tirsdag 26. maj 2020 kl. 23:58 | 0 kommentarer

Mon du nogensinde har forelsket dig i et menneske, der både var upassende og skidt for dig? Oplevede du mon samtidig, at genstanden for dine følelser ikke gav dig den samme opmærksomhed og respekt? Og havde du mon i den periode behov for at tale med et lyttende og forstående menneske om det? 

Hvis du kan svare ja på disse spørgsmål, så har du oplevet det, som nok milliarder af mennesker verden over har oplevet på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Men det er de færreste, der har oplevet det med USA’s præsident. Èn af dem vi har hørt om, er Marilyn Monroe. En anden er Monica Lewinsky. Sidstnævnte er den anden hovedperson i den aktuelle og gode dokumentar Clinton-affæren, der kan ses på dr.dk i syv afsnit. 

At have set den doku, har givet mig en kolossal skamfølelse. Overfor Monica. Især da jeg så afsnit seks, blev jeg ramt af både en sjælskvalme, der fik mit hjerte til at trække sig sammen som brændt papir, og en kropslig kvalme, der satte sig i halsen på mig i timevis.

Begge kvalmer ville ikke gå væk, fordi jeg selvfølgelig var skyldig. Medskyldig i at slutshame denne unge pige, der var skrøbelige 22 år, da hun blev forelsket i den forkerte. Og som i misforstået loyalitet overfor en kæmpe narrøv, ødelagde sit eget rygte og fremtid i en uendelighed af år fremover. For Clinton var en narrøv! Blev det helt klart, da jeg så den skræmmende dokumentar. Udover hans ødelæggende #metoo- opførsel overfor Monica, begik han også mened, hvilket naturligvis er uacceptabelt, når man er landets øverste myndighed. Oven i Monicas elendighed, skal lægges Linda Tripp og hendes falske venskab, der fra starten af kun handlede om at udnytte ”veninden” for egen vindings skyld.

For nogle år siden så jeg Monicas første tale om denne periode, som hun holdt til Forbes Under 30 Summit i 2014, og som rørte mig dybt. Her satte hun ord på, hvordan hun havde oplevet at være den anden hovedperson i sagen. 

Men da jeg så afsnit seks i tv-dokumentaren, blev det pludselig meget mere tydeligt, hvad det var, hun havde været igennem. Den afsindige disrespekt og totale latterliggørelse, som denne unge pige blev udsat for, var umenneskelig. I utallige talkshows blev hun udstillet som en sexgal pige, der udnyttede præsidenten. Værterne kørte løs med, at det var hende der var ægteskabsbryderen. Det var hende, der burde sige undskyld til USA. En talkshow-vært fortalte, at Monica havde sagt nej til at give en autograf, fordi hun ”var kendt for de forkerte grunde” og man når lige at tænke, at værten er cool, fordi han tager det op, men han fortsætter så: ”Men hun tilbød dog at give ham oralt sex!” og publikum skriger af grin. Og så var der satiretegningerne, hvoraf en viste hende foran en skov af penisser i stedet for mikrofoner. En anden viste hende med opspilede kinder og en lukket mund med teksten: Monica tilbageholder bevismateriale (ja, det er sperm de henviser til). Og det endelige hovedstød kom med Joyce Brothers udtalelse: ”Forestil dig, at din søn en dag siger: Jeg skal giftes med Monica Lewinsky?!” Det skal lige med i ligningen, at hende Brothers altså var en tv-personlighed, der gennem 40 år gjorde psykologi tilgængelig for alle. Og i øvrigt normalt italesatte og bekæmpede kvinders stigmatisering i samfundet. Med Monica som den pinlige og åbenbart legale undtagelse.

Monica skammede sig. Men denne skam tilhørte rettelig samfundet. Medierne. Os andre. Og især feministerne, som åbenbart aldrig tog Monicas parti. Ikke én, har Monica fortalt. I dag ville dette nok ikke ske. #metoo har forandret scenen for, hvad man kan udsætte kvinder for. Alligevel skal vi til stadighed være obs på, at fortællingen om kvinder som nyttige skamstøtter lever. Hver dag. Og at vi selv kan være med til at udrydde den. Fx ved altid at stille dette spørgsmål, når vi konfronteres med endnu en historie:

Hvilke andre sandheder findes der om denne sag?

Bragt i Femina d. 14.05.2020

Generation Z er på vej på arbejde. De nye generationer er digitalt indfødte og kommer til at arbejde på nye og anderledes måder end de fleste af os er vandt til. De ønsker frihed, selvbestemmelse og "purpose", men lider også ofte af at være "over-nursede" og vokset op i en verden med "instant gratification". Så hvordan skal du som arbejdsgiver finde, ansætte og motivere de nye generationer?

# Hvad karakteriserer generation Z?

# Hvordan motiverer du generation Z?

# Hvordan får du generation Z til at samarbejde godt med andre generationer på arbejdspladsen?

# Hvorfor vælger såmange fra generation Z at arbejde freelance? 

Hør Danmarks førende ekspert på området, Emilia Van Hauen, i denne super spændende episode, som zoomer ind på Generation Z.

fredag 8. maj 2020 kl. 16:07 | 0 kommentarer

Hvordan har de unge det under den ufrivillige isolation? Denne tids unge lider allerede under en ny udsathed, der er større end tidligere generationer af unge - hør hvad Svend Brinkmann, Noemi Katznelson og jeg har af input og gode råd i dette afsnit af Brinkmanns Briks

De unge lider mere end tidligere generationer af unge – og det er der gode samfundsmæssige forklaringer på. Nu øger krisen også de langsigtede konsekvenser af situationen.

 - 25,4 KB

En af de mere ærgerlige konflikter, der er opstået i kølvandet på coronakrisen er spørgsmålet om, hvilken generation, der har mest ret til at være offer for vores nuværende situation. Beskyldninger er fløjet frem og tilbage og ”krigen” kan opsummeres i to udtryk, der bruges om henholdsvis den unge og ældre generation:

Snefnug generationen: Et visuelt rammende udtryk, som indkapsler en skrøbelig, sart, flyvsk og ikke mindst passiv generation af personer, der ingen modstand tåler og som kræver helt særlige vilkår, for at kunne overleve. Også et udtryk der med satirisk afstand bruges af ældre generationer, når de med indbygget foragt ønsker at beskrive vores tids generation af unge.

The boomer-remover: Et kæle- eller øgenavn for corona, opfundet og brugt af unge, som en forlængelse af udtrykket ”Ok boomer!”. Et udtryk som bliver sagt højt af unge, når en boomer (født mellem 1945-1960/65) udtaler sig negativt om det, der optager mange unge (fx klimatruslen).

Begge udtryk dækker over en grundlæggende mistillid mellem generationerne og kan være med til at øge det, der bliver kaldt generationskløften. Hvilket i virkeligheden er et misvisende udtryk, for der skabes lige så ofte en bro mellem generationerne, og det er præcis det, vi som samfund har brug for, hvis vi skal få bekæmpet den rigtige fjende, nemlig virussen.

De unge er vores fremtid. Sådan har det altid været. Og det har også altid været sådan, at samfundets udvikling har været spejlet i, at de yngre generationer fik det bedre end de ældre.  

Det katastrofale er, at dagens unge generationer ikke længere følger den udvikling. Tværtimod. For de unge lider. Og de kan oven i købet komme til at gøre det i længere tid end alle andre, for historien viser, at en økonomiske krise forsinker deres adgang til arbejdsmarkedet og karriere med flere år, og dermed en forsinket økonomisk og social stabilisering.

Det virkelig problematiske er imidlertid, at denne tids unge allerede før corona-situationen led mere end nogen tidligere ungdomsgeneration.

Sidste år var jeg til en konference afholdt af Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet, hvor flere forskere fremlagde deres interessante og bekymrende forskning vedrørende det, der bliver betegnet, som ny udsathed. I deres rapport, Ny udsathed i ungdomslivet, defineres det som kontinuerlige, komplekse og dynamiske processer, der finder sted i samspillet mellem den enkelte unge og hens omgivelser.

Udsathed kan derfor ikke alene forstås ud fra et individuelt perspektiv; samfundets vilkår og den unges omverden må også inddrages i vurderingen.

Vi er vant til at koble udsathed sammen med social arv, men VIVE lavede en undersøgelse i 2015, hvor følgende resultater viste sig:

  1. 25-30% af alle unge kontanthjælpsmodtagere har forældre med videregående uddannelse
  2. 50% af de unge, der befinder sig i en socialt marginaliseret situation har ikke en social baggrund præget af de risikofaktorer, man bruger til at definere social marginalisering
  3. 66% af de unge i en socialt marginaliseret position, kommer fra familier, hvor forældrene overvejende har været i beskæftigelse

Altså er der som sagt en betydelig del af den unge generation, der klarer sig dårligere end deres forældre. Hvad kan det skyldes?

Meget tyder på, at det skyldes den psykiske trivsel. Så længe de unge er børn, er trivslen blandt fx 11-årige meget høj; det er når de bliver teenagere, at problemerne viser sig. På blot fire år, er andelen af de unge mellem 16 og 24 år med dårligt mentalt helbred øget fra 13% i 2013 til over 18% i 2017. Dvs. næsten en femtedel af den unge generation har det altså skidt!

Deler vi det op på køn, viser der sig en tydelig skævhed. Næsten 25 procent af de unge kvinder oplever selv i 2017, at de har et dårligt mentalt helbred, mod 16 procent i 2010. For mændene er tallene 13 procent i 2017 mod 8 procent i 2010.

Kigger vi ind i det psykiatriske system, viser der sig også en alarmerende udvikling: I perioden 2009 til 2017 er der sket en stigning på 72 procent i antallet af unge, der har været i kontakt med det psykiatriske system.

Pensles det ud på unge, der diagnosticeres med ADHD, angst og depression, er der i perioden 2006 til 2016 sket en tredobling, mens der er sket en fordobling af unge med en spiseforstyrrelsesdiagnose. Også her er der en kønsmæssig skævhed, idet pigerne oftere får en psykisk relateret diagnose som stress, angst depression og spiseforstyrrelse, mens drengene dominerer, når det gælder adfærdsproblemer, psykoser og ADHD.

Så ja, de unge har det svært. Ikke bare snefnug-svært, men seriøst og dokumenteret svært.

Årsagerne findes bla i det øgede krav om præstation og udvikling (også i skolesystemet), de mange forventninger om at være super målrettede og elitære i deres uddannelse og arbejde, samt fokus på et individualiseret ansvar for egen succes, fremfor kollektiv inkludering og fælles mål. Så vi har skabt et samfundssystem, der presser de unge langt udover normalniveauet, og vi ser konsekvenserne af det nu.

Derfor skal vi stoppe krigen mellem generationerne og i stedet række ud til de unge og hjælpe dem til at få en bedre grund under deres liv og fremtid, ved at dyrke nogle andre værdier og lave nogle nye systemer, der sætter menneskets trivsel i centrum, fremfor økonomiske og produktive mål.

Kronik bragt i Jyllandsposten den 3. maj 2020

søndag 19. april 2020 kl. 18:08 | 0 kommentarer

Tid&Tendenser: Hvad du skal vide om de unge

 

Du kan også læse artiklen på Tid & Tendenser's egen hjemmside her

fredag 17. april 2020 kl. 09:44 | 0 kommentarer

Det var en sommeraften, da jeg var 13 år, at jeg begyndte at få bryster. Jeg husker stadig lugten af blomsterne fra haverne, der lå langs vejen, hvor vi børn legede ”Jeg melder krig”, og jeg husker, at solen nærmest var gået ned, men at der stadig var lige præcis lys nok til, at vi kunne se hinanden og kridtstregerne på asfalten.

Og mine bryster var endelig endelig endelig (!) begyndt at vokse!

Jeg følte mig så lykkelig og komplet, for den lille spæde hvælving, som jeg kunne mærke, når jeg kløede mig på det ene bryst, havde jeg længtes efter i mindst tre år. Tre år, hvor min bedsteveninde havde haft store og flotte bryster, som jeg havde fået lov til at gå forsigtigt på opdagelse i.

Så jeg gik helt lykkelig i seng den aften og drømte om en hvid blonde-bh.

Men der skete bare ikke så meget mere. For jeg vågnede aldrig op til en barm, som kunne fylde nogen som helst spændende bh ud, og gennem hele min ungdom følte jeg mig kun halvt forløst som kvinde. Også når jeg havde sex, for jeg skammede mig ofte over størrelsen på dem, og når manden søgte derhen, dirigerede jeg altid hans hånd et andet sted hen.

En dag da jeg var temmelig voksen, hørte jeg en kvinde fortælle, hvor vild hun var med sine små bryster, og hvordan hun elskede, at hendes elskere gav dem opmærksomhed og vidste, at de mindede dem om deres første kærester, hvilket både hun og mændene syntes var super frækt!

Jeg var rystet og befriet, for tænk at man overhovedet kunne se dem, som noget positivt! Det var så fuldstændig fremmed for mig, at jeg ikke rigtig havde et sted i min bevidsthed, hvor den tanke kunne bo. Men efterhånden som jeg selv fik børn og opdagede, hvad de også var i stand til at udrette, og hvor pæne de blev ved med at være, da jeg var færdig med at amme, og jeg fandt anderledes hjem i min egen seksualitet, ændredes mit forhold til mine bryster. 

Alligevel er det ikke mere end få uger siden, da jeg lyttede til et afsnit af den fantastiske podcast Fries before Guys, hvor Nanna og Josephine delte erfaringer med at have store bryster, at jeg midt i et hysterisk grin over deres fortællinger, kapitulerede fuldstændig til små bryster. For de fortalte, hvordan de ligesom forsøgte at holde på deres bryster, når de lå på ryggen og havde sex, så de ikke gled ned i armhulerne, og hvis de sad og red en mand, holdt de også på brysterne, så de ikke slog dem i ansigtet, mens mændene troede, at de klemte sammen om dem, for at være sexede og frække.

Det er jo nærmest pinligt, at jeg først i en alder af 53 år, for alvor forstår, at alle bryststørrelser har fordele og ulemper. Jeg havde bare ikke haft fantasi til at tænke de scenarier, mens jeg kunne diske op med masser af ulemper med de små. 

Og det er jo ikke mere kompliceret end, at det der for alvor gør bryster smukke, lækre, sexede og dejlige er, at de bliver elsket af hende, de er en del af. Uanset om man så elsker dem, man har fået i fødselsgave, eller om man vælger at justere på størrelsen og formen.

Jeg har en drøm om, at det en dag bliver helt normalt, at voksne kvinder lærer unge piger at forholde sig bevidst og nysgerrigt til deres egne kroppe og deres egen seksualitet. Fx ved at vise dem tusind forskellige bryster og tusind forskellige underliv, ved at lære dem om alle kvindens forskellige orgasmeformer, og ikke mindst ved at vise dem, at glæden ved ens krop først og fremmest kommer fra ens egen kærlighed til sig selv. For mig ville det have gjort en kæmpe forskel gennem hele mit ungdomsliv. Og jeg tænker, at jeg ikke er den eneste… 

Bragt i Femina d. 9.4.2020

tirsdag 24. marts 2020 kl. 18:14 | 0 kommentarer

Her er et lille udpluk af, hvad jeg har haft liggende på mit natbord gennem tiden. Et udpluk, der rummer de podcasts, bøger, serier og film, som jeg synes er værd at bruge sin tid på. Jeg opdaterer listen løbende, og jeg håber, at I kan bruge den til at blive inspireret, klogere, forundret og forelsket. God fornøjelse! 

 

Bøger

Faglitteratur

# Sapiens af Yuval Harari - om menneskehedens historie, ganske enkelt brilliant.

# Homo Deus af Yuval Harari - om menneskehedens fremtid.

# The village effect af Susan Pinker - om menneskets fællesskaber og hvorfor personlig kontakt betyder noget. 

Fiktion

# 1Q84 af Haruki Murakami - den smukkeste og mærkeligste kærlighedshistorie i en parallelvirkelighed. 

# Sinuhe Ægypteren af Mika Waltari - om det gamle Ægypten, Sinhuhe bliver din nye bedste ven.

# Bjergenes hemmelige liv af Sue Monk Kidd - smuk og rørende historie om kvinder og venskab. 

# Triologien: Det Gyldne Kompas / Skyggernes Kniv / Ravkikkerten af Philip Pullman - du kan også se den   som tv-serie 'His Dark Materials på HBO, men bøgerne vinder helt klart. Det bedste fantasy, der nogensinde er skrevet - for voksne også.

# Triologien: Forestillinger om støv af La Belle Sauvage - 1. bind udkommet

 

TV-serier – om de unge generationer

# Thirteen reasons why / Døde piger lyver ikke (Netflix) Hvorfor en ung pige begår selvmord.

# Sex education (Netflix) Tåkrummende pinlig på den dejligste måde. 

# Black Mirror (Netflix) Burde være borgerpensum for alle – om fremtidens (og nutidens) teknologiske impact på vores liv.

# The politician (Netflix) (hvordan en ung mand skaber sin politiske fremtid, eller….

# Euphoria (HBO) Vild serie om en mere ekstrem ungdom, fantastisk æstetik og historier.

# Sex (TV2 Play – dansk serie) Den sårbare ungdomstid. 

# 29/30/31 (TV2 Play) Ungvoksentidens dilemmaer. 

 

Andre tv-serier

# Stranger things (Netflix) Den bedste 80’er pastiche om paralleluniverser og relationer. 

# Westworld (HBO) Især første sæson / Fængende og forførende sci-fi univers. 

# His Dark Materials (HBO / TV-serie baseret på Det Gyldne Kompas). 

# Keeping Faith (C-more) En kvinde bliver forladt af den mand, hun troede hun kendte og så begynder spændingen. 

# Outlander (Viaplay) Ikonisk serie. Fordi Jaime er så ufattelig irriterende lækker :D. 

# The good wife & spin-off: The good fight / To gode advokat serier, der er meget mere end det – kvindeskæbner på den gode måde. 

# Mindhunter (Netflix) Fascinerende serie om hvordan to agenter ”opfandt” seriemorder-profiler. 

# Glow (Netflix) Man tror det er løgn, men serien om wrestling-kvinderne er god underholdning om relationer og overlevelse. 

# Liar (HBO) Han voldtog mange og slap fra det, indtil…. Super engelsk serie. 

# The affair (HBO) Også en ikonisk serie, der dykker i anden sæson, men som klart bærer sig selv hjem i hverdagsdrama + lidt mere. 

# In treatment (HBO) Hvis du ikke selv gider at gå i terapi, kan du starte her. Gabriel Byrne er ret genial…og pæn at se på. 

# Grace & Frankie (N) Især de to første sæsoner gør op med alderdommens begrænsende verden.

# The Kominsky method (N?) Og her er det så to gamle halvsure mænd, der har hovedrollerne.

# Friends from college (N) Pinlig, pinlig og meget underholdende.

# Masters of Sex (HBO) Om de to forskere, der fandt ud af, hvorfor sex virker – god og provokerende underholdning. 

 

Film 

# Drengen der ville være bjørn (børnefilm, og smuk for voksne). 

# Chihiro og heksene / Det vandrende slot – ikoniske japanske tegnefilm af mesteren Hayao Miyazaki. 

# Kirikou (afrikansk børnetegnefilm, helt genial for voksne også). 

# Gladiator (stadig en af de bedste film jeg har set, men danske Connie Nielsen i en af hovedrollerne).  

 

Danmark er lukket ned og vi skal alle tage et kollektivt ansvar for at begrænse smitten af COVID.19. Men vi lider også under en anden epidemi, der både er langt mere udbredt og nu også bliver værre i fremtiden pga krisen, og som samtidig er mere diffus og svær at gøre noget ved. Især fordi vi ikke tager den alvorligt nok.

 - 133 KB

Tirsdag var vi tre, der var inviteret i studiet til DR2 Deadline for at tage temperaturen på den danske folkesjæl efter statsministerens opfordring til at udvise samfundssind. Vi var enige om, at vi som nation, nu havde set skriften på væggen, hvorfor vi ville lade vores selvstændighed gå i baggrund og i stedet tage et kollektivt ansvar. Men da Mette Frederiksen onsdag aften på surrealistisk vis lukkede Danmark ned, og bad folk lade være med at hamstre, blev supermarkederne stormet for toiletpapir og rugbrød. Heldigvis er det dog en undtagelse, for danskerne har faktisk taget situation seriøst og isoleret sig individuelt, så smitten ikke spredes unødigt.

Ingen tvivl om, at COVID-19 er en stor trussel for sundhedsvæsenet, hvilket gang på gang er blevet klart illustreret med de nu berømte røde og grønne grafer. Og ligeledes vil denne undtagelsestilstand medføre en stor global økonomisk krise, som vi slet ikke kender omfanget af endnu. Folk vil miste jobs, virksomheder vil lukke og små selvstændige dreje nøglen om. Ikke siden 2008 har vi haft udkig til så slem en krise og vi kan kun håbe på, at økonomien retter sig hurtigt op igen.

Men når denne epidemi er gået over, vil vi som samfund have brug for at få fokus på en langt mere diffus epidemi, som til gengæld er meget mere udbredt og har mange flere langsigtede konsekvenser. En epidemi vi som samfund burde være mindst lige så alarmerede over som COVID-19, men som er kommet snigende henover de sidste 10 -20 år, og som derfor nærmest er gået hen og blevet en normaltilstand, selvom det rent fysisk på ingen måde er det. Og som sørgeligt nok vil blive endnu værre i forlængelse af COVID-19 konsekvenserne.

Jeg taler om træthed.

Der på den ene side bla. er initieret af høje niveauer for stress, stigende søvnløshed (ifølge Sundhedsstyrelsen et problem for 45 procent af befolkningen og i stigning de sidste 10 år), depressioner (også stigende gennem de sidste 20 år), samt angst, der blandt unge nærmest er eksploderet de sidste 10 år, og som i dag rammer op til 30 procent af befolkningen. Og på den anden side også har rod i forkert ernæring, dårlige vaner mht brug af mobile skærme og ikke mindst div udefrakommende giftstoffer mm. Med andre ord: Vores moderne livsstil. 

For et år siden var jeg selv ramt af en konstant træthed, hvilket ikke harmonerede med min overvejende sunde livsstil, så jeg gik til lægen og fik taget en masse prøver og lykkeligvis var alt fint. Men det løste jo ikke mit problem, så jeg gik alternativt til værks og søgte andre fagfolk, og endte hos Christina Santini, der udførte en række tests på mig, som man ikke kan få i det almindelige sundhedssystem. Bla en termografiscanning, en tungmetaltest og en pesticide/kemikalietest, der afslørede de ubalancer, som skabte denne grundtræthed.

Det viste sig også, at både mine symptomer og mine tilstande, er nogle, som er ret udbredte blandt voksne danskere i dag. Fordi vi alle er produkter af de omgivelser, som vi er en del af, fx marker med pesticider, skimmelsvamp i huse, for lidt jod i maden osv, samt en livsstil præget af stress, dårlige arbejdsstillinger og mobilskærmbrug. Og det ramte mig altså nu, hvor jeg er blevet over 50. Så jeg gik i gang med at rense ud og indtage kostmidler, der skulle regulere min balance, og den korte konklusion er, at jeg ikke længere er træt og jeg er oven i købet kommet af med symptomerne på overgangsalder.

Mange, mange andre har det som jeg. Både yngre og ældre. Ikke alle har dog mulighed for at opsøge denne slags eksperter, hvilket heller ikke burde være nødvendigt. For som borgere og samfund, har vi især brug for intelligent forebyggelse, og det betyder, at vi mest af alt har brug for myndigheder, der ligesom med COVID-19, tager et klart ansvar og har en skarp holdning. Både i praksis og værdimæssigt.

Et eksempel er vores brug af mobile skærme.

Der er flere undersøgelser der viser, at EMF-stråling (elektromagnetisk stråling) er skadelig og går ind og påvirker vores kortisolniveau, hvilket sætter vores krop i en permanent stresstilstand, hvilket naturligvis påvirker vores immunforsvar negativt og er skidt for den generelle sundhed på længere sigt (jvnf træthedsepidemien). I 2017 faldt der en dom i Italien, hvor Roberto Romeo fik rettens ord for, at hans brug af mobiltelefon via sit arbejde havde medført en hjernetumor. Men samtidig findes der også undersøgelser, der viser, at det ikke påvirker os nævneværdigt.

Hvad skal man som lægperson tro på?

Skal vi som borgere føle os sikre, bør myndighederne hellere sætte for stærke end for svage restriktioner op overfor et middel, som vi ikke kender de sundhedsmæssige konsekvenser af endnu. Forebyggelse er afgørende, og tallene ovenfor på vore sundhedstilstand burde medføre, at eleverne i folkeskolen lærer lige så meget om fysisk og mental sundhed, som de lærer om matematik og dansk. Livskvaliteten ville gå op, sygdommene mindskes og – som ekstra bonus – ville vi også have et langt stærkere immunforsvar mod epidemier. Som COVID-19.

Bragt i Jyllands-Posten d. 15-03-2019

Selvfølgelig ikke. Derfor er der ingen vej udenom diversitet, som en klar forretningsstrategi. Også i Danmark, som ellers anses for at være et meget homogent samfund. For tiden er præget af hyper-udvikling, som kræver konstant kreativitet og innovation. En praksis fra Bali kan vise vejen frem.

”Hvad er det for noget stof, de der træer har rundt om stammen?”

Jeg peger ud gennem bilvinduet og kigger spørgende på Adi, vores guide.

”Saronger.”

”Saronger??? Okay. Men hvorfor?”

Vi har været på Bali i flere dage og har allerede set udsmykninger i mange forskellige former på husene, vejene, bilerne og alterne. Men saronger, det er noget nyt.

”Fordi vi tror på, at der bor en ånd i de træer. Og så vil vi gerne passe på dem. Hvis ånden vil dig noget, får du gåsehud, når du går forbi træet.”

Han smiler ad min forbavselse, og jeg tænker, at jeg meget snart skal gå forbi nogle sarongklædte træer, for at finde ud af, om der er nogen, der vil mig noget.

Inden jeg går videre ad dette spor og fortæller, hvad Adi lærte mig om Balis charmerende form for diversitet, som har skabt en klar vinderstrategi på turisme, vil jeg først præsentere en undersøgelse, som The Wall Street Journal (WSJ) fik lavet i 2019, The Business Case for More Diversity.

Den tager udgangspunkt i det amerikanske S&P 500 index, der er et aktieindex baseret på 500 komiteudvalgte amerikanske virksomheder, som repræsenterer et bredt udsnit af alle amerikanske industrier, og altså ikke blot de 500 største virksomheder. WSJ har brugt Indexet til at lave en rangliste over de mest diversitetsvenlige firmaer, og vinderen er forsikringsselskabet Progressive Corp. Tjekker man deres site viser det sig, at de henover de senere år har vundet adskillige priser som den bedste arbejdsplads for millenials, for kvinder og for diversitet.

Kunderne og produkterne skal spejles i organisationen

”Kunderne har mange forskellige muligheder, samt en højere forventning til at produkter og services spejler og møder deres egne særlige behov. Dette gør, at vi konstant skal have opmærksomhed på diversitet og inklusion, som en altafgørende forretningsstrategi,” udtaler Lori Niederst, der er Progresives chief human-resources officer, til WSJ.

WSJ er heller ikke i tvivl. For konklusionen på deres undersøgelse viser, at virksomheder med en høj grad af diversitet og inklusion i deres kultur har en klar konkurrencefordel ift deres konkurrenter. De 20 virksomheder med stærkest diversitet havde et gennemsnitligt årligt aktieafkast på 10 procent over fem år mod 4,2 procent for de 20 mindst diversitetsorienterede firmaer. Med andre ord: Der er bundlinje i diversitet. Hvilket der er adskillige andre undersøgelser, der har påvist.

Sammen med miljø/klima, køn og generationsledelse, er diversitet blevet et af de store ledelses-buzz-words i verden, og meget tyder på, at det primært bliver de organisationer, der har en bevidst diversitets-strategi, der kommer styrket ud af 2020’erne. Fordi den er med til både at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere. Og dermed kunder.

Kan amerikansk diversitet bruges herhjemme?

WSJ’s ranking er baseret på 10 områder, som inkluderer bla. repræsentationen af kvinder, alder og etnisk diversitet, samt om hvorvidt virksomheden har et diversitetsprogram. 100 points var max at opnå og Progressive opnåede 85, mens nummer to, JPMorgan, nåede 80. Interessant nok er det den finansielle branche, der scorer højest af alle brancher i undersøgelsen med en gennemsnitlig score på 50,4. Kommunikationsbranchen kommer ind som en to’er med 49,5 points og tredjepladsen går til forbrugerprodukter med 48,8 points. Der er ikke den store forskel på brancherne, men alle tre er direkte knyttet til en slutforbruger, som jo forventer at blive mødt i sine behov. At gennemsnittet ligger og roder omkring 50 er til gengæld ikke imponerende, når man samtidig ved, hvor stærk en konkurrenceparamenter det har vist sig at være, og Progressives eksempel viser med al tydelighed, hvor meget længere man kan nå ved at gøre en fokuseret indsats på dette område. Noget alle ledere burde lade sig inspirere af.

Spørgsmålet er, at om vi kan bruge en amerikansk undersøgelse om diversitet til noget fornuftigt i Danmark?

”Jeg har ALDRIG holdt foredrag for så hvid en forsamling før!”. Sådan sagde en af hovedtalerne engang til en konference jeg var til for nogle få år siden, hvor vi var over 1000 deltagere. Umiddelbart lød der spredt mumlen og små chokudbrud, og jeg følte mig også selv ramt, både af den indirekte bebrejdelse jeg lagde ind i hans bemærkning, men også lidt af skam, for burde et moderne åbent samfund som vores ikke også kunne byde på etnisk diversitet? Men selvom vi ikke er lige så etnisk ensartede som i Japan, hvor 98,5 procent af befolkningen er etniske japanere, så er vi ikke desto mindre et meget homogent samfund, sammenlignet med mange andre lande. Nogle mener, at vi er et udpræget stammesamfund, som er alt for ekskluderende overfor fremmede og alt for ofte falder vi i danskerfælden, og tror, at vores måde at leve livet på er den rigtige. Det er naturligvis en udfordring ift at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft, for talrige statistikker har efterhånden fastslået, at vi i fremtiden får brug for rigeligt med fremmed arbejdskraft.

Fakta er, at vi i sammenligning med USA, slet ikke har samme erfaring med diversitet ift etnicitet og kultur, som de har. Vi har ikke i udpræget grad været tvunget til at arbejde bevidst med diversitet, hvilket er et problem i vores tidsalder. Fordi diversitet netop fører til større innovation og kreativitet pga de mange clashes, der opstår, når flere forskellige synspunkter, erfaringer, behov, kulturer mm skal samles i en fælles strategi. Og præcis derfor har jeg valgt at tage netop denne undersøgelse med. Den viser, hvor meget en bevidst diversitetspolitik betyder selv i et land, der allerede lever med en stor grad af diversitet, hvorfor deres udgangspunkt nødvendigvis må være højere. Og så har jeg også taget den med, fordi det er fra et medie, der arbejder hardcore med økonomi og erhverv, hvilket reflekterer nærværende medie.

Hverdagsspiritualitet som konkurrencefordel

Tilbage til Adi på Bali, som min familie besøgte i sommer. Mens vi befandt os nogle dage i kunstnerbyen Ubud, gav han os et fint indblik i den balinesiske kultur og religion. Øen er en del af muslimske Indonesien, men afviger fra resten af landet ved at være primært hinduistisk og samtidig dyrke øens oprindelige tro på ånder, den såkaldte animisme. Hvorfor de iklæder træer saronger og taler med dem, for at skabe kontakt til de ånder, der bebor dem, så de kan få de beskeder og den visdom, som ånderne har til dem. De to religioner dyrkes side om side af de samme mennesker, og det siges at være en af grundene til, at Bali er kendt for sin harmoni og kaldes Gudernes Ø.

”Vi ved, at vi skal behandle vores turister ordentligt, for vi har ikke meget andet at leve af, ” fortæller Adi, da jeg spørger ham, hvorfor man nærmest kun møder venlighed hos alle de lokale. Hvilket jo langt fra er noget man som turist oplever alle steder, som er afhængige af fremmede gæster.

Men det skyldes også en anden grund, fortæller han.

De fleste balinesere har nemlig en daglig praksis med at bede tre gange om dagen, ikke kun for sig selv, men for alle. Inklusiv naturen. Gennem deres bederitualer søger de at skabe harmoni mellem alt levende, hvilket også tæller vinden, havet, solen og alle de andre elementer, der omgiver dem. Og bagefter siger de tak for alt det, som de har fået. Det er derfor alle husene har deres eget tempel.

Trikayaparisudha kaldes det, og Adi oversætter det til at være en slags hverdagsspiritualitet. Som altså inkluderer at der både er plads til en åndetro og de 33 millioner guder, som hinduismen tilbyder. Det er noget alle danskere, og især alle ledere, kan lære meget af. Jeg taler ikke om at kopiere selve religionsdyrkelsen, men om i praksis at leve diversiteten hver dag. Praktisere hvad der skal til hele tiden og ikke bare få udarbejdet en diversitetsstrategi, der ender med at være en glemt powerpointpræsentation. Kun på den måde, får man den også etableret i virkeligheden, så den både kan skabe et bedre arbejdsklima, tiltrække flere fra de unge generationer (det er nemlig et klart krav hos de fleste unge, hvis de skal gide blive på en arbejdsplads) og ikke mindst sørge for at det også viser sig i EBITDA.

Diversitet kan i sagens natur udfolde sig på mange måder og parametre, men skåret ind til benet er diversitet blot at gøre plads til menneske(lig)hed. Kan du det som leder, er vejen banet for kreativitet, innovation og de rigtige resultater.

Kronik bragt i Børsen lørdag den 29. februar 2020 

torsdag 27. februar 2020 kl. 14:16 | 2 kommentarer

”Så gik jeg hen og spurgte ham – og det synes jeg selv var virkelig modigt – om hvad hans problem var med mig. Men han kiggede bare afvisende på mig og sagde: Jeg har ikke et problem med dig! Og det synes jeg var så langt ude, for det havde han jo tydeligvis!” 

Terapeuten kiggede på mig og sagde helt neutralt: ”Men det var jo ikke ham, der havde et problem med dig. Det var dig, der havde et problem med ham!” 

Denne ordveksling, der eksploderede i mit hoved for mere end 20 år siden, skete under min første terapisession. Den vendte fuldstændig op og ned på min verden og selvforståelse og blev vejen ind til at forstå, at man gennem kvalificerede samtaler kan blive fri af begrænsende selvopfattelser, nedarvede mønstre og en masse livsresultater, som man helst ville være foruden. 

For terapeuten havde jo fuldstændig ret!

Det var mig, der havde et problem med ham jeg fortalte om. Men med mig i min opvækst havde jeg en hel perlerække af overbevisninger, der hele tiden satte mig i en offerposition, men som blev udspillet som anklager mod andre. En af mine klassikere var fx, at jeg ikke ”måtte” afvise et andet menneske, og derfor altid i stedet forsøgte at lave om på vedkommende, så der også blev plads til mig i relationen.

Siden da har jeg jævnligt benyttet mig af terapi, når jeg stod i en krisesituation, og jeg har været i stolen hos en lang række dygtige mennesker, der hver især har flyttet mig tættere på det menneske, som jeg har lyst til at være. Hvilket har været fint. Men for et år siden, havde jeg en snak med en fuldstændig genial terapeut, Louise, som helt ublu sagde til mig:

”Hør her, klat-terapi er fint. Men hvis du virkelig vil ændre på dine dybe mønstre, må du også gå her, når du har det godt. Og helst fast en gang hver anden uge.”

Hvilket jeg først syntes lød lidt som en dårlig psyko-briks joke. Men som jeg alligevel endte med at gøre, fordi jeg var så stjernetræt af at rode rundt i en tristesse, som igennem et par år havde forfulgt mig og som ingen synlig grund havde.

I et år har jeg nu fulgt hendes råd og sikke et år, det har været!

Magisk, vildt, grænseoverskridende, angstprovokerende og så afsindigt befriende, at jeg føler mig kaldet til at inspirere andre til at gøre det samme! For det tog mig de første 2/3 af gangene at tale om ”de andre” der var ”medskyldige” i min situation, før der endelig ikke var flere udefrakommende undskyldninger for, hvorfor en del af mig var trist. Og så var vi endelig inde ved kernen! Også fordi Louise har en eminent evne til hver eneste gang at skubbe mig et skridt længere ind til kernen af problemet end jeg selv kan forestille mig.

Ikke overraskende har det vist sig, at tristessen kommer fra et dyb inde i mig, som indtil nu har været blokeret. Men som jeg i dag endelig har både plads og mod til at mærke, fordi min kerne er blevet så meget stærkere. Til gengæld har den også afsløret en smerte, der er stærkere end nogen anden, og som har et tidligt ophav, hvorfor den har været afgørende for dannelsen af min personlighed. Det afgørende gennembrud kom for nogle sessioner siden, hvor jeg mødte den lille pige i mig, der bærer på min grundtristhed, og Louise spurgte mig:

”Elsker du hende?”

Og jeg uden forbehold kunne svare ja.

Vi har alle den slags historier. Alle har noget med sig, der forhindrer dem i at være frie og elske sig selv. Og alle – alle - kan gøre noget ved det, hvis vi vil. Heldigvis. At det også kan freake mig lidt ud som mor til tre drenge, forsøger jeg at holde i skak ved at tænke på den hemmelige konto jeg har oprettet, og som er mærket:

”Til mine tre sønners terapi. Undskyld. Mor”.

 

Bragt i Femina d. 5.3.2020. Louise Leth hedder min terapeut og hun får naturligvis min varmeste anbefaling. Find hende her www.louiseleth.dk 

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler i Børsen, Femina, Jyllandsposten og andre.

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Trelleborggade 20, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign