Blog

LIVET ER ET EKSPERIMENT. IKKE EN GENERALPRØVE.

En uddannelse er ikke længere for livet. Men for tiden. Det siges, at mindst 50% af alle fremtidens jobs ikke findes endnu, hvoraf mange af dem vil opstå via kombinationer af flere fag. Som man kan opnå skills i løbende igennem livet. Personlig interesse – og altså ikke status og tradition - er derfor det vigtigste ved valget af ens første uddannelse. Uvidenhed som undskyldning for at vælge sikkert, men forkert, er spild af liv.

(Denne artikel er bragt i next bog om uddannelsesvalg)

Steve Jobs, en af grundlæggerne af verdens mest værdifulde firma, Apple, havde lovet sine forældre at tage en universitetsuddannelse. Hans motivation var imidlertid ret lille og derfor droppede han ud efter et enkelt semester. Han forsatte dog med at følge de kurser, der interesserede ham, og tog derfor et kalligrafi-kursus, som ikke havde noget med noget at gøre, da han allerede dengang arbejdede med computere. Ikke desto mindre blev det netop kalligrafien der gjorde, at han bla. fandt på ikoner, som en del af brugerfladen og dermed ændrede markedet afgørende mod mere brugervenlighed og intuitiv navigering.

Det var altså ikke målrettet opsøgning af viden knyttet til hans arbejde, der gjorde ham original. Det var, at han fulgte sin egen interesse og pludselig kunne lave nye kombinationer, som blev dagsordensættende for resten af markedet. Denne måde at udvikle og uddanne sig selv på er fremtiden,

Allerede nu lever vi i den fjerde industrielle revolution, der er defineret af bla. førerløs transport, 3D-print, AI (kunstig intelligens), bioteknologi, virtual reality og flere andre nyere teknologier, og det har gjort, at en del af vores udvikling i dag foregår eksponentielt, fremfor lineært, som vi ellers har været vant til. Forskellen på de to, er som forskellen på at overskue enten en afstand på 60 meter eller en afstand, der svarer til næsten 27 gange rundt om jorden. Det første (lineære) kan vi deale med og dermed planlægge efter og på den måde både være forudseende og have en vis kontrol over, hvilket til gengæld er fuldstændig umuligt i det sidste (eksponentielle). Derfor giver det ikke længere mening at tale om at sikre sin fremtid ved at vælge ”den rigtige” uddannelse, for det er blevet langt mere umuligt at gætte, hvad fremtiden får brug for af kvalifikationer.

Det fornuftige valg er derfor et valg ud fra interesse. Og det er smart. For når det er den personlige interesse, der får lov til at styre valget, er man allerede fra starten af både åben overfor det man møder under studiet, og ofte også ambitiøs, fordi man ganske enkelt ikke kan lade være. Disse tre egenskaber, åbenhed, interesseret og ambitiøs kan til gengæld sikre én en bedre fremtid, fordi man bliver mere selvkørende og måske også bliver mere drevet til at tænke originalt, være modig og i øvrigt finde sammen med andre, der har de samme interesser og på den måde skabe gode og udviklende fællesskaber. Alt sammen vilkår, der giver en sikrere og lysere fremtid.

Generation Z, der er født mellem 1996-2010, er karakteriseret ved at de vokset op under et familiedemokrati, hvor de har oplevet at blive taget seriøst, som både medlemmer af familien med beslutningsret, og som forbrugere. Det har gjort dem mere hierarkiløse end vi tidligere har set, og det de respekterer er ikke en stilling, men personlige egenskaber og faglighed. Derfor er det afgørende, at den unge oplever, at enten læreren eller lederen opleves autentisk, hvis der skal ske et frit følgeskab. De er også igennem hele skoleforløbet blevet trænet i at være kreative og tænke i projekter. Ligeledes er de blevet opmuntret til at være drevne performere forstået på den måde, at de er vant til at stille sig selv frem med det, de har at tilbyde fællesskabet, i stedet for at vente på at blive opdaget af efterspørgerne eller de, der har magten.

Vil man forstå generation Z’s liv og ambitioner, skal man være obs på, at de unge i dag er forbundet digitalt, globalt og socialt på en måde, så det overskrider de geografiske grænser og de sociale klasser. Hvad du er, betyder langt mindre end hvem du er, og hvad du kan bidrage med til fællesskabet. De unge orienterer sig mod fællesskaber på en lidt anden måde end vi tidligere har set det. Indenfor sociologien taler man om bundne fællesskaber, som fortrinsvis er præget af, at man er tvunget sammen for at overleve. Derfor handler det langt mindre om det enkelte individs ønsker og behov, og langt mere om at tilpasse sig gruppen, så den samlet set kan overleve.

Moderne frie fællesskaber har imidlertid tillid som centrum. Tillid mellem medlemmerne og tillid til projektet. De frie fællesskaber er nemlig først og fremmest frivillige, og dermed ofte også friskabende for de enkelte medlemmer, fordi de får mulighed for at realisere sig selv i det. De fleste der tager initiativ til at blive medlem, og som har noget brugbart at tilbyde gruppen, bliver lettere inviteret ind. Hvor det traditionelle fællesskab er styret af pligt, ære og blod, er de nye drevet af personlig lyst, interesse og tillid. Det gør dem meget intense, men også mere flygtige. Nogle vælger at kalde dem for neo-tribale fællesskaber (nye stammefællesskaber), fordi mange fællesskaber i dag er som nye stammer, man bare kan gå ind i og ud af, efter hvordan det passer ind i ens eget liv. Mange netværksgrupper kan kategoriseres som neotribale fællesskaber, fordi de fordrer af medlemmerne, at de hele tiden skaber og udvikler rammerne for gruppen, og dermed holder den dynamisk, levende og aktiv. Og det er præcis, hvad de unge fællesskaber oftest er præget af. Subkulturer har ungdommen altid dyrket; det nye er, at man ikke længere forventes at bekende sig til en enkelt definerende subkultur, men tværtimod sagtens kan være medlem af mange forskellige – og på overfladen modstridende – neo-tribale fællesskaber uden at miste personlig troværdighed.

Lægges alt dette sammen, giver det et billede af en generation, der er på vej ud i uddannelser og arbejde, og som har præcis de kvalifikationer og træning, som vi har brug for både nu og i fremtiden.

Deres største udfordring findes i angsten for at vælge det forkerte fra. Det kaldes også FOMO, fear of missing out, der i nogle tilfælde skaber den uheldige situation, at der ikke rigtig bliver valgt noget til eller gennemført det, som er begyndt. Der er for det første alt for meget at vælge imellem, så derfor er der brug for god guidance. For det andet kan det være svært at vælge selvstændig ud fra egen interesse, fordi det er lettere at følge det valg, som ”alle de andre” tager.

I det tilfælde kan man lade sig vejlede af den australske hospicesygeplejerske, Bronnie Ware, der har skrevet bestselleren: De fem ting døende fortryder mest. Nummer et blandt de fem, er nemlig denne:

”Jeg ville ønske, at jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.”

Med andre ord lyder det, som om alt for mange mennesker lever deres liv som en generalprøve, hvor intet for alvor gælder. Hvor man er sikret sikkerhed, fordi man er en del af et bekvemt fællesskab, som har udstukket reglerne, retningen og resultaterne. Og hvor ens vigtigste opgave er at reproducere det, som allerede er kendt. Kigger man på statistikkerne, er der meget, der tyder på, at vi skal til at orientere os anderledes. At alt for mange har nemlig travlt med alt for meget af det forkerte ses bla. af, at stress i dag er en folkesygdom. 20-30 procent lider af angst. 20 procent bliver i løbet af deres liv ramt af en depression. 20 procent lider af søvnløshed. Ensomheden stiger. 10 procent af de unge lider af selvskadende adfærd. Samtidig er der for få, der bruger tid nok på det, der i mange undersøgelser beviseligt gør os lykkeligere, nemlig vores nære relationer. Ikke alene lever vi altså et generalprøveliv. Vi lever også efter et elendigt manuskript.

At leve sit liv som en premiere er at foretrække for en generalprøve, for her kan man i det mindste mærke livet i livet. Og man er vågen til, hvem man er og gerne vil være. Men det kan også blive til et unødigt invaliderende pres, hvilket vi desværre ser hos alt for mange af de unge, der lider af for mange psykiske ubalancer.

Derfor er en tredje mulighed måske løsningen. En, som ophæver forestillingen om succes og fiasko og ophæver kravet om deadline, og i stedet sætter os fri til at være nærværende på en ikke dømmende måde, så vi hver især kan hive mest muligt godt ud af de år vi har på denne planet:

Betragt dig selv og dit liv som et eksperiment og handl som en forsker. Gør noget, test det, find ud af om det virker eller ikke virker – og saml på mange erfaringer. Betragt alle disse erfaringer som data, der fortæller dig, hvad der fungerer og ikke fungerer, hvad der tænder og slukker dig, hvad der gør dig mere eller mindre kompetent ift det, du gerne vil have ud af livet. Tjek ud hvad der gør dig mere og mere til det menneske, du ønsker at være – og lær lige så meget af det der virker, som det, der ikke virker. Og lad vær med nogensinde at tage identitet efter et resultat. Uanset hvad, er du aldrig selv enten en succes eller en fiasko. Begge dele vil være lige begrænsende for din selvforståelse og der er rigeligt med menneskeskæbner, der viser, hvor ødelæggende den manøvre kan være.

Så: Interesse før sikkerhed. Viden (om alle former for uddannelse) før tradition og ”de andres valg”. Og tryghed i visheden om, at evig fornyelse kan ske gennem konstant læring hele livet. Disse er tre gode retningslinjer for at vælge det første studie tættest på den, man virkelig er, og ikke den man tror, at andre forventer, man skal være.

Gode venner er ikke bare nødvendige for at leve et godt liv, hvilket er blevet bevist i utallige undersøgelser. De er også helt afgørende for vores personlige udvikling.

Hvis de tør være ærlige.

For det kræver ind i mellem mod at turde sige til en ven, at man måske siger mærkelige lyde, når man spiser, eller at man konsekvent vælger den forkerte kærestetype, eller at man måske har et lidt uheldigt reaktionsmønster i særlige situationer.

Den sidste udgave fik jeg for nyligt serveret af en nær veninde, og nej, det var ikke specielt flatterende. Men det viste sig til gengæld at forløse en gammel familiedisposition, som jeg hellere end gerne ville af med. Da den altså først røg ind i mit bevidsthedsfelt.

”Du kan godt virke lidt forurettet,” sagde hun, da jeg fortalte om en uheldig episode med en forretning, der havde haft en elendig service.

”Forurettet??!!” svarede jeg lidt spidst, for anslaget havde været, at hun naturligvis skulle synes, at jeg var helt berettiget i min indignation over deres uretfærdige behandling. Men da jeg huskede på, at hun faktisk var min ven, og at hun derfor ville mig det bedste, fik hendes ord lov til at få adgang først til mit sind og dernæst mit hjerte.

Og så skubbede de pludselig en ny erkendelse frem i lyset.

Nemlig den, at kvinderne i min familie har en veludviklet evne til at optræde som det, jeg efter nogle forsøg på at indkredse det, endte med at kalde perfekt forurettet aggressivt offer.

Nu er det naturligvis ikke for at hænge hverken de andre kvinder i min familie eller mig selv ud, at jeg skriver det.

For det første fordi jeg med et blik rundt i verden kan se, at vi vist ikke er de eneste kvinder (eller mænd), der har lige den adfærdsdisposition!

Og for det andet fordi det måske kan inspirere dig til at se på dine egne uvelkomne dispositioner, som du har med fra din familiehistorie og gøre dig fri af dem.

Jeg var ikke selv så bevidst over, at jeg havde denne forurettethed i mig, og offerrollen var heller ikke en, som stod forrest i min selvopfattelse, mens aggressionen ikke var mig fremmed, når jeg bliver presset for meget. Men da jeg først fik øje på det, var jeg til gengæld helt klar over, at det var en adfærd, der godt måtte høre til fortiden.

Efterfølgende har det været ret underholdende og meget lærerigt at forsøge at mindske denne tilbøjelighed. Nogle gange har jeg overdrevet det og gjort mig endnu mere forurettet og aggressiv og offeragtig, end jeg egentlig følte, så jeg mærkede den fulde effekt af det. Reaktionerne har været interessante og til nogle få har jeg bagefter afsløret, at de lidt var ofre for et personligt eksperiment, hvilket gav nogle meget interessante samtaler bagefter!

Andre gange har jeg nået at stoppe mig selv og tænke:

Er det virkelig det, jeg føler? Er det sådan, jeg har lyst til at opføre mig? Skal det være en adfærd, som gerne må være med til at skabe min personlighed?

Ikke overraskende har svaret hver gang været nej.

Jeg har også opdaget, at jeg har mange andre vanereaktioner, som jeg har arvet. Dem er jeg også begyndt at luge ud i.

Som guide til det, har jeg udnævnt Michelle Obama, fordi hun bare er så cool og menneskelig på samme tid. Så når jeg bliver i tvivl om noget, spørger jeg mig selv:

Hvad ville Mich O gøre nu?

Ikke for at gøre som hun, men for at give mig både retning og luft i situationen, for så sker magien nemlig, og så kan jeg pludselig mærke mig selv og ikke min arv.

Lykkes det hver gang at blive til den jeg helst vil være? Nej. Selvfølgelig ikke. Men jeg bliver ved med at øve mig og det alene er både sjovt og lærerigt. Og klart bedre end at være et perfekt forurettet aggressivt offer!

Klumme i Femina 24.1.19

En Z’er er født mellem 1996-2010 og det betyder, at de allerede er på vej ud i jobs. Mange ledere er nysgerrige på, hvad det er, de unge egentligt kræver for både at blive tiltrukket og især fastholdt af en arbejdsplads. Vigtigste råd er at betragte dem som selvstændige. Som leder handler det om både at kunne skabe mening og tilbyde frihed.

”Vi skal da ikke blive til noget! Vi ER noget! Og jeg er ligeglad om jeg får et job i en stor koncern, hvis jeg alligevel bare skal lave kaffe!”

Min assistent Frederikke er 22 år og læser sociologi på første år. Forleden smed hun denne sætning – i et lettere indigneret tonefald, som du nok har gættet – ud i rummet mellem os, i forlængelse af en samtale hun havde haft med en voksen nær sig. Indignationen symboliserer i virkeligheden et af de to grundbehov, som de yngre generationer har i forhold til deres job, nemlig mening. Det andet er frihed, og det kommer jeg ind på senere i teksten. Begge dele er også grundstenene i motivationen hos mange selvstændige. Friheden til at selv at vælge, hvad de skal bruge deres tid, opmærksomhed og penge på og som samtidig giver mening for dem. Friheden til at samarbejde og samskabe med de personer og organisationer, som de selv vælger, og som naturligt understøtter den mening, som de selv arbejder ud fra. Kort sagt friheden til at vælge det til, som giver mening. Og vælge det fra, som ikke længere gør. 

De har ikke et job. De er deres job.

Det giver en mere flydende tilgang til jobs og karriere, end vi tidligere har set. Man er hverken gift med arbejdspladsen eller sit fag; i stedet er man mest gift med sine egne idéer og de fællesskaber, som man i en given periode ønsker at være en del af. Det giver sig udslag i, at de unge opererer efter det, man kan kalde livskarriere. Det betyder for det første, at de ikke har et job; de erderes job. Hvor tidligere generationer snildt kunne have et lortejob i en periode, mens de studerede eller ventede på at finde det ”rigtige” job, så har især generation Z, men også generation Y, langt mere modstand mod det. 

Det er et resultat af velmenende forældres og forstående og ambitiøse læreres konstante spørgen ind til hvad de har lyst til, hvad de selv føler er rigtigt, hvad de gerne vil og har brug for osv. De er altså blevet benhårdt trænet i både at tænke over og mærke efter, hvad der giver mening for dem. Denne dobbelte reflektoriske tilgang til livet, har skabt mennesker med en hang til passion, som en vigtig drivkraft, men også som et underlæggende krav, der for mange er blevet et fængsel af manglende selvværd, fordi de faktisk ikke kan mærke en passion for noget som helst. 

Hvilket får dem til at føle sig forkerte i en tid, hvor livsformål er blevet en selvfølgelighed, ikke blot for virksomheder og organisationer, men i høj grad også for individer. Hvor tidligere generationer kunne navigere efter et defineret job og igennem det, føle en vis grad af formål, mest oplevet som kollektivets anerkendelse og accept, foregår processen for en Z’er omvendt. Hvilket kan være svært, når man samtidig ikke har så meget viden og erfaring om livet og verden og derfor ikke nødvendigvis ved, hvad man egentlig kan bidrage med til fællesskabet

Derfor er det vigtigt, at man som arbejdsplads kan tilbyde mening i jobbet, uanset på hvilket niveau jobbet foregår, fordi det både kan frisætte den enkelte fra at skulle finde sit eget særlige livsformål og samtidig tilbyder præcis det, som anses for noget af det vigtigste i et job. 

Erstat passion med nysgerrighed

I parentes bemærket kan det som leder være en god idé at inspirere sine yngre medarbejdere til at erstatte passion med nysgerrighed. Passion indebærer, at man allerede ved, hvad man brænder for og gerne vil bidrage med til verden, og det lægger som nævnt et stort pres på den enkelte, der kan opleve en indre unødvendig stressfølelse. Nysgerrighed sætter derimod den enkelte fri til at undersøge verden og lade sig fylde op af den, indtil man selv kan mærke, hvad man egentlig ønsker og kan bidrage med. Hvor passion kan virke ekskluderende, vil nysgerrighed altid virke inkluderende, fordi man stiller sig ydmygt og åbent overfor det og de, der omgiver en og dermed skaber kontakt og forbindelse. En leder der forstår at skabe en atmosfære af nysgerrighed, skaber samtidig et fornyende og innovativt arbejdsmiljø; noget både generation Y og Z aktivt opsøger. 

For det andet giver ordet livskarriereogså løfte om, at det er livet selv, der betragtes som en karriere, og altså ikke kun jobbet. I årevis har vi på samfundsniveau debatteret, hvad en holistisk tilgang til livet egentlig indebærer, og nu står vi overfor en generation, som ikke taler om work-life balance (det er generation X, der har opfundet det ord), men som med den største selvfølgelighed forventer at leve efter det. Det betyder ikke, at de ikke kan arbejde igennem i perioder, og have fuld fokus på den side af livet, men mere end en enkelt side af livet, er det altså ikke. Så det kan lige så godt være jobbet, der i en periode viger for at opfylde andre personlige ambitioner, fx yngelpleje eller efteruddannelse. Livskarriere betyder også, at de forventer at udvikle deres egen personlighed gennem hele livet og altså ikke kun deres faglige kvalifikationer. 

Friheden til at være flydende

Dette fører os direkte over i den anden vigtige grundsten i Z’ernes forhold til arbejde, nemlig frihed. Den er også tostrenget. Den ene side handler om at kunne bevæge sig frit mellem jobs. 40 procent skifter jobs indenfor to år, naturligvis også fordi de er i gang med at bygge en karriere op og derfor gerne vil afprøve så meget som muligt. Men det stikker dybere end det. For selv store virksomheder, der traditionelt har kunnet tilbyde en længere karriereplan, der til sidst kunne føre til partnerstatus, oplever en stor udfordring i at fastholde deres yngre medarbejdere. Det skyldes, at deres fokus mere ligger i hvor spændende den næste opgave er, end det lange træk mod et særligt endemål, som fx partnerstatus. At lede på den måde kaldes GPS-ledelse og det stiller store krav til en arbejdsplads om at kunne tilbyde nok spændende opgaver. Tricket her er at inddrage de unge allerede ved selve defineringen af opgaven, i stedet for at sætte dem til at løse en bunden opgave. 

Det er her friheden kommer ind. Friheden til netop selv at kunne definere og fastlægge opgaven, friheden til at kunne bruge sig selv på flest og bedst mulige måder, friheden til at arbejde sammen med de mennesker, som man helst vil skabe noget sammen med. Det er naturligvis utopisk at tro, at disse tre krav kan blive opfyldt hver gang, men de er gode at navigere efter som tankesæt. 

CPR = CVR

Hvis alt dette lægges sammen fås på mange måder et billede på en selvstændig profil. Og det er faktisk også sådan mange af de unge opfatter sig selv. Fremfor at være bange for usikkerheden i projektansættelser, ser de i stedet friheden og mening i at indgå i de opgaver og fællesskaber, som de på det pågældende tidspunkt er tiltrukket af. Derfor skal man som arbejdsgiver heller ikke reagere på, at de enten bruger en del af arbejdstiden på at holde deres sociale netværk i live. For det sociale netværk kan snildt være ens egen næste medarbejder, som overtager den plads, som ens egen ansatte forlader. Eller også kan de være den næste partner i et projekt, som ens medarbejder opfinder. Grænserne mellem arbejde og privatliv flyder mere end nogensinde og generation Z forstår at jonglere med alle parter i et liv på samme tid med en naturlighed, som vi ikke har set før. Hvilket er en fordel i en tid og verden, hvor hastigheden er i stigning og grænserne flyder mere og mere. Og som det sidste skal man være obs på, at netop denne nomadeagtige tilgang til jobs også indebærer, at de kommer lettere tilbage. Hvis de altså har oplevet, at de blev mødt i deres behov for mening og frihed. 

Bragt i Børsen 06.01.2019

Kvinder har været styret på deres skønhed, seksualitet og socialitet i tusindvis af år. Hvilket naturligvis har begrænset deres selvbillede, relationer og bidrag til samfundet. #metoo viste, at alle tre ting mere handler om magt end lyst og kærlighed. I 2019 bør alle kvinder forenes i en ny bevægelse, Ustyrlige Kvinders Klub, som er til hele samfundets fordel.

”Hvad tænker du om en dreng, der kysser mange piger?”

Pigen går i syvende klasse og jeg har stillet hende spørgsmålet, fordi hun har spurgt, hvad sociologi er. Hun kigger genert ned og mumler, at det ved hun ikke.

”Hvad tænker du så om en pige, der kysser mange drenge?”

”At det ikke er så godt?!” Svaret falder prompte.

”Se, det kan sociologien forklare,” siger jeg, ”for, hvorfor er der forskel på, om det er ok, hvad en pige og en dreng gør, når de nu gør præcis det samme?” Lyset bag hendes øjne blinker forvirret. ”Synes du det er fair?”, spørger jeg, og nu ryster hun uden tøven på hovedet. Bingo! Muligvis fik jeg her endnu et fremtidigt medlem til Ustyrlige Kvinders Klub, så hun fremover kan blive sparet for følelser af forkerthed, skam, mindreværd og manglende status, som stadig i alt for høj grad forfølger unge kvinder.

Fænomenet ustyrlige kvinder blev italesat første gang da kvinder gik med klokkehatte og dansede charleston. Det skete i forlængelse af den første bølge af feminisme og betegnede en kvinde, der både var seksuelt frigjort og intelligent, og som i visse tilfælde også forsørgede sig selv, hvorfor hun dengang provokerede på næsten alle de parametre, som kvinder ellers havde været hårdt styret på.

Men når en pige på 12 år mener, at samme opførsel af en pige og en dreng vurderes forskelligt og til pigens ulempe, hvor ustyrlige er kvinder så i dag, her 100 år efter?

I

kke nok, må vi konstatere. Ellers ville en bevægelse som #metoo ikke blive så stor på kun et år. På alt for mange områder har kvinder nemlig stadig ikke taget ejerskab over deres egen seksualitet, skønhed og socialitet, og så længe kvinder vedblivende styres af begrænsende og utidssvarende normer om hvordan kvinder bør opføre sig og fremtræde, samt hvad de skal stræbe efter og bidrage med, går samfundet glip af en masse kreativitet og socialitet, der kan innovere os alle ind i en ny tidsalder, hvor der både er miljømæssig og social bæredygtighed. Hvilket er afgørende nødvendigt, fordi vi som art vokser med eksplosiv fart.

Og ja, det starter faktisk med den lille pige i syvende klasse, der har lært, at piger ikke må (have lyst til at) kysse mange drenge.

Seksualitet er vores livskraft og kreativitet

Kvinders seksualitet har altid været genstand for social kontrol, fordi det basalt handler om at have magten over den næste generation, hvilket i brede termer også er lig magten over samfundet. Men menneskers seksualitet er meget mere end sex! Enhver psykolog/sociolog kan fortælle, at den i virkeligheden er bostedet for vores livskraft og kreative energi. Grundlæggende handler det om vores evne til at være skabende, originale, modige, vilde, ubundne, sanselige og i kontakt med en (unavngiven) helhed, hvilket kunstnere er de bedste eksempler på. Skal vi opleve både personlig livskvalitet og samtidig være i stand til at bidrage med mest muligt til fællesskabet, er det derfor helt afgørende at vi har en fri og ubegrænset adgang til denne livskraft/kreativitet/seksualitet. Jo mindre stækket, jo mere kreativitet og originalitet er der til rådighed til at løse verdens problemer i fællesskab. Så ustyrlige kvinder, gør det ikke bare for sig selv; de gør det også for at bedre klodens tilstand. Og så skal de i øvrigt også bare eje deres egen liderlighed for deres egen fornøjelses skyld.

Men det er ikke nok.

Skønhed er synlighed

For kvinder skal også være mere ustyrlige i forhold til skønhed. Da Angela Merkel optrådte i en nedringet kjole til åbningen af Oslos opera, blev der efterfølgende stillet spørgsmålstegn ved hendes evner som kansler. Siden har hun mest optrådt i firkantede jakkesæt. Igen er perspektivet langt bredere end udseendet. Når en kvinde ikke lader sig selv stråle i en fri præsentation af sig selv, men derimod lader sig begrænse i sit udtryk i forsøget på at leve op til nogle stive idealer om, hvordan en kvinde kan tillade sig at præsentere sig selv for at være socialt acceptabel, begrænser hun ikke kun sin personlighed. Og påtager sig en unødig skam. Hun begrænser også sin egen synlighed. Synlighed er i dag et vilkår og en direkte indgang til indflydelse, hvilket knæfaldet for de såkaldte ”influencers” på de sociale medier er et bevis på. Når vores synlighed bliver gjort forkert, mister vi ikke kun muligheden for at tage den plads i offentligheden, som vi måske evner og ønsker; vi mister også troværdighed og dermed magt, så også mere ustyrlighed her, tak.

Men heller ikke dette er nok.

Socialitet

Kvinder er nemlig ikke blot det biologisk reproduktive køn; vi er også det socialt reproduktive køn. Hvilket i en ekstrem form kan ses praktiseret i situationen, hvor en mor æresdræber sin datter for at opretholde en særlig social orden, der ikke ligestiller kvinder og mænds adfærdsfrihed. Ofte har kvinder mere end mænd ansvaret for det sociale miljø i de fællesskaber de indgår i, og dermed er de kollektive forventninger til hvor egoistisk hun ”må” være ift. at forfølge egne mål på bekostning af sine relationer, også tit snævrere. Mange kvinder vælger at adoptere denne forestilling om deres eget værd, og begrænser dermed deres egne behov i stedet for at forvente en ligelig fordeling af det sociale ansvar. Så også her er der brug for både mere lighed og ustyrlighed.

Ustyrlige kvinder skaber stærkere og bedre samfund, fordi de bidrager mere til fællesskabet. Samtidig giver de sig selv mandat til at leve mere i pagt med deres egne ægte behov, lyster og evner og får på den måde et både sjovere og bedre liv. #metoo skabte bevidstheden om manglen på ustyrlighed. Ustyrlige Kvinders Klub er næste skridt i en bevægelse, hvor begge køn er frie nok til at bidrage til et fælles fremtidigt socialt velfungerende og innovativt samfund. 

Kronik bragt i Jyllandsposten 30.12.18.

Da jeg blev 50 var jeg meget i tvivl om, hvordan jeg havde lyst til at fejre det. Umiddelbart var det, der kaldte mest, et kæmpe cocktailparty, hvor alle jeg holdt af skulle med, hvor vi ville spise let og mest stående, så folk frit kunne bevæge sig rundt mellem hinandens historier, hvor vi ville drikke boblende og farverigt, og hvor vi ville danse hele aftenen og natten med.

I stedet blev det til to middage, hvor jeg inviterede mine veninder, for det jeg egentlig havde mest brug for, var at holde det nært. De to aftener blev helt magiske. For os alle.

Selvom vi var 14 om bordet begge gange, lykkedes det næsten hele aftenen at være samlet om de anekdoter, som hver enkelt delte med de andre, og alt fra befriende grin til hjertegråd forbandt os i en fælles fortælling om det at være kvinde og menneske midt i livet.

Da de var gået, måtte jeg begge gange lige sætte mig i min sofa og synke ind i den vidunderlige energi, som de havde efterladt, før jeg var klar til at gå i seng med en dyb følelse af taknemmelighed over, at jeg havde sådan nogle fantastiske kvinder i mit liv.

En fælles materiel gave var det også blevet til, for jeg havde ønsket mig et særligt armbånd, som næsten alle bidrog til, så jeg kunne sende dem alle en kærlig tanke, hver gang jeg tager det på. Og præcis sådan har det været, når jeg åbner øsknen og spænder det rundt om håndleddet.

Da jeg skulle holde min fødselsdag i år, var set-up’et lidt mere beskedent, og jeg nøjedes med at invitere til en enkelt middag. Op til dagen tikkede beskeder ind om hvad jeg ønskede mig ind, og først var jeg ved at lave en liste over ting. Men pludselig slog det mig, at det eneste jeg egentlig ønskede mig af dem, var… dem selv.

Samvær.

Dagen efter middagen, hang der derfor på køleskabet et væld af kort og billetter og udklip med løfter om operakoncert i DR’s koncerthus, flere middage på lækre restauranter, gåtur og brunch, en kunstudstilling, turpas og frokost i Tivoli, SUP surfing (den skulle jeg nok have indløst, da det var lidt varmere!) og et besøg i en nøgensauna for begge køn efterfulgt af en vegetarisk frokost på Christiania. Den sidste bliver muligvis en anelse grænseoverskridende, men måske også den jeg senest vil glemme!

Flere af gaverne har jeg allerede indløst – og det har gjort, at festen har varet i flere måneder. Og kommer til at vare endnu længere, for jeg har heldigvis stadig nogle af gaverne tilbage.

Nu nærmer julen sig og du vil sikkert få spørgsmålet om, hvad du ønsker dig. Hvis du er en af dem, der nærmest skal opfinde ting du måske kunne ønske dig, hvis du virkelig skulle, så har jeg et forslag til dig:

Ønsk dig samvær.

Tid og nærvær er om noget det, som det moderne menneske savner mest. Statistikker viser, at halvdelen af befolkningen er stresset på forskellige niveauer og ensomheden er stigende, så meget tyder på, at vi har brug for mere samvær, fremfor flere ting. Samtidig viser utallige undersøgelser, at det, der for alvor skaber et sundt og lykkeligt liv er gode relationer, og et samvær om en fælles oplevelse, er en fin måde at dyrke og styrke en god relation.

Min drøm er i hvert fald, at min køleskabsdør fra nu af og til jeg dør, altid har kommende hyggeligt, sjovt, spændende, udfordrende samvær hængende. Jeg vil nemlig hellere gå i graven med mange oplevelser i hjertet end mange sko i skabet.

Klumme i Femina 20.12.18 

Det moderne liv er fyldt med indre modsætninger, der potentielt kan få hjernen til at brænde sammen i forsøget på at føle sig, som en hel og troværdig person. Kuren er at overgive sig til livets paradokselasticitet. Så vi har overskud til at være kreative, innovative, nærværende og sociale.

En eftermiddag for få uger siden blev jeg ringet op af min internationale foredragsagent: Om jeg kunne holde et foredrag i Dubai to ugen efter om onsdagen? Jeg tjekkede kalenderen og konstaterede, at jeg tirsdag havde en stor konference i Odense og torsdag et foredrag i København om eftermiddagen – så jo, det kunne nok godt lade sig gøre. Hvad ville kunden have, at jeg skulle tale om?

Den samtale tog jeg nogle dage senere med hende, som var ansvarlig for konferencen. Hun er partner i et internationalt konsulentfirma, der havde deres årlige møde for deres toppartnere i hele regionen. Samtalen blev ført over en social platform, mens jeg sad i et hotelværelse i Berlin. Jeg havde inviteret min ældste søn fire dage til byen, så vi kunne hygge og have tid til at besøge krigsmuseer og se muren.

”Vi er så stressede og sidder hele tiden i en flyver, så vi har ingen work-life balance. Du taler jo om succestyranniet og vi vil gerne have nogle input til, hvordan man kan leve et bedre liv i større balance.”

Med tanke på, at jeg sidste år udgav bogen Succestyranniet – og vejen ud, ville jeg naturligvis gerne det!

Men.

Mens jeg aftalte det, parkerede jeg altså min søn i hotellobbyen. Og jeg skulle holde dette foredrag efter at have hastet til lufthavnen fra Odense, fløjet hele natten, lige nå at tjekke ind på hotellet og tage et bad, før jeg stod med de 170 mænd og meget få kvinder, og morgenen efter skulle jeg så retur til Danmark, for at være klar om eftermiddagen med flere ord og slides, og skulle i øvrigt samme uge også fejre min anden søns 18- års fødselsdag – plus det løse med møder og kronikdeadlines. Og ugen efter igen havde jeg en næsten lige så presset kalender, både arbejdsmæssigt og privat.

Så hvordan kunne jeg overhovedet selv være troværdig til at tale om work-life balance?

En af årsagerne til, at jeg med god samvittighed kunne stå i mit budskab, var, at jeg kunne læne mig ind i et ret vidunderligt begreb, som får skuldre til at sænke sig og nogle gange smilet frem, men som i hvert fald giver plads til, at vi finder ro og mening i kaos. For min situation er jo langt fra enestående. Faktisk er det en fuldstændig normal arbejdssituation for de fleste at være presset af deadlines og opgaver, og selv skulle finde en form for logik og balance i det. Og de der har størst held til at gøre det, er de, der bevidst forstår dette begreb:

Paradokselasticitet.

Alle vi, der lever i den moderne verden, hvor det blipper ind med alle mulige forstyrrelser, og hvor vi hele tiden bedes om at tage stilling til alt fra kattekillinger til henrettelser, har brug for at gøre os selv fri til erkende, at alting ikke kan puttes ind i en rationel model, hvor det hele ender med at passe sammen i skønorden.

Problemet er nemlig, at vi i forlængelse af industrialiseringen, som har gjort maskinlogikken til det overordnede princip for liv, og med knæfaldet for den naturvidenskabelig metode, som idealet på den dominerende forklaring på alt i livet, er kommet til at stille os sted, hvor vi mener, at alting skal – bør - give logisk mening. Allerede i 1905 beskrev den tyske sociolog Weber, hvordan verdenen var på vej til at blive affortryllet, og at vi ville ende med at befinde os i et rationalitetens jernbur, hvor mysterier, magi og mirakler ikke længere ville være en del af livet.

Men Weber tog fejl. Heldigvis. For vi mennesker er netop ikke maskiner og livet kan ikke sættes på så rigid en formel, at både livet og vores indre kan følge et simpelt rationale og dermed altid være fuldstændig forudsigeligt og kontrollerbart.

Tværtimod.

Og vi ved det godt. Men vores tid er præget af en klar forventning om, at vi kan – og det er her, at konflikten opstår. I stedet for at overgive os til at livet jo er en kæmpemæssig rodebunke, og at det egentlig bare handler om at navigere mest menneskekærligt igennem det (et hav af undersøgelser viser, at gode relationer er den afgørende faktor, der skaber lykkelige og sunde liv!) bruger vi tid og kræfter på at forsøge at leve op til et ikke-humant ideal. Hvilket vi naturligvis ikke kan, og på den måde planlægger vi os selv benhårdt til at være en fiasko.

For det moderne liv er ekstremt paradoksalt. En af de ting vi desværre gør, er at skynde os for at få det dårligt. Tonsvis af statistikker viser hvordan halvdelen af befolkningen lider af stress i varierende grad, mens op til 30 procent lider af angst og 20 procent af depression. Ensomheden er stigende, søvnløsheden ligeså. Altså er der mange indikationer på, at vi mistrives så meget, at det er gået udover vores psykiske velbefindende.Og alligevel er det de færreste, der for alvor ændrer deres adfærd. Hvilket er forståeligt, for vi skal også overleve.

Det er jo ikke fordi vi gerne vil arbejde under fx dårlig ledelse for at forfølge urimelige KPI’ere under urealistiske vilkår. Eller at vi vældig gerne vil have konfliktfyldte familieliv. Når vi planlægger vores liv, gør vi det naturligvis for at få bedre muligheder, få opfyldt drømme og leve vores potentiale ud.

Men samtidig er der ingen, der i dag kan påberåbe sig uvidenhed om, at vores afsindige travlhed i kombination med vores enøjede fokus på effektivitet, optimering og resultatrenhed, medfører en psykisk sårbarhed, som mindsker livskvaliteten betragteligt for den enkelte – og dermed også for gruppen. Så jo, vi har faktisk travlt med at få det dårligt, og det er et af de mest udbredte paradokser vi lever med i dag.

Et andet paradoks er, at ægteskabets kvalitet afgøres af dets længde og ikke dets indre kvaliteter. Halvdelen af alle ægteskaber bliver jo opløst, og derfor er skilsmisse statistisk set ikke længere at betragte som en undtagelse, men værdimæssigt bliver det stadig betragtet som et brud med normerne, og derfor er det et paradoks, at alle tilgår brylluppet med forestillingen om, at det er adgangen til livsvarig lykke.

Vores forhold til uddannelse (hvis bare vi får én, er vi sikret for livet – øh, nej!), pension (flere bliver ældre, mens der er færre til at betale for udgifterne), sygdom (selvom vi kan behandle flere sygdomme end nogensinde før, opdages der også flere diagnoser end nogensinde før og niveauet for ”raskhed” er steget eksponentielt) er også alle tre moderne paradokser, som vi forsøger at skabe mening i.

At leve et moderne liv, er altså at leve et liv midt i en strøm af paradokser, og de mennesker, der klarer sig bedst, er de, der forstår at have så stor en spændvidde mellem paradoksernes yderpunkter, som muligt. Når vi ser statistikkerne, er det imidlertid åbenlyst, at det, er der for mange mennesker, der har problemer med.

Med den civilisationsgrad vi har i dag, hvor vores fællesskaber er så store og altdominerende, og vi er så afhængige af hinanden, bør det især være både regeringerne, samt virksomhederne og deres ledere, der skal gå forrest i at skabe nogle nye og bedre vilkår. Og hvor det er helt afgørende, at overlevelse for den enkelte ikke handler om at kunne mønstre en enorm og individuel paradokselasticitet.

Hvordan? Ved først og fremmest at droppe antallet af maskinlogiske KPI’ere, der undergraver et socialt og relationelt sundt miljø. Mit møde med Dubai-partnerne bekræftede mig endnu engang i det fuldstændig indlysende faktum, at intet menneske er en maskine. Ikke engang de, der er hårdt trænet i at være det. 

Det vi selv kan gøre, at overgive os til, at livet også består af små forskydninger og skævheder. Lidt ligesom at skønhed er forholdet 1:1,1618, kaldet phi. Balancen kommer af en lille mangel på total symmetri. Eller sagt med Webers ord, er livet fortryllende, fordi der netop er lidt magi.

Når man holder op med at synes, at verden og livet skal være på én særlig måde, for at føle at man har kontrol over situationen, udfaldet og fremtiden, øger man sin evne til paradokselasticitet – og derigennem øger man også sin egen psykologiske og mentale robusthed. Og det igen giver overskud til at være kreativ og innovativ, samt nærværende og social. De fire egenskaber, som er mest efterspurgt på arbejdsmarkedet – men som også helt praktisk giver gode liv.

Tilbage til Dubai og den anden årsag: For hvad var da forskellen på disse højt kvalificerede og meget intelligente mennesker, der naturligvis selv var i stand til at gennemskue deres egen situation og så mig?

Kadencen.

Mens de lever den slags liv hele tiden, sker det kun periodevis for mig. De rejser rundt i hele verden og møder andre, der er lige så fokuserede på at skabe KPI-resultater, der oftest kredser om økonomi, effektivitet og lean. Når ens liv ender med at være denne strøm af KPI’ere, er der sjældent plads til at hæve blikket, åbne hjertet og mærke, hvad der også betyder noget i livet. Hvilket jeg mødte efter mit foredrag, hvor flere af deltagerne kom over for at dele deres længsel efter at fylde deres liv med bla. mere nærvær og bedre relationer.

Det handler også en fælles kultur. I Danmark er vi heldige, for i forhold til mange andre lande har vi en virkelig fin balance mellem arbejde og privatliv. Som vi bla. kan have, fordi vi har det arbejdsmarked og den socialpolitik vi har. Det er ikke sådan lige at ændre på i fx hele Mellemøsten. Noget mere tilgængeligt er det at gøre for virksomhederne.

Det er de færreste mennesker, der ikke vil have et arbejde, der optager dem, og det betyder, at det måske i perioder tager noget mere opmærksomhed og at der er spidsbelastninger, og det skal der naturligvis være plads til. For det er også en del af det at have en work-life balance. Men virksomhederne skal samtidig gøre (tvungen?) plads til, at der også skal være perioder, hvor der er skabt rum for at samle sig selv igen og konsolidere erfaringen.

Paradokselasticiteten frisætter os til at leve med, at livet er en rodebunke. Og at det er ok. På den måde styrker vi både vores egen indre sunde stamina og giver plads til åbenhed, nysgerrighed og tolerance, så vi kan bruge vores kræfter på at skabe noget, i stedet for at forsøge at kontrollere det ukontrollable. Men skal vi bruge erkendelsen til noget grundlæggende, skal det ske i fællesskab. Så ingen forsøger at leve op til et ideal, ingen kan opnå. Ikke engang livet selv.

Bragt i Børsen d. 25.11.2018

14 dage på et ayurvedisk sommerophold i Sydindien, hvor sjælen blev hel igen, gav overraskende meget opmærksomhed herhjemme. Mest fordi kuren består af lige dele omsorg og ingenting. Er din to-do liste gået amok i forsøget på at afslutte året med truttende resultater, skal du måske læse med her.

Det eneste tidspunkt på de 14 dage hvor jeg fik pulsen op, var den første aften hvor jeg for vild i den lille bitte by, Kovalam. Fra at være en eksotisk, idyllisk og hyggelig fiskerlandsby, som jeg slentrende have ladet mig føre rundt i om eftermiddagen, blev den pludselig til en ubrudt række af smalle baggader fulde af truende lyde og manglende lys.

Det var en af de få gange i mit liv, hvor jeg blev overdrevent bevidst om min hvidhed og min danske tillidsnaivitet, og væk var den globaliserede turistsikkerhed i min identitet. Men det var fordomme, der jagtede mig rundt i gyderne, for de mennesker jeg mødte var søde og hjælpsomme, og inden længe kunne jeg trække vejret uden stød tilbage på hotellets velkendte grund.

Resten af mit ophold i Sydindien foregik i et tempo, som tillod, at min sjæl nåede at indhente mit sind. Og ikke mindst blev min krop kalibreret ind i et mere naturligt flow af væren. I to uger gik jeg rundt i en klud, som kærlige kvinder svøbte mig i, og jeg lavede praktisk taget intet andet end at tage imod omsorg på tusind måder. Hvilket var præcis hvorfor jeg var taget afsted til Dr. Unni og hans ayurvediske klinik. For at blive taget af. For at slippe holdtheden. For at forvandle mig til at være en rendyrket modtager og opleve, hvad det kunne gøre for min både min fysiske og psykiske tilstand.

Undervejs smed jeg lidt om opholdet op på de sociale medier og i flere måneder efter at jeg var retur, var der overraskende mange, der hev fat i mig og ville høre mere om dagene i det indiske refugium. Først troede jeg, at det var det eksotiske i opholdet, der trak. Fx selve det at være i Sydindien. Eller at blive behandlet efter nogle tusindår gamle principper om tre krops- og personlighedstyper. Eller bare den forkælelse der lå i at få behandlinger flere timer hver dag.

Men det var ikke det. Altså, det var også det! Men det var ikke det, som folk primært hev fat i og ville høre mere om. Det var, at jeg i så mange dage intet gjorde og bare tog imod. Og at tiden ikke var optaget af andet end ingenting. Som jeg kunne veksle til nedslag af lystpunkter, jeg frit kunne følge, når de rejste sig i mig.

De fleste stod med bløde øjne og var nysgerrige på, hvordan det dog var at gøre i hele to uger??? Spørgsmålstegnene stod og vippede på en dyb længsel efter lovlig passivitet, inden de forlod deres mund og væltede ned i en afgrund af manglende ro. Da de steg op igen, havde de samlet sig i et fælles udråbstegn: ”Giv mig venligst navnet på det rejsebureau, der sendte dig afsted, for hey - det lyder nøjagtig som det, jeg har brug for!” Og så blev de sendt videre til Grace Tours, mens jeg iagttog, hvordan deres skuldre sænkede sig og brystkassen spændte af.

Jeg har også selv længe haft et spørgsmål. Siden jeg for flere år siden begyndte researchen til min seneste bog, der handler om at gøre sig fri at tidens succestyranni. For hvordan kan det kan være, at så mange af os lever på en måde, hvor vi har alt for travlt med at få det dårligt?

Der er nemlig et hav af statistikker, der desværre spejler vores ringe tilstand: Stress er i dag en folkesygdom; cirka halvdelen af befolkningen er ramt af det i en eller anden grad. Angst er hverdagen for 20-30 procent af os, mens depression rammer 20 procent på et tidspunkt i deres liv.

Det har også vist sig, at ensomheden er stigende og nu er man også begyndt at tale om søvnløshed, som et samfundsfænomen, for over 20 procent af os lider af det. Alle tilstande fører til psykisk sårbarhed og ringere energi. Mens vi samtidig kræver mere af os selv og andre end nogensinde før.  

Der er en masse indlysende forklaringer på tallene. Fx at den enkelte ikke kan sætte sig udenfor fællesskabet og derfor bliver nødt til at følge med for ikke selv at blive fyret. At tidens teknologiske muligheder skaber nye normer for hastighed og tilgængelighed. At vi er en del af et globalt marked, der stiller krav til os alle om at følge med osv. Og alle argumenter giver logisk mening ift vores forsøg på at klare os godt.

Men når vi nu har denne slags tal, der bør få alle regerings- og virksomhedsledere til at tvinge en ny kultur igennem, som understøtter det menneskelig levet liv, hvorfor bliver det så ikke taget seriøst nok? Hvorfor vægter dette ikke nok til, at der bliver gennemført lovgivninger, som varetager det menneskelige levede livs bedste forudsætninger – i stedet for at være passive tilskuere til at en sygdomstilstand er gået hen og blevet en norm? Når man kan lovgive om ligeløn og alkohol, så kunne man nok også finde ud af at lovgive om livskvalitet.

For det er netop disse tal, der er grunden til, at jeg har fået så mange henvendelser omkring min tag-imod-ferie. Fordi den enkelte ønsker at tage ansvar for sig selv. Fordi den enkelte kan mærke, at det er kritisk. Fordi den enkelte vil ændre på sin tilstand.

Lige nu er vi oven i købet i slutningen af året og de fleste er mere end almindeligt pressede for at nå truttende årsresultater. Så pres bliver mødt med mere pres. Det kan der jo ikke komme noget godt ud af.

I stedet kunne vi vælger at bruge tiden på at planlægge, hvordan vi får det bedre i 2019.  Ved ikke at have mest fokus på at opnå en helvedes masse resultater, hvis jagt undergraver vores egen livskvalitet og helbred. I stedet for økonomi som det styrende, kunne vi have opmærksomheden vendt mod vækst i forskelligartede erfaringer, der styrker sjælen, relationerne og kreativiteten. 

Bragt i Jyllandsposten  d. 18.11.2018. 

Mit danseliv startede i 5. klasse, hvor vi til en fest dæmpede lyset og vrikkede prøvende rundt til Fox on the run med Sweet og Donny Osmonds bløde stemme. I gymnasiet tog jeg det et trin videre og snød mig ind på falsk sygesikringsbevis til natdisk på Montmartre, hvor funken burde have gået mig i blodet, men mest af alt bare irriterede min krop og gjorde mine bevægelser mere artige end jeg selv synes var sjovt.

Men så opdagede jeg yuppi-diskotekerne, der spillede Isla Bonita med Madonna, Two Tribes med Frankie goes to Hollywood og Let’s dance med Bowie og de satte min dansekrop fri. Magien opstod og i timevis kunne jeg lade musikken overtage min krop, mens mit sind vandrede hjem i seng. I mange år var musik en ekstra hud, jeg også boede i og som forløste alt fra tårer og glæde til vildskab og blidhed.

Og så fik jeg børn.

Dansemusik blev udskiftet med rasleæg og De små synger, men mest blev det til stilhed, for barnet skulle jo sove og søvnen var virkelig, virkelig nødvendig, så når baby endelige lullede, var musik bare bandlyst.

Med ipod’en kom musikken tilbage i mit liv, med smartphonen blev den endnu mere vigtig og med spotify udvidede jeg mine spillelister med mine sønners hjælp, der er noget mere opdaterede på de nye hits. Nogle gange tog jeg headset på og jingede rundt i stuen, køkkenet, mens jeg lavede mad eller strøg tøj (ja, naboerne har grinet smørret flere gange), men jeg kunne godt mærke, at mine bevægelser hang lidt for meget fast i 90erne. Og det begrænsede mig.

Så da jeg en dag fik en invitation til at komme og danse på en måde, hvor vi frisatte kroppen, fantasien, bevægelserne, var jeg klar.

En søndag samledes vi nogle-og-tyve kvinder i et lokale, og Luise Enevold gav os i virkeligheden kun én instruktion: Dans med lukkede øjne. I denne tilstand ville vi blive frigjort til både at følge musikken med alle vores sanser. Og til ikke at tænke over, hvordan vi tog os ud, når vi bevægede os.

I 3 timer dansede vi på denne måde. Mens musikken skiftede. Og jeg lyttede. Og fulgte alle mine impulser. Og frisatte tankerne om at danse i lækre moves og prøve at se dansedygtig ud. I stedet slap jeg kroppen løs og lod mig være totalt ustyrlig. Musikken bragte mig steder hen i mit bevægeregister, jeg aldrig havde vidst jeg havde. Damn det var sjovt! Og befriende. Og rørende. Og kærligt.

Gulvet, væggene og de andre blev mine bedste venner og hjalp mig til at udtrykke alle sider af min person, efterhånden som jeg fulgte den inspiration som Luise gav videre som forslag vi kunne følge. Jeg er vant til at udtrykke mig i ord. Nu blev min krop mine ord, og jeg viste og oplevede alle mine følelser, tanker, erindringer, relationer og det var vildt, hvor meget der gemte sig i mit kød og blod.

Bagefter var jeg forløst. På en måde jeg aldrig har prøvet før. At bevæge sig sådan sammen med en masse andre kvinder, men med lukkede øjne, så ingen følte sig tvunget til at se ud og præsentere sig selv på en særlig måde, var magisk. Vi var alle blevet til ustyrlige kvinder befriet fra særlige sociale hensyn, fysiske normer og æstetiske fordringer.

I stedet var vi ren kropslig nydelse.

For jeg snød selvfølgelig et par gange og åbnede øjnene hemmeligt, så jeg kunne se de andre et kort øjeblik, og så, at også de sendte sig selv ud på steder, hvor de vandt nyt terræn.

Næste gang vil jeg danse på samme måde. Men med åbne øjne. Så vil jeg se, om jeg også tør være ustyret af samfundets normer i det offentlige rum. Og når folk falder flade om af grin, kan jeg jo bare grine med…

Bragt i Femina 01.11.2018

Lige da min forrige bog LADYCOOL. Dit køn er en styrke - brug det! (2014) udkom, holdt jeg foredrag om den til et kvindenetværk. Hvor jeg mødte den sejeste kvinde, Frederikke Schmidt, der under mærkenavnet Roccamore (en klippe/fort af kærlighed, ret cool navn synes jeg) lancerede højhælede sko med en særlig egonomisk venlig sål, der sørger for, at dine fødder har det godt, selvom du stiletter rundt. Der er blevet forskning på det og yes, det virker!

Fordi jeg er vild med hendes sko (og hende :) har jeg fulgt hende lige siden. Vi har også til tider lavet ting sammen. Denne gang er det et lille indblik i en dag i mit liv. Hvor jeg havde et par (faktisk 2) af hendes sko på. 

Dagen startede nemlig med både at vælge hvilket par af mine Roccamore jeg skulle tage på til det tv-venlige outfit, som jeg ville tage på (ikke-mønstret tøj, så det ikke flimrer på skærmen og noget med nogle faste skuldre, så man ikke ligner en verdenstræt teenager). Jeg skulle nemlig i TV News Business for at kommentere på, at der er sket en stor stigning i salget af luksusvarer.

Og det er jo i virkeligheden ikke en nyhed, for sådan har det været de sidste mange år, siden krisen slap os. Men vores forhold til lusksusvarer har ændret sig siden bling-bling tiden før efteråret 2008, til at flere og flere har et mere bevidst forholdt til deres forbrug.

Det må gerne være dyrt – men så skal det også være prisen værd i forhold til fx kvalitet, bæredygtighed eller social ansvarlighed. Og lige præcis kvalitet i et perfekt mix af funktionalitet og æstetik er en af årsagerne til, at jeg er vild med Roccamore.

Det er sgu da på tide, at stiletterne bliver lavet på en måde, hvor man ikke får smadret fødderne af det, når nu så mange kvinder elsker at gå i dem. Dem jeg valgte til dagen var Lulu Leo. Som hver eneste gang jeg har dem på, giver komplimenter fra andre kvinder. Lige præcis leopardstøvler er noget, jeg altid har i skabet. Parret før har jeg haft i nok 8 år og de var klart alt for slidte! Men det var bare ikke lykkedes mig at finde det helt rigtige erstatningspar. Indtil altså Lulu Leo kom trippende forbi og jeg sagde ”haps”! Overvejer nu, om jeg skal købe et reservepar…

Jeg nåede på kontoret et par timer, hvor jeg fik forberedt nogle af denne måneds foredrag. For tiden holder jeg mange foredrag om generationerne YZ, som i den grad har mit hjerte, for de er godt nok udfordret på mange livsområder, og de har i den grad brug for både tolerance og kærlig styring fra de tidligere generationer. Noget der desværre ikke sker ofte nok, hvilket flere kedelige statistikker er beviser på. Samtidig er de nok de sejeste ungdomsgenerationer ever! Så der er også masser af håb.

Kl. 12 mødtes jeg med debattør Geeti Amiri og studievært og journalist Gertrud Højlund på Bistro Royal til en skøn frokost. Vi var alle tre moderatorer på åbningsdebatten til året Kulturmødet på Mors, hvor vi havde inviteret fem kulturpersonligheder og kulturminister Mette Bock på scenen, og til slut endte vi alle sammen (pånær lige mig, faktisk) i den samme sofa og lænestol – noget der vist aldrig er set før i sådan en debat. Men som var helt i den ånd, som vi gerne ville fremelske: Fremfor kamp om argumenterne, så en stor gryderet af synspunkter, der kunne berige os alle. Vi tre har haft en fest med at sætte debatten sammen, og den fest har vi ikke villet slippe foreløbig, så vi har allerede næste aftale i kalenderen. De var i parentes bemærket også ret interesserede i Roccamore-konceptet, så måske har vi ligefrem venindesko på næste gang jeg ser dem 😊

Jeg blev nødt til at bryde op før jeg havde lyst, fordi jeg skulle retur på kontoret og lave en coaching med en ung kvinde, som er et opløftende eksempel på, at #metoo bevægelsen har været en klar nødvendighed.

Senere den eftermiddag var jeg til en herlig reception for en af mine ældste veninders mands jubilæum. Ole Weiss er en super cool mand, der er et festfyrværkeri af energi, ideer og åbenhed og til receptionen var der naturligvis en masse mennesker, der kom for at fejre hans konsulentfirma. Inden da nåede jeg at skifte både tøj og sko. Det gør jeg jo ikke normalt, men det sjove var, at jeg faktisk fik et par Grace ind ad døren på kontoret, og dem ville jeg gerne have på, så jeg fandt en kjole, der passede til. Det endte med at jeg blev hængende til receptionen i meget længere tid end jeg havde regnet med og var ved at komme for sent til en lidt vild fest, hvor invitationen lød på at have noget maritimt på. Det var desværre ikke lykkedes mig at skaffe den sørøverpapegøje jeg ellers gerne ville have haft på, så i stedet tegnede jeg en tatovering af et anker, kors og hjerte på mit håndled. Voila – sådan blev jeg til en sømand! Har ikke helt styr på, hvornår jeg kom hjem derfra, men jeg er vild med cocktailparty-konceptet, hvor man bevæger sig rundt mellem folk hele tiden og nogle gange er på dansegulvet, i stedet for at være bænket i timevis ved et bord.

PS: I virkeligheden var jeg først til yachtfesten om lørdagen (mens jeg tog alt for sent hjem efter receptionen og hang ud i sofaen med mine to sønner), men jeg ville så gerne have det med, for den aften havde jeg nemlig nogle af de første Roccamore på, som blev lavet, og som jeg ikke kan huske hvad hedder, en bordeaux lak dobbelt t-rem, og det fantastisk er jo, at den stilet kan man danse i hele aftenen. Tøj og sko skal jo helst ikke begrænse en, men derimod hjælpe en til at fremkalde de sider af sig selv, som man har lyst til at leve ud – og jeg elsker at danse!  

Skilsmisse er ikke længere en social minoritet. Alligevel bliver det stadig opfattet som en undtagelse. Det gør, at der endnu ikke findes ordentlig og professionel vejledning i hvordan den gode skilsmisse helt praktisk bedst gennemføres så potentielle konflikter forebygges, og hvordan en god dagligdag planlægges i fællesskab. Det giver nogle uhyggelige statistikker, som vores samfund ikke burde have. Det på høje tide, at vi får skabt en ordentlig skilsmissekultur, der ikke er præget af tabuer og forkerthed.

Der er to situationer i min erindring om vores skilsmisse, som jeg desværre uden besvær kan vandre lige ind i. Den ene var det tidspunkt, hvor vi havde samlet vores tre sønner om spisebordet og fortalte dem, at far og mor skulle skilles. Først stod energien helt stille i stuen og så udbrød vores yngste søn: ”Det er en joke! …ikke?” Det sidste ord kom meget forsigtigt, mens hans blik trak sig sammen bag en lurende lukkethed af sorg og angst. Og de to andre drenges øjne stirrede ned i bordet, for at blive skånet for den nye virkelighed, som de stod overfor. Det er nok overflødigt at nævne, at mit hjerte gik i tusind stykker. Og kom til at gøre det igen og igen i mange måneder derefter.

Den anden var en dag kort efter jul, hvor jeg stod alene i Silvan i Gladsaxe og købte 40 seniorflyttekasser. Aldrig har jeg følt mig så fuldstændig revet over i afmagt, vrede, sorg, angst, fortrydelse og kærlighed. Inde i mig var der kun et uendeligt mørke, og jeg fatter ikke, at jeg overhovedet var i stand til at gennemføre det. Både købet af kasserne. Og skilsmissen.

Men vi blev skilt. Og nu her, snart seks år efter, siger vores børn, at det selvfølgelig er besværligt at være skilsmissebarn, men også at det har nogle store fordele i form af flere ferier, et større socialt netværk, to hjem (det synes især den ene, er en fordel) og andre mindre ting. Når deres erfaringer bliver inddraget i en samtale om skilsmisser, bliver de altid mødt med en vis skepsis.

For forventningen er, at en skilsmisse kun er negativ. Og afgjort! Der er nærmest uendelig meget smerte forbundet med en skilsmisse, men den bliver ofte desværre også gjort langt større, end den behøver at være, fordi både skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle. Og det øger jo bare situationens frustration. For både voksne og endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem. De mærker bare, at noget (de) er forkerte.

Mange tv-programmer og artikelserier, der handler om skilsmisse, fokuserer også ret ensidigt på de problemer og sorger, der er ved en skilsmisse, og da jeg henvendte mig til både DR og TV2 med idéer til en tv-serie om den gode skilsmisse, blev jeg mødt med et svar om, at det antageligvis ikke ville være spændende nok at følge.

Gransker man statistikkerne viser det sig imidlertid, at det ikke er selve skilsmissen, der er synderen. Det er den konfliktfyldte skilsmisse, der er problemet. Fx er der en øget selvmordsrisiko blandt skilsmissefædre på 800 procent, en fordobling af selvmordsrisiko blandt skilsmissebørn, en øget depression for alle involverede og en øget risiko for involvering i kriminalitet. Jeg gentager lige: Disse tal gør sig gældende for den konfliktfyldte skilsmisse. For i samme åndedræt er det vigtigt at nævne, at 80 procent af børnene klarer sig godt efter skilsmissen (mod 90 procent i en kernefamilie).

Disse tal er samlet af Teamwork Family, som er en ny digital platform for skilsmisseforældre, hvis formål det er at ”eliminere konflikter før de opstår”, som der står på deres hjemmeside. Og som tilbyder et månedligt abonnement til en meget lav pris. Jeg ved det. Dette lyder som dårlig skjult reklame. Men jeg har to grunde til at fremhæve, at det er et privat initiativ, der står bag.

For det første var det med fortrydelse, at jeg måtte høre Richardt Deleuran, stifteren af denne portal, fortælle, at medierne over en meget bred kam, valgte at præsentere de kendte kilder, der ofte udtaler sig om børnesager, hvor gode råd á la: ”Det er vigtigt at tale ordentligt sammen” og ”Sørg for at få et godt samarbejde” blev smidt på bordet. Mens de ikke valgte at få de helt konkrete gode råd, altså helt ned i hverdagspraktikken, som ”hvordan fordeler vi jul og nytår” og ”hvem betaler for cyklen hvis den er blevet stjålet hjemme hos den ene forælder, der har glemt at låse den”, med i deres artikler og udsendelser. Altså da de valgte at skrive om dette nye initiativ. Hvilket kan virke som dårligt journalistisk arbejde, men som måske mere er funderet i angsten for at vælge den sikre kilde. Men helt ærligt: Hvilken forælder bliver skilt og tænker: Jeg skal da klart tale virkelig grimt til min ex nu vi er skilt! Det må vist være i promilleklassen.

Det er nemlig sjældent de gode intentioner, der er i restordre i en skilsmissesituation. Alle forældre med den mindste klat af sund fornuft vil forsøge at få alting til at fungere så godt som muligt. Det er bare meget, meget menneskeligt, at de gode intentioner og det fine storsind forsvinder, når hverdagen banker på og der (igen) er givet for lidt sokker med, ex’ens forældre er blevet lovet en bedsteforældre-Tivolitur med børnene i ens egen weekend eller legeaftalen ikke er blevet overholdt alligevel og man pludselig må styrte ud ad døren og hente et barn, man troede var trygt placeret.

Dårlig kommunikation og dårligt aftalte retningslinjer – ikke af ond vilje, men af manglende erfaring, overblik og viden – er to af de største årsager til, at en forventet ok skilsmisse, uforvarende og pludselig kan udvikle sig til et konflikthelvede for alle parter. Selvfølgelig også fordi disse praktiske konflikter går ind og rører ved følelser, forventninger og psyken, og hvis ikke de bliver behandlet ordentligt, bliver hele gryderetten af praktik og følelser en potentiel bombe af alt, hvad der kan gå galt i en relation.

Medierne har et ansvar her.

For det første bør de hoppe op af det gamle hul om at skilsmisser på sær vis stadig er en social minoritet og at de kun er dårlige for børnene, så der både kommer en langt bredere referenceramme på et fænomen, en social kategori, en privat situation – hvad man end vælger at kalde det – der jo er en normalitet, og sådan at de gode konstruktive og positive historier også får et hjem, hvor de kan slå rod i vores fælles bevidsthed. Og inspirere.

Samtidig gør det heller ikke noget, at medierne opper sig med langt mere konkrete praktiske råd til den gode skilsmisse. Jo hurtigere de praktiske problemer løses og man bliver enige om hverdagens drift, jo mindre et grundlag er der for potentielle konflikter. Også på det følelsesmæssige plan.

Den anden grund er samfundspolitisk. Når nu det er et socialt fænomen, der på lang sigt beviseligt belaster samfundsstatistikkerne og som samtidig er så udbredt, at ingen løfter et plukket øjenbryn, når de bliver præsenteret for den, ville det så ikke være på sin plads, at enten staten, regionerne eller kommunerne oprettede et sted, som sagtens kan være en kombination af personlige rådgivning og en digital platform, hvor den helt almindelige skilsmisseborger, kan hente helt konkrete gode råd om, hvordan man laver nogle aftaler, som tager højde for også utænkelige scenarier, der måske viser sig at være ikke så utænkelige alligevel, sådan at man forsøger at fjerne så mange praktiske forhindringer for den konfliktfrie skilsmissefamilie, som muligt?

Igen: Inden det går galt og man har en situation, hvor forældre og børn må møde i Statsamtet. Eller hvor forældrene må punge ud i dyre domme til advokater og familieterapeuter, når det er gået galt, hvilket alle bestemt ikke har råd til, og som derfor skaber endnu en skævvridning i samfundet.

Ja, det er en privat situation, som folk selv må rydde op i. Problemet er bare, at den samfundsøkonomiske regning kommer bagefter. Og enhver der har den mindste smule erfaring med problemløsning ved også, at forebyggelse er langt billigere – på både det økonomiske, som det relationelle område – end helbredelse. Og at helbredelse ikke altid kommer til at ske, hvis skaden er blevet for stor. Spørg bare vores sundhedsvæsen om det.

Jan Kaa Kristensen, der er souschef i Center for Familieudvikling, er også meget klar i spyttet, når det handler om at få dæmmet op for konflikterne, inden de bliver fastlåste. Ifølge ham oplever 46 procent af alle skilsmisseforældre konflikter efter bruddet, mens det ”kun” er 12-15 procent af skilsmisser der ender i såkaldt ”højkonflikt”. Konflikterne er altså til at blive løst. Især hvis praktikken og aftalerne falder på plads tidligt i forløbet. Og det sker lettest, hvis der er professionel hjælp at hente, hvor de kan blive kyndigt vejledt i best practice.

Den gode skilsmissekultur skal altså bygges op omkring to ting:

1. Flere positive historier om hvilke gode muligheder en ansvarsfuld skilsmisse kan føre med sig, også for børnene, så der bliver skabt en langt mere nuanceret normalitet, der fjerner de nuværende tabuer, skammen og forkertheden ved situationen.

Og 2: Et offentligt system der tilbyder en metode og et forløb, der er med til at forebygge konflikterne og give grundlaget for en god hverdag, så børnene ikke ender som de uskyldige ofre – også på lang sigt. Det er nemlig ikke kun et privat anliggende. Men lige nu er der kun privat hjælp at hente.

Kronik i Børsen  30.9.18. Mest læste den dag.