Blog

Hvordan tiltrækker og fastholder vi de unge? Det spørgsmål er et af de mest stillede på arbejdsmarkedet lige nu – og det i sig selv viser en manglende forståelse for generationerne Y og Z. For jo, du kan godt gøre meget for at tiltrække de unge, men fastholdelse - ud fra en mere traditionel forståelse - er ren utopi. Lige nu har vi fire generationer på arbejdsmarkedet, som har forskellige holdninger til både hierarkiet og karrieren. I denne første kronik i en serie på 14 kronikker om de unge, kigger vi nærmere på forskellen mellem generationerne. Og hvad der skal til for at tiltrække de unge.

Det var mest hans udtryk, der afslørede ham.

”Jeg forstår ikke, at de ikke bare gør det, de skal! De får da løn for arbejdet og de har mange flere frynsegoder end vi havde, da vi var unge!”, sagde han. Og henover hans ansigt bølgede frustration, skepsis og forurettethed. Men alle tre var samtidig blødt op af en oprigtig åbenhed og nysgerrighed, der samlede sig i en sårbarhed, som virkede lidt fremmed i hans ellers så barske fremtoning. 

Se video og få en oversigt over alle seks generationer

Det er ikke første gang, at jeg har mødt denne kombination af frustration og nysgerrighed, når jeg holder foredrag om de unge. Faktisk er det en af de mest udbredte indvendinger jeg får, når jeg fortæller om, hvorfor de unge ER mere sårbare, udsatte og skrøbelige end nogensinde før. Men også hvorfor de har rigtig meget at byde på. Hvis man altså forstår at skabe et arbejdsmiljø, der spejler den historie, de kommer fra.

For det er jo det, der er kernen i problemet. De unge generationer er i høj grad et resultat af det samfund, vi andre har skabt og den opdragelse vi har udsat dem for. Og det giver to kerneudfordringer, når de skal indgå som en del af en organisation:

For det første evnen til at respektere og indordne sig et hierarki.

For det andet fastholdelse i et job.

Hierarki er en by i fortiden

I 1995 blev bogen “Dit kompetente barn” af familieterapeuten Jesper Juul udgivet og satte en hel lavine i gang af velmenende forældre, der ville afskaffe hierarkiet mellem voksne og børn. Kulturen var dog allerede i gang med at brede sig inden bogen udkom; den satte bare ord og begreber på trenden. Hjemme i familierne var det nemlig blevet normalt at inddrage børnene i alle typer af beslutninger, inklusiv hvor man skulle hen på ferie og selv hvor man skulle bo. Beslutninger, som børnene ikke selv havde hverken viden eller erfaring nok til at kunne mene noget fornuftigt om, men som lærte dem at forhandle om alt. Inklusiv virkeligheden. Også i skolerne blev børnene inddraget mere og mere i undervisningen og blev bedt om at mene og bestemme noget om bla. projekter, fag mm i hidtil uset grad. Og som det tredje blev de også trænet i at forholde sig til deres eget forbrug med en professionalisme, som ellers kun kan kræves af indkøbere i middelstore detailvirksomheder, hvilket har givet dem en klar oplevelse af indflydelse og magt. Disse tre vilkår har skubbet til den hierarkiforståelse, som ellers har været helt naturlig for de ældre generationer. Resultatet er, at vi har været med til at skabe et par generationer af børn og unge, der ikke er blevet trænet i at orientere sig efter et klart hierarki og som ikke har oplevet værdien og fordelene af det. Men som til gengæld igennem hele deres liv, har fået at vide, at de selv og deres holdninger var mindst lige så meget værd, som de voksne.

Problemet opstår, når de unge kommer ud på arbejdspladserne, for paradoksalt nok forventes de at indgå helt naturligt i hierarkiet uden at stille for mange spørgsmålstegn, og især uden at udfordre det til mere end blot charmepunktet. 

Resultatet er, at de enten ikke kan finde ud af det. Eller at de ikke gider. For de kan ikke se idéen i at skulle se op til en leder, som ikke viser sig som en leder for dem. Blandt andet fordi verden forandrer sig så afsindigt hurtigt, at det langt fra er de voksne, de ældre, der ved bedst. Som klarer sig bedst. Og som bedst spejler og fanger den tidsånd, der dominerer.

Tværtimod ønsker de hellere at kigge ind i deres egne referencegrupper, som har en helt anden agilitet mht markedet, uddannelsen, arbejdet og dets karakter, samt indtjeningen – selvom det sidste er mindre vigtigt. Så et traditionelt hierarki kan de sjældent se idéen i, selvom de lærer at forstå, at det er den måde en stor del af verden er bygget op omkring.

Hvad de 4 generationer stræber efter

Kigger man på forskellen i de fire erhvervsaktive generationers aspiration med deres arbejde, forstår man bedre, hvorfor der kan opstå udfordringer.

Her får du en lille quiz om hvilken generation, der stræber efter hvad. Der er disse fire aspirationer: 

Work-life balance
Frihed & fleksibilitet
Jobsikkerhed
Sikkerhed & stabilitet

Og der er disse fire generationer:

Generation Z: 1996-2010
Generation Y: 1981-1995
Generation X: 1966-1980
BabyBoomer: 1946-1965

Hvordan tror du, at de skal parres?

Se video om de fire erhvervsaktive generationers livsambitioner

Svaret er, at babyboomerne (også kaldet 68-generationen, fordi de var unge dengang ungdomsoprøret satte ind i 1968) søgte jobsikkerhed, generation X søger work-life balance, generation Y søger frihed og fleksibilitet og generation Z søger sikkerhed og stabilitet.

Måske blev du overrasket?

Mange forstår fint, at den ældste generation søgte jobsikkerhed, og forstår også, at generation X var den første generation til at ville have balance mellem arbejdsliv og privatliv, og derfor stadig har fokus på det. Der er heller ikke så mange, der bliver overrasket over, at generation Y vil have frihed og fleksibilitet, fordi det er det, der hele tiden bliver italesat om de unge. Men mange bliver overrasket over, at generation Z søger sikkerhed og stabilitet.

Den korte forklaring er, at mens generation Y voksede op uden at deres forældre eller de selv oplevede en krise, er det helt anderledes med generation Z. De er vokset op under tre afgørende forhold. For det første har den økonomiske krise, der brød ud i 2008, præget deres opvækst med en bevidsthed om, at der kan opstå mangel og usikkerhed mht jobs og økonomi. For det andet er de født ind i en politisk terror-dagsorden uden et klart venne/fjende billede, hvilket også skaber en grundusikkerhed om, hvor i verden man hører til. Og som det tredje kan lægges en afsindig udviklingshastighed på især det digitale og teknologiske område, der har haft en massiv påvirkning på vores hverdag og den måde vi skaber sociale relationer på. Resultatet er en tæt på total usikkerhed i de afgørende strukturer og systemer, som de lever på og i. Så ikke underligt, at generation Z søger sikkerhed og stabilitet.

Men.

Og det er et vigtigt men. De står samtidig på den aspiration, som den tidligere generation har. Vi mennesker har jo en tendens til at tage det vi allerede har, for givet, fordi det har udviklet sig til at blive en kultur. Derfor tager generation Z for givet, at de naturligvis har frihed og fleksibilitet, som generation Y tager for givet, at der skal være work-life balance, som generation X tager for givet, at der skal være jobsikkerhed (og det på trods over, at generation X faktisk voksede op i en tid, hvor arbejdsløshed var en vigtig faktor). Så generation Y tillader sig selv at have fokus på frihed og fleksibilitet, fordi de forventer, at de kan kræve work-life balance. Og generation Z tillader sig selv at have fokus på sikkerhed og stabilitet, fordi de som det mest naturlige kræver, at de har frihed og fleksibilitet.

Hierarkiet bliver dermed udfordret, og det interessante spørgsmål er, hvordan man skal indrette sig, for både at honorere de tidligere generationer, så hierarkiet skaber den stabilitet og sikkerhed, som et godt hierarki gør. Og hvordan udvikle det, så de unge generationer gider at være en del af organisationen.

Det findes der faktisk et meget enkelt svar på.

Vil du have deres energi? Giv dem din sympati!

Man kan nemlig godt have et tydeligt arbejds- og opgavehierarki, hvor de unge også indgår – men det skal ske under forudsætning af, at det sociale hierarki ikke fastholdes. Med andre ord dur det ikke at trække chefkortet i den personlige relation. Den unge skal opleve, at hen bliver respekteret som et selvstændigt individ, der både kan tænke og arbejde selv, og derfor bliver de inddraget med naturlig respekt, når en opgave skal løses.

Hvilket fører mig frem til det vigtigste mantra, når det gælder om at skabe en god relation til de unge: Vil du have deres energi? Så giv dem din sympati!

Herfra kan man så arbejde videre med hierarkiet.

Og det fører os over i den anden udfordring, som præger arbejdspladserne i dag, nemlig spørgsmålet om fastholdelse.

Fastholdelse

Ifølge Deloitte Millenial Survey regner kun 43% af de unge med at være i deres job i to år og kun 28 procent regner med at blive i fem år.  Blandt generation Z forventer 61 procent at blive kortere end to år. Respondenterne i undersøgelsen fortæller også, at de er skuffede over, at lederne ikke prioriterer på samme måde som de selv gør og at de ”ikke har nogen ambition udover at ville tjene penge!” 

Hvad er forskellene på de fire erhvervsaktive generationer, når det gælder deres holdning til karriere? 

Se video om de fire erhvervsaktive generationers karriereambitioner

Baby-boomerne er loyale overfor deres organisation, mens generation X er loyal overfor deres profession. Generation Y arbejder med – og altså ikke for – organisationen, mens Z’erne er såkaldt multitaskers. Hvad betyder det i en organisation? At babyboomerne ofte er gode til at identificere sig med en arbejdsplads, mens X’erne har mere fokus på at opfylde deres ambitioner gennem deres fag, og derfor gerne bliver længe i en organisation, så længe de får opfyldt deres faglige ambitioner. Y’erne ser sig selv som lejere i en organisation, så der er en vis tilknytning hvis opgaverne er spændende, mens Z’erne først og fremmest ser sig selv, som en slags pop-op virksomhed, der arbejder langt mere projektorienteret end nogen anden generation og indgår der, hvor der er brug for dem. Og hvor de har lyst til at være. Lidt smart kunne man sige, at for hvert CPR-nr i den generation, findes der også et CVR-nr.

”Hvis jeg synes, at jobbet er virkelig spændende og det er en fed organisation, så kunne jeg godt finde på at blive der i lang tid. Rigtig lang tid!” Sådan sagde en af de unge, jeg engang holdt foredrag for, da jeg spurgte, hvad der skulle til for at de ville blive der længe. Ok, det var da klar tale, tænkte jeg. Men så fortsatte han: ”Altså, jeg kunne finde på at blive der i et år, måske oven i købet halvandet år!” Nok ikke ligefrem den udgave af fastholdelse, som hans arbejdsplads havde forestillet sig. 

At forsøge at fastholde de unge, er som at kæmpe mod tyngdekraften og det betaler sig sjældent. Oftest er resultater nemlig frustration, når de alligevel bevæger sig videre. Så derfor er et interessant, åbent og fleksibelt arbejdsmiljø baseret på en ligeværdig dialog og et fleksibelt hierarki, det bedste man kan gøre. For det første fordi man dermed kan regne med, at den der forlader sørger for at finde sin egen afløser inden exit. Og dernæst er der langt større sandsynlighed for, at den der forlader, kommer igen en anden gang. Med mere erfaring og nye talenter i spil.

Vær broen 

Vi står midt i et generationsskifte på arbejdspladserne og ifølge Deloitte vil generation Y i 2025 udgøre 75 procent af arbejdsstyrken, så arbejdspladskulturen er for alvor i gang med at ændres. Derfor er der også brug for, at de fire generationer, der i dag arbejder side om side forstår hinanden og rækker ud. Imidlertid ligger ansvaret for at det lykkes især hos de ældre generationer. For det er dem, der har skabt de strukturer, der stadig er mest dominerende og derfor er det også dem, der skal være broen til de unge. Og det kan man bedst gøre, ved at være åben og nysgerrig på tre afgørende områder:

Hvem de er? Hvordan de vil arbejde sammen i fællesskabet? Og hvad de vil være med til at flytte i verden?

I de næste kronikker, vil disse tre spørgsmål blive behandlet mere indgående.  

Bragt i Børsen og mest læste d. 07.04.2019

Sidste søndags rekord-affaldsindsamling. En muslimsk inder og hans kærlighed til Kolkata/Calcutta. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Meget, viser det sig. For begge dele handler om en særlig form for bevidsthed, der er ved at blive allemandseje. Heldigvis!  

Han sidder i rendestenen, kun iført sit lændeklæde, og vasker sig med vand fra brandhanen. Sæbeskummet løber i en boblende strøm væk fra ham ned ad gaden og ved siden af ham står en anden ældre mand, der er ved at tørre sig efter sit bad. 

”De har faktisk rindende vand i husene,” siger vores guide, ”men nogle synes det er lettere at tage et bad på gaden.” I mit hoved giver denne sætning ikke rigtig mening. Men efter nogle få dage i Kolkata, har jeg overgivet mig til, at byen lever efter en anden logik end min. Hvilket jeg naturligvis var forberedt på, for det var én af grundene til, at jeg gerne ville besøge byen. ”Det er Indiens Paris, en rigtig kæresteby!”, havde min Indiensekspert, Karen Stigsen, givet løfter om. Mens andre rynkede bryn og gav advarsler om fattigdom, snavs og tiggeri – hvilket viste sig at være tomme fordomme.

For vi blev jo komplet forelskede i denne smukke by med det rolige og venlige tempo og som indtil 1911 var Indiens hovedstad under navnet Calcutta; et navn, der først i 2001 blev ændret til det bengalske Kolkata, som en ekstra markering af frigørelsen fra det britiske styre. Fra morgen til aften var vi omgivet af en særlig varm og gylden æstetik, der er svær at beskrive, og nok mest skal opleves, ligesom den sympatiske stemning af tilbagelænet venlig coolness. Vi vandrede rundt på de gamle smalle stræder mellem de halvhøje huse i portugisisk kolonistil, der fremstod med en fremmed værdighed i al deres pompøse slitage, og fandt vej i gadernes uendelighed af kringelkroge, der bragte os ind og ud af markeder, der alle var rene farveeksplosioner i et ordnet kaos af eksotiske madvarer, og frem og tilbage fra synagoger, templer, kirker, moskeer og andre religiøse huse. Vi fik chai-te serveret i små rå lerkrus på flere gadehjørner, smagte os igennem ubestemmelige bagværk, fritureudgaver af alt muligt, bænkede os ved flere gadekøkkener, så gamle victorianske mindesmærker, museer, parker og indtog i det hele taget byen på mange forskellige måder. 

Og alt dette skete, fordi Iftekhar Ahsan i 2007 fik sat menneskeben på sin drøm ved at skabe guidefirmaet Calcutta Walks, som tager turister med rundt på kulturelle vandreture i byen med de vildeste nørder som guides, der lader til at vide ALT om byen. Fire år i træk har han vundet TripAdvisors Certificate of Excellence,så hans idé har vist sig at holde: Jo, vi andre elsker også hans by, når vi lærer den at kende gennem hans kærlighed til den, og jo, der skal passes på den. For i sidste ende handler det meget mindre om mursten og mindesmærker, og meget mere om de mennesker, der engang skabte historie og de mennesker, der i dag lever og skaber den. 

Men mest af alt handler det om at leve bæredygtigt i pagt med andre og kloden. Derfor vil han også skabe en bevægelse, hvor byens forfaldne huse får liv og værdighed igen ved at blive sat i stand. Mange af de gamle smukke huse står nemlig og forfalder, fordi lejen pga loven ikke bliver reguleret løbende, og det betyder, at alt for mange lejere betaler latterlige beløb for mange kvadratmeter, hvilket igen medfører, at ejerne ikke gider at vedligeholde. Og da lejerne kun er lejere, gider de heller ikke. 

Men Ifte gider godt. Og derfor har han som et eksempel skabt det lille vidunderlige Calcutta Bungalow, som engang var en gammel kasse af forfald, og som i dag er det smukkeste boutique hotel, skabt af kasserede materialer. En lille perle af værdier om bæredygtighed, som inspirerer hele verden, når den kommer på besøg.

Hans tanker og handlinger er helt i takt med den gryende verdensbevidsthed om balance og gensidighed, som især de yngre generationer er optaget af. Retail Institute Scandinavia har lavet en undersøgelse blandt de unge, der viser, at 75 procent af generation Y (født mellem 1980-1995) og 83 procent af Z’erne (født mellem 1996-2010) mener, at et brands eller et produkts bæredygtige profil er vigtig i forhold til at ville købe deres produkter. Dette fokus er blevet personificeret af den svenske skoleelev og klimaaktivist, Greta Thunberg, som i august sidste år startede den første skolestrejke for klimaet foran Riksdagen i Stockholm og som i dag er blevet nomineret til Nobels Fredspris. 

Dette er en reaktion på, hvordan den moderne verden producerer en afsindig mængde af skrald, blandt andet fordi vi (endnu) ikke er tvunget til at genbruge særligt meget. Selvom Danmark har en ret disciplineret kultur med hensyn til skrald, var der ikke desto mindre god brug for de 200.000 mennesker, der i søndags gik rundt med plastiksække med grønt logo på og samlede gamle McDonald ketchup-poser, dildoer, cykelstyr og åbenbart også et klaver ind, så skraldet kunne komme væk fra naturen og ud til en forbrændingsanstalt. Eller videre til en ny ejer. 

Så jo, bevidstheden om helhed, om ansvarligt forbrug og om den gensidighed, der er nødvendig, hvis vi skal kunne blive ved med at leve sammen på den samme klode, er stigende. 

Derfor er mennesker som Ifte og Greta fremtiden. Og initiativer som affaldsindsamlingen. Det vi alle skal hengive os til er bevidstheden om, at verden ikke er til for os – men derimod at er vi en del af verden, så hvis jeg shitter den, så shitter jeg lige så meget mig selv. I forlængelse af dette, må Branson, Musk og de andre iværksættere også meget snart diske op med en flyver, der ikke sviner, så vi ikke bare skal møde hinanden og udveksle idéer om bæredygtighed gennem en fremmedgørende elektronik, men derimod kan sidde i samme rum og skabe den nye verden. Sammen. 

Kronik bragt i Jyllands-Posten d. 06.04.2019

Vi sad på mit kontor, mens mørket hang udenfor vinduerne og det var tæt på julen, så vi ville lige ses og kalibrere hinanden inden året gled helt ud af vores tastatur.

”Fuuuuck”, var nok mit første ord til hende, da hun spurgte, hvordan det egentlig gik. For året havde bevæget sig på trekantede hjul. Hver eneste gang jeg møjsommeligt havde hevet nogle resultater hjem og følte, at nu – endelig! - var der ved at være lidt glid i tingene, klaskede det lige ned på en lang tung flade af absolut ingenting og så stod jeg stille. Igen. Så jo, jeg var pænt træt af året, livet og mig selv.

Hun anbefalede mig at læse Rhonda Byrnes ”The power”. Jeg trak mundvigene nedad og kneb øjnene sammen i snobbet foragt. Ja, nikkede hun, den er alt det, du tænker – men den virker! Jeg hostede tørt. Slog den op på Storytel og begyndte at lytte til den, da jeg kørte hjem.

Alene forfatterens egen stemme var lige til at begå selvmord af og hendes metodiske gentagen af de samme budskaber, var kvalmefremkaldende. Men mindre end en time efter, at jeg havde ploppet headsettet i ørerne, begyndte bogen at virke. Lige så sikkert som to panodiler på en hovedpine. To timer inde i bogen bestilte jeg den danske papirudgave. Som jeg lavede så mange æselører i, at bogen blev dobbelt så tyk. 

Budskabet er kort: Alt er kærlighed, så overgiv dig til det og mærk livet, som det er meningen, der skal være: Magisk og sjovt. Og det starter med at føle taknemmelighed. Den konstante hjernevask gjorde, at først ændrede jeg mig. Siden mine omgivelsers reaktion på mig. Livet blev lettere. Sjovere. Flere gode ting skete.

Efter nogle måneder forsøgte min modelnørdeside at perfektionere metoden, så den blev endnu bedre og sikrere. En masse tests førte til fire trin, som hver gang har vist sig at gøre panodil-tricket. Nogle gange tager det uger, andre gange blot minutter. Men uanset kræver det af mig, at jeg er disciplineret, vedholdende og fokuseret.

Første trin er at føle taknemmelighed, så hjertet åbner sig og blive blødt og modtageligt. Ifølge Robert Emmons, psykolog og den førende forsker indenfor taknemmelighed, stiger vores lykkeniveau med 25 procent, hvis vi i tre uger skriver ned, hvad vi er taknemmelige for. Hver dag har sine særlige ting, som man kan takke for, men med tiden kan man faktisk ende med at gå i en konstant rus af taknemmelighed over at der fx er strøm i kontakten eller rindende vand i hanen. 

Trin 2 frigør os fra irritation, vrede, misundelse eller hævnlyst gennem tilgivelse. Tilgiv alle de, eller alt det, som ligger og trækker på din energi. Sig det højt. Selvom du ikke nødvendigvis kan mærke frisættelsen, så virker det alligevel energetisk.

Nu har du plads til trin 3: Vær generøs. Med din omsorg, omtanke, hengivelse, anerkendelse, opmærksomhed og kærlighed overfor andre. Giv et like til en du misunder. Lad en anden komme ind foran dig i køen. Giv alt det gode væk, som du selv savner – og opdag, hvordan trin 4 begynder at ske af sig selv!

Trin 4 er nemlig hengivelse til selvkærlighed. Jo, du er faktisk et ret vidunderligt menneske! Lad det gennemstrømme dig, lad også vi andre få glæde af det. Så du kan mærke taknemmeligheden over, at du er i live….osv. 

Taknemmelighed. Tilgivelse. Generøsitet. Selvkærlighed. TTGS.

Det er ingredienserne i livssmertens panodil. Eller måske federe: Det er livsglædens eliksir! Som samtidig giver dig den vildeste energetiske udstråling, så du også begynder at modtage, hvad du gerne vil have i dit liv.

Lyder det, som det værste selvhjælpsbogspis? Ja, SELVFØLGELIG gør det det!!! Men det er lige meget. For det virker. Hver gang. Igennem hele 2018 øvede jeg mig på det – og det år var en fest ift året før! 2019 bliver helt sikkert endnu bedre. Men altså - test det selv. Og se, om ikke også dit liv er sjovere på runde hjul…

Kronik bragt i Femina 13.03.2019

Tag et frivilligt ansvar nu – eller bliv tvunget til det senere! For verdens tilstand vurderes til at være to minutter i dommedag. Et besøg i Kolkata/Calcutta viste, at man ikke behøver at være på Elons Musks niveau, for at gøre den forskel mange taler om. Iftekars filosofi, der baserer sig på enkel kulturudveksling og praktisk bæredygtighed, er noget vi alle kan kopiere. Gensidighed er nøgleordet. (2. mest læste på borsen.dk den dag)

”Mine børn skal ikke gå i skole!”

Vi sidder på sengene i et af de smukke værelser i hans boutiquehotel Calcutta Bungalow. Alle værelserne har et tema og når man kigger rundt på væggene og hylderne, er man ikke i tvivl: Det er skomageren, der hersker her.

”Hvorfor ikke?” Min veninde og jeg siger det forskudt med et enkelt sekund imellem.

”Fordi de overhovedet ikke lærer det, de skal, i en skole i dag! De lærer at regne og stave, de lærer hvor landene ligger i verden, men de lærer ikke de ting, som betyder noget i livet. De lærer ikke hvordan man har en sund husholdningsøkonom, de lærer ikke, hvordan vi passer på miljøet og naturen, de lærer ikke hvordan man er sammen med andre mennesker og de lærer ikke noget om sig selv! Min mor er det klogeste menneske jeg kender, og hun har ingen uddannelse. Men hun forstår mennesker og hun forstår livet og hun giver mig altid de bedste råd. Om alting!”

Ifte smiler stort og hans ansigt lyser op. Igen. Han er i slutningen af 30erne, men hele hans væsen udstråler en interessant blanding af oldingevisdom, let social indignation og barnlig glæde. Noget der kunne virke mærkeligt på alle andre end lige ham.

For man skal ikke være sammen med ham mange minutter før man bliver inddraget i både hans verden og livsfilosofi. Og man skal ikke vide meget om tidsånd og trends, før det bliver klart, at han holder fremtiden i hånden. Det han gør, er det, som flere og flere kommer til at gøre i fremtiden. Som virksomheder kommer til at adoptere. Som regeringer forhåbentlig kommer til at lovgive om. Og som man allerede nu kan vælge at gøre frivilligt og med lyst, eller senere blive tvunget til at gøre i modstand. Og det han gør er i virkeligheden uhyre enkelt tænkt, men svært at udføre, fordi det går imod den herskende livsform.

Ifte, som han bliver kaldt, både forstår og udlever nemlig kombinationen af balance og forbindelse. Balance i forbruget, så det ikke skader klimaet og miljøet, og forbindelser mellem mennesker gennem kulturel udveksling.

I 2007 fik Iftekhar Ahsan sat form på sin store kærlighed til sin by, Calcutta, i dag kaldet Kolkata, der indtil 1911 var Indiens hovedstad under det britiske styre og samtidig centrum for kultur, uddannelse, videnskab og politik. I dag har den et blakket rygte som et smogindsvøbt hul i jorden fyldt med tiggere. For at vise verden, at byen stadig byder et vidunderligt univers af netop kultur og historie, skabte han Calcutta Walks. Fire år i træk har han vundet TripAdvisors Certificate of Excellence og er i øvrigt blevet anmeldt overvældende godt i medier som New York Times, Financial Times, Wall Street Journal, National Geographic og CNN, hvilket ikke kommer bag på en, når man først selv er blevet taget med rundt på deres særlige ture på gåben med en af deres guider.

Heldigvis er der flere rejsebureauer rundt omkring i verden, der af samme årsag har lagt mærke til konceptet, og også her slår hans moral igennem, for efter at hans samarbejdspartner Grace Tours gjorde hans ture kendte herhjemme, blev han ikke overraskende kontaktet af flere andre, som han afviste af loyalitet overfor det bureau, der først havde taget en chance med ham og levede dermed op til hans egne værdier om relationer før økonomi. Og de er virkelig noget særligt. For det første er alle guiderne de vildeste nørder, der ved de mærkeligste og mest interessante og overraskende ting om byen, menneskerne, kulturen og historien. For det andet får man lov til at komme helt med ind i folks private hjem, ind i køkkenet hos streetfoodhytten, ind i baglokalerne til de mange forskellige religioners templer, i nedlagte gamle gårde i forfaldne men skærende smukke gamle bygninger. Og en aften var vi oven i købet med i køkkenet hos en af guidernes kone, der for tiden bor hos sin mor, fordi faren døde, og her lærte vi at kokkerere på indisk og udvekslede historier om livet (og især om mænd og kvinder). For det tredje kan man ikke undgå at blive smittet af deres ubetingede kærlighed til byen og menneskene og der bliver hilst varmt på dem uanset hvor de kommer hen. Set udefra er kodeordet respekt. For det vi besøger og de mennesker, der repræsenterer det. Og derfor går respekten begge veje.

Økonomisk er de ikke blevet millionærer. Men på livskvalitet er de, siger de selv. Og de penge de har fået i overskud, har han investeret i en gammel ejendom, som han nænsomt har sat i stand ud fra en bæredygtig filosofi om genbrug af gamle materialer. Resultatet er blevet et af de smukkeste hoteller jeg nogensinde har boet på. Ikke fordi det er prangende fancy, men fordi æstetikken er så gennemført lækker og gennemtænkt og miljømæssigt sympatisk, at det bare gør en glad at være der. Også dette projekt har et større formål. Byen er nemlig præget af mange forfaldne huse, fordi lejerne ikke bliver reguleret i deres husleje, og derfor vedligeholder ejerne sjældent husene, da det ikke kan betale sig. Lejerne gør det imidlertid heller ikke, fordi de ikke kommer til at eje forbedringerne, så der er et væld af smukke ejendomme, der er mere end 100 år gamle, som bare står og bliver slidt op af mennesker og tid. For at sætte en bevægelse i gang, købte han derfor ejendommen og kan nu gå foran og vise, hvordan de gamle huse kan komme til live igen.

Så Ifte tror på mennesker og bæredygtighed. Og hans midler er formidling af kultur og intelligent genbrug. Indien er verdens andet største land med 1.3 mia indbyggere, hvoraf en femtedel lever under ekstrem fattigdom, så der er mange vilkår, der skal forbedres, før de er på niveau med fx Danmark. Men selvom vi herhjemme lever langt bedre mht de økonomiske vilkår, er vi fattige på de indre linjer. For utallige undersøgelser viser gang på gang, at stress er en folkesygdom, at en femtedel af os får en depression, at op til 30 procent lider af angst, at flere og flere lider af ensomhed og at omkring 50 procent sover dårligt om natten, fordi de er bekymrede og stressede, så selvom vi kan sætte mad på bordet flere gange om dagen og har senge at sove i, så trives vi ikke så godt, som vi kunne forvente under de gode betingelser, vi ser ud til at have.

Der er altså noget i vores livs- og samfundsbalance, der ikke er kalibreret. Og det lader til at de yngre generationer forstår alvoren bag de nødvendige ændringer, der skal til, bedre end de generationer, som har skabt de strukturer vi lever under i dag. Strukturer der på papiret skaber rigdom, men som efterlader de mennesker og den klode, som de skulle tjene, fattigere og værre på livskvalitet. Metoden virker altså ikke på lang sigt og det har de unge gennemskuet. Når man læser undersøgelser om generationerne Y og Z’s værdier og taler med dem for at afdække, hvad de drømmer om, er der nemlig en overvældende stor andel, der vil det samme, som det Ifte allerede lever. Og der er meget der tyder på, at verden har brug for det. Svenske Greta Thunberg på blot 15 år er en de seneste unge, der er løbet med verdens opmærksomhed, fordi hun under klimatopmødet i Polen i december 2018 skældte verdens ledere ud for ikke at tage ansvar. ”I er løbet tør for undskyldninger og vi er ved at løbe tør for tid!”, sagde hun.

Den globale opvarmning er ved at være anerkendt bredt som et faktum, oceanerne lider under afsindig plastikforurening, naturen lider under udpining af ressourcer og ligeledes forurening, flere og flere dyrearter bliver udryddet og mennesket selv er ved at stresse sig selv til døde, så klodens liv er ikke ligefrem præget af en bæredygtig levestil. Faktisk viste dommedagsuret i januar i år, skabt af Bulletin of the Atomic Scientist, der bla består af 15 nobelpristagere, at verdens tilstand kun er to minutter i dommedag, hvilket ikke kun skyldes truende sammenbrud af internationale aftale og politiske sammenslutninger, men også truslen der kommer fra klimaforandringerne, bioteknologien og it.

Så vi er to minutter fra den totale udryddelse.

Og vi er flere mennesker i verden end nogensinde før, hvilket betyder at konsekvenserne af problemerne naturligvis også påvirker langt flere mennesker end tidligere. Der er derfor ikke meget der tyder på, at bæredygtighed længere er et valg, som vi kan tilslutte os frivilligt, hvis vi orker det. Vi skal handle bæredygtigt, hvis vi skal overleve, og derfor kunne det give mening at tale om bære-nødvendighed, der burde indføres hele vejen rundt i alt hvad vi gør og tænker. Lige nu handler vi nemlig - ironisk nok - alt for meget som en bunke uansvarlige teenagere, der har fået lov til at holde fest i et smukt hus, og som efter en lang nat har trashet det fuldstændig og nu står på gaden og diskuterer, hvor man skal tage hen og holde afterparty.

Ifte er heldigvis ikke det eneste menneske, der tager et selvstændigt ansvar for at forbedre klodens tilstand ved at mindste både de kulturelle forskelligheder, som potentielt kan bruges som undskyldning for krig, og ved at tænke bæredygtigt, når det kommer til forbrug. Men det jeg elsker ved hans eksempel er, at det netop ikke er kæmpe stort. Han er ikke Elon Musk, der skaber nye bilmærker og vil bebo Mars. Han taler ikke i FN og vil skabe fred på hele Jorden gennem en kæmpe organisation. Han laver ”bare” gåture rundt i sin egen by og sætter et enkelt hus i stand, der kan huse de mennesker, der gerne vil gå rundt i hans by. Han er meget tættere på alle os almindelige mennesker, der basalt set lever helt gennemsnitlige liv, men han gør noget hver dag, der helt praktisk er med til at sænke os måske et enkelt millisekund fra dommedag. Og jo flere vi gør det, jo længere fra dommedag kommer vi. Og her har svenske Greta jo ret: Vi kan ikke være bekendt at aflevere en klode til vores efterkommere, der er så meget i ubalance, som den er nu.

Det gør ham til et brugbart eksempel for inspiration for os alle sammen. For ikke alene bruger han sine vågne timer på at skabe en ny virkelighed, som han selv kan stå inde for; han forsøger også at træne sine egne efterkommere til at få en bedre fornemmelse for, hvad livsbalance betyder. Ved at inddrage sine børn i sin hverdag, i stedet for at sende dem i skole, lærer de hvordan de indgår i en større praktisk sammenhæng, og det har vi brug for som fællesskab. Naturligvis har alle på ingen måde mulighed for at selv at undervise sine børn. Men det er faktisk heller ikke det, der er pointen. Det er, at han har taget et bevidst valg om, hvad han gerne vil sende videre frem i tiden.

Og lige dét kan vi godt alle sammen tage et ansvar for. Det kan vi praktisere i vores daglige indkøb og det kan vi praktisere dagligt i vores samvær med andre mennesker. Skåret ind til benet handler det om at leve efter et enkelt begreb: Gensidighed. Gensidighed skaber balance, der kommer af at forstå, at vi alle har et personligt ansvar for at give og tage i respekt for en ligeværdig udveksling.

Kronik bragt i Børsen søndag 24. februar 2019

Et møde med den geniale kunstner Mille Kalsmose er et møde med kosmiske relationer

Pludselig står hun der på mit kontor. Høj. Lyshåret. Skindbukser. Med en insisterende, inciterende energi. Og flere grin efter hinanden, mens vi meget hurtigt kommer på bølgelængde. Som om vi fortsætter en samtale, vi ikke tidligere har begyndt.

Hun er kommet for at hente en af mine bøger, der ikke længere kan købes. Men jeg har nogle stykker liggende og det bliver starten på en rejse ind i hinandens verdner. Vi deler interessen for os’et, vi’et, de andre plus mig. Relationer er hvad vi begge står på. Står i. Og snart har vi selv skabt en forbindelse, der skaber bro mellem sociologiens mange narrativer og hendes vilde verden af udtryk, aftryk, der uundgåeligt trykker sig ind i beskueren. Deltageren. Det andet menneske.

Da jeg nogle dage senere besøger hende i hendes hjem, åbenbares det hvordan hun er i stand til at skabe værker, der konstruerer statistikkerne over vores moderne ubalancer og inkontinuitet ind i former, der i fjer og farver og anden materialitet, på samme tid spejler frustrationerne og de længsler efter sammenhæng, som ligger i vores kød og sind, men som ikke har fået ord endnu. Og hvordan hun helt u-skandinavisk er en brønd af universel sanselighed, der glider ind under alle vores rationelle forbehold og fylder os ud med en subtil levendehed.

Jeg er betaget. Og vi holder kontakten. Det ene øjeblik er i hun i New York. Det næste i Hong Kong. Det tredje et tredje sted. Men vi holder kontakten.

I Vesten har vi aldrig været mere pressede. Indeni. Afsindige tal på stress, angst, depression, selvmord, søvnløshed og ensomhed afspejler den maskinlogik om effektivitet og binær målbarhed, der har fået lov til at dominere de menneskelige ambitioner alt for længe. Og som har fremmedgjort os i vores relation til verden. Til os selv. Fraværet af den ontologiske sikkerhed, den sikkerhed i vores egen væren, som vores relationer og vores bidrag, burde give os som en selvfølgelighed, er blevet en flygtig størrelse. Og vi lider. Og længes.

Efter at føle os som en del af en større sammenhæng. En meningsfuld større sammenhæng. En meningsfuld større og stabil sammenhæng. Engang var vi selvskrevne medlemmer af de bundne fællesskaber, som vi blev født ind i og hvor hierarkiet, reglerne og status var givet fra fødslen af. Det gav ro, fælles styrke og sociale og kreative begrænsninger. I dag flyder vi rundt i frie neo-tribale fællesskaber med regler vi selv skal vedtage, opgaver vi selv skal skabe og båret af en fælles tillid til hinanden. Det er smukt. Vidunderligt. Kreativt eksploderende. Men også meget meget sårbart og flygtigt. 

Da jeg besøger Mille næste gang, har hun på forunderlig vis sat dette på form i hendes værk Cosmic Family. Hendes hjem er ikke længere en trendy lejlighed i indre by, men derimod et stort hus i en gammel fin forstad, hvor der er blevet plads til installationer. Lyd er blevet en ting for Mille. Og jeg lytter til universets sang, sådan føles det i hvert fald, da hun sætter noget planetmusik på, som svøber sig ikke alene om os to, der står i rummet, men også om meteoritter og træstykker, der skaber en saturnisk energiring og sender min bevidsthed i frit omløb med alle universets fortællinger.

Et stykke fremmed planetsten kalder på mig. Jeg tager det op. Mærker den ru overflade, mærker den mod mine læber, sanser vibrationerne fra ydre rum, tænker at vi mennesker med al vores rationale og naturvidenskabelige beviser i stedet burde finde mening i at indgå i en sammenhæng, der langt kan overstige vores videnskabelige fantasi, for så ville vi måske føle os mindre isolerede, mindre alene, mindre fortabte og i stedet føle os forbundne. Færdige. Hele.

Jeg lægger den ned igen. Tager et af træstykkerne op.

Elsker fornemmelsen af hvordan noget, der materielt er hårdt, føles lige blødt som den dunede barnekind, man strejfer, når man tager sådan et lille væsen i sin favn. Jeg opdager, at det er et stykke af et gelænder, dette gamle mørke glatte træ, der har ladet tusindvis af hænder, berøre sig, der har samlet på måske millioner af historier på vej op for at blive levet og på vej ned for at blive glemt, og alle er de lagret i disse fibre af fortællinger, der ved hjælp af rummets lyde, måske frigøres og afstødes en efter en, så vi andre kan forbinde os med dem og blive mindet om, at vi til stadighed selv er stjernestøv. Og at vi alle er en og den samme.

Vi drikker te. Sidder i køkkenet. Griner. For det gør man meget med Mille. Og pludselig hiver hun mig op og vil vise mig de første spor af et nyt værk, som hun er i gang med at udvikle.

Fra det sekund mit blik åbner sig for værket, er jeg fortabt. Forelsket. Fortryllet. Dette forstadie til værket Collected Minds taler på alle måder taler til kvinden, skribenten, moderen, sociologen, datteren, præstinden og heksen i mig. Foran mig en ramme. En skarp metalramme. Hård, firkantet, ren, kvadratisk, stående, hvilende i sig selv. Med en gylden blødhed, der reflekterer lyset og drømmene, mens den bærer en flygtig sprødhed i de bladlette papirer, der har fundet hjem i hver deres kvadrant. Et helt særligt antal familier i det sikre samfund, som rammen bærer for dem. Den perfekte sammensmeltning af det feminine og det maskuline. Et helligt bryllup af arketyper, der perfekt balanceret både fortæller om den begrænsning og den frihed, som vi mennesker i dag befolker vores liv med.

Det er som om historierne, længslerne, drømmene, forlader papirerne og metallet, og kysser mig blidt på panden som en blød brise af menneskelighed i alle afskygninger. Og jeg rækker ud og frem og vil mærke papiret, vil mærke messingen og jeg ved, at værker først bliver færdigt, når vi mennesker har berørt det med vores sjæl, men allerede nu lever det mere end mange af de mennesker, der måske en dag kommer til at lægge deres liv i denne konstruktion af fællesskab og relationer.

Hvis jeg kunne ville jeg have dette værk i mit hjem. Og hver dag fylde et blad ud med historier om de mennesker, jeg møder. Åh, jeg ville også lægge mine egne historier om kærlighed og svigt, succeser og fiaskoer, vundne og tabte relationer, ind i dem, og min dagbog over vores eksistentielle vilkår ville få en materialitet, der kunne røre, vitterlig røre, dem der rakte ud for at mærke Papir&Metal i perfekt harmoni.

Men jeg kan jo ikke have værket stående. Så i stedet er det flyttet ind i min bevidsthed, den er blevet en del af min sjælesky, som jeg besøger, når jeg søger tilflugt fra hverdagens prosaitet og absurditet, for her er der en menneskelig kaotisk orden i livets uregerlighed og det giver luft og ro på samme tid.

Mille har fortalt. Om hendes manglende relationer i hendes ophav. Og hendes forsøg på at skabe den samme form for metalramme omkring hendes tilhørsforhold ved at skabe ritualer. Hun har brug for denne symbolske virkelighedsskabelse, der kan skabe ro og hjemlighed inde i hende. Men det har det moderne menneske. For vi lever i et samfund af popcornhjerner og syrehjerter. Denne højt besungne individualitet italesættes, fejres, afgudedyrkes, men i stedet for at frigøre dem, os, gør den mennesker til enkeltflyvende papirer, der visner op i intethed.

Collected Minds indfanger disse papirer, giver dem et hjem og en stamme, og hjertet får balsam og hjernen får ro, og sådan skabes en modgift mod det moderne samfunds hjemløshed. Med tiden vil værket blive til et arkiv over Universets sjæle spundet sammen i en fælles DNA-streng af evigt liv.

Hvis vi vil, kan det blive bostedet for det moderne ritual, der spinder alle vores historier sammen til en fælles fortælling om menneskelighed, og dermed bliver et bibliotek over medmenneskelighed. En portal ind til de største længsler, den største udgave af denne inkarnation, og måske den næste, så værket ikke kun er af denne verden, men også spænder over tidsløshed, fordi vi mennesker altid først og fremmest er relationer. Uden de andre er vi ingen, og vores energi vil forsvinde for altid ud i mørket. Men her bliver den lagt ind med kærlighed i de sprøde sider og for altid bevaret af det gyldne stål. For relationer er det første vi møder og det sidste vi forlader. Og det forstår Mille.

Hun forstår også, at æstetik ikke blot handler om overfladisk forskønnelse. Overfladisk er det, at tro det. Det moderne menneske tror alt for meget på rationalitet, og glemmer, at det er vores sanser der vurderer, om noget er sundt, godt for os – eller ikke. Sådan har det været siden vi fik hjerter der slog. For det har til alle tider været en overlevelsesstrategi for menneskeheden. Både at udtrykke sig sådan. Men i endnu højere grad at orientere os efter det. Æstetik kan med held gøre os klogere, skarpere, ændre vores emotioner, styrke vores sanser og selv vores immunforsvar, og det kan skabe bro mellem mennesker og mere end det, det kan ganske enkelt skabe fællesskaber, der deler adfærd og historie. Og som transcenderer ethvert sprog, enhver tanke, enhver stamme, for sanserne deler vi før vi deler noget andet, og det gør os fælles.

Æstetik er historier om mennesker. Og det er præcis hvad Mille skaber hver eneste dag. Mens hun samtidig skaber fremtiden. For hun sætter form på det, som kun lige har pustet os i nakken – og åbner vi øjnene, åbner vi vores sanser, kan vi høre, hvad værkerne fortæller om, hvem vi er på vej til at blive…

Denne tekst er bragt i Mille Kalsmoses bog om hendes kunst. Se mere om hende og nyd hendes værker på her

Seks år i bestyrelsen for Messecenter Herning har imponeret professionelt. Men der er især én hemmelig ingrediens, der gør virksomheden til et jysk kraftcenter og et nationalt samlingspunkt. Og som også kommunen er præget af. Det er noget, som vi alle sammen har brug for i hverdagen og har godt af at blive mindet om.

Før jeg begyndte at skrive denne kronik, lavede jeg en hurtig rundspørge på det reklamebureau, hvor jeg har lejet mig ind med kontor.

”Når jeg siger Herning, hvad siger du så?”

Mine forventninger var klare. Baseret på de kommentarer jeg fik i 2013, da jeg annoncerede, at jeg nu tiltrådte bestyrelsen for Messecenter Herning. De fleste af dem var nemlig noget á la:

”Hvad pokker vil DU derude på heden???”

Selv var jeg dybt imponeret over det virkemod og den handlekraft, som bla. borgmesteren, formanden og direktøren for MCH havde udvist på det tidspunkt, for at skabe et kraftcenter af kultur og forretning i Midtjylland. Faktisk syntes jeg, at det var pænt blæret, at man havde startet med at bygge en motorvej, så infrastrukturen i hvert fald ikke ville blive et problem. Og det trak ligesom heller ikke fra, at de derefter havde fået bygget Danmarks første multiarena, hvor de største internationale stjerner kunne lade deres stemmer få frit løb på en måde, som faktisk ydede dem retfærdighed. At selve messedelen nærmest var legendarisk, var noget jeg allerede fik færten af som meget ung pc-sælger i starten af 90erne til Kontor & Data messen. Og den del har været i interessant udvikling hele tiden.

De flestes fordomme bundede naturligvis i bevidst ignorance og meget hurtigt blev det til en leg for mig at udfordre de – oftest – københavneres selvvalgte uvidenhed. De heldige af dem blev oven i købet inviteret med til koncerter, sportsbegivenheder, messer og andet, så de ved selvsyn kunne opleve, hvorfor jeg var så udelt begejstret for virksomheden.

Men denne aften, hvor jeg gik ud blandt mine roomies for at lave et aldeles uvidenskabeligt feltstudie om Herning, var svarene:

Håndbold. Og Boxen.

En enkelt svarede Brande. Men det var altså fordi hendes bedsteforældre bor der, og det ligger i nærheden af Herning :)

Håndbold er måske ikke overraskende, da det kun er tre uger siden, at Danmark blev verdensmestre ved at vinde en nærmest knusende sejr over Norge. Og jeg skal love for, at Boxen vitterlig blev hele landets dagligstue, hvor stemningen var så høj, at den var ved at blæse taget af. Det var en af de bedste oplevelser jeg selv har haft der, og den er ellers i hård konkurrence med koncerter med fx Pink, Robbie Williams, Ed Sheran og Adele.

Så intet københavnersnobberi mødte mig altså denne gang. Og nu kan jeg jo ikke vide, om folk enten er høflige overfor mig. Om det er et tilfælde. Eller om det er et udtryk for den ændrede position, som Herning har fået i den danske bevidsthed. Med fare for at lyde naiv og total bias, tror jeg ikke desto mindre på det sidste. Fordi jeg af gode grunde har været vidne til den indsats og den professionalisme, der ligger bag resultaterne. Alt dette er i sig selv imponerende og lyder mere som indholdet til en kronik i Børsen. Hvilket der i øvrigt har været flere af de sidste dage, fordi direktøren gennem nærmest en menneskealder, Georg Sørensen, netop er fyldt 60 år.

Men det der virkelig rammer mig hver eneste gang jeg besøger ikke bare MCH, men også byen, er menneskene bag. Jeg bliver nemlig mødt med en konsistent venlighed, imødekommenhed og servicelyst, som hver gang tager mig om hjertet.

TV-stjernen fra ”Kender du typen” Anne Glad blev engang gjort lidt til grin i en Tobias Dybvad udsendelse, fordi hun havde sagt, at herninggenserne var Danmarks amerikanere. Men hun har jo ret. Selv har jeg ikke noget andet sted så konsekvent mødt den særlige kombi af serviceminded venlighed og professionalisme, der jævnligt kombineret med en veludviklet ambition, som man ofte møder i USA. Fordi jeg rejser meget rundt i landet (og lidt i verden) pga mine foredrag, føler jeg et vist belæg for at kunne hævde dette med sikkerhed. Men jeg er nu langt fra den eneste, der har den oplevelse. Samme reaktion har jeg fået fra gæster jeg har taget med, udstillere, talere til åbninger af messerne osv.

En kronik må gerne have en vis sund distance til det, der skrives om. Hvis den skal have nogen troværdighed, men ind i mellem er det også på sin plads at hylde det, der faktisk fortjener ros. Og da jeg kun er gæste-borger i Herning, tænker jeg, at der er plads til at dreje lyset lidt i den retning.

For især når det handler om det menneskelige møde mellem fremmede, kan mange andre lære noget af Herning og ja, den ånd, der hersker i MCH. Det skyldes især medarbejderne, som hver gang og uden undtagelse møder deres besøgende med stort nærvær og imødekommenhed. I en verden, hvor vi har en reel risiko for fremmedgørelse, fordi vi bekender os mere og mere til det digitale og bla. ser hos de unge generationer, at de mødes mindre fysisk og mere virtuelt, har vi brug for at blive mindet om, at det er mødet med ens næste, der for alvor betyder noget.

Der er efterhånden lavet tonsvis af forskning der viser, at det er de gode relationer, der har en direkte indvirkning på vores lykkeniveau og sundhed, og hvis vi barberer livet helt ind til benet, så er ”de andre” det eneste vi på mange måder har. Vores medmennesker. Og derfor er hvert eneste møde med en anden, også en chance for at skabe en forbindelse mellem fremmede, som dermed holder op med at være helt så fremmede. Helt banalt kan vi altså øge vores livskvalitet dagligt ved blot at møde andre i åbenhed og venlighed og desværre er der alt for mange, der glemmer denne enkle sandhed. Indrømmet - den morgen, hvor jeg kommer for sent op, fordi jeg kom for sent i seng pga for mange episoder af en tv-serie, hvor jeg har glemt at lave madpakker, hvor jeg ikke kan finde ens sokker til ungerne, hvor cyklen er flad, hvor det støvregner, hvor mascaraen løber, hvor jeg kommer for sent til mit første møde, lige den dag, er jeg sgu nok ikke verdens venligste person, hvis en anden uforvarende kommer til at gå ind i mig, så jeg taber min mobil ned i en vandpyt. Men det betyder ikke, at man ikke kan have det som en overordnet livsfilosofi. Og jeg ved ikke, om det er fordi der er nogle helt særlige jordbakterier, der er inficeret med venlighed derovre på heden, ligesom forskning har påvist, at visse jordbakterier indeholder et særligt lykkehormon, men det ville ikke undre mig. Eller måske er det bare så enkelt, at de holder fast i noget, som mange kommer til at genopdage i fremtiden, og som Georg Sørensen tusindvis af gange, har beskrevet således:

”Det personlige møde går aldrig af mode.”

Kronik bragt i JP den 17.2.19. 

LIVET ER ET EKSPERIMENT. IKKE EN GENERALPRØVE.

En uddannelse er ikke længere for livet. Men for tiden. Det siges, at mindst 50% af alle fremtidens jobs ikke findes endnu, hvoraf mange af dem vil opstå via kombinationer af flere fag. Som man kan opnå skills i løbende igennem livet. Personlig interesse – og altså ikke status og tradition - er derfor det vigtigste ved valget af ens første uddannelse. Uvidenhed som undskyldning for at vælge sikkert, men forkert, er spild af liv.

(Denne artikel er bragt i next bog om uddannelsesvalg)

Steve Jobs, en af grundlæggerne af verdens mest værdifulde firma, Apple, havde lovet sine forældre at tage en universitetsuddannelse. Hans motivation var imidlertid ret lille og derfor droppede han ud efter et enkelt semester. Han forsatte dog med at følge de kurser, der interesserede ham, og tog derfor et kalligrafi-kursus, som ikke havde noget med noget at gøre, da han allerede dengang arbejdede med computere. Ikke desto mindre blev det netop kalligrafien der gjorde, at han bla. fandt på ikoner, som en del af brugerfladen og dermed ændrede markedet afgørende mod mere brugervenlighed og intuitiv navigering.

Det var altså ikke målrettet opsøgning af viden knyttet til hans arbejde, der gjorde ham original. Det var, at han fulgte sin egen interesse og pludselig kunne lave nye kombinationer, som blev dagsordensættende for resten af markedet. Denne måde at udvikle og uddanne sig selv på er fremtiden,

Allerede nu lever vi i den fjerde industrielle revolution, der er defineret af bla. førerløs transport, 3D-print, AI (kunstig intelligens), bioteknologi, virtual reality og flere andre nyere teknologier, og det har gjort, at en del af vores udvikling i dag foregår eksponentielt, fremfor lineært, som vi ellers har været vant til. Forskellen på de to, er som forskellen på at overskue enten en afstand på 60 meter eller en afstand, der svarer til næsten 27 gange rundt om jorden. Det første (lineære) kan vi deale med og dermed planlægge efter og på den måde både være forudseende og have en vis kontrol over, hvilket til gengæld er fuldstændig umuligt i det sidste (eksponentielle). Derfor giver det ikke længere mening at tale om at sikre sin fremtid ved at vælge ”den rigtige” uddannelse, for det er blevet langt mere umuligt at gætte, hvad fremtiden får brug for af kvalifikationer.

Det fornuftige valg er derfor et valg ud fra interesse. Og det er smart. For når det er den personlige interesse, der får lov til at styre valget, er man allerede fra starten af både åben overfor det man møder under studiet, og ofte også ambitiøs, fordi man ganske enkelt ikke kan lade være. Disse tre egenskaber, åbenhed, interesseret og ambitiøs kan til gengæld sikre én en bedre fremtid, fordi man bliver mere selvkørende og måske også bliver mere drevet til at tænke originalt, være modig og i øvrigt finde sammen med andre, der har de samme interesser og på den måde skabe gode og udviklende fællesskaber. Alt sammen vilkår, der giver en sikrere og lysere fremtid.

Generation Z, der er født mellem 1996-2010, er karakteriseret ved at de vokset op under et familiedemokrati, hvor de har oplevet at blive taget seriøst, som både medlemmer af familien med beslutningsret, og som forbrugere. Det har gjort dem mere hierarkiløse end vi tidligere har set, og det de respekterer er ikke en stilling, men personlige egenskaber og faglighed. Derfor er det afgørende, at den unge oplever, at enten læreren eller lederen opleves autentisk, hvis der skal ske et frit følgeskab. De er også igennem hele skoleforløbet blevet trænet i at være kreative og tænke i projekter. Ligeledes er de blevet opmuntret til at være drevne performere forstået på den måde, at de er vant til at stille sig selv frem med det, de har at tilbyde fællesskabet, i stedet for at vente på at blive opdaget af efterspørgerne eller de, der har magten.

Vil man forstå generation Z’s liv og ambitioner, skal man være obs på, at de unge i dag er forbundet digitalt, globalt og socialt på en måde, så det overskrider de geografiske grænser og de sociale klasser. Hvad du er, betyder langt mindre end hvem du er, og hvad du kan bidrage med til fællesskabet. De unge orienterer sig mod fællesskaber på en lidt anden måde end vi tidligere har set det. Indenfor sociologien taler man om bundne fællesskaber, som fortrinsvis er præget af, at man er tvunget sammen for at overleve. Derfor handler det langt mindre om det enkelte individs ønsker og behov, og langt mere om at tilpasse sig gruppen, så den samlet set kan overleve.

Moderne frie fællesskaber har imidlertid tillid som centrum. Tillid mellem medlemmerne og tillid til projektet. De frie fællesskaber er nemlig først og fremmest frivillige, og dermed ofte også friskabende for de enkelte medlemmer, fordi de får mulighed for at realisere sig selv i det. De fleste der tager initiativ til at blive medlem, og som har noget brugbart at tilbyde gruppen, bliver lettere inviteret ind. Hvor det traditionelle fællesskab er styret af pligt, ære og blod, er de nye drevet af personlig lyst, interesse og tillid. Det gør dem meget intense, men også mere flygtige. Nogle vælger at kalde dem for neo-tribale fællesskaber (nye stammefællesskaber), fordi mange fællesskaber i dag er som nye stammer, man bare kan gå ind i og ud af, efter hvordan det passer ind i ens eget liv. Mange netværksgrupper kan kategoriseres som neotribale fællesskaber, fordi de fordrer af medlemmerne, at de hele tiden skaber og udvikler rammerne for gruppen, og dermed holder den dynamisk, levende og aktiv. Og det er præcis, hvad de unge fællesskaber oftest er præget af. Subkulturer har ungdommen altid dyrket; det nye er, at man ikke længere forventes at bekende sig til en enkelt definerende subkultur, men tværtimod sagtens kan være medlem af mange forskellige – og på overfladen modstridende – neo-tribale fællesskaber uden at miste personlig troværdighed.

Lægges alt dette sammen, giver det et billede af en generation, der er på vej ud i uddannelser og arbejde, og som har præcis de kvalifikationer og træning, som vi har brug for både nu og i fremtiden.

Deres største udfordring findes i angsten for at vælge det forkerte fra. Det kaldes også FOMO, fear of missing out, der i nogle tilfælde skaber den uheldige situation, at der ikke rigtig bliver valgt noget til eller gennemført det, som er begyndt. Der er for det første alt for meget at vælge imellem, så derfor er der brug for god guidance. For det andet kan det være svært at vælge selvstændig ud fra egen interesse, fordi det er lettere at følge det valg, som ”alle de andre” tager.

I det tilfælde kan man lade sig vejlede af den australske hospicesygeplejerske, Bronnie Ware, der har skrevet bestselleren: De fem ting døende fortryder mest. Nummer et blandt de fem, er nemlig denne:

”Jeg ville ønske, at jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.”

Med andre ord lyder det, som om alt for mange mennesker lever deres liv som en generalprøve, hvor intet for alvor gælder. Hvor man er sikret sikkerhed, fordi man er en del af et bekvemt fællesskab, som har udstukket reglerne, retningen og resultaterne. Og hvor ens vigtigste opgave er at reproducere det, som allerede er kendt. Kigger man på statistikkerne, er der meget, der tyder på, at vi skal til at orientere os anderledes. At alt for mange har nemlig travlt med alt for meget af det forkerte ses bla. af, at stress i dag er en folkesygdom. 20-30 procent lider af angst. 20 procent bliver i løbet af deres liv ramt af en depression. 20 procent lider af søvnløshed. Ensomheden stiger. 10 procent af de unge lider af selvskadende adfærd. Samtidig er der for få, der bruger tid nok på det, der i mange undersøgelser beviseligt gør os lykkeligere, nemlig vores nære relationer. Ikke alene lever vi altså et generalprøveliv. Vi lever også efter et elendigt manuskript.

At leve sit liv som en premiere er at foretrække for en generalprøve, for her kan man i det mindste mærke livet i livet. Og man er vågen til, hvem man er og gerne vil være. Men det kan også blive til et unødigt invaliderende pres, hvilket vi desværre ser hos alt for mange af de unge, der lider af for mange psykiske ubalancer.

Derfor er en tredje mulighed måske løsningen. En, som ophæver forestillingen om succes og fiasko og ophæver kravet om deadline, og i stedet sætter os fri til at være nærværende på en ikke dømmende måde, så vi hver især kan hive mest muligt godt ud af de år vi har på denne planet:

Betragt dig selv og dit liv som et eksperiment og handl som en forsker. Gør noget, test det, find ud af om det virker eller ikke virker – og saml på mange erfaringer. Betragt alle disse erfaringer som data, der fortæller dig, hvad der fungerer og ikke fungerer, hvad der tænder og slukker dig, hvad der gør dig mere eller mindre kompetent ift det, du gerne vil have ud af livet. Tjek ud hvad der gør dig mere og mere til det menneske, du ønsker at være – og lær lige så meget af det der virker, som det, der ikke virker. Og lad vær med nogensinde at tage identitet efter et resultat. Uanset hvad, er du aldrig selv enten en succes eller en fiasko. Begge dele vil være lige begrænsende for din selvforståelse og der er rigeligt med menneskeskæbner, der viser, hvor ødelæggende den manøvre kan være.

Så: Interesse før sikkerhed. Viden (om alle former for uddannelse) før tradition og ”de andres valg”. Og tryghed i visheden om, at evig fornyelse kan ske gennem konstant læring hele livet. Disse er tre gode retningslinjer for at vælge det første studie tættest på den, man virkelig er, og ikke den man tror, at andre forventer, man skal være.

Gode venner er ikke bare nødvendige for at leve et godt liv, hvilket er blevet bevist i utallige undersøgelser. De er også helt afgørende for vores personlige udvikling.

Hvis de tør være ærlige.

For det kræver ind i mellem mod at turde sige til en ven, at man måske siger mærkelige lyde, når man spiser, eller at man konsekvent vælger den forkerte kærestetype, eller at man måske har et lidt uheldigt reaktionsmønster i særlige situationer.

Den sidste udgave fik jeg for nyligt serveret af en nær veninde, og nej, det var ikke specielt flatterende. Men det viste sig til gengæld at forløse en gammel familiedisposition, som jeg hellere end gerne ville af med. Da den altså først røg ind i mit bevidsthedsfelt.

”Du kan godt virke lidt forurettet,” sagde hun, da jeg fortalte om en uheldig episode med en forretning, der havde haft en elendig service.

”Forurettet??!!” svarede jeg lidt spidst, for anslaget havde været, at hun naturligvis skulle synes, at jeg var helt berettiget i min indignation over deres uretfærdige behandling. Men da jeg huskede på, at hun faktisk var min ven, og at hun derfor ville mig det bedste, fik hendes ord lov til at få adgang først til mit sind og dernæst mit hjerte.

Og så skubbede de pludselig en ny erkendelse frem i lyset.

Nemlig den, at kvinderne i min familie har en veludviklet evne til at optræde som det, jeg efter nogle forsøg på at indkredse det, endte med at kalde perfekt forurettet aggressivt offer.

Nu er det naturligvis ikke for at hænge hverken de andre kvinder i min familie eller mig selv ud, at jeg skriver det.

For det første fordi jeg med et blik rundt i verden kan se, at vi vist ikke er de eneste kvinder (eller mænd), der har lige den adfærdsdisposition!

Og for det andet fordi det måske kan inspirere dig til at se på dine egne uvelkomne dispositioner, som du har med fra din familiehistorie og gøre dig fri af dem.

Jeg var ikke selv så bevidst over, at jeg havde denne forurettethed i mig, og offerrollen var heller ikke en, som stod forrest i min selvopfattelse, mens aggressionen ikke var mig fremmed, når jeg bliver presset for meget. Men da jeg først fik øje på det, var jeg til gengæld helt klar over, at det var en adfærd, der godt måtte høre til fortiden.

Efterfølgende har det været ret underholdende og meget lærerigt at forsøge at mindske denne tilbøjelighed. Nogle gange har jeg overdrevet det og gjort mig endnu mere forurettet og aggressiv og offeragtig, end jeg egentlig følte, så jeg mærkede den fulde effekt af det. Reaktionerne har været interessante og til nogle få har jeg bagefter afsløret, at de lidt var ofre for et personligt eksperiment, hvilket gav nogle meget interessante samtaler bagefter!

Andre gange har jeg nået at stoppe mig selv og tænke:

Er det virkelig det, jeg føler? Er det sådan, jeg har lyst til at opføre mig? Skal det være en adfærd, som gerne må være med til at skabe min personlighed?

Ikke overraskende har svaret hver gang været nej.

Jeg har også opdaget, at jeg har mange andre vanereaktioner, som jeg har arvet. Dem er jeg også begyndt at luge ud i.

Som guide til det, har jeg udnævnt Michelle Obama, fordi hun bare er så cool og menneskelig på samme tid. Så når jeg bliver i tvivl om noget, spørger jeg mig selv:

Hvad ville Mich O gøre nu?

Ikke for at gøre som hun, men for at give mig både retning og luft i situationen, for så sker magien nemlig, og så kan jeg pludselig mærke mig selv og ikke min arv.

Lykkes det hver gang at blive til den jeg helst vil være? Nej. Selvfølgelig ikke. Men jeg bliver ved med at øve mig og det alene er både sjovt og lærerigt. Og klart bedre end at være et perfekt forurettet aggressivt offer!

Klumme i Femina 24.1.19

En Z’er er født mellem 1996-2010 og det betyder, at de allerede er på vej ud i jobs. Mange ledere er nysgerrige på, hvad det er, de unge egentligt kræver for både at blive tiltrukket og især fastholdt af en arbejdsplads. Vigtigste råd er at betragte dem som selvstændige. Som leder handler det om både at kunne skabe mening og tilbyde frihed.

”Vi skal da ikke blive til noget! Vi ER noget! Og jeg er ligeglad om jeg får et job i en stor koncern, hvis jeg alligevel bare skal lave kaffe!”

Min assistent Frederikke er 22 år og læser sociologi på første år. Forleden smed hun denne sætning – i et lettere indigneret tonefald, som du nok har gættet – ud i rummet mellem os, i forlængelse af en samtale hun havde haft med en voksen nær sig. Indignationen symboliserer i virkeligheden et af de to grundbehov, som de yngre generationer har i forhold til deres job, nemlig mening. Det andet er frihed, og det kommer jeg ind på senere i teksten. Begge dele er også grundstenene i motivationen hos mange selvstændige. Friheden til at selv at vælge, hvad de skal bruge deres tid, opmærksomhed og penge på og som samtidig giver mening for dem. Friheden til at samarbejde og samskabe med de personer og organisationer, som de selv vælger, og som naturligt understøtter den mening, som de selv arbejder ud fra. Kort sagt friheden til at vælge det til, som giver mening. Og vælge det fra, som ikke længere gør. 

De har ikke et job. De er deres job.

Det giver en mere flydende tilgang til jobs og karriere, end vi tidligere har set. Man er hverken gift med arbejdspladsen eller sit fag; i stedet er man mest gift med sine egne idéer og de fællesskaber, som man i en given periode ønsker at være en del af. Det giver sig udslag i, at de unge opererer efter det, man kan kalde livskarriere. Det betyder for det første, at de ikke har et job; de erderes job. Hvor tidligere generationer snildt kunne have et lortejob i en periode, mens de studerede eller ventede på at finde det ”rigtige” job, så har især generation Z, men også generation Y, langt mere modstand mod det. 

Det er et resultat af velmenende forældres og forstående og ambitiøse læreres konstante spørgen ind til hvad de har lyst til, hvad de selv føler er rigtigt, hvad de gerne vil og har brug for osv. De er altså blevet benhårdt trænet i både at tænke over og mærke efter, hvad der giver mening for dem. Denne dobbelte reflektoriske tilgang til livet, har skabt mennesker med en hang til passion, som en vigtig drivkraft, men også som et underlæggende krav, der for mange er blevet et fængsel af manglende selvværd, fordi de faktisk ikke kan mærke en passion for noget som helst. 

Hvilket får dem til at føle sig forkerte i en tid, hvor livsformål er blevet en selvfølgelighed, ikke blot for virksomheder og organisationer, men i høj grad også for individer. Hvor tidligere generationer kunne navigere efter et defineret job og igennem det, føle en vis grad af formål, mest oplevet som kollektivets anerkendelse og accept, foregår processen for en Z’er omvendt. Hvilket kan være svært, når man samtidig ikke har så meget viden og erfaring om livet og verden og derfor ikke nødvendigvis ved, hvad man egentlig kan bidrage med til fællesskabet

Derfor er det vigtigt, at man som arbejdsplads kan tilbyde mening i jobbet, uanset på hvilket niveau jobbet foregår, fordi det både kan frisætte den enkelte fra at skulle finde sit eget særlige livsformål og samtidig tilbyder præcis det, som anses for noget af det vigtigste i et job. 

Erstat passion med nysgerrighed

I parentes bemærket kan det som leder være en god idé at inspirere sine yngre medarbejdere til at erstatte passion med nysgerrighed. Passion indebærer, at man allerede ved, hvad man brænder for og gerne vil bidrage med til verden, og det lægger som nævnt et stort pres på den enkelte, der kan opleve en indre unødvendig stressfølelse. Nysgerrighed sætter derimod den enkelte fri til at undersøge verden og lade sig fylde op af den, indtil man selv kan mærke, hvad man egentlig ønsker og kan bidrage med. Hvor passion kan virke ekskluderende, vil nysgerrighed altid virke inkluderende, fordi man stiller sig ydmygt og åbent overfor det og de, der omgiver en og dermed skaber kontakt og forbindelse. En leder der forstår at skabe en atmosfære af nysgerrighed, skaber samtidig et fornyende og innovativt arbejdsmiljø; noget både generation Y og Z aktivt opsøger. 

For det andet giver ordet livskarriereogså løfte om, at det er livet selv, der betragtes som en karriere, og altså ikke kun jobbet. I årevis har vi på samfundsniveau debatteret, hvad en holistisk tilgang til livet egentlig indebærer, og nu står vi overfor en generation, som ikke taler om work-life balance (det er generation X, der har opfundet det ord), men som med den største selvfølgelighed forventer at leve efter det. Det betyder ikke, at de ikke kan arbejde igennem i perioder, og have fuld fokus på den side af livet, men mere end en enkelt side af livet, er det altså ikke. Så det kan lige så godt være jobbet, der i en periode viger for at opfylde andre personlige ambitioner, fx yngelpleje eller efteruddannelse. Livskarriere betyder også, at de forventer at udvikle deres egen personlighed gennem hele livet og altså ikke kun deres faglige kvalifikationer. 

Friheden til at være flydende

Dette fører os direkte over i den anden vigtige grundsten i Z’ernes forhold til arbejde, nemlig frihed. Den er også tostrenget. Den ene side handler om at kunne bevæge sig frit mellem jobs. 40 procent skifter jobs indenfor to år, naturligvis også fordi de er i gang med at bygge en karriere op og derfor gerne vil afprøve så meget som muligt. Men det stikker dybere end det. For selv store virksomheder, der traditionelt har kunnet tilbyde en længere karriereplan, der til sidst kunne føre til partnerstatus, oplever en stor udfordring i at fastholde deres yngre medarbejdere. Det skyldes, at deres fokus mere ligger i hvor spændende den næste opgave er, end det lange træk mod et særligt endemål, som fx partnerstatus. At lede på den måde kaldes GPS-ledelse og det stiller store krav til en arbejdsplads om at kunne tilbyde nok spændende opgaver. Tricket her er at inddrage de unge allerede ved selve defineringen af opgaven, i stedet for at sætte dem til at løse en bunden opgave. 

Det er her friheden kommer ind. Friheden til netop selv at kunne definere og fastlægge opgaven, friheden til at kunne bruge sig selv på flest og bedst mulige måder, friheden til at arbejde sammen med de mennesker, som man helst vil skabe noget sammen med. Det er naturligvis utopisk at tro, at disse tre krav kan blive opfyldt hver gang, men de er gode at navigere efter som tankesæt. 

CPR = CVR

Hvis alt dette lægges sammen fås på mange måder et billede på en selvstændig profil. Og det er faktisk også sådan mange af de unge opfatter sig selv. Fremfor at være bange for usikkerheden i projektansættelser, ser de i stedet friheden og mening i at indgå i de opgaver og fællesskaber, som de på det pågældende tidspunkt er tiltrukket af. Derfor skal man som arbejdsgiver heller ikke reagere på, at de enten bruger en del af arbejdstiden på at holde deres sociale netværk i live. For det sociale netværk kan snildt være ens egen næste medarbejder, som overtager den plads, som ens egen ansatte forlader. Eller også kan de være den næste partner i et projekt, som ens medarbejder opfinder. Grænserne mellem arbejde og privatliv flyder mere end nogensinde og generation Z forstår at jonglere med alle parter i et liv på samme tid med en naturlighed, som vi ikke har set før. Hvilket er en fordel i en tid og verden, hvor hastigheden er i stigning og grænserne flyder mere og mere. Og som det sidste skal man være obs på, at netop denne nomadeagtige tilgang til jobs også indebærer, at de kommer lettere tilbage. Hvis de altså har oplevet, at de blev mødt i deres behov for mening og frihed. 

Bragt i Børsen 06.01.2019

Kvinder har været styret på deres skønhed, seksualitet og socialitet i tusindvis af år. Hvilket naturligvis har begrænset deres selvbillede, relationer og bidrag til samfundet. #metoo viste, at alle tre ting mere handler om magt end lyst og kærlighed. I 2019 bør alle kvinder forenes i en ny bevægelse, Ustyrlige Kvinders Klub, som er til hele samfundets fordel.

”Hvad tænker du om en dreng, der kysser mange piger?”

Pigen går i syvende klasse og jeg har stillet hende spørgsmålet, fordi hun har spurgt, hvad sociologi er. Hun kigger genert ned og mumler, at det ved hun ikke.

”Hvad tænker du så om en pige, der kysser mange drenge?”

”At det ikke er så godt?!” Svaret falder prompte.

”Se, det kan sociologien forklare,” siger jeg, ”for, hvorfor er der forskel på, om det er ok, hvad en pige og en dreng gør, når de nu gør præcis det samme?” Lyset bag hendes øjne blinker forvirret. ”Synes du det er fair?”, spørger jeg, og nu ryster hun uden tøven på hovedet. Bingo! Muligvis fik jeg her endnu et fremtidigt medlem til Ustyrlige Kvinders Klub, så hun fremover kan blive sparet for følelser af forkerthed, skam, mindreværd og manglende status, som stadig i alt for høj grad forfølger unge kvinder.

Fænomenet ustyrlige kvinder blev italesat første gang da kvinder gik med klokkehatte og dansede charleston. Det skete i forlængelse af den første bølge af feminisme og betegnede en kvinde, der både var seksuelt frigjort og intelligent, og som i visse tilfælde også forsørgede sig selv, hvorfor hun dengang provokerede på næsten alle de parametre, som kvinder ellers havde været hårdt styret på.

Men når en pige på 12 år mener, at samme opførsel af en pige og en dreng vurderes forskelligt og til pigens ulempe, hvor ustyrlige er kvinder så i dag, her 100 år efter?

I

kke nok, må vi konstatere. Ellers ville en bevægelse som #metoo ikke blive så stor på kun et år. På alt for mange områder har kvinder nemlig stadig ikke taget ejerskab over deres egen seksualitet, skønhed og socialitet, og så længe kvinder vedblivende styres af begrænsende og utidssvarende normer om hvordan kvinder bør opføre sig og fremtræde, samt hvad de skal stræbe efter og bidrage med, går samfundet glip af en masse kreativitet og socialitet, der kan innovere os alle ind i en ny tidsalder, hvor der både er miljømæssig og social bæredygtighed. Hvilket er afgørende nødvendigt, fordi vi som art vokser med eksplosiv fart.

Og ja, det starter faktisk med den lille pige i syvende klasse, der har lært, at piger ikke må (have lyst til at) kysse mange drenge.

Seksualitet er vores livskraft og kreativitet

Kvinders seksualitet har altid været genstand for social kontrol, fordi det basalt handler om at have magten over den næste generation, hvilket i brede termer også er lig magten over samfundet. Men menneskers seksualitet er meget mere end sex! Enhver psykolog/sociolog kan fortælle, at den i virkeligheden er bostedet for vores livskraft og kreative energi. Grundlæggende handler det om vores evne til at være skabende, originale, modige, vilde, ubundne, sanselige og i kontakt med en (unavngiven) helhed, hvilket kunstnere er de bedste eksempler på. Skal vi opleve både personlig livskvalitet og samtidig være i stand til at bidrage med mest muligt til fællesskabet, er det derfor helt afgørende at vi har en fri og ubegrænset adgang til denne livskraft/kreativitet/seksualitet. Jo mindre stækket, jo mere kreativitet og originalitet er der til rådighed til at løse verdens problemer i fællesskab. Så ustyrlige kvinder, gør det ikke bare for sig selv; de gør det også for at bedre klodens tilstand. Og så skal de i øvrigt også bare eje deres egen liderlighed for deres egen fornøjelses skyld.

Men det er ikke nok.

Skønhed er synlighed

For kvinder skal også være mere ustyrlige i forhold til skønhed. Da Angela Merkel optrådte i en nedringet kjole til åbningen af Oslos opera, blev der efterfølgende stillet spørgsmålstegn ved hendes evner som kansler. Siden har hun mest optrådt i firkantede jakkesæt. Igen er perspektivet langt bredere end udseendet. Når en kvinde ikke lader sig selv stråle i en fri præsentation af sig selv, men derimod lader sig begrænse i sit udtryk i forsøget på at leve op til nogle stive idealer om, hvordan en kvinde kan tillade sig at præsentere sig selv for at være socialt acceptabel, begrænser hun ikke kun sin personlighed. Og påtager sig en unødig skam. Hun begrænser også sin egen synlighed. Synlighed er i dag et vilkår og en direkte indgang til indflydelse, hvilket knæfaldet for de såkaldte ”influencers” på de sociale medier er et bevis på. Når vores synlighed bliver gjort forkert, mister vi ikke kun muligheden for at tage den plads i offentligheden, som vi måske evner og ønsker; vi mister også troværdighed og dermed magt, så også mere ustyrlighed her, tak.

Men heller ikke dette er nok.

Socialitet

Kvinder er nemlig ikke blot det biologisk reproduktive køn; vi er også det socialt reproduktive køn. Hvilket i en ekstrem form kan ses praktiseret i situationen, hvor en mor æresdræber sin datter for at opretholde en særlig social orden, der ikke ligestiller kvinder og mænds adfærdsfrihed. Ofte har kvinder mere end mænd ansvaret for det sociale miljø i de fællesskaber de indgår i, og dermed er de kollektive forventninger til hvor egoistisk hun ”må” være ift. at forfølge egne mål på bekostning af sine relationer, også tit snævrere. Mange kvinder vælger at adoptere denne forestilling om deres eget værd, og begrænser dermed deres egne behov i stedet for at forvente en ligelig fordeling af det sociale ansvar. Så også her er der brug for både mere lighed og ustyrlighed.

Ustyrlige kvinder skaber stærkere og bedre samfund, fordi de bidrager mere til fællesskabet. Samtidig giver de sig selv mandat til at leve mere i pagt med deres egne ægte behov, lyster og evner og får på den måde et både sjovere og bedre liv. #metoo skabte bevidstheden om manglen på ustyrlighed. Ustyrlige Kvinders Klub er næste skridt i en bevægelse, hvor begge køn er frie nok til at bidrage til et fælles fremtidigt socialt velfungerende og innovativt samfund. 

Kronik bragt i Jyllandsposten 30.12.18.