”Jeg er uenig i alt, hvad jeg hørte panelet sige!”

Sådan kan man godt starte et foredrag. Med held. Hvis man vel og mærke selv tilbyder et alternativ, der foreløbig har vist sig at virke. Det handler om performance management og dens død. Eller måske rettere dens revidering.

I tirsdags bød årets HRM-konferencen, Cranet, på 7,5 times indslag om performance management og det blev Zoologisk Haves direktør, Steffen Stræde, der kom med dagens nok mest overraskende indlæg. Han fik i hvert fald vores opmærksomhed ved at indlede sin talk sådan – og derefter fortsætte med at sige, at han jo havde forberedt et andet foredrag, men at han nu havde lyst til at holde et helt andet. Hvorefter han viftede lidt med et papir, hvor han havde taget noter.

”Men det kan jeg ikke, vel?”

Spurgte han forsamlingen. Som kvitterede med at råbe (på den pæne måde, for det var jo på CBS!) at det kunne han godt. Vi ville nemlig gerne høre hans kommentarer til panelet – og i øvrigt også høre, hvad han ellers havde at sige i sit programsatte indlæg: Afbureaukratisering og tillidsbaseret ledelse.

Det interessante er, at Stræde med denne adfærd, faktisk blev et levende eksempel på den nye type af performance, som vi kommer til at stræbe efter. Hvad var det da han gjorde?

Jeg holder spændingen lidt, for inden du får svaret, vil jeg lige runde, hvad performance egentlig er. På dansk kommer ordet præstation nok tættest på og i ordbogen defineres det sådan:

Yde en særlig og ofte krævende (arbejds)indsats der ofte gøres til genstand for andres bedømmelse.

Altså handler det om at kunne to ting: For det første at bidrage med en konkret værdi, som flytter noget for andre. For det andet at forstå, at det er ”de andre”, altså fællesskabet, der skal bedømme indsatsen og derigennem anerkende værdien af det. Bidrag og relationer skaber performance og ingen af delene kan stå alene.

Baseret på denne tankegang, har performance management derfor haft fokus på at gøre præstationer målelige og sammenlignelige, og har medført en udbredt og udpræget KPI-kultur i de fleste organisationer.

De senere år har vi imidlertid kunnet følge, hvordan store og meget ”blå” virksomheder, som fx Accenture og Microsoft, har vendt sig bort fra performancemålinger. Fordi de ganske enkelt ikke virker efter hensigten; nemlig at øge motivationen for at nå de ønskede resultater.

Hvor slemt det står til, startede Cranet konferencen med at slå fast. To forskere, der står bag Cranets egen HRM-undersøgelse, viste med al tydelighed, at der ingen signifikant sammenhæng er mellem formelle medarbejder bedømmelsessystemer og lønsomhed eller produktivitet.

Hvis man kobler det sammen med, at 40% af al sygefravær skyldes stress, angst og depression, får man et ret tydeligt billede af, at motivationen skal komme et helt andet sted fra end at blive konstant målt og vejet.

Så hvad var det Stræde gjorde, da han trådte op på scenen og i løbet af få sekunder fik hele salens udelte opmærksomhed og engagement?

For det første var han selv engageret. Nærværende. Nysgerrig. På det der omgav ham og som satte scenen for ham. Altså handlede det ikke for ham om bare at få leveret sit forberedte indlæg, men derimod om at sætte sig i vores sted, og forholde sig til den virkelighed, som vi lige havde været en del af. Og ovenikøbet udfordre den, så vi fik et endnu bredere syn på den. Han sørgede dermed for at indgå i en sammenhæng, som gav mening for dem, der skulle modtage – og vurdere - hans performance, ved at være åben og smidig overfor den aktuelle virkelighed og forholde sig levende og bevidst til den. Som det sidste inviterede han os med ind i processen, så vi blev medskabere af det, vi selv skulle modtage, og da han fik et positivt tilsagn, rettede han ind efter det. Relationsdelen af præstationen var dermed på plads.

Dernæst leverede han troværdig data og vedkommende fortællinger, som tilsammen gav folk i salen et konkret bidrag, som vi selv kunne anvende og bruge i vores hverdag. Troværdig, fordi han med succes har praktiseret det igennem 4 år med gode resultater. Vedkommende, fordi hans fortællinger havde rod i problemstillinger, som de fleste af os møder på arbejdspladsen. Samtidig med at han satte sig selv på spil, fordi han indviede os i sine egne overvejelser og læring omkring hans proces. Men han gjorde jo faktisk mere end det. Han disruptede sit eget indlæg, fordi han så, at noget andet han kunne byde på, ville have større værdi for os, der lyttede. Hans bidrag ændrede altså indholdskarakter, fordi han var hurtig til at tilpasse sig den nye situation (læs: det nye marked). Dermed var bidragsdelen i hans præstation også på plads.

Stæde leverede altså en performance-proof præstation på scenen, hvor både bidrag og relationer var ligeværdigt i spil.

Cranet konferencens mål var at udfordre den traditionelle måde at se performance management på, hvilket er helt nødvendigt, hvis det skal have nogen gang på jord, for vilkårene for markedet og organisationerne har ændret sig afgørende, bla gennem internettets øjeblikkelige og udbredte evalueringskultur. Ligeledes er der kommet et andet fokus på at bedre arbejdsmiljøet, og med generationerne Y og Z (født fra 1980 og frem), er der kommet større krav til større jobfleksibilitet mht arbejdstider, kreativitet, brug af digitalt udstyr og samarbejdsformer, at traditionel performance management ikke rigtig vil give mening. 

What to do?

På en eller anden måde, skal man jo holde øje med, om at man overhovedet gør de rigtige ting, for at have den rigtige bundlinje, hvis ikke man pludselig står uden sort bundlinje?! Ved at tænke i tillid og frihed.

Danmark er det land med højest grad af tillid mellem borgerne; 78% mener, at man kan stole på andre. Mod 5% i Brasilien, der er bundskraberen. Et tillidsbaseret samfund eller organisation øger sin værdi betragteligt, fordi man bruger ressourcer på at udvikle og skabe nye muligheder/produkter, fremfor at kontrollere det allerede gjorte arbejde.

Igen vil jeg tillade mig at bruge Zoologisk Have som eksempel. Stræde fortalte, hvordan han i sine 4 år i Zoo med held har praktiseret tillidsbaseret ledelse, hvor en form for demokratisk styring har tilvejebragt gode bundlinjeresultater. Hvordan? Helt enkelt ved at lade alle være involveret i at bedømme hvilke aktiviteter, der skal gennemføres, og derefter uddele penge til de projekter, der får mest tilslutning. Det har foreløbig medført flere nye succesfulde tiltag, der har hevet folk ind i haven på trods af udfordrende vejrforhold (som haven åbenbart er meget afhængig af). Han ser dette som et bevis på, at han kan stole på, at hans medarbejdere rent faktisk selv er i stand til at være kreative på hele Zoologisk Haves vegne, og dermed også gæsternes vegne, for at imødekomme deres ønsker og behov. Masser af andre virksomheder praktiserer allerede denne form for kreativitet parret med tillid, og især Google er kendt for at være en virksomhed, der hellere end gerne giver sine medarbejdere frihed til at gøre næsten hvad som helst – så længe, det på en eller anden måde er med til at skabe nye muligheder, tanker og dermed produkter.

Frihed er nemlig helt essentielt, hvis man skal kunne følge med markedets udvikling. Jim Hageman Snabe, der er tidligere Co-CEO for SAP, havde også et fantastisk indlæg, bla om udfordringerne ved at blive ved med at udvikle sig, selvom det går godt. Han påpegede, at før i tiden overlevede store virksomheder i gennemsnit i 50 år. I dag er det 16! Og frihed til at skabe det relevante er derfor helt afgørende, for at kunne følge med. SAP havde på et tidspunkt, fortæller han, over 5000 KPI’ere, hvilket rammer ind i en anden helt central problemstilling, som performance management lider under: At måle og styre efter en hel masse KPI’ere, som reelt set ikke giver mening (længere?), og som ikke er direkte knyttet til det bidrag, man gerne vil give. Når KPI-systemet overtager det ægte bidrag, bliver en naturlig (overlevelses)reaktion fra medarbejdernes side at have fokus på det, der bliver målt, fremfor det, der måske i sidste ende har direkte indflydelse på det samlede overordnede resultat, og så har man skabt et kontraproduktivt system. Når kontrollen overtager kreativiteten, er der risiko for at ende som landene i det gamle Østeuropa, der ikke fulgte med udviklingen og som derfor slog sig selv hjem. Udviklingshastigheden i samfundet er eksponentielt voksende, og derfor er der brug for individer, der bruger deres kræfter på at skabe under tilpas frie rammer til, at de er i stand til at komme med nye løsninger på eksisterende og kommende problemer og behov. Uden at skulle mikrostyres på KPI’ere, der er bagudrettede.

Performance management er ikke død. Men det skal bruges klogt i en tid, hvor vi må basere vores eksistens på co-creation og derfor have udpræget tillid til hinanden, så der er en god balance mellem bidrag og relationer. Med andre ord: Meget mindre Excel og meget mere fest.

Idéfest. Samarbejdsfest. Tværfagligfest. Bidragsfest.   

(Denne kronik blev bragt i Børsen den 11. september 2016)

Efter 21 år i parforhold blev jeg single for nogle måneder siden, hvilket har vist sig at være spændende på flere måder end jeg lige havde regnet med. Blandt andet har jeg været ude og drikke lidt mere te (og drinks, heldigvis!) end jeg plejer, med mænd, hvor et af de mere faste emner på programmet har været forholdet mellem mænd og kvinder, og hvor denne bemærkning er faldet mange gange. Næsten ordret fra mand til mand. Også blandt (næsten) lykkeligt gifte mænd (nej, ikke alle møderne har været i datekategorien!).

Muligvis er jeg røget ind i en statistisk usandsynlighed og udelukkende mødt ”de frustrerede”, men parrer jeg det med, hvad jeg ellers læser i div medier og i øvrigt opsnapper andre steder, er konklusionen vist valid: Den danske mand er ret desorienteret, når det gælder kvinder. Opsummeret i én sætning, sagt af en mand, der var på sammenbruddets rand:

”Hvordan fanden gør jeg hende lykkelig?!!!”

Frustrationen er logisk. Og går begge veje. Mange kvinder er lige så forvirrede! Men i denne kronik tillader jeg mig at tage kvindens synsvinkel, for at prøve at give jer mænd nogle gode råd om (mange, men selvfølgelig ikke alle) kvinders indre anatomi. Jeg håber derfor på tilgivelse for den ensidige vinkling.

Den generelle udfordring er, at kønnenes roller har udviklet sig afgørende de seneste generationer og efterlader få pejlemærker for, hvordan vi kan komplementere og gøre hinanden lykkelige. Mændenes udfordring ses måske tydeligst ved, at cirka 75% af alle skilsmisser er initieret af kvinden. Og det er desværre oftest først, når hun går, at manden vågner op og siger: ”Hvorfor sagde du aldrig noget?” Men tro mig, det har hun gjort. Længe! Når han (endelig) er klar til at kæmpe for forholdet, er hun som regel langt forbi det.

Så hvordan gør du din kvinde lykkelig? Svaret er enkelt. Det er baseret på et hav af samtaler med veninder og andre kvinder, plus flere meter bogstakke, artikler, kurser, film, YouNameIt om kultur, køn og relationer. Og her kommer løsningen:

Vil du gøre din kvinde lykkelig, så få hende til at grine. Og til at komme.

Lyder det som en krævende opgave, så vid, at din bonus er en kvinde, der ikke blot elsker dig højt og vedvarende. Hun vil også give dig betragtelige mængder af frihed, overskud, glæde og ja, liderlighed. Interesseret i at vide mere? 

Det handler om overgivelse og hengivelse. Latteren først. Når en mand får mig til at grine, gør han mig jo glad. Bag latteren og glæden ligger en befriende lyst til at overgive mig ved at sænke paraderne og bare tage imod hans opmærksomhed, fordi jeg både føler mig set og taget seriøst. Når en mand gør en indsats for at få mig til at grine og blive glad, føler jeg mig nemlig vigtig og elsket, og det gør, at jeg netop tør overgive mig til ham. På den måde bliver han samtidig til en partner, som jeg har lyst og tillid til at dele det lyse og det mørke i livet med. For selv i mørke stunder, kan han give mig et lyst frikvarter, og i de lyse, gør han mig endnu mere frigjort og let. Og åben.

Åben er samtidig det jeg skal være, for at komme. På flere planer. En mand, der får mig til at komme, er en mand, der forstår at tænde mig. Ikke bare i sengen (eller i køkkenet eller i bilen eller…) men i lige så høj grad i hjertet og i hjernen. Når han begærer mig, udforsker mig og viser mig, hvor smuk han synes jeg er – både indeni og udenpå - giver han mig en uimodståelig lyst til at hengive mig helt og aldeles til ham. Så åben din kvinde gennem dit nærvær og din ægte interesse, så du skaber det særlige intime rum, som kun I to deler og se hende hengive sig med krop og sjæl. Og tillad hende at udforske dig – for det går altså begge veje! Kun på den måde, kan du få hende til at komme.

Og komme igen. På alle måder.

Du får dog hverken overgivelse eller hengivelse uden tryghed. Vil du få din kvinde til at elske, begære og beundre dig, skal du få hende til at føle sig tryg. Gør hende sikker på, at du altid er der for hende, passer på hende og hjælper hende igennem alt, hvad hun end må igennem. Også ved at stå stærkt i dit eget, så du ikke bare følger hende! Det handler ikke om enighed; det handler om gensidig respekt. Og det er ikke kedeligt og forudsigeligt. Eller svagt. At turde give den slags commitment i en tid, hvor intet er sikkert, er faktisk super sexet. Og langtidsholdbart. Lad hende vide, at hun er den eneste for dig, og se så hvilket mirakel, der sker. For jer begge.

Engang var en mand kvindens sociale og økonomiske forsikring. I dag er han vores ligeværdige partner. Og vi er frie til at give os selv over til et menneske, der får os til at stråle og føle os elskede, begærede og levende. Så få din kvinde til at grine og komme. Lykkes du med det, går hun aldrig fra dig. Aldrig. 

Kronik bragt i Berlingske Tidende den 7. september 2016.

torsdag 25. august 2016 kl. 11:50 | 0 kommentarer

Hvis du tror, at du er den eneste, der har lovet dig selv, at NU vil du aldrig mere overspise, for derefter at hænge foran køleskabet lige før du skal sove, fordi du har lyst til noget, som du ikke ved, hvad er, fordi du føler dig tom på en underlig forladt måde, og derfor ender med at spise en hel masse, som du faktisk ikke har lyst til, og som får dig til at føle dig tyk, tung og trist, så vid, at du ikke er alene.

Hvis du tror, at du er den eneste, der føler dig isoleret, uinviteret og kedelig, når du en søndag eftermiddag browser facebook igennem, og ser hvor spændende, kærlige, sjove liv, alle andre lever, så vid, at undersøgelser viser, at de fleste bliver halvdeprime af at tjekke FB ud. At folk jo kun lægger succeserne op, så alle de gange, hvor de har følt sig isoleret, uinviterede og kedelige, har de ikke delt det.

Ligesom dig.  

Hvis du tror, at du er den eneste, der er blevet forladt af din elskede, at du er den eneste, der har ligget og hulket og savlet henover spisebordet, fordi du var ved at dø af savn efter ham, at dit hoved er fyldt med tusind spørgsmål, for hvordan kunne han pludselig holde op med at elske dig, hvordan kunne han dog pludselig opføre sig så langt ude, hvordan kan det være, at du slet ikke kendte ham, eller var du så torskenaiv, at du ikke ville se, hvem han i virkeligheden var, så vid, at du ikke er alene. At der lige nu, lige her i dit nabolag, ligger andre i fosterstilling i sengen og ikke ønsker at stå op, fordi de er blevet forladt.

Og vid, at om en dag, en uge, en måned, et år, bliver du elsket og elsker selv. Igen.

Eller hvis du tror, at du er den eneste, der har svigtet din elskede, forladt ham, været ham utro, opført dig uværdigt, egoistisk, uforståeligt, og at du er overfyldt af skam over, at du dog kunne gøre sådan, så vid, at du på ingen måde er alene om det. At sådan er vi mennesker også, selv når vi tror, at vi aldrig selv kunne finde på at være sådan, for nogle gange kommer livet ind på os på en måde, som vi slet ikke er forberedt på, at pludselig gør vi ting, vi havde forsvoret, at vi nogensinde ville gøre. Men også, at vi har evnen til at gøre svigt gode igen ved at række ud, undskylde, søge tilgivelse og oftest få den.

Og at den største (op)gave mange gange er at tilgive sig selv.

Hvis du tror, at du er den eneste, der på smertelig måde er blevet for overflødig i dine børns liv, at du aldrig mere hører om det, der virkelig betyder noget for dem, og at du står der, som en syvårig skolepige, der træder sig selv over tæerne, når du higer efter at de ser dig, vil dig, ønsker dig i deres liv, og ikke bare råber gylleord efter dig, smækker med døren, forlader dig, og dit hjerte er ved at gå i tusind skarpe stumper, for hvor skal du nu gøre af al den kærlighed, ømhed og håb, som du ellers har sendt i deres retning, for at få det mere end tifold tilbage, og at du dagligt nages af en afgrundsdyb tvivl om du i virkeligheden har været, er, en dårlig mor, så vid, at du ikke er alene. At alle forældre oplever det her.

Så tro på, at de kommer tilbage. En dag. For det gør de.

Hvis du tror, at du er noget særligt, så tro om. Vi bliver alle svigtet, forladt, er ensomme og gør dumme ting, også overfor dem vi elsker, så du er ikke specielt uelskelig, kikset, dum, naiv, grim, svag, sårbar, ensom, isoleret.

Du er bare et menneske. Og sådan er vi.

Også.

Klumme i Femina uge 34, 2016

 

tirsdag 23. august 2016 kl. 06:56 | 0 kommentarer

Ved du hvad HSP er? Hvis ikke, bør du nok sætte dig ind det, hvis du vil give dig selv en mulighed for at være forrest i markedet. Både med hensyn til produkter/ydelser og når det gælder om at skabe et arbejdsmiljø, der fastholder og tiltrækker de dygtigste medarbejdere, fordi atmosfæren ikke blot er social venlig, men også kreativ, udviklende og engagerende.

HSP står for Highly Sensitive Person og begrebet blev opfundet af Elaine Aron i midten af 90erne. Det er endnu en slags karakter-betegnelse dannet af bogstavkombinationer. Vi har set dem myldre frem de seneste år, der kan ses, som endnu et symbol på et samfund, der elsker at kategorisere alt ned til mindste detalje, for at skabe en illusion om, at vi kan overskue og dermed styre virkeligheden i den retning, som vi selv ønsker den skal udvikle sig i.

De fleste alfabet-diagnoser trækker fra i en jobsamtale, fordi der er en forventning om, at de også vil trække fra på bundlinjen, men HSP kan faktisk blive en organisations redningsplanke i et marked og et samfund, der lider af kronisk innovationsfeber. Hvorfor? Fordi de ved at være netop særligt sensitive, mærker hvad der er på vej, før så mange andre.

HSP kan give sig udslag på mange forskellige områder, men fælles for mennesker, der lever med dette vilkår er, at de gennem deres særlige følsomhed overfor omverden, lader sig påvirke af meget mere, end det, som gennemsnittet af befolkningen gør. Dvs de fungerer som (ufrivillige) seismografer over alt, der bevæger sig i samfundet, og netop bevægelser er grundlaget for forandringer og udvikling. Udfordringen for den enkelte ligger i, at denne følsomhed på mange måder udsætter dem for at være i en tilstand af kronisk udmattelse, hvis ikke de selv har udviklet startegier til at holde verden på afstand, når de skal rense ud i de overvældende mange indtryk. Ophold i naturen, sport og meditation er udbredte renselsesstrategier, fordi det ikke alene går ind og renser hjernen, men også sanserne, som i høj grad også er på overarbejde i en almindelig hverdag i et moderne samfund, der er præget af en hyperhøj buzz – på alle områder!

Man siger populært, at 50% af de jobs der eksisterer om 10 år, ikke findes endnu. Tallene varierer afhængig af hvilken guru eller undersøgelse, man holder sig til, og ingen ved det alligevel med sikkerhed, så det fælles budskab bag, man skal lægge mærke til er: Vi udvikler os som samfund så hurtigt i dag, at vi ikke kan forudse hverken hvilke produkter, ydelser og medarbejdere, vi har brug for i fremtiden.

Derfor er det vigtigt for alle typer af organisationer, at have mennesker, der er beriget med en særlig følsomhed overfor de strømninger, som vi alle er underlagt, og som kan betegnes som en særlig form for kollektiv bevidsthed, som langt fra alle er i stand til at tappe ind i. Som virksomhed skal derfor ikke blot tænke i at ansætte mennesker med HSP; man skal også tage konsekvensen af det og skabe nogle rammer, som understøtter de særlige behov for tilbagetrækning og kompleksitetsreduktion, som de har brug for. Ellers er der risiko for stressnedbrud mm, og det tjener hverken den enkelte, afdelingen eller økonomien.

De fleste organisationer er i dag præget af det, man kan kalde for lineær kreativitet, der baserer sig på hierarkiske, rationelle og successive processer, hvor man gerne vil gå fra problem A og direkte til løsning B. Det er imidlertid en gammeldags måde at arbejde med udvikling på; i stedet skal man tænke i organisk kreativitet, hvor man definerer problemet/behovet åbent og derfra trækker på mange forskellige mulige måder at løse det på, uden at have en klar idé om, hvor processen/løsningen skal ende.

Tværtimod handler det om at skabe så tilpas løse rammer om processen, at man kan inddrage især uventede fagligheder, markedsinformationer, kulturelle påvirkning osv, som får lov til at gå ind og ud og ind igen i de mulige løsninger, så processen får plads til at bevæge sig i mange forskellige retninger, inden man lander på et resultat. I mange tilfælde et helt andet sted end man selv var i stand til at forudse.

Man kan tale om at man stiller sig til rådighed for processens egen intelligens, mere end at man styrer evolutionen frem mod et særligt resultat. De fleste banebrydende opfindelser er sket gennem en særskilt kombination af fornuft, logik, sanser og følelser, der hver især har afspejlet forskellige indgange til fællesskab, identitet, behov og vilkår. HSP’ere kan i denne sammenhæng optræde som ikke blot katalysatorer til nye og kreative indgange til løsningen, men i høj grad også som den lim, der bringer alle enkeltdelene sammen i et resultat, der på forunderlig vis får alle enkeltdelen til at falde sammen i en helhed, der giver mening udover det logiske.

Ifølge Aron er 15-20% af befolkningen særligt sensitive og det betyder, at der med garanti allerede er flere i din organisation, der har denne særlige disposition. Du kan måske genkende dem ved, at deres arbejdsplads er mindre rodet end gennemsnittet, at æstetikken er mere fremtrædende, at de ofte arbejder intuitivt og evner at tænke på tværs af det gængse, at de er meget påvirkelige overfor stemningen i lokalet, at de ikke bryder sig om, hvis der sker mange ting på en gang, at de bliver mere forskrækkede over pludselige høje lyde osv. Måske genkender du dette ved dig selv?

Vores kultur har en tendens til at se særlige træk, som en belastning for fællesskabet, og det på trods af, at vi siden 80erne har hyldet individualiteten. Tiden må være mere end moden til at vi i stedet begynder at sam-arbejde vores mange forskellige evner, så vi formår at lave ægte samskabelse, ved at trække på de mange ressourcer, som vi mennesker byder på. I mange generationer har vi hyldet handlekraft, resultatorientering og no-bullshit-typer, der kunne flytte varer og ideer hurtigt og effektivt.

Men kombineres de egenskaber med en særlig følsomhed overfor det endnu udefinerbare, der påvirker os på de usynlige linjer, har vi det stærkest mulige udgangspunkt for bæredygtig udvikling.

Derfor: Kig efter de HSP’ere I har i organisationen og hjælp dem til at bidrage så meget som muligt, ved at skabe de bedste vilkår for dem. Også. 

Denne kronik blev bragt i Børsen søndag 24. juli 2018. Det er den fjerde i en serie af seks, som jeg har skrevet om det moderne menneskes vigtigste egenskaber for at være et helt menneske på jobbet. Vil du vide mere? Så er mit foredrag Fri os fra succestyranniet måske noget for dig og din organisation.

 
mandag 1. august 2016 kl. 09:31 | 0 kommentarer

40% af al sygefravær kommer fra stress, depressioner og angst.

Hvad tænker du, når du læser dette?

At det er et afsindigt højt tal for et samfund, der er så udviklet som vores? At ledelsen i mange virksomheder svigter sine medarbejdere? At folk er svage og at der er gået modediagnose i den? Eller måske en hel fjerde grund?

Uanset hvad grunden end er, er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at disse tal hænger ufravigeligt sammen med det, som jeg betragter som det moderne menneskes største udfordring:

Fraværet af ontologisk sikkerhed.

Ontologisk sikkerhed betyder i bund og grund, at man føler sig sikker i sin egen væren. Altså at man har tillid til, at man selv er placeret med sikkerhed i det samfund, som man er en del af og at ens eksistens dermed er grundlæggende sikret. Det handler først og fremmest om en følelse af sikkerhed; en slags indre vished om, at man er en del af en helhed og at man har en vigtig rolle at spille i den.

Dette står i skærende kontrast til de dominerende vilkår, som mange ledere og medarbejdere lever under i dag, nemlig omstillingsparat, udviklingsvillig og organisationskompatibel. Vilkår, der på flere planer, skaber et grundlæggende fravær af ontologisk sikkerhed, både i det enkelte menneske og fælles i organisationen. Især hvis den ikke er båret af en meget tydelig leder, der kan skabe sikkerhed for, at rammerne er holdbare. Længe.

Ontologisk sikkerhed er nært knyttet til to andre begreber: Tillid. Og anerkendelse.

Vi er verdens mest tillidsfulde folkefærd. Ifølge professor Gert Tinggaard Svendsen mener 78% af den danske befolkning, at man kan stole på andre (mod 5% i Brasilien) og det er mannagryn direkte på bundlinjen. En høj grad af tillid gør nemlig, at man bruger sine kræfter på at udvikle nyt, fremfor at kontrollere det, der allerede findes. Eller de andre.

Tillid er også direkte forbundet til forudsigelighed. Et ord, der desværre har fået gammelmands-status. Forudsigelig associerer i dag til rutine, gentagelse, kedelig, stagnation. Hvilket står i modstrid med det, som vi værdsætter i dag, nemlig egenskaber som dynamisk, fleksibel og innovativ. Men hvis du forestiller dig, at du aldrig ved hvornår du får løn, hvis du overhovedet får det, eller at du aldrig kan forudse, hvad de andre trafikanter gør, bliver det absurd tydeligt, hvor vigtig forudsigelighed er i et velfungerende samfund og en velsmurt hverdag, hvis ikke det skal blive til en evig kamp om overlevelse – på alle planer!

Manglen på forudsigelighed og sikkerhed giver sig udslag i, at alt for mange mennesker lider under en permanent følelse af indre uro og ustabilitet, usikkerhed for fremtiden, angst for hvilken værdi de egentlig har for fællesskabet/gruppen/virksomheden/samfundet – også fremadrettet. Og sidst, men bestemt ikke mindst: Angsten for at være overflødig. Med andre ord: Et fravær af ontologisk sikkerhed.

Oven i det kan vi så lægge det tredje begreb, nemlig anerkendelse. Uden basal anerkendelse dør vi. Det behøver ikke at være en fysisk død; det kan snildt være en indre død, hvor vi forvandler os til sociale zombier, der hverken formår at bidrage til fællesskabet (i hvert fald ikke kreativt, innovativt og originalt!) eller er med til at skabe et godt socialt miljø. Tværtimod udvikler nogle af de zombier sig til ”giftige brokkerøve”, der trækker al optimisme og overskud ud af fællesskabet. Som art har vi brug for at blive mødt i anerkendelse på både vores person og vores bidrag, for at få en oplevelse af, at vores eksistens har en betydning, der rækker udover vores egen.

Sikkerhed i din egen væren. Tillid til dig selv og omverdenen. Anerkendelse. Det er de tre elementer, der skaber den grobund, som vi alle har brug for at blive dyrket på. Det stiller gode krav til ledelsen om at skabe et arbejdsklima, hvor der er fokus på, hvordan man skaber et ontologisk sikkert kreativt miljø.

Som test kan du kort spørge dig selv, hvor sikker du mon føler dig i din væren? På en skala fra 1-10, hvor 10 basalt set er en dyb følelse af fred, sikkerhed og fuldendthed, og 1 er en total uforudsigelighed og usikkerhed på alle områder, hvor ligger du så, når det gælder fx dit job? Dit ægteskab/parforhold? Dine relationer? Din økonomi? Din krop? Din fremtid?

For nogle er 9 det magiske tal, når vi taler job, mens det for andre er rigeligt med 6. For nogle vil et 5 tal i ægteskabet være rigeligt, mens det for andre vil være lig med skilsmisse. Hvor man ligger på skalaen afhænger meget af, hvordan ens psyke og værdier er skruet sammen.

Alligevel kan vi altså se, at der er nogle alarmerende hovedtræk ved den måde, som vores samfunds dynamik er i dag, for 40% sygefravær baseret på en indre psykisk tilstand, er både alt for højt og unødvendigt.

Det moderne (arbejds)liv hylder individualiteten, kreativitet og selvstændigheden, og de fleste forsøger at leve op til dette. Men hvis det ikke parres med stabilitet, en vis grad af forudsigelighed og en sikker rammesætning, især for hvornår man er en succes og en fiasko, oplever alt for mange at blive så fundamentalt usikre på deres egen eksistens, at de krampagtigt forsøger at være en succes på samtlige parametre på samme tid – og det fører direkte til udmattelse på kort sigt. Hvis presset bliver ved, opstår risikoen for depression, stressnedbrud eller angst.

Løsningen er ikke spor enkel, for man skal kombinere forudsigelighed med innovativ dynamik, sikkerhed med kreativ frihed og selvstændighed med klar rammesætning – men der er faktisk ikke nogen vej udenom, hvis man ikke vil ende med en zombie-organisation, der nedbryder folk i stedet for at opbygge samfund. Og markeder.

Denne kronik er den anden i en søndags-serie i Børsen, hvor jeg behandler de seks vigtige karaktertræk, der hjælper os til at være hele mennesker på arbejdet. Mit foredrag Fri os fra succestyranniet, handler bla. om dette. Se mere på http://www.emiliavanhauen.dk/flx/foredrag/farvel_succestyranni/

 

søndag 31. juli 2016 kl. 01:44 | 3 kommentarer

Da jeg var ung, havde jeg engang en kæreste, der var meget ked af størrelsen på sit…udstyr. Ja, beklager, håber ikke du får søndagskrydderen galt i halsen, men lige om lidt vil du forstå, hvorfor jeg starter kronikken sådan her. For den var faktisk et usædvanligt smukt eksemplar, samtidig med, at den ikke hørte til i den lille kategori. Men han gik altså og havde forfærdelige komplekser over den, og ham ville jeg ønske, at jeg havde haft med på mine daglige gåture i den ferie, jeg lige er kommet hjem fra.

Hver morgen gik jeg nemlig gennem en nudiststrand, hvor alt hang løst og til skue, og jeg døbte den hurtigt til ”pung og pølse stranden”, for selvom jeg naturligvis mest kiggede ud på vandet, hang mine øjne jo indimellem fast i et bryst, en penis, en pung eller en pussy (vi har altså bare ikke en godt ord for på dansk!) og mange gange måtte jeg skjule et lidt smørret grin bag mine solbriller. Smørret, ikke fordi det var pinligt, men fordi jeg hver gang glædede mig over den usandsynlige mangfoldighed, som disse dele af kroppen udviste. Og jeg skal love for, at de fås i ALLE udformninger, størrelser og farver, med og uden hår, med og uden rynker, med og uden fylde. Og proportionerne er bestemt heller ikke givet på forhånd, for jeg så venstre og højre bryster, der lige så godt kunne have siddet på to forskellige kvinder, så forskellige var de i størrelsen, og jeg så punge, der var MEGET længere end penis, og det var ikke fordi, at der var tale om en cocktailpølse.

Men det var jo ikke kun de normalt skjulte dele af kroppen, som jeg der fik frit indblik i. Det var lige så meget resten af kroppen, der helt tydeligvis blev promeneret med en anden frihed, end på den strand, hvor jeg kom fra. Store behårede ølmaver, såkaldte man-boops, olieglinsende numser i alle tænkelige designs, mænd med strækmærker, kvinder med appelsinhud de mest utrolige steder, kødgardiner på ryggen i flere lag, navler der faldt ud og navler der sumpede ind, og som enten var aflange, runde eller helt fladmaste, kvinder med smalle hofter, så de lignede mænd bagfra, og kvinder med brede hofter, så de fik timeglasfigur, mænd med smalle hofter og fuglebryst, mænd med bløde hofter og fuldskæg. Alt hvad du nærmest kan forestille dig plus en hel masse mere, mødte mit synsfelt i de uger og lagrede sig som en hyldest til den menneskelige biodiversitet.

Og til den kropslige frihed ikke mindst, for jeg måtte indimellem vende ansigtet hastigt mod havet, når en nøgen mand med behåret bagdel stak den i vejret med frit udsyn til alt, fordi han skulle rette på et håndklæde, eller en kvinde, der praktiserede yoga og dermed indviede resten af stranden i hendes indre anatomi. Det blev simpelthen for frit og intimt til mig, men jeg kunne samtidig ikke andet end glæde mig over, at de turde. Altså være så frie i deres kroppe.

Alt dette er kun interessant, fordi forskellige undersøgelser viser, at blot halvdelen af danskerne er tilfredse med deres krop, mens omkring 25% er direkte utilfredse med den. Og havde jeg haft min daværende kæreste med her på stranden, er jeg sikker på, at han ville blive meget gladere for sig selv, for han ville opdage, at han bestemt ikke havde noget at være utilfreds med, hvilket kunne have givet ham mange år med en lidt bedre livskvalitet.

Kigger man på undersøgelser, der vedrører dette emne, er de oftest centreret om kvinderne og deres selvværd. Kvinders sociale status og værdi er kulturelt og historisk knyttet langt mere til skønhed end mænds er, og derfor er det måske logisk, at kvinders selvværd generelt er mindre end mænds, når det gælder deres udseende. Voxmeter har sammen med Dove lavet en undersøgelse blandt 1029 danske kvinder i alderen 15 til 60 år der viste, at over 50% har et negativt syn på deres egen krop, hvilket medfører, at 44% af dem oplever, at deres selvværd bliver reduceret, mens 31% bliver i direkte dårligt humør af det. For 22% påvirker det sexlivet negativt, 17% føler sig hæmmede overfor andre mennesker, mens over 16% oplever, at deres livskvalitet forringes.

Når det drejer sig om de unge, viser en undersøgelse fra Sex og Samfund fra 2010, at 12% direkte hader deres krop og 16% er utilfredse med den. Kigger man på, hvad de er mest utilfredse med, ser rækkefølgende således ud: 1. Mave (42,6 pct.) 2. Vægt (39,7 pct.) 3. Behåring (31,9 pct.) 4. Kropsform (30,3 pct.) 5. Kønsorganer (29,3 pct.).

Og det er her, at kronikkens titel kommer ind i billedet: Hvis alle unge kom på en uges ophold på en nudiststrand, ville det indiskutabelt gøre underværker ved forholdet til deres egen krop – og så sandelig også til deres kæresters. Især mht at næsten en tredjedel er utilfredse med deres egne kønsorganer!

Mange unge går i dag ikke i bad efter idræt, samtidig med, at der er fri adgang til pornosites, hvor det ofte er de mere strømlinede (læs: kirurgisk korrigerede) kroppe, og for mændenes vedkommende den velvoksne ende af penis-skalaen, der bliver eksponeret, og det alene giver dem en ret skæv indgang til at sammenligne sin egen (eller kærestens) krop med andres. Bare fem dage på en nudiststrand, hvor de bliver udsat for alt, hvad der er af menneskekroppe, ville nok hjælpe dem til at få et mere positivt og friere syn på deres egen krop – og derigennem finde en større glæde i den og ikke mindst tillid til sig selv.

Jeg ved det. Det er urealistisk. Men kunne det ikke være skønt, hvis de allerede fra starten af fik et facetteret blik på kroppen, så de lærte at se på den som en suveræn adgang til nydelse, fremfor som en genstand for skam? De voksne kunne også lære en hel masse af det her, men altså – det er jo bare at tage derud. Og glædes. Og måske også fnise lidt ned i håndklædet, for ja – kroppen er altså også sjov på den overraskende måde!

Kronik i Jyllandsposten 31.7.16

tirsdag 19. juli 2016 kl. 13:34 | 0 kommentarer

Vil jeg blive savnet, når jeg dør?

Det er det spørgsmål, som de fleste mennesker stiller inden de …ja, dør. Det fortalte en hospicesygeplejerske mig engang, da jeg selv var i dyb krise. Den tvivl, der ligger bag spørgsmålet, ser jeg knyttet til to helt essentielle områder i et menneskeliv:

1) Bidrog jeg med noget, som er et tab for fællesskabet, nu hvor jeg er væk?

2) Er jeg elsket?

Det ene i datid, det andet i nutid. Og til begge vil vi naturligvis gerne kunne svare ja. Mere kompliceret er det faktisk ikke at have et liv, der giver dyb mening. Vores udfordring er imidlertid, at vi fylder vores tjeklister med alt for meget, der ikke er knyttet til hverken hvad vi gerne vil bidrage med, eller hvem vi gerne vil dyrke en relation til. Fordi det moderne samfund tilbyder os et ocean af muligheder for distraktion.

Problemet gælder ikke kun privatpersoner. Organisationer bør også være helt skarpe på, hvad de egentlig bidrager med til fællesskabet/markedet? Og om den er elsket? Læs: Foretrækker kunderne os fremfor vores konkurrenter?

Måden de fleste styrer efter successen er ved hjælp af det velkendte begreb KPI, Key Performance Indicators. Målbare tal der skal afsløre, om man når de resultater, man har sat sig for, hvis man skal opnå den ønskede vækst. De fleste KPI’ere er knyttet til økonomi og salg, men de findes også som et evalueringsredskab indenfor andre områder, såsom omsætningshastighed af medarbejdere, ledervurderinger, kundetilfredsmålinger osv.

Brugt rigtigt er KPI’ere et genialt styringsredskab. Men desværre må jeg konstatere, at i alt for mange organisationer, bliver de brugt forkert. Så forkert, at jeg har omdøbt KPI’ere til at stå for Konstant Pressede Individer.

40% af sygefraværet udgøres i dag af enten stress, depression eller angst, hvilket er et udtryk for uacceptable arbejdsvilkår. Både for de mennesker, der selv er i farezonen, og for de kollegaer og det fællesskab, som det går udover, når en medarbejder i en periode må være fraværende, da det øger presset på de, der er tilbage til at løfte gruppens opgaver.

Stress, depression og angst er ikke udelukkende koblet til jobmæssige vilkår; mange bliver stressede af det krydspres, som de oplever mellem arbejde og privatliv. De fleste lever med en daglig forventning om toplevering på alle parametre, både på job og derhjemme, og mange gange er interesserne modstridende, så den enkelte føler sig isoleret og alene om at finde en tålelig balance mellem fx at levere nogle konkrete resultater og samtidig være et socialt og omgængeligt menneske.

Brugt smart er KPI’ere en rolig ramme for, hvornår man er en succes eller ej. Derfor er de ofte motiverende, fordi de vejleder i hvilken retning den enkelte medarbejder OG gruppen skal gå, så man i fællesskab løfter denne succes. Det kan virke kompleksitetsreducerende og det er præcis, hvad de fleste mennesker har brug for i en hypersammensat hverdag.

Brugt usmart bliver de til en kilde til konstant uro. De virker som en destabiliserende kontrol på en organisation, fordi der ikke længere er plads til den frie kreativitet og de selvstændige løsninger. Hvilket giver et dårligt arbejdsmiljø og Konstant Pressede Individer, der ved, at de ikke leverer hverken den ønskede adfærd, attitude eller de rigtige resultater – og som gør dem ensomme i deres individuelle kamp for at opnå resultaterne.

Hvordan bruger I KPI’ere i jeres organisation? Er de alle direkte knyttet til hvilket bidrag I ønsker at give samfundet og markedet? Afspejler de, om jeres kunder vil savne jer, hvis I ikke var på markedet? Eller om medarbejderne og lederne ønsker at være en del af organisationen?

Kig listen over jeres KPI’ere igennem og se, hvor I mangler nogle opbyggende på jeres bidrag og relationer, og smid de ud, som enten ikke er værdiskabende eller blot virker stressende på hele organismen. Øvelsen er ikke nem. Men den er nødvendig.  

Denne kronik er den første i en søndags-seriei Børsen, hvor jeg behandler de seks vigtige karaktertræk, der hjælper os til at være hele mennesker på arbejdet. Mit foredrag Fri os fra succestyranniet, handler bla. om dette. Se mere på

http://www.emiliavanhauen.dk/flx/foredrag/farvel_succestyranni/

tirsdag 19. juli 2016 kl. 13:29 | 0 kommentarer

Da jeg første gang hørte om prædikatet særligt sensitiv, slog jeg en høj latter op:

”Hvad fanden – endnu en mode-diagnose, der bekvemt skal tage ansvaret for at være ansvarlig fra de mennesker, der giver sig selv den undskyldning!” udbrød jeg højt. Og nogenlunde så unuanceret var min holdning indtil for et par måneder siden.

Hvor jeg med gru måtte konstatere, at jeg i den yderste rand af min bevidsthed pludselig var blevet invaderet af en tanke, der var så alien-agtig, at jeg slet ikke opfattede den som en tanke, før det var for sent, og den derfor havde nået at manifestere sig tilpas stærkt til, at jeg ikke længere kunne sende den tilbage i mørket.

Måske var jeg særligt sensitiv???

Tanken føltes som et totalt forræderi mod alt det, jeg forstod mig selv som. Jeg synes nemlig, at det kommer til at lyde så frygteligt krukket og prætentiøst; som om jeg enten fosøger at gøre mig maaajet interessant, sådan på kunstnermåden. Eller som om, der nu skal tages et ganske særligt hensyn til min lille sarte blomst af en personlighed. Og i det ligger også, at begge dele giver mig den fedeste undskyldning for at være uansvarlig, egoistisk, total flygtig og ikke til at regne med.

Og sådan én vil jeg jo ikke være.

Det handler naturligvis om fordomme. Og personlige skygger. Sider af mig, som jeg har, men som jeg ikke har lyst til at vedkende mig. Så det handler også om skam. Skam der bunder i at disse karaktertræk ville trække grimme fede streger i billedet af en kvinde, der i tyve år har været selvstændig og derfor nødvendigvis må være initiativrig, robust og handlekraftig. Som de fleste kvinder i dag skal være for at klare sig på arbejdsmarkedet.

Dermed er skammen ikke kun knyttet til min egne fordomme, men også forbundet med en kulturel og historisk forestilling om, at det at være særligt følsom trækker ned i ens værdi og status. Personificeret i sætningen: ”Nu skal du jo ikke tage det personligt!”

Men det er noget vrøvl. For det første fordi alt er personligt. Og dernæst fordi alt det her følevæsen er adgangen til at være menneskelig.

I maj var jeg til koncert med Adele i Boxen og hun slog totalt benene væk under mig med sin ærlighed og sit vidunderlige nærvær. Men det der især ramte mig, var, at hun turde stå i og eksponere sin sårbarhed så nøgent, at hun også frisatte mig – og alle de andre tusindvis af mennesker, der stod der sammen med hende. Hun viste hvor needy, dum, hævngerrig, sølle, fiaskoramt, uelsket og mere i samme skuffe hun også er - og dermed gjorde hun os alle mere menneskelige, for sådan er vi naturligvis også.

Selv er jeg ikke nået dertil, hvor jeg helt uforbeholdent vedkender mig at være både beriget og belastet med en særlig sensitivitet. Nok mest fordi jeg stadig synes, at det virker krukket. Men jeg ved også, at jeg aldrig kunne udføre mit job, hvis ikke jeg var det. Prisen er, at jeg kan blive så træt, så træt af at føle meget. At være påvirkelig. Og i sidste ende være sårbar. For det er det, jeg har måttet erkende, at jeg er (uh, den er stadig svær!).

I virkeligheden tror jeg, at vi alle er særligt sensitive. Mange lærer bare tidligt at lukke af for den ekstreme følsomhed, fordi det gør for ondt at stå så pivåben hele tiden. Og det er derfor, at vi har brug for mennesker som Adele. Der tør vise os det og kan rumme at stå i skammen, sårbarheden, følsomheden. Menneskeligheden.

Derfor er hun kommet op og hænge på den væg, jeg kigger på hver dag, når jeg sidder og skriver. Mens jeg øver mig i at sige: Jeg er særligt sensitiv. Og det er cool. (Arrggghhh!)

(Klumme i Femina uge 28/2016)

søndag 12. juni 2016 kl. 03:49 | 0 kommentarer

Magten skal møde folket i en uformel demokratisk ramme. Det er tanken bag Folkemødet på Bornholm. Men det er en illusion. Hvor længe mon Folkemødet kan forblive folkeligt?

Folkemødejomfru.

Det er blevet et nyt ord i min ordbog og sådan én er jeg åbenbart, har jeg erfaret, efter at have talt med garvede folkemødedeltagere. Det interessante er, at det overhovedet findes som begreb. Altså at Folkemødet er blevet så stærk en institution i den danske bevidsthed, at man simpelthen kan begrebsliggøres som novice, hvis man ikke har været med til det endnu. Læs: Folkemødet er noget ALLE på et eller andet tidspunkt BØR være med til.

Det er faktisk godt gået af et møde, der startede med 10.000 deltagere og 235 arrangementer for blot 6 år siden, og som sidste år havde over 100.000 deltagere og bestod af mere end 2300 arrangementer. Det siger noget om den PR-værdi, som mødet har formået at skabe om sig selv. Der er gået hype i ikke blot at deltage, men især også at optræde på mødet, og hvis man er indenfor politik, organisationer, samfundsforhold og kommunikation, er man noget af en pinlig særling, hvis man ikke allerede har deltaget to gange. For et arrangement, der ikke blot løber over flere dage, men som også kræver en større logistisk indsats ift transport over til øen, skaffe soveplads, teltplads, taleplads og i øvrigt overskue alle de mange arrangementer, må det være noget nær et drømmescenario at være så ufravigeligt. Udfordringen er dog ikke længere vækst, men derimod at fastholde cool-faktoren. Mødets friske amatøratmosfære, der var baseret på en slags pionerånd og præget af gensidig nysgerrighed og ønske om åben debat, er nemlig begyndt at få træthedsskjolder. Problemet er, at mødet er begyndt at blive for professionelt. 

Ordet folkemøde giver løfter om, at det er det uformelle, folkelige, festlige, spontane der styrer, og heri ligger også, at set-up’et er autentisk og ægte - og dermed troværdigt. Det handler om at mennesker mødes i en utvungen opsætning, der skaber grobund for ægte nysgerrighed og udveksling af synspunkter, kulturer og værdier. Og med tanke for Løgstrups geniale definition af demokrati, nemlig at det er skikkelig uenighed, er Folkemødet et vidunderligt enestående tiltag, for her kan vi møde mennesket bag politikeren, toplederen eller den kendte og høre dem udveksle skikkelig uenighed, der kan gøre os alle mere oplyste og nysgerrige på hinanden og samfundet. Debatter er der nok af og politikere optræder i lyst tøj med større halsåbninger end normalt, mens diverse topledere eller kommunikationskoryfæer flyder rundt i poloer og chinos, for at signalere en mindre hierarkisk og mere åben tilgang til folket og debatten, i et forsøg på at nedbryde den synlige magtbase, som de alligevel taler ud fra.

Illusionen der ønskes at skabes er, at lige her på øen er det ikke professionalismen, der er i højsædet, men derimod mellemfolkeligheden. Med initiativtageren, Bertel Haarders ord må det gerne være: "En politisk Roskilde Festival med mindre øl og mere snak". Problemet er, at Folkemødet bliver stadig mere Christiansborg, K-Forum og VL-X og mindre Bornholm, fordi det nu er blevet en magtinstans, som alle meningsdannere gerne vil være tæt på.

Det skaber det paradoks, som til alle tider har været magtens og folkets paradoks, nemlig at få magten til at fremstå tilpas amatøragtig, så den virker ægte, original, uforfalsket og autentisk, og sådan at jeg kan identificere mig med magtmennesket bag rollen eller funktionen ud fra en forestilling om, at når jeg har adgang til hens inderste tanker og følelser, ved jeg også hvem det ægte menneske i virkeligheden er. Og så kan jeg stole på vedkommende.

Samtidig har det moderne menneske aldrig selv været så professionaliseret i sin egen identitet og tilværelse, som vi er i dag, og såkaldt ”almindelige” mennesker benytter sig i et væk af (efter)uddannelse, coaches, terapeuter, stylister, personlige trænere, kostvejledere, lektiehjælp, hundeluftere og meget mere, og der er faktisk ikke meget tilbage i livet, som man ikke kan hente professionel hjælp til at få fixet, eller selv blive uddannet i.

Samfundets A og B hold bliver ofte koblet op på temaer som uddannelse, økonomi, geografi osv, men måske findes den største skillelinje i befolkningen mellem de, der har en professionel tilgang til sig selv og deres liv, dvs altid finder enten viden eller personer, der kan hjælpe med at løse deres problem eller øge deres potentiale, og så de, der selv forsøger at løse deres egne problemer, og som ikke har ambitioner om konstant udvikling og optimering.

Folkemødets styrke er, at det giver mulighed for en udveksling udenfor den normale ramme mellem politikere, samfundsaktører og folket, men efter blot 6 år og massiv succes, er dets største demokratiske opgave nu at bibeholde den sammensatte ånd af uskyld, løssluppenhed, nysgerrighed og åbenhed. Vi vil gerne værne om vores demokrati som et folkevælde, men når en stadig større del af folket bliver til professionelle borgere, og den anden del slet ikke tager del i demokratiet, er demokratiet så ved at blive afløst af en form for udvidet meritokrati? Og kunne folkemødet i virkeligheden kaldes for professionsmødet for de professionelle, mens ”de andre” bare holder en folkefest med øl, musik og hygge?

Fredag 17.6 kl. 18.30 optræder jeg i Grundtvigteltet for CURA tænketank, hvor jeg taler om generationerne Y&Z.

(Min kronik i Jyllandsposten 12. juni 2016) 

torsdag 2. juni 2016 kl. 17:34 | 0 kommentarer

50.

Det blev mit tal i sidste uge. Halvtreds. Halvvejs. For jeg bliver mindst 100 har jeg besluttet mig for. Og selvfølgelig på den fede måde. Dvs uden Alzheimers, kunstig hofte og ensomhed.

Da jeg fyldte 40 blev jeg voksen. For fjerde og sidste gang. Først var der jo konfirmationen. Så blev jeg myndig. Som 30årig blev det forventet af mig. Og som 40årig ville jeg gerne selv være det. Voksen. Etableret. Og voksen viste sig at være….lettere indeni end udenpå.

Udenpå kan jeg, på de 10 år der er gået, først og fremmest hænge en skilsmisse, der helt skizofren hænger og skinner i alle farver og former, som en livskugle på mit livstræ. På de tunge dage er den kantet, skarp, mat, afvisende og grim. Bare virkelig hæslig. I alle sine afskygninger af sort. For sådan synes jeg det var, er, at bryde en kærlighed, en familie og en livshistorie op. På de lette dage lyser den. Er blød og rund, har spændende indfald og udfald og stråler i alle nuancer af vidunderlige kulører, som jeg ikke kendte til før.   

Denne livskugle har taget mange andre kugler med sig. En ny kæreste, der i nogle år viste mig en helt anden måde at være mand og kvinde på - og som har gjort mig mere hel. En flytning med blandede følelser. Bogudgivelser med uforventet indhold. En udvidet social skare af berigende mennesker. Større egofest hver anden uge. Nye familietanker/former/liv. Mere selvstændighed og stamina ved at stå alene, som forsørger. Måske større ambitioner? Og så er der de livskugler, der ville være kommet uanset hvad. Som teenagedrenge, der for alvor er på vej væk fra mig. En krop der ikke længere kan manipuleres lige så let med, som før. For mange + endnu flere sko…

Hvis man bliver voksen som 40årig, hvad bliver man så, når man bliver 50?

Sig selv?

For selvom sorgerne har skåret dybere end jeg nogensinde før har følt dem. Selvom jeg har følt mig mere forladt og alene og ulykkelig end nogensinde før i liv. Så har det på sær vis stadig været lettere indeni end udenpå. Jo, jeg har ligget og grædt og tudet, hulket og savlet på køkkengulvet i afmagt over tabene i mit liv. Men samtidig begyndte en indre stemme af fred og tilhørsforhold også at lyde. Som en beroligende stabil tone af sikkerhed og kærlighed, der gav mig tilpas nok snor til at løbe udover kanten, men aldrig falde ned i afgrunden. For at blive der.

Miraklet er, at denne nye tone kommer fra mig selv. 

Det lyder frelst og selvsmagende. Og jeg hader, at det gør netop det, for bag den let ironiske tone af glamourøs narcissisme, er jeg faktisk fyldt af ren og skær taknemmelighed. De første næsten 50 år af mit liv har jeg nemlig aldrig haft nok tiltro til, at jeg kunne være min egen iltmaskeperson. Så jeg koblede mig op på andre, der virkede stærkere og mere hele end mig, og gav dem min iltmaske, så de kunne redde mig, når det var nødvendigt.

Men for få måneder siden opdagede jeg en morgen, at jeg hellere ville tale med mig selv (og lidt med universet). Og først langt henne i samtalen gik det op for mig, hvad der egentlig var sket med mig: At jeg var blevet min egen første person. Den jeg tyr til først, når jeg skal have et godt råd. Eller når jeg har brug for trøst, håb eller styrke. Og det er måske den største befrielse jeg nogensinde har oplevet. Og den største gave.

Så selvom mit livstræ i dag ser langt mere rodet ud med skårede, halve og hele kugler, der slet ikke passer sammen, er der samtidig meget mere orden i grenene indeni. Jeg bilder mig ind, at det ikke kun er bedst for mig. Jeg håber og tror på, at det også er bedst for min omverden. Fordi jeg nu har overskud til at give mere. Forstå bedre.

Måske bare være mere menneskelig?

Min klumme i Femina 2. juni 2016 

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign