søndag 11. marts 2018 kl. 00:56 | 0 kommentarer

”Hele mit liv er jeg kommet til at græde, når jeg er blevet gal i en konflikt, og det har været super ydmygende. Især når jeg stod overfor en mandlig kollega eller chef. Jeg har simpelthen ikke kunnet forstå, hvorfor pokker det var sådan, når jeg nu ikke var ked af det?! Indtil det forleden ramte mig, at piger jo opdrages til gerne at må græde, for så får de hjælp. Men hvis de bliver aggressive, så er det utiltalende og de bliver skældt ud.

Og så i går havde jeg faktisk et sammenstød med min chef, og i stedet for at græde, blev jeg lidt gal. Tænk – pludselig var det ikke en konflikt længere og jeg fik det, som jeg gerne ville have det. Så nu er jeg gået i gang med at coache min pige til både at turde blive ked af det og gal!”

Vi andre lytter og nikker og bliver inspireret. Samtalen udvikler sig for en stund i den retning, indtil en anden smider et nyt emne på bordet:

”Jeg har opdaget, at man har forskellige seksualiteter! Der er noget, der hedder Erotic Blueprint og jeg har taget testen og fundet ud af, at jeg var den type, jeg troede jeg var, men det har givet mig en helt anden forståelse for andres seksualitet. Og det betyder, at nu kan jeg faktisk give noget væk til min partner med stor kærlighed, som jeg før kunne være sådan adddrrr overfor. Det er fantastisk! Hvilken befrielse! Jeg sender jer lige et link, hvor I selv kan tage testen, hvis I vil?”

Det vil de fleste.

Siden jeg blev gammel nok til at forstå værdien af det, har jeg altid dyrket grupper af kvinder. I store og små enheder. For i de fælles rum, som vi sammen skaber, har vi en friplads for at dele fortællinger om livet, og om det at være kvinde og menneske, med de længsler, konflikter, oplevelser, erfaringer, sorger og glæder, som det byder på. Nogle er særskilt knyttet til kvinders kulturelle og historiske ophav, andre langt mere generelle. Og hver gang uden undtagelse opstår magien i at inspirere, befri og løfte hinanden, så vi hver især bliver stærkere, bedre og friere. Og sådan at ingen nogensinde efterlades ensom og isoleret i hendes egen situation.

Heldigvis er dette noget der sker over hele verden. Kvinder der samles i fælles formål, private og professionelle, og giver deres egen styrke videre til de andre og på den måde løfter og befrier hinanden. Det har kvinder – som mænd – altid gjort. Og i torsdags, på Kvindernes Internationale Kampdag, var der masser af netværksmøder, events, forestillinger og meget mere, som havde kvinden i centrum.

Vi har altså bevæget os langt væk fra dengang, hvor kvindens adgang til social status og sikkerhed, formel magt og økonomi, var afhængig af hendes far, mand eller bror. Og hvor kvinder derfor var i konstant konkurrence om at tiltrække og fastholde den stærkeste mands interesse og beskyttelse, så hun og hendes afkom kunne overleve bedst muligt. I dag kan de fleste kvinder i den vestlige verden selv levere det, og manden er for det meste hendes mere eller mindre ligeværdige partner. Det viser sig bla ved, at i Danmark er det i over 30 procent af husstandene kvinden, der tjener mest, og uddannelsesmæssigt er det ligeledes kvinderne, der i dag fører.

Alligevel skal kvinderne gang på gang blive vurderet, værdisat og kategoriseret efter det snæversynede, oldnordiske og nedværdigende udtryk: Kvinder er kvinder værst.

Udtrykket bliver ofte leveret med den største selvfølgelighed, nogle gange ledsaget af et snedigt udtryk, som om afsenderen har gennemskuet en sandhed om kvinder, som ingen andre ellers har set. Og hvis det bare var gamle sure bitre mænd, der kastede ordene op, ville det være ligegyldigt.

Men desværre hører jeg også mødre sige det til deres døtre og sønner, mandlige og kvindelige ledere sige det til deres medarbejdere, radio- og tv-værter sige det til deres gæster osv. Og det tjener ingen. For det er en løgn. Lige så stor en løgn, som at mænd altid vil være drenge (der bare skal lege og være uansvarlige).

Alle kvinder er sjovt nok ikke uselvstændige, magtesløse, lede kællinger, der kun kan eksistere i kraft af, at mændene anerkender deres ret til at eksistere (siden kvinder ikke er slemme overfor mænd, hvilket jo ligger implicit i udtrykket). Sådan et udtryk fjerner den menneskelige diversitet i den enkelte kvinde, mistænkeliggør alle hendes motiver ift andre hunkøn og reducerer hende til en bevidstløs maskine, der i evig gentagelse udviser en adfærd, der er ude af stand til at udvise sympati og solidaritet med hendes kønsfæller. Hvilket naturligvis ikke er sandheden. Den er til gengæld, at der selvfølgelig er masser af kvinder, der er lede overfor hinanden. Men der er mindst lige så mange, som løfter, besjæler, inspirerer, hjælper, elsker og passer på hinanden. Som kvinder altid har gjort. Og som mænd altid har gjort og gør.

For sådan er vi mennesker jo.

Udtrykket er altså top-absurd, totalt ude af tidens kontekst og stadig smerteligt ødelæggende for den solidaritet og sisterhood, som alle piger burde trænes i fra det øjeblik de fik bevidsthed på deres køn. For kvinder er ikke primært hinandens konkurrenter. Kvinder er primært hinandens fæller. Og derfor har vi brug for en ny udgave af det. I pagt med tidens lean-glæde, vil jeg derfor gerne foreslå, at man simpelthen halverer udtrykket ved at spare den sidste halvdel væk, så det, der er tilbage, er:

Kvinder er.

For det er præcis, hvad kvinder er. De er bare. I al deres menneskelige individuelle mangfoldighed, og bla. valgretten, ligelønsloven og #metoo bevægelsen, har gjort det lettere både at leve den diversitet ud. Og at dyrke søsterfællesskabet! Det var værd at hylde i torsdags og det er værd at praktisere de resterende 362 dage til vi næste gang skal fejre den 8. marts i solidaritet med alle verdens kvinder.

Kronik i Jyllandsposten 11.3.18

søndag 28. januar 2018 kl. 07:44 | 0 kommentarer

Tingsliggørelsen af mennesket og maskinlogikken om effektivitet skaber fremmedgørende samfund, der gør os syge i sjælen. Ægte disruption ville være at ændre det bærende princip for samfundsvækst fra økonomi til relationer. Kalder Disruptionrådet!

For danskerne er selskabet vigtigere end maden, når de spiser.

32 procent af danskerne mener, at det er de mennesker, som de hygger med, der gør måltidet godt. Det er kun 21 procent, der mener, at det er det, de putter i munden, som har størst betydning.

Det ved vi godt. Hvem har ikke været til en middag, hvor der blev serveret udsøgt mad, man ikke kunne nyde, fordi det eneste man faktisk ville nyde, var at stikke af. Og ikke bare nøjes med flere frihedsekspeditioner ud på toilettet.

Men nu er der altså kommet tal på, for nyheden blev præsenteret i tirsdags, hvor Madkulturen både lancerede rapporten Madindeks 2017 om den danske måltidskultur. Og afholdt en debat om rapporten med bla. fødevareministeren Esben Lunde Larsen, hvor vi i panelet også fik rundet den mentale sundhed. Sundhed handler nemlig langt fra kun om kontrolleret kost og megen motion. Flere internationale undersøgelser har gang på gang påvist, at menneskers primære kilde til lykke og sundhed er de andre.

Eller med andre ord er det vores gode relationer, der gør livet værd at leve.

Dette står desværre i kontrast til den overordnede dagsorden, der alt for ofte pushes som den eneste virkelige seriøse, nemlig den om effektivitet. Der i de fleste tilfælde ender i noget om økonomi. Vi kan have 17 menneskelige og klodevenlige verdensmål, vi kan mødes i Davos og diskutere klima, køn og social lighed, vi kan støtte eller gøre grin med #metoo. På et eller andet tidspunkt, er der altid nogen, der siger:

Det er alt sammen meget fint med de smukke tanker, men nu må vi lige blive seriøse et øjeblik: Hvor skal pengene komme fra?

Og ja ja. Vi ved det godt! At pengesystemet er fundamentet for den måde, som vi har bygget civilisationen op på. Men spørgsmålet er, om det også skal være den valuta, der i fremtiden skal styre vores udvikling? For når pengene er vores arts primære måleenhed for succes, bliver det alt for ofte også paradigmet om effektivitet, der skaber vores virkelighed. Og det er virkelig farligt, for vi står lige foran et afgørende gennembrud af mange teknologier, som kommer til at forme vores hverdag.

Det drejer sig bla om kunstig intelligens, robotteknologi, VR, 3D print, bioteknologi og førerløs transport, som hver for sig kan revolutionere både flere brancher og naturligvis vores hverdag, men som til sammen vil give os den eksponentielle udvikling, som alle taler om, men som ingen kan fremskrive. Hvordan skulle vi på nogen måde kunne overskue, hvad en eksponentiel funktion af mange eksponentielle funktioner vil udvikle sig til?! Nope – det kan vi ikke. Så det vi plejer at gøre, er at have en konkret konstant, der kan styre udviklingen i den retning, som vi er vant til at styre efter. Og den konstant har i tusindvis af generationer været penge. Hvis noget på et samfundsmæssigt niveau skal have legitim værdi, skal det altid kunne knyttes til en eller anden økonomisk relevans.

Det er her, det går galt.

For det første fordi også økonomien er under eksponentiel udvikling. Med virtuel valuta, blockchainteknologi og en begyndende disruption af det økonomiske marked, hvor crowdfunding og lignende tiltag, baseret på fællesskaber, tillid til mennesker mere end til systemer (i hvert fald på overfladen), og en vis grad af civil ulydighed overfor det eksisterende finansielle marked, er der ved at blive sat en ny dagsordenen, hvor pengesystemet ikke længere i samme form kan fungere som den evige konstant og hvor økonomien, som bærende princip, bliver kraftigt udfordret.

For det andet fordi en masse deprimerende tal viser, at vi er ved at undergrave vores egen eksistens. Halvdelen af befolkningen lider af stress, 20-30 procent lider af angst, 20 procent lider af depressioner og over 250.000 danskere lider af ufrivillig ensomhed, mens forsikringsselskaber råber vagt i gevær, fordi det er de psykiske skader, der er mest i vækst. Og det vel og mærke i vores uhyre privilegerede samfund.

Derfor er tiden måske kommet til, at vi finder en anden konstant. At vi bekender os til et andet bærende princip, der trumfer alle andre, og som i alle situationer og sammenhænge er det, alt tager udgangspunkt i.

Og nu er vi kommet til overskriften.

For det er ikke tilfældigt, at der er et spørgsmålstegn til sidst. For nogle uger siden havde jeg en samtale med en bekendt, som kan fortælle mange historier fra besøg i sexklubber, og som på et tidspunkt i samtalen udbryder: ”Han er virkelig effektiv sex!”

Først nikkede jeg bare og tænkte, at det lød egentlig ret ok. Sådan en form for sexresultatgaranti, kunne måske være ret besnærende at gå efter. Men få sekunder efter var det som om mine tanker pludselig brød op og ikke passede sammen mere. Effektiv sex?? Mange ord har jeg sat sammen med sex, men aldrig ordet effektiv. Hvis sex kun er et middel for at opnå fx afstressning eller forløsning, og ikke et mål i sig selv, lyder det som virkelig dårlig sex, og så kan man i stedet benytte sig af en sexrobot.

For de fleste mennesker handler sex nemlig primært om relationen. Det er ”den anden” der initierer lysten, og sex bliver derfor oftest knyttet til ord som dejligt, begær, frækt, nært, kærligt, sensuelt og intimt, og det der søges er oftest en følelsesmæssig og kropslig tilfredsstillelse. Og vel næppe effektivitet.

Det er tingsliggørelsen af mødet mellem mennesker, der affortryller det magiske i det menneskelige, for vi mennesker er jo netop ikke effektive KPI-enheder, der først og fremmest skal levere et særligt resultat. Vores eneste eksistensberettigelse er selve det levede liv, og næstefter basale elementer som mad og logi, er det vores relationer, der overhovedet giver livet mening. God mad smager elendigt, hvis selskabet er møg. Effektiv sex er onani for begyndere. Og økonomi som bærende princip gør os til ulykkelige ensomme menneskemaskiner.

For nylig samledes en del af nærværende blads debattører for at diskutere hvad disruption egentlig kan gøre for den danske og globale udvikling. Begrebet bliver italesat, når det bærende princip i en branche bliver udfordret af et nyt bærende princip, som oftest laver om på det eksisterende magthierarki.

Hvis vi retter blikket mod de forfærdende tal på stress, angst, depression og ensomhed, som oven i købet er i stigning, og lægger det sammen med den øgede sociale ulighed kloden rundt, er der tegn nok på, at vi er ved at underminere vores egen eksistens indefra. Den teknologiske udvikling tyder samtidig på, at vi er ved at gøre os selv fysisk overflødige som produktionsenheder. Altså er der to faktorer der i virkeligheden spiller smukt sammen, om at sige farvel og tak til økonomisk effektivitet som vores rettesnor for succes. I stedet bør vi interessere os langt mere for, hvordan relationer kunne agere som bærende princip for vækst og samfundsudvikling.

Nej, det er ikke naivt. Det er nødvendigt. Hvis vi altså vil artens bedste. Men selvfølgelig er udfordringen uhyre kompleks og der skal tænkes meget langsigtet her. Derfor er det heldigt, at vi har en gruppe kloge og indsigtsfulde mennesker samlet i Disruptionrådet, som jeg godt kunne tænke mig at stille dette spørgsmål:

Hvordan kan man ændre det bærende princip fra økonomi til relationer i vores danske samfundsmodel, så vi ikke blot øger livskvaliteten for vores borgere, men også bidrager til den globale verdensorden ved at være et fremsynet, visionært og modigt land? 

Kronik i Børsen 28. januar 2018

søndag 21. januar 2018 kl. 08:54 | 0 kommentarer

”Det jeg frygter mest er, at jeg holder op med at elske hende!”

Sætningen giver umiddelbart ingen mening i forhold til situationen. Og måske derfor har hans stemme en underlig tør klang. Som kom den fra en tom kagedåse. For ordene tilhører et menneske, der ugen før blev forladt af sin kæreste, og som nu er knust af hjertesorg.

Men sætningen giver faktisk mening.

For frygten for at miste kærligheden til den elskede, bunder i angsten for at opdage, at der så aldrig mere kommer en, som kan træde ind i hans hjerte og lyse det op indefra. Hvis håbet forsvinder, er der intet tilbage. Så hellere mærke kærligheden i al sin smerte. Også selvom den gør hans krop for lille til de følelser af hjemløs kærlighed, som jagter ham vågen dag og nat.

Så jeg siger, at jeg forstår. For det gør jeg. Jeg har jo selv været der. Som de fleste.

Desværre lever vi i en kultur, der er smerteforskrækket. Alt hvad der gør ondt, skal helst fikses på fire minutter, og selv vejen ud af smerten, må gerne være bedøvet, så vi slet ikke mærker noget som helst, men bare er hurtigt videre. Og det er denne Skrid-Smerte-Skrid holdning, han hele tiden bliver mødt med, når han deler sine følelser.

Og det går ham på. For han kan ikke få dem til at gå væk. Og han har heller ikke lyst til at de bare forsvinder. Det siger han under vores tredje samtale denne uge og måske burde jeg bare sidde og lytte. Og lytte. Til han var tømt for alle chokreaktioner og famlende fejlslutninger på den manglende logik i situationen. Men jeg er irriterende ambitiøs på hans vegne og vil netop have ham til at få noget ud af alle de følelser, der pludselig er åbnet op i ham. Så jeg spørger ind. Til hvad han føler lige nu. Til hvad han har mistet. Og hvorfor det er et tab.

For hjertesorg er aldrig noget man bare skal se at komme over. Aldrig.

Tværtimod. Man skal sørge, for at komme godt igennem den. Gaven i et forrevet hjerte er nemlig, at det giver adgang til at erfare sig selv uden filter. Lige som når man er forelsket. Bare med omvendt fortegn. Bogstaveligt talt. Og lige der, i angsten og sorgen og smerten, finder vi som regel ind til, hvem vi også er. Hvilke bundløse dybder vi indeholder, og ikke blot hvilke skønne højder, vi stræber efter. Det er kun i spændvidet mellem lys og mørke, at vi for alvor kan mærke, hvad vi inderst inde længes efter. Og ikke før vi kender og tager ejerskab for det, vil vi kunne finde og få det. Og måske der, justere os selv på plads på ny.

Hjertesorg handler ikke kun om tabet af en elsker.

Det opleves i alle relationer. Også de, der stadig eksisterer, men som pludselig ændrer karakter. Fx når børnene bliver voksne. Eller når et voksent barn må tage et opgør med en forælder. Eller når et venskab må tilpasses. Den opstår også, når man må opgive en vigtig drøm, fordi man erkender, at den aldrig kommer til at ske. Eller når man opgiver en passion, som man har investeret sig selv og sin fremtid i, fordi man en dag oplever, at den ikke længere er vigtig. Og at længslen den var båret af, nu er blevet til en diffus tomhed, der gør kroppen urolig og sindet retningsløst.

Og den kan også opstå, når man pludselig mister sit job og sine kollegaer, som mange medarbejdere oplever i disse dage med de mange statslige udflytninger.

I alle situationer er hjertesorgen en smerte, der vil dig noget godt. Fordi den er et bevis på, at du ikke er ligeglad. Men i stedet for at haste videre til noget nyt, skal vi altså give os plads og tid til at lære noget af smerten. Ligesom vi skal respektere, at sorg er en proces med flere stadier. Det er fornuftigt at overgive sig til det, for forskning viser, at de, der reelt kommer hurtigst og bedst videre, er de, der kigger på både sig selv og bruddet med kritiske øjne, for at blive klogere. Især på sig selv.

Problemet er dog, at vores effektivitetsparadigme hundser alt for mange hurtigt videre. Desværre ofte til noget, som er forkert. For det viser sig gang på gang, at de der skynder sig videre, ofte oplever at de taber sig selv. Igen. Især dem, der søger at ”vinde” et partnerbrud ved at være den første til at vise sig med en ny kæreste. Der de fleste gange handler om, at ”rebound-partneren” skal agere både følelsesmæssig skraldespand og bekvemt ”Se-hvor-uimodståelig-JEEEEG-er!” bagtæppe.

Forskning viser, at mænd oftere end kvinder benytter sig af denne model. En undersøgelse blandt 5700 ny-singler fra 96 forskellige lande, viser dog også, at mens kvinder ofte kommer sig helt efter et brud, er der desværre en stor overvægt af mænd, der aldrig kommer sig over det. Selv de, der finder sammen med en ny. Måske har det noget at gøre med, at cirka 2/3 af alle brud initieres af kvinden, så selvom han snart sidder og kissermisser med en anden, er det altså ikke nødvendigvis et udtryk for, at han ikke elsker hende mere og er kommet sig over hende. Måske ligefrem tværtimod. Så hvis du er mand og i hjertesorg, skulle du måske give din sorg lidt mere tid og plads, så du bruger den til udvikling fremfor afvikling.

Hvorfor hjertesorg gør fysisk ondt kan forklares videnskabeligt.

Det samme område i hjernen, der reagerer på fysisk smerte, reagerer også når vi føler os ekskluderet eller oplever tabet af en social relation. Faktisk viser studier, at vi hellere vil opleve fysisk smerte end at føle social udelukkelse. Det handler om basal overlevelse. Vi mennesker har brug for at være i nære relationer for at overleve, så vi bliver fra naturens side hjulpet til at opsøge de situationer, som styrker vores overlevelse (forelskelse) og føle smerte ved de situationer, som svækker den (brud). Hælder du derfor til at isolere dig i hjertesorg med grædeis, hulkepopcorn og tudete, mens du binger romantiske film, så sørg for at gøre det i selskab med andre.

Og drop hyggestalkingen af din ex på de sociale medier. Hjertesorg giver (partner)abstinenser på linje med kokain og nikotin, så eneste vej frem er at lave en kold tyrker, i stedet for at aktivere smerten igen og igen, for det forlænger bare pinen. Og lige dét, lærer du intet af!

Hjertesorg skal tages alvorligt og tages hånd om. Den er en reel smerte, som du skal give tid til at heale. Den er også dit wake-up call fra din sjæl og dine dybeste længsler, så:

Lid. Lyt. Lær.

Dét er vejen frem til en ny – bedre! - kærlighed.

Kronik i Jyllandsposten 21. januar 2018 #jyllandsposten #emiliavanhauen #hjertesorg

fredag 12. januar 2018 kl. 14:06 | 0 kommentarer

Jeg havde aldrig tænkt over det før, men pludselig lød det som en direkte provokation, da jeg smed mine nøgler på det lille bord i venteværelset. De faldt tungt og larmende og brød på en nærmest uhøflig og skrydende måde igennem stilheden, da de ramte bordpladen i en uskøn række af hørlige klonk, efterhånden som den ene nøgle efter den anden faldt til ro.

Den gamle dame med alpehuen, der stod ved stumtjeneren og tømte sin frakkes lommer, kiggede i en blanding af overraskelse og irritation, først på bundtet og siden på mig. Men det, der fik lov til at skinne igennem, var en sorgfuldhed, som jeg ikke lige kunne placere. Men som faldt på plads, da hun satte sig ned og på bordet lagde et brilleetui. Og en enkelt nøgle.

Det er så nemt at konkludere på andre menneskers liv, blot ved at iagttage dem. Og det er lige så let at tage fejl, og lade egne fordomme og forventninger styre de indsigter, som man gør sig på andres vegne. For min umiddelbare konklusion på den sorg, som jeg mente at se i hendes blik, var, at hun længtes efter at have flere nøgler i sit liv. Fordi de var symboler på hjem og mennesker hun havde adgang til og delte tillid og følelser med, og steder med mennesker, som forventede, at hun kom for at levere et bidrag.

Men jeg aner det jo ikke.

Mit eget nøglebundt er et rodsammen af mange slags nøgler, inklusiv et par stykker, som jeg faktisk ikke aner, hvad kan låse op, og mens vi sad der og ventede, tænkte jeg på, om det bundt mon kunne beskrive mit liv, som det er i dag?

Afspejler det kompleksiteten i mit liv? Eller antallet af relationer? Eller viser det bare et menneske, der ikke rydder nok op i sit liv, og som derfor slæber rundt på gamle nøgler, der ikke længere giver adgang til noget – eller nogen - som helst?

Jeg tænkte også på, hvilke nøgler jeg ikke havde, som jeg gerne ville have. Fx en nøgle til et sommerhus, hvor jeg kan forsvinde hen, når jeg har brug for at fordybe mig i både viden og natur. Jeg ville også elske at have en nøgle til en badeanstalt, selvom jeg hader koldt vandt, for jeg ville ønske, at jeg elskede at vinterbade, for alle siger jo det er så sundt og den bedste kur mod appelsinhud, og jeg er sikker på, at det er fantastisk. Bagefter!

Og så ville det være rart at have en nøgle til en kærestes hjem. En mand jeg elsker, også på trods af alt det, han har vist mig, som er knap så skide smukt. Og hvor vi hører så meget sammen, at vi gerne må låse os ind, mens den anden sover, uden at blive pandet ned af en stegepande, når vi lister os igennem mørket, men i stedet bliver taget imod af varme arme under dynen og et suk af overgivelse.

Når jeg bliver gammel, håber jeg, at jeg har mere end én nøgle. Jeg håber, at jeg har nøgler til alle mine børns hjem. Og til flere af mine venners hjem. Jeg håber det, fordi jeg håber at det også betyder, at vi ikke bare vander hinandens blomster, når vi er ude at rejse, men også hinandens hjerter til hverdag. Den slags nøgler må hellere end gerne gøre mit nøglebundt tungt.

Også i dag.

(Klumme i Femina 11. januar 2018)

2018 starter i morgen og hvis det skal blive anderledes – bedre - end 2017, er det tid til et servicetjek af dine overbevisninger. Ikke kun for din egen skyld. Og slet ikke hvis du er leder. Her er metoden.

Hvilke overbevisninger skal have lov til at definere dig, dit liv, dit bidrag og dine relationer i 2018?

Eller hvad med dit firmas liv, bidrag og relationer?

Og hvordan finder du egentlig ud af, hvad det er for nogle overbevisninger, som styrer dig? Mange gange bag om ryggen på dig, fordi de er så groet sammen med den du er, at du slet ikke er klar over, at du har dem.

Det er, hvad du kan få ud af at læse denne kronik. Og det vil du måske have lyst til at gøre, fordi du trænger til at blive mere fleksibel, agil, responsiv overfor de vilkår og behov, der vil komme i 2018. Så du bliver en af dem, der vil være i stand til at dække dem. Både fordi du har lyst og kan. Men i endnu højere grad fordi du er fordomsfri og åben, og dermed har plads til at være mere fremsynet. Det vil give dig evnen til at møde verden med en mere åben attitude og det kan få dig til at lægge mærke til nye ting, som kan forny dig. Og din virksomhed.

Derfor er denne kronik i virkeligheden optakten til at lave et lille nytårseksperiment, som for de fleste vil give noget frihed, energi og styrke til at forfølge de rigtige mål. Og blive mere til det menneske eller skabe den virksomhed, som passer til der, hvor du eller I er nu.

Inden du får præsenteret selve øvelsen, er det dog værd at kigge på, hvorfor det ikke kun er for dine egne ambitioners og livskvalitets skyld, at du skal lave dette servicetjek.

Årsagen er, at alt hvad du gør, har en betydning for andre end dig selv. Og det hænger sammen med en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste, egenskab og faglighed i fremtiden: Evnen til at forstå, skabe og dyrke relationer. Og forme fællesskaber.

Hvem vi er og hvordan vi skaber gode relationer til både os selv og andre, har altid været vigtigt for os mennesker at forstå og håndtere, men med fremkomsten af den digitale teknologi, der snart kan opleves i alle ting og strukturer, og især med udviklingen af kunstig intelligens, er det relationerne, der i sidste ende gør os menneskelige. Vi vil derfor se, at der vil komme et stigende behov for at kunne skabe, vedligeholde og udvikle relationer, bla også for at kunne skabe fællesskaber, der er i stand til at skabe den nødvendige innovation. At relationer er det vigtigste for vores livskvalitet er blevet bevist i utallige undersøgelser, og det bliver ikke mindre gyldigt efterhånden som vores hverdag bliver lettere og lettere vha tekniske hjælpemidler.

Vores udfordring er dog, at mange af de strukturer, som vi har været vant til, og som har hjulpet os ind i og trænet os i forskellige, ofte gensidigt forpligtende, relationer, er under opløsning. Familier, uddannelsesinstitutioner, ægteskaber, sportsforeninger, venskaber og arbejdspladser er blot nogle af de kendte sociale strukturer, der længe har været under opløsning, og som skaber et langt mere flydende tilhørsforhold for det enkelte menneske. Det skaber frihed.

Men det skaber altså også en fundamental større usikkerhed i vores relationer, som desværre kan føre til en øget grad af ensomhed, som vi desværre ser er en tendens i vores tid. Fx viser en af de nyeste undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Trygfonden, at 18 procent af danskerne føler, at de har svært ved at deltage i dele af det hverdagsliv, som ellers er almindeligt for de fleste i Danmark. Ufrivillig langvarig ensomhed kan medføre for tidlig død, en øget risiko for hjerte-kar sygdomme, alzheimers, forhøjet blodtryk og forskning fra University of Chicago viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op til 14%.

Som samfund har vi en seriøs udfordring med at få så mange borgere som muligt til at føle sig som en inkluderet del af fællesskabet. Og det sker kun, hvis vi kan finde ud af at skabe og udvikle relationer mellem menneskerne.

Disse relationer skabes dog bedst, hvis de enkelte mennesker kender sig selv. Og tør se på sig selv og andre på så fordomsfri en måde, som muligt.

Hvilket fører mig direkte over i den nytårs-metode, som jeg nævnte i starten, og som jeg vil invitere dig til at bruge, for at blive klarere på, hvem du er og hvilke overbevisninger der styrer dig, dit bidrag og måske dit lederskab. Lad mig starte hjemme hos mig selv. I årevis har jeg nemlig gået og sagt:

”Jeg er ikke sådan én, der laver selvudviklingskurser!”

Sammen med ”Jeg skriver ikke selvhjælpsbøger!” og ”Jo, jo, jeg coacher og er også uddannet coach, men jeg er mere en slags rådgiver…”

Hvorfor?

Fordi jeg syntes, at ”den slags” både var en smule pinlige og useriøse. Sammenlignet med at være kultursociolog, forfatter og professionel foredragsholder, der fortolker og kommenterer på tidsånden og som gerne optræder på store konferencer eller skriver i fx …Børsen.

Hvilket bare afslører mig som pinlig.

For jeg har helt klart indskrevet mig selv i et gammeldags statushierarki, hvor det at arbejde med det enkelte individ på den måde, anses for at være letbenet. Og måske har det også noget med køn at gøre, for der er en klar overvægt af kvinder i dette segment, som både udbyder og tager imod bøger og kurser af denne slags, og så får området bare en lavere status. Sammenlignet med fx ledelseslitteratur og kurser for ledelse.

Problemet med sådan nogle overbevisninger er, at de sjældent gnidningsfrit følger med din egen udvikling og erfaring. Selvom vilkårene har ændret sig, nye erfaringer er kommet til, og man i virkeligheden selv ændrer behov og udvikler et talent, og man faktisk begynder at længes efter noget nyt, kan man blive holdt tilbage af nogle gamle overbevisninger om sig selv. Og det er jo kontraproduktivt. Så lad os tage et nærmere kig på dine overbevisninger:

Hvilke overbevisninger har du om dig selv? Hvilke: ”Jeg er jo sådan én, som….” og hvilke ”Jeg er jo ikke sådan én, som….” har du? Både som privatperson og på dit arbejde. Du kan evt. tage et papir og dele det op i fire kvadrater; to med ”Jeg er…” for privatperson og arbejde og to med ”Jeg er ikke…” Bemærk, at de kan være både positive og negative.

Eller hvis du ikke ønsker at gøre det på dig selv, så er det en glimrende øvelse også at gøre for dit firma, hvor du kigger på hvad I er og ikke er. Ofte vil de overbevisninger være knyttet til visionen og missionen.

Altså: Er du sådan én, som altid lukker og slukker efter en fest? Eller én, som altid er med på det nye, eller altid er der for dem du elsker, eller altid er åben overfor andres synspunkter, eller altid sørger for festen, gaven, de andre? Er du sådan én som i hvert fald aldrig kunne finde på at læse en selvhjælpsbog, eller aldrig kunne svigte et menneske du elsker, eller aldrig giver op på en opgave, eller aldrig taler grimt om andre eller aldrig kunne gennemføre et maraton?  

Find de 3-5 tungeste overbevisninger du har om dig selv i hver kategori – og kig så på dem igen. Er de virkelig rigtige? Holder de stadigvæk? Og hvad giver de dig? Hjælper de dig til at være det menneske (eller det firma), og opnå de oplevelser og mål, som du dybest set har lyst til at være og have? Eller fastholder de dig i en gammel form? Hvor bliver du begrænset af dem? Og hvor får du masser af energi?

Når du har fået luget ud i dem, du ikke vil have, og fundet frem til dem, der passer til dig i dag, har du nogle gode brugbare sætninger om dig selv, eller dit firma, som kan hjælpe dig til at tage nogle bedre, opdaterede og mere bevidste valg i 2018.

Øvelsen er super effektiv og meget enkel at lave, og bypasser en masse gode intentioner, som vi ellers har det med at overbevise os selv om, at vi er. Men som desværre ikke altid har noget med virkeligheden at gøre.

Jeg har selv brugt metoden til at finde ud af, at jeg faktisk havde lyst til også at arbejde med at udvikle andre mennesker, og derfor bla. lave kurser, der handler om det. Hvorfor jeg har planlagt at lave flere i 2018, med det første, nytårskurset, der løber af stablen allerede om 7 dage.

Nu er jeg altså blevet til ”sådan én, som også laver selvudviklingskurser” og den går jeg stadig og tygger lidt på, mens jeg finder mig til rette i min nye udvidede identitet. Hvilket er præcis det, som er min pointe med denne kronik: At vi bliver nødt til hele tiden at være åbne for hvem vi er, før vi forsøger at være åbne overfor hvad vi vil bidrage med. For vi er aldrig nogen uden de andre, og hvem vi er i samspil med andre, defineres af vores egne – og de andres – overbevisninger.

Lad derfor 2018 blive det år, hvor du går på opdagelse i nye overbevisninger og fortællinger om dig selv. Og dit firma. Du har hele 365 dage til at øve dig i!

Kronik i Børsen den 31.12.17

fredag 8. december 2017 kl. 16:23 | 0 kommentarer

Da jeg var gravid med mit ældste barn, vidste jeg bare, at det var en pige. Da jeg var gravid med mit andet barn, vidste jeg igen, lige så sikkert, at det var en pige.

I 15 år har jeg nu været mor til to lækre, skønne, vidunderlige drenge, som jeg elsker meget højt.

Alligevel er det tab ikke at have en datter.

Hvilket selvfølgelig ikke har en pind at gøre med mine sønner; jeg ville bare også gerne have haft en datter, som jeg kunne dele køn og dermed måske også visse interesser og erfaringer, som potentielt kunne knytte tættere bånd. Og så fordi hun og veninderne ville være fantastiske studieobjekter på første hånd, for sådan en kultursociolog som mig!

Det sidste lyder ikke specielt kærligt, men faktisk er det ren kærlighed fra min side.

Der er nemlig desværre tonsvis af statistik, der viser, at de yngre generationer kæmper på langt flere fronter end nogensinde før, og at de i uhyrlig grad er præget af angst, depression, ensomhed og ikke mindst stress, så alt hvad vi voksne kan gøre for at hjælpe dem til et liv med færre komplikationer, er en opgave vi bør tage på os. Jeg forsøger derfor at lære dem bedre at kende ved ind i mellem at ”låne” nogle unge piger, så de selv kan fortælle, hvad der præger deres liv og hjerter.

Ikke overraskende er der alle de klassiske spørgsmål på spil om kærlighed, tilhørsforhold, ambitioner, livsformål osv. Men der er en væsentlig forskel fra min barn- og ungdom:

Det ekstreme er blevet normen.

Da jeg var barn og ung, var der en vis afstand fra de såkaldt ”almindelige” piger og til deres idoler og forbilleder, og der var en udbredt forståelse af, at det almindelige var at være almindelig.

Sådan er det ikke i dag, hvor det ”almindelige” er at være noget særligt. Enten ved at være særligt positivt privilegeret, fx ved at have titusindvis af følgere på Instagram, eller ved at være særligt negativt udfordret, fx ved at have været udsat for overgreb, men hvor hun har overkommet det, og på den måde har fået en både særlig stærk position og derigennem en særlig form for positiv opmærksomhed. 

Problemet er bare, at det naturligvis er løgn. For det almindelige er stadig at være almindelig. Og heldigvis lever de fleste piger såkaldt ”helt almindelige liv” med en god og jævn opvækst, hvor de klarer sig godt både i skolen og socialt.

Det forhindrer dem dog ikke i at udkæmpe hårde kampe i deres indre, og de bliver ind i mellem frygtelig kede af det, nogle gange uden en særlig ydre grund, og de føler sig udenfor, uden nødvendigvis at blive mobbet, og de føler sig jævnligt helt forkert, selvom alle andre synes det kører for dem. De må bare ikke føle sådan. Synes de selv. For det er jo ikke særlige problemer.

Og på den måde rammer de sig selv med dobbelt skam. Skam over ikke at være noget særligt. Og skam over at have det dårligt, selvom de har helt almindelige liv.

Det er her vi voksne kan træde til og gøre dem ”normale” på den gode måde. Ved at spejle dem i al deres normalitet og give dem plads til at føle præcis det, de føler. For som voksen ved man jo, at livet er et langt ridt af opture og nedture, og at man selv som ”normal” i perioder kan føle sig så grundforkert og grundulykkelig, at man faktisk ikke rigtig kan stille noget op mod det. Man ved også, at det på et tidspunkt går over, og at man nok skal blive glad igen.

Det de almindelige piger faktisk har mest brug for, er at få fred fra det særlige. Hvilket også er det, som alle de ”særlige” har brug for! Og det er måske det, vi voksne mest af alt skal give dem, udover kærlighed: Fred til at være, som de er.

Klumme bragt i Femina 7. december 2017

Har du en datter eller en søn, der trænger til et positivt indspark, kan de melde sig til en årlig gratis event eller få inspiration ud på deres skole. Se mere på www.GlobalDignity.dk

søndag 3. december 2017 kl. 08:43 | 0 kommentarer

Hvis du var konge over en øde ø, hvem var du så? Nemlig! Ingen. For hvem skulle du være konge over?!

Det er en af de virkelig dårlige sociologvittigheder, som oftest bliver afleveret med et vådt grin en sen nat, når tiden er komme til det platte og indlysende. Men så dårlig er den nu alligevel ikke, for den samler noget fuldstændig essentielt om vi mennesker, nemlig:

Uden de andre, er vi ingen!

Og vi ved det jo godt. Helt instinktivt ved vi godt, at det eneste, der virkelig tæller, er vores relationer. Det er blevet bevist i utallige undersøgelser, og et af de mest imponerende studier over deres betydning er nok Harvard Study of Adult Development, som har kørt siden 1938. Dengang samlede man 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer og fulgte dem i 75 år (!), hvor formålet var at finde svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art kan stille os selv: Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?

Det entydige svar var: Gode relationer.

Hvilket jo ikke bare gælder på individplan, men sørme også på kollektivt plan. Gode, sunde og lykkelige samfund får vi, når vi har tillid til hinanden og skaber sammenhængskraft ved at føle et frivilligt tilhørsforhold til kollektivet.

Dette står desværre i skærende modsætning til den udvikling, som vi har kunne iagttage igennem de senere mange år. Nemlig at mange af de strukturer, som vi har været vant til, og som har hjulpet os ind i forskellige, ofte gensidigt forpligtende, relationer, er under opløsning.

Familien er det første og ofte mest stabile fællesskab, som vi har igennem livet. Men den er under kraftig omkalfatring, og vi ser bla, at hele 27 procent af befolkningen ifølge en YouGov undersøgelse svarer, at de slet ikke har kontakt med ét eller flere nære familiemedlemmer. Det har naturligvis noget at gøre med, at vi ikke længere er direkte økonomisk eller socialt afhængige af vores familie, hvorfor de i højere grad bliver til frivillige følelsesmæssige fællesskaber end et tvungent og nødvendigt. Unge kan klare sig med en SU, kvinder kan klare sig uden mandens indtægt, skilsmissetallet ligger omkring de 50, og de ældre bliver passet af staten, så det sætter det enkelte individ fri til at forfølge de relationer, som man selv lyster.

Familien er dog ikke det eneste sted, hvor der sker en opløsning. Flere og flere arbejdspladser har flydende eller virtuelle kontorer, hvor man ikke behøver dagligt at møde ind fysisk, hvis man da nogensinde gør det, og antallet af år, hvor man bliver i samme organisation er for nedadgående. Vi ser også, at mange fællesskaber og venskaber i dag kun eksisterer via nettet, og selvom der stadig findes mange foreninger, er der ikke desto mindre sket et skred især indenfor sportsforeninger, hvor de uforpligtende fitnesscentre tiltrækker mange medlemmer ved at tilbyde individuel træning, som man kan kaste sig over, når det passer ind i ens egen kalender.

Familier, ægteskaber, venskaber, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og sportsforeninger er nogle af mere grundlæggende sociale strukturer, der længe har været under opløsning, og som skaber et langt mere flydende tilhørsforhold for det enkelte menneske. Det skaber frihed. Men det skaber altså også en fundamental større usikkerhed i vores relationer.

Hvilket igen kan føre til en øget grad af ensomhed, som vi desværre ser, som en tendens i vores tid. Fx viser en af de nyeste undersøgelser fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Trygfonden, at 18 procent af danskerne føler, at de har svært ved at deltage i dele af det hverdagsliv, som ellers er almindeligt for de fleste i Danmark. Ufrivillig langvarig ensomhed kan medføre for tidlig død, en øget risiko for hjerte-kar sygdomme, alzheimers, forhøjet blodtryk og forskning fra University of Chicago viser, at langvarig, ufrivillig ensomhed nedsætter levetiden med op ti 14%. Det værste ved denne udvikling er, at det især rammer de unge generationer hårdere end nogensinde før.

Ingen tvivl om, at bundne og tvungne fællesskaber bestemt ikke alle er fyldt af perlelatter, kærlighed og gensidig respekt, så det er jo ikke fordi vi skal fastholde den slags fællesskaber, men de leverer ikke desto mindre en klar følelse af både tilhørsforhold og tryghed, og ved opløsningen af dem, kræver det, at de bliver erstattet af andre relationer, der kan skabe social tryghed.

Og det er her, vi har den største udfordring som samfund.

For mens vi gladeligt bruger mange kræfter på at optimere og effektivisere hele den teknologiske, digitale og maskinelle del af verden, bruger vi ikke penge, tid og kræfter på at lære, hvordan vi skaber, udvikler og fastholder relationer og fællesskaber.  

Som samfund står vi altså overfor en situation, hvor den faktor, der er altafgørende for at vi på individplan oplever livskvalitet og dermed overskud til netop at være kreative og innovative og sunde, også er den faktor, der er mest udsat i den måde, som vi organiserer vores samfund på i dag.

Det er jo ren Titanic.

Derfor bliver vi nødt til at indse, at en af de egenskaber vi skal have opgraderet, og som uden tvivl burde indføres som et selvstændigt fag i folkeskolen, netop er relationer. Hvad en god relation er og består af, hvordan den udvikles og fastholdes, og ikke mindst hvordan vi skaber og udvikler fællesskaber, så de fungerer bedst muligt. For det kan vi helt åbenlyst ikke finde godt nok ud af!

Det virkelig paradoksale er nemlig, at det eneste der for alvor har skabt vores herskerstilling som art på kloden, netop er vores evne til at organisere os i fællesskaber, der virker, fordi vi – indtil nu – har forstået, hvordan vi skal organisere vores relationer i troværdige systemer og strukturer. Og når de opløses, er der kun det enkelte individs troværdighed tilbage. Som jo kun kan komme i spil, hvis vi rent faktisk kan finde ud af at indgå i disse gensidigt forpligtende og samtidig frivillige relationer.

Måske er svaret at indføre et nyt ministerium. Så problemet kan få den vægt og seriøsitet, som det kræver. Vi burde få en relationsminister. Og hen skal placeres ved siden af – og ikke under - finansministeren. 

Kronik i Jyllandsposten 3. december 2017

mandag 27. november 2017 kl. 12:08 | 1 kommentarer

Hun havde kort lyst hår, et vidunderligt smil og et super sjovt grin, hun var skarp og varm og var stolt over at kunne kalde sig amerkaner. Første gang hun sagde det højt, var min skepsis åbenbart så tydelig, at hun med et smil sagde: Os, der bor på Amager.

Aha!

Hun udvidede min verden på måder, som jeg ikke have prøvet før, og vi grinte os igennem en ret dødssyg regnskabsafdelingshverdag, og jeg delte alle mine personlige kvaler med hende og hun med mig. I seks måneder var hun nærmest min nærmeste, hun hed Lisbeth og da min elevtid var færdig, sås vi aldrig igen.

Dét var ægte kontorkærlighed!

De fleste får et smørret smil på og ligner nogle, der kunne finde på at sige ”hø hø”, når jeg nævner begrebet kontorkærlighed. Hvilket jeg godt forstår, for det mest oplagte er naturligvis at tænke i kopimaskinesex og sexting på tværs af kontorlandskabet.

Men det er altså ikke kontorkærlighed.

Tænk et øjeblik tilbage på alle dine Lisbeth’er. For var der ikke en eller flere kollegaer, der kom til at betyde noget særligt for dig på de arbejdspladser, som du har været på? Er på? Som du har en stærk fortrolighed med? Som du ser hver ugedag, og som du glæder dig til at dele oplevelser, tanker, følelser og erfaringer med? Og som måske i virkeligheden kender dig bedre end dine andre nærmeste?

Well, sådaner kontorkærlighed. Og det er så enkelt, at ægte kontorkærlighed også er ægte kærlighed. Mellem mennesker som tilfældigvis arbejder sammen.

Vi taler bare sjældent om det, som kærlighed. Ofte taler man i stedet om ”et godt forhold”. For man elsker jo ikke sin kollega. Problemet er, at vi ser kærlighed som et hierarki.

Finest er den romantiske kærlighed. Man er for alvor elskelig (læs: værdifuld) hvis man har et menneske i sit liv, der elsker dig på trods af alle dine elendige sider, og som har committet sig til dig på nærmest alle områder i livet. Næstfinest er der kærligheden til og fra børnene, og herefter kommer resten af familien og til sidst er der vennekærligheden, som har fået en hel del højere status de senere år.

Med denne gammeldags hierarkiske tilgang til kærlighed, afskærer os selv fra at modtage og give en masse kærlighed, som ikke nødvendigvis er indenfor ovenstående rammer. Og som gør, at mange – på trods af, at de faktisk er omgivet af tonsvis af kærlighed – alligevel føler sig uelskede, alene og udstødte.

Hvilket er virkelig trist, for i virkeligheden er det nemlig ret enkelt: Kærlighed er kærlighed, og uanset i hvilken form den end kommer, er dens særlige evne at fylde dit hjerte op og skabe forbindelse til et andet menneske. Hvis du altså lader den gøre det!

Det gælder også de af dine kollegaer, som du med tiden har valgt at have et nært forhold til. Så elsk dem nu bare, og nyd at din arbejdsdag ikke kun fylder din lønkonto, men også dit hjerte op. Og tro ikke, at den bliver mindre ægte af at løbe ud, når I stopper med at arbejde sammen. Det var bare så længe den varede og livet går videre…nu beriget med endnu mere ægte kærlighed.

Denne klumme er bragt i Femina i oktober 2017. 

Det menneskelige handler om relationer. Det digitale handler om forbindelser. Desværre har samfundet en tendens til at optimere og styre efter det sidste, mens det er det første, der skaber meningsfulde og lykkelige liv. Og hvad andet bør vi egentlig stræbe efter?

Kronik i Børsen 26.11.17 

Hvis 49 procent af mig er maskine og kunstig intelligens, er jeg så stadig mest menneske? Skal jeg så stadig selv bestemme over mig selv og alle mine handlinger? Og kan jeg siges at have en selvstændig bevidsthed, som gør mig til et unikt individ, som har menneskelige rettigheder og status som borger?

Og hvad hvis jeg får en opgradering, som gør, at 51 procent af mig nu er digitalt, kan jeg så forvente, at jeg stadig har de samme rettigheder og samme status som menneske? Kunne jeg risikere, at nogen kunne tillade sig at slukke for mig, kassere mig, bestemme over mig og hvilke opgraderinger jeg nu skulle have og ikke mindst hvilken funktion jeg skulle udfylde?

Og hvem er ”nogen” egentlig?

Hvordan måler man det menneskelige?

Hvordan måler man, hvordan det fordeler sig mellem menneske og maskine? Fysisk? Bevidsthedsmæssigt? Altså hvis halvdelen af min fysiske krop er implantater og kunstige lemmer eller jeg er afhængig af et exo-skelet, er jeg så blevet til mere maskine end menneske? Eller er det i min hjerne, mit sind og min bevidsthed, at jeg først og fremmest er menneske?  

Mens generationerne Y og Z for alvor bliver voksne, vil vi som art komme til at skulle tage nogle moralske, etiske og tekniske drøftelser om, hvad det vil sige at være et menneske. Og det kommer blandt andet til at handle om rettigheder. Rettigheder til at være et individ og en borger med ansvar, pligter og adgang til behørig beskyttelse mod ydre farer. Men mest af alt kommer det til at handle om, hvordan vi definerer det autentisk menneskelige.

Hvad er så ufravigeligt menneskeligt, at det skal være til stede for at kræve status som et menneske? For hvis det går, som det har gået i over 10.000 år, vil menneskearten stadig være den suverænt dominerende livsform på kloden, og da vi indtil videre har krævet at have forrang frem for alt andet, inklusive andre levende væsener og naturen (selvom den nogle gange dominerer os totalt ved fx ved tsunamier og jordskælv), er der meget der tyder på, at dette statushierarki vil fortsætte med at bestå.

Den eksponentielle udvikling

Det siges, at vi lever i en tid med eksponentiel udvikling, hvor det er blevet helt umuligt at forudse, hvad de enkelte opfindelser kommer til at have af vidtrækkende konsekvenser. Lige nu står vi overfor landevindinger indenfor førerløse transportmuligheder, 3D-print, alle udgaver af virtual/augmented/mixed reality, bioteknologi og ikke mindst kunstig intelligens, og hver for sig er det svimlende, hvilken indflydelse de kan have på vores livsvilkår efterhånden som de udvikles.

Men de udvikles jo ikke isoleret. De udvikles alle sammen samtidig og påvirker hinanden gensidigt, så i virkeligheden er menneskeheden inviteret til den største teknologiske og digitale fætter-kusine fest, der nogensinde har været afholdt – og der er ingen festmester. Ingen har hverken det forkromede overblik over spilgalleriet og slet ikke kontrollen over, hvordan festen udvikler sig, selvom der nok er lidt længe til før 51 procent af os kan være kunstig.

Summa summarum: Vi har ingen anelse om, hvad vi egentlig er på vej ind i.

Dommedag! Det er et af de scenarier, som altid er blevet malende beskrevet, når talen er faldet på menneskehedens fremtid. For vi mennesker hader, når vi ikke kan forudsige og kontrollere vores egen fremtid. Og vi bliver bekræftet i denne dystopiske tilgang til det kommende gennem størstedelen af science fiction fortællingerne. Film, tv-serier og bøger indenfor denne genre elsker at tegne billedet af en horribel fremtid, hvor alt er sort i sort og hvor mennesket enten er reduceret til en tissemyre i klodens historie, eller må henslæbe tilværelsen under ulidelige forhold.

Jeg anerkender, at der skal være et dramaturgisk gnidningspunkt for at der overhovedet kan opstå en fortælling, men det gør ikke desto mindre denne kategori til den mest utroværdige genre overhovedet. For lige så længe vi har haft science fiction, lige så længe har den på det punkt notorisk taget fejl. Menneskeheden er nemlig fortsat med at få bedre og bedre levevilkår, med få overgangsproblemer, som fx da industrialiseringen medførte en enorm tilgang fra land til by med helt afskyelige arbejds-og boligvilkår til følge. Derfor er der også en stor sandsynlighed for, at den overvejende positive udvikling vil fortsætte.

Så nej, det er ikke den vi skal frygte.

Det vi skal frygte

Det vi skal frygte er til gengæld, at vi slet ikke har nok fokus på det, der gør det menneskelige menneskeligt, nemlig vores relationer. Hverken skolebørn eller unge, og ej heller de voksne, bliver trænede i at forstå, opsøge, skabe, vedligeholde, styrke og forpligte sig i de relationer, som beviseligt har en direkte indflydelse på vores livskvalitet. Det er der adskillige undersøgelser der viser, bla. ”The villageeffect” af Susan Pinker. Den mest imponerende studie er dog nok Harvard Study of Adult Development, som har kørt siden 1938, hvor man samlede 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer. Dem fulgte man ved at give dem et spørgeskema hvert andet år, lave en helbredsundersøgelse af dem hvert femte år og med jævne mellemrum interviewe dem om deres liv og deres helbredsmæssige og mentale tilstand. I 75 år – femoghalvfjerds! – er disse 724 mænd blevet fulgt tæt for at se, hvordan de udviklede sig, og i dag har vi svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art kan stille os selv:

Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?

Det entydige svar var: Gode relationer. Hvis det sammenholdes med, at de psykiske skader er voldsomt i vækst, at ensomhed er et stigende problem og at halvdelen af befolkningen lider af stress i varierende grad, må vi indse, at vi som samfund er på vej i en meget forkert retning. De personlige konsekvenser af dette møder jeg gang på gang, når jeg er ude og holde foredrag om det her, for bagefter er der altid flere der vil dele deres historie, deres tvivl og fortvivlelse. Det findes. I virkeligheden.

Når vi handler som maskiner fremfor mennesker

Problemet er, at vi som samfund handler for meget som maskiner og for lidt som mennesker.

Det digitale, det maskinelle, det industrielle, har altid handlet om hastighed og effektivitet. Med andre ord har det i bund og grund handlet om at udvide antallet af forbindelser. Jo mere og flere, jo bedre og hurtigere.

Og det er bestemt ikke skidt. Det kan frigøre os mennesker fra dødssyge opgaver, og bla. skabe plads til flere ”varme hænder”, samt ikke mindst kan disse teknologier være med til at løse komplicerede og alvorligt truende problemer, som klima- og miljøkatastrofer og overbefolkning. Men skal vi ikke på vildspor som art, skal vi altså også opgradere vores evne til at skabe, fastholde og udvikle relationer. For det er præcis det, der er behov for, hvis vi skal have et balanceret samfund, der både dyrker innovationen, kreativitet og livskvaliteten. Og som sætter os i stand til at løse de kommende udfordringer, som vi kun har set skyggen af indtil videre.

I Danmark er vi vældig gode til at skabe forbindelser. Digitale forbindelser. Ifølge konsulentfirmaet Deloittes årlige trusselsbaromenter, Global Defence Outlook, er Danmark det fjerde mest sårbare land i forhold til cyberkriminalitet. Og det lyder jo ikke godt, men er altså også et indirekte udtryk for, at vi faktisk er meget godt med i digitaliseringen. Ellers kunne vi slet ikke være så sårbare.

Vi er samtidig også det land med den højeste grad af tillid mellem mennesker. Vi ligger i gennemsnit omkring de næsten 80 procent, der stoler på andre mennesker, mens bundskraberen er Brasilien på fem procent. Tillid er godt både menneskeligt og økonomisk; det skaber en rar kultur at leve i og det giver flere penge på bundlinjen, fordi ressourcerne bliver brugt på innovation og kreativitet, fremfor kontrol.

Ingen læring i at skabe relationer og fællesskaber

Desværre har det ikke givet anledning til at vi fx i skolesystemer lærer noget helt basalt om, hvordan vi som mennesker fungerer psykisk og socialt. Og vi lærer heller ikke noget om, hvordan vi fungerer i forskellige former for fællesskaber. Altså styrker vi ikke de kommende generationer i at klare sig i en social verden.

Det springende punkt er, at de systemer, som ellers har hjulpet folk ind i relationer, også er under opløsning. Fx foregår en del af undervisningen i dag elektronisk, så elever (og lærere) ikke mødes i den fysisk verden. På flere og flere arbejdspladser mødes man heller ikke fysisk hver dag. Skilsmisser optræder i halvdelen af alle ægteskaber og gør familien til et mere ustabilt – men somme tider også udvidet – fællesskab osv. Det kræver altså mere af os i dag at blive til medlemmer af et fællesskab og udvikle de relationer, samtidig med at det i andre tilfælde er blevet lettere, fordi man via de sociale medier kan indgå i langt flere end tidligere.

Alt dette betyder, at der stilles større og større krav til det enkelte menneske både at forstå og administrere socialiteten og skabe holdbare og gode relationer, som ultimativt handler om man har evnen til og øvelsen i at indgå i gensidigt forpligtende forhold. I kontrast hertil ser vi at samfundets fokus er på at øge antallet af teknologiske forbindelser og træne den enkelte borger i at passe ind i de systemer, som denne udvikling har medført (fx at forstå og bruge NemID, hvilket har fået flere indlagt for akut hjertestop!).

Dommedag sker fordi vi ikke opgraderer mennesket

Dommedagen findes ikke i selve digitaliseringen. Dommedagen findes i, at samfundet ikke sørger for at opgradere det menneskelige samtidig med, at det teknologiske hele tiden bliver udviklet. Det giver en skævhed i forholdet mellem mennesker og maskine og den er ikke til menneskets fordel!

Løsningen? At det sociale styrer det teknologiske. Relationer før forbindelser. Fællesskaber før profit. Samvær før KPI’ere.

Ja, det er så enkelt. Hvis vi altså vil mere og bedre, end blot at findes, som en vældig effektiv art.  

De unge er løsningen. Ikke problemet!

På vej til Sabro for at holde endnu et foredrag om de unge generationer, vores unge generationer, slog det mig pludselig, hvad der også lå bag det spørgsmål, som en kvinde en måned før, havde stillet til årets Cranet konference, der blev afholdt på Copenhagen Business School. I år var temaet hvordan man skaber meningsfulde organisationer, og fordi netop det er et af de væsentligste succeskriterier, hvis man gerne vil tiltrække Y og Z-generationerne, var bla. jeg og to repræsentanter fra generation Y hyret til at holde indlæg om, hvad de unge prioriterer på en arbejdsplads, hvis den skal være attraktiv og give mening for dem.

Kvinden der fik det sidste spørgsmål til vores indlæg, og som selv må have tilhørt generation X, leverede det i en lettere frustreret tone. Ikke som i foragt. Men mere som i opgivenhed. Undren. Og med et vift af vrede.

”Helt ærligt, synes I selv, at I er en attraktiv generation?...!”

Vi tre på scenen blev noget paf. For hvad skal man egentlig svare på det spørgsmål? Det var i hendes ”helt ærligt” at man fornemmede uviljen mod generationen, som jeg antager var funderet i nogle personlige og mindre positive erfaringer. Desværre står hun ikke alene med sin frustration, som heller ikke er ny og som samtidig er helt forståelig. ”De unge” har altid været en udskældt gruppe af de voksne og ældre, fordi de har det med at udfordre det eksisterende, og det i sig selv kan jo være ret besværligt i en hverdag, der i forvejen er presset af alt det eksisterende. Men det gør ikke desto mindre hendes spørgsmål irrelevant, for det eneste fornuftige man i virkeligheden kunne svare på det, er:

Attraktiv eller ej er sådan set ligegyldigt, for det er den generation, der er!

Det kunne lyde som en provokation, men var bestemt ikke ment sådan. Pointen er nemlig den indlysende, at uanset om man kan lide dem eller ej, så er de unge vi har, altså også dem vi må arbejde sammen med. På godt og ondt. Og det implicitte i svaret er måske endnu mere irriterende: Vi tidligere generationer har selv været med til at forme dem.

Og nu er vi tilbage til turen til Sabro, for omkring Middelfart slog det mig pludselig, hvad det var for en undertone, der havde ringet bag frustrationen og den latente vrede i hendes spørgsmål:

Angsten for det fremmede.

Ikke bare i, at de er anderledes og besværlige, men i at de er virkelig fremmede. At de lever deres liv på andre præmisser og med helt andre værdier, som for sjældent korrelerer med en organisations systemer. Især belønningssystemer, hvilket sætter de unge udenfor det traditionelle hierarki, og det gør dem derfor i bund og grund ustyrlige: De er uforudsigelige i deres adfærd, fordi den ikke er båret af de gængse normer, hvilket gør dem til et usikkert aktiv. Dermed udgør de unge en indirekte trussel; både mod det eksisterende system og de mennesker, der har skabt det.

Men de unge er jo ikke fremmede. De er som os. Og de kan oven i købet blive os i en meget bedre udgave, hvis vi hjælper dem til at blive det.

Denne påstand vil blive fundet ulidelig banal af de brancher, som har base i en ungdomskultur. Men der er jo langt flere brancher, som har vokset sig store og stærke, fordi de er funderet i et klart erfarings-hierarki, og mon ikke den kvinde, der stillede det lidt umulige spørgsmål, kom fra sådan en?

Bag alle de særlige vilkår, som de unge i dag både fordrer af os og samtidig tilbyder (mere om dem senere) ligger nemlig det fuldstændig indlysende vilkår, at de først og fremmest er mennesker, og at de derfor helt enkelt har brug for to ting:

At få lov til at bidrage med noget til fællesskabet, så de på den måde oplever, at de har værdi. Og så at være elsket. ”Elsket” kan så ske på mange niveauer af gensidig respektfuld socialitet, for det handler jo basalt set om at blive inviteret ind i et tilhørsforhold til andre.

Så de unge vil bruges og holdes af, og det er så almenmenneskeligt, som det kan blive, og derfor ikke spor fremmed. Tværtimod.

Heldigvis er det langt fra kun frygt, som de unge bliver mødt med; det er også nysgerrighed. Oprigtig interesse. Og netop kærlighed. Disse tre ting er fundamentet for den anden del, nemlig at de også er på vej til at blive en bedre udgave af os, de tidligere generationer. Hvis vi altså hjælper dem til at blive det.

For de unge er nemlig ikke problemet. De er løsningen.

I 2025 siges 75 procent af arbejdsstyrken at udgøres af generation Y, altså dem der er født mellem 1980 og 2000. Det betyder med stor sandsynlighed, at du meget snart kan stå i den situation, at du skal ansættes af ”sådan én”. Hvilket kan virke en smule (angst)provokerende for generation X’ere og endnu ældre. På det tidspunkt er generation Z (2000-2010) allerede godt i gang med at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet også, og selvom Y’erne siges at være digitale indfødte, er det faktisk først Z’erne, der for alvor er det. Det betyder, at en af de største forskelle på de to generationer er deres tilgang til fællesskaber. Hvor Y’erne stadig har stor fokus på individualisering, så er Z’erne først og fremmest fællesskabsorienterede i deres grundsjæl; alt hvad de gør, tager udgangspunkt i hvilke udvalgte fællesskaber de gerne vil placere sig i og hvordan.

Det er ordet ”udvalgte” du skal studse over, hvis du gerne vil have dem ind i din organisation.

Når en ung er på instagram, facebook, twitter eller et andet socialt medie midt i sin arbejdstid, er det langt fra sikkert, at han sidder og holder frikvarter. Han kan sagtens være i gang med at rekruttere den helt rigtige person til en opgave ved at bruge sit sociale netværk. Det er heller ikke utænkeligt, at hun kan være i gang med selv at finde sig et nyt job, som bagefter kan hive sin nuværende arbejdsplads ind i en opgave, som hun får på det nye job. Og når en 22årig poster et billede fra sin arbejdsplads, som ikke umiddelbart har en pind at gøre med jobbet, så er det fuldstændig nødvendig reklame, der tjener til at tiltrække de næste unge medarbejdere. De unges netværk har ingen grænser mellem arbejde og privatliv, ligesom deres arbejdstider, opgaver, elektroniske skærme af alle slags heller ikke har det. Hvorfor man som organisation skal huske at give dem en vis frihed til at selv at vælge, hvordan og hvor meget og ikke mindst hvad de skal bevæge sig på. Altså er en adfærd, der kan virke vanvittigt provokerende, i virkeligheden en styrke for organisationen.

At de trives med en anden form for frihed, betyder dog ikke, at de ikke skal levere varen. Selvfølgelig skal de det! Hvilket fører direkte tilbage til, at de unge også bare gerne vil bruges, så de ved, at de er noget værd. Deres niveau for anerkendelse er bare noget højere end det vi har set hos tidligere generationer. De er nemlig vokset op med en rating-kultur, hvor de konstant af deres forældre, deres lærere, de mange spil, de spiller og via de sociale medier, har fået en ret kontant og konkret feedback på dem selv. Og får de ikke den form for løbende tilbagemeldinger, føler de sig simpelthen ikke hverken set eller hørt. Selvom de får uforbeholden ros til den årlige medarbejderudviklingssamtale.

Er det skidt?

Det er der blevet skrevet lange afhandlinger om, som ikke er enige i konklusionen, men igen: Det er ligegyldigt om det er godt eller skidt, for det er sådan, det er. Så hvis du vil holde og tiltrække de unge generationer, er det også et af de vilkår, som du skal levere.

Generationerne Y og Z er vores løsning på en verden, hvor snart halvdelen af alle indbyggere kan forventes at blive over 100 år. Hvor vi står overfor en situation, som i lyset af den eksponentielle udvikling er fuldstændig uforudsigelig, men som med stor sandsynlighed i hvert fald vil blive præget af et stort overskud af arbejdskraft, en total omkalfatring af mange brancher pga førerløse biler, 3D-print og virtual reality. Samt en næsten fuldkommen uvidenhed om hvad der vil ske med både vi mennesker og vores samfund, hvis den kunstige intelligens får den udbredelse og dermed magt, som den for nuværende spås at få.

Derfor er vores alle sammens opgave at gøre de yngre generationer bedre end de foregående. Hvilket vi kan lykkes med, ved at gøre to enkle ting:

1. Anerkende deres særlige bidrag: Giv dem lov til at komme med det, som spejler deres liv, værdier og behov – og som derfor er med til at udvikle samfund, så vi gør mere end bare at overleve.

2. Stil krav til dem: Det viser dem indirekte, at vi både stoler på dem og tror, at de kan levere det nødvendige. I dette ligger også en opdragelse i at anerkende det system, som har fødet dem, og som selvfølgelig også har brug for en vis stabilisering for at kunne tjene fællesskabet.

Nysgerrighed er vejen frem. Ikke frygt. Og det gælder faktisk alle generationer. Hvilket jeg på den mest rørende vis fik bekræftet efter mit foredrag i Sabro. For dagen efter foredraget fik jeg en mail fra en af de få unge, der havde deltaget. Hun ville bare takke for at have sat ord på den fremmedgørelse, hun alt for ofte følte sig mødt med hos visse af de ældre generationer. Især af sin chef. Hun havde samme dag taget en snak med hende og de havde fundet en ny forståelse for hinanden. Ja, jeg ved det. Det kan virke som pral fra min side lige at skulle hamre min pointe fast og vise åh, hvor meget ret jeg har. Men jeg håber, at det, du i virkeligheden læser, er, at der faktisk ikke skal mere til for at spejle og møde den længsel, som vi alle – også de unge – i virkeligheden har, for bare at blive anerkendt i vores eksistens.

Resten er i virkeligheden bare praktik. 

Kronik bragt i Børsen 29.10.17 

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign