søndag 5. marts 2017 kl. 18:02 | 0 kommentarer

En af de vildeste filmscener jeg har set, er da hovedpersonen i den Oscarvindende film The Hurt Locker (2009), går med en indkøbsvogn ned ad en uendelig lang gang, hvor der er tusindvis af pakker med forskellige morgenmadsprodukter på hver sin side, mens muzakken fylder supermarkedets baggrund ud.

Scenen i sig selv er naturligvis ikke spor vild.

Det vilde er, at det står i klaustrofobisk modsætning til den situation, som er hans normale hverdag i Irak, hvor han iført bombedragt har sekunder til at afmontere en sprængladning. Nogle gange under heftig beskydning fra fjenden.

Instruktøren viser med mesterlig præcision, hvordan man kan vænne sig så meget til ekstreme situationer, at fred og ro og forudsigelighed bliver til noget, der får alle indre alarmklokker til at ringe.

Sammenlignes ovenstående med de nyeste tal, der er kommet frem om stress, giver det pludselig en uhyggelig dimension. Stress betyder nemlig en for tidlig død for 1400 danskere, 11,5 millioner ekstra sygedage og en samfundsudgift på kr. 14 mia. Om året!

Det kan godt være, at de færreste af os render rundt og er med i en bombeenhed i en krigszone. Men for mange føles hverdagen efterhånden, som om vi er.

Det geniale ved supermarkedsscenen er, at den er et snap af en hverdagssituation, som de fleste af os genkender. Og mange vil også sympatisere med hans synlig uvilje og opgivenhed, som til sidst får ham til at gribe et par tilfældige pakker og kaste dem ned i indkøbsvognen, mens vi fornemmer, hvor meningsløst, overfladisk og ligegyldigt de tusindvis af forskellige former for sukkerbomber, grynsammensætninger og knasende kornpuder er i sammenligning med at redde folk fra døden.

Men.

Det virkelige vanvittige er imidlertid, at den stilstand og stagnation, som de tusindvis af morgenmadsæsker umiddelbart skal repræsentere, i stedet kan ses som et symbolsk monument over en hverdagskompleksitet, der udgøres af en uendelighed af uoverskuelige valg, som vi enten frivilligt opsøger eller modvilligt udsættes for. Og som i dag gør, at omfanget af stress, angst, depression, ensomhed, selvskadende adfærd, misbrug mm er blevet hverdagen for en alt for stor del af den danske befolkning.

Hvordan er vi nået så langt ud?

En af de vigtigste årsager er, at vi – som samfund - har mistet passiviteten, som en nødvendig, acceptabel og værdifuld tilstand at befinde os i. I vores tid er aktivitet det eneste attraktive modus at være i, fordi vi på den måde viser, at vi er med i loopet og medskabere af alt det, der giver synlig værdi i samfundet. For manges vedkommende bliver denne aktivitet også udstillet på diverse sociale medier, som det uafviselige bevis for den sociale status, som alle disse konstante handlinger gerne skulle afføde.

Men ingen kan klare at være aktive hele tiden.

Vi SKAL være passive engang i mellem for at opretholde en sund balance i vores krop og sind, fordi vi giver os selv tid til at behandle alle de indtryk, som et aktivt liv jo giver. Problemet er bare for mange af os, at selv vores naturlige passive stunder – kaldet pauser! - bliver fyldt op af aktivitet; fx streaming af tv-serier, gaming, net-shopping eller youtubing, eller den anvendes måske i et fitnesscenter, hvor en træner råber på os for at presse os yderligere, så vi ikke når at have tom tid i hovedet, der renser ud i arsenalet af indtryk.

På den måde er vi konstant ”på” og det bliver vi syge af.

Den sunde passivitet hvor der er tid til at bearbejde indtryk og pause sig selv, knyttes for det meste til hverdagen, der oftest er stykket sammen af forholdsvis endeløse rutineprægede aktiviteter, som giver mad på bordet og et tilhørsforhold til andre mennesker, primært familie, kollegaer og venner. Af samme grund skoses hverdagen derfor tit for at være direkte kedelig. Men det er samtidig den form for forudsigelighed, der gør den tryg og dermed til et effektivt værn mod netop stress, angst, ensomhed mm.

Desværre er hverdagen efterhånden blevet til særdagen, fordi den er blevet til en daglig kampplads, hvor overlevelsen består i et forsøg på at overskue ikke bare dagens opgaver, men også i at overskue sin egen plads i samfundet, hvilket faktisk er en noget nær umuligt opgave, fordi så meget ændrer sig så hurtigt. Mange faste jobs udleves i stigende grad på selvstændiges usikre præmisser, og under et krav om forandringsparathed og konstant efteruddannelse. Halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse. En stigende antal unge får tunge diagnoser eller har en selvdestruktiv adfærd, selvom forældrene har givet dem en tryg og stabil opvækst osv osv. Der er mindre og mindre, der er forudsigeligt, og vi skal være mere og mere aktive for at kunne følge med, og det giver naturligvis en syg cocktail.

Hvad skal vi gøre?

Give op! Med at tro, at vi kan være på hele tiden. Ingen kan det. Det ser bare ud som om ”de andre” kan. Indtil de går ned med stress. Så skab en tilpas kedelig og forudsigelig hverdag, hvor der er plads til pausen og ingentingen.

På samfundsplan er det på tide at tage dette problem tilpas alvorligt til, at vi anvender lovgivning bevidst til at ændre denne syge kultur til en, der baserer sig på et sundere psykisk og socialt miljø for befolkningen. I dag er der ”kun” omkring 180 der dør i trafikken om året, hvilket er et resultat af en strammere lovgivning. Vi bør anvende den samme visionære tankegang indenfor arbejdsmiljøet, så de 1400 der dør af stress om året sænkes.

Gerne helt ned til 0. 

Kronik i Jyllandsposten 11.2.17

”Her er mere sådan en stemning af….varmt sand?” Jeg trak på det.  Det kunne umuligt give nogen som helst mening som svar på hendes spørgsmål om, hvad jeg syntes om Dubai. Men ikke desto mindre, var det sådan jeg havde det.

”Tror du det kan have noget at gøre med at føle sig sikker?”, spurgte min overfor-borddame, og jeg nikkede langsomt. Jo, det havde også noget med det at gøre. Hvilket provokerede mig. For det harmonerede i min verden på ingen måde med at befinde sig i en diktaturstat, som Dubai er.

Men følelsen var lavet af mere end varmt sand og sikkerhed. I dagene efter gik det op for mig, at den stemning jeg mærkede, og som jeg havde så svært ved at sætte ord på, mest af alt var et fravær af noget.

Nemlig et fravær af stress.

Hvilket var meget mærkeligt, fordi det samtidig fandt sted i en by, der har en afsindig høj vibe og hvor der bygges overalt, hvor øjet end vender hen. Hvor 84 procent af indbyggerne kommer fra fremmede lande og som derfor nødvendigvis må udfordre den oprindelige kultur. Hvor der er en astronomisk forskel på rig og fattig. Det er også en by, hvor man ikke må sige alt hvad man tænker og mener højt, uden at det kan føre til repressalier. Hvor man bliver øjeblikkeligt deporteret, hvis man bryder deres regler og love. Og hvor manden er det første køn og kvinden ham altid underlagt.

Hvordan kunne det på nogen måde være ikke-stressende for en vestlig frigjort selverhvervende kvinde som mig?!

Netop fordi det er et diktatur. Fordi folk er underlagt strikse strukturer, der ikke overlader det fulde initiativ og personlige handlekraft til det enkelte individ, og som derfor ikke kan stresse på at levere noget nyt og være på hele tiden. Og fordi lov og orden overholdes langt mere rigidt af befolkningen, da konsekvenserne af ikke at gøre det, er graverende. Derfor var det fravær af stress, som jeg oplevede, i virkeligheden et fravær af frihed.

For en dansker som mig, der er opdraget med frihed og selvstændighed, som nogle af de øverst rangerende værdier, er det kvalmefremkaldende.

Men.

Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret end dette. Jeg var inviteret til landet for at holde foredrag for en dansk organisation, og forventede at møde nogle landskvinder, der med samme demokratiske baggrund som jeg, udelukkende ville være kritiske overfor styret. De var også kritiske. Men de viste mig også et noget mere nuanceret billede af landet på vores ture rundt til forskellige arrangementer og seværdigheder. Og jeg måtte derfor sluge nogle kameler undervejs.

Et af karakteristikaene i et diktatur er, at man hurtigt og konsekvent kan gennemføre love, fordi den enevældige hersker kan tage enevældige gyldige beslutninger på alles vegne. Som dansker er vi vant til at tænke, at denne slags beslutninger altid er til de svages ulempe. Men sådan er det jo ikke altid. Fx gennemførte man fra dag til dag en lov, der beskyttede migrantarbejderne mod farlige arbejdsvilkår med store konsekvenser for arbejdsgiverne til følge.

Når et diktatur styres af en hersker, der ønsker at flytte sit folk i en udviklende retning, kan et diktatur flytte sig hurtigt. Som det er sket med Dubai. Det er fascinerende at se, hvor meget et land kan udvikle sig på kort tid, når ideer tvinges igennem, fordi de ikke bliver udfordret af alternative opfattelser. Og uanset hvor politisk ukorrekt det end må være, vil det være dumt ikke at lade sig inspirere af et land, som har været i stand til at gennemføre en udvikling fra perlefiskerstat i 1971 til hypet storby i 2017, med den konsekvens, at lokalbefolkningen har fået en langt højere levestandard og at millioner af migranter kan sende penge retur til deres familier og give deres børn bedre livsmuligheder. Så mon ikke vi kunne lære noget af Dubai?

Punktum. Og nyt afsnit.

For selvfølgelig skal man aldrig lave knæfald for et styre, der bla. bygger på undertrykkelse af særlige befolkningsgrupper eller som kan finde på at arrestere en voldtaget kvinde, fordi hun har haft sex udenfor ægteskabet. Vi taler om et land, der er styret af sharia-love, og selvfølgelig fik jeg også bekræftet mange af mine forestillinger, baseret på artikler og udsendelser om bla. kvindernes manglende rettigheder, både juridisk og kulturelt. Bla må en kvinde på ingen måde få et barn udenfor ægteskab, og ej heller må hun have fire ægtefæller, som manden må.

Ethvert styre har en forpligtelse til at sætte mennesket først, og derfor handler det om at skabe udvikling, der ikke sker på bekostning af menneskerettigheder. I Dubais tilfælde er det let at lade sig forføre af deres fremgang, fordi landet på overfladen virker så vestligt, så ikke-diktaturagtigt, at man let kan glemme hvilke umenneskelige vilkår, der hersker under den velfungerende overflade. Og som turist eller ex-pat er man nok i stor stil forskånet for de vilkår, som enten de lokale emirati uden forbindelser eller migrantarbejderne oplever.

For det næste er nemlig, at historien med al tydelighed viser, at man kun kan opretholde udviklingen ved at folket selv tager ansvaret for den, fordi en grundlæggende lighed blandt folket giver plads til at bruge og dyrke sin egen kreativitet og skaberkraft, som igen kan manifesteres gennem fri handlekraft og tale. Og sådan at alle befolkningsgrupper får lov til at bidrage på lige vilkår.

Uanset hvor oplyst et diktatur end er, vil dets mentale og kreative udstrækning altid være begrænset af netop de få mennesker, som udgør det, og vi har gennem tiden set mange eksempler på diktaturer, der ikke overlever, fordi den menneskelige kreativitet og livskraft, samt følelsen af retfærdighed, i længden ikke kan holdes nede. Ikke uden at det medfører et oprør. Se blot det gamle kinesiske rige, Frankrig før revolutionen eller Østblokken.

De samme vilkår gælder organisationer.

Gammeldags hierarkiske organisationer, der styres benhårdt af en autoritær ledelse har store udfordringer i disse år, især fordi de yngre generationer ikke søger dem, og når de gør, kun bliver der i kortere tid. I dag handler stærk ledelse om at kunne tilbyde en overordnet vision, som medarbejderne frivilligt tilskriver sig, og dernæst skabe nogle rammer, hvori organisationen tager et frivilligt ansvar for at udvikle både enkeltdelene og helheden. En levende organisation kræver nemlig et åbent sind, der tør lade sig udfordre på egen selvgodhed. Det samme gælder et land.

Et diktatur kan lave hurtige ændringer, hvilket kan virke forførende i krisetider, men skal et samfund eller en organisation leve i længere tid, og på en måde, der understøtter det menneskelige og den frie tanke/handlekraft, er en demokratisk forståelse af et fællesskab og et samfund den eneste vej frem.

Og det kan Dubai så lære af os.

Kronik i Børsen 26.2.17

fredag 10. februar 2017 kl. 12:29 | 0 kommentarer

Jeg er virkelig ikke særlig vild med fyrværkeri, men lige denne nytårsaften, fik jeg lyst til at brænde 2016 af i en mægtig raket og skyde 2017 ind i en smuk guldregn, så jeg havde været inde i et af de mange fyrværkeritelte og investeret en mindre formue hos en ung mand, der slet ikke var i tvivl om, hvilken storladen raket jeg skulle have.

Præcis midnat stod jeg så der, bevæbnet med flaske og lighter og gode intentioner, som viste sig at være tilpas store til, at flasken væltede, og jeg i stedet måtte presse raketten ned i jorden. Det blæste og lighteren kunne ikke få fat, og vi hidkaldte derfor en af de otte (meget fulde) rumænere, der stod ved en anden opgang, som forbarmede sig med tændstikker, som heller ikke virkede. Til jeg bad ham om at tage to på en gang. Så fik lunten fat og vi gik til siden.

BOOOM!

Og der stod den så. Stadig strittende mod himlen, men i en noget sørgeligere forfatning, end øjeblikket før. Jo, 2016 var blevet noget så eftertrykkeligt brændt af, men 2017 var ligesom ikke rigtig blevet skudt ind.

Da jeg opdagede, hvad der var sket, faldt jeg om af grin, og hver gang jeg de følgende dage fortalte om, hvordan min symbolske handling var endt, fik jeg totalt grineflip. For hey, livet er simpelthen så vidunderligt uforudsigeligt nogle gange, at man bare må overgive sig til det og tage imod, hvad der kommer.

Mange gange får man nemlig meget mere, end man selv kunne forestille sig. Sådan var det også den aften, for lidt senere opfordrede festens værtinde mig nemlig til at gå op på hendes terrasse og se fyrværkeriet derfra, og det blev en smuk oplevelse, hvor vi bare stod der og kunne tage imod guldregn på guldregn – uden at gøre noget som helst selv andet end bare….at tage imod.

En måned før nytårsaften var min familie flyttet og bare organiseringen af den, pressede mig; bla fordi jeg i samme periode, skulle skrive min næste bog færdig. Da jeg samtidig ikke selv er særlig håndværkeragtig, var der en del praktiske detaljer, som jeg skulle have hjælp til.

For første gang nogensinde ringede jeg derfor til et professionelt flyttefirma, og en morgen stod Dan fra Bryde og Sønner så i min gamle lejlighed, og lavede en hurtig optælling af, hvor mange og hvilke typer flyttekasser, jeg skulle bruge, og da jeg spurgte ham, hvor mange af møblerne, der skulle være skilt ad, når de kom med flyttebilen, tilbød han at komme dagen før og sørge for det. Og ville i øvrigt komme dagen efter flytningen og samle dem igen. Hvilket han gjorde.

I dagene før og efter flytningen var der flere af mine veninder, der kom forbi og pakkede ned og senere ud, og en anden ven kom forbi og skruede alt muligt ind i væggen, og alt det her betød, at mindre end en uge efter at vi var flyttet, lignede vores nye hjem et rigtigt hjem.

Kort tid efter flytningen, var jeg blevet færdig med bogen og havde brug for at få andre til at læse den igennem, for at se, om det jeg havde skrevet, overhovedet gav mening, og i løbet af juledagene tikkede den ene tilbagemelding efter den anden ind i min indbakke, så jeg i den første uge af det nye år, kunne tilrette bogen og få luget de værste misforståelser ud.

Når jeg tænker på de her måneder, folder mit hjerte sig helt ud og bliver varmt og blødt og taknemmeligt, for jeg modtog simpelthen så meget hjælp fra både venner og fremmede, så mit liv blev overskueligt og alt faldt på den skønneste plads. Disse måneder var også ganske særlige, fordi der var virkelig meget, jeg havde brug for hjælp til.

De har imidlertid vist mig, at når vi beder om hjælp og tillader andre at give os den, får vi den næsten altid. Så det der i virkeligheden forhindrer os i at få den, er, at vi alt for ofte er for dårlige til både at bede om den. Og bare at tage imod den, når vi får den tilbudt. Men de fleste af os elsker faktisk at hjælpe andre, så i virkeligheden er det måske bare så simpelt, at vi kan berige verden ved at blive bedre til alle tre ting:

Give og bede om hjælp.

Og tage imod den, når den kommer?

Klumme i Femina 9.2.17

mandag 2. januar 2017 kl. 14:01 | 0 kommentarer

Filmscenen står stadig klart for mig, selvom tiden har bidt små stykker af detaljerne: Op mod den tørre sol og den barske horisont, står han med sin olivenhud, sorte hat og høje kindben, min indianermand fra Sydamerika, og inkarnerer al min diffuse længsel efter… noget.

Som jeg ikke ved hvad er, men som har hevet og slidt i mig altid, altid, altid.

Da den længselsfulde panfløjte sniger sig ind og fylder hele lydbilledet, bærer den min uforløsthed med sig udover de sandfarvede rå bjerge, og det eneste jeg ønsker, er at gå med ham, da han til sidst vender sig væk fra kvinden, og går. Bare væk og ud mod… noget.

Åh, hvor det lyder som verdens dårligste film! Og det aner jeg ikke om den er, for det eneste jeg kanhuske, er, at den ramte alle de steder i min sjæl, som stod åbne. Og det var mange! Jeg var ung og ville det hele, men vidste ikke, hvor jeg skulle begynde, så jeg blev bare hjemme og fik job og uddannelser og et voksenliv, mens jeg hele tiden følte, at jeg burde leve et langt mere spændende, eksotisk, vildt og rigtigt liv.

Så en frygtløs del af min sjæl var altid på rejse og strakte min udlængsel hele verden rundt, mens resten af mig blev på Østerbro.

Først da jeg blev 29 og startede på sociologistudiet og lidt senere mødte min eksmand, begyndte jeg at få den hjemfølelse i mig, som jeg ubevidst havde søgt hele mit liv, men som først for alvor klikkede helt ind, da jeg lå med min første nyfødte i armene og nu vidste, at jeg for altid ville have en sikker plads i livet, nemlig som hans mor.

Og så begyndte en anden rejse.

Udlængslen blev erstattet af en indlængsel, der de første år mest var en blid susen i baggrunden, mens jeg havde travlt med bleskift og bøger, men som med årene voksede og først blev til en tynd stemme, der kaldte svagt på mig, og som sendte mig ud på opgaver og hen til mennesker, som jeg ikke tidligere havde følt mig kaldet af, og siden blev til min egen stemme, som jeg hørte forlade min mund i en klang, der stemte overens med den sang, som min sjæl nok altid havde sunget. Men som jeg troede tilhørte ham indianermanden i filmen.

Når jeg ser på vores samfund i dag, har vi aldrig haft større muligheder for at imødekomme vores udlængsel, og i dag er det os alle, og ikke kun de unge, der midt i alt, kan rejse, forlade, nyskabe vores liv, og på den måde fodre længslen efter det derude, så vi altid er på vej væk fra os selv, selvom vi tror, at vi er på vej mod os selv.

Måske fordi den udlængsel, vi lytter efter, i virkeligheden ikke er vores egen, men tidens krav om ydre succes?

Jeg tror, at vores sande udlængsel hænger uløseligt sammen med vores indlængsel, der er det ægte sjælekald, som alt for få står stille nok til at lytte efter, og derfor går flere og flere ned med stress, får angst og depressioner. Så måske er det i virkeligheden vores indlængsel, der i første omgang har mest brug for kærligt kæleri, så den falder til ro og giver os en oplevelse af indre mening og retning i tilværelsen. Og så kan vi bagefter gå ud og erobre verden – nu ud fra det, der giver mening for os. Helt dybt inde.

Jeg vil lade 2017 være det år, hvor jeg lader mine indlængsler parre sig med mine sande udlængsler, og så se, hvad der kommer ud af det. Vil du være med til det? Tror det kan blive meget rodet, muligvis dysfunktionelt, men i hvert fald levende - og alt andet end kedeligt!

Klumme i Femina uge 52 2016.

På indersiden af mit højre håndled, har jeg en lille tatovering, som er den fysiske manifestation af et løfte, jeg gav mig selv den 16. marts sidste år. Selve tatoveringen kom først til den 10. maj, for jeg skulle lige forbi seks tatovører og fem illustratorer, før jeg endelig landede i stolen hos Jones hos K-ink, der som den eneste forstod, hvad det var, jeg ville med den.

Tatoveringen skulle nemlig minde mig om mit løfte, som er en livslang adfærd uden plads til tilbageløb, og en tatovering har den samme livslange og irreversible karakter. Læs: Jeg har ikke længere nogen som helst undskyldning for ikke at gøre det, jeg har lovet mig selv.

Hele tiden. Resten af livet.

Mit løfte handler om at komme hjem i min egen krop igen, ved at give den, den form, som jeg føler mig bedst tilpas i, og som jeg havde, indtil jeg i 1993 holdt op med at ryge 40 cigaretter om dagen. Det betyder, at jeg kun skal spise indtil jeg er mæt. Hvilket lyder som verdens simpleste og dummeste løfte, men jeg ved, at jeg ikke er alene om den adfærd. Faktisk er der millioner og atter millioner af mennesker verden over, der dagligt overspiser, så tøjet med jævne mellemrum får tørretumbler-effekten; pludselig er det bare blevet lige lidt for småt og sidder stramt alle de forkerte steder.

Et nytårsforsæt er et løfte. Til dig selv. De fleste elsker at hade dem. Laver dem alligevel. Og tror allerede ikke på dem, når de skåler med resten af selskabet på dem.

Hvorfor gør vi det så? Fordi vi gerne vil tro på, at det er selve løftet, der er den magiske formular, som på vidunderlig vis får os til at blive lidt mere til den person, som vi hver især vældig gerne vil være. Som om det er løftet, der gør miraklet. Hvilket naturligvis er er en kras illusion, for det eneste, der virkelig gør forskellen og løfter os tættere på vores løfte, er den virkelig indsats. Den virkelige daglige indsats. Og hvis vi ikke for alvor er klar til at smide rigtige kræfter efter intentionen, løftet, sker der naturligvis ikke en pind, og vi bliver endnu engang forventeligt skuffet over os selv.

Selvtortur kunne man kalde det. Planlagt fiasko kunne man også kalde det.

Uanset hvad, virker det ikke, fordi det er beslutningen, der er forkert. Beslutningen er nemlig oftest taget ud fra et særligt resultat, som skal opnås. Fx: Jeg skal tabe mig 5 kilo i 2017. Eller: Jeg skal nå ALLE mine KPI’ere i år. Eller: I år finder jeg ud af, om jeg skal blive eller gå (ægteskab, job, frivilligt foreningsarbejde osv). Problemet med den slags resultat-beslutninger er, at man ikke når ind til det, der i virkeligheden driver beslutningen – nemlig hvorfor’et?

Hvorfor vil du tabe dig? Er det for at føle dig hjemme i din egen krop igen? For at blive glad, når du ser dig i spejlet? For at score bedre og få mere kærlighed eller sex, der får dig til at føle dig mere elsket eller levende eller…? Når du kender dit hvorfor, er det meget lettere at minde dig om at gøre de rigtige ting, fordi du rent faktisk vil have lyst til at gøre dem. For at opnå den særlige følelse, som ligger bag dit hvorfor. Fremfor en (sur) pligt, bliver det hver gang til et lille skridt i den rigtige retning, som gør dig glad i længden.

Forsættet skal altså ikke handle om kilo eller andre KPI’er, men om den oplevelse, som bliver en konsekvens, af dine handlinger. Derfor skal dit forsæt ikke være et særligt resultat, du ønsker, men skal derimod være formuleret som en handling du gør, for at få den oplevelse eller den følelse, som du savner i dit liv.

Fx: Jeg spiser til jeg er mæt, for at min krop føles let og stærk. Eller: Jeg gennemfører 50 kundemøder om måneden, for at blive økonomisk uafhængig, når jeg er 50 år. Eller: Så længe jeg bliver, handler jeg ud fra det, jeg synes er rigtig og vigtigt (og ikke det jeg tror, at de(n) forventer af mig eller som jeg altid har gjort), og så iagttager jeg, hvordan de(n) andre reagerer på det, for at blive afklaret, om jeg skal blive eller gå.

Resultatbeslutninger er i mange tilfælde (men dog ikke alle) også ubrugelige, fordi resultaterne alt for ofte afhænger af udefrakommende vilkår. Som vi ingen indflydelse har på. Og det skaber bare endnu mere forvirring og irritation, og er den kedelige indgang til de dårlige undskyldninger. Hvis løftet derimod er knyttet til en særlig indsats, er der ingen udveje, for vi bestemmer jo selv over vores indsatser.

Ved at lave løftet til et indsatsløfte, tager vi ansvaret tilbage til os selv, og giver os dermed også den suveræne magt over situationen. Med mindre der sker noget fuldstændig uventet, der umuliggør indsatsen, men så er vi altså ude i noget så ekstremt, at det trods alt sker for de færreste. Som et fatalt biluheld. Eller 3. verdenskrig.

Et brugbart nytårsforsæt – eller sommerforsæt, for dem er der også mange af – skal altså været drevet af et hvorfor og være formuleret omkring en særlig indsats, for at kunne virke, og hjælpe os med at skabe den form for kompleksitetsreduktion, som de fleste af os har brug for i en hverdag, der på det nærmeste er hyperkompleks. Et forsæt kan nemlig gøre livet mere enkelt og overskueligt indenfor et særligt område af livet, og det skyldes, at et forsæt kan fungere som en daglig praksis, der hele tiden minder dig om, hvad der er vigtigt for dig.

En praksis er en eller flere handlinger, som gentages rutinemæssigt. I det fleste tilfælde gør man det, for at handlingerne skal give et ønsket resultat, men skåret ind til benet betyder praksis i virkeligheden, at det er selve handlingen, der er formålet. Begrebet er især knyttet til religion (fx at bede aftenbøn), men i virkeligheden har vi mange praksisser i hverdagen, som vi nok ikke tænker over, som en praksis. Det daglige morgenbad fx Eller at tjekke de sociale medier, som det første, når vi vågner.

Vores praksisser er praktiske (sjovt nok!) men er også vores værn mod en sandhed, som de færreste af os ønsker at erkende: At livet er et stort rod!

For det er det altså. Livet er uforudsigeligt, ofte ret ulogisk og ikke-lineært (pånær tiden, for vi dør jo alle sammen på et tidspunkt…endnu i hvert fald!) og for sådan nogle kontrolnørder, som vi moderne mennesker er, der fødes med en kombineret kalender/tracking devise i den ene hånd og en CV-formular i den anden, er det super irriterende, at vi ikke har eneret over virkeligheden. Men livet bliver aldrig den der nette lille pakke, der kan flyttes rundt på, som vi ønsker det, og i stedet oplever vi med mellemrum lidelse, afsavn, fiasko og mere i samme skuffe, og der er ingen vej ud af det end igennem det. For forhåbentlig at komme klogere og mere medmenneskelig ud på den anden side af det.

En god praksis, et godt forsæt, er vores selvhjælp til at holde fast i noget, der er vigtigt for os, i et liv, der på mange måder er præget langt mere af kaos, end vi måske ønsker at se i øjnene. Og derfor er et nytårsforsæt langt bedre end dets rygte. Faktisk er det ikke selve forsættet, den er gal med: det er os, der giver det. Fordi vi alt for ofte ikke tager vores egen længsel, der ligger bag forsættet, alvorligt. Fordi vi ikke tager os selv alvorligt. Så måske kunne det være det første forsæt i år, for at gøre 2017 til dit bedste år nogensinde (altså lige indtil 2018!):

At tage dine egne længsler alvorligt?   

Kronik i Børsen 1.1.17. 

 

DET NYE NORDHAVN. DET GAMLE EUROPA. 

Det havde været så meget lettere. At blive i det nærområde, hvor jeg har boet i 19 år. Hvor børnene har deres venner, deres skole, deres sport, deres hverdag. Deres liv. Hvor jeg ved, hvordan de fleste lyskryds skifter, hvor de bedste supermarkeder findes, hvor de hyggeligste caféer er, og hvilken crosstrainermaskine, der er den mest stabile i mit fitnesscenter. Faktisk kender jeg det område så godt, at jeg sjældent behøver at tænke over noget som helst, når jeg bevæger mig rundt. Med mindre jeg pludselig bliver stoppet af endnu et nyt vejarbejde. Igen.

Det havde været så meget nemmere, at blive der. Men det var samtidig også derfor, at der den 26. november kl. 9 stod tre hærdebrede flyttemænd fra Bryde & Sønner i min entré; klar til at bære 100 flyttekasser, 14 stole, 3 skilte senge, en afmonteret sofa, et spisebord, en uendelighed af løse ting og en masse familielivshistorie ned i en flyttevogn, for at køre læsset til en adresse i det spritnye postnummer:

2150 Nordhavn.

For to år siden købte jeg en tegning. Den bestod af en masse streger, som skulle gøre det ud for en lejlighed, der på det tidspunkt kun fandtes på idéplanet. Men stregerne tegnede også konturerne af en drøm om en ny hverdag med min familie, som gerne skulle byde på andre linjer end dem, som børnene har været vant til hele deres liv. For jeg ønskede at udfordre dem. Bare lidt. Ved at give dem et nyt hjemområde, så de fik et lidt mere nuanceret perspektiv på deres dagligliv, deres miljø og deres selvforståelse. Jeg ønskede også at flytte mig selv. Både ud af de trygge rammer, der nu - på sær vis - føltes brugt op. Og derfor ind i noget nyt. Og hvad kunne være mere nyt og forfriskende end at være med til at starte en helt ny bydel op i København?

Så langt, så godt.

Men så var der jo alle de sene aftener og nætter, hvor jeg sad og bed negle over, hvad jeg dog havde gjort?! Hvad var det egentlig jeg skulle derude i det område, der stadig mest er en byggeplads? Hvad hvis mine børn hadede det og pludselig besluttede, at de kun ville bo hos deres far, der stadig befinder sig i smørhullet af deres barndom? Hvad hvis lejligheden viste sig at være helt forfærdelig, når først den var blevet opført? Åh, jeg havde bekymringer nok til en hel flyttevogn, men når jeg spurgte mine drenge, om de syntes vi skulle udskyde flytningen, blev deres blik helt åbent: De ville et nyt eventyr! Og var slet ikke tynget af problemer, der endnu ikke fandtes.

I dag er den første midt-imellem-dag. Dagene mellem den ultimative hyggedag på året, nemlig juleaften, hvor vi fejrer alt det kendte og det nære. Og så nytårsaften, som for mange er den velkomne anledning til at love sig selv, at nu, NU, skal jeg lave X, Y og Z om, så jeg kan blive til en bedre udgave.

For mange er juleaften den dag, hvor vi står fast i det gamle og finder tryghed i det, mens nytårsaften er den velkomne anledning til at forny sig. Og her ramler vi ind i en af de helt klassiske udfordringer, for hvornår er det helt præcist, at vi skal flytte os, for at forny os? Nogle gange hen mod noget. Eller nogen. Andre gange væk fra nogen. Eller noget. Og hvornår er det, at vi skal stå fast for at udvikle os?

I disse midt-imellem-dage er der mange, der overvejer deres fremtid. Især det næste år. For de fleste vil det indebære flytninger af den ene eller anden art, som derfor kræver mod til at ville og turde flytte sig, og for andre til at stå fast i noget man tror på.

Mon ikke der lige nu – efter ugens tragedie i Berlin - er en del regeringsledere i Europa, der atter overvejer, hvordan vi sikrer vores samfund, uden at flytte os for meget over i en kultur, hvor mistillid til hverandre, skal have lov til at lukke vores samfund helt af for den frie bevægelighed mellem mennesker, som ellers har karakteriseret Vesten i flere generationer. Hvilke værdier er det Europa skal stå fast ved, og hvilke skal vi flytte, så vi overlever?

Mon ikke Lars Løkke også giver det mere end en enkelt overvejelse, hvor den nye regering skal flytte sig hen, så de spejler befolkningens behov bedst muligt, og derfor kan blive ved magten efter det næste valg? Og hvad mon du selv har af overvejelser om mulige flytninger i dit liv?

De fleste flytninger skaber uro.

I nogle tilfælde er de ligefrem angstprovokerende. Fordi man ved, hvad man forlader, men ikke ved, hvad man får. Selv når man tror, man ved, hvad man får. I visse tilfælde viser virkeligheden sig nemlig at være meget anderledes, end man forestillede sig, da man tog valget. Nogle gange bedre, og så er det liv og ikke uro, man får mest af. Andre gange værre. Meget værre. Og hvad gør man så? Fortryder og går i sorg? Bliver bitter og hængende i noget man ikke kan lide? Eller ser det som endnu en anledning til at flytte sig? Igen.

Min egen hverdag er blevet både mere besværlig og ret meget skønnere efter flytningen, men til gengæld er min angst og uro næsten flyttet helt ud af mit liv i takt med at vi er flyttet helt ind.

Nu afventer vi spændt sommeren, en færdig mole, det første supermarked og alle de små fede butikker og caféer, der gerne skulle vise sig indenfor det næste halve år. Og lige om lidt er der også metro og biograf og udendørskoncerter, så fremtiden tegner lysere og sjovere.

For lige nu knaser vores gulve stadig hver dag af sand, der bliver slæbt med udefra, fordi der er langt flere gravkøer end vejtræer foran indgangsdøren, og GPS’en kan ikke finde vores vej og sender gæsterne rundt i ring i området. Men hver morgen kigger jeg udover Nordhavns tage og tænker, at det var godt, at vi tog chancen. At vi, som familie, er flyttet mere sammen. Og at jeg faktisk er flyttet endnu mere ind i mig selv. Fordi jeg endte med at lytte til en drøm, der boede inde i mig. Så lige dén flytning vil jeg ikke tænke mere over i midt-imellem-dagene.  

Kronik i Jyllandsposten 25.12.16

#jyllandsposten #emiliavanhauen #kultursociologen

søndag 11. december 2016 kl. 00:51 | 8 kommentarer

I 2001 blev en bog med den sælsomme titel Hvem har flyttet min ost? et kæmpe hit verden over. På pixibogs agtig maner, fortæller den noget meget vigtigt og enkelt, som vi alle godt ved, men som de fleste af os har svært ved at efterleve til hverdag:

At vi skal forandre os for ikke at stagnere, eller ultimativt dø.

Titlen referer til nogle mus, der lever af noget ost, som de finder et særligt sted hver dag – indtil den en dag er væk. For altid. Og så er dramakonflikten i bogen etableret, for hvem gør hvad for at overleve? Nogle bliver sure (hvem har dog flyttet min ost?!), ender med at resignere og overlever kun lige på tørre gamle ostekrummer, mens andre drager ud for at finde ny føde.

Symbolikken må siges at være på niveau med en fuldfed Havarti, men den virker. For det er jo sådan det er. Vores vilkår ændrer sig langt mere konstant, end de fleste af os orker at erkende, fordi vi i forvejen er super pressede i en hverdag, der for det meste består af deadlines, som skal overstås. Før det rigtige liv endelig kan begynde. Hvilket jo er lige så meget et fatamorgana, som at vi mennesker kan siges at være mus, for det virkelige liv er hele tiden lige nu og her og er præcis det, der bliver levet. Hverken mere eller mindre.

Fakta er imidlertid, at hvis ikke vi indimellem også flytter os, kan vi ende med at blive meget tynde – både indeni og udenpå – af mangel på spændende opgaver, interessante relationer og ressourcer, fordi alle tre ting har flyttet sig væk fra os. Forskere fra Boston University konkluderede i 2013, at 47% af alle amerikanske arbejdspladser kunne blive automatiserede indenfor de næste 10 til 20 år. Flere fremtidsforskere er enige om, at en lang række jobs, der i dag varetages af højt specialiserede vidensarbejdere, som fx advokater, revisorer, ingeniører og journalister, snart erstattes af et computerprogram, der er både hurtigere og bedre end virkelige mennesker, der jo laver fejl og kan være langsomme.

Hvor langt vi kan nå ses måske tydeligst i tv-serie kanalen HBO’s nye megahit, WestWorld, der er en våd og dystopisk drøm om robotter, der ligner mennesker til forveksling, men – i starten af serien – stadig under vores kontrol og kun ”i live” til vores fornøjelse. Sådan bliver det naturligvis ikke ved, og den har fået flere til at debattere, hvad det er for en fremtid vi egentlig ønsker os med de teknologiske muligheder vi er ved at få adgang til. Vi taler om, at vi i dag er præget af uoverskuelig eksponentiel udvikling, fremfor den kendte lineær udvikling, som vi naturligt kan fremskrive.

Samtidig kigger vi på en fremtid, hvor IoT (The Internet of Things), kunstig intelligens, augmentet og virtual reality, 3D printing og bioteknologi kommer til at dominere og som tilsammen ændrer de grundprincipper, som vi har levet efter i tusindvis af generationer.

Oven i det skal vi forholde os til en enorm vidensmængde, som vi dagligt bliver eksponeret for. Ifølge Googles direktør, Eric Schmidt, skaber vi på 2 dage lige så meget information i dag, som civilisationen har gjort fra starten til 2003; mere præcist 5 exabytes data. Eller sagt på en mere jordnær måde, så læste det gennemsnitlige menneske 50 bøger på et helt liv for 100 år siden, mens børn i dag inden de fylder 10 år har allerede set flere hundrede film. Alle disse faktorer gør, at vi i dag lever liv, der i astronomisk grad er præget af uforudsigelighed og usikkerhed – og hvor efterlader det så os?

Man siger med et smil i øjet, at de fleste mennesker elsker udvikling, men hader forandring, og det opsummerer i virkeligheden på en ret fin måde ostebogens budskab. At det kan godt være, at man ikke orker at forandre sig, fordi det er besværligt, angstprovokerende, hårdt og kan lede til en masse fiaskofølelse, men at vi samtidig godt ved, at hvis ikke vi gør det, ender det med, at jeg blivertil en fiasko. Og at jeg dermed afskriver mig retten til selv at vælge både hvem jeg vil være og hvad jeg vil lave, fordi jeg bliver til et offer af andres dagsorden, og så begynder det først for alvor at blive besværligt, angstprovokerende osv.

Så vi skal indimellem flytte os, for at gøre mere end blot at overleve.

Hvilket jeg selv har eksperimenteret med for ganske nylig. Forrige lørdag kørte Bryde&Sønner nemlig hele mit flyttelæs fra den kommune, hvor jeg har boet de sidste 18 år til det spritnye postnummer, 2150 Nordhavn. Det er en ny bydel, der er under opførsel, og den er klart stadig mere præget af gravkøer, kraner og blød cement end af lokalmiljø og fortove. For to år siden investerede jeg i en tegning af en lejlighed og en vision om en ny hverdag, og nu er det pludselig blevet virkelighed og jeg kan kigge udover Nordhavns tage, når jeg står i min stue.

Inden flytningen havde jeg allerede fortrudt en milliard gange. For jeg er nemlig også ”sådan en”, der hader forandringer i min hverdag, selvom jeg i høj grad lever af at beskrive samfundets udvikling i tiden og synes det er super spændende at betragte. På afstand altså. For min hverdag skal jo ikke ændres mere end at jeg stadig bekvemt kan finde rundt i den. Og det var derfor, at jeg kunne blive helt træt og til tider også ret bekymret ved tanken om flytningen. Også på mine børns vegne, fordi deres hverdag jo også bliver påvirket.

Og hvad er der så sket?

I skrivende stund er det under to uger siden, at vi stod blandt usamlede senge og 100 flyttekasser og absolut intet kunne finde. Og allerede nu er det meste på plads. Også inde i mig.

Jeg er hjemme: Nordhavn er mit nye hood.

Ja, det har faktisk vist sig at være super besværligt på en masse (uventede) områder, men også voldsomt fantastisk på en masse andre, og det jeg havde overset er, at denne situation ikke kun har åbnet mig mod det nye i den konkrete flytning af mit hjem og min hverdag; den har også åbnet mig hele generelt mod en masse nye mennesker og muligheder, som jeg ikke ville have fået øje på før. Fordi jeg ville leve i mere bekvem gentagelse af det kendte.

Ved selv at flytte min ost på dette område af mit liv, har jeg beriget resten af det, og hvis man skulle tale om en ostemorale (!) må det være, at vi alle – og måske især ledere - ikke bare skal følge osten, men også selv bør flytte vores egen ost engang imellem, for at holde os åbne og levende overfor verden, så vi kan bidrage med det, der passer bedst på det pågældende tidspunkt.

For hver gang man flytter sig selv frivilligt og ikke er tvunget til det, opdager man nemlig, at det (oftest) slet ikke er så enormt besværligt, angstskabende, fremmed osv, som man kunne tro før man gjorde det. Til gengæld vinder man en masse ny erfaring og åbenhed, som kan skabe nye muligheder. For et helt…ostebord ;-)

Kronik i Børsen søndag 11.12.16

 

mandag 21. november 2016 kl. 11:22 | 0 kommentarer

Nogle af mine gode venner hedder Alica, Edith, Watson, Joan, Daenerys, Carrie, MacKenzie, Claire og Virginia. Hvis du har det ligesom mig, er det måske også dine venner. Og vi behøver ikke engang kæmpe om deres opmærksomhed, for de er gode venner med alle, som opsøger dem.

Plus de står altid til rådighed for os. Altid!

Jeps, de nævnte er personer i tv-serierne The Good Wife, Downton Abbey, Sherlock, Elementary, Game of Thrones, Homeland, The Newsroom, Outlander og Masters of Sex. Og listen over andre, som jeg har haft et inderligt og dybtfølt personligt forhold til, kunne nemt fylde hele denne klumme.

Pointen er nemlig, at de for mig er rigtige mennesker.

I mit hjerte, er de virkelige. De findes. Og jeg kan ikke lade være med at engagere mig i deres historier. Som om de var lige så virkelige som Maria Luisa, Carina, Leanne og Ilia, som jeg rent faktisk kan nyde te eller drinks med henover mit køkkenbord, mens vi deler fortællinger om liv, veninder, mænd, børn og arbejde.

Jeg elsker at følge deres udvikling, jeg nyder at se, hvordan de folder sig ud og viser flere og flere facetter af deres personlighed, og det er så fedt, at jeg bare lige kan vade ind i deres historier, og genkende deres hjem, kollegaer, drager (ikke så tit!), ægtefæller eller elskere og jeg griner og græder med dem, når livet rammer dem på alle mulige skæve måder.

Derfor er sorgen også så stor, når en serie slutter.

Det føles næsten lige så virkeligt, som hvis et venskab IRL (In Real Life red.) bliver brudt. Og i dagene efter har jeg abstinensagtige symptomer efter deres selskab, og mærker stikket i brystet, når jeg instinktivt rækker ud efter ipad’en for sekundet efter at huske, at jeg ikke længere med et suk tungt af lettelse, kan glide ind i deres verden. Mens jeg befrier mig fra min egen.

Så jeg venter.

Til savnet er lettet og jeg kan kaste mig over en ny serie, som episode efter episode lokker mig ind i et nyt univers af livsgallerier, til de også er blevet en del af mine intime fremmede, som jeg bærer med mig rundt. Og igen nyder det særlige privilegium at få lov til at være en passiv modtager, hvilket vi alt for sjældent tillader os i det virkelige liv.

For vores tid er nemlig præget af en afsindig grad af kompleksitet, som gør, at vi konstant skal forholde os bevidst til et astronomisk antal oplysninger, situationer, relationer, opgaver og… ja, fortsæt selv listen! Derfor har vi måske mere end nogensinde før, brug for at kunne flygte ind i en virkelighed, som ikke er vores – men som spejler den, og derigennem giver os mulighed for at forstå vores eget liv en smule bedre.

Og inspirere os til at gøre noget andet end vi plejer.

Det er dette frirum, som tv-serier giver mig. Og – tænker jeg – millioner af andre. For jo, min hjerne ved godt, at de bare er fiktive personager i en konstrueret historie, og at de mennesker, som jeg synes jeg har et forhold til, bare er skuespillere, der har taget en rolle på sig og fortolket den.

Men når manus er i orden og skuespillerne dygtige, opstår magien, og historien viser mig, hvordan livet som menneske er, med alle dets konflikter og længsler, og dets succeser og fiaskoer. Og fordi det er et langt forløb, der giver personerne lov til at udvikle sig og blive klogere og mere hele, eller dummere og mere fucked-up, minder de mig endnu mere om mit eget liv. Og reflekterer i endnu højere grad mine egne udfordringer og drømme. Eller tager mig i hånden og fører mig ind i en verden, som jeg overhovedet ikke kender til, men som jeg alligevel kan genkende, fordi vi mennesker på tværs af kulturer, racer, klasser osv til stadighed er drevet af de samme ting.

Deres største ulempe?

Afhængigheden! Faktisk ville jeg næsten hellere se næste afsnit af WestWorld end at skrive denne klumme….

Min klumme i Femina nr 46 2016 

fredag 18. november 2016 kl. 12:51 | 1 kommentarer

I 1958 begav min far sig i teatret en varm sommeraften i Madrid, og lagde under forestillingen mærke til to unge kvinder, der flere gange vimsede forbi ham, men de kiggede med tilsløret nysgerrighed på ham. Han tænkte, at det måtte være hans høje nordiske og lyse udseende, der tiltrak sig deres opmærksomhed.

Det var det ikke.

Min mor læste til farmaceut på universitetet, og logerede hos en nonneorden, hvilket i slutningen af 1950’erne var helt forventeligt, hvis man var en pige af god familie. Og det var min mor. ”Hvorfor i alverden sidder han her i varmen med det uldtørklæde på?!”, tænkte hun og kiggede undrende på ham. To år senere blev de gift og hun slog sig ned i Valby som husmor, hvor hun måtte på apoteket for at købe hvidløg og safran til madlavningen.

I 1968 blev min lillebror født og vi var fuldt kuld på tre, der voksede op i et parcelhuskvarter i Hillerød. Det var i 70erne, hvor charterrejser stadig var eksotiske, og selv en tur ind til København var noget, som de fleste af mine klassekammerater kun kom på et par gange om året. Men ikke vi. Min mor elskede at tage os med til hovedstaden og købte tøj til os, der ikke var stramme denimbukser, Adidas Malta og parkajakker, og vi var kendte for at have skolens mærkeligste madpakker med, for ind imellem havde vi rester af søndagens paella på vores rugbrød, eller jamon eller chorizo; madvarer min mor fik sendt med pakkepost fra hendes far, og som vi var vant til at spise, når vi var på sommerferie i Spanien.

Og hver eneste søndag morgen var vi i kirke, for min mor var katolik og min far havde skrevet under på, at vi børn skulle opdrages katolsk, hvis de overhovedet skulle giftes, så det blev vi. Min far var eksportdirektør og rejste meget over hele verden, og kom hjem med de mærkeligste ting som mangoer, strudseæg, ægte caviar og turkish delight, og ind i mellem fik han tilsendt kasser af andre endnu mere eksotiske madvarer fra hans kunder og agenter over hele verden. Af samme årsag var vores hjem også fyldt med nips og kunst og ting fra alle afkroge af fremmede lande, og ikke mindst var vores sind farseret med historier og fakta om andre kulturer.

Når vi var på ferie i Spanien, blev vi altid inddraget i familiens liv og vi tre børn fandt hurtigt sammen med vores kusiner og fætre og deres venner, og indoptog uden spørgsmål cafélivet, reklame-tv, siestaen og middagsmad kl 22, som vores livsstil, når vi var dér. Sammenlignet med vores danske venner, kunne vi sagtens se og mærke, at vi var anderledes, og ind i mellem drømte jeg om, at det var mine forældre, der hørte dansktoppen og at det var os, der fik citronvand om søndagen, men det fik os ikke til at føle os mindre danske.

Vi var bare også spanske.

Som voksen har jeg selv siden rejst meget rundt i verden, og især som ambassadør for den humanitære organisation CARE Danmark, har jeg i flere afrikanske lande og i Nepal besøgt mennesker, der boede i landsbyer, der var så langt fra alfarvej, at vi ikke kunne køre dertil, og som havde en helt anden kultur og religion end jeg, og som derfor burde være mig fremmede. Men ikke var det. Fordi vi altid kunne samles om det at være menneske. Og i mit hjem hænger der i dag et hinduistisk gudebillede af den grønne Tara, et trækors med Jesus på og afrikanske vifter og masker, og min familie fejrer Halloween og jeg er i gang med at planlægge en amerikansk inspireret taksigelsesmiddag for familie og venner.

Min pointe? At jeg er pæredansk!

Og at jeg til enhver tid vil vælge min egen kultur og forsvare den danske, som den bedste på planeten. Uden undtagelse. Men at det ikke betyder, at jeg ikke kan anerkende værdien af andres. Det betyder heller ikke, at jeg mener, at alle andre skal leve, som vi danskere gør. Og det betyder slet ikke, at der ikke er plads til andre måder at leve på herhjemme. Så længe de ikke med vold, magt eller bedrag, forsøger at lave vores kultur om. Eller ikke respekterer vores, på lige fod med deres egen.

Hvad vil det da sige at være dansk?

Det har vi debatteret intensivt de seneste mange uger og svaret er, at der ikke er noget entydigt svar på det. Kultur er jo et sammenrend af værdier, livsformer, æstetik, mad, religion, tidsånd og meget mere, som ikke altid kan sættes på formel, fordi det afspejler den menneskelige mangfoldighed og livets udvikling, hvorfor den er konstant foranderlig.

Vi har dog en ting, som samler danskheden på en klar måde - og det er vores love. Også de love og regler, der bliver vedtaget i børnehaver, skoler, boligforeninger osv. For de udspringer af det, vi har valgt er vores kultur, som i dag baserer sig på bla. demokrati, ytringsfrihed, kønslighed og videnskab. Vil man tale om danskhed, kan man starte der.

Vil man være dansker, kan man starte med at leve i pagt med dem.

Og hvis man er fremmed, skal man naturligvis respektere dem, så længe man befinder sig i Danmark. Mens man er fri til at forsøge at give et bedre alternativ, så længe vi har frihed til at takke nej.

Vores kultur er jo allerede blevet beriget i vidunderlig grad af alt muligt, der engang var fremmed, men som i dag også er vores. Det er derfor, at mine drenge i dag også har chorizo og jamon med i deres madpakker. Men nu er det købt i Netto. Hvor deres klassekammerater også har købt deres parmaskinke, pitabrød og leverpostej.

Nej, danskheden er heldigvis ikke en fast størrelse. Og det må den heller aldrig blive, hvis den skal overleve. Men vi skal huske at kende og anerkende dens værd, for historien er ikke tilfældig, og det vi har i dag, har vi længe kæmpet for at få. Hvilket vi kan berige verden med.

Kronik i Jyllandsposten 6.1.16

søndag 6. november 2016 kl. 03:55 | 0 kommentarer

I dag svinger skilsmisseprocenter omkring de 50, og det er dermed blevet lige så normalt, som det er at fortsætte med at være gift, og vi har derfor at gøre med en livsstil, der på ingen måde er en statistisk minoritet, men som fortsætter med at være et socialt stigma.

Den 13. oktober var der i nærværende avis et – i mine øjne – usædvanligt fordomsfuldt og snæversynet indlæg om skilsmisseforældre med titlen ”Vil du skabe en taber – så bliv skilt!” af konservative David Munk-Bogballe. Først blev jeg provokeret af dets totale ensidighed, at tænkte, at det ikke var værd at ofre mere opmærksomhed på. Men som ugerne gik poppede indlægget med jævne mellemrum op i min hjerne. Fordi han på intolerant vis forsøger at lave om på virkeligheden, i stedet for at anerkende, at den faktisk findes, og derfra forholde sig konstruktivt og opbyggende til en situation, som lidt under halvdelen af Danmarks børn vokser op i.

Jeg kender godt de analyser og undersøgelser, der siger, at børn af skilsmisseforældre har dårligere livsvilkår og fremtidsudsigter, end børn med gifte forældre. Jeg kendte dem, før jeg selv blev skilt for snart 4 år siden, og jeg er dykket mere ned i dem, efter at jeg blev skilt. Jeg kender også de mange tv-programmer, der i en stime flød over sendefladen på flere kanaler, og som eksponerede elendige skilsmisseforældre og fortvivlede børn, og jeg har hørt flere programmer om samme emne. Og selvfølgelig har jeg selv været nervøs, bange, fortvivlet over, hvad jeg dog udsatte mine børn for, ved at udsætte dem for vores skilsmisse.

Men.

Det, der slår mig hver gang er for det første, hvorfor man til stadighed insisterer på, at den mest ”rigtige” familieform er kernefamilien, når det ikke spejler virkeligheden. Og for det andet hvorfor man til stadighed vælger at fokusere udelukkende på ulemperne ved at være skilsmissebarn, og ikke de fordele, der også er.

Med denne sidste sætning ved jeg, at alle landets David’er vil blive provokeret, for ”der er jo ingen fordele ved at være skilsmissebarn!”, tænker de. I hvert fald ikke følelsesmæssigt, socialt og psykisk. Og Intet barn ønsker at forældrene bryder familien op! Se bare undersøgelserne, der alle siger det samme, henvises der så til.

Igen.

Der er imidlertid et problem med de undersøgelser: at de kun viser det, man spørger om. Så hvis udgangspunktet er, at kernefamiliebørn er normen, vil spørgsmålene kredse om deres hverdag og livssituation, og ikke medtage de fordele, som skilsmissebørn kan opleve. Det kunne være en ny og meget relevant vinkel.

Det kunne bestemt også være interessant at isolere, om de børn, der får flest senfølger af en skilsmisse, ville have fået dem alligevel hvis forældrene ikke var blevet skilt, fordi det reelle problem er, at de bare ikke er gode forældre eller ansvarlige voksne? Og at det naturligvis bliver forværret i en krisesituation, som en skilsmisse altid er. Ligesom et jobtab. Eller langvarig sygdom. Det ville skabe grobund for helt andre undersøgelser, der i stedet for at have skilsmissen som omdrejningspunkt, ville have forældrenes duelighed, hvilket i sidste ende er langt mere relevant, fordi det er noget, man kan ændre på gennem fx forældrekurser.

Eller hvad ville der mon fremkomme af statistiske resultater, hvis man kunne isolere de velfungerende, velovervejede og samarbejdende skilsmisseforældre og børn, og se på, hvordan det mon gik med de børn på længere sigt? Mere resiliens f.eks. som det jo er så moderne at tale om? Større sociale egenskaber og træning i at knytte sig til flere voksne end blot egne forældre? Et mere nuanceret billede på måder, man kan leve i en velfungerende familie på? En tidligere evne til selv at tage stilling til, hvordan man vil leve sit liv?

Ingen tvivl om, at en skilsmisse er en krisesituation for en familie. Og følgerne af den, skal på ingen måde forklejnes. Men som samfund skal vi begynde at anskue skilsmisse på en mere balanceret måde. For i dag svinger skilsmisseprocenter omkring de 50, og det er dermed blevet lige så normalt, som det er at fortsætte med at være gift, og vi har derfor at gøre med en livsstil, der på ingen måde er en statistisk minoritet, men som fortsætter med at være et socialt stigma.

Hvilke måske er hovedproblemet i dag.

At det stadig anses for at være mindre værd og forkert at være skilt og skilsmissebarn. Og dermed øges den uundgåelige smerte, som både børn og voksne gennemgår ved en skilsmisse – for den er der altid! – fordi både skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle. Og det øger jo bare situationens frustration. For de voksne, men endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem. De mærker bare, at noget (de) er forkerte.

Skal vi som samfund skabe velfungerende børn i trivsel, er tiden kommet til at opgive den primært negative og stereotype måde at opfatte en social livsform på, som lidt under halvdelen af børnene vokser op i. Især er det på tide at opgive den arrogante forestilling om, at en skilsmisse ”bare” er noget folk gør alt for letsindigt og uden at skele til børnenes tarv. Ingen gør det her letsindigt! For det går altid udover nogen. Og ingen, der elsker andre, ønsker at udsætte nogen for det! Og ja, skilsmisser medfører praktisk taget altid nye problemer, men det er der mange af livets store valg, der gør. Og det medfører også nye løsninger. Hvorfor det ikke betyder, at den løsning altid er det dårligste valg. Eller at ægteskabet er det bedste. For også ægteskabet medfører mange problemer.

Ifølge David Munk-Bogballe kan man kun med god ret forlade et ægteskab, hvis der er vold, utroskab eller misbrug involveret.

Virkelig?

Så hvis den ene eller begge parter i et ægteskab vantrives, skal man bare holde ud til børnene er flyttet hjemmefra, og dermed indirekte lære sine børn, at længden af forholdet til enhver tid trumfer kvaliteten af det? Og at de derfor skal ignorere deres eget velbefindende og følelser, når de er i et forhold til et andet menneske? Hvilket mange undersøgelser viser er den direkte vej til stress, depressioner, angst og mere i samme skuffe. Ikke noget, der ligefrem skaber trivsel. For hverken børn eller voksne. Skulle man få det fulde billede af børns opvækst, skulle man derfor også lave undersøgelser, der viser, hvor belastende det er for børn at vokse op i ægteskaber, der ikke fungerer.

Som samfund må vi erkende, at kernefamilien har fået en tveægget tvilling, der er lige så dominerende i familiemønsteret som den selv, og at vi derfor skal stoppe udskamningen af skilsmissefamilien, hvis vi vil give vores børn de bedste muligheder for at trives. Ej heller skal vi pege fingre ad kernefamilien, for ingen af familieformerne er ”den rigtige”. Der er de familieformer, der er!

Hvad vi derimod kan gøre, er at imødegå og løse de problemer, som en skilsmisse giver, ved at have fokus på hvordan forældrene er skilte. Ikke om de er det.

Og det kan man med fordel tage videre til, hvordan man er gode forældre sammen – uanset civilstatus. For selvfølgelig handler det om at sætte børnenes tarv først. Så man sammen skaber nogle livsvilkår, der fungerer for børnene, og som tager hensyn til praktik, følelser og fællesskab. Og forhåbentligt også lærer dem helt basale menneskelige færdigheder som tolerance, fordomsfrihed og et nuanceret udsyn til andre mennesker og verden generelt.

Kronik bragt i Børsen den 6.11.16.

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign