13. maj 2019 kl. 20:38 | 0 kommentarer

Vores guide satte sig forventningsfuld overfor os og smilede gennem det kraftige brillestel. Hans hænder med de mange ringe, som alle havde forskellige sten i og som hjalp ham med at have balance i kroppen og livet, blev foldet foran ham i spændt forventning. Vi kiggede først på hinanden, så på tallerknerne, der blev stillet foran os. Jeg havde nogle få minutter forinden været en tur ude i køkkenet og havde set, hvordan de lavede maden. Nok ikke noget, som ville få smileyer herhjemme, men jeg var helt tryg. For Ramanuj var den cooleste dude jeg længe havde mødt, og hvis han sagde, at vi kunne spise sikkert her, så kunne vi spise sikkert her! 

”Jeg synes altså, at vi er modige,” sagde Heidi så, før hun proppede noget forholdsvist ubestemmeligt i munden, som vi begge kunne lide og tog mere af. 

”Synes du?”, spurgte jeg lidt overrasket. 

”Ja, for vi siger ikke nej til noget og jeg synes det er så fedt, at du er med på alle oplevelser.”

Øh ja. Det var jeg nok. Som hun var. Men jeg havde slet ikke tænkt over det på den måde. For hele feriens koncept var jo at udforske byen med et hav af forskellige guidede ture, med de – viste det sig – mest nørdede guides jeg ever! havde mødt. Og som hældte de vildeste små detaljer og bidder af viden, som fik byen til at leve både i fortiden og i nutiden.

”Calcutta er Indiens Paris, så det er den perfekte kæresteby!” havde Karen fra rejsebureauet ellers sagt, da billetterne blev bestilt. Og min kæreste og jeg havde glædet os til at slentre rundt i denne eksotiske by. Men billetterne holdt altså længere end forholdet og derfor blev mandesovedyret skiftet ud med venindesengesnak, hvilket viste sig at være et heldigt skift.

For man ved faktisk aldrig helt, hvordan det er at rejse med en veninde. Jeg har spurgt rundt i kredsen og alle – samtlige – har fortalt historier om veninder, som de aldrig aldrig aldrig nogensinde vil rejse sammen med igen! Pludselig er den ellers normalt sociale og venlige veninde forvandlet til et egoistisk monster, der ikke gider at deltage i noget som helst. Eller hun viser sig at have et alkohol- eller narko-problem. Eller hun er konstant på mobilen med dem derhjemme og kan slet ikke være nærværende. Eller hun viser sig at være både nærig og nøjeregnende og vil altid tidligt i seng. 

Men Heidi viste sig altså at være den perfekte rejsemakker. Mens vi udforskede byen på de mange forskellige ture, som gjorde os hovedkulds forelskede i denne smukke og fuldstændig vidunderlige by, grinede vi mere eller mindre fra morgen til aften. For vi kom ud i de mærkeligste, mest overraskende, spændende og sjoveste oplevelser – og vi sparede ikke os selv og sagde bare ja til det hele.

Men vi gjorde det, fordi vi var sammen om det! 

Mange voksne tager ikke på ferie med deres veninder. Siger at det er noget, der hører den frie og uforpligtende ungdom til. Sådan har jeg det slet ikke. Og ja, nogle gange går det galt. Men de fleste gange går det jo godt. 

Kæresteturen blev altså erstattet af en kæreste-veninde-tur og det skønne var, at den viste sig at blive super romantisk også! For Heidi var ikke alene verdensmester i at give søde og kærlige komplimenter. Hun ville også gerne se Netflix når vi ramte dynerne, var sød til at hente te og frugt til mig, når jeg var træt og måske flettede vi ikke mange tæer og fingre, men til gengæld flettede vi masser af tanker og følelser, så romantiske Calcutta fik faktisk lov til at være romantisk, badet som vi var i kærlighed fra morgen til aften. 

Bragt i Femina d. 24.04.2019

Martin Thorborg har fået over 1 mio views på en video, hvor han shamer de unge for at klynke. I et åbent brev til ham opfordrer jeg ham til at tale de unge op i stedet. For de unge kæmper nemlig med et lavt selvværd, som der er flere logiske årsager til. Det kan både forældre og ledere hjælpe dem af med. Shaming er ikke en af løsningerne. 

Kære Martin,

Vi mødtes første gang til en konference, hvor du fortalte, hvordan du havde haft en elendig chef, der var sur hver anden dag. Du fortalte også, hvordan du var blevet super træt af at arbejde for sådan en chef og at du bla. derfor havde startet dit eget. Og at du en dag havde opdaget, at du var blevet en værre chef end den chef du hadede, for du var ikke bare sur hver anden dag. Du var sur hver eneste dag. Det var en ret skøn fortælling om selvindsigt. Leveret med det punch og den provokation, som er blevet et af dine varemærker.

Provokationer er nødvendige og gode for at flytte et samfund. Og nu har du fået mere end en million views på en video, hvor du starter med at skælde de unge ud i en såkaldt Motivational speech no. 1for TV2 Øst med titlen: Drop klynk og ævl.

”Der er måske mange unge, der er bange for at blive stressede, men det der stress der, ikke, undskyld jeg siger det, HOLD NU FUCKING KÆFT, altså! Der er alt for meget klynk og ævl, altså, for at sige det som det er. Alle de der Politiken læsere, der tuder over alle dem, der synes det er stressende at være ung, så drop da instagram og alt det der glamourlorteliv og få det væk. Undskyld – nogle gange bliver jeg bare irriteret, så der er for meget klynk og ævl. Der er for mange unge, der synes de har det hårdt, hold nu kæft altså! Kig på hvordan man havde det i gamle dage, vi har alle muligheder her i livet, det handler om at vælge fra. Du bliver ikke stresset af at arbejde meget, du bliver stresset af, hvilken fest du vil gå til, eller hvilket land du har lyst til at rejse til eller hvilket playstationspil du vil spille eller hvilket facebookopslag du vil lægge op. Prøv at hør her – det handler om at vælge fra! Lad være med at tro, at livet er så glamourøst.” 

Forførende men falsk

Jeg forstår, at det kan være forførende, at komme med skarpe udmeldinger, som er lette at forstå. Og som nurser den gruppe i de ældre generationer, der synes, at de unge i dag er forkælede og skulle tage sig sammen, så de kunne blive mere lig de voksne. Problemet er bare, at du med den retorik er med til at skabe en kløft i stedet for en bro mellem generationerne. For du taler de unge ned og gør dem forkerte. På et tidspunkt i deres liv, hvor de allerede selv føler sig rigeligt forkerte. Fx udøver 10-15 procent af de unge selvskadede adfærd og 40,5 procent af de 16-24 årige piger og 23,4 procent af de 16-24 årige drenge har høj stress (Den Nationale Sundhedsprofil), altså den form for stress som udløser en sygemelding, hvis man er på en arbejdsplads.

I videoen nedenfor har jeg samlet flere fakta på, hvordan de unges mentale velbefindende er og hvad der er årsagerne til det:

Video 5 af 20: Generation Y og Z's mentale velbefindende

Din video har jeg vist til flere unge, for at høre deres reaktion. De fleste dropper at se den færdig, fordi de synes du er en idiot. Deres udtryk. 

Hvilket er super ærgerligt, for har man lidt tålmodighed og ser videoen til ende, leverer du nogle vigtige og gode budskaber til de unge. Serveret med den samme form for klædelig selvindsigt, som jeg bemærkede for mange år siden. Derfor havde det været så meget federe, hvis du fra starten havde talt de unge op, som du har mulighed for at gøre, ud fra din privilegerede position. I stedet for at tale dem ned. 

Du har ret – livet er ikke et racerløb

”Hvordan kan det være, at de unge har så lavt et selvværd, når de samtidig er blevet båret på hænder og fødder af deres forældre?!”

Dette spørgsmål er det jeg oftest får, når jeg holder foredrag om de unge. Hvilket jeg gør rigtig meget, fordi vi netop står midt i et generationsskifte, der afføder et behov for bedre gensidig forståelse generationerne imellem. Svaret er, at det er der flere gode og logiske årsager til, for nutidens unge er nemlig helt faktuelt vokset op med nogle afgørende andre vilkår end tidligere generationer. I nedenstående video forsøger jeg at give et overblik over de faktorer, der gør, at de unges lave selvværd langt fra er deres eget ansvar.  

Video 6 af 20: Årsagen til de unges manglende selvværd

I din video er du selv inde på, at livet ikke er et racerløb og at man skal droppe at tro, at man skal blive overlæge i en alder af 25. Jeg kunne ikke være mere enig. Især fordi der er en stor sandsynlighed for, at en stor del af de unge bliver mere end 100 år gamle, så de kan nå at få flere karrierer i løbet af et liv. Og de har brug for dit budskab, for problemet for dem er, at de er født ind i et system, som pacer dem frem til at tro, at de hele tiden skal præstere max.

Medaljeforvirring fører til sårbart storhedsvanvid. 

Mange børn er nemlig vokset op med forældre, pædagoger og lærere, der i misforstået godhed og demokratisk sindelag, har sørget for at skabe en kultur, hvor alle vinder en medalje – uanset indsats. Det betyder, at de børn, der virkelig har leveret et stort stykke arbejde og gjort sig umage, får en medalje for at levere noget særligt godt. Men det gør de børn, der ikke har brugt tid eller energi på at gøre noget særligt ud af deres bidrag, også. Så uanset hvad barnet i virkeligheden har leveret, bliver det præmieret. Og det gør begge forvirrede. Den dygtige vil undre sig over, hvor meget mere der skal til, for at få en særlig anerkendelse. Og den der ikke leverede noget, bliver skamfuld over at føle sig som en bedrager. Resultatet er, at begge parter får undergravet både deres egen selvforståelse og selvværd, hvilket er præcis den modsatte effekt af det, der egentlig var tiltænkt. Og det kan føre til et sårbart storhedsvanvid, som gør, at nogle unge tror de kan blive verdenskendte youtubere på en måned. 

Hvilke udfordringer de unge har, har jeg samlet i nedenstående video:

Video 7 af 20: De unges største udfordringer

Læring er præstering. Ikke mestring.

Ifølge rapporten ”Karakterbogen” fra Center for Ungdomsforskning, oplever alt for mange unge i dag, at læringsrummet er blevet instrumentaliseret. I stedet for at være et kreativt rum, hvor nysgerrigheden kan udfolde sig og gøre dem reelt klogere, forventes de i stedet at levere konstante præstationer. Det medfører, at en del elever ikke for alvor bygger viden op indefra, så de med tiden kan mestre den og dermed levere selvstændige synspunkter. Hvilket er med til at opbygge selvværdet. Tværtimod opstår der en slags ”sorte skole” kultur, hvor elever lirer udenadslære af, for at imponere læreren og få en god karakter, men uden reelt selv at forstå, hvad de siger. Flere år i den kultur gør de unge sårbare og mindsker deres selvtillid og selvværd – selvom de på overfladen får høje karakterer. CEFU henleder bla. opmærksomheden på det konstante måleri, som en af årsagerne til, at denne kultur har udviklet sig. En kultur, som selv Singapore, der ellers er kendt for et benhårdt præstationsskolesystem, har forladt i år med deres skolereform kaldet ”Lær for livet”. Færre eksaminer og rangering i klasserne under begrundelsen af, at de skal lære glæden ved at lære, og ikke bare præstere, at kende. Fordi læring skal være en selvdisciplin, man skal kunne beherske livet igennem, så de forbliver nysgerrig og ivrige efter at lære resten af livet. Inspirationen har de interessant nok hentet bla. fra Danmark. 

Urealistiske referencegrupper

Til sidst er der din gode pointer om, at de kendte, der har mange følgere på youtube og de sociale medier, naturligvis er lige så menneskelige og fiaskoramte, som alle vi andre. Paradokset er bare, at de unge jo godt ved, at det liv, som de kendte udstiller på de sociale medier, er en illusion. For de unge er jo ikke dumme. Tværtimod. De er ofte mere bevidste om det filter-liv, der udstilles, og hvad det kræver for at fremstå så perfekt, end mange voksne er. De unge forsøger jo selv at levere det til dagligt. Men selvom de ved det, kan de stadig blive fascineret af det og tro, at det er et liv, de gerne selv vil have. Hey, du er jo selv sådan én, som de unge kigger efter og lader sig inspirere af, og selvom du gør dig umage med at fortælle, hvor uperfekt du har været og stadig er, så er du ikke desto mindre et forbillede for mange og virker til at have lige præcis det glamourøse liv, som de gerne selv vil have. Vi voksne må ikke glemme, at de unge faktisk handler helt naturligt, når de kigger efter mennesker, der har succes, fordi vi genetisk er kodet til at opsøge status og stærke fællesskaber, for at sikre vores egen overlevelse. 

Så hvad kan vi voksne gøre for at hjælpe dem til at falde på plads i deres eget liv, i stedet for at jagte et fata morgana? Du siger det selv: Vær noget for andre! Undersøgelsen Harvard Study of Adult Development, der har kørt siden 1938 har påvist, at netop gode relationer er det, der skaber sunde og lykkelige liv. Og det viser sig bla. ved, at når jeg spørger de unge, hvor stor betydning de kendte har i deres liv, er svaret oftest, at jo flere gode venner de selv har, jo mindre betyder de kendte. Altså kan vi voksne også tage den opgave på os at skabe gode og nære relationer til de unge, så de har et alternativ til glamour-livet, som du kalder det. Forældre kunne selv smide mobilen væk og være nærværende med deres børn, og lederne kunne skabe en sundere kultur ved at droppe KPI’erne og se de unge som midler til at opnå dem, og i stedet have fokus på at skabe en gensidig relation, hvor den menneskelige forbindelse er det centrale omdrejningspunkt, for at kunne levere kreativitet og innovation.

Drop shamingen og tal dem op i stedet

Vi havde det ikke hårdere end de unge har det i dag. Tværtimod. Og vi får endnu mindre godt ud af de unge og giver dem kun større problemer, ved at shame dem i deres adfærd. Din video viser tydeligt, at det du vil, er at frigøre dem fra det pres, som du synes, at de selv sætter sig i. Og da du er et menneske, der bliver lyttet til, fordi du både har en imponerende karriere, som kan virke inspirerende på mange unge, og nogle vigtige indsigter, du kan levere på en medrivende måde, vil jeg godt opfordre dig til at droppe den shaming du giver udtryk for i starten. Og i din næste video i stedet gå direkte til alle dine gode råd. Så vil flere unge helt sikkert se din video færdig og føle sig beriget. I stedet for endnu mere forkert. Og så bliver du i øvrigt den helt fede chef. Hver dag.

Vær broen

Dette er den tredje kronik om generationerne Y&Z. Hvem de er. Hvad der driver dem. Og hvordan man bedst lever og arbejder sammen med dem. I hver kronik kan du også se en eller flere videoer, hvor du kan får hovedpointerne fra kronikken. Emilia van Hauen har i årevis beskæftiget sig med de unge generationer og hun har en klar opfordring til, hvor de ældre generationer kan starte, hvis de vil tiltrække og måske fastholde de unge: Hvis du vil have deres energi – giv dem din sympati! Med andre ord, er det de ældre generationers opgave at være broen ved at invitere de unge ind i deres systemer. Og så være åben overfor, at de kan levere noget andet, end det vi har været vant til. 

Bragt i Børsen d. 12.05.2019

Tænk elementet vand hvis du vil forstå generationerne Y og Z bedre. Vi lever nemlig i et samfund, der flyder mere og mere, og de unge kan hjælpe os til at forstå, hvordan vi får mest ud af den virkelighed. Men vi skal give noget igen. For FOMO (Fear Of Missing Out) er sideproduktet og det tjener ingen. 

Er du over 30 år, og har du indenfor det sidste år rystet på hovedet af en ung? 

Så er det sikkert sket i én af to stemninger: Sympati over ungdommens dårskab/uvidenhed/fjollethed. Eller irritation over, at de ikke er som dig selv. 

Ja, det er en skråsikker udmelding, men den er baseret på mange års erfaring med at fortælle +30-årige mennesker om de unge, og i mere end 90 pct. af tilfældene er det de to reaktioner jeg får, når jeg fortæller om deres værdier, adfærd og livsstile.

Sympati og irritation. 

Sympatien udspringer som regel af en evne til at huske tilbage, hvor fjollet og uvidende, for ikke at sige selvoptaget, man selv var. Dengang. Mens irritationen oftere er knyttet til, at den unge virker fremmed i forhold til ens egen adfærd, værdier.

I videoen her kan du høre, hvilket flabet (et udtryk der har fået en genkomst med generationen Z) spørgsmål, som en X’er stiller to Y’er. Et spørgsmål der indeholder både irritationen og afstanden til det fjollede. Og som desværre også viser en sørgelig mangel på forståelse for de unge generationer.

Video 2 af 20: Hvem er generation Y og Z?

For begge reaktioner, sympati og irritation, udgør et alvorligt problem. De tager nemlig udgangspunkt i, at den unge er forkert. Med en undertone af, at hen forhåbentlig snart bliver lige så klog, som én selv. Ved at blive mere eller mindre som én selv.

Og dét er så det virkelige problem. At gentage det eksisterende. For intet samfund har brug for, at stress er en folkesygdom, at 20-30 pct. lider af angst, at 45 pct. lider af søvnløshed, at ensomheden er stigende, at 10-15 pct. af de unge udøver selvskadende adfærd, at klimaet på planeten går amok, at dyr helt bogstaveligt talt drukner i plastik og anden forurening, at ustabile diktaturer har atombomber og at flygtningestrømmen er i konstant stigning. Hvilket er blot nogle af de mest alvorlige vilkår, som babyboomerne og generation X har været med til at skabe. Vel?

Det synlige og det stille oprør. 

Tværtimod har vi brug for en generation af mennesker, der forstår at løse verdens problemer, og derfor er vi heldige, at der nu står nogle nye generationer på spring. Og netop fordi de unge lider under de eksisterende systemer og værdier, er der både et synligt og et stille oprør i gang. 

Den svenske skoleelev og klimaaktivist, Greta Thunberg, er et eksempel på det første, og verden har vist sig meget lydhør overfor hendes generations opråb om klimaansvarlighed. “Vores ledere opfører sig som børn og vi skal tage det ansvar, som de burde have taget for længe siden!” er hun blevet citeret for at sige. Hendes kamp har medført, at hun nu er indstillet til Nobels Fredspris i en alder af 16 år. 

Det stille oprør er mere centreret om valg af livsform. Ønsker man at forstå, hvad der driver dem og deres grundmentalitet, er det brugbart at tænke på elementet vand. For at gøre det mere håndgribeligt, har jeg knyttet fire begreber, der alle starter med F og som på hver deres måde forklarer, hvordan vand egentlig skal forstås.

Flydende. Følelser. Frihed.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman er kendt for at tale om den flydende modernitet og det flydende samfund, hvor flere og flere strukturer, systemer, institutioner, fag, klasser, identiteter, køn og meget mere flyder mere og mere, og det er den virkelighed som generationerne Y og Z er vokset op med. De har en evne til at flyde derhen, hvor der er mest energi, og hvor de mærker, at de kan få mest ud af deres indsats, tid og penge, uden at de føler sig belastet af tyngende loyalitet overfor hverken mærker, arbejdspladser eller relationer, hvis ikke det længere føles rigtigt for dem. 

Altså er det første F det flydende element, for de unge flyder gerne med det, der sker lige nu og som de ser en fordel i på nuværende tidspunkt. Det betyder ikke, at de er nogle utro overfladiske selvcentrerede egoister; det betyder mere, at de gerne vil bruge deres kræfter det rigtige sted, og at de er mere ærlige omkring deres følelser. Hvilket også er knyttet arketypisk til vand, og dermed er følelser det andet F, for det er også et vigtigt nøgleord til at beskrive de unge generationer. Siden de var små, er de gang på gang blevet spurgt om, hvad de føler?. Hvad de mærker?. Hvordan de har det? Og sætningen: 

“Du skal gøre det, der føles mest rigtigt for dig!” har de fået smidt i hovedet af velmenende forældre og voksne så jævnligt, at de klart er trænet i at styre efter deres indre overbevisning og følelser. Som det sidste F, karakteriserer vandet også frihed i at deres sandheder om verden og dem selv flyder, og de er derfor ofte åbne overfor, at alt kan genfortolkes og forstås på mange måder. Det giver dem denne grundlæggende følelse af frihed, hvilket også er noget som de opsøger i deres engagement med en arbejdsplads. Fremfor at se det som et sted, hvor de skal gøre karriere, er det oftere set som et sted, hvor de kan udvikle nogle særlige egenskaber og netværk, før de bringer det videre til det næste engagement. 

Så flydende, følelser og frihed karakteriserer de unge, som styrker. Og når de unge bruger disse egenskaber på deres arbejdsplads, kan de være med til at skabe en langt mere agil kultur, der åbner sig mere mod den verden, som også selv er i konstant forandring. 

FOMO

Det sidste F er til gengæld en tilstand, der driver dem i nærheden af stress og angst, og det er angsten for at gå glip af noget. På dansk kaldet glipkomplekset og på engelsk FOMO, Fear Of Missing Out. Især på grund af de sociale medier, bliver de konstant mindet om alle de muligheder, som verden byder på, og det skaber en grunduro i deres eksistens, for hvor tidligere generationer skulle vælge til, skal generationerne Y og Z vælge fra. Konstant.

Her kan de ældre generationer til gengæld være en hjælp for de yngre generationer, ved at give noget perspektiv til den enkelte situation og skabe et naturligt tyngdepunkt af sikkerhed, som en modvægt til alt det flydende. Som et modtræk til FOMO, taler man om JOMO, Joy Of Missing Out, som en tilstand, flere og flere søger aktivt. F. eks. er stilhed og ro blevet et produkt, som opsøges mere og mere i form af meditationsapps, retreats og andre ydelser, der hjælper mennesker til at finde ro i en hektisk hverdag.

Y’erne er allerede godt etableret på arbejdsmarkedet og Z’erne er på vej derind. De medfører en ændring af kulturen, og lige om lidt bliver det deres værdier og adfærd, som bliver dagsordensættende. Det kræver derfor en bedre forståelse af hvad alle generationer har at bidrage med til fællesskabet. En god rettesnor for at tiltrække de unge, er at se dem som en ressource, der kan byde på alternative løsninger af eksisterende problemer. Det vil sige gør plads i organisationen til, at deres dygtighed og idéer også får betydning, fremfor at holde fast i det gamle hierarki, som har virket fint før i tiden, men som ikke bærer fremtiden i sig. Det kan du læse mere om i den tidligere artikel om generation Y og Z.

Bragt i Børsen 29.04.2019

Hvordan tiltrækker og fastholder vi de unge? Det spørgsmål er et af de mest stillede på arbejdsmarkedet lige nu – og det i sig selv viser en manglende forståelse for generationerne Y og Z. For jo, du kan godt gøre meget for at tiltrække de unge, men fastholdelse - ud fra en mere traditionel forståelse - er ren utopi. Lige nu har vi fire generationer på arbejdsmarkedet, som har forskellige holdninger til både hierarkiet og karrieren. I denne første kronik i en serie på 14 kronikker om de unge, kigger vi nærmere på forskellen mellem generationerne. Og hvad der skal til for at tiltrække de unge.

(Denne kronik har været bragt i Børsen 7.4.19 og var den mest læste på borsen.dk)

Det var mest hans udtryk, der afslørede ham.

”Jeg forstår ikke, at de ikke bare gør det, de skal! De får da løn for arbejdet og de har mange flere frynsegoder end vi havde, da vi var unge!”, sagde han. Og henover hans ansigt bølgede frustration, skepsis og forurettethed. Men alle tre var samtidig blødt op af en oprigtig åbenhed og nysgerrighed, der samlede sig i en sårbarhed, som virkede lidt fremmed i hans ellers så barske fremtoning. 

Se video og få en oversigt over alle seks generationer

Det er ikke første gang, at jeg har mødt denne kombination af frustration og nysgerrighed, når jeg holder foredrag om de unge. Faktisk er det en af de mest udbredte indvendinger jeg får, når jeg fortæller om, hvorfor de unge ER mere sårbare, udsatte og skrøbelige end nogensinde før. Men også hvorfor de har rigtig meget at byde på. Hvis man altså forstår at skabe et arbejdsmiljø, der spejler den historie, de kommer fra.

For det er jo det, der er kernen i problemet. De unge generationer er i høj grad et resultat af det samfund, vi andre har skabt og den opdragelse vi har udsat dem for. Og det giver to kerneudfordringer, når de skal indgå som en del af en organisation:

For det første evnen til at respektere og indordne sig et hierarki.

For det andet fastholdelse i et job.

Hierarki er en by i fortiden

I 1995 blev bogen “Dit kompetente barn” af familieterapeuten Jesper Juul udgivet og satte en hel lavine i gang af velmenende forældre, der ville afskaffe hierarkiet mellem voksne og børn. Kulturen var dog allerede i gang med at brede sig inden bogen udkom; den satte bare ord og begreber på trenden. Hjemme i familierne var det nemlig blevet normalt at inddrage børnene i alle typer af beslutninger, inklusiv hvor man skulle hen på ferie og selv hvor man skulle bo. Beslutninger, som børnene ikke selv havde hverken viden eller erfaring nok til at kunne mene noget fornuftigt om, men som lærte dem at forhandle om alt. Inklusiv virkeligheden. Også i skolerne blev børnene inddraget mere og mere i undervisningen og blev bedt om at mene og bestemme noget om bla. projekter, fag mm i hidtil uset grad. Og som det tredje blev de også trænet i at forholde sig til deres eget forbrug med en professionalisme, som ellers kun kan kræves af indkøbere i middelstore detailvirksomheder, hvilket har givet dem en klar oplevelse af indflydelse og magt. Disse tre vilkår har skubbet til den hierarkiforståelse, som ellers har været helt naturlig for de ældre generationer. Resultatet er, at vi har været med til at skabe et par generationer af børn og unge, der ikke er blevet trænet i at orientere sig efter et klart hierarki og som ikke har oplevet værdien og fordelene af det. Men som til gengæld igennem hele deres liv, har fået at vide, at de selv og deres holdninger var mindst lige så meget værd, som de voksne.

Problemet opstår, når de unge kommer ud på arbejdspladserne, for paradoksalt nok forventes de at indgå helt naturligt i hierarkiet uden at stille for mange spørgsmålstegn, og især uden at udfordre det til mere end blot charmepunktet. 

Resultatet er, at de enten ikke kan finde ud af det. Eller at de ikke gider. For de kan ikke se idéen i at skulle se op til en leder, som ikke viser sig som en leder for dem. Blandt andet fordi verden forandrer sig så afsindigt hurtigt, at det langt fra er de voksne, de ældre, der ved bedst. Som klarer sig bedst. Og som bedst spejler og fanger den tidsånd, der dominerer.

Tværtimod ønsker de hellere at kigge ind i deres egne referencegrupper, som har en helt anden agilitet mht markedet, uddannelsen, arbejdet og dets karakter, samt indtjeningen – selvom det sidste er mindre vigtigt. Så et traditionelt hierarki kan de sjældent se idéen i, selvom de lærer at forstå, at det er den måde en stor del af verden er bygget op omkring.

Hvad de 4 generationer stræber efter

Kigger man på forskellen i de fire erhvervsaktive generationers aspiration med deres arbejde, forstår man bedre, hvorfor der kan opstå udfordringer.

Her får du en lille quiz om hvilken generation, der stræber efter hvad. Der er disse fire aspirationer: 

Work-life balance
Frihed & fleksibilitet
Jobsikkerhed
Sikkerhed & stabilitet

Og der er disse fire generationer:

Generation Z: 1996-2010
Generation Y: 1981-1995
Generation X: 1966-1980
BabyBoomer: 1946-1965

Hvordan tror du, at de skal parres?

Se video om de fire erhvervsaktive generationers livsambitioner

Svaret er, at babyboomerne (også kaldet 68-generationen, fordi de var unge dengang ungdomsoprøret satte ind i 1968) søgte jobsikkerhed, generation X søger work-life balance, generation Y søger frihed og fleksibilitet og generation Z søger sikkerhed og stabilitet.

Måske blev du overrasket?

Mange forstår fint, at den ældste generation søgte jobsikkerhed, og forstår også, at generation X var den første generation til at ville have balance mellem arbejdsliv og privatliv, og derfor stadig har fokus på det. Der er heller ikke så mange, der bliver overrasket over, at generation Y vil have frihed og fleksibilitet, fordi det er det, der hele tiden bliver italesat om de unge. Men mange bliver overrasket over, at generation Z søger sikkerhed og stabilitet.

Den korte forklaring er, at mens generation Y voksede op uden at deres forældre eller de selv oplevede en krise, er det helt anderledes med generation Z. De er vokset op under tre afgørende forhold. For det første har den økonomiske krise, der brød ud i 2008, præget deres opvækst med en bevidsthed om, at der kan opstå mangel og usikkerhed mht jobs og økonomi. For det andet er de født ind i en politisk terror-dagsorden uden et klart venne/fjende billede, hvilket også skaber en grundusikkerhed om, hvor i verden man hører til. Og som det tredje kan lægges en afsindig udviklingshastighed på især det digitale og teknologiske område, der har haft en massiv påvirkning på vores hverdag og den måde vi skaber sociale relationer på. Resultatet er en tæt på total usikkerhed i de afgørende strukturer og systemer, som de lever på og i. Så ikke underligt, at generation Z søger sikkerhed og stabilitet.

Men.

Og det er et vigtigt men. De står samtidig på den aspiration, som den tidligere generation har. Vi mennesker har jo en tendens til at tage det vi allerede har, for givet, fordi det har udviklet sig til at blive en kultur. Derfor tager generation Z for givet, at de naturligvis har frihed og fleksibilitet, som generation Y tager for givet, at der skal være work-life balance, som generation X tager for givet, at der skal være jobsikkerhed (og det på trods over, at generation X faktisk voksede op i en tid, hvor arbejdsløshed var en vigtig faktor). Så generation Y tillader sig selv at have fokus på frihed og fleksibilitet, fordi de forventer, at de kan kræve work-life balance. Og generation Z tillader sig selv at have fokus på sikkerhed og stabilitet, fordi de som det mest naturlige kræver, at de har frihed og fleksibilitet.

Hierarkiet bliver dermed udfordret, og det interessante spørgsmål er, hvordan man skal indrette sig, for både at honorere de tidligere generationer, så hierarkiet skaber den stabilitet og sikkerhed, som et godt hierarki gør. Og hvordan udvikle det, så de unge generationer gider at være en del af organisationen.

Det findes der faktisk et meget enkelt svar på.

Vil du have deres energi? Giv dem din sympati!

Man kan nemlig godt have et tydeligt arbejds- og opgavehierarki, hvor de unge også indgår – men det skal ske under forudsætning af, at det sociale hierarki ikke fastholdes. Med andre ord dur det ikke at trække chefkortet i den personlige relation. Den unge skal opleve, at hen bliver respekteret som et selvstændigt individ, der både kan tænke og arbejde selv, og derfor bliver de inddraget med naturlig respekt, når en opgave skal løses.

Hvilket fører mig frem til det vigtigste mantra, når det gælder om at skabe en god relation til de unge: Vil du have deres energi? Så giv dem din sympati!

Herfra kan man så arbejde videre med hierarkiet.

Og det fører os over i den anden udfordring, som præger arbejdspladserne i dag, nemlig spørgsmålet om fastholdelse.

Fastholdelse

Ifølge Deloitte Millenial Survey regner kun 43% af de unge med at være i deres job i to år og kun 28 procent regner med at blive i fem år.  Blandt generation Z forventer 61 procent at blive kortere end to år. Respondenterne i undersøgelsen fortæller også, at de er skuffede over, at lederne ikke prioriterer på samme måde som de selv gør og at de ”ikke har nogen ambition udover at ville tjene penge!” 

Hvad er forskellene på de fire erhvervsaktive generationer, når det gælder deres holdning til karriere? 

Se video om de fire erhvervsaktive generationers karriereambitioner

Baby-boomerne er loyale overfor deres organisation, mens generation X er loyal overfor deres profession. Generation Y arbejder med – og altså ikke for – organisationen, mens Z’erne er såkaldt multitaskers. Hvad betyder det i en organisation? At babyboomerne ofte er gode til at identificere sig med en arbejdsplads, mens X’erne har mere fokus på at opfylde deres ambitioner gennem deres fag, og derfor gerne bliver længe i en organisation, så længe de får opfyldt deres faglige ambitioner. Y’erne ser sig selv som lejere i en organisation, så der er en vis tilknytning hvis opgaverne er spændende, mens Z’erne først og fremmest ser sig selv, som en slags pop-op virksomhed, der arbejder langt mere projektorienteret end nogen anden generation og indgår der, hvor der er brug for dem. Og hvor de har lyst til at være. Lidt smart kunne man sige, at for hvert CPR-nr i den generation, findes der også et CVR-nr.

”Hvis jeg synes, at jobbet er virkelig spændende og det er en fed organisation, så kunne jeg godt finde på at blive der i lang tid. Rigtig lang tid!” Sådan sagde en af de unge, jeg engang holdt foredrag for, da jeg spurgte, hvad der skulle til for at de ville blive der længe. Ok, det var da klar tale, tænkte jeg. Men så fortsatte han: ”Altså, jeg kunne finde på at blive der i et år, måske oven i købet halvandet år!” Nok ikke ligefrem den udgave af fastholdelse, som hans arbejdsplads havde forestillet sig. 

At forsøge at fastholde de unge, er som at kæmpe mod tyngdekraften og det betaler sig sjældent. Oftest er resultater nemlig frustration, når de alligevel bevæger sig videre. Så derfor er et interessant, åbent og fleksibelt arbejdsmiljø baseret på en ligeværdig dialog og et fleksibelt hierarki, det bedste man kan gøre. For det første fordi man dermed kan regne med, at den der forlader sørger for at finde sin egen afløser inden exit. Og dernæst er der langt større sandsynlighed for, at den der forlader, kommer igen en anden gang. Med mere erfaring og nye talenter i spil.

Vær broen 

Vi står midt i et generationsskifte på arbejdspladserne og ifølge Deloitte vil generation Y i 2025 udgøre 75 procent af arbejdsstyrken, så arbejdspladskulturen er for alvor i gang med at ændres. Derfor er der også brug for, at de fire generationer, der i dag arbejder side om side forstår hinanden og rækker ud. Imidlertid ligger ansvaret for at det lykkes især hos de ældre generationer. For det er dem, der har skabt de strukturer, der stadig er mest dominerende og derfor er det også dem, der skal være broen til de unge. Og det kan man bedst gøre, ved at være åben og nysgerrig på tre afgørende områder:

Hvem de er? Hvordan de vil arbejde sammen i fællesskabet? Og hvad de vil være med til at flytte i verden?

I de næste kronikker, vil disse tre spørgsmål blive behandlet mere indgående.  

Bragt i Børsen og mest læste d. 07.04.2019

torsdag 11. april 2019 kl. 23:35 | 1 kommentarer

Sidste søndags rekord-affaldsindsamling. En muslimsk inder og hans kærlighed til Kolkata/Calcutta. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Meget, viser det sig. For begge dele handler om en særlig form for bevidsthed, der er ved at blive allemandseje. Heldigvis!  

Han sidder i rendestenen, kun iført sit lændeklæde, og vasker sig med vand fra brandhanen. Sæbeskummet løber i en boblende strøm væk fra ham ned ad gaden og ved siden af ham står en anden ældre mand, der er ved at tørre sig efter sit bad. 

 

 - 85,1 KB

 

”De har faktisk rindende vand i husene,” siger vores guide, ”men nogle synes det er lettere at tage et bad på gaden.” I mit hoved giver denne sætning ikke rigtig mening. Men efter nogle få dage i Kolkata, har jeg overgivet mig til, at byen lever efter en anden logik end min. Hvilket jeg naturligvis var forberedt på, for det var én af grundene til, at jeg gerne ville besøge byen. ”Det er Indiens Paris, en rigtig kæresteby!”, havde min Indiensekspert, Karen Stigsen, givet løfter om. Mens andre rynkede bryn og gav advarsler om fattigdom, snavs og tiggeri – hvilket viste sig at være tomme fordomme.

For vi blev jo komplet forelskede i denne smukke by med det rolige og venlige tempo og som indtil 1911 var Indiens hovedstad under navnet Calcutta; et navn, der først i 2001 blev ændret til det bengalske Kolkata, som en ekstra markering af frigørelsen fra det britiske styre. Fra morgen til aften var vi omgivet af en særlig varm og gylden æstetik, der er svær at beskrive, og nok mest skal opleves, ligesom den sympatiske stemning af tilbagelænet venlig coolness. Vi vandrede rundt på de gamle smalle stræder mellem de halvhøje huse i portugisisk kolonistil, der fremstod med en fremmed værdighed i al deres pompøse slitage, og fandt vej i gadernes uendelighed af kringelkroge, der bragte os ind og ud af markeder, der alle var rene farveeksplosioner i et ordnet kaos af eksotiske madvarer, og frem og tilbage fra synagoger, templer, kirker, moskeer og andre religiøse huse. Vi fik chai-te serveret i små rå lerkrus på flere gadehjørner, smagte os igennem ubestemmelige bagværk, fritureudgaver af alt muligt, bænkede os ved flere gadekøkkener, så gamle victorianske mindesmærker, museer, parker og indtog i det hele taget byen på mange forskellige måder. 

Og alt dette skete, fordi Iftekhar Ahsan i 2007 fik sat menneskeben på sin drøm ved at skabe guidefirmaet Calcutta Walks, som tager turister med rundt på kulturelle vandreture i byen med de vildeste nørder som guides, der lader til at vide ALT om byen. Fire år i træk har han vundet TripAdvisors Certificate of Excellence,så hans idé har vist sig at holde: Jo, vi andre elsker også hans by, når vi lærer den at kende gennem hans kærlighed til den, og jo, der skal passes på den. For i sidste ende handler det meget mindre om mursten og mindesmærker, og meget mere om de mennesker, der engang skabte historie og de mennesker, der i dag lever og skaber den. 

Men mest af alt handler det om at leve bæredygtigt i pagt med andre og kloden. Derfor vil han også skabe en bevægelse, hvor byens forfaldne huse får liv og værdighed igen ved at blive sat i stand. Mange af de gamle smukke huse står nemlig og forfalder, fordi lejen pga loven ikke bliver reguleret løbende, og det betyder, at alt for mange lejere betaler latterlige beløb for mange kvadratmeter, hvilket igen medfører, at ejerne ikke gider at vedligeholde. Og da lejerne kun er lejere, gider de heller ikke. 

Men Ifte gider godt. Og derfor har han som et eksempel skabt det lille vidunderlige Calcutta Bungalow, som engang var en gammel kasse af forfald, og som i dag er det smukkeste boutique hotel, skabt af kasserede materialer. En lille perle af værdier om bæredygtighed, som inspirerer hele verden, når den kommer på besøg.

Hans tanker og handlinger er helt i takt med den gryende verdensbevidsthed om balance og gensidighed, som især de yngre generationer er optaget af. Retail Institute Scandinavia har lavet en undersøgelse blandt de unge, der viser, at 75 procent af generation Y (født mellem 1980-1995) og 83 procent af Z’erne (født mellem 1996-2010) mener, at et brands eller et produkts bæredygtige profil er vigtig i forhold til at ville købe deres produkter. Dette fokus er blevet personificeret af den svenske skoleelev og klimaaktivist, Greta Thunberg, som i august sidste år startede den første skolestrejke for klimaet foran Riksdagen i Stockholm og som i dag er blevet nomineret til Nobels Fredspris. 

Dette er en reaktion på, hvordan den moderne verden producerer en afsindig mængde af skrald, blandt andet fordi vi (endnu) ikke er tvunget til at genbruge særligt meget. Selvom Danmark har en ret disciplineret kultur med hensyn til skrald, var der ikke desto mindre god brug for de 200.000 mennesker, der i søndags gik rundt med plastiksække med grønt logo på og samlede gamle McDonald ketchup-poser, dildoer, cykelstyr og åbenbart også et klaver ind, så skraldet kunne komme væk fra naturen og ud til en forbrændingsanstalt. Eller videre til en ny ejer. 

Så jo, bevidstheden om helhed, om ansvarligt forbrug og om den gensidighed, der er nødvendig, hvis vi skal kunne blive ved med at leve sammen på den samme klode, er stigende. 

Derfor er mennesker som Ifte og Greta fremtiden. Og initiativer som affaldsindsamlingen. Det vi alle skal hengive os til er bevidstheden om, at verden ikke er til for os – men derimod at er vi en del af verden, så hvis jeg shitter den, så shitter jeg lige så meget mig selv. I forlængelse af dette, må Branson, Musk og de andre iværksættere også meget snart diske op med en flyver, der ikke sviner, så vi ikke bare skal møde hinanden og udveksle idéer om bæredygtighed gennem en fremmedgørende elektronik, men derimod kan sidde i samme rum og skabe den nye verden. Sammen. 

Kronik bragt i Jyllands-Posten d. 06.04.2019

torsdag 11. april 2019 kl. 23:25 | 0 kommentarer

Vi sad på mit kontor, mens mørket hang udenfor vinduerne og det var tæt på julen, så vi ville lige ses og kalibrere hinanden inden året gled helt ud af vores tastatur.

”Fuuuuck”, var nok mit første ord til hende, da hun spurgte, hvordan det egentlig gik. For året havde bevæget sig på trekantede hjul. Hver eneste gang jeg møjsommeligt havde hevet nogle resultater hjem og følte, at nu – endelig! - var der ved at være lidt glid i tingene, klaskede det lige ned på en lang tung flade af absolut ingenting og så stod jeg stille. Igen. Så jo, jeg var pænt træt af året, livet og mig selv.

Hun anbefalede mig at læse Rhonda Byrnes ”The power”. Jeg trak mundvigene nedad og kneb øjnene sammen i snobbet foragt. Ja, nikkede hun, den er alt det, du tænker – men den virker! Jeg hostede tørt. Slog den op på Storytel og begyndte at lytte til den, da jeg kørte hjem.

Alene forfatterens egen stemme var lige til at begå selvmord af og hendes metodiske gentagen af de samme budskaber, var kvalmefremkaldende. Men mindre end en time efter, at jeg havde ploppet headsettet i ørerne, begyndte bogen at virke. Lige så sikkert som to panodiler på en hovedpine. To timer inde i bogen bestilte jeg den danske papirudgave. Som jeg lavede så mange æselører i, at bogen blev dobbelt så tyk. 

Budskabet er kort: Alt er kærlighed, så overgiv dig til det og mærk livet, som det er meningen, der skal være: Magisk og sjovt. Og det starter med at føle taknemmelighed. Den konstante hjernevask gjorde, at først ændrede jeg mig. Siden mine omgivelsers reaktion på mig. Livet blev lettere. Sjovere. Flere gode ting skete.

Efter nogle måneder forsøgte min modelnørdeside at perfektionere metoden, så den blev endnu bedre og sikrere. En masse tests førte til fire trin, som hver gang har vist sig at gøre panodil-tricket. Nogle gange tager det uger, andre gange blot minutter. Men uanset kræver det af mig, at jeg er disciplineret, vedholdende og fokuseret.

Første trin er at føle taknemmelighed, så hjertet åbner sig og blive blødt og modtageligt. Ifølge Robert Emmons, psykolog og den førende forsker indenfor taknemmelighed, stiger vores lykkeniveau med 25 procent, hvis vi i tre uger skriver ned, hvad vi er taknemmelige for. Hver dag har sine særlige ting, som man kan takke for, men med tiden kan man faktisk ende med at gå i en konstant rus af taknemmelighed over at der fx er strøm i kontakten eller rindende vand i hanen. 

Trin 2 frigør os fra irritation, vrede, misundelse eller hævnlyst gennem tilgivelse. Tilgiv alle de, eller alt det, som ligger og trækker på din energi. Sig det højt. Selvom du ikke nødvendigvis kan mærke frisættelsen, så virker det alligevel energetisk.

Nu har du plads til trin 3: Vær generøs. Med din omsorg, omtanke, hengivelse, anerkendelse, opmærksomhed og kærlighed overfor andre. Giv et like til en du misunder. Lad en anden komme ind foran dig i køen. Giv alt det gode væk, som du selv savner – og opdag, hvordan trin 4 begynder at ske af sig selv!

Trin 4 er nemlig hengivelse til selvkærlighed. Jo, du er faktisk et ret vidunderligt menneske! Lad det gennemstrømme dig, lad også vi andre få glæde af det. Så du kan mærke taknemmeligheden over, at du er i live….osv. 

Taknemmelighed. Tilgivelse. Generøsitet. Selvkærlighed. TTGS.

Det er ingredienserne i livssmertens panodil. Eller måske federe: Det er livsglædens eliksir! Som samtidig giver dig den vildeste energetiske udstråling, så du også begynder at modtage, hvad du gerne vil have i dit liv.

Lyder det, som det værste selvhjælpsbogspis? Ja, SELVFØLGELIG gør det det!!! Men det er lige meget. For det virker. Hver gang. Igennem hele 2018 øvede jeg mig på det – og det år var en fest ift året før! 2019 bliver helt sikkert endnu bedre. Men altså - test det selv. Og se, om ikke også dit liv er sjovere på runde hjul…

Kronik bragt i Femina 13.03.2019

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign