Den kommende statsminister bør udskifte BNP med et index, der måler det, der grundlægger menneskers lykke og sundhed. For når det er på plads, falder alt det andet også på plads. Præmissen for et godt samfund må være, at det er til for menneskene – og ikke for systemerne og økonomien. 

”Hvis du nu var statsminister for en dag i Danmark, Emilia, hvad ville du så gennemføre?”

He! Fedt spørgsmål at få stillet. 

 - 44,2 KB

Det er også det sidste jeg får i den podcast, som Peter Mogensen, direktør for tænketanken Kraka, og hans makker, Anders Dons, direktør for revisions- og konsulentfirmaet Deloitte, har lavet med mig. De to har siden 2017 haft samarbejdet Small Great Nations, der undersøger, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Super initiativ! Men før vi kan feste omkring det, skal en anden – langt vigtigere – ting på plads: At vi som nation bliver enige om, hvordan vi vil leve. 

Statistikkerne over vores velbefindende ser nemlig sådan ud: Stress er i dag en folkesygdom, 45 procent af danskerne lider af søvnløshed (læs: giver dårlig livskvalitet), 20 procent lider af depression og vi har stigende angst og ensomhed. Vilkår der afspejler, at vores samfund ikke er velfungerende. For menneskene forstås. For både økonomien og forbruget ser faktisk ud til at have det fint. Det store spørgsmål er imidlertid, om vi overhovedet kan måle et samfund i effektivitet og økonomi? Noget tyder på, at når vi gør det, bliver resultatet en masse tal. Og ikke et godt liv. 

Med tre dage til FV, kan de fleste danskere være med til at påvirke vores fremtid. Og det er her, at statsminister-spørgsmålet kommer praktisk på banen, for så er det jo mig, der bestemmer. Og hvis jeg nu var statsminister, og havde magt til at få gennemført én ting, så ville jeg gennemføre to. 

Hvilket jeg vil retfærdiggøre ved at hævde, at de to ting jeg vil gennemføre er siamesiske tvillinger, der deler et fælles sæt ben. Det de står på, er nemlig det, som gør mennesker sunde og lykkelige. Og da det eneste formål med et samfund nødvendigvis må være at tjene menneskene og skabe de bedste vilkår for dem (for det er jo ikke for systemernes og økonomiens skyld, at vi lever, vel?) følger det naturligt, at vi selvfølgelig først og fremmest skal bygge vores samfund op omkring det, som tjener menneskene bedst. Hvad det er, har en række af undersøgelser påvist, og jeg vil særskilt fremhæve Harvard Study of Adult Development, der har kørt siden 1938. 

Så hvad gør mennesker lykkelige og sunde? Relationer. Gode relationer.

Ikke penge. Berømmelse. Magt. Ting. Men gode relationer.

Ifølge lederen af den nævnte undersøgelse, Robert Waldinger, er der især to ting, som er vigtige at vide om relationer. For det første, at folk der er mere socialt forbundet til familier, venner og fællesskaber er gladere, fysisk sundere og lever længere end folk, som har mindre gode netværk. I modsætning hertil oplever folk, der er mere isoleret fra andre, end de ønsker at være, at de er mindre glade, deres helbred svækkes tidligere i livet, hjernefunktioner nedsættes tidligere, og de lever kortere liv. 

For det andet, at det er kvaliteten og ikke kvantiteten af relationerne, der er vigtig. Gode og varme forhold virker beskyttende, mens fx ægteskaber med mange konflikter og uden megen kærlighed har en direkte dårlig indflydelse på helbredet. Bemærk: Gode relationer handler ikke om at være lykkelige sammen hele tiden. Men derimod at vide, at når det gælder, så ved man, at den anden er der for én. Det kan være en ægtefælle, en søskende, et voksent barn, en ven eller noget helt femte; relationens ophav er ligegyldig, så længe man er der for hinanden.

Samlet viser det sig altså, at når mennesker føler sig psykologisk og socialt sikre, fordi de har gode relationer, har de også overskud til at skabe alt det andet, der giver et samfund i udvikling. Derfor burde relationer være den afgørende faktor for alt, hvad vi beslutter i samfundet.

Af den årsag ville den første ting, jeg som statsminister ville indføre, være et Nationalt Relations Index. NRI.

Dette index skulle kunne vise, om div tiltag styrker eller svækker vores relationer – og derfor om tiltaget skal gennemføres eller ej. Fuldstændig som vi i dag bruger økonomi, som en form for dømmende kraft. Det Nationale Relations Index kan dermed vise os, om vi er på rette vej til at få et samfund med mere sammenhængskraft, større tillid, mere kreativitet, og ikke mindst med borgere, der er sundere, lykkeligere, mere generøse, selvstændige og bedre til at fungere i fællesskaber. Hvilket tilsammen skaber en stærk befolkning, som gennem deres personlige overskud, også skaber et økonomisk overskud for landet.

Det vil nok ikke være enkelt at udvikle sådan et index, men ved fælles hjælp er jeg sikker på, at det kan lykkes. Og for inspiration kunne man skæve til Bhutans lykke-index, Gross National Happiness, som er en noget mere omfattende model end NRI skulle være. Tvivler man stadig, kan man huske på, at dengang man begyndte at lave økonomiske index, var det heller ikke helt ukompliceret, og det er det stadig ikke. Men besværet er værd at tage med, for situationen viser jo med al tydelighed, at der simpelthen er brug for nye pejlemærker. Hvilket meget aktuelt og hjerteskærende er blevet vist i TV2’s dokumentar om den mangelfulde børnepasning på institutionerne. 

Så: Relationer før penge. Både så vi får det bedre. Og så vi kan skabe et større socialt og økonomisk overskud.

Det bringer mig videre til min anden statsministerting: At indføre et fag i skolen, der lærer os, hvordan vi skaber gode relationer. Til både andre og især også til os selv. Hvilket betyder, at vi skal lære de grundlæggende principper om, hvad det vil sige at være et menneske, hvordan man skaber sig et godt liv og hvordan man skaber gode fællesskaber. Hvad nytter det egentlig, at jeg kan stave fejlfrit til ensomhed og regne min boligydelse korrekt ud, hvis jeg er dybt ulykkelig? Før matematikere og litterater er vi sociale væsener, og derfor skal relationsfaget være det vigtigste på skemaet og stå der fra 0’te til 9. klasse. 

Nogle vil finde mine forslag naive. Men jeg spørger lige igen: Hvem har vi skabt vores samfund for: Pengene og systemerne? Eller menneskene? Hvis det er os, er det eneste logiske primært at have fokus på, hvad der gør mennesker lykkelige og sunde. Så lad os pejle efter det nationale relations index og skab lykkeligere unge generationer ved at give dem et relationsfag i skolen. Godt valg på Grundlovsdag.

Bragt i Jyllands-Posten d. 01.06.2019

Deloittes årlige Millenial Survey er deprimerende læsning, når det handler om de unges tillid til fremtiden. Både til deres egne skills, jobmuligheder, politikerne, lederne og virksomhederne. Dagens EP-valg og det kommende Folketingsvalg viser os, hvilke seriøse udfordringer vi står overfor. Både nationalt og globalt. Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at både politikere og ledere tager et overordnet ansvar for at ændre på vores vilkår. Og arbejder målrettet på at få generationerne til at rykke sammen. Her er, hvad du skal gøre.

Den hængte mand er en af de arketyper, som tarot-kort opererer med. Og nu tænker du måske: Hvad laver tarot i min Børsen?! Jeg troede, det var et seriøst medie! Det er det også. Men grunden til, at jeg trækker dette kort op af kronikhatten er, at det på en fin og skarp måde viser os, hvad det er, der skal til, for at løse både vores egne og verdens problemer. Samt kan hjælpe os til at forstå de yngre generationer bedre, så vi kan lave den nødvendige bro mellem generationerne, så vi får en bedre i morgen end vi har i dag. Mere om det lidt senere.

For først skal vi forbi Deloittes årlige rapport om de såkaldte Millenials, som vi herhjemme oftere betegner som generation Y. Den er lige blevet frigivet og denne gang har de også findings med om generation Z. Den er lavet på verdensplan, men har også et særskilt dansk afsnit, der viser, hvor de danske unge adskiller sig fra det globale gennemsnit.

Tilfredsheden med livet

Det mest opløftende er, at 37 procent af de danske unge er tilfredse med deres liv, mod kun 29 procent globalt. Men ser vi på de muligheder, som danske unge har med fri adgang til uddannelse, sundhedsforsikring og boligstøtte, burde tallet være en del højere. At det alligevel ikke er en større andel, kan man måske finde forklaringen på i statistikkerne over deres mentale velbefindende, hvor stress, angst, depressioner og ensomhed i alt for høj udstrækning er en del af hverdagen. Vil du have tal og fakta på det, kan du evt læse min forrige artikel

Ser vi kort bort fra Deloittes rapport og i stedet overordnet på de unge, kan vi se, at de er drevet af nogle klare værdier, som giver sig udtryk i deres livsstil, der naturligvis adskiller sig fra de tidligere generationer – for det er jo sådan, historien er. Overordnet er de ikke meget for hierarkier, de er autonome og kreative, dygtige performere og opfatter sig selv som verdensborgere. På den selvfølgelige måde, fordi de siden de var børn, har surfet nettet tyndt og købt varer og set youtube videoer fra hele verden.

Video over de unges vigtigste værdier

I denne video 3 ud af 20 får du et konkret overblik over deres vigtigste værdier ved en kort gennemgang af det, som de unge er drevet af i dag. Men hvad er det så, der bekymrer de danske unge? Hvad er det, som den kommende regering, Europa parlament og virksomhedsledere skal arbejde med, for at være med til at skabe en generation af unge, der føler sig mere hjemme i vores samfund, så de friere og bedre er i stand til at bidrage til det, så vi kan få løst vores mest presserende problemer?

Klima er topscoreren

Ikke overraskende er klimaet topscoreren. 46 procent af de unge er bekymrede for, om vi beskytter klimaet, miljøet og naturen nok. Meget passende er den svenske skoleelev og klimaaktivist Greta Thunberg kommet på forsiden af Time Magazine iført en grøn kjole og et bistert og determineret udtryk i ansigtet, der lægger år til hendes aktuelle alder. Som der er blevet sagt gang på gang, er det generation X og Babyboomerne der har møget vores klode til i forurening, og mange af de unge føler, at de har fået regningen for en fest, de ikke selv har været med til. Til gengæld er de i gang med at opfinde en ny form for fest, hvor man tager et større kollektivt ansvar for at passe på kloden. Og hvor de forlanger, at dem de køber varer af og arbejder for, har klimaet på dagsordenen. 42 procent har nemlig styrket deres relation til virksomheder, som ifølge de unge har produkter eller ydelser med en positiv påvirkning på enten samfundet eller miljøet, mens næsten hver tredje har gjort det modsatte overfor de, der ikke gør en indsats for den dagsorden.

Så hvis du have de unges opmærksomhed, enten for at få deres kryds på stemmesedlen eller tiltrække og fastholde dem på din arbejdsplads, så sørg for at have en klar klimastrategi. Uanset. For klimaet er et metaproblem for de unge, så alt fra en hundesalon til en verdensomspændende plastikvirksomhed, forventes at have en klar holdning til, hvordan man gennem sit daglige virke kan forbedre klimaforholdende på kloden. Bom. Det var den lette af dem.

Terrorisme, datasikkerhed og onlinesvindel

Og nu kommer der lige nogle flere tal, der kan føde nørdsiden hos dig, og give dig et hurtigt overblik: Terrorisme bekymrer 29 procent af de danske unge, mens 24 procent ikke føler sig trygge ved den politiske ustabilitet, krigene og konflikterne. Denne dagsorden har til gengæld fået både masser af midler og opmærksomhed siden 2001, så selvom de færreste danske unge har været udsat for terror, har det alligevel en høj bevågenhed. Men sammenlignes det med de unges angst for at blive ofre for online-svindel svinger det sig op på 74 procent, og 62 procent af dem er nervøse for, om virksomhederne behandler deres data sikkert nok og om måden de får dem på, er ok. Og her er en til tv-stationerne, der arrangerer debatter: 20 procent er bekymret over immigrationen. Så måske skulle man holde op med at lade det fylde så stor en del af debatterne. Hvis man altså ønsker at blive hørt af de unge.

Hvad fortæller disse tal os om de unge?

Helt basalt, at de ikke har meget tiltro til den verden, som de ældre generationer har skabt. For sammenholdes det med, at kun 15 procent tror, at den økonomiske situation vil forbedres det næste år og 18 procent tror, at det samme vil ske med den sociale og politiske, så er det et faktisk meget nedslående.

Virksomhedernes scoring er nedslående

Klarer firmaerne sig så bedre?

56 procent mener, at virksomheder generelt har en positiv indflydelse på en bredere del af samfundet, end blot der hvor de reelt opererer. Det kan lyde højt, men for blot to år siden, var tallet i 80erne, så det er gået kraftigt nedad på super kort tid. Måske er det derfor, at 77 procent mener, at virksomhederne har mere fokus på deres egen agenda end på samfundets, og på globalt plan, mener 64 procent, at virksomhederne ikke har nogen anden dagsorden end at tjene penge. Ikke at det sådan set er dårligt, men man kunne jo argumentere for, at det ene ikke udelukker det andet, hvilket der er flere og flere virksomheder, der har fået øjnene op for.

De unge og den 4. industrielle revolution

Og til sidst, kommer det, som jeg mener er det mest nedslående. Nemlig at hele 36 procent af de, der allerede er i job, og 21 procent af de arbejdsløse, mener, at det bliver sværere at få et job, når den fjerde industrielle revolution for alvor er slået igennem. Mens kun 62% af de i arbejde og 49 procent af de arbejdsløse tror på, at de selv har de nødvendige skills og viden, som fremtidens arbejdsmarked har brug for.

Ethvert samfund er helt afhængig af, at de unge generationer tror på fremtiden og på deres egen magt og evner til at skabe en bedre verden, end den de er født ind i. Al erfaring viser nemlig, at vi mennesker med tiden desværre har det med at lade realiteterne blive undskyldning for at miste ambitionerne om for alvor at skabe forandring. Men hvis de unge allerede som unge har taget den overbevisning til sig, bliver det svært at forbedre vilkårene.

Den hængte mand

Det er her, at den hængte mand bliver interessant at arbejde med. Vi mennesker har altid brugt fortællinger og arketyper til at forstå vores egen situation og andres, og sociologisk set er tarotsættet, der består af 78 arketypiske situationer og mennesketyper, derfor en interessant fortælling om menneskers stræben, relationer og organisering. Når vi står i en kompleks situation, som vi gør lige nu, har vi derfor nogle gange brug for at blive mindet om det helt essentielle.

Den hængte mand er mønsterbryderen, transformatoren, som hylder princippet om at smide sit ego væk og opgive sine gamle stivnede perspektiver, attituder og overbevisninger, fordi de ikke længere tjener hverken nutiden eller fremtiden. I stedet er der et behov for at udvise villighed til at vende op og ned på sig selv og sin tro, for at kunne komme op med nye løsninger, der matcher den situation, som man står i nu.

Den hængte mands perspektiv er præcis det, der er brug for i dag, hvis vi skal have flyttet både verden og de unges tiltro. Og skal jeg oversætte det til tre direkte opfordringer til både politikere og ledere, med en stemme fra de unge generationer, så er de ret klare:

Tag et fælles ansvar for klimaet. Skarpere lovgivning og større ambitioner om klimavenlig produktion og forbrug.

Tag magten tilbage over data og giv den til de, der leverer den, nemlig forbrugerne.

Giv de unge langt større indflydelse på deres fremtid ved at tage dem alvorligt i deres udfordringer og inviter dem ind i løsningsbunkeren, så de får håbet tilbage til politikerne, lederne og dem selv.

Unge er altid blevet kritiseret for at være dovne, egoistiske og overfladiske, mens de ældre generationer, af de unge, er blevet kritiseret for at være konforme og selvfede. Dette kan vi faktisk vende til en fordel. For ved at arbejde sammen, kan begge parter holde hinanden i skak ift de ting, vi ikke får gjort og i stedet løfte hinandens dagsordener – og det er det, som vi skal bruge både denne slags rapporter og valgene til. Så: Go do! I dag til EP-valget. Den 5. juni til Folketingsvalget. Og ikke mindst - resten af livet.

VÆR BROEN

Dette er den fjerde kronik om generationerne Y&Z. Hvem de er. Hvad der driver dem. Og hvordan man bedst lever og arbejder sammen med dem. I hver kronik kan du også se en eller flere videoer, hvor du kan får hovedpointerne fra kronikken. Emilia van Hauen har i årevis beskæftiget sig med de unge generationer og hun har en klar opfordring til, hvor de ældre generationer kan starte, hvis de vil tiltrække og måske fastholde de unge: Hvis du vil have deres energi – giv dem din sympati! Med andre ord, er det de ældre generationers opgave at være broen ved at invitere de unge ind i deres systemer. Og så være åben overfor, at de kan levere noget andet, end det vi har været vant til.

Bragt i Børsen d. 26.05.2019

mandag 13. maj 2019 kl. 20:38 | 3 kommentarer

Vores guide satte sig forventningsfuld overfor os og smilede gennem det kraftige brillestel. Hans hænder med de mange ringe, som alle havde forskellige sten i og som hjalp ham med at have balance i kroppen og livet, blev foldet foran ham i spændt forventning. Vi kiggede først på hinanden, så på tallerknerne, der blev stillet foran os. Jeg havde nogle få minutter forinden været en tur ude i køkkenet og havde set, hvordan de lavede maden. Nok ikke noget, som ville få smileyer herhjemme, men jeg var helt tryg. For Ramanuj var den cooleste dude jeg længe havde mødt, og hvis han sagde, at vi kunne spise sikkert her, så kunne vi spise sikkert her! 

”Jeg synes altså, at vi er modige,” sagde Heidi så, før hun proppede noget forholdsvist ubestemmeligt i munden, som vi begge kunne lide og tog mere af. 

”Synes du?”, spurgte jeg lidt overrasket. 

”Ja, for vi siger ikke nej til noget og jeg synes det er så fedt, at du er med på alle oplevelser.”

Øh ja. Det var jeg nok. Som hun var. Men jeg havde slet ikke tænkt over det på den måde. For hele feriens koncept var jo at udforske byen med et hav af forskellige guidede ture, med de – viste det sig – mest nørdede guides jeg ever! havde mødt. Og som hældte de vildeste små detaljer og bidder af viden, som fik byen til at leve både i fortiden og i nutiden.

”Calcutta er Indiens Paris, så det er den perfekte kæresteby!” havde Karen fra rejsebureauet ellers sagt, da billetterne blev bestilt. Og min kæreste og jeg havde glædet os til at slentre rundt i denne eksotiske by. Men billetterne holdt altså længere end forholdet og derfor blev mandesovedyret skiftet ud med venindesengesnak, hvilket viste sig at være et heldigt skift.

For man ved faktisk aldrig helt, hvordan det er at rejse med en veninde. Jeg har spurgt rundt i kredsen og alle – samtlige – har fortalt historier om veninder, som de aldrig aldrig aldrig nogensinde vil rejse sammen med igen! Pludselig er den ellers normalt sociale og venlige veninde forvandlet til et egoistisk monster, der ikke gider at deltage i noget som helst. Eller hun viser sig at have et alkohol- eller narko-problem. Eller hun er konstant på mobilen med dem derhjemme og kan slet ikke være nærværende. Eller hun viser sig at være både nærig og nøjeregnende og vil altid tidligt i seng. 

Men Heidi viste sig altså at være den perfekte rejsemakker. Mens vi udforskede byen på de mange forskellige ture, som gjorde os hovedkulds forelskede i denne smukke og fuldstændig vidunderlige by, grinede vi mere eller mindre fra morgen til aften. For vi kom ud i de mærkeligste, mest overraskende, spændende og sjoveste oplevelser – og vi sparede ikke os selv og sagde bare ja til det hele.

Men vi gjorde det, fordi vi var sammen om det! 

Mange voksne tager ikke på ferie med deres veninder. Siger at det er noget, der hører den frie og uforpligtende ungdom til. Sådan har jeg det slet ikke. Og ja, nogle gange går det galt. Men de fleste gange går det jo godt. 

Kæresteturen blev altså erstattet af en kæreste-veninde-tur og det skønne var, at den viste sig at blive super romantisk også! For Heidi var ikke alene verdensmester i at give søde og kærlige komplimenter. Hun ville også gerne se Netflix når vi ramte dynerne, var sød til at hente te og frugt til mig, når jeg var træt og måske flettede vi ikke mange tæer og fingre, men til gengæld flettede vi masser af tanker og følelser, så romantiske Calcutta fik faktisk lov til at være romantisk, badet som vi var i kærlighed fra morgen til aften. 

Bragt i Femina d. 24.04.2019

Martin Thorborg har fået over 1 mio views på en video, hvor han shamer de unge for at klynke. I et åbent brev til ham opfordrer jeg ham til at tale de unge op i stedet. For de unge kæmper nemlig med et lavt selvværd, som der er flere logiske årsager til. Det kan både forældre og ledere hjælpe dem af med. Shaming er ikke en af løsningerne. 

Kære Martin,

Vi mødtes første gang til en konference, hvor du fortalte, hvordan du havde haft en elendig chef, der var sur hver anden dag. Du fortalte også, hvordan du var blevet super træt af at arbejde for sådan en chef og at du bla. derfor havde startet dit eget. Og at du en dag havde opdaget, at du var blevet en værre chef end den chef du hadede, for du var ikke bare sur hver anden dag. Du var sur hver eneste dag. Det var en ret skøn fortælling om selvindsigt. Leveret med det punch og den provokation, som er blevet et af dine varemærker.

Provokationer er nødvendige og gode for at flytte et samfund. Og nu har du fået mere end en million views på en video, hvor du starter med at skælde de unge ud i en såkaldt Motivational speech no. 1for TV2 Øst med titlen: Drop klynk og ævl.

”Der er måske mange unge, der er bange for at blive stressede, men det der stress der, ikke, undskyld jeg siger det, HOLD NU FUCKING KÆFT, altså! Der er alt for meget klynk og ævl, altså, for at sige det som det er. Alle de der Politiken læsere, der tuder over alle dem, der synes det er stressende at være ung, så drop da instagram og alt det der glamourlorteliv og få det væk. Undskyld – nogle gange bliver jeg bare irriteret, så der er for meget klynk og ævl. Der er for mange unge, der synes de har det hårdt, hold nu kæft altså! Kig på hvordan man havde det i gamle dage, vi har alle muligheder her i livet, det handler om at vælge fra. Du bliver ikke stresset af at arbejde meget, du bliver stresset af, hvilken fest du vil gå til, eller hvilket land du har lyst til at rejse til eller hvilket playstationspil du vil spille eller hvilket facebookopslag du vil lægge op. Prøv at hør her – det handler om at vælge fra! Lad være med at tro, at livet er så glamourøst.” 

Forførende men falsk

Jeg forstår, at det kan være forførende, at komme med skarpe udmeldinger, som er lette at forstå. Og som nurser den gruppe i de ældre generationer, der synes, at de unge i dag er forkælede og skulle tage sig sammen, så de kunne blive mere lig de voksne. Problemet er bare, at du med den retorik er med til at skabe en kløft i stedet for en bro mellem generationerne. For du taler de unge ned og gør dem forkerte. På et tidspunkt i deres liv, hvor de allerede selv føler sig rigeligt forkerte. Fx udøver 10-15 procent af de unge selvskadede adfærd og 40,5 procent af de 16-24 årige piger og 23,4 procent af de 16-24 årige drenge har høj stress (Den Nationale Sundhedsprofil), altså den form for stress som udløser en sygemelding, hvis man er på en arbejdsplads.

I videoen nedenfor har jeg samlet flere fakta på, hvordan de unges mentale velbefindende er og hvad der er årsagerne til det:

Video 5 af 20: Generation Y og Z's mentale velbefindende

Din video har jeg vist til flere unge, for at høre deres reaktion. De fleste dropper at se den færdig, fordi de synes du er en idiot. Deres udtryk. 

Hvilket er super ærgerligt, for har man lidt tålmodighed og ser videoen til ende, leverer du nogle vigtige og gode budskaber til de unge. Serveret med den samme form for klædelig selvindsigt, som jeg bemærkede for mange år siden. Derfor havde det været så meget federe, hvis du fra starten havde talt de unge op, som du har mulighed for at gøre, ud fra din privilegerede position. I stedet for at tale dem ned. 

Du har ret – livet er ikke et racerløb

”Hvordan kan det være, at de unge har så lavt et selvværd, når de samtidig er blevet båret på hænder og fødder af deres forældre?!”

Dette spørgsmål er det jeg oftest får, når jeg holder foredrag om de unge. Hvilket jeg gør rigtig meget, fordi vi netop står midt i et generationsskifte, der afføder et behov for bedre gensidig forståelse generationerne imellem. Svaret er, at det er der flere gode og logiske årsager til, for nutidens unge er nemlig helt faktuelt vokset op med nogle afgørende andre vilkår end tidligere generationer. I nedenstående video forsøger jeg at give et overblik over de faktorer, der gør, at de unges lave selvværd langt fra er deres eget ansvar.  

Video 6 af 20: Årsagen til de unges manglende selvværd

I din video er du selv inde på, at livet ikke er et racerløb og at man skal droppe at tro, at man skal blive overlæge i en alder af 25. Jeg kunne ikke være mere enig. Især fordi der er en stor sandsynlighed for, at en stor del af de unge bliver mere end 100 år gamle, så de kan nå at få flere karrierer i løbet af et liv. Og de har brug for dit budskab, for problemet for dem er, at de er født ind i et system, som pacer dem frem til at tro, at de hele tiden skal præstere max.

Medaljeforvirring fører til sårbart storhedsvanvid. 

Mange børn er nemlig vokset op med forældre, pædagoger og lærere, der i misforstået godhed og demokratisk sindelag, har sørget for at skabe en kultur, hvor alle vinder en medalje – uanset indsats. Det betyder, at de børn, der virkelig har leveret et stort stykke arbejde og gjort sig umage, får en medalje for at levere noget særligt godt. Men det gør de børn, der ikke har brugt tid eller energi på at gøre noget særligt ud af deres bidrag, også. Så uanset hvad barnet i virkeligheden har leveret, bliver det præmieret. Og det gør begge forvirrede. Den dygtige vil undre sig over, hvor meget mere der skal til, for at få en særlig anerkendelse. Og den der ikke leverede noget, bliver skamfuld over at føle sig som en bedrager. Resultatet er, at begge parter får undergravet både deres egen selvforståelse og selvværd, hvilket er præcis den modsatte effekt af det, der egentlig var tiltænkt. Og det kan føre til et sårbart storhedsvanvid, som gør, at nogle unge tror de kan blive verdenskendte youtubere på en måned. 

Hvilke udfordringer de unge har, har jeg samlet i nedenstående video:

Video 7 af 20: De unges største udfordringer

Læring er præstering. Ikke mestring.

Ifølge rapporten ”Karakterbogen” fra Center for Ungdomsforskning, oplever alt for mange unge i dag, at læringsrummet er blevet instrumentaliseret. I stedet for at være et kreativt rum, hvor nysgerrigheden kan udfolde sig og gøre dem reelt klogere, forventes de i stedet at levere konstante præstationer. Det medfører, at en del elever ikke for alvor bygger viden op indefra, så de med tiden kan mestre den og dermed levere selvstændige synspunkter. Hvilket er med til at opbygge selvværdet. Tværtimod opstår der en slags ”sorte skole” kultur, hvor elever lirer udenadslære af, for at imponere læreren og få en god karakter, men uden reelt selv at forstå, hvad de siger. Flere år i den kultur gør de unge sårbare og mindsker deres selvtillid og selvværd – selvom de på overfladen får høje karakterer. CEFU henleder bla. opmærksomheden på det konstante måleri, som en af årsagerne til, at denne kultur har udviklet sig. En kultur, som selv Singapore, der ellers er kendt for et benhårdt præstationsskolesystem, har forladt i år med deres skolereform kaldet ”Lær for livet”. Færre eksaminer og rangering i klasserne under begrundelsen af, at de skal lære glæden ved at lære, og ikke bare præstere, at kende. Fordi læring skal være en selvdisciplin, man skal kunne beherske livet igennem, så de forbliver nysgerrig og ivrige efter at lære resten af livet. Inspirationen har de interessant nok hentet bla. fra Danmark. 

Urealistiske referencegrupper

Til sidst er der din gode pointer om, at de kendte, der har mange følgere på youtube og de sociale medier, naturligvis er lige så menneskelige og fiaskoramte, som alle vi andre. Paradokset er bare, at de unge jo godt ved, at det liv, som de kendte udstiller på de sociale medier, er en illusion. For de unge er jo ikke dumme. Tværtimod. De er ofte mere bevidste om det filter-liv, der udstilles, og hvad det kræver for at fremstå så perfekt, end mange voksne er. De unge forsøger jo selv at levere det til dagligt. Men selvom de ved det, kan de stadig blive fascineret af det og tro, at det er et liv, de gerne selv vil have. Hey, du er jo selv sådan én, som de unge kigger efter og lader sig inspirere af, og selvom du gør dig umage med at fortælle, hvor uperfekt du har været og stadig er, så er du ikke desto mindre et forbillede for mange og virker til at have lige præcis det glamourøse liv, som de gerne selv vil have. Vi voksne må ikke glemme, at de unge faktisk handler helt naturligt, når de kigger efter mennesker, der har succes, fordi vi genetisk er kodet til at opsøge status og stærke fællesskaber, for at sikre vores egen overlevelse. 

Så hvad kan vi voksne gøre for at hjælpe dem til at falde på plads i deres eget liv, i stedet for at jagte et fata morgana? Du siger det selv: Vær noget for andre! Undersøgelsen Harvard Study of Adult Development, der har kørt siden 1938 har påvist, at netop gode relationer er det, der skaber sunde og lykkelige liv. Og det viser sig bla. ved, at når jeg spørger de unge, hvor stor betydning de kendte har i deres liv, er svaret oftest, at jo flere gode venner de selv har, jo mindre betyder de kendte. Altså kan vi voksne også tage den opgave på os at skabe gode og nære relationer til de unge, så de har et alternativ til glamour-livet, som du kalder det. Forældre kunne selv smide mobilen væk og være nærværende med deres børn, og lederne kunne skabe en sundere kultur ved at droppe KPI’erne og se de unge som midler til at opnå dem, og i stedet have fokus på at skabe en gensidig relation, hvor den menneskelige forbindelse er det centrale omdrejningspunkt, for at kunne levere kreativitet og innovation.

Drop shamingen og tal dem op i stedet

Vi havde det ikke hårdere end de unge har det i dag. Tværtimod. Og vi får endnu mindre godt ud af de unge og giver dem kun større problemer, ved at shame dem i deres adfærd. Din video viser tydeligt, at det du vil, er at frigøre dem fra det pres, som du synes, at de selv sætter sig i. Og da du er et menneske, der bliver lyttet til, fordi du både har en imponerende karriere, som kan virke inspirerende på mange unge, og nogle vigtige indsigter, du kan levere på en medrivende måde, vil jeg godt opfordre dig til at droppe den shaming du giver udtryk for i starten. Og i din næste video i stedet gå direkte til alle dine gode råd. Så vil flere unge helt sikkert se din video færdig og føle sig beriget. I stedet for endnu mere forkert. Og så bliver du i øvrigt den helt fede chef. Hver dag.

Vær broen

Dette er den tredje kronik om generationerne Y&Z. Hvem de er. Hvad der driver dem. Og hvordan man bedst lever og arbejder sammen med dem. I hver kronik kan du også se en eller flere videoer, hvor du kan får hovedpointerne fra kronikken. Emilia van Hauen har i årevis beskæftiget sig med de unge generationer og hun har en klar opfordring til, hvor de ældre generationer kan starte, hvis de vil tiltrække og måske fastholde de unge: Hvis du vil have deres energi – giv dem din sympati! Med andre ord, er det de ældre generationers opgave at være broen ved at invitere de unge ind i deres systemer. Og så være åben overfor, at de kan levere noget andet, end det vi har været vant til. 

Bragt i Børsen d. 12.05.2019

Tænk elementet vand hvis du vil forstå generationerne Y og Z bedre. Vi lever nemlig i et samfund, der flyder mere og mere, og de unge kan hjælpe os til at forstå, hvordan vi får mest ud af den virkelighed. Men vi skal give noget igen. For FOMO (Fear Of Missing Out) er sideproduktet og det tjener ingen. 

Er du over 30 år, og har du indenfor det sidste år rystet på hovedet af en ung? 

Så er det sikkert sket i én af to stemninger: Sympati over ungdommens dårskab/uvidenhed/fjollethed. Eller irritation over, at de ikke er som dig selv. 

Ja, det er en skråsikker udmelding, men den er baseret på mange års erfaring med at fortælle +30-årige mennesker om de unge, og i mere end 90 pct. af tilfældene er det de to reaktioner jeg får, når jeg fortæller om deres værdier, adfærd og livsstile.

Sympati og irritation. 

Sympatien udspringer som regel af en evne til at huske tilbage, hvor fjollet og uvidende, for ikke at sige selvoptaget, man selv var. Dengang. Mens irritationen oftere er knyttet til, at den unge virker fremmed i forhold til ens egen adfærd, værdier.

I videoen her kan du høre, hvilket flabet (et udtryk der har fået en genkomst med generationen Z) spørgsmål, som en X’er stiller to Y’er. Et spørgsmål der indeholder både irritationen og afstanden til det fjollede. Og som desværre også viser en sørgelig mangel på forståelse for de unge generationer.

Video 2 af 20: Hvem er generation Y og Z?

For begge reaktioner, sympati og irritation, udgør et alvorligt problem. De tager nemlig udgangspunkt i, at den unge er forkert. Med en undertone af, at hen forhåbentlig snart bliver lige så klog, som én selv. Ved at blive mere eller mindre som én selv.

Og dét er så det virkelige problem. At gentage det eksisterende. For intet samfund har brug for, at stress er en folkesygdom, at 20-30 pct. lider af angst, at 45 pct. lider af søvnløshed, at ensomheden er stigende, at 10-15 pct. af de unge udøver selvskadende adfærd, at klimaet på planeten går amok, at dyr helt bogstaveligt talt drukner i plastik og anden forurening, at ustabile diktaturer har atombomber og at flygtningestrømmen er i konstant stigning. Hvilket er blot nogle af de mest alvorlige vilkår, som babyboomerne og generation X har været med til at skabe. Vel?

Det synlige og det stille oprør. 

Tværtimod har vi brug for en generation af mennesker, der forstår at løse verdens problemer, og derfor er vi heldige, at der nu står nogle nye generationer på spring. Og netop fordi de unge lider under de eksisterende systemer og værdier, er der både et synligt og et stille oprør i gang. 

Den svenske skoleelev og klimaaktivist, Greta Thunberg, er et eksempel på det første, og verden har vist sig meget lydhør overfor hendes generations opråb om klimaansvarlighed. “Vores ledere opfører sig som børn og vi skal tage det ansvar, som de burde have taget for længe siden!” er hun blevet citeret for at sige. Hendes kamp har medført, at hun nu er indstillet til Nobels Fredspris i en alder af 16 år. 

Det stille oprør er mere centreret om valg af livsform. Ønsker man at forstå, hvad der driver dem og deres grundmentalitet, er det brugbart at tænke på elementet vand. For at gøre det mere håndgribeligt, har jeg knyttet fire begreber, der alle starter med F og som på hver deres måde forklarer, hvordan vand egentlig skal forstås.

Flydende. Følelser. Frihed.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman er kendt for at tale om den flydende modernitet og det flydende samfund, hvor flere og flere strukturer, systemer, institutioner, fag, klasser, identiteter, køn og meget mere flyder mere og mere, og det er den virkelighed som generationerne Y og Z er vokset op med. De har en evne til at flyde derhen, hvor der er mest energi, og hvor de mærker, at de kan få mest ud af deres indsats, tid og penge, uden at de føler sig belastet af tyngende loyalitet overfor hverken mærker, arbejdspladser eller relationer, hvis ikke det længere føles rigtigt for dem. 

Altså er det første F det flydende element, for de unge flyder gerne med det, der sker lige nu og som de ser en fordel i på nuværende tidspunkt. Det betyder ikke, at de er nogle utro overfladiske selvcentrerede egoister; det betyder mere, at de gerne vil bruge deres kræfter det rigtige sted, og at de er mere ærlige omkring deres følelser. Hvilket også er knyttet arketypisk til vand, og dermed er følelser det andet F, for det er også et vigtigt nøgleord til at beskrive de unge generationer. Siden de var små, er de gang på gang blevet spurgt om, hvad de føler?. Hvad de mærker?. Hvordan de har det? Og sætningen: 

“Du skal gøre det, der føles mest rigtigt for dig!” har de fået smidt i hovedet af velmenende forældre og voksne så jævnligt, at de klart er trænet i at styre efter deres indre overbevisning og følelser. Som det sidste F, karakteriserer vandet også frihed i at deres sandheder om verden og dem selv flyder, og de er derfor ofte åbne overfor, at alt kan genfortolkes og forstås på mange måder. Det giver dem denne grundlæggende følelse af frihed, hvilket også er noget som de opsøger i deres engagement med en arbejdsplads. Fremfor at se det som et sted, hvor de skal gøre karriere, er det oftere set som et sted, hvor de kan udvikle nogle særlige egenskaber og netværk, før de bringer det videre til det næste engagement. 

Så flydende, følelser og frihed karakteriserer de unge, som styrker. Og når de unge bruger disse egenskaber på deres arbejdsplads, kan de være med til at skabe en langt mere agil kultur, der åbner sig mere mod den verden, som også selv er i konstant forandring. 

FOMO

Det sidste F er til gengæld en tilstand, der driver dem i nærheden af stress og angst, og det er angsten for at gå glip af noget. På dansk kaldet glipkomplekset og på engelsk FOMO, Fear Of Missing Out. Især på grund af de sociale medier, bliver de konstant mindet om alle de muligheder, som verden byder på, og det skaber en grunduro i deres eksistens, for hvor tidligere generationer skulle vælge til, skal generationerne Y og Z vælge fra. Konstant.

Her kan de ældre generationer til gengæld være en hjælp for de yngre generationer, ved at give noget perspektiv til den enkelte situation og skabe et naturligt tyngdepunkt af sikkerhed, som en modvægt til alt det flydende. Som et modtræk til FOMO, taler man om JOMO, Joy Of Missing Out, som en tilstand, flere og flere søger aktivt. F. eks. er stilhed og ro blevet et produkt, som opsøges mere og mere i form af meditationsapps, retreats og andre ydelser, der hjælper mennesker til at finde ro i en hektisk hverdag.

Y’erne er allerede godt etableret på arbejdsmarkedet og Z’erne er på vej derind. De medfører en ændring af kulturen, og lige om lidt bliver det deres værdier og adfærd, som bliver dagsordensættende. Det kræver derfor en bedre forståelse af hvad alle generationer har at bidrage med til fællesskabet. En god rettesnor for at tiltrække de unge, er at se dem som en ressource, der kan byde på alternative løsninger af eksisterende problemer. Det vil sige gør plads i organisationen til, at deres dygtighed og idéer også får betydning, fremfor at holde fast i det gamle hierarki, som har virket fint før i tiden, men som ikke bærer fremtiden i sig. Det kan du læse mere om i den tidligere artikel om generation Y og Z.

Bragt i Børsen 29.04.2019

Hvordan tiltrækker og fastholder vi de unge? Det spørgsmål er et af de mest stillede på arbejdsmarkedet lige nu – og det i sig selv viser en manglende forståelse for generationerne Y og Z. For jo, du kan godt gøre meget for at tiltrække de unge, men fastholdelse - ud fra en mere traditionel forståelse - er ren utopi. Lige nu har vi fire generationer på arbejdsmarkedet, som har forskellige holdninger til både hierarkiet og karrieren. I denne første kronik i en serie på 14 kronikker om de unge, kigger vi nærmere på forskellen mellem generationerne. Og hvad der skal til for at tiltrække de unge.

(Denne kronik har været bragt i Børsen 7.4.19 og var den mest læste på borsen.dk)

Det var mest hans udtryk, der afslørede ham.

”Jeg forstår ikke, at de ikke bare gør det, de skal! De får da løn for arbejdet og de har mange flere frynsegoder end vi havde, da vi var unge!”, sagde han. Og henover hans ansigt bølgede frustration, skepsis og forurettethed. Men alle tre var samtidig blødt op af en oprigtig åbenhed og nysgerrighed, der samlede sig i en sårbarhed, som virkede lidt fremmed i hans ellers så barske fremtoning. 

Se video og få en oversigt over alle seks generationer

Det er ikke første gang, at jeg har mødt denne kombination af frustration og nysgerrighed, når jeg holder foredrag om de unge. Faktisk er det en af de mest udbredte indvendinger jeg får, når jeg fortæller om, hvorfor de unge ER mere sårbare, udsatte og skrøbelige end nogensinde før. Men også hvorfor de har rigtig meget at byde på. Hvis man altså forstår at skabe et arbejdsmiljø, der spejler den historie, de kommer fra.

For det er jo det, der er kernen i problemet. De unge generationer er i høj grad et resultat af det samfund, vi andre har skabt og den opdragelse vi har udsat dem for. Og det giver to kerneudfordringer, når de skal indgå som en del af en organisation:

For det første evnen til at respektere og indordne sig et hierarki.

For det andet fastholdelse i et job.

Hierarki er en by i fortiden

I 1995 blev bogen “Dit kompetente barn” af familieterapeuten Jesper Juul udgivet og satte en hel lavine i gang af velmenende forældre, der ville afskaffe hierarkiet mellem voksne og børn. Kulturen var dog allerede i gang med at brede sig inden bogen udkom; den satte bare ord og begreber på trenden. Hjemme i familierne var det nemlig blevet normalt at inddrage børnene i alle typer af beslutninger, inklusiv hvor man skulle hen på ferie og selv hvor man skulle bo. Beslutninger, som børnene ikke selv havde hverken viden eller erfaring nok til at kunne mene noget fornuftigt om, men som lærte dem at forhandle om alt. Inklusiv virkeligheden. Også i skolerne blev børnene inddraget mere og mere i undervisningen og blev bedt om at mene og bestemme noget om bla. projekter, fag mm i hidtil uset grad. Og som det tredje blev de også trænet i at forholde sig til deres eget forbrug med en professionalisme, som ellers kun kan kræves af indkøbere i middelstore detailvirksomheder, hvilket har givet dem en klar oplevelse af indflydelse og magt. Disse tre vilkår har skubbet til den hierarkiforståelse, som ellers har været helt naturlig for de ældre generationer. Resultatet er, at vi har været med til at skabe et par generationer af børn og unge, der ikke er blevet trænet i at orientere sig efter et klart hierarki og som ikke har oplevet værdien og fordelene af det. Men som til gengæld igennem hele deres liv, har fået at vide, at de selv og deres holdninger var mindst lige så meget værd, som de voksne.

Problemet opstår, når de unge kommer ud på arbejdspladserne, for paradoksalt nok forventes de at indgå helt naturligt i hierarkiet uden at stille for mange spørgsmålstegn, og især uden at udfordre det til mere end blot charmepunktet. 

Resultatet er, at de enten ikke kan finde ud af det. Eller at de ikke gider. For de kan ikke se idéen i at skulle se op til en leder, som ikke viser sig som en leder for dem. Blandt andet fordi verden forandrer sig så afsindigt hurtigt, at det langt fra er de voksne, de ældre, der ved bedst. Som klarer sig bedst. Og som bedst spejler og fanger den tidsånd, der dominerer.

Tværtimod ønsker de hellere at kigge ind i deres egne referencegrupper, som har en helt anden agilitet mht markedet, uddannelsen, arbejdet og dets karakter, samt indtjeningen – selvom det sidste er mindre vigtigt. Så et traditionelt hierarki kan de sjældent se idéen i, selvom de lærer at forstå, at det er den måde en stor del af verden er bygget op omkring.

Hvad de 4 generationer stræber efter

Kigger man på forskellen i de fire erhvervsaktive generationers aspiration med deres arbejde, forstår man bedre, hvorfor der kan opstå udfordringer.

Her får du en lille quiz om hvilken generation, der stræber efter hvad. Der er disse fire aspirationer: 

Work-life balance
Frihed & fleksibilitet
Jobsikkerhed
Sikkerhed & stabilitet

Og der er disse fire generationer:

Generation Z: 1996-2010
Generation Y: 1981-1995
Generation X: 1966-1980
BabyBoomer: 1946-1965

Hvordan tror du, at de skal parres?

Se video om de fire erhvervsaktive generationers livsambitioner

Svaret er, at babyboomerne (også kaldet 68-generationen, fordi de var unge dengang ungdomsoprøret satte ind i 1968) søgte jobsikkerhed, generation X søger work-life balance, generation Y søger frihed og fleksibilitet og generation Z søger sikkerhed og stabilitet.

Måske blev du overrasket?

Mange forstår fint, at den ældste generation søgte jobsikkerhed, og forstår også, at generation X var den første generation til at ville have balance mellem arbejdsliv og privatliv, og derfor stadig har fokus på det. Der er heller ikke så mange, der bliver overrasket over, at generation Y vil have frihed og fleksibilitet, fordi det er det, der hele tiden bliver italesat om de unge. Men mange bliver overrasket over, at generation Z søger sikkerhed og stabilitet.

Den korte forklaring er, at mens generation Y voksede op uden at deres forældre eller de selv oplevede en krise, er det helt anderledes med generation Z. De er vokset op under tre afgørende forhold. For det første har den økonomiske krise, der brød ud i 2008, præget deres opvækst med en bevidsthed om, at der kan opstå mangel og usikkerhed mht jobs og økonomi. For det andet er de født ind i en politisk terror-dagsorden uden et klart venne/fjende billede, hvilket også skaber en grundusikkerhed om, hvor i verden man hører til. Og som det tredje kan lægges en afsindig udviklingshastighed på især det digitale og teknologiske område, der har haft en massiv påvirkning på vores hverdag og den måde vi skaber sociale relationer på. Resultatet er en tæt på total usikkerhed i de afgørende strukturer og systemer, som de lever på og i. Så ikke underligt, at generation Z søger sikkerhed og stabilitet.

Men.

Og det er et vigtigt men. De står samtidig på den aspiration, som den tidligere generation har. Vi mennesker har jo en tendens til at tage det vi allerede har, for givet, fordi det har udviklet sig til at blive en kultur. Derfor tager generation Z for givet, at de naturligvis har frihed og fleksibilitet, som generation Y tager for givet, at der skal være work-life balance, som generation X tager for givet, at der skal være jobsikkerhed (og det på trods over, at generation X faktisk voksede op i en tid, hvor arbejdsløshed var en vigtig faktor). Så generation Y tillader sig selv at have fokus på frihed og fleksibilitet, fordi de forventer, at de kan kræve work-life balance. Og generation Z tillader sig selv at have fokus på sikkerhed og stabilitet, fordi de som det mest naturlige kræver, at de har frihed og fleksibilitet.

Hierarkiet bliver dermed udfordret, og det interessante spørgsmål er, hvordan man skal indrette sig, for både at honorere de tidligere generationer, så hierarkiet skaber den stabilitet og sikkerhed, som et godt hierarki gør. Og hvordan udvikle det, så de unge generationer gider at være en del af organisationen.

Det findes der faktisk et meget enkelt svar på.

Vil du have deres energi? Giv dem din sympati!

Man kan nemlig godt have et tydeligt arbejds- og opgavehierarki, hvor de unge også indgår – men det skal ske under forudsætning af, at det sociale hierarki ikke fastholdes. Med andre ord dur det ikke at trække chefkortet i den personlige relation. Den unge skal opleve, at hen bliver respekteret som et selvstændigt individ, der både kan tænke og arbejde selv, og derfor bliver de inddraget med naturlig respekt, når en opgave skal løses.

Hvilket fører mig frem til det vigtigste mantra, når det gælder om at skabe en god relation til de unge: Vil du have deres energi? Så giv dem din sympati!

Herfra kan man så arbejde videre med hierarkiet.

Og det fører os over i den anden udfordring, som præger arbejdspladserne i dag, nemlig spørgsmålet om fastholdelse.

Fastholdelse

Ifølge Deloitte Millenial Survey regner kun 43% af de unge med at være i deres job i to år og kun 28 procent regner med at blive i fem år.  Blandt generation Z forventer 61 procent at blive kortere end to år. Respondenterne i undersøgelsen fortæller også, at de er skuffede over, at lederne ikke prioriterer på samme måde som de selv gør og at de ”ikke har nogen ambition udover at ville tjene penge!” 

Hvad er forskellene på de fire erhvervsaktive generationer, når det gælder deres holdning til karriere? 

Se video om de fire erhvervsaktive generationers karriereambitioner

Baby-boomerne er loyale overfor deres organisation, mens generation X er loyal overfor deres profession. Generation Y arbejder med – og altså ikke for – organisationen, mens Z’erne er såkaldt multitaskers. Hvad betyder det i en organisation? At babyboomerne ofte er gode til at identificere sig med en arbejdsplads, mens X’erne har mere fokus på at opfylde deres ambitioner gennem deres fag, og derfor gerne bliver længe i en organisation, så længe de får opfyldt deres faglige ambitioner. Y’erne ser sig selv som lejere i en organisation, så der er en vis tilknytning hvis opgaverne er spændende, mens Z’erne først og fremmest ser sig selv, som en slags pop-op virksomhed, der arbejder langt mere projektorienteret end nogen anden generation og indgår der, hvor der er brug for dem. Og hvor de har lyst til at være. Lidt smart kunne man sige, at for hvert CPR-nr i den generation, findes der også et CVR-nr.

”Hvis jeg synes, at jobbet er virkelig spændende og det er en fed organisation, så kunne jeg godt finde på at blive der i lang tid. Rigtig lang tid!” Sådan sagde en af de unge, jeg engang holdt foredrag for, da jeg spurgte, hvad der skulle til for at de ville blive der længe. Ok, det var da klar tale, tænkte jeg. Men så fortsatte han: ”Altså, jeg kunne finde på at blive der i et år, måske oven i købet halvandet år!” Nok ikke ligefrem den udgave af fastholdelse, som hans arbejdsplads havde forestillet sig. 

At forsøge at fastholde de unge, er som at kæmpe mod tyngdekraften og det betaler sig sjældent. Oftest er resultater nemlig frustration, når de alligevel bevæger sig videre. Så derfor er et interessant, åbent og fleksibelt arbejdsmiljø baseret på en ligeværdig dialog og et fleksibelt hierarki, det bedste man kan gøre. For det første fordi man dermed kan regne med, at den der forlader sørger for at finde sin egen afløser inden exit. Og dernæst er der langt større sandsynlighed for, at den der forlader, kommer igen en anden gang. Med mere erfaring og nye talenter i spil.

Vær broen 

Vi står midt i et generationsskifte på arbejdspladserne og ifølge Deloitte vil generation Y i 2025 udgøre 75 procent af arbejdsstyrken, så arbejdspladskulturen er for alvor i gang med at ændres. Derfor er der også brug for, at de fire generationer, der i dag arbejder side om side forstår hinanden og rækker ud. Imidlertid ligger ansvaret for at det lykkes især hos de ældre generationer. For det er dem, der har skabt de strukturer, der stadig er mest dominerende og derfor er det også dem, der skal være broen til de unge. Og det kan man bedst gøre, ved at være åben og nysgerrig på tre afgørende områder:

Hvem de er? Hvordan de vil arbejde sammen i fællesskabet? Og hvad de vil være med til at flytte i verden?

I de næste kronikker, vil disse tre spørgsmål blive behandlet mere indgående.  

Bragt i Børsen og mest læste d. 07.04.2019

torsdag 11. april 2019 kl. 23:35 | 1 kommentarer

Sidste søndags rekord-affaldsindsamling. En muslimsk inder og hans kærlighed til Kolkata/Calcutta. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Meget, viser det sig. For begge dele handler om en særlig form for bevidsthed, der er ved at blive allemandseje. Heldigvis!  

Han sidder i rendestenen, kun iført sit lændeklæde, og vasker sig med vand fra brandhanen. Sæbeskummet løber i en boblende strøm væk fra ham ned ad gaden og ved siden af ham står en anden ældre mand, der er ved at tørre sig efter sit bad. 

 

 - 85,1 KB

 

”De har faktisk rindende vand i husene,” siger vores guide, ”men nogle synes det er lettere at tage et bad på gaden.” I mit hoved giver denne sætning ikke rigtig mening. Men efter nogle få dage i Kolkata, har jeg overgivet mig til, at byen lever efter en anden logik end min. Hvilket jeg naturligvis var forberedt på, for det var én af grundene til, at jeg gerne ville besøge byen. ”Det er Indiens Paris, en rigtig kæresteby!”, havde min Indiensekspert, Karen Stigsen, givet løfter om. Mens andre rynkede bryn og gav advarsler om fattigdom, snavs og tiggeri – hvilket viste sig at være tomme fordomme.

For vi blev jo komplet forelskede i denne smukke by med det rolige og venlige tempo og som indtil 1911 var Indiens hovedstad under navnet Calcutta; et navn, der først i 2001 blev ændret til det bengalske Kolkata, som en ekstra markering af frigørelsen fra det britiske styre. Fra morgen til aften var vi omgivet af en særlig varm og gylden æstetik, der er svær at beskrive, og nok mest skal opleves, ligesom den sympatiske stemning af tilbagelænet venlig coolness. Vi vandrede rundt på de gamle smalle stræder mellem de halvhøje huse i portugisisk kolonistil, der fremstod med en fremmed værdighed i al deres pompøse slitage, og fandt vej i gadernes uendelighed af kringelkroge, der bragte os ind og ud af markeder, der alle var rene farveeksplosioner i et ordnet kaos af eksotiske madvarer, og frem og tilbage fra synagoger, templer, kirker, moskeer og andre religiøse huse. Vi fik chai-te serveret i små rå lerkrus på flere gadehjørner, smagte os igennem ubestemmelige bagværk, fritureudgaver af alt muligt, bænkede os ved flere gadekøkkener, så gamle victorianske mindesmærker, museer, parker og indtog i det hele taget byen på mange forskellige måder. 

Og alt dette skete, fordi Iftekhar Ahsan i 2007 fik sat menneskeben på sin drøm ved at skabe guidefirmaet Calcutta Walks, som tager turister med rundt på kulturelle vandreture i byen med de vildeste nørder som guides, der lader til at vide ALT om byen. Fire år i træk har han vundet TripAdvisors Certificate of Excellence,så hans idé har vist sig at holde: Jo, vi andre elsker også hans by, når vi lærer den at kende gennem hans kærlighed til den, og jo, der skal passes på den. For i sidste ende handler det meget mindre om mursten og mindesmærker, og meget mere om de mennesker, der engang skabte historie og de mennesker, der i dag lever og skaber den. 

Men mest af alt handler det om at leve bæredygtigt i pagt med andre og kloden. Derfor vil han også skabe en bevægelse, hvor byens forfaldne huse får liv og værdighed igen ved at blive sat i stand. Mange af de gamle smukke huse står nemlig og forfalder, fordi lejen pga loven ikke bliver reguleret løbende, og det betyder, at alt for mange lejere betaler latterlige beløb for mange kvadratmeter, hvilket igen medfører, at ejerne ikke gider at vedligeholde. Og da lejerne kun er lejere, gider de heller ikke. 

Men Ifte gider godt. Og derfor har han som et eksempel skabt det lille vidunderlige Calcutta Bungalow, som engang var en gammel kasse af forfald, og som i dag er det smukkeste boutique hotel, skabt af kasserede materialer. En lille perle af værdier om bæredygtighed, som inspirerer hele verden, når den kommer på besøg.

Hans tanker og handlinger er helt i takt med den gryende verdensbevidsthed om balance og gensidighed, som især de yngre generationer er optaget af. Retail Institute Scandinavia har lavet en undersøgelse blandt de unge, der viser, at 75 procent af generation Y (født mellem 1980-1995) og 83 procent af Z’erne (født mellem 1996-2010) mener, at et brands eller et produkts bæredygtige profil er vigtig i forhold til at ville købe deres produkter. Dette fokus er blevet personificeret af den svenske skoleelev og klimaaktivist, Greta Thunberg, som i august sidste år startede den første skolestrejke for klimaet foran Riksdagen i Stockholm og som i dag er blevet nomineret til Nobels Fredspris. 

Dette er en reaktion på, hvordan den moderne verden producerer en afsindig mængde af skrald, blandt andet fordi vi (endnu) ikke er tvunget til at genbruge særligt meget. Selvom Danmark har en ret disciplineret kultur med hensyn til skrald, var der ikke desto mindre god brug for de 200.000 mennesker, der i søndags gik rundt med plastiksække med grønt logo på og samlede gamle McDonald ketchup-poser, dildoer, cykelstyr og åbenbart også et klaver ind, så skraldet kunne komme væk fra naturen og ud til en forbrændingsanstalt. Eller videre til en ny ejer. 

Så jo, bevidstheden om helhed, om ansvarligt forbrug og om den gensidighed, der er nødvendig, hvis vi skal kunne blive ved med at leve sammen på den samme klode, er stigende. 

Derfor er mennesker som Ifte og Greta fremtiden. Og initiativer som affaldsindsamlingen. Det vi alle skal hengive os til er bevidstheden om, at verden ikke er til for os – men derimod at er vi en del af verden, så hvis jeg shitter den, så shitter jeg lige så meget mig selv. I forlængelse af dette, må Branson, Musk og de andre iværksættere også meget snart diske op med en flyver, der ikke sviner, så vi ikke bare skal møde hinanden og udveksle idéer om bæredygtighed gennem en fremmedgørende elektronik, men derimod kan sidde i samme rum og skabe den nye verden. Sammen. 

Kronik bragt i Jyllands-Posten d. 06.04.2019

torsdag 11. april 2019 kl. 23:25 | 0 kommentarer

Vi sad på mit kontor, mens mørket hang udenfor vinduerne og det var tæt på julen, så vi ville lige ses og kalibrere hinanden inden året gled helt ud af vores tastatur.

”Fuuuuck”, var nok mit første ord til hende, da hun spurgte, hvordan det egentlig gik. For året havde bevæget sig på trekantede hjul. Hver eneste gang jeg møjsommeligt havde hevet nogle resultater hjem og følte, at nu – endelig! - var der ved at være lidt glid i tingene, klaskede det lige ned på en lang tung flade af absolut ingenting og så stod jeg stille. Igen. Så jo, jeg var pænt træt af året, livet og mig selv.

Hun anbefalede mig at læse Rhonda Byrnes ”The power”. Jeg trak mundvigene nedad og kneb øjnene sammen i snobbet foragt. Ja, nikkede hun, den er alt det, du tænker – men den virker! Jeg hostede tørt. Slog den op på Storytel og begyndte at lytte til den, da jeg kørte hjem.

Alene forfatterens egen stemme var lige til at begå selvmord af og hendes metodiske gentagen af de samme budskaber, var kvalmefremkaldende. Men mindre end en time efter, at jeg havde ploppet headsettet i ørerne, begyndte bogen at virke. Lige så sikkert som to panodiler på en hovedpine. To timer inde i bogen bestilte jeg den danske papirudgave. Som jeg lavede så mange æselører i, at bogen blev dobbelt så tyk. 

Budskabet er kort: Alt er kærlighed, så overgiv dig til det og mærk livet, som det er meningen, der skal være: Magisk og sjovt. Og det starter med at føle taknemmelighed. Den konstante hjernevask gjorde, at først ændrede jeg mig. Siden mine omgivelsers reaktion på mig. Livet blev lettere. Sjovere. Flere gode ting skete.

Efter nogle måneder forsøgte min modelnørdeside at perfektionere metoden, så den blev endnu bedre og sikrere. En masse tests førte til fire trin, som hver gang har vist sig at gøre panodil-tricket. Nogle gange tager det uger, andre gange blot minutter. Men uanset kræver det af mig, at jeg er disciplineret, vedholdende og fokuseret.

Første trin er at føle taknemmelighed, så hjertet åbner sig og blive blødt og modtageligt. Ifølge Robert Emmons, psykolog og den førende forsker indenfor taknemmelighed, stiger vores lykkeniveau med 25 procent, hvis vi i tre uger skriver ned, hvad vi er taknemmelige for. Hver dag har sine særlige ting, som man kan takke for, men med tiden kan man faktisk ende med at gå i en konstant rus af taknemmelighed over at der fx er strøm i kontakten eller rindende vand i hanen. 

Trin 2 frigør os fra irritation, vrede, misundelse eller hævnlyst gennem tilgivelse. Tilgiv alle de, eller alt det, som ligger og trækker på din energi. Sig det højt. Selvom du ikke nødvendigvis kan mærke frisættelsen, så virker det alligevel energetisk.

Nu har du plads til trin 3: Vær generøs. Med din omsorg, omtanke, hengivelse, anerkendelse, opmærksomhed og kærlighed overfor andre. Giv et like til en du misunder. Lad en anden komme ind foran dig i køen. Giv alt det gode væk, som du selv savner – og opdag, hvordan trin 4 begynder at ske af sig selv!

Trin 4 er nemlig hengivelse til selvkærlighed. Jo, du er faktisk et ret vidunderligt menneske! Lad det gennemstrømme dig, lad også vi andre få glæde af det. Så du kan mærke taknemmeligheden over, at du er i live….osv. 

Taknemmelighed. Tilgivelse. Generøsitet. Selvkærlighed. TTGS.

Det er ingredienserne i livssmertens panodil. Eller måske federe: Det er livsglædens eliksir! Som samtidig giver dig den vildeste energetiske udstråling, så du også begynder at modtage, hvad du gerne vil have i dit liv.

Lyder det, som det værste selvhjælpsbogspis? Ja, SELVFØLGELIG gør det det!!! Men det er lige meget. For det virker. Hver gang. Igennem hele 2018 øvede jeg mig på det – og det år var en fest ift året før! 2019 bliver helt sikkert endnu bedre. Men altså - test det selv. Og se, om ikke også dit liv er sjovere på runde hjul…

Kronik bragt i Femina 13.03.2019

mandag 25. februar 2019 kl. 11:03 | 0 kommentarer

Tag et frivilligt ansvar nu – eller bliv tvunget til det senere! For verdens tilstand vurderes til at være to minutter i dommedag. Et besøg i Kolkata/Calcutta viste, at man ikke behøver at være på Elons Musks niveau, for at gøre den forskel mange taler om. Iftekars filosofi, der baserer sig på enkel kulturudveksling og praktisk bæredygtighed, er noget vi alle kan kopiere. Gensidighed er nøgleordet. (2. mest læste på borsen.dk den dag)

”Mine børn skal ikke gå i skole!”

Vi sidder på sengene i et af de smukke værelser i hans boutiquehotel Calcutta Bungalow. Alle værelserne har et tema og når man kigger rundt på væggene og hylderne, er man ikke i tvivl: Det er skomageren, der hersker her.

”Hvorfor ikke?” Min veninde og jeg siger det forskudt med et enkelt sekund imellem.

”Fordi de overhovedet ikke lærer det, de skal, i en skole i dag! De lærer at regne og stave, de lærer hvor landene ligger i verden, men de lærer ikke de ting, som betyder noget i livet. De lærer ikke hvordan man har en sund husholdningsøkonom, de lærer ikke, hvordan vi passer på miljøet og naturen, de lærer ikke hvordan man er sammen med andre mennesker og de lærer ikke noget om sig selv! Min mor er det klogeste menneske jeg kender, og hun har ingen uddannelse. Men hun forstår mennesker og hun forstår livet og hun giver mig altid de bedste råd. Om alting!”

Ifte smiler stort og hans ansigt lyser op. Igen. Han er i slutningen af 30erne, men hele hans væsen udstråler en interessant blanding af oldingevisdom, let social indignation og barnlig glæde. Noget der kunne virke mærkeligt på alle andre end lige ham.

For man skal ikke være sammen med ham mange minutter før man bliver inddraget i både hans verden og livsfilosofi. Og man skal ikke vide meget om tidsånd og trends, før det bliver klart, at han holder fremtiden i hånden. Det han gør, er det, som flere og flere kommer til at gøre i fremtiden. Som virksomheder kommer til at adoptere. Som regeringer forhåbentlig kommer til at lovgive om. Og som man allerede nu kan vælge at gøre frivilligt og med lyst, eller senere blive tvunget til at gøre i modstand. Og det han gør er i virkeligheden uhyre enkelt tænkt, men svært at udføre, fordi det går imod den herskende livsform.

Ifte, som han bliver kaldt, både forstår og udlever nemlig kombinationen af balance og forbindelse. Balance i forbruget, så det ikke skader klimaet og miljøet, og forbindelser mellem mennesker gennem kulturel udveksling.

I 2007 fik Iftekhar Ahsan sat form på sin store kærlighed til sin by, Calcutta, i dag kaldet Kolkata, der indtil 1911 var Indiens hovedstad under det britiske styre og samtidig centrum for kultur, uddannelse, videnskab og politik. I dag har den et blakket rygte som et smogindsvøbt hul i jorden fyldt med tiggere. For at vise verden, at byen stadig byder et vidunderligt univers af netop kultur og historie, skabte han Calcutta Walks. Fire år i træk har han vundet TripAdvisors Certificate of Excellence og er i øvrigt blevet anmeldt overvældende godt i medier som New York Times, Financial Times, Wall Street Journal, National Geographic og CNN, hvilket ikke kommer bag på en, når man først selv er blevet taget med rundt på deres særlige ture på gåben med en af deres guider.

Heldigvis er der flere rejsebureauer rundt omkring i verden, der af samme årsag har lagt mærke til konceptet, og også her slår hans moral igennem, for efter at hans samarbejdspartner Grace Tours gjorde hans ture kendte herhjemme, blev han ikke overraskende kontaktet af flere andre, som han afviste af loyalitet overfor det bureau, der først havde taget en chance med ham og levede dermed op til hans egne værdier om relationer før økonomi. Og de er virkelig noget særligt. For det første er alle guiderne de vildeste nørder, der ved de mærkeligste og mest interessante og overraskende ting om byen, menneskerne, kulturen og historien. For det andet får man lov til at komme helt med ind i folks private hjem, ind i køkkenet hos streetfoodhytten, ind i baglokalerne til de mange forskellige religioners templer, i nedlagte gamle gårde i forfaldne men skærende smukke gamle bygninger. Og en aften var vi oven i købet med i køkkenet hos en af guidernes kone, der for tiden bor hos sin mor, fordi faren døde, og her lærte vi at kokkerere på indisk og udvekslede historier om livet (og især om mænd og kvinder). For det tredje kan man ikke undgå at blive smittet af deres ubetingede kærlighed til byen og menneskene og der bliver hilst varmt på dem uanset hvor de kommer hen. Set udefra er kodeordet respekt. For det vi besøger og de mennesker, der repræsenterer det. Og derfor går respekten begge veje.

Økonomisk er de ikke blevet millionærer. Men på livskvalitet er de, siger de selv. Og de penge de har fået i overskud, har han investeret i en gammel ejendom, som han nænsomt har sat i stand ud fra en bæredygtig filosofi om genbrug af gamle materialer. Resultatet er blevet et af de smukkeste hoteller jeg nogensinde har boet på. Ikke fordi det er prangende fancy, men fordi æstetikken er så gennemført lækker og gennemtænkt og miljømæssigt sympatisk, at det bare gør en glad at være der. Også dette projekt har et større formål. Byen er nemlig præget af mange forfaldne huse, fordi lejerne ikke bliver reguleret i deres husleje, og derfor vedligeholder ejerne sjældent husene, da det ikke kan betale sig. Lejerne gør det imidlertid heller ikke, fordi de ikke kommer til at eje forbedringerne, så der er et væld af smukke ejendomme, der er mere end 100 år gamle, som bare står og bliver slidt op af mennesker og tid. For at sætte en bevægelse i gang, købte han derfor ejendommen og kan nu gå foran og vise, hvordan de gamle huse kan komme til live igen.

Så Ifte tror på mennesker og bæredygtighed. Og hans midler er formidling af kultur og intelligent genbrug. Indien er verdens andet største land med 1.3 mia indbyggere, hvoraf en femtedel lever under ekstrem fattigdom, så der er mange vilkår, der skal forbedres, før de er på niveau med fx Danmark. Men selvom vi herhjemme lever langt bedre mht de økonomiske vilkår, er vi fattige på de indre linjer. For utallige undersøgelser viser gang på gang, at stress er en folkesygdom, at en femtedel af os får en depression, at op til 30 procent lider af angst, at flere og flere lider af ensomhed og at omkring 50 procent sover dårligt om natten, fordi de er bekymrede og stressede, så selvom vi kan sætte mad på bordet flere gange om dagen og har senge at sove i, så trives vi ikke så godt, som vi kunne forvente under de gode betingelser, vi ser ud til at have.

Der er altså noget i vores livs- og samfundsbalance, der ikke er kalibreret. Og det lader til at de yngre generationer forstår alvoren bag de nødvendige ændringer, der skal til, bedre end de generationer, som har skabt de strukturer vi lever under i dag. Strukturer der på papiret skaber rigdom, men som efterlader de mennesker og den klode, som de skulle tjene, fattigere og værre på livskvalitet. Metoden virker altså ikke på lang sigt og det har de unge gennemskuet. Når man læser undersøgelser om generationerne Y og Z’s værdier og taler med dem for at afdække, hvad de drømmer om, er der nemlig en overvældende stor andel, der vil det samme, som det Ifte allerede lever. Og der er meget der tyder på, at verden har brug for det. Svenske Greta Thunberg på blot 15 år er en de seneste unge, der er løbet med verdens opmærksomhed, fordi hun under klimatopmødet i Polen i december 2018 skældte verdens ledere ud for ikke at tage ansvar. ”I er løbet tør for undskyldninger og vi er ved at løbe tør for tid!”, sagde hun.

Den globale opvarmning er ved at være anerkendt bredt som et faktum, oceanerne lider under afsindig plastikforurening, naturen lider under udpining af ressourcer og ligeledes forurening, flere og flere dyrearter bliver udryddet og mennesket selv er ved at stresse sig selv til døde, så klodens liv er ikke ligefrem præget af en bæredygtig levestil. Faktisk viste dommedagsuret i januar i år, skabt af Bulletin of the Atomic Scientist, der bla består af 15 nobelpristagere, at verdens tilstand kun er to minutter i dommedag, hvilket ikke kun skyldes truende sammenbrud af internationale aftale og politiske sammenslutninger, men også truslen der kommer fra klimaforandringerne, bioteknologien og it.

Så vi er to minutter fra den totale udryddelse.

Og vi er flere mennesker i verden end nogensinde før, hvilket betyder at konsekvenserne af problemerne naturligvis også påvirker langt flere mennesker end tidligere. Der er derfor ikke meget der tyder på, at bæredygtighed længere er et valg, som vi kan tilslutte os frivilligt, hvis vi orker det. Vi skal handle bæredygtigt, hvis vi skal overleve, og derfor kunne det give mening at tale om bære-nødvendighed, der burde indføres hele vejen rundt i alt hvad vi gør og tænker. Lige nu handler vi nemlig - ironisk nok - alt for meget som en bunke uansvarlige teenagere, der har fået lov til at holde fest i et smukt hus, og som efter en lang nat har trashet det fuldstændig og nu står på gaden og diskuterer, hvor man skal tage hen og holde afterparty.

Ifte er heldigvis ikke det eneste menneske, der tager et selvstændigt ansvar for at forbedre klodens tilstand ved at mindste både de kulturelle forskelligheder, som potentielt kan bruges som undskyldning for krig, og ved at tænke bæredygtigt, når det kommer til forbrug. Men det jeg elsker ved hans eksempel er, at det netop ikke er kæmpe stort. Han er ikke Elon Musk, der skaber nye bilmærker og vil bebo Mars. Han taler ikke i FN og vil skabe fred på hele Jorden gennem en kæmpe organisation. Han laver ”bare” gåture rundt i sin egen by og sætter et enkelt hus i stand, der kan huse de mennesker, der gerne vil gå rundt i hans by. Han er meget tættere på alle os almindelige mennesker, der basalt set lever helt gennemsnitlige liv, men han gør noget hver dag, der helt praktisk er med til at sænke os måske et enkelt millisekund fra dommedag. Og jo flere vi gør det, jo længere fra dommedag kommer vi. Og her har svenske Greta jo ret: Vi kan ikke være bekendt at aflevere en klode til vores efterkommere, der er så meget i ubalance, som den er nu.

Det gør ham til et brugbart eksempel for inspiration for os alle sammen. For ikke alene bruger han sine vågne timer på at skabe en ny virkelighed, som han selv kan stå inde for; han forsøger også at træne sine egne efterkommere til at få en bedre fornemmelse for, hvad livsbalance betyder. Ved at inddrage sine børn i sin hverdag, i stedet for at sende dem i skole, lærer de hvordan de indgår i en større praktisk sammenhæng, og det har vi brug for som fællesskab. Naturligvis har alle på ingen måde mulighed for at selv at undervise sine børn. Men det er faktisk heller ikke det, der er pointen. Det er, at han har taget et bevidst valg om, hvad han gerne vil sende videre frem i tiden.

Og lige dét kan vi godt alle sammen tage et ansvar for. Det kan vi praktisere i vores daglige indkøb og det kan vi praktisere dagligt i vores samvær med andre mennesker. Skåret ind til benet handler det om at leve efter et enkelt begreb: Gensidighed. Gensidighed skaber balance, der kommer af at forstå, at vi alle har et personligt ansvar for at give og tage i respekt for en ligeværdig udveksling.

Kronik bragt i Børsen søndag 24. februar 2019

torsdag 21. februar 2019 kl. 13:31 | 0 kommentarer

Et møde med den geniale kunstner Mille Kalsmose er et møde med kosmiske relationer

Pludselig står hun der på mit kontor. Høj. Lyshåret. Skindbukser. Med en insisterende, inciterende energi. Og flere grin efter hinanden, mens vi meget hurtigt kommer på bølgelængde. Som om vi fortsætter en samtale, vi ikke tidligere har begyndt.

Hun er kommet for at hente en af mine bøger, der ikke længere kan købes. Men jeg har nogle stykker liggende og det bliver starten på en rejse ind i hinandens verdner. Vi deler interessen for os’et, vi’et, de andre plus mig. Relationer er hvad vi begge står på. Står i. Og snart har vi selv skabt en forbindelse, der skaber bro mellem sociologiens mange narrativer og hendes vilde verden af udtryk, aftryk, der uundgåeligt trykker sig ind i beskueren. Deltageren. Det andet menneske.

Da jeg nogle dage senere besøger hende i hendes hjem, åbenbares det hvordan hun er i stand til at skabe værker, der konstruerer statistikkerne over vores moderne ubalancer og inkontinuitet ind i former, der i fjer og farver og anden materialitet, på samme tid spejler frustrationerne og de længsler efter sammenhæng, som ligger i vores kød og sind, men som ikke har fået ord endnu. Og hvordan hun helt u-skandinavisk er en brønd af universel sanselighed, der glider ind under alle vores rationelle forbehold og fylder os ud med en subtil levendehed.

Jeg er betaget. Og vi holder kontakten. Det ene øjeblik er i hun i New York. Det næste i Hong Kong. Det tredje et tredje sted. Men vi holder kontakten.

 - 70,3 KB

I Vesten har vi aldrig været mere pressede. Indeni. Afsindige tal på stress, angst, depression, selvmord, søvnløshed og ensomhed afspejler den maskinlogik om effektivitet og binær målbarhed, der har fået lov til at dominere de menneskelige ambitioner alt for længe. Og som har fremmedgjort os i vores relation til verden. Til os selv. Fraværet af den ontologiske sikkerhed, den sikkerhed i vores egen væren, som vores relationer og vores bidrag, burde give os som en selvfølgelighed, er blevet en flygtig størrelse. Og vi lider. Og længes.

Efter at føle os som en del af en større sammenhæng. En meningsfuld større sammenhæng. En meningsfuld større og stabil sammenhæng. Engang var vi selvskrevne medlemmer af de bundne fællesskaber, som vi blev født ind i og hvor hierarkiet, reglerne og status var givet fra fødslen af. Det gav ro, fælles styrke og sociale og kreative begrænsninger. I dag flyder vi rundt i frie neo-tribale fællesskaber med regler vi selv skal vedtage, opgaver vi selv skal skabe og båret af en fælles tillid til hinanden. Det er smukt. Vidunderligt. Kreativt eksploderende. Men også meget meget sårbart og flygtigt. 

Da jeg besøger Mille næste gang, har hun på forunderlig vis sat dette på form i hendes værk Cosmic Family. Hendes hjem er ikke længere en trendy lejlighed i indre by, men derimod et stort hus i en gammel fin forstad, hvor der er blevet plads til installationer. Lyd er blevet en ting for Mille. Og jeg lytter til universets sang, sådan føles det i hvert fald, da hun sætter noget planetmusik på, som svøber sig ikke alene om os to, der står i rummet, men også om meteoritter og træstykker, der skaber en saturnisk energiring og sender min bevidsthed i frit omløb med alle universets fortællinger.

Et stykke fremmed planetsten kalder på mig. Jeg tager det op. Mærker den ru overflade, mærker den mod mine læber, sanser vibrationerne fra ydre rum, tænker at vi mennesker med al vores rationale og naturvidenskabelige beviser i stedet burde finde mening i at indgå i en sammenhæng, der langt kan overstige vores videnskabelige fantasi, for så ville vi måske føle os mindre isolerede, mindre alene, mindre fortabte og i stedet føle os forbundne. Færdige. Hele.

Jeg lægger den ned igen. Tager et af træstykkerne op.

Elsker fornemmelsen af hvordan noget, der materielt er hårdt, føles lige blødt som den dunede barnekind, man strejfer, når man tager sådan et lille væsen i sin favn. Jeg opdager, at det er et stykke af et gelænder, dette gamle mørke glatte træ, der har ladet tusindvis af hænder, berøre sig, der har samlet på måske millioner af historier på vej op for at blive levet og på vej ned for at blive glemt, og alle er de lagret i disse fibre af fortællinger, der ved hjælp af rummets lyde, måske frigøres og afstødes en efter en, så vi andre kan forbinde os med dem og blive mindet om, at vi til stadighed selv er stjernestøv. Og at vi alle er en og den samme.

Vi drikker te. Sidder i køkkenet. Griner. For det gør man meget med Mille. Og pludselig hiver hun mig op og vil vise mig de første spor af et nyt værk, som hun er i gang med at udvikle.

Fra det sekund mit blik åbner sig for værket, er jeg fortabt. Forelsket. Fortryllet. Dette forstadie til værket Collected Minds taler på alle måder taler til kvinden, skribenten, moderen, sociologen, datteren, præstinden og heksen i mig. Foran mig en ramme. En skarp metalramme. Hård, firkantet, ren, kvadratisk, stående, hvilende i sig selv. Med en gylden blødhed, der reflekterer lyset og drømmene, mens den bærer en flygtig sprødhed i de bladlette papirer, der har fundet hjem i hver deres kvadrant. Et helt særligt antal familier i det sikre samfund, som rammen bærer for dem. Den perfekte sammensmeltning af det feminine og det maskuline. Et helligt bryllup af arketyper, der perfekt balanceret både fortæller om den begrænsning og den frihed, som vi mennesker i dag befolker vores liv med.

Det er som om historierne, længslerne, drømmene, forlader papirerne og metallet, og kysser mig blidt på panden som en blød brise af menneskelighed i alle afskygninger. Og jeg rækker ud og frem og vil mærke papiret, vil mærke messingen og jeg ved, at værker først bliver færdigt, når vi mennesker har berørt det med vores sjæl, men allerede nu lever det mere end mange af de mennesker, der måske en dag kommer til at lægge deres liv i denne konstruktion af fællesskab og relationer.

Hvis jeg kunne ville jeg have dette værk i mit hjem. Og hver dag fylde et blad ud med historier om de mennesker, jeg møder. Åh, jeg ville også lægge mine egne historier om kærlighed og svigt, succeser og fiaskoer, vundne og tabte relationer, ind i dem, og min dagbog over vores eksistentielle vilkår ville få en materialitet, der kunne røre, vitterlig røre, dem der rakte ud for at mærke Papir&Metal i perfekt harmoni.

Men jeg kan jo ikke have værket stående. Så i stedet er det flyttet ind i min bevidsthed, den er blevet en del af min sjælesky, som jeg besøger, når jeg søger tilflugt fra hverdagens prosaitet og absurditet, for her er der en menneskelig kaotisk orden i livets uregerlighed og det giver luft og ro på samme tid.

Mille har fortalt. Om hendes manglende relationer i hendes ophav. Og hendes forsøg på at skabe den samme form for metalramme omkring hendes tilhørsforhold ved at skabe ritualer. Hun har brug for denne symbolske virkelighedsskabelse, der kan skabe ro og hjemlighed inde i hende. Men det har det moderne menneske. For vi lever i et samfund af popcornhjerner og syrehjerter. Denne højt besungne individualitet italesættes, fejres, afgudedyrkes, men i stedet for at frigøre dem, os, gør den mennesker til enkeltflyvende papirer, der visner op i intethed.

Collected Minds indfanger disse papirer, giver dem et hjem og en stamme, og hjertet får balsam og hjernen får ro, og sådan skabes en modgift mod det moderne samfunds hjemløshed. Med tiden vil værket blive til et arkiv over Universets sjæle spundet sammen i en fælles DNA-streng af evigt liv.

Hvis vi vil, kan det blive bostedet for det moderne ritual, der spinder alle vores historier sammen til en fælles fortælling om menneskelighed, og dermed bliver et bibliotek over medmenneskelighed. En portal ind til de største længsler, den største udgave af denne inkarnation, og måske den næste, så værket ikke kun er af denne verden, men også spænder over tidsløshed, fordi vi mennesker altid først og fremmest er relationer. Uden de andre er vi ingen, og vores energi vil forsvinde for altid ud i mørket. Men her bliver den lagt ind med kærlighed i de sprøde sider og for altid bevaret af det gyldne stål. For relationer er det første vi møder og det sidste vi forlader. Og det forstår Mille.

Hun forstår også, at æstetik ikke blot handler om overfladisk forskønnelse. Overfladisk er det, at tro det. Det moderne menneske tror alt for meget på rationalitet, og glemmer, at det er vores sanser der vurderer, om noget er sundt, godt for os – eller ikke. Sådan har det været siden vi fik hjerter der slog. For det har til alle tider været en overlevelsesstrategi for menneskeheden. Både at udtrykke sig sådan. Men i endnu højere grad at orientere os efter det. Æstetik kan med held gøre os klogere, skarpere, ændre vores emotioner, styrke vores sanser og selv vores immunforsvar, og det kan skabe bro mellem mennesker og mere end det, det kan ganske enkelt skabe fællesskaber, der deler adfærd og historie. Og som transcenderer ethvert sprog, enhver tanke, enhver stamme, for sanserne deler vi før vi deler noget andet, og det gør os fælles.

Æstetik er historier om mennesker. Og det er præcis hvad Mille skaber hver eneste dag. Mens hun samtidig skaber fremtiden. For hun sætter form på det, som kun lige har pustet os i nakken – og åbner vi øjnene, åbner vi vores sanser, kan vi høre, hvad værkerne fortæller om, hvem vi er på vej til at blive…

Denne tekst er bragt i Mille Kalsmoses bog om hendes kunst. Se mere om hende og nyd hendes værker på her

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign