Det menneskelige handler om relationer. Det digitale handler om forbindelser. Desværre har samfundet en tendens til at optimere og styre efter det sidste, mens det er det første, der skaber meningsfulde og lykkelige liv. Og hvad andet bør vi egentlig stræbe efter?

Kronik i Børsen 26.11.17 

Hvis 49 procent af mig er maskine og kunstig intelligens, er jeg så stadig mest menneske? Skal jeg så stadig selv bestemme over mig selv og alle mine handlinger? Og kan jeg siges at have en selvstændig bevidsthed, som gør mig til et unikt individ, som har menneskelige rettigheder og status som borger?

Og hvad hvis jeg får en opgradering, som gør, at 51 procent af mig nu er digitalt, kan jeg så forvente, at jeg stadig har de samme rettigheder og samme status som menneske? Kunne jeg risikere, at nogen kunne tillade sig at slukke for mig, kassere mig, bestemme over mig og hvilke opgraderinger jeg nu skulle have og ikke mindst hvilken funktion jeg skulle udfylde?

Og hvem er ”nogen” egentlig?

Hvordan måler man det menneskelige?

Hvordan måler man, hvordan det fordeler sig mellem menneske og maskine? Fysisk? Bevidsthedsmæssigt? Altså hvis halvdelen af min fysiske krop er implantater og kunstige lemmer eller jeg er afhængig af et exo-skelet, er jeg så blevet til mere maskine end menneske? Eller er det i min hjerne, mit sind og min bevidsthed, at jeg først og fremmest er menneske?  

Mens generationerne Y og Z for alvor bliver voksne, vil vi som art komme til at skulle tage nogle moralske, etiske og tekniske drøftelser om, hvad det vil sige at være et menneske. Og det kommer blandt andet til at handle om rettigheder. Rettigheder til at være et individ og en borger med ansvar, pligter og adgang til behørig beskyttelse mod ydre farer. Men mest af alt kommer det til at handle om, hvordan vi definerer det autentisk menneskelige.

Hvad er så ufravigeligt menneskeligt, at det skal være til stede for at kræve status som et menneske? For hvis det går, som det har gået i over 10.000 år, vil menneskearten stadig være den suverænt dominerende livsform på kloden, og da vi indtil videre har krævet at have forrang frem for alt andet, inklusive andre levende væsener og naturen (selvom den nogle gange dominerer os totalt ved fx ved tsunamier og jordskælv), er der meget der tyder på, at dette statushierarki vil fortsætte med at bestå.

Den eksponentielle udvikling

Det siges, at vi lever i en tid med eksponentiel udvikling, hvor det er blevet helt umuligt at forudse, hvad de enkelte opfindelser kommer til at have af vidtrækkende konsekvenser. Lige nu står vi overfor landevindinger indenfor førerløse transportmuligheder, 3D-print, alle udgaver af virtual/augmented/mixed reality, bioteknologi og ikke mindst kunstig intelligens, og hver for sig er det svimlende, hvilken indflydelse de kan have på vores livsvilkår efterhånden som de udvikles.

Men de udvikles jo ikke isoleret. De udvikles alle sammen samtidig og påvirker hinanden gensidigt, så i virkeligheden er menneskeheden inviteret til den største teknologiske og digitale fætter-kusine fest, der nogensinde har været afholdt – og der er ingen festmester. Ingen har hverken det forkromede overblik over spilgalleriet og slet ikke kontrollen over, hvordan festen udvikler sig, selvom der nok er lidt længe til før 51 procent af os kan være kunstig.

Summa summarum: Vi har ingen anelse om, hvad vi egentlig er på vej ind i.

Dommedag! Det er et af de scenarier, som altid er blevet malende beskrevet, når talen er faldet på menneskehedens fremtid. For vi mennesker hader, når vi ikke kan forudsige og kontrollere vores egen fremtid. Og vi bliver bekræftet i denne dystopiske tilgang til det kommende gennem størstedelen af science fiction fortællingerne. Film, tv-serier og bøger indenfor denne genre elsker at tegne billedet af en horribel fremtid, hvor alt er sort i sort og hvor mennesket enten er reduceret til en tissemyre i klodens historie, eller må henslæbe tilværelsen under ulidelige forhold.

Jeg anerkender, at der skal være et dramaturgisk gnidningspunkt for at der overhovedet kan opstå en fortælling, men det gør ikke desto mindre denne kategori til den mest utroværdige genre overhovedet. For lige så længe vi har haft science fiction, lige så længe har den på det punkt notorisk taget fejl. Menneskeheden er nemlig fortsat med at få bedre og bedre levevilkår, med få overgangsproblemer, som fx da industrialiseringen medførte en enorm tilgang fra land til by med helt afskyelige arbejds-og boligvilkår til følge. Derfor er der også en stor sandsynlighed for, at den overvejende positive udvikling vil fortsætte.

Så nej, det er ikke den vi skal frygte.

Det vi skal frygte

Det vi skal frygte er til gengæld, at vi slet ikke har nok fokus på det, der gør det menneskelige menneskeligt, nemlig vores relationer. Hverken skolebørn eller unge, og ej heller de voksne, bliver trænede i at forstå, opsøge, skabe, vedligeholde, styrke og forpligte sig i de relationer, som beviseligt har en direkte indflydelse på vores livskvalitet. Det er der adskillige undersøgelser der viser, bla. ”The villageeffect” af Susan Pinker. Den mest imponerende studie er dog nok Harvard Study of Adult Development, som har kørt siden 1938, hvor man samlede 268 mandlige 2. års studerende fra Harvard University og 456 unge mænd fra Bostons fattigste kvarterer. Dem fulgte man ved at give dem et spørgeskema hvert andet år, lave en helbredsundersøgelse af dem hvert femte år og med jævne mellemrum interviewe dem om deres liv og deres helbredsmæssige og mentale tilstand. I 75 år – femoghalvfjerds! – er disse 724 mænd blevet fulgt tæt for at se, hvordan de udviklede sig, og i dag har vi svaret på det måske vigtigste spørgsmål, vi som art kan stille os selv:

Hvordan får man et sundt og lykkeligt liv?

Det entydige svar var: Gode relationer. Hvis det sammenholdes med, at de psykiske skader er voldsomt i vækst, at ensomhed er et stigende problem og at halvdelen af befolkningen lider af stress i varierende grad, må vi indse, at vi som samfund er på vej i en meget forkert retning. De personlige konsekvenser af dette møder jeg gang på gang, når jeg er ude og holde foredrag om det her, for bagefter er der altid flere der vil dele deres historie, deres tvivl og fortvivlelse. Det findes. I virkeligheden.

Når vi handler som maskiner fremfor mennesker

Problemet er, at vi som samfund handler for meget som maskiner og for lidt som mennesker.

Det digitale, det maskinelle, det industrielle, har altid handlet om hastighed og effektivitet. Med andre ord har det i bund og grund handlet om at udvide antallet af forbindelser. Jo mere og flere, jo bedre og hurtigere.

Og det er bestemt ikke skidt. Det kan frigøre os mennesker fra dødssyge opgaver, og bla. skabe plads til flere ”varme hænder”, samt ikke mindst kan disse teknologier være med til at løse komplicerede og alvorligt truende problemer, som klima- og miljøkatastrofer og overbefolkning. Men skal vi ikke på vildspor som art, skal vi altså også opgradere vores evne til at skabe, fastholde og udvikle relationer. For det er præcis det, der er behov for, hvis vi skal have et balanceret samfund, der både dyrker innovationen, kreativitet og livskvaliteten. Og som sætter os i stand til at løse de kommende udfordringer, som vi kun har set skyggen af indtil videre.

I Danmark er vi vældig gode til at skabe forbindelser. Digitale forbindelser. Ifølge konsulentfirmaet Deloittes årlige trusselsbaromenter, Global Defence Outlook, er Danmark det fjerde mest sårbare land i forhold til cyberkriminalitet. Og det lyder jo ikke godt, men er altså også et indirekte udtryk for, at vi faktisk er meget godt med i digitaliseringen. Ellers kunne vi slet ikke være så sårbare.

Vi er samtidig også det land med den højeste grad af tillid mellem mennesker. Vi ligger i gennemsnit omkring de næsten 80 procent, der stoler på andre mennesker, mens bundskraberen er Brasilien på fem procent. Tillid er godt både menneskeligt og økonomisk; det skaber en rar kultur at leve i og det giver flere penge på bundlinjen, fordi ressourcerne bliver brugt på innovation og kreativitet, fremfor kontrol.

Ingen læring i at skabe relationer og fællesskaber

Desværre har det ikke givet anledning til at vi fx i skolesystemer lærer noget helt basalt om, hvordan vi som mennesker fungerer psykisk og socialt. Og vi lærer heller ikke noget om, hvordan vi fungerer i forskellige former for fællesskaber. Altså styrker vi ikke de kommende generationer i at klare sig i en social verden.

Det springende punkt er, at de systemer, som ellers har hjulpet folk ind i relationer, også er under opløsning. Fx foregår en del af undervisningen i dag elektronisk, så elever (og lærere) ikke mødes i den fysisk verden. På flere og flere arbejdspladser mødes man heller ikke fysisk hver dag. Skilsmisser optræder i halvdelen af alle ægteskaber og gør familien til et mere ustabilt – men somme tider også udvidet – fællesskab osv. Det kræver altså mere af os i dag at blive til medlemmer af et fællesskab og udvikle de relationer, samtidig med at det i andre tilfælde er blevet lettere, fordi man via de sociale medier kan indgå i langt flere end tidligere.

Alt dette betyder, at der stilles større og større krav til det enkelte menneske både at forstå og administrere socialiteten og skabe holdbare og gode relationer, som ultimativt handler om man har evnen til og øvelsen i at indgå i gensidigt forpligtende forhold. I kontrast hertil ser vi at samfundets fokus er på at øge antallet af teknologiske forbindelser og træne den enkelte borger i at passe ind i de systemer, som denne udvikling har medført (fx at forstå og bruge NemID, hvilket har fået flere indlagt for akut hjertestop!).

Dommedag sker fordi vi ikke opgraderer mennesket

Dommedagen findes ikke i selve digitaliseringen. Dommedagen findes i, at samfundet ikke sørger for at opgradere det menneskelige samtidig med, at det teknologiske hele tiden bliver udviklet. Det giver en skævhed i forholdet mellem mennesker og maskine og den er ikke til menneskets fordel!

Løsningen? At det sociale styrer det teknologiske. Relationer før forbindelser. Fællesskaber før profit. Samvær før KPI’ere.

Ja, det er så enkelt. Hvis vi altså vil mere og bedre, end blot at findes, som en vældig effektiv art.  

De unge er løsningen. Ikke problemet!

På vej til Sabro for at holde endnu et foredrag om de unge generationer, vores unge generationer, slog det mig pludselig, hvad der også lå bag det spørgsmål, som en kvinde en måned før, havde stillet til årets Cranet konference, der blev afholdt på Copenhagen Business School. I år var temaet hvordan man skaber meningsfulde organisationer, og fordi netop det er et af de væsentligste succeskriterier, hvis man gerne vil tiltrække Y og Z-generationerne, var bla. jeg og to repræsentanter fra generation Y hyret til at holde indlæg om, hvad de unge prioriterer på en arbejdsplads, hvis den skal være attraktiv og give mening for dem.

Kvinden der fik det sidste spørgsmål til vores indlæg, og som selv må have tilhørt generation X, leverede det i en lettere frustreret tone. Ikke som i foragt. Men mere som i opgivenhed. Undren. Og med et vift af vrede.

”Helt ærligt, synes I selv, at I er en attraktiv generation?...!”

Vi tre på scenen blev noget paf. For hvad skal man egentlig svare på det spørgsmål? Det var i hendes ”helt ærligt” at man fornemmede uviljen mod generationen, som jeg antager var funderet i nogle personlige og mindre positive erfaringer. Desværre står hun ikke alene med sin frustration, som heller ikke er ny og som samtidig er helt forståelig. ”De unge” har altid været en udskældt gruppe af de voksne og ældre, fordi de har det med at udfordre det eksisterende, og det i sig selv kan jo være ret besværligt i en hverdag, der i forvejen er presset af alt det eksisterende. Men det gør ikke desto mindre hendes spørgsmål irrelevant, for det eneste fornuftige man i virkeligheden kunne svare på det, er:

Attraktiv eller ej er sådan set ligegyldigt, for det er den generation, der er!

Det kunne lyde som en provokation, men var bestemt ikke ment sådan. Pointen er nemlig den indlysende, at uanset om man kan lide dem eller ej, så er de unge vi har, altså også dem vi må arbejde sammen med. På godt og ondt. Og det implicitte i svaret er måske endnu mere irriterende: Vi tidligere generationer har selv været med til at forme dem.

Og nu er vi tilbage til turen til Sabro, for omkring Middelfart slog det mig pludselig, hvad det var for en undertone, der havde ringet bag frustrationen og den latente vrede i hendes spørgsmål:

Angsten for det fremmede.

Ikke bare i, at de er anderledes og besværlige, men i at de er virkelig fremmede. At de lever deres liv på andre præmisser og med helt andre værdier, som for sjældent korrelerer med en organisations systemer. Især belønningssystemer, hvilket sætter de unge udenfor det traditionelle hierarki, og det gør dem derfor i bund og grund ustyrlige: De er uforudsigelige i deres adfærd, fordi den ikke er båret af de gængse normer, hvilket gør dem til et usikkert aktiv. Dermed udgør de unge en indirekte trussel; både mod det eksisterende system og de mennesker, der har skabt det.

Men de unge er jo ikke fremmede. De er som os. Og de kan oven i købet blive os i en meget bedre udgave, hvis vi hjælper dem til at blive det.

Denne påstand vil blive fundet ulidelig banal af de brancher, som har base i en ungdomskultur. Men der er jo langt flere brancher, som har vokset sig store og stærke, fordi de er funderet i et klart erfarings-hierarki, og mon ikke den kvinde, der stillede det lidt umulige spørgsmål, kom fra sådan en?

Bag alle de særlige vilkår, som de unge i dag både fordrer af os og samtidig tilbyder (mere om dem senere) ligger nemlig det fuldstændig indlysende vilkår, at de først og fremmest er mennesker, og at de derfor helt enkelt har brug for to ting:

At få lov til at bidrage med noget til fællesskabet, så de på den måde oplever, at de har værdi. Og så at være elsket. ”Elsket” kan så ske på mange niveauer af gensidig respektfuld socialitet, for det handler jo basalt set om at blive inviteret ind i et tilhørsforhold til andre.

Så de unge vil bruges og holdes af, og det er så almenmenneskeligt, som det kan blive, og derfor ikke spor fremmed. Tværtimod.

Heldigvis er det langt fra kun frygt, som de unge bliver mødt med; det er også nysgerrighed. Oprigtig interesse. Og netop kærlighed. Disse tre ting er fundamentet for den anden del, nemlig at de også er på vej til at blive en bedre udgave af os, de tidligere generationer. Hvis vi altså hjælper dem til at blive det.

For de unge er nemlig ikke problemet. De er løsningen.

I 2025 siges 75 procent af arbejdsstyrken at udgøres af generation Y, altså dem der er født mellem 1980 og 2000. Det betyder med stor sandsynlighed, at du meget snart kan stå i den situation, at du skal ansættes af ”sådan én”. Hvilket kan virke en smule (angst)provokerende for generation X’ere og endnu ældre. På det tidspunkt er generation Z (2000-2010) allerede godt i gang med at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet også, og selvom Y’erne siges at være digitale indfødte, er det faktisk først Z’erne, der for alvor er det. Det betyder, at en af de største forskelle på de to generationer er deres tilgang til fællesskaber. Hvor Y’erne stadig har stor fokus på individualisering, så er Z’erne først og fremmest fællesskabsorienterede i deres grundsjæl; alt hvad de gør, tager udgangspunkt i hvilke udvalgte fællesskaber de gerne vil placere sig i og hvordan.

Det er ordet ”udvalgte” du skal studse over, hvis du gerne vil have dem ind i din organisation.

Når en ung er på instagram, facebook, twitter eller et andet socialt medie midt i sin arbejdstid, er det langt fra sikkert, at han sidder og holder frikvarter. Han kan sagtens være i gang med at rekruttere den helt rigtige person til en opgave ved at bruge sit sociale netværk. Det er heller ikke utænkeligt, at hun kan være i gang med selv at finde sig et nyt job, som bagefter kan hive sin nuværende arbejdsplads ind i en opgave, som hun får på det nye job. Og når en 22årig poster et billede fra sin arbejdsplads, som ikke umiddelbart har en pind at gøre med jobbet, så er det fuldstændig nødvendig reklame, der tjener til at tiltrække de næste unge medarbejdere. De unges netværk har ingen grænser mellem arbejde og privatliv, ligesom deres arbejdstider, opgaver, elektroniske skærme af alle slags heller ikke har det. Hvorfor man som organisation skal huske at give dem en vis frihed til at selv at vælge, hvordan og hvor meget og ikke mindst hvad de skal bevæge sig på. Altså er en adfærd, der kan virke vanvittigt provokerende, i virkeligheden en styrke for organisationen.

At de trives med en anden form for frihed, betyder dog ikke, at de ikke skal levere varen. Selvfølgelig skal de det! Hvilket fører direkte tilbage til, at de unge også bare gerne vil bruges, så de ved, at de er noget værd. Deres niveau for anerkendelse er bare noget højere end det vi har set hos tidligere generationer. De er nemlig vokset op med en rating-kultur, hvor de konstant af deres forældre, deres lærere, de mange spil, de spiller og via de sociale medier, har fået en ret kontant og konkret feedback på dem selv. Og får de ikke den form for løbende tilbagemeldinger, føler de sig simpelthen ikke hverken set eller hørt. Selvom de får uforbeholden ros til den årlige medarbejderudviklingssamtale.

Er det skidt?

Det er der blevet skrevet lange afhandlinger om, som ikke er enige i konklusionen, men igen: Det er ligegyldigt om det er godt eller skidt, for det er sådan, det er. Så hvis du vil holde og tiltrække de unge generationer, er det også et af de vilkår, som du skal levere.

Generationerne Y og Z er vores løsning på en verden, hvor snart halvdelen af alle indbyggere kan forventes at blive over 100 år. Hvor vi står overfor en situation, som i lyset af den eksponentielle udvikling er fuldstændig uforudsigelig, men som med stor sandsynlighed i hvert fald vil blive præget af et stort overskud af arbejdskraft, en total omkalfatring af mange brancher pga førerløse biler, 3D-print og virtual reality. Samt en næsten fuldkommen uvidenhed om hvad der vil ske med både vi mennesker og vores samfund, hvis den kunstige intelligens får den udbredelse og dermed magt, som den for nuværende spås at få.

Derfor er vores alle sammens opgave at gøre de yngre generationer bedre end de foregående. Hvilket vi kan lykkes med, ved at gøre to enkle ting:

1. Anerkende deres særlige bidrag: Giv dem lov til at komme med det, som spejler deres liv, værdier og behov – og som derfor er med til at udvikle samfund, så vi gør mere end bare at overleve.

2. Stil krav til dem: Det viser dem indirekte, at vi både stoler på dem og tror, at de kan levere det nødvendige. I dette ligger også en opdragelse i at anerkende det system, som har fødet dem, og som selvfølgelig også har brug for en vis stabilisering for at kunne tjene fællesskabet.

Nysgerrighed er vejen frem. Ikke frygt. Og det gælder faktisk alle generationer. Hvilket jeg på den mest rørende vis fik bekræftet efter mit foredrag i Sabro. For dagen efter foredraget fik jeg en mail fra en af de få unge, der havde deltaget. Hun ville bare takke for at have sat ord på den fremmedgørelse, hun alt for ofte følte sig mødt med hos visse af de ældre generationer. Især af sin chef. Hun havde samme dag taget en snak med hende og de havde fundet en ny forståelse for hinanden. Ja, jeg ved det. Det kan virke som pral fra min side lige at skulle hamre min pointe fast og vise åh, hvor meget ret jeg har. Men jeg håber, at det, du i virkeligheden læser, er, at der faktisk ikke skal mere til for at spejle og møde den længsel, som vi alle – også de unge – i virkeligheden har, for bare at blive anerkendt i vores eksistens.

Resten er i virkeligheden bare praktik. 

Kronik bragt i Børsen 29.10.17 

mandag 16. oktober 2017 kl. 13:00 | 0 kommentarer

Emilia van Hauens far døde i september. Her beskriver hun, hjerteskærende smukt, de sidste dage på hospitalet og de første dage i livet uden sin far. Om dagene hvor hun sad og holdt ham i hånden, tænkte over om han mon vidste, at hun var der og bare forsøgte at få det sidste med af sin elskede far. (Denne tekst har været bragt i Point of View International )

 

Torsdag

Kæreste far,

Måske er det sidste gang jeg har set dig ind i øjnene.

Måske. Selvom jeg også er i tvivl om, hvor meget du så. Om du egentlig vidste det var mig. Du sagde mit navn, ja. Flere gange. Og du kiggede direkte på mig, fangede mit blik. Flere gange. Så jo, du har nok set mig.

Men om du helt vidste vidste, at det var mig, denne dag i september i dette år, og at vi sad der på hospitalet, det tror jeg ikke.

For far, du var så udmattet. Af de sidste års indlæggelser og din sygdom. Men måske mest af alt udmattet over, at du var udmattet. At du ikke længere kunne noget. At du følte dig som en belastning, fordi du ikke længere kunne bidrage, gøre noget, som du ellers har gjort hele dit liv.

Så hver gang du vågnede op og sagde noget, som jeg ikke helt forstod, men som jeg nikkede og smilede til, mens jeg holdt dig i hånden, holdt dig på armen, forsøgte jeg at fange din sjæl med øjnene, forsøgte at kigge dig igennem og nå dig, der hvor du stadig er dig, men inden jeg nåede helt så langt, lukkede du hver gang øjnene og faldt i søvn igen.

Og nu sidder jeg her på færgen for jeg er på vej til Frederikshavn og ville ønske, at jeg ikke skulle helt så langt væk, for tænk, hvis du er væk, før jeg kommer tilbage?

Fredag

Sødeste far,

Musikken flød ud af døren og næsten hentede mig ind på din stue, da jeg kom gående ned ad gangen. Jeg blev så rørt over, at sygeplejersken havde sat en af de klassiske CD’ere på, som jeg havde taget med til dig, så noderne kunne fortrænge de skarpe hospitalslyde og gøre din hverdag en smule mere blød. Mere levende.

Jeg er glad for, at dagene stadig er lange, for turen hjem fra Frederikshavn var også lang og jeg kom lidt sent, men i dit rum blandede lyset sig med musikken og gav dig fred. Kunne jeg se. For du lå der og var væk i din egen verden. Måske var du i virkeligheden stukket lidt af for at besøge det rige, du snart vil blive en del af? Eller måske stod du, som en lille dreng og trykkede næsen flad mod den kosmiske rude, uden helt at kunne beslutte dig for, om det virkelig var nu, du skulle være med i dén fest?

Væk var du i hvert fald, da jeg kom og bænkede mig på stolen ved siden af din seng, så jeg tog din hånd i min, og så sad vi der i timer, bare sad der sammen. Og nogle gange vågnede du op og kiggede igen direkte på mig, sagde noget jeg ikke forstod, selvom jeg lagde mit øre helt tæt på din mund, så jeg nikkede bare og sagde at alt er ok, og tørrede dig på panden med en våd serviet, og satte mig ned igen, stadig med din hånd i min, til solen gik ned og jeg mærkede, at nu skulle jeg gå.

Nu skulle du have fred.

Og så gik jeg. Mit hjerte var tungt, men min sjæl var let, for bare at sidde sammen med dig på den måde, havde lagt sig som flydende kærlighed ind i mange af de sprækker, som livet har givet mig, og jeg følte mig mindre alene end da jeg kom. Men mest af alt var jeg fyldt af taknemmelighed overfor alt det, som du har givet mig gennem livet.

Lørdag

Dejligste far,

Du var væk. Og kom slet ikke til stede. Og jeg ville sådan ønske at du havde set tre af dine bedstebørn være der for dig. Mine drenge. For at sige farvel. For det er jo det, vi er ved at gøre.

De gik formålsløse rundt på din stue, kunne ikke finde ud af at sætte sig ned og bare være. For når man er teenager, er en mand på 85 - som du selv engang sagde med et stort grin, da du blev 80, ja, nu er jeg så det man i gamle dage kaldte ”olding” - med iltslange i næsen og en tynd ældet krop med spor af livet og mærket af døden, ikke tilstrækkelig velkendt til, at de kan placere sig selv med ro i det. Så vi gik efter en time. Måske kun en halv. Men farvel, det fik de sagt. Og jeg tror du hørte det.

Hvor end du var.

Søndag

Far far far,

Jeg så det allerede fra døren. Og måske så mor det også. En ny skarphed omkring din næse. Parret med et forsigtigt grønt skær. Øjne der var faldet lidt mere ind end i går. Da jeg tog din hånd var den ikke længere varm. Men fugtig. På en fremmed frysende måde.

Far – hvor er du henne nu?

For du var ikke her hos os. Mor satte sig ved din side og tog dig i hånden. Hvordan siger man farvel efter mere end 50 år sammen? Min fantasi strækker slet ikke så langt. For ville noget som helst overhovedet give mening at gøre eller sige efter så meget liv sammen? Ville noget som helst virkelig kunne binde den sløjfe, der fuldendte forholdet og tog smerten og savnet bort fra hende, når du er væk væk?

Jeg står tavs ved din side og forsøger at forestille mig mors sorg og tomrum, der må strække sig uendeligt under hende. Over hende. Omkring hende. Og jeg ville ønske, at jeg kunne nå hende derinde, hvor hendes mørke bor.

Ville det ikke være smukt, hvis I kunne mødes der, hvor du er lige nu? Eller hvis du lige åbnede øjnene og gav hende det sidste blik og på den måde fik bundet en bro af kærlighed, hun kunne krydse, når livet på denne side blev for ensomt. Jeg ved ikke, om du har bundet den bro for mig, men det føles sådan. Selvom du aldrig åbnede øjnene og inviterede mig til at gå de første skridt henad den.

Mandag

Kæreste, sødeste, dejligste far,
I dag sov du så endelig stille og fredfyldt ind, mens jeg sad med din nu iskolde hånd i min. Hvor er jeg glad for, at jeg fik lov til at være der. I de mange timer før du gav slip, sad vi der alle sammen omkring dig og fik talt om dig og livet. Og hvor var det vildt at se, hvordan du først var her, hvordan du trak vejret ind, hvordan din puls bankede, og så hvordan du forlod livet lidt efter lidt, trak vejret mindre ind og mindre ind, til du til sidst trak det ind for sidste gang og lod det glide ud af dig, mens du slap denne dimension og forlod os, mens vi forsøgte at følge dig så langt ind i det nye, som vi kunne. Og jeg kyssede dig igen og igen på din endnu varme pande og sagde tak og kiggede på dig, sådan rigtig kiggede på dig, lod hver en fold, hvert et hår, hvert et livsmærke i dit ansigt lejre sig i min hukommelse, så jeg kunne bære dig med mig lidt tid endnu. Hvilket jeg gjorde.

For om aftenen stod jeg og holdt foredrag, og det skete i et vemodigt vakuum, hvor jeg både var mere nærværende end nogensinde, for livet var pludselig mere nærværende end nogensinde, og samtidig befandt jeg mig i min egen verden, der var helt ny, en verden jeg ikke har kendt til før, men hvor du var og en masse nye følelser af tab, forvirring, savn og taknemmelighed også boede.

Hvordan jeg kom igennem det, aner jeg faktisk ikke, men da jeg endelig kom hjem og kunne slippe alt, sad jeg i min seng og måtte meditere lidt for at sætte dagen på plads, og så kom du forbi.

Pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var glad, glad, glad og let, nu befriet for din krops smerte og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være. Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været, for nu var du ikke blot befriet din fysiske smerte, du var også befriet de roller, som du havde på vores side af tæppet. Måske mødte jeg din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen.

Tirsdag

Søvnen er barmhjertig, far, for det var først da jeg vågnede, at jeg huskede.

Hvem er jeg nu, hvor du ikke er her længere? Hvor meget er jeg stadig dig? Hvad med alt det, jeg ikke længere kan spørge dig om? Hvor skal jeg gå hen med det? Er du her stadig? Som du var i går? Er du her, far?

 Fredag

Jeg brækkede min lilletå i dag. For syvende gang. Jeg kender kuren og bandt den op med hudtape. Nu kan jeg ikke bære din kiste i overmorgen. Har ikke ord for, hvor forkert det føles.

Søndag

Vi havde møde med præsten i dag, far. Fik valgt salmer og tekststykker. Og vi var hele tiden enige om det hele. Så tydelig en person var du altså. Jeg syntes aldrig, at jeg for alvor kom ind under huden på dig, at jeg for alvor fik adgang til dig, selvom vi havde mange snakke, også om det svære, men måske kendte jeg meget af det, der var dig alligevel? Men hvorfor gjorde det mig ked af det i stedet for glad? Fordi savnet af dig blev tydeligere? Fordi du for alvor er blevet væk, nu hvor jeg fandt dig så tydeligt?   

Mandag

Hvorfor var du kun så svagt til stede ved bisættelsen, far? Betød den ikke noget for dig? Jeg ville ellers gerne have mærket dig meget mere under de mange ritualer og salmer. Var det da mig, der lukkede af for at komme igennem det? Måske var det så bare mig. For da alle var gået fra gravøllet og roen kommet tilbage til huset, fandt jeg dig igen, og mærkede hvordan du atter indtog det faste tyngdepunkt af kærlighed og støtte, som du aldrig fraveg, da du var i live. Åh farmand, du er så savnet!

 Fredag

Min brækkede lilletå kan nu pakkes ind i en støvle, der passer bedre til vejret, end den åbne sandal med japanersokken i, som jeg ellers har gået rundt i. Men mine negle sørger. Flossede. Afskallede i lakken. Røde med mellemrum. Mærkeligt hvordan sorg kan ytre sig på forskellige og uventede måder.

I dagene efter din død blev jeg næsten to personer: En der var og en der så.

For pludselig opdagede jeg, hvordan jeg kunne lade køleskabet stå åbent efter at have taget mælken ud. Eller jeg efterlod tomme kontaktlinsehylstre i vasken, i stedet for helt rutinemæssigt at smide dem ud med det samme, som jeg har gjort hver dag i over 30 år. Jeg præsterede også at gå ud af døren med kun en sko på, hvilket jeg heldigvis opdagede i elevatoren.

Det var, som om jeg kun var en halv person.

Som om jeg kun gjorde første del af tingene og så blev distraheret og aldrig fik gjort det færdigt. Og mens jeg gik rundt og ikke-gjorde ting, iagttog jeg samtidig min adfærd. Med en ny form for ømhed og tolerance overfor mig selv. Som måske i virkeligheden var rettet mod dig, far.

Forleden talte jeg så med en ven, der sagde noget meget klogt, som jeg ikke selv havde tænkt på. "Det er jo en helt anden slags sorg end når man har kærestesorg." Og ja, det er det jo. Men det havde jeg bare ikke tænkt på. For sorgen over at miste et menneske, er som regel knyttet til et levende menneske, som man af forskellige grunde ophører med at se.

Men sorgen over at miste en forælder, er en helt anden sorg. Som hos mig ikke har vist sig som tårer eller mørke, som jeg kender fra kærestesorg. I stedet har den vist sig som et særligt rum inde i mig, som jeg ikke vidste jeg havde. Og som består af savn, længsel, dårlig samvittighed og en hel masse glæde over alt det, som du var og gav mig.

Rummet er næsten helt fysisk inde i mig og har også særlige farver og en skiftende stemning. Og det rum åbner sig med mellemrum, og nogle gange træder jeg ind i det og lukker døren og så taler vi sammen og jeg mindes dig. Andre gange har jeg bare kigget ind og gået videre.

Jeg tror også, at det rum har mange flere nuancer end jeg foreløbig har set. Tror jeg i et stykke tid endnu vil blive ved med at gå på opdagelse i det rum, for jeg fornemmer, at der vil dukke mange flere følelser og minder op end jeg indtil nu har fået adgang til.

…og far…jeg tror også, at du nok må finde dig i at jeg kalder på dig mange gange endnu. For vi to er ikke færdige med at tale sammen.

 

søndag 15. oktober 2017 kl. 00:58 | 0 kommentarer

Kære søde far,

Jeg ved godt, at du er død. Sådan teknisk set. For jeg ved jo godt, at din krop ikke længere findes i denne verden, hvor jeg og alle vi levende for det meste befinder os.

For nogle gange drømmer eller mediterer vi os væk i en anden dimension, som jo er lige så virkelig, som den verden, hvor jeg kan mærke sult og kropslig smerte, og hvor jeg kan brække en lilletå, som jeg gjorde nogle dage før din begravelse, så jeg ikke kunne bære din kiste.

I stedet stod jeg med sok på, støttende mig til mine krykker, da din søn, mine sønner og din svigersøn bar dig ud af kirken. Ud i vognen. Og løftet videre ud i det blå, mens vi stod tilbage ved kirken og ikke rigtig vidste, hvad vi helt skulle gøre af os selv. Jo, vi samledes hjemme hos mig og jo, vi fik holdt gravøl og fik talt og mindet dig, men nej, vi vidste reelt ikke, hvad vi skulle gøre af os selv. For du var jo borte. Den mand, det menneske, som sammen med mor, samlede hele familien. Og selvom du har været syg i nogle år nu, og døden var længe ventet – og nok også savnet for dit vedkommende – så er det jo ikke muligt at forberede sig på døden.

Det gode er, at vi fik sagt farvel.

Og jeg vil for altid være fyldt af taknemmelighed over, at jeg fik så mange timer med dig i dagene op til dit sidste åndedrag. Det var så sært befriende, så vederkvægende at sidde med din hånd i min, mens du for det meste lå og var væk i din egen verden. Måske på besøg i det univers, som du snart ville indtage for alvor, sådan for lige at tjekke det ud, så du vidste, hvad du gik ind til.

At rejse frem og tilbage var jo ikke noget nyt for dig, tværtimod, for du var ofte borte i næsten alle verdens lande, og havde spændende og eksotiske madvarer, smykker, dukker, billeder og historier med hjem, og var næsten selv som en anden Tintin, som vi tre børn elskede at læse de lange eftermiddage efter skole, liggende på vores brikse og med marmelademadder indenfor rækkevidde, den marmelade, som du stod i køkkenet og henkogte af blommer fra haven.

Engang til et loppemarked solgte jeg alle vores Tintin albummer og jeg har ærgret mig lige siden, for de var en del af vores familiehistorie og ingen pris havde kunnet betale for alle de gange, hvor jeg før spisetid kunne høre dine voksensko slå mod gulvet og nærme sig mit værelse, og du pludselig stod i døren med endnu et nyt album, og under middagen kunne supplere Hergé’s historier med flere detaljer fra de steder i verden, som du havde besøgt.

Nej, du var ikke reporter, du var forretningsmand, men du mødte også mange spændende mennesker og mysterier, og nogle af dem tog du med hjem og præsenterede for os andre, og da jeg blev voksen, tænkte jeg, at jeg ville gøre som dig og forfulgte en karriere som eksportchef, hvilket jeg blev, om end konsul blev jeg aldrig, det var kun dit velfortjente, for kort tid efter gik jeg min helt egen vej, for jeg var jo ikke dig.

Og alt det sad jeg og tænkte på, mens jeg holdt din hånd i min og du i de første dage af din indlæggelse, stadig kunne vågne op og kigge på mig, se mig direkte i øjnene og også sige mit navn og jeg smilede og lagde mit øre til din mund og forstod ikke, hvad du sagde, og så sagde du det igen og nu forstod jeg måske hvad du ville, for jeg gav dig lidt at drikke og duppede din varme pande. Og du var der. Til stede. Men om du virkelig forstod, at vi sad der sammen på Hvidovre hospital, og at du var indlagt, og at det nok ville være den sidste seng, du kom til at ligge i, det er jeg ikke sikker på.

Nogle dage senere var det kun din krop, der åndede på denne side af det kosmiske gardin, og din hånd blev koldere og koldere, og dagen efter blev jeg vækket af en sms fra sygeplejersken, der fortalte, at nu var det nu, nu skulle vi komme og sige farvel. Og det gjorde vi så. Hele familien var samlet omkring dig, da du trak vejret for sidste gang og du burde være væk.

Men det er nemlig det, far, for du er jo ikke væk. Du er jo lige her. Og det er nok det, jeg ikke helt forstår. Dit nærvær er nogle dage langt mere virkeligt end det var, da du var i live. Det føles, som om du er mere hos mig nu, end de sidste måneder af din sygdom. Hvor det var helt tydeligt, at du snart ikke gad denne verden mere. For der var for mange smerter og for lidt du kunne bidrage med, når du bare lå der i sengen.

Jeg vidste ikke, at jeg kunne kalde på dig, og du så ville komme. Måske var det derfor, at du selv kom forbi sent om aftenen, den dag du døde. For at vise mig, at jeg stadig har adgang til dig. For pludselig stod du der i dit nålestribede og en hvid skjorte og var lige så glad og fjollet, som du var på dine bedste dage, og let var du også, nok fordi du var befriet for din krops smerte og måske alle de roller, som vi tager på os i dette liv, og du fortalte mig, at du havde det godt, og at jeg ikke skulle være ked af det, for du var, hvor du nu burde være.

Og på sær vis var du langt mere levende og til stede end du havde været i mange år, måske mere end du nogensinde har været før, og det kan jo være, at det var fordi jeg mødte din rene sjæl for første gang? Jeg ved det ikke, far. Men jeg ved, at jeg sov tungt af kærlighed den nat og kun vågnede en enkelt gang fuld af sorg og tårer, som jeg lod løbe, indtil jeg faldt i søvn igen. Og siden da, har jeg kunnet kalde på dig og du er her hos mig. Sådan føles det i hvert fald.

Så nej, far, du er ikke død. Ikke rigtigt. Din sjæl lever videre i os, der elskede dig, og som du elskede, og så længe mit hjerte slår og jeg ånder livet ind, lever du også.

Kronik i Jyllandsposten 15.10.17

Alt for mange arbejdspladser lider under et succestyranni, som gør medarbejderne syge. Artiklen her viser hvilke vilkår, der skaber det og giver et forslag til vejen ud af det, som består i at have fokus på kun to ting.

”Nå, så var det hendes tur.”

Det vilde ved den bemærkning er, at den ikke blev afsluttet med et udråbstegn. Tværtimod blev den leveret som en jeg-drikker-sort-kaffe-sætning; sådan en helt lakonisk kommentar blottet for følelser, drama, forargelse eller overraskelse. Og du har måske gættet det, for den faldt i forlængelse af, at en medarbejder var gået ned med stress. Hvilket jo i virkeligheden burde oprøre alle os, der overhørte det, for i et samfund som vores, hvor vi har så meget overskud på så mange parametre, er det i bund og grund en vanvittig ”sygdom” at få. Men tallene viser ikke desto mindre, at næsten halvdelen af befolkningen føler sig stressede på et eller andet niveau, hvorfor dette er blevet den mest udbredte folkesygdom - og det er derfor, at ingen hævede et plukket øjenbryn, da det blev sagt.

Det der ikke burde ske, er gået hen og blevet normen.

Desværre er det faktisk endnu værre end det. For det viser sig også, at over 40 procent af al sygefravær skyldes stress, angst og depression, og hertil kan vi lægge en stadig stigende oplevelse af ufrivillig ensomhed, som kan forkorte livet med op til 15 procent og er lige så skadeligt for helbredet som alkoholisme og rygning, og dermed begynder vi at have et billede af et samfund, der ikke er raskt. Især hvis vi kigger lidt på generationerne Y og Z, ser vi en stigning i disse diagnoser, og hertil skal også lægges selvskadende adfærd og misbrug. Så de, der skal bære samfundet videre, lider måske i endnu højere grad, hvilket ikke ligefrem giver forhåbninger for fremtiden.

Disse vilkår er naturligvis et kæmpe problem for både vores samfund og for vores arbejdspladser på praktisk taget alle parametre, fra økonomi, innovationskraft over produktivitet og arbejdsglæde/arbejdsmiljø. Værst er det dog for det menneske, der bryder sammen og ikke formår at have en normal hverdag. Før disse tilstande træder i karakter hos den enkelte, er der nemlig gået lange perioder hvor presset har været stigende, og det er dette pres, som jeg har beskrevet i min bog ”Succestyranniet – og vejen ud”, der udkom i maj i år.

For vi lever faktisk under nogle vilkår, som er direkte menneskefjendske. Udover et hav af statistikker, der på forskellig vis sætter tal på disse elendigheder, har jeg selv erfaret det ved et stort antal samtaler jeg har haft med mennesker, som er kommet op til mig efter mine foredrag, og som har fortalt den ene hårrejsende historie efter den anden.

Hvad skyldes denne elendighed?

Det er naturligvis en kompleks problemstilling, der består af mange elementer, som forstærker hinanden, men jeg kan bedst beskrive det som et succestyranni, der er mit begreb for det invaliderende pres, som vi i alt for stor udstrækning lægger på os selv, for at vi kan få en oplevelse af, at vi yder nok for at kunne følge med i alt, hvad der er vigtigt. Og præstere de rigtige resultater, så vi beviseligt er en succes. Det kan ske på mange synlige og lige så mange subtile måder, og tyranniet ligger i, at det sjældent korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed og skaber livskvalitet.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, men det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder. Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Disse vilkår undergraver vores sunde selvfølelse af mening og værdi, og det virkelig skræmmende er, at det enkelte menneske bliver gjort personlig ansvarlig for problemet. Bla. ved at skulle leve op til de mange KPI’ere, key performance indicators, som de fleste medarbejdere og ledere måles efter. KPI’er er et godt redskab, hvis de bruges ansporende og vejledende, men ikke, hvis de bruges så rigidt, at de dræber kreativiteten, solidariteten og motivationen. Hvilket desværre er tilfældet i alt for mange organisationer.

Jeg har derfor omdøbt KPI til at stå for Konstant Pressede Individer.

For det er sådan de fleste mennesker føler sig. Det moderne demokratiske samfund har givet os flere muligheder end nogensinde før for at »realisere os selv«, samtidig med at vi bliver mere og mere professionaliseret i alt, hvad vi gør. Oven i hatten er der gået mode i at opfatte os selv primært som individer, frem for som del af et fællesskab, hvilket risikerer at give det enkelte menneske er følelse af social isolering og ensomhed. Og så er vi tilbage i, at vi står overfor et kollektivt problem, når så mange mennesker ikke længere trives. Det er derfor, at vi lever under et fælles succestyranni, som vi skal finde en vej ud af.

Og det kan vi naturligvis også.

Det handler om at opnå meget mere af det, som kaldes for ontologisk sikkerhed, hvilket helt kort blot betyder: at føle sig sikker i sin egen væren.

For at kunne føle mening, værdi, nærvær, fællesskab har vi brug for at føle en grundlæggende sikkerhed i vores egen eksistens, og det kan HR være med til at skabe. For kuren mod succestyranniet er faktisk ret enkel. Den består nemlig af kun to enkle elementer, som man skal have fokus på, og som skal skabe det grundlag, man bygger ens eksistens op omkring. Og det gælder både som virksomhed og som privatperson.

For det første at være helt klar på, hvad man vil bidrage med til fællesskabet. Hvad er det for et problem man vil løse for andre? Og i forlængelse af det, at spørge sig selv om man egentlig gør de rigtige ting, så man bidrager med det, som man ønsker? Og har man som virksomhed sunde, bæredygtige, socialt ansvarlige målepunkter, KPI’ere, der sørger for at det primære fokus er på ens bidrag? Hvilket vi ser de fremsynede virksomheder have, samtidig med at de har droppet performancemålingerne.

For det andet at dyrke relationerne. Både privat, men så sandelig også på arbejdspladsen, så man sørger for at styrke relationerne mellem medarbejderne og de partnere, man indgår samarbejde med, for at tilliden trives og det gode arbejdsmiljø driver innovationen.

I over tre år har jeg rejst landet rundt med dette budskab og har derfor erfaret, hvad det betyder for den enkelte - og for fællesskabet – at få håb, ved at blive husket på disse to ting:

Jo, du bidrager med noget, så du gør den der forskel, som vi alle har brug for at føle at vi gør.

Og jo, du betyder noget for os andre. Du er ikke alene.

For det er jo sådan det er: Bidrag og relationer skaber gode liv og gode virksomheder. Alt andet kommer i anden række.

Denne artikel er bragt i HR-Chefen, 4-17. Bogen ”Succestyranniet – og vejen ud”  udkom 2. maj 2017 på forlaget Rosinante. Der kan bookes foredrag. 

fredag 15. september 2017 kl. 11:56 | 0 kommentarer

Spontan selvantændelse. Sådan føltes mit hjerte i det sekund jeg så dagbogen og jeg måtte bare eje den. Om natten drømte jeg mig ind i dens omslag, og stod på kysten med en spids bambushat på hovedet under de blomstrende kirsebærtræer, mens jeg kiggede ud på junkerne med de udspilede sejl og da jeg vågnede, var det med en dyb længsel efter dette fremmede land, som jeg vidste, at jeg engang måtte besøge. Den blev fyldt ud med historier fra mit 12årige liv, og en dag mange år efter at jeg var flyttet hjemmefra, røg den ved en fejl i ”småt brandbart”, men længslen efter landet med kirsebærtræerne, kimonoerne og det hellige Fuji-san var intakt, og jo mere jeg læste om landet og jo flere film jeg så, jo mere trak det i mig.

Og i år blev så året, hvor jeg endelig mødte dagbogslandet for real.

Det blev en hæsblæsende tur rundt i et land, der var så fremmed, at der ofte skete én af to ting: Enten blev jeg så ovenud begejstret over, at noget kunne være eksotisk og fantastisk, som fx deres natur, et tempel, noget tøj med et særligt æstetisk snit, en serveringsform, en ret, en gestus, en adfærd. Eller også blev jeg simpelthen så træt af, at ting jeg selv syntes var logiske, ikke kunne lade sig gøre. Overhovedet. Og derfor var jeg også dybt taknemmelig for rejsebureauet, der havde arrangeret al logistik, så jeg trods alt kunne slappe af og koncentrere mig om kulturen og oplevelserne, for det er virkelig et vildt land at rejse rundt i.

For det var jo det: Jeg troede, at jeg vidste noget om hvad Japan ville være og det viste sig, at det gjorde jeg bare overhovedet ikke. Og jeg fik heller aldrig rigtig den der romantiske dagbogsfølelse undervejs, okay jo, i små glimt som fx en nat, hvor jeg lå i hotellets varme kilde og kiggede op på stjernerne, mens jeg kunne mærke Fuji’s nærvær, men det var en af de få gange. Og det mærkelige er, at det ikke gjorde noget!

I min seneste bog skriver jeg, at vi skal lære at slå vores drømme ihjel. De drømme som i virkeligheden gør os kede af det, fordi de aldrig bliver indfriet.

Jeg tror, at jeg har taget fejl.

Det er ikke drømmene vi skal slå ihjel. Det er forventningerne til, hvordan de skal opleves, vi skal slå ihjel. For at sætte os selv fri til at opleve præcis det, der sker. Og så lade os berige af den nye erfaring.

Drømmene om, hvad vi engang skal opleve, hvem vi engang skal blive, hvor meget vi engang skal opnå er fine nok. De inspirerer os ofte til at skabe ting i vores liv, som vi ellers aldrig ville have skabt. Men når vi bliver skuffede, gale eller kede af det, hvis virkeligheden viser sig anderledes end det billede og den stemning, som vi havde skabt i vores sind, hjerte og krop, så er den gal.

For så bliver det pludselig selve forventningen, der kommer til at spærre for den virkelige oplevelse, som måske i virkeligheden giver meget mere af noget, man ikke havde forestillet sig, men som kunne vise sig langt mere værdifuldt, end at blive bekræftet i sin drøm. Og det ville da være trist at gå glip af.

Præcis sådan var min rejse i Japan!

Nej, turen lod mig ikke flytte ind i mit dagbogsomslag og få indfriet den historie, som jeg havde skabt om landet og mig. Til gengæld fik jeg mange andre oplevelser. Fra de helt store som at besøge Nattergalepaladset i Kyoto, til de helt små, som et meget langvarigt møde med en fod&underbensmassagemaskine, som gav mine fødder vinger igen til næste dags udflugter. Så Japan og jeg er ikke færdige med hinanden. Slet, slet ikke.

Klumme i Femina den 14.9.17.

Hvem vil du helst have til bords:

En der arbejder med at påvirke lovene?

En der arbejder med at skaffe penge og fordele dem?

En der arbejder med fortællinger om livet og menneskene?

Da det her ikke er sådan en ”der kom en rabbiner, en præst og en iman ind på en bar”-gåde, er der ikke et rigtigt svar på den. Men jeg har testet den ad mange omgange og der er kun en enkelt, der engang valgte den med pengene. ”Fordi”, forklarede han, ”jeg er lige blevet afvist af min bank til et boliglån”. Fire har valgt den med lovene. Og resten har helt utvetydigt valgt den sidste. Også revisorer og jurister.

Men når jeg så spurgte dem bagefter, om hvilken minister de helst ville være: Statsminister, finansminister eller kulturminister, så fordelte svarene sig pludselig helt anderledes. For kun de færreste havde lyst til at have den post i regeringen, som rangerer blandt de laveste.

Du har nok gættet, hvor jeg er på vej hen nu, ikke?

Inden jeg går videre, skal vi dog lige lægge vejen forbi Mors, der i sidste uge fejrede kulturlivet i 48 timer med så mange arrangementer, events, debatter og foredrag, at kataloget over dem var blevet tykt og tungt. Hvorfor over 20.000 mennesker trippede og travede rundt mellem byger og sol, fra telt til bygning i en mangfoldighed af ord, meninger, oplevelser og kulturpersonligheder, for at undersøge årets emne: At lukke op.

Selv var jeg kulturmødejomfru, og havde forberedt de fem debatter, som jeg skulle forsøge at styre, men anede ellers ikke, hvad jeg kunne forvente. Det viste sig at være ret meget. For dette møde er det femte i rækken, hvilket betyder, at det efterhånden er blevet en etableret begivenhed. Men helt så kendt som Folkemødet, der har været afholdt siden 2011, er det ikke endnu.

Faktisk bliver Kulturmødet på Mors af nogle set som en slags lillesøster, der med charme og indlevelse er et interessant bekendtskab, men som ikke er lige så magtfuldt som det politiske folkemøde, der i høj grad også er præget af tilstedeværelse af både erhvervsliv og organisationer.

Og så er vi tilbage til starten af kronikken. For kulturen kæmper ofte med at have en lavere status i samfundet end politik og penge. På trods af, at det er kulturen, der giver de fleste mennesker mening, livsglæde, relationer og tilhørsforhold (jvnf den foretrukne borddame/herre), og igennem den, at samfundet for alvor får manifesteret et (værdi)fællesskab.

Paradokset er, at kulturen er grundlaget for hvordan vi både former og udøver vores politik, og hvordan vi vælger vores omgang med penge, men hvor de to sidstnævnte har uomtvistelig status af need-to-have, står kulturen ofte og flagrer i en nice-to-have tilstand.

Som et modtræk til dette, er der de seneste år fremkommet flere undersøgelser, der har stadfæstet hvilken værdi kulturen har. Altså i penge! Og det kan jo lyde godt, for så burde penge- og politikmenneskerne endelig fatte, hvorfor det giver mening at allokere mange flere midler til kulturen end fx sundhedsvæsenet, så vi kan få et mere velfungerende samfund med gladere borgere. Problemet er naturligvis bare, at man ved at lave den slags undersøgelser, for det første indskriver sig i paradigmet om, at det er økonomien, der validerer om noget overhovedet er noget værd. Og for det andet, at man bliver nødt til at måle kulturen på nogle parametre, som måske passer fint til økonomi, men ikke nødvendigvis passer til kultur. Og på den måde kan man risikere at hive kulturen ud af kulturen og tilbage står en tom skal af noget, der engang var levende i sin egen ret.

Hvordan kan man for alvor måle værdien af et godt grin i teateret en aften, hvor man ellers følte sig ensom? Eller af at blive så rørt over en udstilling, at man går direkte hjem og annullerer sin separation? Eller netop beder om skilsmisse og får modet til at afslutte et ødelæggende forhold? Eller at man skrotter det job, som har brudt en med stress og i stedet starter en ny uddannelse, fordi man har læst en roman? Eller at man løber den første tur af mange, efter at man har set en inspirerende film, så man næste gang til kontrolvejning på hospitalet får at vide, at nu går det endelig den rigtige vej mod større sundhed? Eller at man slår sig sammen med fire andre og skaber et fællesskab i lokalsamfundet om musikalske oplevelser efter at man har været til en koncert? Eller….fortsæt selv listen. For det kan du nemlig godt. Vi ved alle, hvad kultur er. For kultur er – med et kendt citat – alting. Og det må siges at være ret meget.

Skulle man måle alt det der levet liv ved at undersøge folks velbefindende før og efter forbruget? Eller måske ved at se på graden af de afledte effekter? Eller hvor stærk en transformationsmagt oplevelsen har? Eller hvor afgørende det er, altså det enkelte kulturudbud, for at skabe en større sammenhængskraft i samfundet, eller hvor meget det styrker fællesskabet? Hvis man altså formår at definere præcis hvad det fællesskab egentlig indebærer. Ud fra hvilken skala skulle man måle det her? Tal? Procenter? Udvikling? Hvad hvis den afledte effekt faktisk ført viser sig ti år efter; hvordan tager man højde for det? Og kunne man i virkeligheden få det mest troværdige billede af kulturens betydning ved helt at fjerne den og så se, hvilken type samfund det ville give? Men hvordan så fjerne en kultur?

Det er naturligvis en fuldstændig absurd tanke, for hvis man fjerner vores kultur, har vi intet andet tilbage end tomme systemer, som ikke vil skabe værdi for nogen.

At måle en kulturs værdi ud fra økonomiske principper, er som at skulle måle livskvalitet ud fra en kalorietabel. Eller måle kærlighed ud fra afkastprincipper. Det vil helt naturligt undergrave kulturens immanente betydning i et samfund, og samtidig underkende kulturen ret til at eksistere på egne vilkår.

Kulturens måske vigtigste op(gave) er, at den synliggør det menneskelige.

Kulturen gør det tilgængeligt på en måde, så vi forstår hvem vi selv er, hvorfor vi er og hvordan vi er. På mange måder handler kultur derfor først og fremmest om relationer; relationer til hinanden, til systemer, ideologier, oplevelser, følelser, liv, ting, ambitioner; til alt hvad vi kan forestille os. Kort sagt er kultur det, der gør os mest menneskelige, mens penge fx i første omgang er et konkret middel til at skabe kultur og politik er en afledt effekt af kultur. Som igen er med til at tegne kulturen i et dialektisk forhold. Men kulturen kommer altså først og danner grund for at kunne skabe en politik. Hvilket ethvert blik ud i verden vil bevise.

I disse tider hvor vi mødes af terrorhandlinger og flygtningekriser og diskuterer danskhed, kan vi lave love og allokere midler til forskellige politikker, der skal dæmme op for konflikterne og forsøge at samle os som nation. Men det der for alvor samler et fællesskab er vores værdier og de drømme vi deler om fremtiden, og de fødes først i kulturen, før de manifesterer sig på alle andre områder af livet og samfundet.

Det er logik for ministre, at uden penge og politik kommer vi ingen vegne, men kigger vi ud i fremtiden, kan kulturens status måske endelig blive højnet. Officielt. Fordi mange flere borgere af sig selv, ved at leve op til kravet om at være skabende, kreativ, synlig og i udvikling, i dag er aktive og netop synlige medskabere af kulturen, som vi deler. Men også fordi vi har brug for andre typer af ledere end vi har haft hidtil.

Det siges, at hvor den klassiske leder før i tiden var storebroren, er det i dag lillesøsteren. Fordi hun er tilstrækkelig anarkistisk, kreativ og uhierarkisk i sin tilgang til opgaver, at hun lever op til kravet om disruption og innovation. Hvor storebroren er virkelig dygtig til at lede efter de gamle magtprincipper, hvor statusmagten virker oppefra og ned, er lillesøsteren langt mere agil og flydende som leder, og formår at tiltrække de og det rigtige, der spejler den aktuelle tidsånd. Og som leder nedefra og op.

Dette er naturligvis en grov forenkling, men tankegangen afslører lidt om hvad vi har brug for i fremtiden, og lillesøsteren minder langt mere om kulturen, mens storebroren mere ligner (de traditionelle) penge og politik. Det interessante er, at den udvikling allerede er i gang. For turismen er nemlig verdens største og hurtigst voksende økonomi, og det handler først og fremmest om kulturudveksling! Blandt helt almindelige borgere, mere end blandt politikere og magthavere. I det globale perspektiv bliver opgaven for det enkelte land altså at kunne skabe en plet på kloden, der er interessant nok til at tiltrække besøgende, arbejdende og studerende i første omgang, så de i anden omgang kan være med til at forbedre økonomien.

Det er derfor, at Kulturmødet er lige så afgørende vigtigt som Folkemødet, fordi vi som land får en samlet mulighed for at blive mere bevidste om hvilken kultur vi ønsker at leve af. På. Og med. Og også derfor, at både statsministeren og finansministeren burde møde op på Mors. Muligvis for efter debatterne at møde kulturministeren på en bar. 

Kronik i Børsen 3.9.17

søndag 27. august 2017 kl. 00:04 | 1 kommentarer

Den suverænt mærkeligste video jeg nogensinde har set er japansk. Sagt på en pæn måde ville jeg virkelig aldrig ønske at være inde i det hoved, som har skabt den, for det kan altså ikke være helt raskt. Og hvis du nu er blevet nysgerrig, skal du bare skrive: ”Weirdest video you will ever see. Guaranteed!” på youtube og den kommer op.

Men jeg advarer dig: Du bliver aldrig helt normal igen!

Heldigvis er selve landet slet ikke så mærkeligt. Overhovedet! Men meget anderledes end Danmark er det nu alligevel. Hvilket jeg mærkede på alle mine erfaringskanaler, da jeg denne sommer tilbragte 16 dage i Japan sammen med mine to store teenagedrenge.

At besøge landet har været en drøm, siden jeg som lille pige fik en dagbog med et gyldent brokadeomslag med junker og hytter og japanske kirsebærtræer vævet ind, og med tiden fik det magiske træ, som groede i mig, flere og flere blomster på med historier og billeder om Fuji, samuraier, geishaer, kimonoer, harakiri, teceremonier, bonsai, romaner af Murakami, tegnefilm af Miyazaki, sushi og masser af andre ting, som jeg sugede til mig som grundvand og som hele tiden forstærkede magien, til landet havde fået næsten mytisk karakter i min verden. Og da vi endelig stod der, forvandlede magien sig til at blive noget helt vildt virkeligt, som – surprise! - selvfølgelig ikke kunne leve op til myten.

Men som til gengæld gav os en million gange mere.

For rejsen handlede jo ikke kun om at krydse nogle landegrænser og opsøge nyt territorie og opleve en anden kultur. Det kom lige så meget til at handle om at krydse egne grænser og opsøge nye uopdagede områder i vores egen personlighed. Hvoraf nogle desværre viste sig at være omtrent lige så kønne som Fugu-fisk eller lige så charmerende som de godzillastore lysaviser, der væltede ned i hovedet på os i Shinjuku-kvarteret i Tokyo, men de lærte os ikke desto mindre mere om, hvem vi var og hvad vi ville. Også sammen.

Det særligt interessante ved ferie er ikke, at den har en særlig plads i vores hjerter. Og hukommelse.

Eksperiment: Kan du huske hvad du lavede på din sidste ferie? Højst sandsynligt. Kan du så huske hvad du lavede i tirsdags? Med mindre du ligefrem blev gift eller vandt en million (lucky you!), poppede det nok ikke lige så hurtigt op som din ferie.

Kronologisk hænger det altså ikke sammen, men oplevelsesmæssigt er det ren logik. For ferier er vores egen-forkælelse. Og mange gange er ferie også lig med nye oplevelser, særlige eventyr og et væk-fra-hverdagen frirum. Så nej, det er ikke mærkeligt at vi huske ferien bedst.

Men det er bare overfladen. For det særligt interessant ved ferier er, at vi giver os selv mulighed for at være nogle andre, end dem vi normalt er. Vi tør mere. Er mere åbne overfor fremmede ting, oplevelser, smage, relationer, skikke, adfærd og tidens udstrækning, så det at komme lidt for sent eller alt for tidligt og bare sidde på en mole og lade livet glide forbi, mens man venter, bliver pludselig en gave. Noget der ellers i hverdagen kunne få os fluks på mobilen i et anfald af mikrokedsomhed og irritation.

Det ukendtes invadering beliver os, og vi gør gerne plads til det. Og nogle gange smiler vi fjollet, når vi opdager, at vi lige har gjort noget, som vi ellers aldrig kunne finde på i de normale rammer, og det føles godt. Fordi vi føler os nye. Levende. Håbefulde.

Ikke fordi vi er zombier i det daglige, men fordi vi slipper den holdthed, som de fleste af os føler os tilskyndede til at have, for at kunne klare et liv, hvor vi skal administrere vores krop, økonomi, sundhed, fremtoning, job, penge, bolig, børn, husholdning, partner, sexliv, (videre)uddannelse og sociale liv, mens vi samtidig følger med i nyhederne og kan surfe nogenlunde sikkert rundt i det digitale univers.

Det moderne liv er blevet alt for lineært, vi skal nå alt indenfor en stærkt begrænset tidsramme, og selv vores relationer bliver rammesat, så vi kan overskue dem, og det gør os faktisk ulykkelige. Forsikringsselskaber fortæller, at den største stigning ses indenfor psykiske skader, altså indenfor stress, angst, depression mm og det gør livet til et succestyranni, som de færreste i virkeligheden kan undslippe.

Uhyggeligt.

For vi mennesker er netop ikke lineære. Vi er ikke et regnestykke eller en teknisk ligning; vi er faktisk mere et kirsebærtræ, der kan vokse lidt i vildskud, men som indgår i en organisk forbindelse med sin omverden.

Og det er det, som ferier gør ved os. Gør os organiske igen. Og det er derfor, at vi skal bestræbe os på at tage ferieadfærden med ind i vores dagligliv, så vi hver dag bliver belivet, fordi vi tillader os at blive opfyldt af noget fremmed, noget nyt, fordi vi åbner os mod det. Jamen, siger mange, jeg har ikke tid i hverdagen! Jo, du har. For hvad er det ellers du skynder dig med? At få overstået livet? Så du bagefter endelig kan leve det liv, som du så længe har gået glædet dig til at kunne leve? Det bliver nok lidt svært at gennemføre, hvis du først er død.

Jeg har været på mange vilde ferier, men denne her kommer til at stå for noget helt særligt. For aldrig har jeg været i et land så fuld af kontraster, og japanerne er altså bare super mærkelige (læs: anderledes!) og naturen er så smuk og byerne er så ekstreme, at de åbnede alle mine sanser og sparkede min nysgerrighed op på et nyt niveau, og det blev så toppet af at mine sønner er i gang med en identitetsproces, der kører for fuld smadder, så selvom jeg på helt dinosauragtig rejsevis havde fået Jysk Rejsebureau til at sørge for alt, så jeg ikke også behøvede at bekymre mig om praktiske detaljer (!), så var jeg totalt udmattet da jeg kom hjem, fordi alt i mig havde stået åbent. Men kors hvor følte jeg mig også i live!

Tak for det.

Kronik i Jyllandsposten 28.8.17 

Fremtidens to vigtigste evner - både som privatperson og virksomhed - har danskere mere af end japanerne. Til gengæld har de noget, som vi skal blive meget bedre til!

”Sorry”, siger han bare.

Uden udråbstegn. Efterfulgt af et stort smil, flere nik og et buk. Jeg smiler også. Nikker lidt. Og kommer så med den sætning, som udvider hans øjne og får hans mund til at krølle sammen.

”Okay. Then I would like to speak to the General Manager, please!”

Hvilket jeg leverer med et stort smil og intet nik. Intet buk. Kun et meget vedholdende blik på receptionistens øjne. Well, en af de tre receptionister, der efterhånden er blevet involveret i vores lille sag.

Vi står ved lågen ind til et poolområde, som er lukket af. Der kommer først vand i bassinet ugen efter, og det er sådan set fint nok, det kan vi godt leve med. Men min søn vil rigtig gerne bare have noget sol, og vi har derfor spurgt, om han kan lægge sig på en af de solvogne, der også står på området.

Det kan han ikke. For de åbner først området næste uge, er beskeden. Jamen, prøver jeg, han skal kun lige lægge på den der solvogn, men niks madame, der er intet at gøre, han kan ikke gå ind på det område, der er lukket af og åbner først ugen efter.

Det skal bemærkes, at udover en konference på 90 mennesker, som er optaget af indlæg og opgaver hele dagen og aftenen (jeg ser dem nemlig være i gang) er der på hotellet kun et ældre ægtepar og så jeg, med mine to teenagedrenge.

Men min søn må altså stadig ikke lægge sig på solvognen.

Efter en masse perpleks dialog, henter de en mand med jakkesæt og et hår, der ser uønsket vindblæst ud. Mens jeg fremfører vores ønske, tager han sig flere gange til garnet med nervøse bevægelser, og ender med at smile og nikke og sige: ”Sorry.”

Enden på hele denne ballade bliver - efter at jeg, igen med et smil, samt al den danske rettighedskultur jeg kan opbyde, beder dem om at løse problemet på den måde, som passer dem bedst, bare min søn kan få lov til at sole sig på dette badehotel - at Vice President’en banker på vores dør og glædestrålende annoncerer, at de har fundet på en løsning. Som består i at placere et bord og en stol ude på det lille græsstykke foran hotellet, hvor bilerne kører op, for at sætte gæsterne af til hotellet.

Hvordan det skulle være mere en mere diskret løsning end at lægge sig på en solvogn i et afskærmet område på bagsiden af hotellet er mig en gåde, men vi tager til takke med løsningen og min søn får solet sig. Mens vi desværre nok får bekræftet forestillingen om danskere, som verdens mest uhøflige folkefærd. Min undskyldning (til mig selv!) er, at når man er et badehotel og ønsker turister fra andre lande, må man også være indstillet på at møde andre krav end de, som japanere normalt selv stiller.

Dette var blot en af flere episoder, på vores lange og helt fantastiske rejse rundt i Japan, hvor kulturforskellen for alvor viste sig. I årevis har jeg ønsket at komme dertil og landet havde med tiden fået næsten mytisk karakter i mit sind.

Jeg syntes, at jeg havde forberedt mig godt, talt med mange japanrejsende, blevet guidet grundigt af Line fra Jysk Rejsebureau, som havde arrangeret hele baduljen for os, (ja, så gammeldags er jeg J Ville gerne være sikker på al logistikken, så jeg kunne nyde turen max!) og læst bøger og artikler, men som i alt andet, er teori langt fra det samme som praksis. Fx når man står og skal bruge en solplet.

Japan er verdens tredjestørste økonomi, hvilket er imponerende, især med tanke på, at de har haft enorme problemer med at komme igen efter at boblen sprang i 80erne. Det er lysnet lidt de senere år, selvom de er stadig på hælene, og måske skyldes det især deres manglende fleksibilitet, der har rod i en udpræget uselvstændighedskultur.

Det sindssygt spændende med Japan er bla, at det er et land fuld af kontraster. For en dansker altså, for det synes de jo nok ikke selv! For mens de er det mest høflige og venlige folkefærd, er de samtidig dem, der har givet mig den klart ringeste service ever. Fordi de altid følger deres regler til punkt og prikke. Ikke på noget tidspunkt oplevede jeg en japaner (med mindre det var en af de øverste bosser), tage et selvstændigt initiativ eller ansvar. Alt var by the book.

Denne manglende fleksibilitet i kulturen, der let kan opleves som manglende selvstændighed hos den enkelte, ser man som en af deres største udfordringer i fremtiden, når det gælder kravet om innovation.

For mens Japan er et afsindigt smukt land, der har så utroligt meget at byde på, og med nogle storbyer, der er så dynamiske, at København ikke engang tangerer en perifer provinsby i sammenligning, er de samtidig begrænset af, at de fleste forventes at være reproduktive på det eksisterende og tro mod traditioner, hierarkier og systemer. Hvilket jo ikke er med til at styrke innovationskraften i landet. I fleksibiliteten, eller agiliteten i CXO-sprog, ligger bla. også at være selvstændigt agerende og ansvarlig og at man tør bryde med de gældende regler og strukturer, for at kunne tilpasse situationen til virkeligheden.

Innovationen er imidlertid også afgørende afhængig af en anden evne, nemlig at kunne skabe gode, tillidsvækkende relationer, som betyder, at man er i stand til at tiltrække de mennesker, som er innovative, og at man dermed også er i stand til at skabe et fællesskab, som fastholder dem. Bla ved et fravær af klassiske hierarkier.

For at kunne skabe relationer, kræver det, at man er åben af natur. Både som organisation, leder og på det personlige plan. Åben overfor nye mennesker, nye kulturer og nye arbejdsformer. Der er snesevis af organisationer, som allerede har set lyset, med Google som en af de mest kendte.

Danmark kan pudse sin glorie når det kommer til at have borgere, der er opdraget til selvstændighed, ansvar, fleksibilitet og til at være relationel (hvor meget gruppearbejde, har vi dog ikke trænet os selv i?!), så når det kommer til at skabe et grundlag for en innovativ kultur, er vi meget godt kørende, mens Japan halter bagefter.

Men.

Vi mangler noget, som japanerne til gengæld er mestre i. En fælles kultur, som er meget tydelig. Som de ærer og holder fast i. Og som kom dem til gode i rædselsåret 2011, hvor de blev ramt af tre katastrofer på én gang; jordskælv, tsunami og atomreaktorudslip. I stedet for at gå i panik, optrådte befolkningen med ro og værdighed og fik hurtigt hjulpet hinanden videre. At regeringen og myndighederne ikke levede op til deres ansvar, diskuteres til gengæld stadig.

Jo, jo, det er denne stærke kultur, der gør dem ufleksible, men det vi i høj grad skal tage ved lære af, er den forpligtelse, som de hver især føler overfor ”de andre”. Mens vi gennem velfærdssamfundet, har fået opbygget en individualiseret rettighedskultur, der gør, at vi sætter mig’et før os’et, og retten før pligten, forstår de den helt grundlæggende sandhed om, at ”uden de andre er vi ingen”. Hvorfor jeg’et selvfølgelig altid skal sætte sig selv i forhold til ”de andre”, altså samfundet, fællesskabet, hvis jeg’et for alvor vil udrette noget som helst.

Det kræver ydmyghed.

Og også det bør vi klart blive bedre til. Så vi kan blive bedre til at blive bedre. De fleste danskere tror jo – viser flere undersøgelser - at vi har verdens bedste samfund, mens statistikkerne viser noget andet. Vi er langt fra de bedste. Og på mange områder er vi længere nede på den globale rangstige end for 10, 20 og 30 år siden. Så vi har brug for at styrke vores egen kultur og ikke mindst dyrke pligten overfor fællesskabet og den personlige ydmyghed, så vi kan blive endnu dygtigere til at være fleksible, åbne, selvstændige og dermed innovative.

På nær, selvfølgelig, når man lige skal finde en solplet på et badehotel, der har lukket poolområdet. Så må man gerne være irriterende selvstændig og…selvretfærdig! ;-)

Kronik i Børsen 29.7.17 

torsdag 27. juli 2017 kl. 15:13 | 0 kommentarer

Nå.

Nåede du så alt det der afslapning og zen og nærvær, som du havde planlagt at du skulle nå i din ferie?

Fik du læst de bøger du havde glædet dig til at forsvinde ind i? Gik du de lange ture hånd i hånd med din elskede, mens I forbandt jer til hinanden igen og fik styrket det kærlighedsbånd, som i hverdagen trævler lidt for meget? Var du den vidunderlige og generøse og overbærende og sjove mor, som du havde set for dig i din indre film, da du bestilte rejsen? Fik du trænet appelsinhuden væk, strøget rynken mellem øjnene bort med din nye morgenmeditationspraksis og fik du strakt kroppen hver dag i en vederkvægende yogarutine? Levede du af grøntsager, frugt, øko-rosé og blev lækker ”tanned” fordi du altid huskede at tage solcreme på i den rette dosis?

Ha!

Selvfølgelig ikke.

Måske fordi du slet ikke er kommet hjem fra ferie endnu! Men selv hvis du er, så er sandsynligheden for, at du har levet det der syyyygt perfekte liv i din ferie, minimal.

Til gengæld.

Til gengæld har du nok fået en hel masse andet. Fx uventede oplevelser. Fremmede relationer. Oplysende aha’er. Nye kilo. Måske ligefrem en (ny) elsker, interesse, kultur, madingrediens. Højst sandsynligt bare ét stykke nyt tøj hænger der nu i din garderobe, hvis ikke der skulle hænge nye tanker, nye ideer, nye følelser på din indre hjernestang.

Og det er godt.

For det er jo sådan livet er. En lang række af forstyrrelser.  

Eller.

Det er i hvert fald dem, vi normalt husker bedst. Alt det, der ikke gik som planlagt. Alt det, der overraskede os. Alt det, vi ikke selv havde besluttet, men som skete alligevel.

Noget af det er godt. Noget af det er skidt. Noget af det er fuldstændig vidunderligt magisk. Og noget af det er virkelig katastrofalt.

Men det er altså også sådan livet er.

Og måske ville de mørke klumper være lettere at bære, føles mere venlige, hvis vi bare lod dem ske.

Problemet er, at det gør vi desværre sjældent. For oven i de brudte forventninger, som vi måske ikke selv har en andel i, lægger vi ofte også en selvbebrejdelse. Over at det ønskede ikke skete. Eller at vi ikke fik det planlagte gjort. Og på den måde dobler vi op på skam/skyld/skuffet-kontoen.

Det bliver vi ikke ligefrem lykkeligere af.

Og hvem siger overhovedet, at vi skal være lykkelige. Det er altså et ret stort ord at bruge om et menneske, om et liv. Hvad med bare at være tilfredse? Det er sguda ikke helt tosset, vel?

Derfor.

Hvis du nu er kommet hjem fra ferien og ærgrer dig over, at den ikke visnede din hjerne på den helt fede måde, så den blev ren og klar igen. At den ikke helede dit hjerte fyldigt og vibrerende igen. At den ikke mugede din krop ud for alt det overflødige slam, som du gerne ville af med og gjorde den stærk og sund igen. Så slap bare af.

Hva’ så hvis det ikke skete?

Det gør jo ikke dig til et ringere menneske. Du fik bare ikke gjort det, du havde planlagt. Livet gik videre alligevel.

Og du fik holdt ferie. Tillykke med det 😊

Klumme i Femina 27.7.17

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign