fredag 18. november 2016 kl. 12:51 | 1 kommentarer

I 1958 begav min far sig i teatret en varm sommeraften i Madrid, og lagde under forestillingen mærke til to unge kvinder, der flere gange vimsede forbi ham, men de kiggede med tilsløret nysgerrighed på ham. Han tænkte, at det måtte være hans høje nordiske og lyse udseende, der tiltrak sig deres opmærksomhed.

Det var det ikke.

Min mor læste til farmaceut på universitetet, og logerede hos en nonneorden, hvilket i slutningen af 1950’erne var helt forventeligt, hvis man var en pige af god familie. Og det var min mor. ”Hvorfor i alverden sidder han her i varmen med det uldtørklæde på?!”, tænkte hun og kiggede undrende på ham. To år senere blev de gift og hun slog sig ned i Valby som husmor, hvor hun måtte på apoteket for at købe hvidløg og safran til madlavningen.

I 1968 blev min lillebror født og vi var fuldt kuld på tre, der voksede op i et parcelhuskvarter i Hillerød. Det var i 70erne, hvor charterrejser stadig var eksotiske, og selv en tur ind til København var noget, som de fleste af mine klassekammerater kun kom på et par gange om året. Men ikke vi. Min mor elskede at tage os med til hovedstaden og købte tøj til os, der ikke var stramme denimbukser, Adidas Malta og parkajakker, og vi var kendte for at have skolens mærkeligste madpakker med, for ind imellem havde vi rester af søndagens paella på vores rugbrød, eller jamon eller chorizo; madvarer min mor fik sendt med pakkepost fra hendes far, og som vi var vant til at spise, når vi var på sommerferie i Spanien.

Og hver eneste søndag morgen var vi i kirke, for min mor var katolik og min far havde skrevet under på, at vi børn skulle opdrages katolsk, hvis de overhovedet skulle giftes, så det blev vi. Min far var eksportdirektør og rejste meget over hele verden, og kom hjem med de mærkeligste ting som mangoer, strudseæg, ægte caviar og turkish delight, og ind i mellem fik han tilsendt kasser af andre endnu mere eksotiske madvarer fra hans kunder og agenter over hele verden. Af samme årsag var vores hjem også fyldt med nips og kunst og ting fra alle afkroge af fremmede lande, og ikke mindst var vores sind farseret med historier og fakta om andre kulturer.

Når vi var på ferie i Spanien, blev vi altid inddraget i familiens liv og vi tre børn fandt hurtigt sammen med vores kusiner og fætre og deres venner, og indoptog uden spørgsmål cafélivet, reklame-tv, siestaen og middagsmad kl 22, som vores livsstil, når vi var dér. Sammenlignet med vores danske venner, kunne vi sagtens se og mærke, at vi var anderledes, og ind i mellem drømte jeg om, at det var mine forældre, der hørte dansktoppen og at det var os, der fik citronvand om søndagen, men det fik os ikke til at føle os mindre danske.

Vi var bare også spanske.

Som voksen har jeg selv siden rejst meget rundt i verden, og især som ambassadør for den humanitære organisation CARE Danmark, har jeg i flere afrikanske lande og i Nepal besøgt mennesker, der boede i landsbyer, der var så langt fra alfarvej, at vi ikke kunne køre dertil, og som havde en helt anden kultur og religion end jeg, og som derfor burde være mig fremmede. Men ikke var det. Fordi vi altid kunne samles om det at være menneske. Og i mit hjem hænger der i dag et hinduistisk gudebillede af den grønne Tara, et trækors med Jesus på og afrikanske vifter og masker, og min familie fejrer Halloween og jeg er i gang med at planlægge en amerikansk inspireret taksigelsesmiddag for familie og venner.

Min pointe? At jeg er pæredansk!

Og at jeg til enhver tid vil vælge min egen kultur og forsvare den danske, som den bedste på planeten. Uden undtagelse. Men at det ikke betyder, at jeg ikke kan anerkende værdien af andres. Det betyder heller ikke, at jeg mener, at alle andre skal leve, som vi danskere gør. Og det betyder slet ikke, at der ikke er plads til andre måder at leve på herhjemme. Så længe de ikke med vold, magt eller bedrag, forsøger at lave vores kultur om. Eller ikke respekterer vores, på lige fod med deres egen.

Hvad vil det da sige at være dansk?

Det har vi debatteret intensivt de seneste mange uger og svaret er, at der ikke er noget entydigt svar på det. Kultur er jo et sammenrend af værdier, livsformer, æstetik, mad, religion, tidsånd og meget mere, som ikke altid kan sættes på formel, fordi det afspejler den menneskelige mangfoldighed og livets udvikling, hvorfor den er konstant foranderlig.

Vi har dog en ting, som samler danskheden på en klar måde - og det er vores love. Også de love og regler, der bliver vedtaget i børnehaver, skoler, boligforeninger osv. For de udspringer af det, vi har valgt er vores kultur, som i dag baserer sig på bla. demokrati, ytringsfrihed, kønslighed og videnskab. Vil man tale om danskhed, kan man starte der.

Vil man være dansker, kan man starte med at leve i pagt med dem.

Og hvis man er fremmed, skal man naturligvis respektere dem, så længe man befinder sig i Danmark. Mens man er fri til at forsøge at give et bedre alternativ, så længe vi har frihed til at takke nej.

Vores kultur er jo allerede blevet beriget i vidunderlig grad af alt muligt, der engang var fremmed, men som i dag også er vores. Det er derfor, at mine drenge i dag også har chorizo og jamon med i deres madpakker. Men nu er det købt i Netto. Hvor deres klassekammerater også har købt deres parmaskinke, pitabrød og leverpostej.

Nej, danskheden er heldigvis ikke en fast størrelse. Og det må den heller aldrig blive, hvis den skal overleve. Men vi skal huske at kende og anerkende dens værd, for historien er ikke tilfældig, og det vi har i dag, har vi længe kæmpet for at få. Hvilket vi kan berige verden med.

Kronik i Jyllandsposten 6.1.16

søndag 6. november 2016 kl. 03:55 | 0 kommentarer

I dag svinger skilsmisseprocenter omkring de 50, og det er dermed blevet lige så normalt, som det er at fortsætte med at være gift, og vi har derfor at gøre med en livsstil, der på ingen måde er en statistisk minoritet, men som fortsætter med at være et socialt stigma.

Den 13. oktober var der i nærværende avis et – i mine øjne – usædvanligt fordomsfuldt og snæversynet indlæg om skilsmisseforældre med titlen ”Vil du skabe en taber – så bliv skilt!” af konservative David Munk-Bogballe. Først blev jeg provokeret af dets totale ensidighed, at tænkte, at det ikke var værd at ofre mere opmærksomhed på. Men som ugerne gik poppede indlægget med jævne mellemrum op i min hjerne. Fordi han på intolerant vis forsøger at lave om på virkeligheden, i stedet for at anerkende, at den faktisk findes, og derfra forholde sig konstruktivt og opbyggende til en situation, som lidt under halvdelen af Danmarks børn vokser op i.

Jeg kender godt de analyser og undersøgelser, der siger, at børn af skilsmisseforældre har dårligere livsvilkår og fremtidsudsigter, end børn med gifte forældre. Jeg kendte dem, før jeg selv blev skilt for snart 4 år siden, og jeg er dykket mere ned i dem, efter at jeg blev skilt. Jeg kender også de mange tv-programmer, der i en stime flød over sendefladen på flere kanaler, og som eksponerede elendige skilsmisseforældre og fortvivlede børn, og jeg har hørt flere programmer om samme emne. Og selvfølgelig har jeg selv været nervøs, bange, fortvivlet over, hvad jeg dog udsatte mine børn for, ved at udsætte dem for vores skilsmisse.

Men.

Det, der slår mig hver gang er for det første, hvorfor man til stadighed insisterer på, at den mest ”rigtige” familieform er kernefamilien, når det ikke spejler virkeligheden. Og for det andet hvorfor man til stadighed vælger at fokusere udelukkende på ulemperne ved at være skilsmissebarn, og ikke de fordele, der også er.

Med denne sidste sætning ved jeg, at alle landets David’er vil blive provokeret, for ”der er jo ingen fordele ved at være skilsmissebarn!”, tænker de. I hvert fald ikke følelsesmæssigt, socialt og psykisk. Og Intet barn ønsker at forældrene bryder familien op! Se bare undersøgelserne, der alle siger det samme, henvises der så til.

Igen.

Der er imidlertid et problem med de undersøgelser: at de kun viser det, man spørger om. Så hvis udgangspunktet er, at kernefamiliebørn er normen, vil spørgsmålene kredse om deres hverdag og livssituation, og ikke medtage de fordele, som skilsmissebørn kan opleve. Det kunne være en ny og meget relevant vinkel.

Det kunne bestemt også være interessant at isolere, om de børn, der får flest senfølger af en skilsmisse, ville have fået dem alligevel hvis forældrene ikke var blevet skilt, fordi det reelle problem er, at de bare ikke er gode forældre eller ansvarlige voksne? Og at det naturligvis bliver forværret i en krisesituation, som en skilsmisse altid er. Ligesom et jobtab. Eller langvarig sygdom. Det ville skabe grobund for helt andre undersøgelser, der i stedet for at have skilsmissen som omdrejningspunkt, ville have forældrenes duelighed, hvilket i sidste ende er langt mere relevant, fordi det er noget, man kan ændre på gennem fx forældrekurser.

Eller hvad ville der mon fremkomme af statistiske resultater, hvis man kunne isolere de velfungerende, velovervejede og samarbejdende skilsmisseforældre og børn, og se på, hvordan det mon gik med de børn på længere sigt? Mere resiliens f.eks. som det jo er så moderne at tale om? Større sociale egenskaber og træning i at knytte sig til flere voksne end blot egne forældre? Et mere nuanceret billede på måder, man kan leve i en velfungerende familie på? En tidligere evne til selv at tage stilling til, hvordan man vil leve sit liv?

Ingen tvivl om, at en skilsmisse er en krisesituation for en familie. Og følgerne af den, skal på ingen måde forklejnes. Men som samfund skal vi begynde at anskue skilsmisse på en mere balanceret måde. For i dag svinger skilsmisseprocenter omkring de 50, og det er dermed blevet lige så normalt, som det er at fortsætte med at være gift, og vi har derfor at gøre med en livsstil, der på ingen måde er en statistisk minoritet, men som fortsætter med at være et socialt stigma.

Hvilke måske er hovedproblemet i dag.

At det stadig anses for at være mindre værd og forkert at være skilt og skilsmissebarn. Og dermed øges den uundgåelige smerte, som både børn og voksne gennemgår ved en skilsmisse – for den er der altid! – fordi både skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle. Og det øger jo bare situationens frustration. For de voksne, men endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem. De mærker bare, at noget (de) er forkerte.

Skal vi som samfund skabe velfungerende børn i trivsel, er tiden kommet til at opgive den primært negative og stereotype måde at opfatte en social livsform på, som lidt under halvdelen af børnene vokser op i. Især er det på tide at opgive den arrogante forestilling om, at en skilsmisse ”bare” er noget folk gør alt for letsindigt og uden at skele til børnenes tarv. Ingen gør det her letsindigt! For det går altid udover nogen. Og ingen, der elsker andre, ønsker at udsætte nogen for det! Og ja, skilsmisser medfører praktisk taget altid nye problemer, men det er der mange af livets store valg, der gør. Og det medfører også nye løsninger. Hvorfor det ikke betyder, at den løsning altid er det dårligste valg. Eller at ægteskabet er det bedste. For også ægteskabet medfører mange problemer.

Ifølge David Munk-Bogballe kan man kun med god ret forlade et ægteskab, hvis der er vold, utroskab eller misbrug involveret.

Virkelig?

Så hvis den ene eller begge parter i et ægteskab vantrives, skal man bare holde ud til børnene er flyttet hjemmefra, og dermed indirekte lære sine børn, at længden af forholdet til enhver tid trumfer kvaliteten af det? Og at de derfor skal ignorere deres eget velbefindende og følelser, når de er i et forhold til et andet menneske? Hvilket mange undersøgelser viser er den direkte vej til stress, depressioner, angst og mere i samme skuffe. Ikke noget, der ligefrem skaber trivsel. For hverken børn eller voksne. Skulle man få det fulde billede af børns opvækst, skulle man derfor også lave undersøgelser, der viser, hvor belastende det er for børn at vokse op i ægteskaber, der ikke fungerer.

Som samfund må vi erkende, at kernefamilien har fået en tveægget tvilling, der er lige så dominerende i familiemønsteret som den selv, og at vi derfor skal stoppe udskamningen af skilsmissefamilien, hvis vi vil give vores børn de bedste muligheder for at trives. Ej heller skal vi pege fingre ad kernefamilien, for ingen af familieformerne er ”den rigtige”. Der er de familieformer, der er!

Hvad vi derimod kan gøre, er at imødegå og løse de problemer, som en skilsmisse giver, ved at have fokus på hvordan forældrene er skilte. Ikke om de er det.

Og det kan man med fordel tage videre til, hvordan man er gode forældre sammen – uanset civilstatus. For selvfølgelig handler det om at sætte børnenes tarv først. Så man sammen skaber nogle livsvilkår, der fungerer for børnene, og som tager hensyn til praktik, følelser og fællesskab. Og forhåbentligt også lærer dem helt basale menneskelige færdigheder som tolerance, fordomsfrihed og et nuanceret udsyn til andre mennesker og verden generelt.

Kronik bragt i Børsen den 6.11.16.

torsdag 6. oktober 2016 kl. 12:16 | 0 kommentarer

Indtil jeg var 27 år og holdt op med at ryge 40 cigaretter om dagen, var jeg altid tynd. Jeg spiste alt hvad jeg havde lyst til og jeg var altid tynd. Sådan var min krop bare. Fra midten af juni 1993, hvor jeg klaskede det første nikotinplaster på armen, og til midten af september, tog jeg 10 kilo på. Og pludselig var jeg ikke længere tynd. Hvilket var helt åbenlyst for alle.

Inklusive mig.

Men i mit hoved og i min selvforståelse, blev jeg ved med at være det. Så når jeg så mig selv i spejlet med fremmed masse på kroppen, eller når jeg følte mig tung, slap og langsom, fortalte jeg mig selv, at det jo kun var midlertidigt, og at jeg lige om lidt ville se ud, som jeg plejede.

Midlertidigt viste sig at vare 23 år.

Først i marts i år forstod jeg sådan for alvor, at jeg ikke ad miraklernes vej en dag ville vågne op lige så tynd, som jeg havde været ”hele” mit liv. Og at jeg selv måtte gøre noget vedvarende og markant anderledes, hvis jeg ville derhen igen.

Sammenbruddet i min selvforståelse skete i et prøverum i et storcenter i Cape Town. Lange flyveture får de fleste til at ligne en kuglefisk, og prøverumslys får persienne-looket frem i alle, men det var alligevel ikke nok forklaring på det syn, som mødte mig i spejlet. Denne gang tvang jeg mig selv til at stå og kigge indgående på min krop, mens jeg vendte og drejede mig og lod synet synke ind, indtil jeg erkendte, at det var sådan – præcis sådan – at jeg var og så ud.

I flyveren på vej hjem, besluttede jeg, at jeg ville holde op med at overspise. Noget jeg har sagt til mig selv mindst 1000 gange før. Sagt. Men ikke gennemført. Derfor vidste jeg godt, at jeg denne gang havde brug for et fysisk tegn hos mig selv, der var lige så ufravigeligt og livsvarigt som min beslutning, så jeg ingen undskyldning havde for bekvemme tilbageløb.

Svaret blev en tatovering.

5 tatovører og 6 illustratorer måtte jeg konsultere, før jeg fandt den helt rigtige, og en morgen i maj tog ned til Jones hos K-Ink og fik lavet mit smukke tegn. Hver gang jeg rækker ud efter noget mad, ser jeg det, og foreløbig er det blevet til et tab på 8 kilo. Men det bedste er, at jeg for første gang i 23 år føler mig sikkert hjemme i min egen krop igen.

Hvorfor virker det denne gang?

Fordi mit løfte i virkeligheden handler om selvrespekt. Og om at være bevidst om hvad jeg har brug for. Hverken mere. Eller mindre. Og at turde og ville stå i det, selvom det koster. Og det var det, der for alvor gik op for mig, da jeg endnu engang sad fastlåst og kuglefiskeagtig i flysædet. Det var ikke mangel på disciplin, der var mit problem. Det var manglende respekt for mine egne længsler og behov. Derfor havde jeg ikke – indtil da - været parat til at gøre det, der skulle til, for at nå i mål. Fordi mine ønsker ikke var vigtige nok. Alt imens jeg uden at blinke kunne gå lange besværlige omveje for at holde et løfte, som jeg havde givet til andre.

Måske noget du kan genkende?

Vores fælles undskyldning kan være, at kvinder er oppe imod tusindvis af generationers kulturelle (og biologiske) DNA, når vi skal lade egne behov gå forud for andres. Men den dur faktisk ikke i dag, for samfundsmæssigt er vi frie nok til at værdisætte os selv lige så højt, som vi selv ønsker det. Så vi er tilbage ved selvrespekten. Det starter og slutter hos os selv. Hvilket langt fra gør det lettere!

Har du noget, du længes efter, som du – endnu – ikke har opnået? Så kan jeg varmt anbefale denne kur. Den virker!

Bonus er, at mit første løfte har formeret sig. Det har simpelthen bredt sig til andre områder af mit liv. Små og store. Men det betyder nu ikke, at jeg skal have flere tatoveringer.

Tror jeg.

Klumme i Femina 6.10.16  

”Jeg læste din kommentar, der er overalt på nettet, og så lagde jeg mig i fosterstilling, for jeg er god til begge dele, og alligevel kan jeg ikke holde på en kæreste!”

Magnus stod foran mig og sagde dette med et stort smil, for sådan er han, men alvoren var ikke til at overse. Det var dagen efter mit indlæg i denne avis med titlen: Få hende til at grine. Og komme. Så forlader hun dig aldrig!

Jeg skrev denne kommentar, fordi jeg har mødt mange mænd, som har delt deres frustration over, hvordan de dog skal gøre deres kvinde lykkelig. Og selvom det er et forførende projekt, er det jo ikke jeres opgave at gøre os lykkelige. Det er vores egen. Det betyder dog ikke, at I ikke kan gøre os meget lykkelige. For det kan I.

Og det er vist det, som frustrerer, for Magnus er i hvert fald ikke den eneste, der har reageret på indlægget. Min indbakke har siden da været mere spændende og rørende at følge, for både mænd og kvinder har delt tanker og personlige historier om emnet. At min påstand holder langt hen ad vejen, er for det meste blevet bekræftet, men allerede mens jeg skrev den, fik jeg også lyst til at skrive om, hvorfor vi kvinder elsker jer mænd. For det gør vi. Og måske meget mere end I aner. Hvilket jeg fortalte Magnus.

”Så skal du kalde den: Sex og andre ting, mænd er gode til! Mænd elsker nemlig at få at vide, hvad vi er gode til, for det får vi ALDRIG at vide!”

Point taken. Jeg vil dog holde spændingen, hvilket bla er noget af det, der gør jeg til gode elskere (!) og i stedet starte med at fortælle, at det basalt set handler om to ting, når vi taler mænd og kvinder: Sikkerhed og frihed. To ting, der normalt står i modsætning til hinanden, men som i forholdet til jer, oftest sker samtidig.

Hvordan? Listen kommer her: 

Helt praktisk er I bare gode til at fikse ting! En hul i væggen, der har været der alt for længe, fordi børnene har pillet tapetet af, et brusehoved der er ved at falde fra hinanden, en meget beskidt bil, storskrald der skal afleveres, en lampe eller en reol, der aldrig er blevet hængt op. Anything! Nogle kvinder kan, men flere kan ikke, og derfor er det simpelthen en af de største gaver ved at have en mand omkring sig, der gider gøre det. Læs igen: I er en GAVE, når I gør det.

Fordi I løfter noget af det ansvar, som mange kvinder oplever er vores, især når det gælder hjemmet (hvilket er så gammeldags, at det er lige til at tude over, men ikke desto mindre sandt i de fleste familier), og det gør, at vi kan slappe af, føle os set og elsket og vigtige, og dermed få overskud til at være åbne overfor jer. På alle andre måder. Som en veninde sagde til mig for nylig: ”Det er ren sex, når jeg kan sige sådan til min kæreste: Fiks det please – og han så gør det!”

Mr. Fix It All er dog mere end Bob the Builder, for jeres evne til at skære ind til benet og være no-bullshit agtige er også ret suveræn. ”Sig mig – er hun ikke bare en idiot?” som min eks engang udbrød, efter at jeg i længere tid havde forklaret en kompliceret situation med en anden kvinde. ”Øh – jo!” Og det var jo ikke, fordi jeg ikke selv kunne se det, men – og nu får jeg sikkert nogle feminister på nakken – kvinder indskriver sig i en lang historie om være sociale og inkluderende, når det handler om relationer, så at afskrive et andet menneske, man har et forhold til, som en klar idiot og nix weiter, kan virke provokerende i forhold til at skulle være nuanceret og forstående. Men for pokker, hvor er det også befriende! Og i øvrigt tak for ofte også at komme med en fiks og færdig løsning (som vi sjældent kan bruge, men derfor er det nu meget rart at få den serveret alligevel!).

Verdensmesteren er også en side af jer, som de fleste kvinder godt kan lide. Lidt i det skjulte dog, for gu’ er I nogle gange grineren, når I kan finde på at konkurrere om at spise en burger hurtigst (og grimmest) eller veje børnenes ble, for at se, hvis baby har skidt mest! Jeres evne til at konkurrere og tænke stort er sejt. Især når I vinder. Eller taber med stil. For at ville konkurrere handler jo i bund og grund om at tro på sig selv, og at ville rykke grænserne for, hvad man kan, og det er ikke bare tiltrækkende, det er også meget inspirerende.

Masser af undersøgelser viser, at mænd konsekvent overvurderer deres egen performance, mens kvinder konsekvent undervurderer den, selvom de er lige dygtige, men bare det at tro på sig selv, kan skabe nye muligheder, og det er noget, som vi i den grad elsker ved jer! Også selvom det nogle gange er total langt ude i hampen, hvad I har gang i, men hey – ind i mellem lykkes det jo mod alle odds!

Den værste mor i verden er far, og derfor er det forløsende, når I tør trykke den af, som ikke-os. Det jeg hører de fleste mødre udtrykke, med slet skjult misundelse, er jeres evne til at lege. Til at være aktive. Til at være til stede i nuet. Til at lade opvask være opvask og i stedet kravle rundt på gulvet med barnet, eller tage børnene med ud i skoven og lade dem få en våd sok, som de går rundt med i timevis, fordi nå ja, det går jo nok, og nu havde vi jo lige travlt med at lege Ringenes Herre eller noget andet. Så kan vi tage opvasken sammen bagefter.

Måske tænker I ikke over det, og derfor skal I skal vide, at lige så frigørende det er at modtage jeres beundring, er det også, når vi kan stille os i baggrunden og vide, at han tager over. Passer på. Både børnene. Og os. For at læne os ind i jeres styrke, er faktisk ren magi. At opleve at I står ved os, tager os i forsvar, når vi ikke selv orker at kæmpe mere, at mærke jeres arm omkring os, når vi er trætte, at kunne læne hovedet op af jeres skulder og bare blive passet på, er tryghed der får os til at overgive os selv til jer, og giver os frihed til at åbne vores hjerter – næsten betingelsesløst.

Og betingelsesløs er det, der gør jer så gode til sex! Skøn, vidunderlig, forførende, vild, blid, nærværende rå sex og elskov (ja, der er forskel). Det er så mærkeligt, for selv i 2016 er der stadig en fejlagtig overbevisning om, at kvinder gider sex mindre end mænd. Nåmen, de fleste kvinder elsker sex! Det er hvordan sex, der er udfordringen.

Når en mand virkelig viser sit betingelsesløse begær efter kvinden; når han erobrer hende, tager hende, håndterer hende, fylder hende ud og bruger sin fysiske kraft og styrke med hende, er der kun få kvinder, der ikke vil slippe tøjlerne fuldstændig og bare overgive og hengive sig ubetinget til ham, hun selv har valgt. Også fordi han er med til at befri hendes lyst og liderlighed. Og hvis han samtidig selv tør give sig helt hen til hende, i al sin egen sårbarhed og uden forbehold, så mødet bliver et ægte sjælemøde og ikke bare et knald, får han den kvinde for evigt.

Åh ja, og lad være med nogensinde at bede hende om sex; det er den største turn-off overhovedet. Sex skal skabes, ikke tildeles, så vis hende dit begær og se, om ikke hun reagerer positivt på det.

Nogle gange hører man som kvinde, at I mænd føler jeg overflødige, fordi vi i dag kan klare alting selv. Og det kan da godt være, at vi kan. Men det betyder jo ikke, at det er det, vi vil. Tværtimod.

Egentlig er det ret enkelt: Vi kvinder elsker jer mænd og har vildt meget brug for jer! Vi elsker jeres energi, jeres kroppe, jeres sind og jeres hjerter. Vi elsker, at I er med til at føle os sikre og sætte os fri på samme tid.

Vi elsker, at vi gensidigt kan lade alle barrierer falde og berige hinanden på alle leder og kanter. Og vi vil gå meget, meget langt for at dele vores liv med jer. I kompletterer os og er den bedste partner vi kan drømme om, så lad os nu bare nyde og beundre jeres styrker og svagheder – og indimellem grine lidt af jer, for helt ærligt:

I er altså bare virkelig underlige engang imellem!

Kronik i Berlingske 25. september 2016

søndag 18. september 2016 kl. 06:49 | 2 kommentarer

Jeg havde båret rundt på skænderiet hele dagen. Det sad i kroppen på mig, ikke som en vrede, men som en sorg, der var så eksistentiel, at den satte spørgsmålstegn ved vores ægteskabs beståen.

I mørket på Nørreport Station, dumper jeg fortvivlet ned på en bænk, mens jeg venter på toget, der skal køre mig hjem til ham og børnene. Jeg kigger ned, isolerer mig fra de andre, og mens jeg sidder der og forsøger at falde ind i mig selv og i bænken, mærker jeg en tilstedeværelse af barmhjertighed, kærlighed, som jeg ikke er forberedt på. Så jeg kigger op. Til siden.

Og der, ved siden af mig, sidder der en mand. Grønlænder. Er det første jeg bemærker. Med fedtet sort hår, snavset tøj, støvler i laser. Flere slidte Nettoposer ved siden af ham. Hjemløs?

Jeg kigger på ham og kigger igen, uden at være klar over, at det er det jeg gør, men langsomt trækker han mig ud af min egen fortvivlelse, og da jeg ser ind i hans øjne, ophæves alt omkring mig, og det eneste jeg oplever, er den barmhjertighed, den kærlighed, som jeg mærkede lige før.

På bænkens ryg har jeg lagt min arm, det samme har han, og mens jeg kigger væk, overvældet af den varme og det håb, som har erstattet tungheden i min krop, finder først vores fingre og siden vores hænder hinanden og i nogle få sekunder, er der en kontakt af noget, der føles som en fuldstændig ren kærlighed og selv mens jeg er opslugt af det, undrer jeg mig samtidig over, hvad helvede det er, der sker!

To. Måske tre sekunder efter, har vi sluppet hinanden igen. Vi smiler til hinanden, toget kommer, jeg står op fra bænken, ind i toget og er væk. Fra ham.

Dette skete for flere år siden. Men oplevelsen var så uventet, fremmed og rystende, at jeg stadig kan genkalde mig den blandede følelse af rationel forundring og dyb kærlighed, som pludselig ramte mig.

Hvordan kunne jeg dog føle en så fuldstændig betingelsesløs samhørighed med en total fremmed, at jeg absolut måtte holde ham i hånden i et øjeblik, og som i det øjeblik fratog mig den sorg, som jeg havde båret rundt på?!!  

Jo jo, det var kærlighed. Den slags kærlighed, som mange religioner prædiker om; en universel kraft vi alle er en del af, hvis vi bare forstår at tappe ind på den. Og det var vel det vi begge gjorde den dag.

Men i lyset af sidste søndags triste 15 års-mærkedag, samme weekends velkomstfest for flygtninge i Forum, EU's fremtid i lyset af Brexit, det amerikanske valg, der måske aldrig har været så polariseret og fyldt af hadefuld retorik og det mere og mere differentierede terrorbillede, er der i virkeligheden et ord, der meget bedre dækker det uventede møde, nemlig menneskelighed.

På tværs af social klasse, køn, måske geografi, vistnok etnicitet og muligvis kultur, mødtes vi et øjeblik i en forenet menneskelighed, i en fælles genkendelse af hinandens sjæl og længsel efter at være elsket og høre til. At blive set og anerkendt i sin eksistens. At have værdi for andre end sig selv.

Det er denne menneskelighed, der skal skabe fred, muligheder og fælles udvikling. For det er nemlig et helt nødvendigt kollektivt mål, hvis vi skal blive ved med at kultivere os som samfund. Med den sindssyge hastighed alting forandrer sig med i dag, er det fuldstændig uundgåeligt, at vi skal bære menneskeligheden forrest; ellers er der alt for stor risiko for, at vi ender med selvrefererende systemer og regler, der kommer til at virke kontraproduktive ift både mennesker og evolution.

Dem er der rigeligt af skrækeksempler på allerede og de opstår, fordi de i højere grad er båret af angsten for det fremmede, end af længslen efter en forbedring, der har helheden som pejlemærke. I super homogene Danmark er Karina-gate blot den seneste historie om social klasse vi har delt, mens køn og religion til stadighed begge er en kampplads for den rigtige mentalitet og livsform, som vi kan mødes i fjendskab om. Sidstnævnte især siden 2001.

Udfordringen er, at vores historie er en lang krigsfortælling om hvilken kultur, hvilke livsformer og idéer, der skal have lov til at dominere. Disse idékampe har den uheldige sideeffekt, at retorikken om ”dem og os” er en måde at forstå og legitimere os selv og vores ideer på; ved at dehumanisere fjenden, bliver vi ikke selv til skurke, når vi gør de andre til fjender.

Men når vi mødes i en eksistentiel menneskelighed, ophæves kategorierne og vi mærker fællesskabet. Det fællesskab der i største potens kan lande i en organisation som FN, men som vi i hverdagen selv kan praktisere overalt, hvor vi indgår i relationer med andre mennesker. Vi behøver ikke at befinde os i en grusom krig, der kræver FN’s fredsbevarende styrker, for at skabe fred og udvikling; vi kan praktisere denne medmenneskelighed i vores egen hverdag. Så når vi møder speltfaren i børnehaven, der kører løs om nul-fødselsdagskage-politik, eller når kollegaen igen brokker sig over, at ingen rydder op efter sig selv i køkkenet, eller når din partner helt enkelt ikke forstår dig:

Ræk nu bare den hånd ud og se, om ikke freden sker. Det var, hvad den grønlandske mand hjalp mig med at gøre, og ja, du har gættet det, det førte til forening og forsoning, da jeg kom hjem.    

(Kronik i Jyllandsposten søndag 18. september 2016)

”Jeg er uenig i alt, hvad jeg hørte panelet sige!”

Sådan kan man godt starte et foredrag. Med held. Hvis man vel og mærke selv tilbyder et alternativ, der foreløbig har vist sig at virke. Det handler om performance management og dens død. Eller måske rettere dens revidering.

I tirsdags bød årets HRM-konferencen, Cranet, på 7,5 times indslag om performance management og det blev Zoologisk Haves direktør, Steffen Stræde, der kom med dagens nok mest overraskende indlæg. Han fik i hvert fald vores opmærksomhed ved at indlede sin talk sådan – og derefter fortsætte med at sige, at han jo havde forberedt et andet foredrag, men at han nu havde lyst til at holde et helt andet. Hvorefter han viftede lidt med et papir, hvor han havde taget noter.

”Men det kan jeg ikke, vel?”

Spurgte han forsamlingen. Som kvitterede med at råbe (på den pæne måde, for det var jo på CBS!) at det kunne han godt. Vi ville nemlig gerne høre hans kommentarer til panelet – og i øvrigt også høre, hvad han ellers havde at sige i sit programsatte indlæg: Afbureaukratisering og tillidsbaseret ledelse.

Det interessante er, at Stræde med denne adfærd, faktisk blev et levende eksempel på den nye type af performance, som vi kommer til at stræbe efter. Hvad var det da han gjorde?

Jeg holder spændingen lidt, for inden du får svaret, vil jeg lige runde, hvad performance egentlig er. På dansk kommer ordet præstation nok tættest på og i ordbogen defineres det sådan:

Yde en særlig og ofte krævende (arbejds)indsats der ofte gøres til genstand for andres bedømmelse.

Altså handler det om at kunne to ting: For det første at bidrage med en konkret værdi, som flytter noget for andre. For det andet at forstå, at det er ”de andre”, altså fællesskabet, der skal bedømme indsatsen og derigennem anerkende værdien af det. Bidrag og relationer skaber performance og ingen af delene kan stå alene.

Baseret på denne tankegang, har performance management derfor haft fokus på at gøre præstationer målelige og sammenlignelige, og har medført en udbredt og udpræget KPI-kultur i de fleste organisationer.

De senere år har vi imidlertid kunnet følge, hvordan store og meget ”blå” virksomheder, som fx Accenture og Microsoft, har vendt sig bort fra performancemålinger. Fordi de ganske enkelt ikke virker efter hensigten; nemlig at øge motivationen for at nå de ønskede resultater.

Hvor slemt det står til, startede Cranet konferencen med at slå fast. To forskere, der står bag Cranets egen HRM-undersøgelse, viste med al tydelighed, at der ingen signifikant sammenhæng er mellem formelle medarbejder bedømmelsessystemer og lønsomhed eller produktivitet.

Hvis man kobler det sammen med, at 40% af al sygefravær skyldes stress, angst og depression, får man et ret tydeligt billede af, at motivationen skal komme et helt andet sted fra end at blive konstant målt og vejet.

Så hvad var det Stræde gjorde, da han trådte op på scenen og i løbet af få sekunder fik hele salens udelte opmærksomhed og engagement?

For det første var han selv engageret. Nærværende. Nysgerrig. På det der omgav ham og som satte scenen for ham. Altså handlede det ikke for ham om bare at få leveret sit forberedte indlæg, men derimod om at sætte sig i vores sted, og forholde sig til den virkelighed, som vi lige havde været en del af. Og ovenikøbet udfordre den, så vi fik et endnu bredere syn på den. Han sørgede dermed for at indgå i en sammenhæng, som gav mening for dem, der skulle modtage – og vurdere - hans performance, ved at være åben og smidig overfor den aktuelle virkelighed og forholde sig levende og bevidst til den. Som det sidste inviterede han os med ind i processen, så vi blev medskabere af det, vi selv skulle modtage, og da han fik et positivt tilsagn, rettede han ind efter det. Relationsdelen af præstationen var dermed på plads.

Dernæst leverede han troværdig data og vedkommende fortællinger, som tilsammen gav folk i salen et konkret bidrag, som vi selv kunne anvende og bruge i vores hverdag. Troværdig, fordi han med succes har praktiseret det igennem 4 år med gode resultater. Vedkommende, fordi hans fortællinger havde rod i problemstillinger, som de fleste af os møder på arbejdspladsen. Samtidig med at han satte sig selv på spil, fordi han indviede os i sine egne overvejelser og læring omkring hans proces. Men han gjorde jo faktisk mere end det. Han disruptede sit eget indlæg, fordi han så, at noget andet han kunne byde på, ville have større værdi for os, der lyttede. Hans bidrag ændrede altså indholdskarakter, fordi han var hurtig til at tilpasse sig den nye situation (læs: det nye marked). Dermed var bidragsdelen i hans præstation også på plads.

Stæde leverede altså en performance-proof præstation på scenen, hvor både bidrag og relationer var ligeværdigt i spil.

Cranet konferencens mål var at udfordre den traditionelle måde at se performance management på, hvilket er helt nødvendigt, hvis det skal have nogen gang på jord, for vilkårene for markedet og organisationerne har ændret sig afgørende, bla gennem internettets øjeblikkelige og udbredte evalueringskultur. Ligeledes er der kommet et andet fokus på at bedre arbejdsmiljøet, og med generationerne Y og Z (født fra 1980 og frem), er der kommet større krav til større jobfleksibilitet mht arbejdstider, kreativitet, brug af digitalt udstyr og samarbejdsformer, at traditionel performance management ikke rigtig vil give mening. 

What to do?

På en eller anden måde, skal man jo holde øje med, om at man overhovedet gør de rigtige ting, for at have den rigtige bundlinje, hvis ikke man pludselig står uden sort bundlinje?! Ved at tænke i tillid og frihed.

Danmark er det land med højest grad af tillid mellem borgerne; 78% mener, at man kan stole på andre. Mod 5% i Brasilien, der er bundskraberen. Et tillidsbaseret samfund eller organisation øger sin værdi betragteligt, fordi man bruger ressourcer på at udvikle og skabe nye muligheder/produkter, fremfor at kontrollere det allerede gjorte arbejde.

Igen vil jeg tillade mig at bruge Zoologisk Have som eksempel. Stræde fortalte, hvordan han i sine 4 år i Zoo med held har praktiseret tillidsbaseret ledelse, hvor en form for demokratisk styring har tilvejebragt gode bundlinjeresultater. Hvordan? Helt enkelt ved at lade alle være involveret i at bedømme hvilke aktiviteter, der skal gennemføres, og derefter uddele penge til de projekter, der får mest tilslutning. Det har foreløbig medført flere nye succesfulde tiltag, der har hevet folk ind i haven på trods af udfordrende vejrforhold (som haven åbenbart er meget afhængig af). Han ser dette som et bevis på, at han kan stole på, at hans medarbejdere rent faktisk selv er i stand til at være kreative på hele Zoologisk Haves vegne, og dermed også gæsternes vegne, for at imødekomme deres ønsker og behov. Masser af andre virksomheder praktiserer allerede denne form for kreativitet parret med tillid, og især Google er kendt for at være en virksomhed, der hellere end gerne giver sine medarbejdere frihed til at gøre næsten hvad som helst – så længe, det på en eller anden måde er med til at skabe nye muligheder, tanker og dermed produkter.

Frihed er nemlig helt essentielt, hvis man skal kunne følge med markedets udvikling. Jim Hageman Snabe, der er tidligere Co-CEO for SAP, havde også et fantastisk indlæg, bla om udfordringerne ved at blive ved med at udvikle sig, selvom det går godt. Han påpegede, at før i tiden overlevede store virksomheder i gennemsnit i 50 år. I dag er det 16! Og frihed til at skabe det relevante er derfor helt afgørende, for at kunne følge med. SAP havde på et tidspunkt, fortæller han, over 5000 KPI’ere, hvilket rammer ind i en anden helt central problemstilling, som performance management lider under: At måle og styre efter en hel masse KPI’ere, som reelt set ikke giver mening (længere?), og som ikke er direkte knyttet til det bidrag, man gerne vil give. Når KPI-systemet overtager det ægte bidrag, bliver en naturlig (overlevelses)reaktion fra medarbejdernes side at have fokus på det, der bliver målt, fremfor det, der måske i sidste ende har direkte indflydelse på det samlede overordnede resultat, og så har man skabt et kontraproduktivt system. Når kontrollen overtager kreativiteten, er der risiko for at ende som landene i det gamle Østeuropa, der ikke fulgte med udviklingen og som derfor slog sig selv hjem. Udviklingshastigheden i samfundet er eksponentielt voksende, og derfor er der brug for individer, der bruger deres kræfter på at skabe under tilpas frie rammer til, at de er i stand til at komme med nye løsninger på eksisterende og kommende problemer og behov. Uden at skulle mikrostyres på KPI’ere, der er bagudrettede.

Performance management er ikke død. Men det skal bruges klogt i en tid, hvor vi må basere vores eksistens på co-creation og derfor have udpræget tillid til hinanden, så der er en god balance mellem bidrag og relationer. Med andre ord: Meget mindre Excel og meget mere fest.

Idéfest. Samarbejdsfest. Tværfagligfest. Bidragsfest.   

(Denne kronik blev bragt i Børsen den 11. september 2016)

Efter 21 år i parforhold blev jeg single for nogle måneder siden, hvilket har vist sig at være spændende på flere måder end jeg lige havde regnet med. Blandt andet har jeg været ude og drikke lidt mere te (og drinks, heldigvis!) end jeg plejer, med mænd, hvor et af de mere faste emner på programmet har været forholdet mellem mænd og kvinder, og hvor denne bemærkning er faldet mange gange. Næsten ordret fra mand til mand. Også blandt (næsten) lykkeligt gifte mænd (nej, ikke alle møderne har været i datekategorien!).

Muligvis er jeg røget ind i en statistisk usandsynlighed og udelukkende mødt ”de frustrerede”, men parrer jeg det med, hvad jeg ellers læser i div medier og i øvrigt opsnapper andre steder, er konklusionen vist valid: Den danske mand er ret desorienteret, når det gælder kvinder. Opsummeret i én sætning, sagt af en mand, der var på sammenbruddets rand:

”Hvordan fanden gør jeg hende lykkelig?!!!”

Frustrationen er logisk. Og går begge veje. Mange kvinder er lige så forvirrede! Men i denne kronik tillader jeg mig at tage kvindens synsvinkel, for at prøve at give jer mænd nogle gode råd om (mange, men selvfølgelig ikke alle) kvinders indre anatomi. Jeg håber derfor på tilgivelse for den ensidige vinkling.

Den generelle udfordring er, at kønnenes roller har udviklet sig afgørende de seneste generationer og efterlader få pejlemærker for, hvordan vi kan komplementere og gøre hinanden lykkelige. Mændenes udfordring ses måske tydeligst ved, at cirka 75% af alle skilsmisser er initieret af kvinden. Og det er desværre oftest først, når hun går, at manden vågner op og siger: ”Hvorfor sagde du aldrig noget?” Men tro mig, det har hun gjort. Længe! Når han (endelig) er klar til at kæmpe for forholdet, er hun som regel langt forbi det.

Så hvordan gør du din kvinde lykkelig? Svaret er enkelt. Det er baseret på et hav af samtaler med veninder og andre kvinder, plus flere meter bogstakke, artikler, kurser, film, YouNameIt om kultur, køn og relationer. Og her kommer løsningen:

Vil du gøre din kvinde lykkelig, så få hende til at grine. Og til at komme.

Lyder det som en krævende opgave, så vid, at din bonus er en kvinde, der ikke blot elsker dig højt og vedvarende. Hun vil også give dig betragtelige mængder af frihed, overskud, glæde og ja, liderlighed. Interesseret i at vide mere? 

Det handler om overgivelse og hengivelse. Latteren først. Når en mand får mig til at grine, gør han mig jo glad. Bag latteren og glæden ligger en befriende lyst til at overgive mig ved at sænke paraderne og bare tage imod hans opmærksomhed, fordi jeg både føler mig set og taget seriøst. Når en mand gør en indsats for at få mig til at grine og blive glad, føler jeg mig nemlig vigtig og elsket, og det gør, at jeg netop tør overgive mig til ham. På den måde bliver han samtidig til en partner, som jeg har lyst og tillid til at dele det lyse og det mørke i livet med. For selv i mørke stunder, kan han give mig et lyst frikvarter, og i de lyse, gør han mig endnu mere frigjort og let. Og åben.

Åben er samtidig det jeg skal være, for at komme. På flere planer. En mand, der får mig til at komme, er en mand, der forstår at tænde mig. Ikke bare i sengen (eller i køkkenet eller i bilen eller…) men i lige så høj grad i hjertet og i hjernen. Når han begærer mig, udforsker mig og viser mig, hvor smuk han synes jeg er – både indeni og udenpå - giver han mig en uimodståelig lyst til at hengive mig helt og aldeles til ham. Så åben din kvinde gennem dit nærvær og din ægte interesse, så du skaber det særlige intime rum, som kun I to deler og se hende hengive sig med krop og sjæl. Og tillad hende at udforske dig – for det går altså begge veje! Kun på den måde, kan du få hende til at komme.

Og komme igen. På alle måder.

Du får dog hverken overgivelse eller hengivelse uden tryghed. Vil du få din kvinde til at elske, begære og beundre dig, skal du få hende til at føle sig tryg. Gør hende sikker på, at du altid er der for hende, passer på hende og hjælper hende igennem alt, hvad hun end må igennem. Også ved at stå stærkt i dit eget, så du ikke bare følger hende! Det handler ikke om enighed; det handler om gensidig respekt. Og det er ikke kedeligt og forudsigeligt. Eller svagt. At turde give den slags commitment i en tid, hvor intet er sikkert, er faktisk super sexet. Og langtidsholdbart. Lad hende vide, at hun er den eneste for dig, og se så hvilket mirakel, der sker. For jer begge.

Engang var en mand kvindens sociale og økonomiske forsikring. I dag er han vores ligeværdige partner. Og vi er frie til at give os selv over til et menneske, der får os til at stråle og føle os elskede, begærede og levende. Så få din kvinde til at grine og komme. Lykkes du med det, går hun aldrig fra dig. Aldrig. 

Kronik bragt i Berlingske Tidende den 7. september 2016.

torsdag 25. august 2016 kl. 11:50 | 0 kommentarer

Hvis du tror, at du er den eneste, der har lovet dig selv, at NU vil du aldrig mere overspise, for derefter at hænge foran køleskabet lige før du skal sove, fordi du har lyst til noget, som du ikke ved, hvad er, fordi du føler dig tom på en underlig forladt måde, og derfor ender med at spise en hel masse, som du faktisk ikke har lyst til, og som får dig til at føle dig tyk, tung og trist, så vid, at du ikke er alene.

Hvis du tror, at du er den eneste, der føler dig isoleret, uinviteret og kedelig, når du en søndag eftermiddag browser facebook igennem, og ser hvor spændende, kærlige, sjove liv, alle andre lever, så vid, at undersøgelser viser, at de fleste bliver halvdeprime af at tjekke FB ud. At folk jo kun lægger succeserne op, så alle de gange, hvor de har følt sig isoleret, uinviterede og kedelige, har de ikke delt det.

Ligesom dig.  

Hvis du tror, at du er den eneste, der er blevet forladt af din elskede, at du er den eneste, der har ligget og hulket og savlet henover spisebordet, fordi du var ved at dø af savn efter ham, at dit hoved er fyldt med tusind spørgsmål, for hvordan kunne han pludselig holde op med at elske dig, hvordan kunne han dog pludselig opføre sig så langt ude, hvordan kan det være, at du slet ikke kendte ham, eller var du så torskenaiv, at du ikke ville se, hvem han i virkeligheden var, så vid, at du ikke er alene. At der lige nu, lige her i dit nabolag, ligger andre i fosterstilling i sengen og ikke ønsker at stå op, fordi de er blevet forladt.

Og vid, at om en dag, en uge, en måned, et år, bliver du elsket og elsker selv. Igen.

Eller hvis du tror, at du er den eneste, der har svigtet din elskede, forladt ham, været ham utro, opført dig uværdigt, egoistisk, uforståeligt, og at du er overfyldt af skam over, at du dog kunne gøre sådan, så vid, at du på ingen måde er alene om det. At sådan er vi mennesker også, selv når vi tror, at vi aldrig selv kunne finde på at være sådan, for nogle gange kommer livet ind på os på en måde, som vi slet ikke er forberedt på, at pludselig gør vi ting, vi havde forsvoret, at vi nogensinde ville gøre. Men også, at vi har evnen til at gøre svigt gode igen ved at række ud, undskylde, søge tilgivelse og oftest få den.

Og at den største (op)gave mange gange er at tilgive sig selv.

Hvis du tror, at du er den eneste, der på smertelig måde er blevet for overflødig i dine børns liv, at du aldrig mere hører om det, der virkelig betyder noget for dem, og at du står der, som en syvårig skolepige, der træder sig selv over tæerne, når du higer efter at de ser dig, vil dig, ønsker dig i deres liv, og ikke bare råber gylleord efter dig, smækker med døren, forlader dig, og dit hjerte er ved at gå i tusind skarpe stumper, for hvor skal du nu gøre af al den kærlighed, ømhed og håb, som du ellers har sendt i deres retning, for at få det mere end tifold tilbage, og at du dagligt nages af en afgrundsdyb tvivl om du i virkeligheden har været, er, en dårlig mor, så vid, at du ikke er alene. At alle forældre oplever det her.

Så tro på, at de kommer tilbage. En dag. For det gør de.

Hvis du tror, at du er noget særligt, så tro om. Vi bliver alle svigtet, forladt, er ensomme og gør dumme ting, også overfor dem vi elsker, så du er ikke specielt uelskelig, kikset, dum, naiv, grim, svag, sårbar, ensom, isoleret.

Du er bare et menneske. Og sådan er vi.

Også.

Klumme i Femina uge 34, 2016

 

tirsdag 23. august 2016 kl. 06:56 | 0 kommentarer

Ved du hvad HSP er? Hvis ikke, bør du nok sætte dig ind det, hvis du vil give dig selv en mulighed for at være forrest i markedet. Både med hensyn til produkter/ydelser og når det gælder om at skabe et arbejdsmiljø, der fastholder og tiltrækker de dygtigste medarbejdere, fordi atmosfæren ikke blot er social venlig, men også kreativ, udviklende og engagerende.

HSP står for Highly Sensitive Person og begrebet blev opfundet af Elaine Aron i midten af 90erne. Det er endnu en slags karakter-betegnelse dannet af bogstavkombinationer. Vi har set dem myldre frem de seneste år, der kan ses, som endnu et symbol på et samfund, der elsker at kategorisere alt ned til mindste detalje, for at skabe en illusion om, at vi kan overskue og dermed styre virkeligheden i den retning, som vi selv ønsker den skal udvikle sig i.

De fleste alfabet-diagnoser trækker fra i en jobsamtale, fordi der er en forventning om, at de også vil trække fra på bundlinjen, men HSP kan faktisk blive en organisations redningsplanke i et marked og et samfund, der lider af kronisk innovationsfeber. Hvorfor? Fordi de ved at være netop særligt sensitive, mærker hvad der er på vej, før så mange andre.

HSP kan give sig udslag på mange forskellige områder, men fælles for mennesker, der lever med dette vilkår er, at de gennem deres særlige følsomhed overfor omverden, lader sig påvirke af meget mere, end det, som gennemsnittet af befolkningen gør. Dvs de fungerer som (ufrivillige) seismografer over alt, der bevæger sig i samfundet, og netop bevægelser er grundlaget for forandringer og udvikling. Udfordringen for den enkelte ligger i, at denne følsomhed på mange måder udsætter dem for at være i en tilstand af kronisk udmattelse, hvis ikke de selv har udviklet startegier til at holde verden på afstand, når de skal rense ud i de overvældende mange indtryk. Ophold i naturen, sport og meditation er udbredte renselsesstrategier, fordi det ikke alene går ind og renser hjernen, men også sanserne, som i høj grad også er på overarbejde i en almindelig hverdag i et moderne samfund, der er præget af en hyperhøj buzz – på alle områder!

Man siger populært, at 50% af de jobs der eksisterer om 10 år, ikke findes endnu. Tallene varierer afhængig af hvilken guru eller undersøgelse, man holder sig til, og ingen ved det alligevel med sikkerhed, så det fælles budskab bag, man skal lægge mærke til er: Vi udvikler os som samfund så hurtigt i dag, at vi ikke kan forudse hverken hvilke produkter, ydelser og medarbejdere, vi har brug for i fremtiden.

Derfor er det vigtigt for alle typer af organisationer, at have mennesker, der er beriget med en særlig følsomhed overfor de strømninger, som vi alle er underlagt, og som kan betegnes som en særlig form for kollektiv bevidsthed, som langt fra alle er i stand til at tappe ind i. Som virksomhed skal derfor ikke blot tænke i at ansætte mennesker med HSP; man skal også tage konsekvensen af det og skabe nogle rammer, som understøtter de særlige behov for tilbagetrækning og kompleksitetsreduktion, som de har brug for. Ellers er der risiko for stressnedbrud mm, og det tjener hverken den enkelte, afdelingen eller økonomien.

De fleste organisationer er i dag præget af det, man kan kalde for lineær kreativitet, der baserer sig på hierarkiske, rationelle og successive processer, hvor man gerne vil gå fra problem A og direkte til løsning B. Det er imidlertid en gammeldags måde at arbejde med udvikling på; i stedet skal man tænke i organisk kreativitet, hvor man definerer problemet/behovet åbent og derfra trækker på mange forskellige mulige måder at løse det på, uden at have en klar idé om, hvor processen/løsningen skal ende.

Tværtimod handler det om at skabe så tilpas løse rammer om processen, at man kan inddrage især uventede fagligheder, markedsinformationer, kulturelle påvirkning osv, som får lov til at gå ind og ud og ind igen i de mulige løsninger, så processen får plads til at bevæge sig i mange forskellige retninger, inden man lander på et resultat. I mange tilfælde et helt andet sted end man selv var i stand til at forudse.

Man kan tale om at man stiller sig til rådighed for processens egen intelligens, mere end at man styrer evolutionen frem mod et særligt resultat. De fleste banebrydende opfindelser er sket gennem en særskilt kombination af fornuft, logik, sanser og følelser, der hver især har afspejlet forskellige indgange til fællesskab, identitet, behov og vilkår. HSP’ere kan i denne sammenhæng optræde som ikke blot katalysatorer til nye og kreative indgange til løsningen, men i høj grad også som den lim, der bringer alle enkeltdelene sammen i et resultat, der på forunderlig vis får alle enkeltdelen til at falde sammen i en helhed, der giver mening udover det logiske.

Ifølge Aron er 15-20% af befolkningen særligt sensitive og det betyder, at der med garanti allerede er flere i din organisation, der har denne særlige disposition. Du kan måske genkende dem ved, at deres arbejdsplads er mindre rodet end gennemsnittet, at æstetikken er mere fremtrædende, at de ofte arbejder intuitivt og evner at tænke på tværs af det gængse, at de er meget påvirkelige overfor stemningen i lokalet, at de ikke bryder sig om, hvis der sker mange ting på en gang, at de bliver mere forskrækkede over pludselige høje lyde osv. Måske genkender du dette ved dig selv?

Vores kultur har en tendens til at se særlige træk, som en belastning for fællesskabet, og det på trods af, at vi siden 80erne har hyldet individualiteten. Tiden må være mere end moden til at vi i stedet begynder at sam-arbejde vores mange forskellige evner, så vi formår at lave ægte samskabelse, ved at trække på de mange ressourcer, som vi mennesker byder på. I mange generationer har vi hyldet handlekraft, resultatorientering og no-bullshit-typer, der kunne flytte varer og ideer hurtigt og effektivt.

Men kombineres de egenskaber med en særlig følsomhed overfor det endnu udefinerbare, der påvirker os på de usynlige linjer, har vi det stærkest mulige udgangspunkt for bæredygtig udvikling.

Derfor: Kig efter de HSP’ere I har i organisationen og hjælp dem til at bidrage så meget som muligt, ved at skabe de bedste vilkår for dem. Også. 

Denne kronik blev bragt i Børsen søndag 24. juli 2018. Det er den fjerde i en serie af seks, som jeg har skrevet om det moderne menneskes vigtigste egenskaber for at være et helt menneske på jobbet. Vil du vide mere? Så er mit foredrag Fri os fra succestyranniet måske noget for dig og din organisation.

 
mandag 1. august 2016 kl. 09:31 | 0 kommentarer

40% af al sygefravær kommer fra stress, depressioner og angst.

Hvad tænker du, når du læser dette?

At det er et afsindigt højt tal for et samfund, der er så udviklet som vores? At ledelsen i mange virksomheder svigter sine medarbejdere? At folk er svage og at der er gået modediagnose i den? Eller måske en hel fjerde grund?

Uanset hvad grunden end er, er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at disse tal hænger ufravigeligt sammen med det, som jeg betragter som det moderne menneskes største udfordring:

Fraværet af ontologisk sikkerhed.

Ontologisk sikkerhed betyder i bund og grund, at man føler sig sikker i sin egen væren. Altså at man har tillid til, at man selv er placeret med sikkerhed i det samfund, som man er en del af og at ens eksistens dermed er grundlæggende sikret. Det handler først og fremmest om en følelse af sikkerhed; en slags indre vished om, at man er en del af en helhed og at man har en vigtig rolle at spille i den.

Dette står i skærende kontrast til de dominerende vilkår, som mange ledere og medarbejdere lever under i dag, nemlig omstillingsparat, udviklingsvillig og organisationskompatibel. Vilkår, der på flere planer, skaber et grundlæggende fravær af ontologisk sikkerhed, både i det enkelte menneske og fælles i organisationen. Især hvis den ikke er båret af en meget tydelig leder, der kan skabe sikkerhed for, at rammerne er holdbare. Længe.

Ontologisk sikkerhed er nært knyttet til to andre begreber: Tillid. Og anerkendelse.

Vi er verdens mest tillidsfulde folkefærd. Ifølge professor Gert Tinggaard Svendsen mener 78% af den danske befolkning, at man kan stole på andre (mod 5% i Brasilien) og det er mannagryn direkte på bundlinjen. En høj grad af tillid gør nemlig, at man bruger sine kræfter på at udvikle nyt, fremfor at kontrollere det, der allerede findes. Eller de andre.

Tillid er også direkte forbundet til forudsigelighed. Et ord, der desværre har fået gammelmands-status. Forudsigelig associerer i dag til rutine, gentagelse, kedelig, stagnation. Hvilket står i modstrid med det, som vi værdsætter i dag, nemlig egenskaber som dynamisk, fleksibel og innovativ. Men hvis du forestiller dig, at du aldrig ved hvornår du får løn, hvis du overhovedet får det, eller at du aldrig kan forudse, hvad de andre trafikanter gør, bliver det absurd tydeligt, hvor vigtig forudsigelighed er i et velfungerende samfund og en velsmurt hverdag, hvis ikke det skal blive til en evig kamp om overlevelse – på alle planer!

Manglen på forudsigelighed og sikkerhed giver sig udslag i, at alt for mange mennesker lider under en permanent følelse af indre uro og ustabilitet, usikkerhed for fremtiden, angst for hvilken værdi de egentlig har for fællesskabet/gruppen/virksomheden/samfundet – også fremadrettet. Og sidst, men bestemt ikke mindst: Angsten for at være overflødig. Med andre ord: Et fravær af ontologisk sikkerhed.

Oven i det kan vi så lægge det tredje begreb, nemlig anerkendelse. Uden basal anerkendelse dør vi. Det behøver ikke at være en fysisk død; det kan snildt være en indre død, hvor vi forvandler os til sociale zombier, der hverken formår at bidrage til fællesskabet (i hvert fald ikke kreativt, innovativt og originalt!) eller er med til at skabe et godt socialt miljø. Tværtimod udvikler nogle af de zombier sig til ”giftige brokkerøve”, der trækker al optimisme og overskud ud af fællesskabet. Som art har vi brug for at blive mødt i anerkendelse på både vores person og vores bidrag, for at få en oplevelse af, at vores eksistens har en betydning, der rækker udover vores egen.

Sikkerhed i din egen væren. Tillid til dig selv og omverdenen. Anerkendelse. Det er de tre elementer, der skaber den grobund, som vi alle har brug for at blive dyrket på. Det stiller gode krav til ledelsen om at skabe et arbejdsklima, hvor der er fokus på, hvordan man skaber et ontologisk sikkert kreativt miljø.

Som test kan du kort spørge dig selv, hvor sikker du mon føler dig i din væren? På en skala fra 1-10, hvor 10 basalt set er en dyb følelse af fred, sikkerhed og fuldendthed, og 1 er en total uforudsigelighed og usikkerhed på alle områder, hvor ligger du så, når det gælder fx dit job? Dit ægteskab/parforhold? Dine relationer? Din økonomi? Din krop? Din fremtid?

For nogle er 9 det magiske tal, når vi taler job, mens det for andre er rigeligt med 6. For nogle vil et 5 tal i ægteskabet være rigeligt, mens det for andre vil være lig med skilsmisse. Hvor man ligger på skalaen afhænger meget af, hvordan ens psyke og værdier er skruet sammen.

Alligevel kan vi altså se, at der er nogle alarmerende hovedtræk ved den måde, som vores samfunds dynamik er i dag, for 40% sygefravær baseret på en indre psykisk tilstand, er både alt for højt og unødvendigt.

Det moderne (arbejds)liv hylder individualiteten, kreativitet og selvstændigheden, og de fleste forsøger at leve op til dette. Men hvis det ikke parres med stabilitet, en vis grad af forudsigelighed og en sikker rammesætning, især for hvornår man er en succes og en fiasko, oplever alt for mange at blive så fundamentalt usikre på deres egen eksistens, at de krampagtigt forsøger at være en succes på samtlige parametre på samme tid – og det fører direkte til udmattelse på kort sigt. Hvis presset bliver ved, opstår risikoen for depression, stressnedbrud eller angst.

Løsningen er ikke spor enkel, for man skal kombinere forudsigelighed med innovativ dynamik, sikkerhed med kreativ frihed og selvstændighed med klar rammesætning – men der er faktisk ikke nogen vej udenom, hvis man ikke vil ende med en zombie-organisation, der nedbryder folk i stedet for at opbygge samfund. Og markeder.

Denne kronik er den anden i en søndags-serie i Børsen, hvor jeg behandler de seks vigtige karaktertræk, der hjælper os til at være hele mennesker på arbejdet. Mit foredrag Fri os fra succestyranniet, handler bla. om dette. Se mere på http://www.emiliavanhauen.dk/flx/foredrag/farvel_succestyranni/

 

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign