Interessen for de yngste generationer er gået amok, og det nyeste skud på stammen er Generation Beta. Nu er spørgsmålet, hvordan de nyeste generationer vil påvirke vores samfund i fremtiden.
Emilia van Hauen er kultursociolog, bestyrelsesmedlem og forfatter
Da året var tre dage gammelt, havde jeg den første journalist i røret, der ville vide, »hvordan Generation Beta er?«
Den dag var generationen præcis lige så gammel som året, og derfor var min første kommentar, at det kan ingen sige noget troværdigt om.
Jo, vi kan altid forsøge at fremskrive tidens vilkår. Men en generation viser først for alvor sit særkende, når dens medlemmer begynder at smække døren hårdt i hovedet på deres forældre. Det er jo på det tidspunkt, at de begynder at handle selvstændigt og med bevidst intention ud fra de vilkår, som de er blevet givet af den tid og det samfund, de er født i. Og det er de færreste babyer, der er tre dage gamle, i stand til.
Da Generation Z var babyer, dem der er født cirka mellem 1995 og 2010 – generationsforskning er ikke en eksakt videnskab, og den præcise årstalsinddeling, som bliver tillagt alt for meget betydning, diskuteres til stadighed – forsøgte man også at sætte ord og begreber på dem.
Nogle kom til at passe, mens man for eksempel overså den øgede mistrivsel. Blandt andet, fordi man i slutningen af 1990erne endnu ikke havde hverken sociale medier eller smartphone.
Til gengæld kunne man godt have fremskrevet Generation Z’ernes oprør mod hierarkier, hvis man havde været obs på deres opdragelse. Mange er nemlig gennem deres opvækst løbende blevet inddraget i familiens beslutninger i et såkaldt familiedemokrati, ligesom de er blevet inviteret ind i mange MUS-samtaler henover spisebordet. Og ikke mindst har de fået et langt tættere, intimt følelsesmæssigt forhold til deres forældre med sig, end der tidligere har været tradition for.
Alligevel er det kommet bag på de fleste ledere og hr-folk, at den yngste generation på arbejdsmarkedet derfor er trænet til at insistere på mere menneskelighed, bedre balance og større transparens. Det gælder også deres relationer, inklusive til lederen, hvorfor life balance (glem work-life balance) er et vigtigt konkurrenceparameter, hvis man gerne vil skabe en arbejdsplads, som tiltrækker Generation Z’erne. Og ofte mange andre, fordi det i virkeligheden er et rimeligt vilkår for alle.
Personlighed trumfer generation
Dette understreger to vigtige pointer, når man beskæftiger sig med fænomenet generationer, som jeg har gjort i 30 år, siden jeg i 1995 begyndte at læse sociologi og kommentere samfundets udvikling i diverse medier.
For det første: Personlighed trumfer altid generation.
Så når man siger, at »unge ikke tager ansvar« eller »er illoyale«, handler det oftere om det enkelte menneskes adfærd end en hel generations opførsel, for man kan let finde unge, der gør det modsatte.
I den påstand ligger imidlertid implicit den anden pointe, nemlig at den generation, man bliver født som en del af, direkte påvirker, hvem man bliver.
Når generationskarakteristika kritiseres og latterliggøres – ofte af mennesker, der er eksperter inden for andre fagområder – sker det oftest, fordi det (bevidst?) negligeres, at de vilkår, man er født under, naturligvis er med til at bestemme, hvilke muligheder og risici man har med sig i de mest formative år, nemlig ungdommen.
Vilkår som skolegang, familieform, privat/lokal/global økonomi og historiske begivenheder (for eksempel om der er krig eller fred), hvilken kultur der er dominerende (for eksempel om det at være woke er positivt eller negativt), samt hvordan sproget bliver brugt, og ikke mindst hvilken teknologi (for eksempel smartphones og kunstig intelligens), der præger vores hverdag.
Min mor, der er født i 1934, kunne for eksempel ikke forvente at få en karriere og være selvforsørgende på samme måde, som min niece født i 2007. Som 16-årig begyndte hun at skabe sig en sidekarriere som illustrator via de sociale medier.
Et andet eksempel er mine sønner, som tilhører Generation Z. De er alle opdraget til at vise og give udtryk for deres følelser – også over for deres venner og leder – hvilket står i skarp kontrast til, hvordan deres far blev opdraget.
Begge eksempler påvirker utvetydigt, hvilke arbejdspladser og ledere de ønsker at få, og hvad der gør en arbejdsgiver særligt attraktiv. En let omskrivning af et kendt udtryk fra Clintons valgkamp i 1992 beskriver, hvorfor ethvert samfund gør klogt i at tage generationsforskningen alvorligt: »It’s the development, stupid!«
I de samme 30 år har jeg imidlertid aldrig oplevet så massiv en opmærksomhed på »de unge«, der som gruppe ellers altid har et samfunds bevågenhed ud fra overbevisningen om, at det, de unge gør i dag, gør resten af os i morgen. OG BLOT I DET ÅR DER ER GÅET, SIDEN JEG UDGAV MIN SENESTE BOG, DER HANDLER OM NETOP GENERATION Z, ER DET GÅET HELT AMOK.
Det skyldes måske, at Generation Z’erne er unge på et tidspunkt, hvor der er en udpræget mangel på arbejdskraft, hvilket betyder, at de ikke behøver at indordne sig nogle systemer, som de ikke selv finder rimelige – qua deres opdragelse hjemme og i skolen.
Det har tvunget mange arbejdsgivere og ledere til at skulle forstå de unges værdier og ændre på arbejdsvilkårene for at være i stand til at tiltrække og ikke mindst tilknytte dem over længere tid.
Men det er nok også, fordi Generation Z’erne selv har været dygtige til at kommunikere om deres egen generation via de sociale medier og dermed er blevet en magtfaktor i samfundet helt uden for de traditionelle magtstrukturer.
Alle har brug for fællesskaber
Og nu er der så både Generation Alpha (2010-2024) samt Generation Beta, der som sagt starter i år og slutter i 2039, og det store spørgsmål er naturligvis: Hvordan kommer de til at påvirke vores samfund?
Igen: Det ved vi ikke endnu, for vi ved ikke, hvordan de vil reagere. Men det, man kan sige noget om, er, at Alphaerne halvvejs og Betaerne fuldtonet vil være de første generationer, der fra starten vokser op med kunstig intelligens, hvilket har uoverskuelige konsekvenser.
Der er med stor sandsynlighed kun få af Betaerne, der vil få kørekort, fordi transporten om 18 år nok mest er præget af førerløshed. Undervisningen bliver langt mere personrettet i forhold til læringsstil og niveau, uddannelse bliver individualiseret i en grad, vi ikke har set det før. Kommunikation bliver uafhængig af nationalt sprog, fordi alting kan oversættes øjeblikkeligt, og hvad det betyder for kulturel udveksling er endnu uvist – for eksempel taler man om, at Alphaerne allerede nu har en mere ligeværdig påvirkning mellem Vesten og Østen (især fra Sydkorea).
Rengøring og praktiske opgaver i hjemmet har man mest robotter til at udføre, mange sygdomme vil kunne kureres via individuel medicin, og begrebet »arbejde« vil undergå en lang række forandringer, fordi alle typer job allerede i dag bliver påvirket af ai. Men det mest interessante for os som art bliver, hvilken indflydelse det vil få på vores relationer.
Der er mange generiske forskelle mellem generationerne på grund af deres opvækstvilkår, men samtidig kan vi altid på tværs af alder mødes om ét fuldstændig afgørende parameter for at leve et liv med mening og retning:
Alle har brug for at være en del af et fællesskab og have gode relationer.
Det er blevet grundigt undersøgt i flere studier med det længste sociale studie Harvard Study of Adult Development som det vigtigste flagskib. Vi menneskers grundessens er »de andre«, og med den stigende anvendelse af algoritmer, der kan have intime, meningsfulde og dybe samtaler med deres brugere, står vi over for en ukendt udvikling.
Hvis vi kan få en robot med hud, der føles som vores egen og kan få os til at føle os elsket, hvor meget vil vi så erstatte vores menneskelige relationer med sådan en? Eller vil vi i stedet gennem samtaler med robotten blive trænet til at blive en bedre ven, kæreste, forælder, medarbejder eller leder over for vores menneskerelationer? Det er umuligt at spå om, selvom mange gør det.
Til gengæld kan vi være helt sikre på, at hvis vi skal klare de problemer, vi står over for nu, er det på tide at droppe den udbredte krigsorienterede og konfliktskabende tale om generationskløft og i stedet fokusere på, hvordan vi kan bruge forskellene til et generationsløft af hele fællesskabet.
Det er derfor, at titlen på min bog er »Generationen der skal redde verden … med lidt hjælp fra os andre«. For ingen af generationerne kan skabe en god fremtid alene; den har vi alle ansvaret for.
Udgivet i Berlingske Tidende d. 26/1-25
januar 26