søndag 21. januar 2018 kl. 08:54 | 0 kommentarer

”Det jeg frygter mest er, at jeg holder op med at elske hende!”

Sætningen giver umiddelbart ingen mening i forhold til situationen. Og måske derfor har hans stemme en underlig tør klang. Som kom den fra en tom kagedåse. For ordene tilhører et menneske, der ugen før blev forladt af sin kæreste, og som nu er knust af hjertesorg.

Men sætningen giver faktisk mening.

For frygten for at miste kærligheden til den elskede, bunder i angsten for at opdage, at der så aldrig mere kommer en, som kan træde ind i hans hjerte og lyse det op indefra. Hvis håbet forsvinder, er der intet tilbage. Så hellere mærke kærligheden i al sin smerte. Også selvom den gør hans krop for lille til de følelser af hjemløs kærlighed, som jagter ham vågen dag og nat.

Så jeg siger, at jeg forstår. For det gør jeg. Jeg har jo selv været der. Som de fleste.

Desværre lever vi i en kultur, der er smerteforskrækket. Alt hvad der gør ondt, skal helst fikses på fire minutter, og selv vejen ud af smerten, må gerne være bedøvet, så vi slet ikke mærker noget som helst, men bare er hurtigt videre. Og det er denne Skrid-Smerte-Skrid holdning, han hele tiden bliver mødt med, når han deler sine følelser.

Og det går ham på. For han kan ikke få dem til at gå væk. Og han har heller ikke lyst til at de bare forsvinder. Det siger han under vores tredje samtale denne uge og måske burde jeg bare sidde og lytte. Og lytte. Til han var tømt for alle chokreaktioner og famlende fejlslutninger på den manglende logik i situationen. Men jeg er irriterende ambitiøs på hans vegne og vil netop have ham til at få noget ud af alle de følelser, der pludselig er åbnet op i ham. Så jeg spørger ind. Til hvad han føler lige nu. Til hvad han har mistet. Og hvorfor det er et tab.

For hjertesorg er aldrig noget man bare skal se at komme over. Aldrig.

Tværtimod. Man skal sørge, for at komme godt igennem den. Gaven i et forrevet hjerte er nemlig, at det giver adgang til at erfare sig selv uden filter. Lige som når man er forelsket. Bare med omvendt fortegn. Bogstaveligt talt. Og lige der, i angsten og sorgen og smerten, finder vi som regel ind til, hvem vi også er. Hvilke bundløse dybder vi indeholder, og ikke blot hvilke skønne højder, vi stræber efter. Det er kun i spændvidet mellem lys og mørke, at vi for alvor kan mærke, hvad vi inderst inde længes efter. Og ikke før vi kender og tager ejerskab for det, vil vi kunne finde og få det. Og måske der, justere os selv på plads på ny.

Hjertesorg handler ikke kun om tabet af en elsker.

Det opleves i alle relationer. Også de, der stadig eksisterer, men som pludselig ændrer karakter. Fx når børnene bliver voksne. Eller når et voksent barn må tage et opgør med en forælder. Eller når et venskab må tilpasses. Den opstår også, når man må opgive en vigtig drøm, fordi man erkender, at den aldrig kommer til at ske. Eller når man opgiver en passion, som man har investeret sig selv og sin fremtid i, fordi man en dag oplever, at den ikke længere er vigtig. Og at længslen den var båret af, nu er blevet til en diffus tomhed, der gør kroppen urolig og sindet retningsløst.

Og den kan også opstå, når man pludselig mister sit job og sine kollegaer, som mange medarbejdere oplever i disse dage med de mange statslige udflytninger.

I alle situationer er hjertesorgen en smerte, der vil dig noget godt. Fordi den er et bevis på, at du ikke er ligeglad. Men i stedet for at haste videre til noget nyt, skal vi altså give os plads og tid til at lære noget af smerten. Ligesom vi skal respektere, at sorg er en proces med flere stadier. Det er fornuftigt at overgive sig til det, for forskning viser, at de, der reelt kommer hurtigst og bedst videre, er de, der kigger på både sig selv og bruddet med kritiske øjne, for at blive klogere. Især på sig selv.

Problemet er dog, at vores effektivitetsparadigme hundser alt for mange hurtigt videre. Desværre ofte til noget, som er forkert. For det viser sig gang på gang, at de der skynder sig videre, ofte oplever at de taber sig selv. Igen. Især dem, der søger at ”vinde” et partnerbrud ved at være den første til at vise sig med en ny kæreste. Der de fleste gange handler om, at ”rebound-partneren” skal agere både følelsesmæssig skraldespand og bekvemt ”Se-hvor-uimodståelig-JEEEEG-er!” bagtæppe.

Forskning viser, at mænd oftere end kvinder benytter sig af denne model. En undersøgelse blandt 5700 ny-singler fra 96 forskellige lande, viser dog også, at mens kvinder ofte kommer sig helt efter et brud, er der desværre en stor overvægt af mænd, der aldrig kommer sig over det. Selv de, der finder sammen med en ny. Måske har det noget at gøre med, at cirka 2/3 af alle brud initieres af kvinden, så selvom han snart sidder og kissermisser med en anden, er det altså ikke nødvendigvis et udtryk for, at han ikke elsker hende mere og er kommet sig over hende. Måske ligefrem tværtimod. Så hvis du er mand og i hjertesorg, skulle du måske give din sorg lidt mere tid og plads, så du bruger den til udvikling fremfor afvikling.

Hvorfor hjertesorg gør fysisk ondt kan forklares videnskabeligt.

Det samme område i hjernen, der reagerer på fysisk smerte, reagerer også når vi føler os ekskluderet eller oplever tabet af en social relation. Faktisk viser studier, at vi hellere vil opleve fysisk smerte end at føle social udelukkelse. Det handler om basal overlevelse. Vi mennesker har brug for at være i nære relationer for at overleve, så vi bliver fra naturens side hjulpet til at opsøge de situationer, som styrker vores overlevelse (forelskelse) og føle smerte ved de situationer, som svækker den (brud). Hælder du derfor til at isolere dig i hjertesorg med grædeis, hulkepopcorn og tudete, mens du binger romantiske film, så sørg for at gøre det i selskab med andre.

Og drop hyggestalkingen af din ex på de sociale medier. Hjertesorg giver (partner)abstinenser på linje med kokain og nikotin, så eneste vej frem er at lave en kold tyrker, i stedet for at aktivere smerten igen og igen, for det forlænger bare pinen. Og lige dét, lærer du intet af!

Hjertesorg skal tages alvorligt og tages hånd om. Den er en reel smerte, som du skal give tid til at heale. Den er også dit wake-up call fra din sjæl og dine dybeste længsler, så:

Lid. Lyt. Lær.

Dét er vejen frem til en ny – bedre! - kærlighed.

Kronik i Jyllandsposten 21. januar 2018 #jyllandsposten #emiliavanhauen #hjertesorg

fredag 12. januar 2018 kl. 14:06 | 0 kommentarer

Jeg havde aldrig tænkt over det før, men pludselig lød det som en direkte provokation, da jeg smed mine nøgler på det lille bord i venteværelset. De faldt tungt og larmende og brød på en nærmest uhøflig og skrydende måde igennem stilheden, da de ramte bordpladen i en uskøn række af hørlige klonk, efterhånden som den ene nøgle efter den anden faldt til ro.

Den gamle dame med alpehuen, der stod ved stumtjeneren og tømte sin frakkes lommer, kiggede i en blanding af overraskelse og irritation, først på bundtet og siden på mig. Men det, der fik lov til at skinne igennem, var en sorgfuldhed, som jeg ikke lige kunne placere. Men som faldt på plads, da hun satte sig ned og på bordet lagde et brilleetui. Og en enkelt nøgle.

Det er så nemt at konkludere på andre menneskers liv, blot ved at iagttage dem. Og det er lige så let at tage fejl, og lade egne fordomme og forventninger styre de indsigter, som man gør sig på andres vegne. For min umiddelbare konklusion på den sorg, som jeg mente at se i hendes blik, var, at hun længtes efter at have flere nøgler i sit liv. Fordi de var symboler på hjem og mennesker hun havde adgang til og delte tillid og følelser med, og steder med mennesker, som forventede, at hun kom for at levere et bidrag.

Men jeg aner det jo ikke.

Mit eget nøglebundt er et rodsammen af mange slags nøgler, inklusiv et par stykker, som jeg faktisk ikke aner, hvad kan låse op, og mens vi sad der og ventede, tænkte jeg på, om det bundt mon kunne beskrive mit liv, som det er i dag?

Afspejler det kompleksiteten i mit liv? Eller antallet af relationer? Eller viser det bare et menneske, der ikke rydder nok op i sit liv, og som derfor slæber rundt på gamle nøgler, der ikke længere giver adgang til noget – eller nogen - som helst?

Jeg tænkte også på, hvilke nøgler jeg ikke havde, som jeg gerne ville have. Fx en nøgle til et sommerhus, hvor jeg kan forsvinde hen, når jeg har brug for at fordybe mig i både viden og natur. Jeg ville også elske at have en nøgle til en badeanstalt, selvom jeg hader koldt vandt, for jeg ville ønske, at jeg elskede at vinterbade, for alle siger jo det er så sundt og den bedste kur mod appelsinhud, og jeg er sikker på, at det er fantastisk. Bagefter!

Og så ville det være rart at have en nøgle til en kærestes hjem. En mand jeg elsker, også på trods af alt det, han har vist mig, som er knap så skide smukt. Og hvor vi hører så meget sammen, at vi gerne må låse os ind, mens den anden sover, uden at blive pandet ned af en stegepande, når vi lister os igennem mørket, men i stedet bliver taget imod af varme arme under dynen og et suk af overgivelse.

Når jeg bliver gammel, håber jeg, at jeg har mere end én nøgle. Jeg håber, at jeg har nøgler til alle mine børns hjem. Og til flere af mine venners hjem. Jeg håber det, fordi jeg håber at det også betyder, at vi ikke bare vander hinandens blomster, når vi er ude at rejse, men også hinandens hjerter til hverdag. Den slags nøgler må hellere end gerne gøre mit nøglebundt tungt.

Også i dag.

(Klumme i Femina 11. januar 2018)

2018 starter i morgen og hvis det skal blive anderledes – bedre - end 2017, er det tid til et servicetjek af dine overbevisninger. Ikke kun for din egen skyld. Og slet ikke hvis du er leder. Her er metoden.

Hvilke overbevisninger skal have lov til at definere dig, dit liv, dit bidrag og dine relationer i 2018?

Eller hvad med dit firmas liv, bidrag og relationer?

Og hvordan finder du egentlig ud af, hvad det er for nogle overbevisninger, som styrer dig? Mange gange bag om ryggen på dig, fordi de er så groet sammen med den du er, at du slet ikke er klar over, at du har dem.

Det er, hvad du kan få ud af at læse denne kronik. Og det vil du måske have lyst til at gøre, fordi du trænger til at blive mere fleksibel, agil, responsiv overfor de vilkår og behov, der vil komme i 2018. Så du bliver en af dem, der vil være i stand til at dække dem. Både fordi du har lyst og kan. Men i endnu højere grad fordi du er fordomsfri og åben, og dermed har plads til at være mere fremsynet. Det vil give dig evnen til at møde verden med en mere åben attitude og det kan få dig til at lægge mærke til nye ting, som kan forny dig. Og din virksomhed.

Derfor er denne kronik i virkeligheden optakten til at lave et lille nytårseksperiment, som for de fleste vil give noget frihed, energi og styrke til at forfølge de rigtige mål. Og blive mere til det menneske eller skabe den virksomhed, som passer til der, hvor du eller I er nu.

Inden du får præsenteret selve øvelsen, er det dog værd at kigge på, hvorfor det ikke kun er for dine egne ambitioners og livskvalitets skyld, at du skal lave dette servicetjek.

Årsagen er, at alt hvad du gør, har en betydning for andre end dig selv. Og det hænger sammen med en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste, egenskab og faglighed i fremtiden: Evnen til at forstå, skabe og dyrke relationer. Og forme fællesskaber.

Hvem vi er og hvordan vi skaber gode relationer til både os selv og andre, har altid været vigtigt for os mennesker at forstå og håndtere, men med fremkomsten af den digitale teknologi, der snart kan opleves i alle ting og strukturer, og især med udviklingen af kunstig intelligens, er det relationerne, der i sidste ende gør os menneskelige. Vi vil derfor se, at der vil komme et stigende behov for at kunne skabe, vedligeholde og udvikle relationer, bla også for at kunne skabe fællesskaber, der er i stand til at skabe den nødvendige innovation. At relationer er det vigtigste for vores livskvalitet er blevet bevist i utallige undersøgelser, og det bliver ikke mindre gyldigt efterhånden som vores hverdag bliver lettere og lettere vha tekniske hjælpemidler.

Vores udfordring er dog, at mange af de strukturer, som vi har været vant til, og som har hjulpet os ind i og trænet os i forskellige, ofte gensidigt forpligtende, relationer, er under opløsning. Familier, uddannelsesinstitutioner, ægteskaber, sportsforeninger, venskaber og arbejdspladser er blot nogle af de kendte sociale strukturer, der længe har været under opløsning, og som skaber et langt mere flydende tilhørsforhold for det enkelte menneske. Det skaber frihed.

Men det skaber altså også en fundamental større usikkerhed i vores relationer, som desværre kan føre til en øget grad af ensomhed, som vi desværre ser er en tendens i vores tid. Fx viser en af de nyeste undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Trygfonden, at 18 procent af danskerne føler, at de har svært ved at deltage i dele af det hverdagsliv, som ellers er almindeligt for de fleste i Danmark. Ufrivillig langvarig ensomhed kan medføre for tidlig død, en øget risiko for hjerte-kar sygdomme, alzheimers, forhøjet blodtryk og forskning fra University of Chicago viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op til 14%.

Som samfund har vi en seriøs udfordring med at få så mange borgere som muligt til at føle sig som en inkluderet del af fællesskabet. Og det sker kun, hvis vi kan finde ud af at skabe og udvikle relationer mellem menneskerne.

Disse relationer skabes dog bedst, hvis de enkelte mennesker kender sig selv. Og tør se på sig selv og andre på så fordomsfri en måde, som muligt.

Hvilket fører mig direkte over i den nytårs-metode, som jeg nævnte i starten, og som jeg vil invitere dig til at bruge, for at blive klarere på, hvem du er og hvilke overbevisninger der styrer dig, dit bidrag og måske dit lederskab. Lad mig starte hjemme hos mig selv. I årevis har jeg nemlig gået og sagt:

”Jeg er ikke sådan én, der laver selvudviklingskurser!”

Sammen med ”Jeg skriver ikke selvhjælpsbøger!” og ”Jo, jo, jeg coacher og er også uddannet coach, men jeg er mere en slags rådgiver…”

Hvorfor?

Fordi jeg syntes, at ”den slags” både var en smule pinlige og useriøse. Sammenlignet med at være kultursociolog, forfatter og professionel foredragsholder, der fortolker og kommenterer på tidsånden og som gerne optræder på store konferencer eller skriver i fx …Børsen.

Hvilket bare afslører mig som pinlig.

For jeg har helt klart indskrevet mig selv i et gammeldags statushierarki, hvor det at arbejde med det enkelte individ på den måde, anses for at være letbenet. Og måske har det også noget med køn at gøre, for der er en klar overvægt af kvinder i dette segment, som både udbyder og tager imod bøger og kurser af denne slags, og så får området bare en lavere status. Sammenlignet med fx ledelseslitteratur og kurser for ledelse.

Problemet med sådan nogle overbevisninger er, at de sjældent gnidningsfrit følger med din egen udvikling og erfaring. Selvom vilkårene har ændret sig, nye erfaringer er kommet til, og man i virkeligheden selv ændrer behov og udvikler et talent, og man faktisk begynder at længes efter noget nyt, kan man blive holdt tilbage af nogle gamle overbevisninger om sig selv. Og det er jo kontraproduktivt. Så lad os tage et nærmere kig på dine overbevisninger:

Hvilke overbevisninger har du om dig selv? Hvilke: ”Jeg er jo sådan én, som….” og hvilke ”Jeg er jo ikke sådan én, som….” har du? Både som privatperson og på dit arbejde. Du kan evt. tage et papir og dele det op i fire kvadrater; to med ”Jeg er…” for privatperson og arbejde og to med ”Jeg er ikke…” Bemærk, at de kan være både positive og negative.

Eller hvis du ikke ønsker at gøre det på dig selv, så er det en glimrende øvelse også at gøre for dit firma, hvor du kigger på hvad I er og ikke er. Ofte vil de overbevisninger være knyttet til visionen og missionen.

Altså: Er du sådan én, som altid lukker og slukker efter en fest? Eller én, som altid er med på det nye, eller altid er der for dem du elsker, eller altid er åben overfor andres synspunkter, eller altid sørger for festen, gaven, de andre? Er du sådan én som i hvert fald aldrig kunne finde på at læse en selvhjælpsbog, eller aldrig kunne svigte et menneske du elsker, eller aldrig giver op på en opgave, eller aldrig taler grimt om andre eller aldrig kunne gennemføre et maraton?  

Find de 3-5 tungeste overbevisninger du har om dig selv i hver kategori – og kig så på dem igen. Er de virkelig rigtige? Holder de stadigvæk? Og hvad giver de dig? Hjælper de dig til at være det menneske (eller det firma), og opnå de oplevelser og mål, som du dybest set har lyst til at være og have? Eller fastholder de dig i en gammel form? Hvor bliver du begrænset af dem? Og hvor får du masser af energi?

Når du har fået luget ud i dem, du ikke vil have, og fundet frem til dem, der passer til dig i dag, har du nogle gode brugbare sætninger om dig selv, eller dit firma, som kan hjælpe dig til at tage nogle bedre, opdaterede og mere bevidste valg i 2018.

Øvelsen er super effektiv og meget enkel at lave, og bypasser en masse gode intentioner, som vi ellers har det med at overbevise os selv om, at vi er. Men som desværre ikke altid har noget med virkeligheden at gøre.

Jeg har selv brugt metoden til at finde ud af, at jeg faktisk havde lyst til også at arbejde med at udvikle andre mennesker, og derfor bla. lave kurser, der handler om det. Hvorfor jeg har planlagt at lave flere i 2018, med det første, nytårskurset, der løber af stablen allerede om 7 dage.

Nu er jeg altså blevet til ”sådan én, som også laver selvudviklingskurser” og den går jeg stadig og tygger lidt på, mens jeg finder mig til rette i min nye udvidede identitet. Hvilket er præcis det, som er min pointe med denne kronik: At vi bliver nødt til hele tiden at være åbne for hvem vi er, før vi forsøger at være åbne overfor hvad vi vil bidrage med. For vi er aldrig nogen uden de andre, og hvem vi er i samspil med andre, defineres af vores egne – og de andres – overbevisninger.

Lad derfor 2018 blive det år, hvor du går på opdagelse i nye overbevisninger og fortællinger om dig selv. Og dit firma. Du har hele 365 dage til at øve dig i!

Kronik i Børsen den 31.12.17

fredag 8. december 2017 kl. 16:23 | 0 kommentarer

Da jeg var gravid med mit ældste barn, vidste jeg bare, at det var en pige. Da jeg var gravid med mit andet barn, vidste jeg igen, lige så sikkert, at det var en pige.

I 15 år har jeg nu været mor til to lækre, skønne, vidunderlige drenge, som jeg elsker meget højt.

Alligevel er det tab ikke at have en datter.

Hvilket selvfølgelig ikke har en pind at gøre med mine sønner; jeg ville bare også gerne have haft en datter, som jeg kunne dele køn og dermed måske også visse interesser og erfaringer, som potentielt kunne knytte tættere bånd. Og så fordi hun og veninderne ville være fantastiske studieobjekter på første hånd, for sådan en kultursociolog som mig!

Det sidste lyder ikke specielt kærligt, men faktisk er det ren kærlighed fra min side.

Der er nemlig desværre tonsvis af statistik, der viser, at de yngre generationer kæmper på langt flere fronter end nogensinde før, og at de i uhyrlig grad er præget af angst, depression, ensomhed og ikke mindst stress, så alt hvad vi voksne kan gøre for at hjælpe dem til et liv med færre komplikationer, er en opgave vi bør tage på os. Jeg forsøger derfor at lære dem bedre at kende ved ind i mellem at ”låne” nogle unge piger, så de selv kan fortælle, hvad der præger deres liv og hjerter.

Ikke overraskende er der alle de klassiske spørgsmål på spil om kærlighed, tilhørsforhold, ambitioner, livsformål osv. Men der er en væsentlig forskel fra min barn- og ungdom:

Det ekstreme er blevet normen.

Da jeg var barn og ung, var der en vis afstand fra de såkaldt ”almindelige” piger og til deres idoler og forbilleder, og der var en udbredt forståelse af, at det almindelige var at være almindelig.

Sådan er det ikke i dag, hvor det ”almindelige” er at være noget særligt. Enten ved at være særligt positivt privilegeret, fx ved at have titusindvis af følgere på Instagram, eller ved at være særligt negativt udfordret, fx ved at have været udsat for overgreb, men hvor hun har overkommet det, og på den måde har fået en både særlig stærk position og derigennem en særlig form for positiv opmærksomhed. 

Problemet er bare, at det naturligvis er løgn. For det almindelige er stadig at være almindelig. Og heldigvis lever de fleste piger såkaldt ”helt almindelige liv” med en god og jævn opvækst, hvor de klarer sig godt både i skolen og socialt.

Det forhindrer dem dog ikke i at udkæmpe hårde kampe i deres indre, og de bliver ind i mellem frygtelig kede af det, nogle gange uden en særlig ydre grund, og de føler sig udenfor, uden nødvendigvis at blive mobbet, og de føler sig jævnligt helt forkert, selvom alle andre synes det kører for dem. De må bare ikke føle sådan. Synes de selv. For det er jo ikke særlige problemer.

Og på den måde rammer de sig selv med dobbelt skam. Skam over ikke at være noget særligt. Og skam over at have det dårligt, selvom de har helt almindelige liv.

Det er her vi voksne kan træde til og gøre dem ”normale” på den gode måde. Ved at spejle dem i al deres normalitet og give dem plads til at føle præcis det, de føler. For som voksen ved man jo, at livet er et langt ridt af opture og nedture, og at man selv som ”normal” i perioder kan føle sig så grundforkert og grundulykkelig, at man faktisk ikke rigtig kan stille noget op mod det. Man ved også, at det på et tidspunkt går over, og at man nok skal blive glad igen.

Det de almindelige piger faktisk har mest brug for, er at få fred fra det særlige. Hvilket også er det, som alle de ”særlige” har brug for! Og det er måske det, vi voksne mest af alt skal give dem, udover kærlighed: Fred til at være, som de er.

Klumme bragt i Femina 7. december 2017

Har du en datter eller en søn, der trænger til et positivt indspark, kan de melde sig til en årlig gratis event eller få inspiration ud på deres skole. Se mere på www.GlobalDignity.dk

søndag 3. december 2017 kl. 08:43 | 0 kommentarer

Hvis du var konge over en øde ø, hvem var du så? Nemlig! Ingen. For hvem skulle du være konge over?!

Det er en af de virkelig dårlige sociologvittigheder, som oftest bliver afleveret med et vådt grin en sen nat, når tiden er komme til det platte og indlysende. Men så dårlig er den nu alligevel ikke, for den samler noget fuldstændig essentielt om vi mennesker, nemlig:

Uden de andre, er vi ingen!

Og vi ved det jo godt. Helt instinktivt ved vi godt, at det eneste, der virkelig tæller, er vores relationer. Det er blevet bevist i utallige undersøgelser, og et af de mest imponerende studier over deres betydning er nok Harvard Study of Adult Development, som har kørt siden 1938. Dengang samlede man 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer og fulgte dem i 75 år (!), hvor formålet var at finde svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art kan stille os selv: Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?

Det entydige svar var: Gode relationer.

Hvilket jo ikke bare gælder på individplan, men sørme også på kollektivt plan. Gode, sunde og lykkelige samfund får vi, når vi har tillid til hinanden og skaber sammenhængskraft ved at føle et frivilligt tilhørsforhold til kollektivet.

Dette står desværre i skærende modsætning til den udvikling, som vi har kunne iagttage igennem de senere mange år. Nemlig at mange af de strukturer, som vi har været vant til, og som har hjulpet os ind i forskellige, ofte gensidigt forpligtende, relationer, er under opløsning.

Familien er det første og ofte mest stabile fællesskab, som vi har igennem livet. Men den er under kraftig omkalfatring, og vi ser bla, at hele 27 procent af befolkningen ifølge en YouGov undersøgelse svarer, at de slet ikke har kontakt med ét eller flere nære familiemedlemmer. Det har naturligvis noget at gøre med, at vi ikke længere er direkte økonomisk eller socialt afhængige af vores familie, hvorfor de i højere grad bliver til frivillige følelsesmæssige fællesskaber end et tvungent og nødvendigt. Unge kan klare sig med en SU, kvinder kan klare sig uden mandens indtægt, skilsmissetallet ligger omkring de 50, og de ældre bliver passet af staten, så det sætter det enkelte individ fri til at forfølge de relationer, som man selv lyster.

Familien er dog ikke det eneste sted, hvor der sker en opløsning. Flere og flere arbejdspladser har flydende eller virtuelle kontorer, hvor man ikke behøver dagligt at møde ind fysisk, hvis man da nogensinde gør det, og antallet af år, hvor man bliver i samme organisation er for nedadgående. Vi ser også, at mange fællesskaber og venskaber i dag kun eksisterer via nettet, og selvom der stadig findes mange foreninger, er der ikke desto mindre sket et skred især indenfor sportsforeninger, hvor de uforpligtende fitnesscentre tiltrækker mange medlemmer ved at tilbyde individuel træning, som man kan kaste sig over, når det passer ind i ens egen kalender.

Familier, ægteskaber, venskaber, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og sportsforeninger er nogle af mere grundlæggende sociale strukturer, der længe har været under opløsning, og som skaber et langt mere flydende tilhørsforhold for det enkelte menneske. Det skaber frihed. Men det skaber altså også en fundamental større usikkerhed i vores relationer.

Hvilket igen kan føre til en øget grad af ensomhed, som vi desværre ser, som en tendens i vores tid. Fx viser en af de nyeste undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Trygfonden, at 18 procent af danskerne føler, at de har svært ved at deltage i dele af det hverdagsliv, som ellers er almindeligt for de fleste i Danmark. Ufrivillig langvarig ensomhed kan medføre for tidlig død, en øget risiko for hjerte-kar sygdomme, alzheimers, forhøjet blodtryk og forskning fra University of Chicago viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op ti 14%. Det værste ved denne udvikling er, at det især rammer de unge generationer hårdere end nogensinde før.

Ingen tvivl om, at bundne og tvungne fællesskaber bestemt ikke alle er fyldt af perlelatter, kærlighed og gensidig respekt, så det er jo ikke fordi vi skal fastholde den slags fællesskaber, men de leverer ikke desto mindre en klar følelse af både tilhørsforhold og tryghed, og ved opløsningen af dem, kræver det, at de bliver erstattet af andre relationer, der kan skabe social tryghed.

Og det er her, vi har den største udfordring som samfund.

For mens vi gladeligt bruger mange kræfter på at optimere og effektivisere hele den teknologiske, digitale og maskinelle del af verden, bruger vi ikke penge, tid og kræfter på at lære, hvordan vi skaber, udvikler og fastholder relationer og fællesskaber.  

Som samfund står vi altså overfor en situation, hvor den faktor, der er altafgørende for at vi på individplan oplever livskvalitet og dermed overskud til netop at være kreative og innovative og sunde, også er den faktor, der er mest udsat i den måde, som vi organiserer vores samfund på i dag.

Det er jo ren Titanic.

Derfor bliver vi nødt til at indse, at en af de egenskaber vi skal have opgraderet, og som uden tvivl burde indføres som et selvstændigt fag i folkeskolen, netop er relationer. Hvad en god relation er og består af, hvordan den udvikles og fastholdes, og ikke mindst hvordan vi skaber og udvikler fællesskaber, så de fungerer bedst muligt. For det kan vi helt åbenlyst ikke finde godt nok ud af!

Det virkelig paradoksale er nemlig, at det eneste der for alvor har skabt vores herskerstilling som art på kloden, netop er vores evne til at organisere os i fællesskaber, der virker, fordi vi – indtil nu – har forstået, hvordan vi skal organisere vores relationer i troværdige systemer og strukturer. Og når de opløses, er der kun det enkelte individs troværdighed tilbage. Som jo kun kan komme i spil, hvis vi rent faktisk kan finde ud af at indgå i disse gensidigt forpligtende og samtidig frivillige relationer.

Måske er svaret at indføre et nyt ministerium. Så problemet kan få den vægt og seriøsitet, som det kræver. Vi burde få en relationsminister. Og hen skal placeres ved siden af – og ikke under - finansministeren. 

Kronik i Jyllandsposten 3. december 2017

mandag 27. november 2017 kl. 12:08 | 1 kommentarer

Hun havde kort lyst hår, et vidunderligt smil og et super sjovt grin, hun var skarp og varm og var stolt over at kunne kalde sig amerkaner. Første gang hun sagde det højt, var min skepsis åbenbart så tydelig, at hun med et smil sagde: Os, der bor på Amager.

Aha!

Hun udvidede min verden på måder, som jeg ikke have prøvet før, og vi grinte os igennem en ret dødssyg regnskabsafdelingshverdag, og jeg delte alle mine personlige kvaler med hende og hun med mig. I seks måneder var hun nærmest min nærmeste, hun hed Lisbeth og da min elevtid var færdig, sås vi aldrig igen.

Dét var ægte kontorkærlighed!

De fleste får et smørret smil på og ligner nogle, der kunne finde på at sige ”hø hø”, når jeg nævner begrebet kontorkærlighed. Hvilket jeg godt forstår, for det mest oplagte er naturligvis at tænke i kopimaskinesex og sexting på tværs af kontorlandskabet.

Men det er altså ikke kontorkærlighed.

Tænk et øjeblik tilbage på alle dine Lisbeth’er. For var der ikke en eller flere kollegaer, der kom til at betyde noget særligt for dig på de arbejdspladser, som du har været på? Er på? Som du har en stærk fortrolighed med? Som du ser hver ugedag, og som du glæder dig til at dele oplevelser, tanker, følelser og erfaringer med? Og som måske i virkeligheden kender dig bedre end dine andre nærmeste?

Well, sådaner kontorkærlighed. Og det er så enkelt, at ægte kontorkærlighed også er ægte kærlighed. Mellem mennesker som tilfældigvis arbejder sammen.

Vi taler bare sjældent om det, som kærlighed. Ofte taler man i stedet om ”et godt forhold”. For man elsker jo ikke sin kollega. Problemet er, at vi ser kærlighed som et hierarki.

Finest er den romantiske kærlighed. Man er for alvor elskelig (læs: værdifuld) hvis man har et menneske i sit liv, der elsker dig på trods af alle dine elendige sider, og som har committet sig til dig på nærmest alle områder i livet. Næstfinest er der kærligheden til og fra børnene, og herefter kommer resten af familien og til sidst er der vennekærligheden, som har fået en hel del højere status de senere år.

Med denne gammeldags hierarkiske tilgang til kærlighed, afskærer os selv fra at modtage og give en masse kærlighed, som ikke nødvendigvis er indenfor ovenstående rammer. Og som gør, at mange – på trods af, at de faktisk er omgivet af tonsvis af kærlighed – alligevel føler sig uelskede, alene og udstødte.

Hvilket er virkelig trist, for i virkeligheden er det nemlig ret enkelt: Kærlighed er kærlighed, og uanset i hvilken form den end kommer, er dens særlige evne at fylde dit hjerte op og skabe forbindelse til et andet menneske. Hvis du altså lader den gøre det!

Det gælder også de af dine kollegaer, som du med tiden har valgt at have et nært forhold til. Så elsk dem nu bare, og nyd at din arbejdsdag ikke kun fylder din lønkonto, men også dit hjerte op. Og tro ikke, at den bliver mindre ægte af at løbe ud, når I stopper med at arbejde sammen. Det var bare så længe den varede og livet går videre…nu beriget med endnu mere ægte kærlighed.

Denne klumme er bragt i Femina i oktober 2017. 

Det menneskelige handler om relationer. Det digitale handler om forbindelser. Desværre har samfundet en tendens til at optimere og styre efter det sidste, mens det er det første, der skaber meningsfulde og lykkelige liv. Og hvad andet bør vi egentlig stræbe efter?

Kronik i Børsen 26.11.17 

Hvis 49 procent af mig er maskine og kunstig intelligens, er jeg så stadig mest menneske? Skal jeg så stadig selv bestemme over mig selv og alle mine handlinger? Og kan jeg siges at have en selvstændig bevidsthed, som gør mig til et unikt individ, som har menneskelige rettigheder og status som borger?

Og hvad hvis jeg får en opgradering, som gør, at 51 procent af mig nu er digitalt, kan jeg så forvente, at jeg stadig har de samme rettigheder og samme status som menneske? Kunne jeg risikere, at nogen kunne tillade sig at slukke for mig, kassere mig, bestemme over mig og hvilke opgraderinger jeg nu skulle have og ikke mindst hvilken funktion jeg skulle udfylde?

Og hvem er ”nogen” egentlig?

Hvordan måler man det menneskelige?

Hvordan måler man, hvordan det fordeler sig mellem menneske og maskine? Fysisk? Bevidsthedsmæssigt? Altså hvis halvdelen af min fysiske krop er implantater og kunstige lemmer eller jeg er afhængig af et exo-skelet, er jeg så blevet til mere maskine end menneske? Eller er det i min hjerne, mit sind og min bevidsthed, at jeg først og fremmest er menneske?  

Mens generationerne Y og Z for alvor bliver voksne, vil vi som art komme til at skulle tage nogle moralske, etiske og tekniske drøftelser om, hvad det vil sige at være et menneske. Og det kommer blandt andet til at handle om rettigheder. Rettigheder til at være et individ og en borger med ansvar, pligter og adgang til behørig beskyttelse mod ydre farer. Men mest af alt kommer det til at handle om, hvordan vi definerer det autentisk menneskelige.

Hvad er så ufravigeligt menneskeligt, at det skal være til stede for at kræve status som et menneske? For hvis det går, som det har gået i over 10.000 år, vil menneskearten stadig være den suverænt dominerende livsform på kloden, og da vi indtil videre har krævet at have forrang frem for alt andet, inklusive andre levende væsener og naturen (selvom den nogle gange dominerer os totalt ved fx ved tsunamier og jordskælv), er der meget der tyder på, at dette statushierarki vil fortsætte med at bestå.

Den eksponentielle udvikling

Det siges, at vi lever i en tid med eksponentiel udvikling, hvor det er blevet helt umuligt at forudse, hvad de enkelte opfindelser kommer til at have af vidtrækkende konsekvenser. Lige nu står vi overfor landevindinger indenfor førerløse transportmuligheder, 3D-print, alle udgaver af virtual/augmented/mixed reality, bioteknologi og ikke mindst kunstig intelligens, og hver for sig er det svimlende, hvilken indflydelse de kan have på vores livsvilkår efterhånden som de udvikles.

Men de udvikles jo ikke isoleret. De udvikles alle sammen samtidig og påvirker hinanden gensidigt, så i virkeligheden er menneskeheden inviteret til den største teknologiske og digitale fætter-kusine fest, der nogensinde har været afholdt – og der er ingen festmester. Ingen har hverken det forkromede overblik over spilgalleriet og slet ikke kontrollen over, hvordan festen udvikler sig, selvom der nok er lidt længe til før 51 procent af os kan være kunstig.

Summa summarum: Vi har ingen anelse om, hvad vi egentlig er på vej ind i.

Dommedag! Det er et af de scenarier, som altid er blevet malende beskrevet, når talen er faldet på menneskehedens fremtid. For vi mennesker hader, når vi ikke kan forudsige og kontrollere vores egen fremtid. Og vi bliver bekræftet i denne dystopiske tilgang til det kommende gennem størstedelen af science fiction fortællingerne. Film, tv-serier og bøger indenfor denne genre elsker at tegne billedet af en horribel fremtid, hvor alt er sort i sort og hvor mennesket enten er reduceret til en tissemyre i klodens historie, eller må henslæbe tilværelsen under ulidelige forhold.

Jeg anerkender, at der skal være et dramaturgisk gnidningspunkt for at der overhovedet kan opstå en fortælling, men det gør ikke desto mindre denne kategori til den mest utroværdige genre overhovedet. For lige så længe vi har haft science fiction, lige så længe har den på det punkt notorisk taget fejl. Menneskeheden er nemlig fortsat med at få bedre og bedre levevilkår, med få overgangsproblemer, som fx da industrialiseringen medførte en enorm tilgang fra land til by med helt afskyelige arbejds-og boligvilkår til følge. Derfor er der også en stor sandsynlighed for, at den overvejende positive udvikling vil fortsætte.

Så nej, det er ikke den vi skal frygte.

Det vi skal frygte

Det vi skal frygte er til gengæld, at vi slet ikke har nok fokus på det, der gør det menneskelige menneskeligt, nemlig vores relationer. Hverken skolebørn eller unge, og ej heller de voksne, bliver trænede i at forstå, opsøge, skabe, vedligeholde, styrke og forpligte sig i de relationer, som beviseligt har en direkte indflydelse på vores livskvalitet. Det er der adskillige undersøgelser der viser, bla. ”The villageeffect” af Susan Pinker. Den mest imponerende studie er dog nok Harvard Study of Adult Development, som har kørt siden 1938, hvor man samlede 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer. Dem fulgte man ved at give dem et spørgeskema hvert andet år, lave en helbredsundersøgelse af dem hvert femte år og med jævne mellemrum interviewe dem om deres liv og deres helbredsmæssige og mentale tilstand. I 75 år – femoghalvfjerds! – er disse 724 mænd blevet fulgt tæt for at se, hvordan de udviklede sig, og i dag har vi svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art kan stille os selv:

Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?

Det entydige svar var: Gode relationer. Hvis det sammenholdes med, at de psykiske skader er voldsomt i vækst, at ensomhed er et stigende problem og at halvdelen af befolkningen lider af stress i varierende grad, må vi indse, at vi som samfund er på vej i en meget forkert retning. De personlige konsekvenser af dette møder jeg gang på gang, når jeg er ude og holde foredrag om det her, for bagefter er der altid flere der vil dele deres historie, deres tvivl og fortvivlelse. Det findes. I virkeligheden.

Når vi handler som maskiner fremfor mennesker

Problemet er, at vi som samfund handler for meget som maskiner og for lidt som mennesker.

Det digitale, det maskinelle, det industrielle, har altid handlet om hastighed og effektivitet. Med andre ord har det i bund og grund handlet om at udvide antallet af forbindelser. Jo mere og flere, jo bedre og hurtigere.

Og det er bestemt ikke skidt. Det kan frigøre os mennesker fra dødssyge opgaver, og bla. skabe plads til flere ”varme hænder”, samt ikke mindst kan disse teknologier være med til at løse komplicerede og alvorligt truende problemer, som klima- og miljøkatastrofer og overbefolkning. Men skal vi ikke på vildspor som art, skal vi altså også opgradere vores evne til at skabe, fastholde og udvikle relationer. For det er præcis det, der er behov for, hvis vi skal have et balanceret samfund, der både dyrker innovationen, kreativitet og livskvaliteten. Og som sætter os i stand til at løse de kommende udfordringer, som vi kun har set skyggen af indtil videre.

I Danmark er vi vældig gode til at skabe forbindelser. Digitale forbindelser. Ifølge konsulentfirmaet Deloittes årlige trusselsbaromenter, Global Defence Outlook, er Danmark det fjerde mest sårbare land i forhold til cyberkriminalitet. Og det lyder jo ikke godt, men er altså også et indirekte udtryk for, at vi faktisk er meget godt med i digitaliseringen. Ellers kunne vi slet ikke være så sårbare.

Vi er samtidig også det land med den højeste grad af tillid mellem mennesker. Vi ligger i gennemsnit omkring de næsten 80 procent, der stoler på andre mennesker, mens bundskraberen er Brasilien på fem procent. Tillid er godt både menneskeligt og økonomisk; det skaber en rar kultur at leve i og det giver flere penge på bundlinjen, fordi ressourcerne bliver brugt på innovation og kreativitet, fremfor kontrol.

Ingen læring i at skabe relationer og fællesskaber

Desværre har det ikke givet anledning til at vi fx i skolesystemer lærer noget helt basalt om, hvordan vi som mennesker fungerer psykisk og socialt. Og vi lærer heller ikke noget om, hvordan vi fungerer i forskellige former for fællesskaber. Altså styrker vi ikke de kommende generationer i at klare sig i en social verden.

Det springende punkt er, at de systemer, som ellers har hjulpet folk ind i relationer, også er under opløsning. Fx foregår en del af undervisningen i dag elektronisk, så elever (og lærere) ikke mødes i den fysisk verden. På flere og flere arbejdspladser mødes man heller ikke fysisk hver dag. Skilsmisser optræder i halvdelen af alle ægteskaber og gør familien til et mere ustabilt – men somme tider også udvidet – fællesskab osv. Det kræver altså mere af os i dag at blive til medlemmer af et fællesskab og udvikle de relationer, samtidig med at det i andre tilfælde er blevet lettere, fordi man via de sociale medier kan indgå i langt flere end tidligere.

Alt dette betyder, at der stilles større og større krav til det enkelte menneske både at forstå og administrere socialiteten og skabe holdbare og gode relationer, som ultimativt handler om man har evnen til og øvelsen i at indgå i gensidigt forpligtende forhold. I kontrast hertil ser vi at samfundets fokus er på at øge antallet af teknologiske forbindelser og træne den enkelte borger i at passe ind i de systemer, som denne udvikling har medført (fx at forstå og bruge NemID, hvilket har fået flere indlagt for akut hjertestop!).

Dommedag sker fordi vi ikke opgraderer mennesket

Dommedagen findes ikke i selve digitaliseringen. Dommedagen findes i, at samfundet ikke sørger for at opgradere det menneskelige samtidig med, at det teknologiske hele tiden bliver udviklet. Det giver en skævhed i forholdet mellem mennesker og maskine og den er ikke til menneskets fordel!

Løsningen? At det sociale styrer det teknologiske. Relationer før forbindelser. Fællesskaber før profit. Samvær før KPI’ere.

Ja, det er så enkelt. Hvis vi altså vil mere og bedre, end blot at findes, som en vældig effektiv art.  

De unge er løsningen. Ikke problemet!

På vej til Sabro for at holde endnu et foredrag om de unge generationer, vores unge generationer, slog det mig pludselig, hvad der også lå bag det spørgsmål, som en kvinde en måned før, havde stillet til årets Cranet konference, der blev afholdt på Copenhagen Business School. I år var temaet hvordan man skaber meningsfulde organisationer, og fordi netop det er et af de væsentligste succeskriterier, hvis man gerne vil tiltrække Y og Z-generationerne, var bla. jeg og to repræsentanter fra generation Y hyret til at holde indlæg om, hvad de unge prioriterer på en arbejdsplads, hvis den skal være attraktiv og give mening for dem.

Kvinden der fik det sidste spørgsmål til vores indlæg, og som selv må have tilhørt generation X, leverede det i en lettere frustreret tone. Ikke som i foragt. Men mere som i opgivenhed. Undren. Og med et vift af vrede.

”Helt ærligt, synes I selv, at I er en attraktiv generation?...!”

Vi tre på scenen blev noget paf. For hvad skal man egentlig svare på det spørgsmål? Det var i hendes ”helt ærligt” at man fornemmede uviljen mod generationen, som jeg antager var funderet i nogle personlige og mindre positive erfaringer. Desværre står hun ikke alene med sin frustration, som heller ikke er ny og som samtidig er helt forståelig. ”De unge” har altid været en udskældt gruppe af de voksne og ældre, fordi de har det med at udfordre det eksisterende, og det i sig selv kan jo være ret besværligt i en hverdag, der i forvejen er presset af alt det eksisterende. Men det gør ikke desto mindre hendes spørgsmål irrelevant, for det eneste fornuftige man i virkeligheden kunne svare på det, er:

Attraktiv eller ej er sådan set ligegyldigt, for det er den generation, der er!

Det kunne lyde som en provokation, men var bestemt ikke ment sådan. Pointen er nemlig den indlysende, at uanset om man kan lide dem eller ej, så er de unge vi har, altså også dem vi må arbejde sammen med. På godt og ondt. Og det implicitte i svaret er måske endnu mere irriterende: Vi tidligere generationer har selv været med til at forme dem.

Og nu er vi tilbage til turen til Sabro, for omkring Middelfart slog det mig pludselig, hvad det var for en undertone, der havde ringet bag frustrationen og den latente vrede i hendes spørgsmål:

Angsten for det fremmede.

Ikke bare i, at de er anderledes og besværlige, men i at de er virkelig fremmede. At de lever deres liv på andre præmisser og med helt andre værdier, som for sjældent korrelerer med en organisations systemer. Især belønningssystemer, hvilket sætter de unge udenfor det traditionelle hierarki, og det gør dem derfor i bund og grund ustyrlige: De er uforudsigelige i deres adfærd, fordi den ikke er båret af de gængse normer, hvilket gør dem til et usikkert aktiv. Dermed udgør de unge en indirekte trussel; både mod det eksisterende system og de mennesker, der har skabt det.

Men de unge er jo ikke fremmede. De er som os. Og de kan oven i købet blive os i en meget bedre udgave, hvis vi hjælper dem til at blive det.

Denne påstand vil blive fundet ulidelig banal af de brancher, som har base i en ungdomskultur. Men der er jo langt flere brancher, som har vokset sig store og stærke, fordi de er funderet i et klart erfarings-hierarki, og mon ikke den kvinde, der stillede det lidt umulige spørgsmål, kom fra sådan en?

Bag alle de særlige vilkår, som de unge i dag både fordrer af os og samtidig tilbyder (mere om dem senere) ligger nemlig det fuldstændig indlysende vilkår, at de først og fremmest er mennesker, og at de derfor helt enkelt har brug for to ting:

At få lov til at bidrage med noget til fællesskabet, så de på den måde oplever, at de har værdi. Og så at være elsket. ”Elsket” kan så ske på mange niveauer af gensidig respektfuld socialitet, for det handler jo basalt set om at blive inviteret ind i et tilhørsforhold til andre.

Så de unge vil bruges og holdes af, og det er så almenmenneskeligt, som det kan blive, og derfor ikke spor fremmed. Tværtimod.

Heldigvis er det langt fra kun frygt, som de unge bliver mødt med; det er også nysgerrighed. Oprigtig interesse. Og netop kærlighed. Disse tre ting er fundamentet for den anden del, nemlig at de også er på vej til at blive en bedre udgave af os, de tidligere generationer. Hvis vi altså hjælper dem til at blive det.

For de unge er nemlig ikke problemet. De er løsningen.

I 2025 siges 75 procent af arbejdsstyrken at udgøres af generation Y, altså dem der er født mellem 1980 og 2000. Det betyder med stor sandsynlighed, at du meget snart kan stå i den situation, at du skal ansættes af ”sådan én”. Hvilket kan virke en smule (angst)provokerende for generation X’ere og endnu ældre. På det tidspunkt er generation Z (2000-2010) allerede godt i gang med at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet også, og selvom Y’erne siges at være digitale indfødte, er det faktisk først Z’erne, der for alvor er det. Det betyder, at en af de største forskelle på de to generationer er deres tilgang til fællesskaber. Hvor Y’erne stadig har stor fokus på individualisering, så er Z’erne først og fremmest fællesskabsorienterede i deres grundsjæl; alt hvad de gør, tager udgangspunkt i hvilke udvalgte fællesskaber de gerne vil placere sig i og hvordan.

Det er ordet ”udvalgte” du skal studse over, hvis du gerne vil have dem ind i din organisation.

Når en ung er på instagram, facebook, twitter eller et andet socialt medie midt i sin arbejdstid, er det langt fra sikkert, at han sidder og holder frikvarter. Han kan sagtens være i gang med at rekruttere den helt rigtige person til en opgave ved at bruge sit sociale netværk. Det er heller ikke utænkeligt, at hun kan være i gang med selv at finde sig et nyt job, som bagefter kan hive sin nuværende arbejdsplads ind i en opgave, som hun får på det nye job. Og når en 22årig poster et billede fra sin arbejdsplads, som ikke umiddelbart har en pind at gøre med jobbet, så er det fuldstændig nødvendig reklame, der tjener til at tiltrække de næste unge medarbejdere. De unges netværk har ingen grænser mellem arbejde og privatliv, ligesom deres arbejdstider, opgaver, elektroniske skærme af alle slags heller ikke har det. Hvorfor man som organisation skal huske at give dem en vis frihed til at selv at vælge, hvordan og hvor meget og ikke mindst hvad de skal bevæge sig på. Altså er en adfærd, der kan virke vanvittigt provokerende, i virkeligheden en styrke for organisationen.

At de trives med en anden form for frihed, betyder dog ikke, at de ikke skal levere varen. Selvfølgelig skal de det! Hvilket fører direkte tilbage til, at de unge også bare gerne vil bruges, så de ved, at de er noget værd. Deres niveau for anerkendelse er bare noget højere end det vi har set hos tidligere generationer. De er nemlig vokset op med en rating-kultur, hvor de konstant af deres forældre, deres lærere, de mange spil, de spiller og via de sociale medier, har fået en ret kontant og konkret feedback på dem selv. Og får de ikke den form for løbende tilbagemeldinger, føler de sig simpelthen ikke hverken set eller hørt. Selvom de får uforbeholden ros til den årlige medarbejderudviklingssamtale.

Er det skidt?

Det er der blevet skrevet lange afhandlinger om, som ikke er enige i konklusionen, men igen: Det er ligegyldigt om det er godt eller skidt, for det er sådan, det er. Så hvis du vil holde og tiltrække de unge generationer, er det også et af de vilkår, som du skal levere.

Generationerne Y og Z er vores løsning på en verden, hvor snart halvdelen af alle indbyggere kan forventes at blive over 100 år. Hvor vi står overfor en situation, som i lyset af den eksponentielle udvikling er fuldstændig uforudsigelig, men som med stor sandsynlighed i hvert fald vil blive præget af et stort overskud af arbejdskraft, en total omkalfatring af mange brancher pga førerløse biler, 3D-print og virtual reality. Samt en næsten fuldkommen uvidenhed om hvad der vil ske med både vi mennesker og vores samfund, hvis den kunstige intelligens får den udbredelse og dermed magt, som den for nuværende spås at få.

Derfor er vores alle sammens opgave at gøre de yngre generationer bedre end de foregående. Hvilket vi kan lykkes med, ved at gøre to enkle ting:

1. Anerkende deres særlige bidrag: Giv dem lov til at komme med det, som spejler deres liv, værdier og behov – og som derfor er med til at udvikle samfund, så vi gør mere end bare at overleve.

2. Stil krav til dem: Det viser dem indirekte, at vi både stoler på dem og tror, at de kan levere det nødvendige. I dette ligger også en opdragelse i at anerkende det system, som har fødet dem, og som selvfølgelig også har brug for en vis stabilisering for at kunne tjene fællesskabet.

Nysgerrighed er vejen frem. Ikke frygt. Og det gælder faktisk alle generationer. Hvilket jeg på den mest rørende vis fik bekræftet efter mit foredrag i Sabro. For dagen efter foredraget fik jeg en mail fra en af de få unge, der havde deltaget. Hun ville bare takke for at have sat ord på den fremmedgørelse, hun alt for ofte følte sig mødt med hos visse af de ældre generationer. Især af sin chef. Hun havde samme dag taget en snak med hende og de havde fundet en ny forståelse for hinanden. Ja, jeg ved det. Det kan virke som pral fra min side lige at skulle hamre min pointe fast og vise åh, hvor meget ret jeg har. Men jeg håber, at det, du i virkeligheden læser, er, at der faktisk ikke skal mere til for at spejle og møde den længsel, som vi alle – også de unge – i virkeligheden har, for bare at blive anerkendt i vores eksistens.

Resten er i virkeligheden bare praktik. 

Kronik bragt i Børsen 29.10.17 

mandag 16. oktober 2017 kl. 13:00 | 0 kommentarer

Emilia van Hauens far døde i september. Her beskriver hun, hjerteskærende smukt, de sidste dage på hospitalet og de første dage i livet uden sin far. Om dagene hvor hun sad og holdt ham i hånden, tænkte over om han mon vidste, at hun var der og bare forsøgte at få det sidste med af sin elskede far. (Denne tekst har været bragt i Point of View International )

 

Torsdag

Kæreste far,

Måske er det sidste gang jeg har set dig ind i øjnene.

Måske. Selvom jeg også er i tvivl om, hvor meget du så. Om du egentlig vidste det var mig. Du sagde mit navn, ja. Flere gange. Og du kiggede direkte på mig, fangede mit blik. Flere gange. Så jo, du har nok set mig.

Men om du helt vidste vidste, at det var mig, denne dag i september i dette år, og at vi sad der på hospitalet, det tror jeg ikke.

For far, du var så udmattet. Af de sidste års indlæggelser og din sygdom. Men måske mest af alt udmattet over, at du var udmattet. At du ikke længere kunne noget. At du følte dig som en belastning, fordi du ikke længere kunne bidrage, gøre noget, som du ellers har gjort hele dit liv.

Så hver gang du vågnede op og sagde noget, som jeg ikke helt forstod, men som jeg nikkede og smilede til, mens jeg holdt dig i hånden, holdt dig på armen, forsøgte jeg at fange din sjæl med øjnene, forsøgte at kigge dig igennem og nå dig, der hvor du stadig er dig, men inden jeg nåede helt så langt, lukkede du hver gang øjnene og faldt i søvn igen.

Og nu sidder jeg her på færgen for jeg er på vej til Frederikshavn og ville ønske, at jeg ikke skulle helt så langt væk, for tænk, hvis du er væk, før jeg kommer tilbage?

Fredag

Sødeste far,

Musikken flød ud af døren og næsten hentede mig ind på din stue, da jeg kom gående ned ad gangen. Jeg blev så rørt over, at sygeplejersken havde sat en af de klassiske CD’ere på, som jeg havde taget med til dig, så noderne kunne fortrænge de skarpe hospitalslyde og gøre din hverdag en smule mere blød. Mere levende.

Jeg er glad for, at dagene stadig er lange, for turen hjem fra Frederikshavn var også lang og jeg kom lidt sent, men i dit rum blandede lyset sig med musikken og gav dig fred. Kunne jeg se. For du lå der og var væk i din egen verden. Måske var du i virkeligheden stukket lidt af for at besøge det rige, du snart vil blive en del af? Eller måske stod du, som en lille dreng og trykkede næsen flad mod den kosmiske rude, uden helt at kunne beslutte dig for, om det virkelig var nu, du skulle være med i dén fest?

Væk var du i hvert fald, da jeg kom og bænkede mig på stolen ved siden af din seng, så jeg tog din hånd i min, og så sad vi der i timer, bare sad der sammen. Og nogle gange vågnede du op og kiggede igen direkte på mig, sagde noget jeg ikke forstod, selvom jeg lagde mit øre helt tæt på din mund, så jeg nikkede bare og sagde at alt er ok, og tørrede dig på panden med en våd serviet, og satte mig ned igen, stadig med din hånd i min, til solen gik ned og jeg mærkede, at nu skulle jeg gå.

Nu skulle du have fred.

Og så gik jeg. Mit hjerte var tungt, men min sjæl var let, for bare at sidde sammen med dig på den måde, havde lagt sig som flydende kærlighed ind i mange af de sprækker, som livet har givet mig, og jeg følte mig mindre alene end da jeg kom. Men mest af alt var jeg fyldt af taknemmelighed overfor alt det, som du har givet mig gennem livet.

Lørdag

Dejligste far,

Du var væk. Og kom slet ikke til stede. Og jeg ville sådan ønske at du havde set tre af dine bedstebørn være der for dig. Mine drenge. For at sige farvel. For det er jo det, vi er ved at gøre.

De gik formålsløse rundt på din stue, kunne ikke finde ud af at sætte sig ned og bare være. For når man er teenager, er en mand på 85 - som du selv engang sagde med et stort grin, da du blev 80, ja, nu er jeg så det man i gamle dage kaldte ”olding” - med iltslange i næsen og en tynd ældet krop med spor af livet og mærket af døden, ikke tilstrækkelig velkendt til, at de kan placere sig selv med ro i det. Så vi gik efter en time. Måske kun en halv. Men farvel, det fik de sagt. Og jeg tror du hørte det.

Hvor end du var.

Søndag

Far far far,

Jeg så det allerede fra døren. Og måske så mor det også. En ny skarphed omkring din næse. Parret med et forsigtigt grønt skær. Øjne der var faldet lidt mere ind end i går. Da jeg tog din hånd var den ikke længere varm. Men fugtig. På en fremmed frysende måde.

Far – hvor er du henne nu?

For du var ikke her hos os. Mor satte sig ved din side og tog dig i hånden. Hvordan siger man farvel efter mere end 50 år sammen? Min fantasi strækker slet ikke så langt. For ville noget som helst overhovedet give mening at gøre eller sige efter så meget liv sammen? Ville noget som helst virkelig kunne binde den sløjfe, der fuldendte forholdet og tog smerten og savnet bort fra hende, når du er væk væk?

Jeg står tavs ved din side og forsøger at forestille mig mors sorg og tomrum, der må strække sig uendeligt under hende. Over hende. Omkring hende. Og jeg ville ønske, at jeg kunne nå hende derinde, hvor hendes mørke bor.

Ville det ikke være smukt, hvis I kunne mødes der, hvor du er lige nu? Eller hvis du lige åbnede øjnene og gav hende det sidste blik og på den måde fik bundet en bro af kærlighed, hun kunne krydse, når livet på denne side blev for ensomt. Jeg ved ikke, om du har bundet den bro for mig, men det føles sådan. Selvom du aldrig åbnede øjnene og inviterede mig til at gå de første skridt henad den.

Mandag

Kæreste, sødeste, dejligste far,
I dag sov du så endelig stille og fredfyldt ind, mens jeg sad med din nu iskolde hånd i min. Hvor er jeg glad for, at jeg fik lov til at være der. I de mange timer før du gav slip, sad vi der alle sammen omkring dig og fik talt om dig og livet. Og hvor var det vildt at se, hvordan du først var her, hvordan du trak vejret ind, hvordan din puls bankede, og så hvordan du forlod livet lidt efter lidt, trak vejret mindre ind og mindre ind, til du til sidst trak det ind for sidste gang og lod det glide ud af dig, mens du slap denne dimension og forlod os, mens vi forsøgte at følge dig så langt ind i det nye, som vi kunne. Og jeg kyssede dig igen og igen på din endnu varme pande og sagde tak og kiggede på dig, sådan rigtig kiggede på dig, lod hver en fold, hvert et hår, hvert et livsmærke i dit ansigt lejre sig i min hukommelse, så jeg kunne bære dig med mig lidt tid endnu. Hvilket jeg gjorde.

For om aftenen stod jeg og holdt foredrag, og det skete i et vemodigt vakuum, hvor jeg både var mere nærværende end nogensinde, for livet var pludselig mere nærværende end nogensinde, og samtidig befandt jeg mig i min egen verden, der var helt ny, en verden jeg ikke har kendt til før, men hvor du var og en masse nye følelser af tab, forvirring, savn og taknemmelighed også boede.

Hvordan jeg kom igennem det, aner jeg faktisk ikke, men da jeg endelig kom hjem og kunne slippe alt, sad jeg i min seng og måtte meditere lidt for at sætte dagen på plads, og så kom du forbi.

Pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var glad, glad, glad og let, nu befriet for din krops smerte og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være. Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været, for nu var du ikke blot befriet din fysiske smerte, du var også befriet de roller, som du havde på vores side af tæppet. Måske mødte jeg din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen.

Tirsdag

Søvnen er barmhjertig, far, for det var først da jeg vågnede, at jeg huskede.

Hvem er jeg nu, hvor du ikke er her længere? Hvor meget er jeg stadig dig? Hvad med alt det, jeg ikke længere kan spørge dig om? Hvor skal jeg gå hen med det? Er du her stadig? Som du var i går? Er du her, far?

 Fredag

Jeg brækkede min lilletå i dag. For syvende gang. Jeg kender kuren og bandt den op med hudtape. Nu kan jeg ikke bære din kiste i overmorgen. Har ikke ord for, hvor forkert det føles.

Søndag

Vi havde møde med præsten i dag, far. Fik valgt salmer og tekststykker. Og vi var hele tiden enige om det hele. Så tydelig en person var du altså. Jeg syntes aldrig, at jeg for alvor kom ind under huden på dig, at jeg for alvor fik adgang til dig, selvom vi havde mange snakke, også om det svære, men måske kendte jeg meget af det, der var dig alligevel? Men hvorfor gjorde det mig ked af det i stedet for glad? Fordi savnet af dig blev tydeligere? Fordi du for alvor er blevet væk, nu hvor jeg fandt dig så tydeligt?   

Mandag

Hvorfor var du kun så svagt til stede ved bisættelsen, far? Betød den ikke noget for dig? Jeg ville ellers gerne have mærket dig meget mere under de mange ritualer og salmer. Var det da mig, der lukkede af for at komme igennem det? Måske var det så bare mig. For da alle var gået fra gravøllet og roen kommet tilbage til huset, fandt jeg dig igen, og mærkede hvordan du atter indtog det faste tyngdepunkt af kærlighed og støtte, som du aldrig fraveg, da du var i live. Åh farmand, du er så savnet!

 Fredag

Min brækkede lilletå kan nu pakkes ind i en støvle, der passer bedre til vejret, end den åbne sandal med japanersokken i, som jeg ellers har gået rundt i. Men mine negle sørger. Flossede. Afskallede i lakken. Røde med mellemrum. Mærkeligt hvordan sorg kan ytre sig på forskellige og uventede måder.

I dagene efter din død blev jeg næsten to personer: En der var og en der så.

For pludselig opdagede jeg, hvordan jeg kunne lade køleskabet stå åbent efter at have taget mælken ud. Eller jeg efterlod tomme kontaktlinsehylstre i vasken, i stedet for helt rutinemæssigt at smide dem ud med det samme, som jeg har gjort hver dag i over 30 år. Jeg præsterede også at gå ud af døren med kun en sko på, hvilket jeg heldigvis opdagede i elevatoren.

Det var, som om jeg kun var en halv person.

Som om jeg kun gjorde første del af tingene og så blev distraheret og aldrig fik gjort det færdigt. Og mens jeg gik rundt og ikke-gjorde ting, iagttog jeg samtidig min adfærd. Med en ny form for ømhed og tolerance overfor mig selv. Som måske i virkeligheden var rettet mod dig, far.

Forleden talte jeg så med en ven, der sagde noget meget klogt, som jeg ikke selv havde tænkt på. "Det er jo en helt anden slags sorg end når man har kærestesorg." Og ja, det er det jo. Men det havde jeg bare ikke tænkt på. For sorgen over at miste et menneske, er som regel knyttet til et levende menneske, som man af forskellige grunde ophører med at se.

Men sorgen over at miste en forælder, er en helt anden sorg. Som hos mig ikke har vist sig som tårer eller mørke, som jeg kender fra kærestesorg. I stedet har den vist sig som et særligt rum inde i mig, som jeg ikke vidste jeg havde. Og som består af savn, længsel, dårlig samvittighed og en hel masse glæde over alt det, som du var og gav mig.

Rummet er næsten helt fysisk inde i mig og har også særlige farver og en skiftende stemning. Og det rum åbner sig med mellemrum, og nogle gange træder jeg ind i det og lukker døren og så taler vi sammen og jeg mindes dig. Andre gange har jeg bare kigget ind og gået videre.

Jeg tror også, at det rum har mange flere nuancer end jeg foreløbig har set. Tror jeg i et stykke tid endnu vil blive ved med at gå på opdagelse i det rum, for jeg fornemmer, at der vil dukke mange flere følelser og minder op end jeg indtil nu har fået adgang til.

…og far…jeg tror også, at du nok må finde dig i at jeg kalder på dig mange gange endnu. For vi to er ikke færdige med at tale sammen.

 

søndag 15. oktober 2017 kl. 00:58 | 0 kommentarer

Kære søde far,

Jeg ved godt, at du er død. Sådan teknisk set. For jeg ved jo godt, at din krop ikke længere findes i denne verden, hvor jeg og alle vi levende for det meste befinder os.

For nogle gange drømmer eller mediterer vi os væk i en anden dimension, som jo er lige så virkelig, som den verden, hvor jeg kan mærke sult og kropslig smerte, og hvor jeg kan brække en lilletå, som jeg gjorde nogle dage før din begravelse, så jeg ikke kunne bære din kiste.

I stedet stod jeg med sok på, støttende mig til mine krykker, da din søn, mine sønner og din svigersøn bar dig ud af kirken. Ud i vognen. Og løftet videre ud i det blå, mens vi stod tilbage ved kirken og ikke rigtig vidste, hvad vi helt skulle gøre af os selv. Jo, vi samledes hjemme hos mig og jo, vi fik holdt gravøl og fik talt og mindet dig, men nej, vi vidste reelt ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. For du var jo borte. Den mand, det menneske, som sammen med mor, samlede hele familien. Og selvom du har været syg i nogle år nu, og døden var længe ventet – og nok også savnet for dit vedkommende – så er det jo ikke muligt at forberede sig på døden.

Det gode er, at vi fik sagt farvel.

Og jeg vil for altid være fyldt af taknemmelighed over, at jeg fik så mange timer med dig i dagene op til dit sidste åndedrag. Det var så sært befriende, så vederkvægende at sidde med din hånd i min, mens du for det meste lå og var væk i din egen verden. Måske på besøg i det univers, som du snart ville indtage for alvor, sådan for lige at tjekke det ud, så du vidste, hvad du gik ind til.

At rejse frem og tilbage var jo ikke noget nyt for dig, tværtimod, for du var ofte borte i næsten alle verdens lande, og havde spændende og eksotiske madvarer, smykker, dukker, billeder og historier med hjem, og var næsten selv som en anden Tintin, som vi tre børn elskede at læse de lange eftermiddage efter skole, liggende på vores brikse og med marmelademadder indenfor rækkevidde, den marmelade, som du stod i køkkenet og henkogte af blommer fra haven.

Engang til et loppemarked solgte jeg alle vores Tintin albummer og jeg har ærgret mig lige siden, for de var en del af vores familiehistorie og ingen pris havde kunnet betale for alle de gange, hvor jeg før spisetid kunne høre dine voksensko slå mod gulvet og nærme sig mit værelse, og du pludselig stod i døren med endnu et nyt album, og under middagen kunne supplere Hergé’s historier med flere detaljer fra de steder i verden, som du havde besøgt.

Nej, du var ikke reporter, du var forretningsmand, men du mødte også mange spændende mennesker og mysterier, og nogle af dem tog du med hjem og præsenterede for os andre, og da jeg blev voksen, tænkte jeg, at jeg ville gøre som dig og forfulgte en karriere som eksportchef, hvilket jeg blev, om end konsul blev jeg aldrig, det var kun dit velfortjente, for kort tid efter gik jeg min helt egen vej, for jeg var jo ikke dig.

Og alt det sad jeg og tænkte på, mens jeg holdt din hånd i min og du i de første dage af din indlæggelse, stadig kunne vågne op og kigge på mig, se mig direkte i øjnene og også sige mit navn og jeg smilede og lagde mit øre til din mund og forstod ikke, hvad du sagde, og så sagde du det igen og nu forstod jeg måske hvad du ville, for jeg gav dig lidt at drikke og duppede din varme pande. Og du var der. Til stede. Men om du virkelig forstod, at vi sad der sammen på Hvidovre hospital, og at du var indlagt, og at det nok ville være den sidste seng, du kom til at ligge i, det er jeg ikke sikker på.

Nogle dage senere var det kun din krop, der åndede på denne side af det kosmiske gardin, og din hånd blev koldere og koldere, og dagen efter blev jeg vækket af en sms fra sygeplejersken, der fortalte, at nu var det nu, nu skulle vi komme og sige farvel. Og det gjorde vi så. Hele familien var samlet omkring dig, da du trak vejret for sidste gang og du burde være væk.

Men det er nemlig det, far, for du er jo ikke væk. Du er jo lige her. Og det er nok det, jeg ikke helt forstår. Dit nærvær er nogle dage langt mere virkeligt end det var, da du var i live. Det føles, som om du er mere hos mig nu, end de sidste måneder af din sygdom. Hvor det var helt tydeligt, at du snart ikke gad denne verden mere. For der var for mange smerter og for lidt du kunne bidrage med, når du bare lå der i sengen.

Jeg vidste ikke, at jeg kunne kalde på dig, og du så ville komme. Måske var det derfor, at du selv kom forbi sent om aftenen, den dag du døde. For at vise mig, at jeg stadig har adgang til dig. For pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var lige så glad og fjollet, som du var på dine bedste dage, og let var du også, nok fordi du var befriet for din krops smerte og måske alle de roller, som vi tager på os i dette liv, og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være.

Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været før, og det kan jo være, at det var fordi jeg mødte din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen. Og siden da, har jeg kunnet kalde på dig og du er her hos mig. Sådan føles det i hvert fald.

Så nej, far, du er ikke død. Ikke rigtigt. Din sjæl lever videre i os, der elskede dig, og som du elskede, og så længe mit hjerte slår og jeg ånder livet ind, lever du også.

Kronik i Jyllandsposten 15.10.17

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign