Blog

Et ayurvedisk ophold i Sydindien gav mig konkrete kropslige beviser på, hvorfor ægte ledelse handler om relationer og medmenneskelighed. Skal vi have sjælen med – og dermed have adgang til vores kreativitet og innovationskraft – må vi smide maskinlogikken af os.

Hvad vil du helst være: En algoritme eller et menneske?

I virkeligheden er det et trickspørgsmål. Hvilket jeg vender tilbage til om lidt, for min vigtigste pointe med denne kronik starter nemlig et helt andet sted: På en café en mørk vinterdag med en veninde. Som fortalte mig om et ophold hun havde haft to gange hos en Doktor Unni i Sydindien. Det var vist lige før jul og jeg sad pakket ind i varm uld og kold stress, og lyttede mere og mere henført og plusundelig (ja, det er misundelig med et positivt fortegn) mens hun fortalte om hvordan dette fantastiske rejsebureau Grace Tours havde sendt hende afsted i fire uger, hvor hun intet havde lavet, andet end at modtage behandlinger og så slappe af.

Hun skulle ikke mange minutter ind i fortællingen, før jeg mærkede længslen lægge sig som en healende balsam om min popcornhjerne og da jeg gik ud af caféen, vidste jeg, at det der ayurveda-rejse-noget, det skulle jeg også. Og det kunne kun gå for langsomt med at komme afsted.

Et halvt år senere stod jeg selv klar hver formiddag i 12 dage, iført en klud om kroppen og intet andet, og var parat til at modtage forskellige former for urter og massager, som hver især havde en særlig indvirkning på kroppen og som var afstemt efter den indiske filosofi og praksis om ayurveda og dens tre mennesketyper. Men hvor velgørende al den kropslige opmærksomhed og professionalisme end var, viste det sig, at det alligevel ikke var det, der kom til at påvirke mig mest. Det var derimod de kvinder, som tog mig under kærlig behandling i flere timer hver dag.

Der var simpelthen så meget kærlighed og varme i deres kontakt med mig, at det var det, der for alvor gjorde forskellen. Vi grinede tit sammen, selvom vores kommunikation mest bestod af enstavelsesord, og mange gange fik jeg lov til at føle mig som et barn, der bliver taget af en kærlig forælder, hvilket overraskende nok ikke var mærkeligt, men bare vildt befriende. Deres omsorgsfulde kærtegn, som var totalt blottet for seksuelle undertoner, mindede mig om noget, som vi i den vestlige verden desværre glemmer alt for tit. Og som har skabt det ret deprimerende udtryk hudsult, hvilket er en tilstand, der forventes at blive øget i alarmerende grad i fremtiden. Nemlig at vi mennesker først bliver mennesker, når vi er sammen med andre mennesker. Og gerne i direkte berøring med dem. Ikke kun fysisk, men også gennem vore hjerter og i vores sjæl.

Kvindernes medmenneskelighed var det, der bandt sløjfen på den magi, som opholdet gav mig, og som fik både mine fysiske og mentale skuldre ned i åndehøjde, så jeg kunne læne mig ind i livet med en ny ro og et større overskud. Den første uge gik med at slippe tankeoverskuddet og være uproduktiv; den næste bød på kreativitet og klarhed. Og nej, det havde ikke kun noget at gøre med, at jeg var fri af opgaver og derfor havde tid til at tænke på nye måder. Det var nært knyttet til, at disse kvinder holdt min krop og sjæl dag efter dag og at jeg vidste, at de gjorde det.

Se, denne medmenneskelighed er der rigeligt af undersøgelser, der med klare tal viser, er det afgørende punkt i et lykkeligt levet liv, for det er nemlig vores gode relationer, der får os til at leve ikke bare lykkeligere, men også længere og sundere. Desværre er det sjældent det, der får lov til at styre, hvad vi skal have fokus på.

Tværtimod er størstedelen af vores hverdag og de strukturer som vi følger, når vi lever en normal tilværelse, i stor udstrækning bundet op på det, jeg kalder for maskinlogik. Altså en logik, eller et værdisæt, der er funderet i målbarhed, effektivitet og resultater.

Siden vi som art blev industrialiseret, er det i stigende grad blevet maskinerne, der sætter standarden for, både hvornår og hvordan vi mennesker er effektive, hvilket i denne kontekst er lig med værdifulde. Og fra at maskiner var noget stort og fjernt på en fabrik, har de med tiden invaderet os så meget, at de ikke bare omgiver os overalt i det ydre; de er for mange menneskers vedkommende også blevet til en integreret del af vores krop og sind.

Disse tre begreber, målbarhed, effektivitet og resultatorientering, er i skræmmende grad blevet styrende for at tænke mennesket som en enhed, der skal optimeres og udnyttes på bedste vis. Vi ser denne maskinlogik gøre sig gældende ikke bare på arbejdspladserne, men også i de private hjem, hvor apps holder øje med alt fra motion og kost, til sex og spiritualitet. Vi er blevet så vant til at tænke sådan om alt i livet, at vi ikke engang undrer os, når nogen vil have os til at rate vores ægteskab eller forholdet til vores børn. Men giver det mening at tale om livsområderne på den måde?

Hvor effektiv er fx den kærlighed du føler til din partner? Hvor målbart er det kærtegn du gav dit barn i morges? Har dit grineregnskab en sort bundlinje? Absurde spørgsmål. Men funderet i en absurditet, som er voldsomt udbredt i praksis.

Vi har altså flyttet vores fokus fra den medmenneskelighed, der skaber fællesskab og kærlighed, og dermed socialt overskud, hvilket gang på gang beviseligt skaber økonomisk overskud, til at være styret af det, man kunne kalde medmaskinelighed. Altså en adfærd, som forsøger at optimere udkommet ift et sæt af målbare resultater, der kan overvåges og evalueres og sættes ind i et excelark. Og i sidste ende er det i de fleste tilfælde økonomien, der afgør, om adfærden er en succes eller en fiasko. I en tid hvor vi erfarer, at færre og færre mennesker, ejer en stadig større del af verdens rigdom, bliver det samtidig mere og mere relevant at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget økonomi vi reelt har brug for?

Eller måske bør vi spørge, hvorfor arbejdspladser overhovedet eksisterer? Er det virkelig for at skabe et økonomisk overskud, som kan gå til allerede rige investorer og aktionærer – eller er det for at give mennesker et sted at bruge deres evner, dyrke relationer og give dem mulighed for at skabe sig en meningsfuld tilværelse? I den bedste af alle verdner, er en arbejdsplads et fællesskab, hvor alle bruger sig selv til at skabe værdi for kollektivet. Sammen. I den reelle verden er der desværre alt for mange, der går på arbejde kun for at få løn. Eller med andre ord, er de på en arbejdsplads, der ledes efter medmaskinelige principper, som jævnligt fratager det enkelte individ lysten til at bruge sin egen kreativitet, og i stedet kun leverer det mindst nødvendige for at opfylde KPI’erne, der er fødet af en maskinlogik.

Og så er jeg tilbage ved spørgsmålet i starten af kronikken: Hvad vil du helst være – en algoritme eller et menneske?

Det er et trickspørgsmål, fordi vi mennesker rent faktisk ER algoritmer. Vi er nemlig nogle temmelig avancerede biologiske programmer, eller opskrifter om man vil, som følger nogle klare regler og forskrifter for udvikling. Og efterhånden som genetikken udforskes bedre og bedre, viser der sig mange spændende ting, som fx at du biologisk kan nedarve traumer og psykiske afhængigheder. Spørgsmålet er derfor, hvor frie af vores genetiske programmering vi egentlig er til at skabe vores egne personligheder?

Pga denne algoritme/robotinvadering i vores hverdag, er vi blevet optaget af at kunne definere det, man kunne kalde for det ægte menneskelige. Især også fordi vi ikke for alvor har nogen anelse om, hvor det kan ende med deres udbredelse og dominans. En af de mest skræmmende fremtider leverer den israelske historieprofessor Yuval Harari i sin seneste bog Homo Deus, hvor han taler for, at vi er godt i gang med at skabe en ny menneskeart, der i store træk vil være en form for hybrid af menneske og computer, og som naturligvis vil være mennesket langt overlegent. Om det er et klassisk sci-fi skrækscenarie eller et relevant bud, vil tiden vise.

Men det frigør os ikke fra at blive ved med at forholde os bevidst til, hvad menneskelighed vil sige og hvilke forpligtelser det giver os? Især som leder. Vi bør have tillid til, at den ”menneskelige algoritme”, der er hundredtusindvis af år gammel, og som er kodet i relationer, fællesskab og medmenneskelighed, er det mest givtige som ledelsesværktøj, fordi den gør mennesker til mennesker og ikke maskiner uden selvstændig kreativitet og meningsfuldhed. Som leder kan du derfor med held sørge for at skabe en arbejdsplads baseret på disse principper, så medarbejderne glæder sig til at komme på arbejde, fordi de kan mærke værdien af både deres bidrag og deres eksistens.

Har du problemer med at komme i den stemning, kan jeg anbefale dig et par uger – eller flere – i hænderne på omsorgsfulde indiske kvinder og mænd; så skal de nok minde dig om, hvad det vil sige at være menneske.

Kronik bragt i Børsen den 8.9.18

En ferie med fire teenagedrenge, filmen Mamma Mia 2 og Baumans teser om det flydende samfund tegner konturerne af et nyt mandeideal. Og hvis du har lederansvar, så sørg for at skabe et miljø med både penetrations- og organisk energi, hvis du vil tiltrække og fastholde de unge mænd. (Denne kronik var den 2. mest læste på borsen.dk)  

Indrømmet. Jeg var noget betænkelig inden afrejse. For det er sin sag at tage alene på ferie med fire teenagedrenge på kanten til at blive voksne. Deres energi er så vild og samtidig på mange måder stadig så ufokuseret, at der simpelthen kan gå så utrolig mange ting galt! Og da jeg forsigtigt luftede det, kiggede mine to sønner på mig med mågeblikket, hvorefter de udbrød:

”Heeeelt ærligt mor, hvad skulle der gå galt?!! Altså!”

At min bekymring i lige så høj grad var affødt af min egen ungdoms opførsel, forsøgte jeg at gøre dem klart. Deres kvittering var hverken forståelse eller et nysgerrigt blik, men derimod et blidt overbærende nik. Børn kan sjældent forestille sig deres forældre som andet end de der kedelige, ordentlige voksne, som de ”altid” har været, og slet ikke en mor, der både smører madpakker og falder i søvn til en film på sofaen kl. 21 en fredag aften.

Men jeg var samtidig også meget spændt og glædede mig til at have noget mere tid sammen med disse fire drenge, unge mænd, der alle er sjove, begavede, nysgerrige og ret skønne repræsentanter for både deres generation og køn.

De repræsenterer nemlig en revolution, som er i gang, og som lidt overraskende pludselig blev foldet ud forleden dag, da jeg var til premiere på Mamma Mia 2. Mere om den om lidt.

Til min ærgrelse bliver jeg til tider modtager af en kønsfælles udbrud i stil med: ”Ahr - mænd kan man ikke stole på!”, ”Mænd er udenfor pædagogisk rækkevidde” eller ”Mænd er topegoister og narcissister hele bundtet!”. Faktisk er der desværre rigeligt med nedsættende, entydige, unuancerede og ondskabsfulde udsagn om mænd, som man uforvarende kan få smasket i hovedet med en bagvedliggende forventning om, at man skal tilslutte sig martyrkoret og selv levere et par strofer om mænds fortrædeligheder.  

Jeg hader, når det sker.

For det første fordi jeg ikke er enig i den slags generiske udsagn om mænd. Eller kvinder, for den sags skyld. Alle mænd i hele verden er ikke idioter. Der er nogle mænd, der indimellem opfører sig urimeligt åndssvagt, lige såvel som der er kvinder, der gør det samme. Og jo, der er kønsmæssige forskelle, som er så udbredte, at de kan kaldes et mønster – biologisk, socialt og kulturelt – hvilket jeg selv har beskæftiget mig med i over 20 år. Og gladelig udtaler mig om! Men uanset gælder ”altid” aldrig. Og slet ikke om alle.

I fremtiden vil det oven i købet komme til at gælde endnu mindre, for med den kendte sociolog Zygmund Baumans tese om det flydende samfund, så er der mange tegn der viser, at den ophævelse af faste samfunds- og identitetsmæssige strukturer, som Bauman har gjort sig til talsmand for, også viser sig i kønnet.

At dragqueen Conchita Wurst (der med sit navn henviser til både de kvindelige og mandlige kønsorganer) vandt Europæisk Melodi Grand Prix i 2014 i København, iført både gallekjole og skæg, blev til et mainstream bevis på, at opfattelsen af hvad et køn kan indeholde, er ved at blive bredere.

Man taler om at kønnet er et såkaldt kontinuum, dvs at kønnet har en ret bred spændvidde, eller sagt på statistiksprog, så befinder de to køn sig ret frit over hele Bell-kurven, og kun i de yderste ekstremer, kan man finde enten kun mænd eller kun kvinder. Mænd og kvinder deler altså flere og flere værdier, adfærd, normer, udseende, præferencer og meget mere, og det giver frihed til begge køn, for på den måde kan både kvinder og mænd i virkeligheden sammensætte deres egen identitet ud fra den store buffet af personlighedstræk og interesser, som livet, kulturen og samfundet giver mennesket.

Det kedelige ved kønnet er nemlig, at det mest er en begrænsning. Biologisk er begge køn afskåret fra noget, det andet køn kan. Kulturelt og samfundsmæssigt er der et hav af forventninger og normer, som begge køn skal forholde sig til, gerne assimilere, for at blive troværdige og acceptable medlemmer af fællesskabet.

Fx: En kvinde, der for tydeligt viser, hvad hun vil, risikerer at blive opfattet som unødigt aggressiv, og dermed en trussel i stedet for en styrke i gruppen. Mens en mand, der giver udtryk for tvivl og åbenhed, risikerer at blive opfattet som svag og en dårlig lederkandidat, fremfor nysgerrig med en sund ydmyghed. Disse typer forventninger er der et hav af til begge køn og de gør hver af os mindre. Som mennesker.

Men nu er der altså en revolution på vej.

For mange af de unge mænd gider ikke mere. Være så ensidige. Der er masser af vildskab, handlekraft, resultatorientering, kamp og mere i samme traditionelle mandekønsskuffe i dem; men der er lige så meget sårbarhed, åbenhed, tvivl og en eksplicit hengivelse til følelser.

Flere og flere mænd – i alle aldre! - finder sammen i fællesskaber, der diskuterer og erfarer mandekønnet på nye måder, flere og flere yngre mænd insisterer på barsel, færre og færre yngre mænd siger ja til at indgå i et langvarigt karriereforløb på samme arbejdsplads, fordi de ikke trives med de gammeldags hierarkier. Sidstnævnte har jeg haft mange samtaler om med ledere i store advokat-, revisions- og konsulentvirksomheder, fordi de hiver sig i håret i desperation over, at de ikke længere kan holde på de unge mænd. En problematik de har haft med kvinder i årevis.

På ferien med disse unge mænd, blev der tid til flere dybere og fortrolige snakke, inden de tog i byen og fyrede den max af, og de afslørede en dybde og porøsitet, som jeg har oplevet flere gange før med denne generation.

Eller i virkeligheden er ”afsløret” slet ikke det rigtige ord, for de fortæller helt åbent om det. Der er ikke mange tabuer eller skam over deres betroelser; tværtimod er det noget, de står helt ved og som udefra set giver dem en ekstra aura af styrke. Og ikke mindst giver det dem en personlighed med en langt større både dybde og spændvidde. Hvilket mange arbejdsgivere hellere end gerne vil have i folden, fordi det ofte også medfører en større kreativitet og socialitet; de to vigtigste egenskaber i et innovativt konkurrencesamfund.

Denne kønsspændvidde viser sig umiddelbart mest i de skandinaviske lande, fordi vi længe har haft en tradition for ligestilling. Men forleden dag i biografmørket, viste den samme tendens sig pludselig på lærredet.

De tre unge skuespillere, der i filmen Mamma Mia 2 spiller de tre fædre til hovedpersonen som unge, har alle tre en fascinerende blanding af det, jeg kalder for ”penetrationsenergi”. Ja, man skulle tro det handler om sex, men det er i stedet et udtryk for den der fremadrettede intentionelle eksplosive energi, som præger flere mænd end kvinder og som er så utroligt opløftende at være i selskab med. Og så det man kunne kalde for ”organisk energi”; altså en energi, som er mere åben, blød, modtagelig, nærværende, cyklisk og dermed i flow.

I vores kultur er det stadig mere statusgivende at være aktiv end passiv, men hvis vi skal overleve som art, er det på tide, at vi får en god balance mellem disse to ekstremer, for statistikker over stress, angst, depressioner, selvmord, ensomhed mm taler deres eget skræmmende sprog, og disse tre unge mænd, er alle tre forskellige eksempler på denne sunde kombi. Ja, jeg ved naturligvis godt, at de spiller en given rolle, men det er faktisk ikke rollen jeg taler om her. Det er langt mere deres personlige udstråling, som jeg oplevede trængte igennem fra lærredet og længere ind i min sjæl. Og som jeg genkendte hos både de fire unge mænd jeg delte ferie med, og som jeg møder i mange forskellige sammenhænge, når jeg arbejder med unge mænd og kvinder.

Mamma Mia 2, der i øvrigt er så smækfuld af energi og livsglæde, at man skal være en mere hårdkogt kyniker end Mr. Scrooge for ikke at lade sig berøre af den, er i sig selv et interessant indspark i kønsdebatten. Den bliver - trættende nok - kategoriseret som en ”rigtig pigefilm”, men det mest interessante er i virkeligheden dens manderoller.

De tre ældre skuespillere Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgaard, er tydeligvis på glatis i en musical, der så fuldstændig og vidunderligt overdrevent tager denne genre til sig, men de er komplet loyale overfor filmens præmis, og giver dermed en troværdighed til deres roller, som klæder den generations mænd, fordi det også virker befriende. Bla. fordi de tager så meget pis på den selvhøjtidelighed, som seriøse eller action- manderoller kan have en tendens til at have, og på den måde giver de plads til at vise andre sider af maskuliniteten i en forfriskende ny udgave. Lægges det sammen med deres unge kollegaer, tegner der sig et billede af et nyt mandeideal, der er langt mere menneskeligt helstøbt, fordi det ikke er bundet udelukkende af herre-siden af personlighedsbuffeten, men har festet lige så meget på damesiden.

Det lover godt for fremtidens samfund. Og hvis du er leder og vil opbygge den mest attraktive arbejdsgruppe, ville jeg råde dig til at skabe et arbejdsmiljø, der er gjort af lige dele penetrations- og organisk energi. Eller med andre (film)ord: Mamma Mia i skøn forening med Nolan’s Batman.

Bragt i Børsen 5.8.18.

Min eksmand var som barn ret glad for Prins Valiant og da vi mødtes, fik han lyst til at læse dem igen og derfor gav jeg ham i en periode et album i ny og næ. En dag hørte jeg ham gnægge i sin lænestol og da jeg spørgende kiggede på ham, viste han mig en stribe, hvor konerne til Prins Valiant og en af hans barndomsvenner er mødtes for første gang, og vennen siger noget á la:

”Giv dem en time og de ved allerede mere om hinanden – og os – end vi gør!” 

Episoden kom tilbage til mig, da jeg tidligere i dag sad i flyveren på vej hjem fra Helsinki. Det sidste døgn har jeg nemlig tilbragt i selskab med 11 fremmede kvinder fra flere lande, og som i løbet af meget kort tid holdt op med at være fremmede.

Settingen var en ø i den finske skærgård, hvor vi var forsamlet, fordi en ret vild og imponerende tysk kvinde i midten af fyrrerne, har skabt et slags ferieparadis for women only.

Kristina Roth har startet, drevet og solgt et tech-firma og har nu hooket op med en yngre finsk mand, hvis familieferieø inspirerede hende til hendes nye projekt, nemlig øen SuperSheIsland . Altså en kvinde, der har brudt mange grænser og som nu ønskede, at kvinder kunne samles og gøre det samme for hinanden. At det har verdens opmærksomhed kan man konstatere ved antallet og variationen af medier fra hele verden, der har lavet reportager derfra, så noget rigtigt må hun have ramt.

Vi hang ud på terrasserne, lod solen kysse vores pander og vinden tage os i blidt i håret, mens vi begyndte at dele historier. ”Vi” var en blanding af betalende gæster og os, der var der for at oplyse eller forkæle damerne. Altså var der en klar rollefordeling. Som viste sig fuldstændig ligegyldig, da ordene først flød mellem os.

På tværs af nationalitet, faglighed, race, alder, økonomi og status, opnåede vi i løbet af få timer en dyb grad af fortrolighed. Kvinden der var blevet skammet ud som mor og direktør af en mand nær hende, fordi hun på sin private instagram-profil, havde vist et billede af sig selv i bikini med sin kitesurfer, hvilket han mente var total upassende, blev forløst i sit selvbillede af en af de andre kvinder, der opfordrede hende til at se sig selv som en revolutionær. Og dermed ikke længere gøre sig afhængig af ”gamle mænds gamle værdisystem”. Den nyskilte mor til fire, der havde brug for at finde en ny karrierevej, blev hjulpet på vej af hende, der de sidste mange år havde levet i en skov og fundet ro der.

Den gensidige inspiration forløste og skabte nye veje at gå ad, og alle turde mere og fik løst problemer, enten gennem hinanden eller hinandens netværk.

Og nu sad jeg så der i flyveren og lænede mig ind i al den kærlighed – jo, for det var jo det, det var – og blev helt glad og blød og taknemmelig ved tanken om, at man på ganske få timer kan skabe sådan et rum mellem kvinder, og fik lyst til at huske allekvinder på to vigtige ting:

For det FØRSTE, at hver eneste gang du støder på udtrykket kvinde er kvinde værst, gør højlydt oprør! Det er en løgn, for der er nemlig mange flere kvinder, der er hinanden bedst! Og hvilken virkelighed vil du helst selv være en del af?

For det ANDET, at du sørger for at samle en eller flere grupper af kvinder omkring dig, der kan støtte og løfte dig, når du møder modstand i livet. Og hvor I har en pagt om, at det er det, I gør.

Kort sagt: Lad os alle være ambassadører for, at kvinder er kvinder bedst!

Klumme i Femina 9. august 2018

De kunne simpelthen ikke holde op med at snakke. Hver gang jeg smed et spørgsmål ud i salen, startede stemmelarmen og jeg måtte op til flere gange forsøge at få ro i salen igen, så vi kunne komme videre. På et tidspunkt ryger det ud af munden på mig:

”Sikke en samling ustyrlige kvinder I er!” Og jeg ved, at jeg lader bemærkningen følge af et stort smil. For jeg synes nemlig det er fedt, at de ikke nemt lader sig styre. Hallo – de er til et foredrag om at bruge sit køn som en styrke!

Reaktionen?

De begynder at undskylde. Giver forklaringer på, hvorfor de lige skulle være færdige med samtalen. Holder sig for munden. Griner flovt. Og så bliver jeg overrasket, for hvorfor bliver de skamfulde over at blive kaldt ustyrlige?!

Jeg tager den op med salen og det viser sig, at de fleste følte, at de fik en reprimande. Kvinder må altså ikke være ustyrlige, for så er de forkerte. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at når mine sønner og visse mænd jeg kender, får at vide, at de er komplet ustyrlige, gnægger de lykkeligt og stråler! Der er nemlig en meget større tolerance overfor mænd, der fucker op, end overfor kvinder der gør det. Faktisk er det til tider et tegn på personlig styrke, at en mand tør være hæmningsløs og uregerlig, mens en kvinde ikke skal træde meget (socialt) forkert, før hun oplever direkte fordømmelse. 

Nåmen, det synes jeg vi skal gøre noget ved! For jeg synes nemlig at ustyrlige kvinder er super inspirerende, sjove, levende og spændende at være sammen med. Og personligt kunne jeg godt tænke mig at låne lidt ustyrlighed fra kvinder som Amelia Earhart, Josephine Baker, Mata Hari, Helen Gurly Brown, Kleopatra, Jeanne D’Arc, Samantha fra SATC, Aung San Suu Kyi, Lena Dunham, Tove Ditlevsen, Elizabeth I og min kære veninde XX, der har været med til at gøre en hel branche og adskillige mandlige CEO’s usikre, fordi hun insisterer på at redefinere vilkårene for samarbejde og i øvrigt med stor fornøjelse blander forretning og privatliv sammen. Også i sengen!

Ustyrlige kvinder sparker røv, fordi de som regel tager imod livet med åbenhed og glad forventning om at bidrage ind i det med deres egen originalitet. Til gengæld har de ikke så travlt med at forsøge at reproducere alt det kendte, det pæne, det forudsigelige, det kontrollerede, det til tider meget, meget…kedelige. Og være så fandens ”rigtige”.

Ustyrlige kvinder er med til at ændre verdensordenen. Også den, der ”bare” findes i vores lokalsamfund, arbejdsplads, sportsforening eller vennekreds. De er med til at ændre vores idealer og værdier, så de passer bedre til den verden vi lever i – eller er på vej ind i. Og de er med til at udvikle vores normer og adfærd, så vi på flere områder fristætter os selv og den originalitet, som vi alle består af.

Handler det så bare om at være så hammer ustyrlig som muligt for at realisere sig selv max? Nope! Selvfølgelig gør det ikke det. Som de sociale væsener vi er, er vi tvunget til at leve med nogle sociale retningslinjer, der gør, at der er plads til os alle. Meeen… gruppen har bare også brug for lidt ustyrlighed, så vi kan udvikle os, og her har vi måske alle en cool opgave at tage på os?

Hmmm… hvor ville jeg gerne selv være mere ustyrlig? I hvert fald på at være mere ligeglad med, hvad andre tillægger mig af (grimme) motiver, tanker og handlinger og i stedet finde ro i at vide, at jeg faktisk er et (nogenlunde) ordentligt menneske. Og til tider ville jeg også gerne være mere ustyrlig i forholdet til mine børn; være mindre kontrollerende, motiverende og fornuftig, og i stedet bare knalde armene ud til siden og glemme alt om lektier, madpakker og sengetider og sidde og krumme i sofaen til klokken lort og se en helt upassende, men supersjov film og tage ned og bade kl. fire om morgenen, selvom de skal op i skole samme dag.

Som regel har jeg det nemlig sjovere, når jeg er bare lidt ustyrlig. Og sådan er det for mange. Måske skulle jeg i virkeligheden lave en klub for Ustyrlige Kvinder, så vi både kan støtte hinanden i at udfolde os og gøre plads til at vi sammen fucker/spicer (systemet) lidt op?! Ville du mon have lyst til at være medlem af den?

PS: Ja, jeg har bandet meget i denne klumme. Der skal ikke så meget til før man virker bare lidt ustyrlig, vel :)

Klumme i Femina 3. februar 2015

Jeg er sådan en, som altid køber økologiske citroner, skummetmælk og æg, og jeg er også sådan en, som altid smider en af Nettos kæmpepakker af oksehakker i kurven, hvis de er til at finde. For mine sønner kan fortære en kvart ko under et måltid og så dur det ikke med 400 forsigtige økologiske gram.

Jeg er sådan en, som elsker at gå i hammam på Tuborgvej og blive skrubbet af arabiske kvinder med gyngende bryster seks millimeter over min krop, som elsker at høre om fremmede kulturer og selv rejse til eksotiske lande. Og jeg elskede også, at vi år efter år tog til det samme sted i Sverige i påsken og til Spanien hver sommer med min søsters familie, dengang vi endnu var far-mor-børn.

Jeg er sådan en, som elsker at uddanne mig, strække mit sind og bevidsthed, som læser hele tiden og som har ophøjet den israelske historieprofessor Yuval Harari til en af mine personlige guder, fordi han skrevet to af årtiets vigtigste bøger, nemlig Sapiens og Homo Deus. Jeg er også sådan en, som synes at Fifty Shades of Grey er en vigtig milepæl i litteraturhistorien, fordi den satte millioner af kvinders seksualitet og liderlighed fri, selvom jeg selv måtte høre den som lydbog mens jeg trænede, fordi den kedede mig på alle planer. Og derfor er jeg sådan en, som sagde ja til at holde åbningstalen til premieren – og som var mere vild med Anastasia end den ulideligt lidende Grey.

Jeg er sådan en, som har 191 par sko, som har alt mit tøj katalogiseret efter type, farve og stil og som har styr på, hvad jeg har haft på i løbet af året, og engang var jeg sådan en, som købte alt for meget alt for tit, men lige nu er jeg sådan en som ikke har købt noget i månedsvis og som får kvalme ved tanken om, at jeg skal lægge så meget som én t-shirt mere ind i mit skab. Men ikke er mindre vild med æstetik.

Jeg er sådan en, som i 18 år var sammen med min eksmand og i flere år med min ekskæreste og som elsker at være i fast parforhold og som gerne er i dem meget længe, også på trods, og som har brug for nærhed og dyb kærlighed for at hengive mig seksuelt. Og jeg er også sådan en, som efter nogle og tyve års parforhold, bliver single og åbenbart kan have et længere forhold, der kun er baseret på sex. Og som de seneste år har eksperimenteret med mange ting, bla cølibat og andre langt mindre dydige ting, som alligevel er for private at nævne her, men som jeg nævner, fordi jeg vil opfordre dig til at leve dit liv som et eksperiment og ikke en generalprøve. For det har godt nok været sjovt og spændende og vist mig, at jeg er mange udgaver af ”sådan en som…” når det gælder forhold.

Jeg er sådan en som mediterer (næsten) hver morgen i en halv time og som har en dyb tro på, at vi alle er forbundne med alt. Jeg er også sådan en, som har gået i kirke hver eneste søndag morgen siden jeg blev født og til jeg var næsten 20, og som i dag tager afstand fra de fleste religioner, fordi jeg synes de meget oftere undertrykker og tyranniserer end styrker og befrier mennesker.

Jeg er sådan en som har været selvstændig i over 20 år og som elsker, at jeg kan beskæftige mig med lige, hvad jeg har lyst til. Og jeg er sådan en som elsker elsker elsker når jeg arbejder sammen med andre og som kan blive helt høj af at se, hvilke genialiteter, der pludselig kan opstå, når man er flere om at bidrage til tankerne og ideerne.

Sådan er jeg. Blandt andet. Hvordan er du?

Klumme i Femina uge 26 218

Årets Womenomics konference er en heltegerning. For selvom den såkaldte ”kvinde-økonomi” udgør et voksende marked, der er mere end dobbelt så stort som Kinas og Indiens tilsammen, bliver det alligevel ikke taget rigtigt alvorligt af alt for mange af alverdens CEO’s. Hvilket ikke bare er dumt, men direkte uprofessionelt. Derfor er der brug for at blive mindet om dens ”blue ocean” muligheder. Og så skal produktudvikling hjem til kvinderne. For som det er i dag, er det lige til at hive håret ud af hovedet i desperation!

”Undskyld – må jeg stille dig et spørgsmål?”

Anand Vengurlekar er strategisk innovationskonsulent ved INSEAD og han har lige holdt et indlæg på årets Womenomics konference, der har efterladt mig med et stort spørgsmålstegn. Eller rettere med let spændte kæber i vantro. For jeg fatter ikke, at han i ramme alvor kunne sige dette på scenen:

”Jeg bruger meget tid på at fortælle corporate, at de ikke bare skal ”shrink it, pink it” når de skal produktudvikle til kvinder. Faktisk bruger kvinder flere penge på elektroniske produkter end mænd. Helt præcis er tallene 41 mia USD for mænd, mens det er 55 mia USD for kvinder.”

Det er ikke ham, jeg har et problem med. Næh, for han holdt et super indlæg, hvor han redegjorde ret præcis for, hvordan fx Samsung kunne arbejde med en kvinderettet strategi ift deres indkøbscyklus. Meget af det kunne jeg genkende fra det jeg selv fortæller, når nogen spørger mig til råds om kvinders købsadfærd. Så det var ikke hans indhold, men derimod den virkelighed han møder ude i verden, som jeg var skeptisk overfor.

”Er det virkelig rigtigt, at du bliver nødt til at fortælle ledelsen i corporate, at de ikke bare skal gøre tingene mindre og lyserøde, hvis de vil ramme en kvindelig målgruppe?”

Ja. Var hans korte svar, der blev serveret med en både opgivende og let stram mine. Det lidt længere svar er, at det er uhyggeligt hvor mange store virksomheder, der ikke aner en fløjtende fis om, hvad kvinder i virkeligheden vil have. Og hvordan de vil have det. Hvilket er fuldstændig fair. Ingen kan vide alt. Til gengæld kan man så opsøge den nødvendige viden. Det både vanvittige og uprofessionelle er imidlertid, at mange af disse virksomheder og ledelser ikke gør deres hjemmearbejde. Altså sørger for at få den nødvendige og rigtige information, så de kan tage nogle kvalificerede valg, der sørger for gode produkter og sort bundlinje. I stedet antager de. Og en af de mest brugte antagelser er altså, at produkter rettet mod kvinder bare skal gøres lidt mindre og farves pink, så er den hjemme og fuldstændig uimodståelig for det kvindelige køn.

Vi skriver 2018.

En tid i verdenshistorien, hvor kvinder forsøger sig selv, hvor snart flere kvinder end mænd i Vesten har høje uddannelser, hvilket man ved, er den direkte vej til mere formue og bedre social velfærd. Det er også en tid, hvor halvdelen af alle ægteskaber opløses, hvilket betyder, at mange kvinder lever som eneforsørgere. Der er også flere og flere af begge køn, der lever alene (i Danmark er der flere enlige husstande end andre husstandstyper) og herhjemme er det kvinderne, der i 30 procent af husstandene allerede i dag hiver mest hjem til fælleskontoen. Tine Willumsen, der står bag Womenomics konferencen, som hun lancerede for 5 år siden, fortæller, at man forventer at kvinders både forbrug og investeringskraft vil overstige mændenes indenfor 20 år. Læs det lige igen, hvis du slet ikke har kvindernes økonomi inde på lystavlen, som en afgørende faktor: 20 år!

Som det sidste kan du lægge til, at vi er på vej mod et 100-års liv, dvs et liv, som har langt flere økonomisk attraktive faser end de tre, som vi ellers har opereret med i hundredvis af generationer, både mht forbrug, politik og samfundsudvikling. Konklusion: Der er mange gode og vægtige argumenter for, at man får styr på sine faktorer, når man sælger produkter til kvinder.  

Men det alene er faktisk ikke nok.

For vi er også i gang med en social revolution, hvor kvinders status er på vej til at komme på højde med mændenes. Og hvis du får morgenkrydderen galt i halsen over, at jeg overhovedet skriver det, for er det ikke allerede sådan (?!), må jeg bare sige: Nej, det er det ikke. Men vi er på vej. Hvilket en kampagne som #metoo er et glimrende eksempel på.

Helt basalt handler det om, at kvinders behov, ønsker, længsler, adfærd mm får samme gyldighed, som dem, der traditionelt har tegnet vores samfund gennem hundrede af generationer, hvilket er det, der arketypisk er knyttet til det maskuline, og dermed også det mandlige køn.

Her vil jeg både understrege og gøre fed, at alle kvinder naturligvis ikke er ens. Selvfølgelig er de ikke det. Men uanset hvordan den enkelte kvinde har det med (sit eget) køn, så er der det helt uafviselige faktum, at kvinder bliver mødt anderledes end mænd af andre mennesker, af samfundet, af institutioner osv, blot fordi de er kvinder, og det alene er med til at give kvinder et andet livsgrundlag end mænd. For nogle år siden faldt jeg over en undersøgelse, der viste, at næst efter art, er det kønnet man kigger efter, når man møder et andet væsen, hvilket giver logisk mening ift vores biologiske drivkraft henimod artens overlevelse: Hvilken form for knald kan jeg forvente her: Sex eller kamp? Så jo, køn er stadig til dels en skæbne. Og dermed er det også en indikator på forbrugeradfærd, drivkraft og længsler.

Derfor skal man, som en dygtig leder (især den øverste), naturligvis skal have det element med som en afgørende faktor i sin strategi. Som minimum i sin medarbejderstrategi. For det kan godt være, at man ikke sælger produkter, hvor salget kan blive påvirket af kønnet, men de fleste har kvinder ansatte i en eller flere funktioner. Og meget tyder på, at de er firstmovere mht medarbejderfastholdelse og -tiltrækning, for der ses tydelige tegn på, at følgerne ikke blot er de unge kvinder i generation Y og Z; det er lige så meget de unge mænd.

I over 20 år har jeg skrevet og holdt foredrag om køn og hvor det i 90erne let affødte dybe suk og himmelvendte øjne, hvis man så meget som pippede ordet ”køn” i en direktionssammenhæng, er der i dag en ny lydhørhed overfor de særlige muligheder og udfordringer, som kønnet giver. Men når der stadig er så mange i den øverste ledelse, der anser ”shrink it, pink it”-strategien for den umiddelbart rigtige, uden at gøre sig den ulejlighed at tjekke den hos de kvinder, der forventes at skulle lægge pung og liv til produkterne, må jeg konstatere, at vi stadig er i en alarmerende situation.

At tænke og handle sådan er lige så respektløst, som at deltage i et bestyrelsesmøde for en virksomhed, der producerer rollatorer og kaste følgende åbningsreplik på bordet: ”Nå, jeg kan mærke, at tiden er inde til at gå efter de unge i vores næste kampagne!”

Volvo lod for nogle år siden et team af kvinder opfinde en bil, som de selv gerne ville have. Til direktionen (og mange andres) overraskelse viste det sig, at de ikke præsenterede en lidt hypet udgave af en stationcar, men at de derimod skabte en model, som mange mænd ville give deres højre arm for at have. Hvilket Marti Barletta, den amerikanske forfatter til bogen Primetime Women, kunne have fortalt dem, for hendes forskning viser, at hvis man møder kvinders behov, har man langt, langt oversteget mændenes krav til et produkt.

Så hvad kan du gøre nu? Der er et år til den næste Womenomics konference, og det er for længe at vente, selvom du mageligt kan booke din billet allerede nu. Starten kan helt klassisk være at hente faglige eksperter ind, der kan sparre på din specifikke situation, og her er vi flere, der er klar til at stille op. Men. Du kan også bare begynde et helt enkelt sted:

Spørg kvinderne. Lyt. Spørg igen. Lyt endnu mere. Og bliv ved.

Er du vedholdende, tålmodig og respektfuld nok, vil du nå til det punkt, hvor du kan præsentere dem for noget, som de selv rækker ud efter. Hvilket er præcis der, hvor du ønsker at være! Er der nemlig noget, som kvinder også er excellente i, er det at være ivrige, troværdige og vedholdende ambassadører for noget, de selv tror på. Fordi de oplever sig set og imødekommet på deres præmisser.

Og er det i virkeligheden ikke bare et menneskeligt grundvilkår?

Kronik i Børsen 24.6.18

Mens 95 procent af forældrene synes, at de har talt nok med deres unge om uddannelsesvalg, synes kun 50 procent af de unge selv, at samtalerne har været nok. Angsten for et forventningspres skabt af forældrene og en misforstået respekt for de unges frihed, holder mange voksne tilbage fra at mene noget helhjertet om situationen.

Paradoksalt nok er det her, at svigtet opstår. Ikke kun mht deres studievalg – som der er frist på nu den 5. juli. Mange unge er i dag under et sygeligt præstationspres og længes efter ærlige og åbne samtaler med voksne. En samtaleguide kan hjælpe begge parter på vej.  

”Hvis jeg havde haft denne samtale før jeg valgte mit første studie, havde jeg ikke valgt forkert!”

Så klart ryger ordene ud af Frederikke på Mors dag efter at hun lige har haft en samtale med sin mor om sit kommende studievalg. Vi er mange mødre og vores unge, der har forladt sollyset udenfor og i stedet tilbragt de sidste timer i sofaer og lænestole i den hyggelige uKirke på Vesterbro. Vi har nemlig sagt ja til at være med i et spændende eksperiment. Værten er Engineer the Future, der er en teknologisk alliance af mange parter, bla. Dansk Industri og Ingeniørforeningen. De har i samarbejde med psykologer og studievalgseksperter udviklet en samtaleguide (samtaleguide.dk), som forældre og unge kan følge, så man kommer tæt på det, der virkelig driver det unge menneske. Den fås i tre udgaver, der tager hensyn til den tid man har, og den kommer forbi emner som relationer, engagement, drømme, formål og selvfølgelig mål.   

Og de unge har seriøst brug for mange og gode samtaler. Generation Z, som står foran studievalg eller har været i gang i nogle år, er sammen med generation Y, som i 2025 ifølge Deloitte, vil udgøre 75 procent af arbejdsmarkedet, de mest pressede generationer nogensinde. Når vi måler på deres psykiske velbefindende. Se bare nogle uhyggelige statistikker:

40,5% af de unge piger mellem 16-24 år lider af høj stress, mens det gælder for 23,4% af de unge mænd. 20-30 procent lider af angst. 20 procent har en depression. 10-15 procent lider af selvskadende adfærd. Den mest ensomme gruppe i Danmark er i dag ikke de ældre, men de unge piger.

Nogle gange giver den slags tal anledning til kommentarer á la: Er de ikke bare curlingbørn, der aldrig har lært at klare sig selv? Er det ikke sådan noget pseudo-fis de lider af, fordi de ikke får det, som de vil ha’ det?!

Og hver gang synker mit hjerte, for det er ikke bare en respektløs udtalelse. Det er også en virkelig ukærlig og ignorant tanke, der ligger bag den slags ord. Helt faktuelt har skolen og uddannelsessystemet ændret sig afgørende henover et par generationer, og i dag testes og vurderes elever og studerende efter helt andre vilkår, end vi tidligere har set, hvilket Center for Ungdomsforskning har leveret mange undersøgelser om.

Det har fået mange unge til at udvikle såkaldte coping-strategier, der skal iscenesætte dem overfor læreren som dygtige til at præstere ved at give de svar, som systemet ønsker. Men det lærer dem ikke at mestre livet eller at blive dannede som mennesker. Tværtimod lærer de i al for høj grad, hvad der virker i de evindelige tests, som de hele tiden bliver målt ud fra, og ikke mindst hvad der gør sig til en eksamen. Forventeligt nok stimulerer det ikke deres nysgerrighed, eller holder dem åbne, tvivlende, famlende og opsøgende, så de kan finde deres egne svar. Og det har gjort dem langt mere sårbare, end nogen tidligere ung generation har været.

Det virkelig tåbelige er, at hvor vi tidligere var et foregangsland, der viste hvordan man gennem tillid og selvstændighed, kunne udvikle kreative elever og hele mennesker i skolesystemet, hvorfor udlandet valfartede hertil for at blive klogere, har vi i dag adopteret test- og målesystemet, som mange andre lande ønsker at forlade. Fordi det ikke skaber kreative og innovative borgere. Tværtimod. Så vi arbejder os bagud i stedet for fremad.

I årevis har jeg holdt foredrag om de unge og har derfor haft mange samtaler med både Y’ere og Z’ere, og det slår mig hver gang, hvor stor længslen er, efter at blive taget alvorligt af en voksen. Eller rettere: De længes efter at have dybe, åbne, ærlige samtaler med en voksen, som gider at se dem. Virkelig se dem. For alt er på spil i det tidspunkt af livet. Især deres identitet, køn, relationer, kærlighed, karriere, økonomi, krop, udseende og seksualitet. Så jo, de vil faktisk gerne have, at de voksne blander sig i deres liv. Så de bliver bedre til at mærke og blive klogere på sig selv.

At indblandingen skal ske på en respektfuld måde giver sig selv. Hvis man selv er lidt usikker, er samtaleguiden en virkelig fin indgang. Men det vigtigste er, at man lytter. Og lytter. Og lytter. Så man bliver den kærlige væg, der reflekterer den andens tanker tilbage til hende eller ham, så de kan blive klogere på sig selv. Det er også fint at dele egne erfaringer, holdninger og iagttagelser. Men det er no-go at forvente, at den anden er enig. Eller vil bruge det man kommer med. Det skal gives væk med åben hånd. Meningen er, at man bliver det sikre tyngdepunkt af fordomsfrihed og inspiration, som de kan læne sig ind i, når de føler sig hvirvlet ind i livets forvirring.

Samtalerne er nødvendige året rundt. Men lige nu er det aktuelt med studievalget, der skal ske senest den 5. juli. Heldigvis gik Engineer the Futures eksperimentet så godt, at de overvejer at gentage det til næste år. Flere steder i landet. Og selvom det er moren, der har størst indflydelse på de unges studievalg, er der planer om også at tilbyde muligheden på Fars dag. Bring it on!

Kronik i Jyllandsposten 24.6.18

Uddannelse giver karakterer. Dannelse giver karakter. Det første skaber en præstationskultur, mens det andet skaber en mestringskultur. For at klare sig godt i både skolen og livet, er der brug for en balance mellem begge.

Desværre er der i dag et alt for ensidigt fokus på måling af præstationerne, som træner eleverne i at føre (usunde) overlevelsesstrategier, hvilket giver alt for mange unge med psykiske lidelser og en overfladisk læringskultur. Det kan den gode lærer – og leder – være et effektivt bolværk imod.

”Hvad gør en lærer god? For jer? I er jo en generation, der er vokset op med spændende, korte og nogle gange ret vilde læringsvideoer fra Youtube om alt hvad, hvad I vil vide noget om, og I er også vant til at game jer til skills, så jeg er nysgerrig efter at høre, hvad der i dag gør en lærer god?”

Vi er langt inde i konferencen om de unges præstationskultur, arrangeret af CEFU, Center for Ungdomsforskning, da jeg får lejlighed til at stille spørgsmålet. For på scenen sidder der nu fire ex på det, som hele dagen handler om, nemlig generation Y, på randen til Z. De har delt generøst ud af deres tanker og erfaringer, så vi andre kan få menneskelige håb og frustrationer på de mange både spændende og nedslående statistikker, teorier og hypoteser, der er blevet præsenteret i løbet af dagen.

De vælger alle fire at svare på spørgsmålet. Og konklusionen i mine øjne er ret enkel, for den handler basalt set om en eneste ting: Nærvær.

Det at læreren ser dem, interesserer sig for dem, bekymrer sig om dem som enkeltindivider og vil noget med dem. Det er, hvad der betyder mest for de unge. Ikke at de kan trylle med fancy teknologiske hjælpemidler, at de ikke stiller krav og derfor er flinke eller at de forsøger at skabe troværdig rapport ved at klone sig selv ind i en wanna-be-YZ-udgave. Den nære oprigtige interesse er noget, som alle ledere – og selvfølgelig lærerne selv – bør tage til sig, hvis de vil have det bedste ud af relationen.

Hvilket er fuldstændig i tråd med konklusionerne på de seneste års mange undersøgelser, der er kommet frem om, hvad der egentlig skaber lykkelige og sunde liv. For her er der altid én parameter, der entydigt træder frem: De gode relationer. Dvs relationer hvor man kan stole på, at den anden er der for en, hvis man har brug for det. Skændes man i det daglige? Er man uenige om alt fra tandpastatuber og huskøb? No worries! Det der virkelig betyder noget er, at man føler en grundlæggende tillid til den andens loyalitet og hengivenhed, når man kalder vedkommende ind på banen.

Derfor kom deres svar ikke bag på mig. For det første fordi de gav udtryk for en almenmenneskelig længsel, som altid vil være present, uanset generation. Eller faglighed, køn, social klasse, nationalitet eller hvilke andre kategorier, vi kan finde på at dele os selv op i.

For det andet fordi jeg gennem flere år har beskæftige mig med denne aldersgruppe og det der altid rammer mig er, at de unge naturligvis (!) er nøjagtig lige som vi andre, hvilket alt for mange voksne desværre har en tendens til at glemme. De har brug for, lige som alle vi andre, have lov til at bidrage til fællesskabet og blive elsket, og det er måske værd at huske, når man enten som leder for eller kollega og forælder til dem, forsøger at forstå dem. For at kunne arbejde eller leve bedre sammen med dem.

Men samtidig viser CEFU’s egen undersøgelse, at de unge er ret trænede i strategisk overlevelse, når de har været igennem bla et gymnasieforløb. For i løbet af uddannelsens tre år, bliver karaktererne nogle, som jages målrettet uden at det nødvendigvis betyder, at den enkelte elev har flyttet sig i sin egen dannelse. De viser sig tydeligt i flere af de udtalelser, som de unge i undersøgelsen giver:

”Altså, du rækker ikke hånden op, fordi du er interesseret og gerne vil deltage. Så rækker du hånden op, fordi du vil præstere og vise læreren at du er god.”

”Hvis du ikke forstår, hvad du siger, så er det lidt lige meget, du skal bare sige det, så kan læreren tro, du ved det. du behøver egentlig ikke rigtig forstå det, du skal bare gøre det.”

Det kommer også frem, at flere af dem rækker fingeren op uden at kende svaret, bare for at vise læreren, at de er aktive, og hvis de så bliver taget, siger de enten at de lige har glemt svaret eller at den elev før dem, lige har sagt det, de selv havde tænkt sig at sige.

Min absolut ynglings er dog denne, som fik salen til at storgrine: ”Jeg holder den bare lidt på klem, sådan der (viser en finger op, der er lidt bøjet).”

Udtalelserne er jo sjove, men gemmer i virkeligheden på en dyb tragik. For de – og mange flere findings i undersøgelsen – viser, at de unge desværre er langt mere orienterede mod at gøre en figur, der giver bonus i form af høje karakterer, end de er mod at træne sig selv i deres egen læring og mestring. Det er uhyggeligt, fordi vi i dag har så mange skræmmende tal på, hvordan de unge har det. 10 procent lider af selvskadende adfærd, halvdelen af stress, 20 procent af depressioner og 20-30 procent af angst. Og tallene er i stigning.

De unge lever i et konstant spejlkabinet, hvor de hele tiden monitorerer sig selv, deres konkrete præstationer og ikke mindst deres sociale værdi, hvilket giver alt for mange af dem en basal følelse af usikkerhed og manglende indre værd, og som måske kan hindre dem i at udvikle deres nysgerrighed og oprigtige læringslyst. Hvilket ikke bare betyder, at vi dyrker en ungdom, der føler sig ekstremt presset, men også skaber en generation, der ikke primært er drevet af viden og interesse, men derimod har lært at overfladisk afliring af eksisterende lærdom er vigtigere end at tænke og skabe selv, fordi man er drevet af ægte nysgerrighed og ærgerrighed efter at være med til at skabe en ny og bedre verden. Noget som altid har været ungdommens – til tider naive – privilegium.

Der er sket det, som CEFU kalder en instrumentalisering af læringsrummet, hvor eleverne ikke alene har en strategisk tilgang til undervisningen og læringen; de forsøger også samtidig på nærmest seismografisk vis at aflæse, hvad det er læreren gerne vil have, hvorefter de går i konstant dialog med sig selv, om de nu gjorde/sagde det godt nok, ved at aflæse lærerens reaktion, når de har sagt eller skrevet noget.

Læreren er på denne måde blevet mere en autoritær dommer, der vurderer deres præstation og personlighed, end en mentor, der flytter dem i dannelsen af deres sind og ånd. Hvilket er stik modsat det, vi som nation siden 1864 har dyrket, nemlig dannelsen af det enkelte menneske med dertil hørende selvstændig tænkning og gode frivillige fællesskaber. Folk fra hele verden har valfartet til vores samfundsmodel for at hive lærdom ud af den, og nu er vi selv på vej til at underminere den.

Karakterræset for at komme ind på en videregående uddannelse, fremmer ikke læringen blandt eleverne, men kan ligefrem ødelægge sjæle. Sjæle der måske kunne blomstre og bidrage kreativt og originalt til samfundsudviklingen, hvis der var fokus på relationen mellem læreren og eleven og mestringen af stoffet, mere end der som nu er fokus på de karakterer, der nemt kan manipuleres med og som ikke giver et reelt billede af den enkeltes læringsmæssige værd. Faktisk udtalte Jens Dolin fra Institut for Naturfagenens Didatik, at det ville være mere retfærdigt at trække lod om karaktererne end det er, sådan som systemet bliver brugt i dag.

Det handler ikke om naivitet, når man ikke vil bedømme de unge ud fra karakterer og konstante tests, hvilket er det klassiske argument for en præstationskultur. For ja, vel lever vi ikke udenfor det globale konkurrencesamfund. Men når det nu viser sig, at det rent faktisk er vores model baseret på selvstændighed og kritisk tænkning, der bliver brugt som inspirationskilde til andre landes modeller, virker det helt skævt, at vi herhjemme nu stræber efter en model, som mange andre lande forsøger at forbedre. Også med blik for, hvordan de unges velbefindende har det, som afslører en større grad af sårbarhed end vi nogensinde før har set det.

En god læringskultur er baseret på en balance mellem præstations- og mestringsorientering og det blev understreget af de unges svar om, hvad der gør en lærer til en god lærer, for netop den nære relation, nærværet, er det, der kan hjælpe en elev til at gå fra generiske præstationer til at ville ønske at mestre et fag. Og det kunne samtidig være med til at hive eleverne ud af karaktererne og ind i deres egen karakterdannelse.

Der er rigeligt i verden der hiver i de unges perfektionsgen, hvor overflader og synlige sammenlignelige præstationer kan skabe akut, men også meget flygtig social kapital. Derfor burde vi have et læringsmiljø, der netop sætter sig udover det flygtige og i stedet hjælper de unge til at mærke sig selv i forhold til det, man måske kunne kalde en form for livslæring.

Men måske er det vigtigste en god lærer kan gøre for den enkelte elev, at inspirere hende og ham til at få en sund relation til sig selv. Så de kan få en sund relation til egen læring, nysgerrighed – og verden omkring dem.

Kronik i Børsen 27.5.18

Blikket kommer ud under det lidt lange pandehår, og det er både direkte og skamfuldt på samme tid. Afspejler den dualitet, der også er i hendes spørgsmål.

”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg nogle gange begynder at græde, når jeg er gal?! Det er SÅ pinligt, især da det skete overfor min chef. Jeg var jo overhovedet ikke ked af det, men pisse vred over det han havde gjort!”

Hun er ikke den første, der til en coachingsession, har siddet og dirret af frustration over denne særlige situation. Mange kvinder før hende har givet udtryk for den samme irritation. Flere af dem i høje positioner og med en overrepræsentation af selvtillid. De har alle hadet, at de ikke sendte spytdråber af vrede i et råb mod den anden, der havde pisset dem af, men i stedet mærkede hvordan tårerne trak våde stier på kinderne.

Især fordi den andens reaktion ofte var et ”nååååeee” i alle afskygninger, iført en kappe af (nogle gange befippet) omsorg med det resultat, at magthierarkiet med et føltes som om hun blev etableret nederst. Fordi synlig sårbarhed i denne situation blev anset for svaghed.

Aaaaarrrrgggghhhh!

For helvede altså!

Kvinder der græder, når de er gale, er ofte piger, der har lært, at de gerne må være kede af det, for så kommer mor eller far og trøster dem og fjerner det, der gør ondt og får dem til at føle sig ok igen. Men, som når de bliver gale, og stiller sig op og råber, for det meste får den kolde skulder.

Så de lærer, at ked af det giver kærlighed. Og vrede udstøder dem og gør dem forkerte og ensomme. Derfor kommer alle de følelser, som vi plejer at kalde for negative, ud som gråd. Og ikke som aggression eller vrede.

Gråd er godt. Hvis det er et ægte signal om sårbarhed. Sorg. Handlingslammelse. For så kan der være et oprigtigt behov for beskyttelse og omsorg. Og gråd kan være en fin måde at kommunikere det på.

Gråd er skidt, hvis det er en skinadfærd for vrede og aggression, for begge to har en masse udøvende kraft i sig, og det skal bruges max, så man kommer tættere på det, der har fået vreden til at bryde ud. Selvfølgelig på en måde, så man hverken pander folk ned eller gør andre bange. Men de må gerne få respekt og mærke, at man mener det man siger og at man står ved den, man er.

Selv har jeg aldrig grædt, når jeg var gal.

Til gengæld har jeg masser af gange været et pindsvin af vrede og afvisning, når jeg mest af alt havde brug for at den anden lagde armen om skulderen på mig, så jeg kunne slippe skjoldet af pigge og i stedet læne hovedet trygt til siden og lade mig blive taget lidt af. Hvilket jeg på ingen måde havde modet til. Fordi jeg var angst for, at den anden ikke ville holde mig. Og fordi jeg ikke troede, at jeg kunne bære mig selv, hvis jeg først overgav mig til følelsen af magtesløshed. For den var født af følelsen af at være helt forkert på alle måder.

Så jeg blev til et vredt afvisende væsen, selvom jeg var ked af det. Som andre blev til grædende piger, selvom de var gale.

Som voksen står jeg oftest i hvad end jeg nu føler. Hvilket er en enorm og tryg befrielse. Og det er kun kommet, fordi jeg har været i benhård træning gennem terapi. Så når jeg ser unge piger og drenge forsøge at skjule deres ægte følelser, som alligevel bølger tydeligt henover deres fine ansigter, ville jeg ønske, at det vigtigste fag i skolen var ”selvforståelse”. Med alt hvad det inkluderer af psykologisk, mental, social og åndelig indsigt i, hvad det vil sige at være et menneske. Samt en del af et fællesskab. Vores planet og samfund har allerede for mange teknokrater, mens vi har brug for flere mennesker i indre balance. De skaber nemlig en klode i ligevægt. Og det er præcis hvad vi bør stræbe efter.

Klumme bragt i Femina 17.5.18

Nej, børnetissemænd og pinlige første forelskelser er ikke ok at udbasunere i en powerpoint-tale til konfirmanden. Ej heller er antallet af sexpartnere for nygifte eller drukture, der endte i latrinære udflugter, emner for en tale til hverken et bryllup eller en studenterfest. Det er ikke sjovt. I stedet høvler det sjælen på den, det handler om. Som taler har man én eneste opgave: At efterlade dem man taler for, gladere, end da man begyndte.

”Nej, nej, nej!!! Fjern det! Videre!!!”

Stemmen er en blanding af desperation med et skamfuldt grin lagt indover. For han kender jo godt reglerne. At man gerne må blive gjort grin med på sin store dag. At det hører til opmærksomheden. Og naturligvis skal man kunne tage noget røg. Blive ristet lidt. Og det kan han også. Selvfølgelig kan han det.

Men åh altså – skulle det der forbandede billede fra dengang han var 10 år gammel og glad stod og strittede med sin lille orm virkelig med??! Og lidt senere kommer det igen! Motivet. Genstanden. Ormen i al sin nøgne herlighed. Til skue for den pige, han har været vild med i hele tre måneder og som han uden helt at forstå sit held, faktisk er dukket op til festen med både rose og gave. Og synligt for hans venner, hvoraf nogle griner højlydt og går med på spøgen, mens andre begynder at shuffle med fødderne under bordet.

Der sidder konfirmanden iført sit første jakkesæt med sænkede øjne og ører der brænder og får lyst til at forsvinde.

I den alder er han nemlig mere sårbar end nogensinde før og har derfor brug for et spejl, der kan få ham til at se sig selv klarere. Og helst alle de gode ting, for de dårlige skal han nok fortælle sig selv. Det pres som de unge i dag oplever, er både ødelæggende og umenneskeligt, så de har ikke brug for også at være bekvemme statister, der frit kan latterliggøres, i talerens fortælling. Tværtimod har de brug for at vide, at de er elskede. Og at de kan noget. At de er noget værd. I al deres ubagthed.

Men det sker ikke i denne tale, så ordene og billedet bliver hængende og konfirmanden smiler sit skæve smil og tager joken med ophøjet ro, for han er hverken den første eller den sidste, der vil blive udstillet sådan. Og måske er det også meget sjovt. Måske. Selvom det overhovedet ikke er det i virkeligheden.

Overgangsriter er noget menneskeheden altid har benyttet sig af. For at sætte en transformation af identiteten, kroppen og den sociale rolle ind i et system, som bliver en slags symbolsk virkelighed, der kan skabe et minimum af tryghed i en sårbar situation. Og samtidig fungerer det også som en handling, der resocialiserer medlemmet i det eksisterende fællesskab, men nu i en ny rolle. Disse ”rites de passage” sikrer, at det enkelte menneske ikke står alene, isoleret og uerfaren i transitionen og dermed bliver det også til kollektivets manifestation af de delte værdier.

I ”gamle dage” kunne overgangen fra barn til voksen, være en ret vild og barsk oplevelse. At hænge i kødkroge eller andre fysiske udmattelsesraids, at nedlægge et rovdyr egenhændigt, at overleve flere dage alene i ødemarken er alle tre typiske teenage-overgangsriter. Herhjemme skal ingen konfirmand nedlægge en sabeltiger med de bare hænder, hvilket de fleste forældre nok er vældig glade for, men de unge skal altså til gengæld overvinde flere taler, som spænder mellem alt fra upassende grovheder, ringe jokes, dårlige historier til de afsindigt kedsommelige, der som regel også er alt, alt, alt for lange, så konfirmanden til sidste ender med at knalde hovedet ned i suppen i et snork. Teenagere er – ved vi jo – altid sultne og søvnige, så meget skal der ikke til.

Den samme sang om overgangsriter kan også bruges om studenterfester og bryllupper.

Studenterhuen har sit helt eget kommunikationssystem og talerne er oftere rettet mod fremtiden end fortiden, men også her er der tradition for at ydmyge studenten lidt, og så længe man er almindelig anstændig, når man begynder at dele historier, er det også fint nok.

Brylluppet er et hav af kendte og overraskende traditioner og ritualer, der skal sikre at parret vil elske hinanden for evigt. Hertil hører ikke taler, hvor ekskærester og sexpræferencer bliver udbasuneret. Det plejer ikke at skabe en bedre stemning. Slet ikke hos brudeparret. Tal om kærlighed. Mere vanskeligt er det ikke. Og det kan altså godt være både sjovt og underholdende, uden at være perfidt eller udleverende.

Det vigtigste pejlemærke når man forbereder en tale (ja, det gør man, så lad være med at improvisere, med mindre du kan aflevere talen under to minutter. Ikke at den nødvendigvis bliver bedre af det, men pinen bliver bare kortere!) er, at man taler TIL hovedpersonen.

Det er hans og hendes store dag. De skal have lov til at være det ubestridte centrum. Og det skal de have lov til at nyde. Så hold talen til det menneske, der skal fejres. Ikke til de andre gæster. De er ikke et publikum, der skal underholdes, og det er ikke dig, der skal shine. Du skal tværtimod få hende i den hvide kjole eller ham i det nye tøj til at stråle, og derfor hedder det:

”Dengang DU og jeg….” eller ”Det glæder mig sådan at se, at DU…”

Glem alle de der lange historier, om dengang ”han” eller ”hun” gjorde og sagde. Når man står midt i en overgang, er man ret skjoldløs, for man har lige lagt det gamle fra sig og er i gang med at iføre sig det nye, så man skal passes lidt på. Selvfølgelig må du gerne gøre grin. Du må gerne afsløre.

Du må gerne dele. Men gør det varsomt. Med hjertet i ordene og historierne, så sjælen får lov til at vokse. Også hos gæsterne.

Kronik i Jyllandsposten 29. april 2018