tirsdag 23. august 2016 kl. 06:56 | 0 kommentarer

Ved du hvad HSP er? Hvis ikke, bør du nok sætte dig ind det, hvis du vil give dig selv en mulighed for at være forrest i markedet. Både med hensyn til produkter/ydelser og når det gælder om at skabe et arbejdsmiljø, der fastholder og tiltrækker de dygtigste medarbejdere, fordi atmosfæren ikke blot er social venlig, men også kreativ, udviklende og engagerende.

HSP står for Highly Sensitive Person og begrebet blev opfundet af Elaine Aron i midten af 90erne. Det er endnu en slags karakter-betegnelse dannet af bogstavkombinationer. Vi har set dem myldre frem de seneste år, der kan ses, som endnu et symbol på et samfund, der elsker at kategorisere alt ned til mindste detalje, for at skabe en illusion om, at vi kan overskue og dermed styre virkeligheden i den retning, som vi selv ønsker den skal udvikle sig i.

De fleste alfabet-diagnoser trækker fra i en jobsamtale, fordi der er en forventning om, at de også vil trække fra på bundlinjen, men HSP kan faktisk blive en organisations redningsplanke i et marked og et samfund, der lider af kronisk innovationsfeber. Hvorfor? Fordi de ved at være netop særligt sensitive, mærker hvad der er på vej, før så mange andre.

HSP kan give sig udslag på mange forskellige områder, men fælles for mennesker, der lever med dette vilkår er, at de gennem deres særlige følsomhed overfor omverden, lader sig påvirke af meget mere, end det, som gennemsnittet af befolkningen gør. Dvs de fungerer som (ufrivillige) seismografer over alt, der bevæger sig i samfundet, og netop bevægelser er grundlaget for forandringer og udvikling. Udfordringen for den enkelte ligger i, at denne følsomhed på mange måder udsætter dem for at være i en tilstand af kronisk udmattelse, hvis ikke de selv har udviklet startegier til at holde verden på afstand, når de skal rense ud i de overvældende mange indtryk. Ophold i naturen, sport og meditation er udbredte renselsesstrategier, fordi det ikke alene går ind og renser hjernen, men også sanserne, som i høj grad også er på overarbejde i en almindelig hverdag i et moderne samfund, der er præget af en hyperhøj buzz – på alle områder!

Man siger populært, at 50% af de jobs der eksisterer om 10 år, ikke findes endnu. Tallene varierer afhængig af hvilken guru eller undersøgelse, man holder sig til, og ingen ved det alligevel med sikkerhed, så det fælles budskab bag, man skal lægge mærke til er: Vi udvikler os som samfund så hurtigt i dag, at vi ikke kan forudse hverken hvilke produkter, ydelser og medarbejdere, vi har brug for i fremtiden.

Derfor er det vigtigt for alle typer af organisationer, at have mennesker, der er beriget med en særlig følsomhed overfor de strømninger, som vi alle er underlagt, og som kan betegnes som en særlig form for kollektiv bevidsthed, som langt fra alle er i stand til at tappe ind i. Som virksomhed skal derfor ikke blot tænke i at ansætte mennesker med HSP; man skal også tage konsekvensen af det og skabe nogle rammer, som understøtter de særlige behov for tilbagetrækning og kompleksitetsreduktion, som de har brug for. Ellers er der risiko for stressnedbrud mm, og det tjener hverken den enkelte, afdelingen eller økonomien.

De fleste organisationer er i dag præget af det, man kan kalde for lineær kreativitet, der baserer sig på hierarkiske, rationelle og successive processer, hvor man gerne vil gå fra problem A og direkte til løsning B. Det er imidlertid en gammeldags måde at arbejde med udvikling på; i stedet skal man tænke i organisk kreativitet, hvor man definerer problemet/behovet åbent og derfra trækker på mange forskellige mulige måder at løse det på, uden at have en klar idé om, hvor processen/løsningen skal ende.

Tværtimod handler det om at skabe så tilpas løse rammer om processen, at man kan inddrage især uventede fagligheder, markedsinformationer, kulturelle påvirkning osv, som får lov til at gå ind og ud og ind igen i de mulige løsninger, så processen får plads til at bevæge sig i mange forskellige retninger, inden man lander på et resultat. I mange tilfælde et helt andet sted end man selv var i stand til at forudse.

Man kan tale om at man stiller sig til rådighed for processens egen intelligens, mere end at man styrer evolutionen frem mod et særligt resultat. De fleste banebrydende opfindelser er sket gennem en særskilt kombination af fornuft, logik, sanser og følelser, der hver især har afspejlet forskellige indgange til fællesskab, identitet, behov og vilkår. HSP’ere kan i denne sammenhæng optræde som ikke blot katalysatorer til nye og kreative indgange til løsningen, men i høj grad også som den lim, der bringer alle enkeltdelene sammen i et resultat, der på forunderlig vis får alle enkeltdelen til at falde sammen i en helhed, der giver mening udover det logiske.

Ifølge Aron er 15-20% af befolkningen særligt sensitive og det betyder, at der med garanti allerede er flere i din organisation, der har denne særlige disposition. Du kan måske genkende dem ved, at deres arbejdsplads er mindre rodet end gennemsnittet, at æstetikken er mere fremtrædende, at de ofte arbejder intuitivt og evner at tænke på tværs af det gængse, at de er meget påvirkelige overfor stemningen i lokalet, at de ikke bryder sig om, hvis der sker mange ting på en gang, at de bliver mere forskrækkede over pludselige høje lyde osv. Måske genkender du dette ved dig selv?

Vores kultur har en tendens til at se særlige træk, som en belastning for fællesskabet, og det på trods af, at vi siden 80erne har hyldet individualiteten. Tiden må være mere end moden til at vi i stedet begynder at sam-arbejde vores mange forskellige evner, så vi formår at lave ægte samskabelse, ved at trække på de mange ressourcer, som vi mennesker byder på. I mange generationer har vi hyldet handlekraft, resultatorientering og no-bullshit-typer, der kunne flytte varer og ideer hurtigt og effektivt.

Men kombineres de egenskaber med en særlig følsomhed overfor det endnu udefinerbare, der påvirker os på de usynlige linjer, har vi det stærkest mulige udgangspunkt for bæredygtig udvikling.

Derfor: Kig efter de HSP’ere I har i organisationen og hjælp dem til at bidrage så meget som muligt, ved at skabe de bedste vilkår for dem. Også. 

Denne kronik blev bragt i Børsen søndag 24. juli 2018. Det er den fjerde i en serie af seks, som jeg har skrevet om det moderne menneskes vigtigste egenskaber for at være et helt menneske på jobbet. Vil du vide mere? Så er mit foredrag Fri os fra succestyranniet måske noget for dig og din organisation.

 
mandag 1. august 2016 kl. 09:31 | 0 kommentarer

40% af al sygefravær kommer fra stress, depressioner og angst.

Hvad tænker du, når du læser dette?

At det er et afsindigt højt tal for et samfund, der er så udviklet som vores? At ledelsen i mange virksomheder svigter sine medarbejdere? At folk er svage og at der er gået modediagnose i den? Eller måske en hel fjerde grund?

Uanset hvad grunden end er, er jeg til gengæld ikke i tvivl om, at disse tal hænger ufravigeligt sammen med det, som jeg betragter som det moderne menneskes største udfordring:

Fraværet af ontologisk sikkerhed.

Ontologisk sikkerhed betyder i bund og grund, at man føler sig sikker i sin egen væren. Altså at man har tillid til, at man selv er placeret med sikkerhed i det samfund, som man er en del af og at ens eksistens dermed er grundlæggende sikret. Det handler først og fremmest om en følelse af sikkerhed; en slags indre vished om, at man er en del af en helhed og at man har en vigtig rolle at spille i den.

Dette står i skærende kontrast til de dominerende vilkår, som mange ledere og medarbejdere lever under i dag, nemlig omstillingsparat, udviklingsvillig og organisationskompatibel. Vilkår, der på flere planer, skaber et grundlæggende fravær af ontologisk sikkerhed, både i det enkelte menneske og fælles i organisationen. Især hvis den ikke er båret af en meget tydelig leder, der kan skabe sikkerhed for, at rammerne er holdbare. Længe.

Ontologisk sikkerhed er nært knyttet til to andre begreber: Tillid. Og anerkendelse.

Vi er verdens mest tillidsfulde folkefærd. Ifølge professor Gert Tinggaard Svendsen mener 78% af den danske befolkning, at man kan stole på andre (mod 5% i Brasilien) og det er mannagryn direkte på bundlinjen. En høj grad af tillid gør nemlig, at man bruger sine kræfter på at udvikle nyt, fremfor at kontrollere det, der allerede findes. Eller de andre.

Tillid er også direkte forbundet til forudsigelighed. Et ord, der desværre har fået gammelmands-status. Forudsigelig associerer i dag til rutine, gentagelse, kedelig, stagnation. Hvilket står i modstrid med det, som vi værdsætter i dag, nemlig egenskaber som dynamisk, fleksibel og innovativ. Men hvis du forestiller dig, at du aldrig ved hvornår du får løn, hvis du overhovedet får det, eller at du aldrig kan forudse, hvad de andre trafikanter gør, bliver det absurd tydeligt, hvor vigtig forudsigelighed er i et velfungerende samfund og en velsmurt hverdag, hvis ikke det skal blive til en evig kamp om overlevelse – på alle planer!

Manglen på forudsigelighed og sikkerhed giver sig udslag i, at alt for mange mennesker lider under en permanent følelse af indre uro og ustabilitet, usikkerhed for fremtiden, angst for hvilken værdi de egentlig har for fællesskabet/gruppen/virksomheden/samfundet – også fremadrettet. Og sidst, men bestemt ikke mindst: Angsten for at være overflødig. Med andre ord: Et fravær af ontologisk sikkerhed.

Oven i det kan vi så lægge det tredje begreb, nemlig anerkendelse. Uden basal anerkendelse dør vi. Det behøver ikke at være en fysisk død; det kan snildt være en indre død, hvor vi forvandler os til sociale zombier, der hverken formår at bidrage til fællesskabet (i hvert fald ikke kreativt, innovativt og originalt!) eller er med til at skabe et godt socialt miljø. Tværtimod udvikler nogle af de zombier sig til ”giftige brokkerøve”, der trækker al optimisme og overskud ud af fællesskabet. Som art har vi brug for at blive mødt i anerkendelse på både vores person og vores bidrag, for at få en oplevelse af, at vores eksistens har en betydning, der rækker udover vores egen.

Sikkerhed i din egen væren. Tillid til dig selv og omverdenen. Anerkendelse. Det er de tre elementer, der skaber den grobund, som vi alle har brug for at blive dyrket på. Det stiller gode krav til ledelsen om at skabe et arbejdsklima, hvor der er fokus på, hvordan man skaber et ontologisk sikkert kreativt miljø.

Som test kan du kort spørge dig selv, hvor sikker du mon føler dig i din væren? På en skala fra 1-10, hvor 10 basalt set er en dyb følelse af fred, sikkerhed og fuldendthed, og 1 er en total uforudsigelighed og usikkerhed på alle områder, hvor ligger du så, når det gælder fx dit job? Dit ægteskab/parforhold? Dine relationer? Din økonomi? Din krop? Din fremtid?

For nogle er 9 det magiske tal, når vi taler job, mens det for andre er rigeligt med 6. For nogle vil et 5 tal i ægteskabet være rigeligt, mens det for andre vil være lig med skilsmisse. Hvor man ligger på skalaen afhænger meget af, hvordan ens psyke og værdier er skruet sammen.

Alligevel kan vi altså se, at der er nogle alarmerende hovedtræk ved den måde, som vores samfunds dynamik er i dag, for 40% sygefravær baseret på en indre psykisk tilstand, er både alt for højt og unødvendigt.

Det moderne (arbejds)liv hylder individualiteten, kreativitet og selvstændigheden, og de fleste forsøger at leve op til dette. Men hvis det ikke parres med stabilitet, en vis grad af forudsigelighed og en sikker rammesætning, især for hvornår man er en succes og en fiasko, oplever alt for mange at blive så fundamentalt usikre på deres egen eksistens, at de krampagtigt forsøger at være en succes på samtlige parametre på samme tid – og det fører direkte til udmattelse på kort sigt. Hvis presset bliver ved, opstår risikoen for depression, stressnedbrud eller angst.

Løsningen er ikke spor enkel, for man skal kombinere forudsigelighed med innovativ dynamik, sikkerhed med kreativ frihed og selvstændighed med klar rammesætning – men der er faktisk ikke nogen vej udenom, hvis man ikke vil ende med en zombie-organisation, der nedbryder folk i stedet for at opbygge samfund. Og markeder.

Denne kronik er den anden i en søndags-serie i Børsen, hvor jeg behandler de seks vigtige karaktertræk, der hjælper os til at være hele mennesker på arbejdet. Mit foredrag Fri os fra succestyranniet, handler bla. om dette. Se mere på http://www.emiliavanhauen.dk/flx/foredrag/farvel_succestyranni/

 

søndag 31. juli 2016 kl. 01:44 | 3 kommentarer

Da jeg var ung, havde jeg engang en kæreste, der var meget ked af størrelsen på sit…udstyr. Ja, beklager, håber ikke du får søndagskrydderen galt i halsen, men lige om lidt vil du forstå, hvorfor jeg starter kronikken sådan her. For den var faktisk et usædvanligt smukt eksemplar, samtidig med, at den ikke hørte til i den lille kategori. Men han gik altså og havde forfærdelige komplekser over den, og ham ville jeg ønske, at jeg havde haft med på mine daglige gåture i den ferie, jeg lige er kommet hjem fra.

Hver morgen gik jeg nemlig gennem en nudiststrand, hvor alt hang løst og til skue, og jeg døbte den hurtigt til ”pung og pølse stranden”, for selvom jeg naturligvis mest kiggede ud på vandet, hang mine øjne jo indimellem fast i et bryst, en penis, en pung eller en pussy (vi har altså bare ikke en godt ord for på dansk!) og mange gange måtte jeg skjule et lidt smørret grin bag mine solbriller. Smørret, ikke fordi det var pinligt, men fordi jeg hver gang glædede mig over den usandsynlige mangfoldighed, som disse dele af kroppen udviste. Og jeg skal love for, at de fås i ALLE udformninger, størrelser og farver, med og uden hår, med og uden rynker, med og uden fylde. Og proportionerne er bestemt heller ikke givet på forhånd, for jeg så venstre og højre bryster, der lige så godt kunne have siddet på to forskellige kvinder, så forskellige var de i størrelsen, og jeg så punge, der var MEGET længere end penis, og det var ikke fordi, at der var tale om en cocktailpølse.

Men det var jo ikke kun de normalt skjulte dele af kroppen, som jeg der fik frit indblik i. Det var lige så meget resten af kroppen, der helt tydeligvis blev promeneret med en anden frihed, end på den strand, hvor jeg kom fra. Store behårede ølmaver, såkaldte man-boops, olieglinsende numser i alle tænkelige designs, mænd med strækmærker, kvinder med appelsinhud de mest utrolige steder, kødgardiner på ryggen i flere lag, navler der faldt ud og navler der sumpede ind, og som enten var aflange, runde eller helt fladmaste, kvinder med smalle hofter, så de lignede mænd bagfra, og kvinder med brede hofter, så de fik timeglasfigur, mænd med smalle hofter og fuglebryst, mænd med bløde hofter og fuldskæg. Alt hvad du nærmest kan forestille dig plus en hel masse mere, mødte mit synsfelt i de uger og lagrede sig som en hyldest til den menneskelige biodiversitet.

Og til den kropslige frihed ikke mindst, for jeg måtte indimellem vende ansigtet hastigt mod havet, når en nøgen mand med behåret bagdel stak den i vejret med frit udsyn til alt, fordi han skulle rette på et håndklæde, eller en kvinde, der praktiserede yoga og dermed indviede resten af stranden i hendes indre anatomi. Det blev simpelthen for frit og intimt til mig, men jeg kunne samtidig ikke andet end glæde mig over, at de turde. Altså være så frie i deres kroppe.

Alt dette er kun interessant, fordi forskellige undersøgelser viser, at blot halvdelen af danskerne er tilfredse med deres krop, mens omkring 25% er direkte utilfredse med den. Og havde jeg haft min daværende kæreste med her på stranden, er jeg sikker på, at han ville blive meget gladere for sig selv, for han ville opdage, at han bestemt ikke havde noget at være utilfreds med, hvilket kunne have givet ham mange år med en lidt bedre livskvalitet.

Kigger man på undersøgelser, der vedrører dette emne, er de oftest centreret om kvinderne og deres selvværd. Kvinders sociale status og værdi er kulturelt og historisk knyttet langt mere til skønhed end mænds er, og derfor er det måske logisk, at kvinders selvværd generelt er mindre end mænds, når det gælder deres udseende. Voxmeter har sammen med Dove lavet en undersøgelse blandt 1029 danske kvinder i alderen 15 til 60 år der viste, at over 50% har et negativt syn på deres egen krop, hvilket medfører, at 44% af dem oplever, at deres selvværd bliver reduceret, mens 31% bliver i direkte dårligt humør af det. For 22% påvirker det sexlivet negativt, 17% føler sig hæmmede overfor andre mennesker, mens over 16% oplever, at deres livskvalitet forringes.

Når det drejer sig om de unge, viser en undersøgelse fra Sex og Samfund fra 2010, at 12% direkte hader deres krop og 16% er utilfredse med den. Kigger man på, hvad de er mest utilfredse med, ser rækkefølgende således ud: 1. Mave (42,6 pct.) 2. Vægt (39,7 pct.) 3. Behåring (31,9 pct.) 4. Kropsform (30,3 pct.) 5. Kønsorganer (29,3 pct.).

Og det er her, at kronikkens titel kommer ind i billedet: Hvis alle unge kom på en uges ophold på en nudiststrand, ville det indiskutabelt gøre underværker ved forholdet til deres egen krop – og så sandelig også til deres kæresters. Især mht at næsten en tredjedel er utilfredse med deres egne kønsorganer!

Mange unge går i dag ikke i bad efter idræt, samtidig med, at der er fri adgang til pornosites, hvor det ofte er de mere strømlinede (læs: kirurgisk korrigerede) kroppe, og for mændenes vedkommende den velvoksne ende af penis-skalaen, der bliver eksponeret, og det alene giver dem en ret skæv indgang til at sammenligne sin egen (eller kærestens) krop med andres. Bare fem dage på en nudiststrand, hvor de bliver udsat for alt, hvad der er af menneskekroppe, ville nok hjælpe dem til at få et mere positivt og friere syn på deres egen krop – og derigennem finde en større glæde i den og ikke mindst tillid til sig selv.

Jeg ved det. Det er urealistisk. Men kunne det ikke være skønt, hvis de allerede fra starten af fik et facetteret blik på kroppen, så de lærte at se på den som en suveræn adgang til nydelse, fremfor som en genstand for skam? De voksne kunne også lære en hel masse af det her, men altså – det er jo bare at tage derud. Og glædes. Og måske også fnise lidt ned i håndklædet, for ja – kroppen er altså også sjov på den overraskende måde!

Kronik i Jyllandsposten 31.7.16

tirsdag 19. juli 2016 kl. 13:34 | 0 kommentarer

Vil jeg blive savnet, når jeg dør?

Det er det spørgsmål, som de fleste mennesker stiller inden de …ja, dør. Det fortalte en hospicesygeplejerske mig engang, da jeg selv var i dyb krise. Den tvivl, der ligger bag spørgsmålet, ser jeg knyttet til to helt essentielle områder i et menneskeliv:

1) Bidrog jeg med noget, som er et tab for fællesskabet, nu hvor jeg er væk?

2) Er jeg elsket?

Det ene i datid, det andet i nutid. Og til begge vil vi naturligvis gerne kunne svare ja. Mere kompliceret er det faktisk ikke at have et liv, der giver dyb mening. Vores udfordring er imidlertid, at vi fylder vores tjeklister med alt for meget, der ikke er knyttet til hverken hvad vi gerne vil bidrage med, eller hvem vi gerne vil dyrke en relation til. Fordi det moderne samfund tilbyder os et ocean af muligheder for distraktion.

Problemet gælder ikke kun privatpersoner. Organisationer bør også være helt skarpe på, hvad de egentlig bidrager med til fællesskabet/markedet? Og om den er elsket? Læs: Foretrækker kunderne os fremfor vores konkurrenter?

Måden de fleste styrer efter successen er ved hjælp af det velkendte begreb KPI, Key Performance Indicators. Målbare tal der skal afsløre, om man når de resultater, man har sat sig for, hvis man skal opnå den ønskede vækst. De fleste KPI’ere er knyttet til økonomi og salg, men de findes også som et evalueringsredskab indenfor andre områder, såsom omsætningshastighed af medarbejdere, ledervurderinger, kundetilfredsmålinger osv.

Brugt rigtigt er KPI’ere et genialt styringsredskab. Men desværre må jeg konstatere, at i alt for mange organisationer, bliver de brugt forkert. Så forkert, at jeg har omdøbt KPI’ere til at stå for Konstant Pressede Individer.

40% af sygefraværet udgøres i dag af enten stress, depression eller angst, hvilket er et udtryk for uacceptable arbejdsvilkår. Både for de mennesker, der selv er i farezonen, og for de kollegaer og det fællesskab, som det går udover, når en medarbejder i en periode må være fraværende, da det øger presset på de, der er tilbage til at løfte gruppens opgaver.

Stress, depression og angst er ikke udelukkende koblet til jobmæssige vilkår; mange bliver stressede af det krydspres, som de oplever mellem arbejde og privatliv. De fleste lever med en daglig forventning om toplevering på alle parametre, både på job og derhjemme, og mange gange er interesserne modstridende, så den enkelte føler sig isoleret og alene om at finde en tålelig balance mellem fx at levere nogle konkrete resultater og samtidig være et socialt og omgængeligt menneske.

Brugt smart er KPI’ere en rolig ramme for, hvornår man er en succes eller ej. Derfor er de ofte motiverende, fordi de vejleder i hvilken retning den enkelte medarbejder OG gruppen skal gå, så man i fællesskab løfter denne succes. Det kan virke kompleksitetsreducerende og det er præcis, hvad de fleste mennesker har brug for i en hypersammensat hverdag.

Brugt usmart bliver de til en kilde til konstant uro. De virker som en destabiliserende kontrol på en organisation, fordi der ikke længere er plads til den frie kreativitet og de selvstændige løsninger. Hvilket giver et dårligt arbejdsmiljø og Konstant Pressede Individer, der ved, at de ikke leverer hverken den ønskede adfærd, attitude eller de rigtige resultater – og som gør dem ensomme i deres individuelle kamp for at opnå resultaterne.

Hvordan bruger I KPI’ere i jeres organisation? Er de alle direkte knyttet til hvilket bidrag I ønsker at give samfundet og markedet? Afspejler de, om jeres kunder vil savne jer, hvis I ikke var på markedet? Eller om medarbejderne og lederne ønsker at være en del af organisationen?

Kig listen over jeres KPI’ere igennem og se, hvor I mangler nogle opbyggende på jeres bidrag og relationer, og smid de ud, som enten ikke er værdiskabende eller blot virker stressende på hele organismen. Øvelsen er ikke nem. Men den er nødvendig.  

Denne kronik er den første i en søndags-seriei Børsen, hvor jeg behandler de seks vigtige karaktertræk, der hjælper os til at være hele mennesker på arbejdet. Mit foredrag Fri os fra succestyranniet, handler bla. om dette. Se mere på

http://www.emiliavanhauen.dk/flx/foredrag/farvel_succestyranni/

tirsdag 19. juli 2016 kl. 13:29 | 0 kommentarer

Da jeg første gang hørte om prædikatet særligt sensitiv, slog jeg en høj latter op:

”Hvad fanden – endnu en mode-diagnose, der bekvemt skal tage ansvaret for at være ansvarlig fra de mennesker, der giver sig selv den undskyldning!” udbrød jeg højt. Og nogenlunde så unuanceret var min holdning indtil for et par måneder siden.

Hvor jeg med gru måtte konstatere, at jeg i den yderste rand af min bevidsthed pludselig var blevet invaderet af en tanke, der var så alien-agtig, at jeg slet ikke opfattede den som en tanke, før det var for sent, og den derfor havde nået at manifestere sig tilpas stærkt til, at jeg ikke længere kunne sende den tilbage i mørket.

Måske var jeg særligt sensitiv???

Tanken føltes som et totalt forræderi mod alt det, jeg forstod mig selv som. Jeg synes nemlig, at det kommer til at lyde så frygteligt krukket og prætentiøst; som om jeg enten fosøger at gøre mig maaajet interessant, sådan på kunstnermåden. Eller som om, der nu skal tages et ganske særligt hensyn til min lille sarte blomst af en personlighed. Og i det ligger også, at begge dele giver mig den fedeste undskyldning for at være uansvarlig, egoistisk, total flygtig og ikke til at regne med.

Og sådan én vil jeg jo ikke være.

Det handler naturligvis om fordomme. Og personlige skygger. Sider af mig, som jeg har, men som jeg ikke har lyst til at vedkende mig. Så det handler også om skam. Skam der bunder i at disse karaktertræk ville trække grimme fede streger i billedet af en kvinde, der i tyve år har været selvstændig og derfor nødvendigvis må være initiativrig, robust og handlekraftig. Som de fleste kvinder i dag skal være for at klare sig på arbejdsmarkedet.

Dermed er skammen ikke kun knyttet til min egne fordomme, men også forbundet med en kulturel og historisk forestilling om, at det at være særligt følsom trækker ned i ens værdi og status. Personificeret i sætningen: ”Nu skal du jo ikke tage det personligt!”

Men det er noget vrøvl. For det første fordi alt er personligt. Og dernæst fordi alt det her følevæsen er adgangen til at være menneskelig.

I maj var jeg til koncert med Adele i Boxen og hun slog totalt benene væk under mig med sin ærlighed og sit vidunderlige nærvær. Men det der især ramte mig, var, at hun turde stå i og eksponere sin sårbarhed så nøgent, at hun også frisatte mig – og alle de andre tusindvis af mennesker, der stod der sammen med hende. Hun viste hvor needy, dum, hævngerrig, sølle, fiaskoramt, uelsket og mere i samme skuffe hun også er - og dermed gjorde hun os alle mere menneskelige, for sådan er vi naturligvis også.

Selv er jeg ikke nået dertil, hvor jeg helt uforbeholdent vedkender mig at være både beriget og belastet med en særlig sensitivitet. Nok mest fordi jeg stadig synes, at det virker krukket. Men jeg ved også, at jeg aldrig kunne udføre mit job, hvis ikke jeg var det. Prisen er, at jeg kan blive så træt, så træt af at føle meget. At være påvirkelig. Og i sidste ende være sårbar. For det er det, jeg har måttet erkende, at jeg er (uh, den er stadig svær!).

I virkeligheden tror jeg, at vi alle er særligt sensitive. Mange lærer bare tidligt at lukke af for den ekstreme følsomhed, fordi det gør for ondt at stå så pivåben hele tiden. Og det er derfor, at vi har brug for mennesker som Adele. Der tør vise os det og kan rumme at stå i skammen, sårbarheden, følsomheden. Menneskeligheden.

Derfor er hun kommet op og hænge på den væg, jeg kigger på hver dag, når jeg sidder og skriver. Mens jeg øver mig i at sige: Jeg er særligt sensitiv. Og det er cool. (Arrggghhh!)

(Klumme i Femina uge 28/2016)

søndag 12. juni 2016 kl. 03:49 | 0 kommentarer

Magten skal møde folket i en uformel demokratisk ramme. Det er tanken bag Folkemødet på Bornholm. Men det er en illusion. Hvor længe mon Folkemødet kan forblive folkeligt?

Folkemødejomfru.

Det er blevet et nyt ord i min ordbog og sådan én er jeg åbenbart, har jeg erfaret, efter at have talt med garvede folkemødedeltagere. Det interessante er, at det overhovedet findes som begreb. Altså at Folkemødet er blevet så stærk en institution i den danske bevidsthed, at man simpelthen kan begrebsliggøres som novice, hvis man ikke har været med til det endnu. Læs: Folkemødet er noget ALLE på et eller andet tidspunkt BØR være med til.

Det er faktisk godt gået af et møde, der startede med 10.000 deltagere og 235 arrangementer for blot 6 år siden, og som sidste år havde over 100.000 deltagere og bestod af mere end 2300 arrangementer. Det siger noget om den PR-værdi, som mødet har formået at skabe om sig selv. Der er gået hype i ikke blot at deltage, men især også at optræde på mødet, og hvis man er indenfor politik, organisationer, samfundsforhold og kommunikation, er man noget af en pinlig særling, hvis man ikke allerede har deltaget to gange. For et arrangement, der ikke blot løber over flere dage, men som også kræver en større logistisk indsats ift transport over til øen, skaffe soveplads, teltplads, taleplads og i øvrigt overskue alle de mange arrangementer, må det være noget nær et drømmescenario at være så ufravigeligt. Udfordringen er dog ikke længere vækst, men derimod at fastholde cool-faktoren. Mødets friske amatøratmosfære, der var baseret på en slags pionerånd og præget af gensidig nysgerrighed og ønske om åben debat, er nemlig begyndt at få træthedsskjolder. Problemet er, at mødet er begyndt at blive for professionelt. 

Ordet folkemøde giver løfter om, at det er det uformelle, folkelige, festlige, spontane der styrer, og heri ligger også, at set-up’et er autentisk og ægte - og dermed troværdigt. Det handler om at mennesker mødes i en utvungen opsætning, der skaber grobund for ægte nysgerrighed og udveksling af synspunkter, kulturer og værdier. Og med tanke for Løgstrups geniale definition af demokrati, nemlig at det er skikkelig uenighed, er Folkemødet et vidunderligt enestående tiltag, for her kan vi møde mennesket bag politikeren, toplederen eller den kendte og høre dem udveksle skikkelig uenighed, der kan gøre os alle mere oplyste og nysgerrige på hinanden og samfundet. Debatter er der nok af og politikere optræder i lyst tøj med større halsåbninger end normalt, mens diverse topledere eller kommunikationskoryfæer flyder rundt i poloer og chinos, for at signalere en mindre hierarkisk og mere åben tilgang til folket og debatten, i et forsøg på at nedbryde den synlige magtbase, som de alligevel taler ud fra.

Illusionen der ønskes at skabes er, at lige her på øen er det ikke professionalismen, der er i højsædet, men derimod mellemfolkeligheden. Med initiativtageren, Bertel Haarders ord må det gerne være: "En politisk Roskilde Festival med mindre øl og mere snak". Problemet er, at Folkemødet bliver stadig mere Christiansborg, K-Forum og VL-X og mindre Bornholm, fordi det nu er blevet en magtinstans, som alle meningsdannere gerne vil være tæt på.

Det skaber det paradoks, som til alle tider har været magtens og folkets paradoks, nemlig at få magten til at fremstå tilpas amatøragtig, så den virker ægte, original, uforfalsket og autentisk, og sådan at jeg kan identificere mig med magtmennesket bag rollen eller funktionen ud fra en forestilling om, at når jeg har adgang til hens inderste tanker og følelser, ved jeg også hvem det ægte menneske i virkeligheden er. Og så kan jeg stole på vedkommende.

Samtidig har det moderne menneske aldrig selv været så professionaliseret i sin egen identitet og tilværelse, som vi er i dag, og såkaldt ”almindelige” mennesker benytter sig i et væk af (efter)uddannelse, coaches, terapeuter, stylister, personlige trænere, kostvejledere, lektiehjælp, hundeluftere og meget mere, og der er faktisk ikke meget tilbage i livet, som man ikke kan hente professionel hjælp til at få fixet, eller selv blive uddannet i.

Samfundets A og B hold bliver ofte koblet op på temaer som uddannelse, økonomi, geografi osv, men måske findes den største skillelinje i befolkningen mellem de, der har en professionel tilgang til sig selv og deres liv, dvs altid finder enten viden eller personer, der kan hjælpe med at løse deres problem eller øge deres potentiale, og så de, der selv forsøger at løse deres egne problemer, og som ikke har ambitioner om konstant udvikling og optimering.

Folkemødets styrke er, at det giver mulighed for en udveksling udenfor den normale ramme mellem politikere, samfundsaktører og folket, men efter blot 6 år og massiv succes, er dets største demokratiske opgave nu at bibeholde den sammensatte ånd af uskyld, løssluppenhed, nysgerrighed og åbenhed. Vi vil gerne værne om vores demokrati som et folkevælde, men når en stadig større del af folket bliver til professionelle borgere, og den anden del slet ikke tager del i demokratiet, er demokratiet så ved at blive afløst af en form for udvidet meritokrati? Og kunne folkemødet i virkeligheden kaldes for professionsmødet for de professionelle, mens ”de andre” bare holder en folkefest med øl, musik og hygge?

Fredag 17.6 kl. 18.30 optræder jeg i Grundtvigteltet for CURA tænketank, hvor jeg taler om generationerne Y&Z.

(Min kronik i Jyllandsposten 12. juni 2016) 

torsdag 2. juni 2016 kl. 17:34 | 0 kommentarer

50.

Det blev mit tal i sidste uge. Halvtreds. Halvvejs. For jeg bliver mindst 100 har jeg besluttet mig for. Og selvfølgelig på den fede måde. Dvs uden Alzheimers, kunstig hofte og ensomhed.

Da jeg fyldte 40 blev jeg voksen. For fjerde og sidste gang. Først var der jo konfirmationen. Så blev jeg myndig. Som 30årig blev det forventet af mig. Og som 40årig ville jeg gerne selv være det. Voksen. Etableret. Og voksen viste sig at være….lettere indeni end udenpå.

Udenpå kan jeg, på de 10 år der er gået, først og fremmest hænge en skilsmisse, der helt skizofren hænger og skinner i alle farver og former, som en livskugle på mit livstræ. På de tunge dage er den kantet, skarp, mat, afvisende og grim. Bare virkelig hæslig. I alle sine afskygninger af sort. For sådan synes jeg det var, er, at bryde en kærlighed, en familie og en livshistorie op. På de lette dage lyser den. Er blød og rund, har spændende indfald og udfald og stråler i alle nuancer af vidunderlige kulører, som jeg ikke kendte til før.   

Denne livskugle har taget mange andre kugler med sig. En ny kæreste, der i nogle år viste mig en helt anden måde at være mand og kvinde på - og som har gjort mig mere hel. En flytning med blandede følelser. Bogudgivelser med uforventet indhold. En udvidet social skare af berigende mennesker. Større egofest hver anden uge. Nye familietanker/former/liv. Mere selvstændighed og stamina ved at stå alene, som forsørger. Måske større ambitioner? Og så er der de livskugler, der ville være kommet uanset hvad. Som teenagedrenge, der for alvor er på vej væk fra mig. En krop der ikke længere kan manipuleres lige så let med, som før. For mange + endnu flere sko…

Hvis man bliver voksen som 40årig, hvad bliver man så, når man bliver 50?

Sig selv?

For selvom sorgerne har skåret dybere end jeg nogensinde før har følt dem. Selvom jeg har følt mig mere forladt og alene og ulykkelig end nogensinde før i liv. Så har det på sær vis stadig været lettere indeni end udenpå. Jo, jeg har ligget og grædt og tudet, hulket og savlet på køkkengulvet i afmagt over tabene i mit liv. Men samtidig begyndte en indre stemme af fred og tilhørsforhold også at lyde. Som en beroligende stabil tone af sikkerhed og kærlighed, der gav mig tilpas nok snor til at løbe udover kanten, men aldrig falde ned i afgrunden. For at blive der.

Miraklet er, at denne nye tone kommer fra mig selv. 

Det lyder frelst og selvsmagende. Og jeg hader, at det gør netop det, for bag den let ironiske tone af glamourøs narcissisme, er jeg faktisk fyldt af ren og skær taknemmelighed. De første næsten 50 år af mit liv har jeg nemlig aldrig haft nok tiltro til, at jeg kunne være min egen iltmaskeperson. Så jeg koblede mig op på andre, der virkede stærkere og mere hele end mig, og gav dem min iltmaske, så de kunne redde mig, når det var nødvendigt.

Men for få måneder siden opdagede jeg en morgen, at jeg hellere ville tale med mig selv (og lidt med universet). Og først langt henne i samtalen gik det op for mig, hvad der egentlig var sket med mig: At jeg var blevet min egen første person. Den jeg tyr til først, når jeg skal have et godt råd. Eller når jeg har brug for trøst, håb eller styrke. Og det er måske den største befrielse jeg nogensinde har oplevet. Og den største gave.

Så selvom mit livstræ i dag ser langt mere rodet ud med skårede, halve og hele kugler, der slet ikke passer sammen, er der samtidig meget mere orden i grenene indeni. Jeg bilder mig ind, at det ikke kun er bedst for mig. Jeg håber og tror på, at det også er bedst for min omverden. Fordi jeg nu har overskud til at give mere. Forstå bedre.

Måske bare være mere menneskelig?

Min klumme i Femina 2. juni 2016 

mandag 9. maj 2016 kl. 09:09 | 0 kommentarer

Prøv lige at lave en optælling: Hvor mange år har dit længste venskab – som du stadig har - varet? Og hvor længe har dit længste parforhold varet?

Jeg gætter på, at det er dit venskab, der løber med prisen – ikke? Det er nemlig en gammel sandhed, at mange venskaber holder længere end mange ægteskaber. Det er bestemt heller ikke usædvanligt, at mange forælder/barn relation holder længere end mange parforhold. Eller at søskenderelationer er langt mere dybtfølte, solidariske og holdbare end de enkelte søskendes ægteskaber (med andre forstås!) Faktisk er det også sådan, at forholdet til et kæledyr i nogle tilfælde holder meget længere end et ægteskab! Og får langt flere uforbeholdne kærlige ord med på vejen.

På trods af dette, findes der et klart kærlighedshierarki i vores kultur, som sætter den romantiske kærlighed mellem to parter øverst på listen over forhold, man bør være i. Og som gør, at mange – på trods af, at de faktisk er omgivet af tonsvis af kærlighed – alligevel føler sig uelskede, alene og udstødte, fordi de ikke lige er en af del af et sådant parforhold.

På en måde er det logisk nok, for romantisk kærlighed kan noget, som alle andre former for kærlighed ikke kan; den leverer nemlig den gensidige fysiske tiltrækning, der gør, at man føler sig begæret på alle niveauer af ens eksistens. Yay…både soulmate og sexmate i et!!!

Udfordringen ligger selvfølgelig i, at den er svær at finde. Og ikke mindst fastholde. Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og sidste år var der 1.6 millioner enlige i Danmark, så det der med den romantiske kærligheds evighed er i høj grad en drøm for mange mennesker.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at begynde en stille revolution, som går ud på at ligestille de mange forskellige kærligheder, som vi mennesker kan opnå. Så alle dem, der står udenfor den romantiske kærlighedscirkel inklusiv dem, der befinder sig i kærlighedsløse forhold, ikke føler sig mindre elskede eller mindre værd end de mennesker, der trives med en soulsexmate.

I virkeligheden er det nemlig ret enkelt: Kærlighed er bare kærlighed og uanset i hvilken form den end kommer i, er dens særlige evne at fylde dit hjerte op. Hvis du altså lader den gøre det!

Selv aner jeg ikke, hvor jeg ville have været i dag, hvis ikke det havde været for al den vidunderlige, uforbeholdne, aldrig svigtende, varme, opmuntrende kærlighed, som jeg har været så heldig at modtage fra alle mine skønne veninder. Som til stadighed har holdt mit hjerte over vandet, når resten af mig er druknet i fortvivlelse. Jeg aner heller ikke, hvor jeg ville have været, hvis ikke det havde været for mine søskende, som gang på gang har set mig, virkelig set mig, som jeg er i al min smålighed og storhed og alligevel elsket mig og tilgivet mig, og har vendt mit blik mod de horisonter, som gav mig et sted at gå hen, når jeg havde mistet retningen. For slet ikke at tale om mine tre sønner, der hver især og på hver deres måde, får mig til at føle mig elsket på en måde, som ingen andre nogensinde kommer i nærheden af, fordi de er groet ud af mig og i størstedelen af deres liv, har mødt mig i blind tillid og dermed også har givet mig en total uforbeholden kærlighed, der har gjort mit hjerte helt glat og fint igen, når verden og livet har revet små stykker af det.

Kærligheden bør vi ikke måle efter et usynligt hierarki. Der findes ikke en særlig kærlighedsform, der er finere end de andre. Gensidig kærlighed er en gave, hver gang vi møder den. Og vores eneste opgave er, at tage den til os i alle dens afskygninger, så vi fylder vores hjerter så meget op med den, at vi aldrig forleder os selv til at tro, at vi ikke i virkeligheden er værd at være udvalgt. At vi ikke rigtig er værd at elske. Bare fordi vi ikke lige har en romantisk kærlighed i vores liv. Lige nu.  

Mit venstre knæ gør ondt. Og det er lidt mærkeligt, for normalt er mit svage løbeknæ det højre, men denne gang er det faktisk passende, for løbeturen i mandags var sammen med Lars Løkke Rasmussen. Og 7 andre udvalgte personer, som han havde inviteret med rundt om Lyngby Sø og til efterfølgende uformel (siddende!) morgenmad. Mellem frugt, kaffe og uspist wienerbrød tog vi en runde, hvor vi hver især fortalte, hvad der optog os mest i øjeblikket. Og da vi kom fra mange forskellige brancher, blev helhedsbilledet både nuanceret og spændende, der blev trukket interessante tråde imellem emnerne, og han fik et (næsten) ufiltreret indblik fra nøglepersoner i forskellige samfundsområder.

Konceptet er godt set af statsministeren. For det afspejler en moderne og nødvendig ledelsesform, som vi kommer til at se praktiseret meget mere i fremtiden. Og især blandt generationerne YZ, der om nogen er ved at opløse de traditionelle hierarkier, og ikke ser ”højt” som idealet. I stedet handler det om at kunne finde ud af at placere sig selv ”centralt” i en organisation. Ikke gammelkommunistisk planøkonomisk centralt, men centralt som i uformel guru eller Youtuber (for at blive i GenYZ lingo’en); altså en magtposition givet af andre, fordi man har gjort sig fortjent til den. Og derfor bliver til en naturlig ”hub” for ideer, relationer og projekter, ofte båret af innovation og frugtbar disruption.    

Udfordringen ved at være højt placeret i et hierarki er nemlig, at man ofte afskærer sig fra at møde og få direkte input fra den undergrund af ideer og behov, som er på vej frem. Ikke kun blandt eksotiske subkulturer eller de unge generationer, men også blandt det, som nogle kalder for ”mainstream” og som alt for ofte er en overset magtfaktor (DFs vælgere fx). Engang kunne man bilde sig selv ind, at udviklingen kom fra eliten (kunstnere, akademia, penge osv) men med den frihed alle i dag har til at udgive sig selv, og dermed blive offentlig ejendom og vægtig meningsdanner, hvis man har noget af værdi for mange andre (fx 1000vis af følgere), er der ingen grænser for, hvem der i virkeligheden kan blive en form for (usynlig) magtinstans. Sætte ord og behov på en politisk dagsorden, der kommer til at påvirke os alle direkte, men især ledere og deres fremtidige dispositioner.

Det handler altså om at få direkte adgang til den viden og de erfaringer, der er ved at forme vores samfund. Ligeledes handler det om at tiltrække og fastholde de rigtige mennesker, der kan berige den organisation, man leder. Begge dele er i udstrakt grad afhængig af den måde, som vi organiserer os på.

I traditionelt orienterede fællesskaber er vi vant til at operere med afdelinger og resortområder, som i visse tilfælde kæmper internt om at være højest i hierarkiet. Altinget.dk er lige udkommet med en ny magtanalyse og heri præsenterer de også en rangorden af ministerierne. Resultatet er forventeligt, men som kultursociolog er det katastrofalt at se, at Kulturministeriet som nr. 17 rangerer lavest af alle. Kulturen er det, der sætter form og ideer på et samfunds værdier, og derfor burde det ligge i top 5. Mindst. Men det er ikke pointen. Pointen er, at man overhovedet laver en rangorden. For moderne fælleskaber er præget af frivillighed, lyst, interesser, initiativer og flygtighed. Og hvor det før var regler, funktioner og hierarkier, der bandt grupper sammen, er det i dag tillid. Tillid til de andre. Tillid til opgaven/missionen/visionen. Tillid til sig selv.

Denne nye tids fællesskaber kaldes for neo-tribale, hvilket blot betyder nye stammefællesskaber. Og det vi ser er, at flere og flere mennesker bliver medlemmer af flere og flere neo-tribale fællesskaber. Om det er velorganiserede foreninger, forretningsenheder, formelle netværk eller blot en Facebook-gruppe er underordnet; vi tænker og agerer i gruppeenheder, der lader os udleve forskellige sider af vores personlighed og giver os forskellige muligheder for at udfolde os selv. Og ikke mindst socialisere med andre og derigennem skubbe udviklingen – enten på samfundsplan eller i mindre grupper. Eller blot hos sig selv.

At få mest muligt ud at hver enkelt enhed og ikke mindst samspillet mellem dem, kan kun ske, hvis man ser sig selv, som en centralt placeret leder. I dette levende mindmap, som moderne organisationer bør være, hvis de vil være konkurrencedygtige, lykkes man kun som leder, hvis man forstår, hvordan man kan anbringe sig selv midt i dette moderne anarki, så man får skabt det forventede stærke og innovative fællesskab, båret af en masse kreative individer, der er bundet sammen i gensidig tillid. Sådan er fremtidens vilkår for moderne ledere.

Også ja, også for LLR. Der i øvrigt på bedste forbilledlige manér i en lidt overraskende situation levede op til det anti-hierarkiske princip. Løbeturen startede nemlig med en pause, hvor han ryddede op efter sin ene af sine to hunde, der løb med på turen. Der er ikke mange andre lande i verden, hvor lighedsprincippet i så hverdagsagtig en situation bliver fulgt af statsministeren himself, og selvom jeg er ganske klar over, at han i sit eget bagland forfølger en noget mindre demokratisk linje, tjener dette ham til ære.

Da løbeturen og morgenmadensrunden var slut, og vi deltagere var færdige med at mene noget om alt muligt, ærgrede det mig til gengæld inderligt, at ingen af os havde nærvær nok til at stille ham det mest oplagte spørgsmål: ”Hvad optager dig lige nu?” 

Min kronik i Børsen søndag 8. maj 2016

torsdag 28. april 2016 kl. 16:22 | 0 kommentarer

Generationerne Y og Z har frihed og produktion, som deres store idealer. Og begge dele gør de klogt i at øve sig i, for lige om lidt ligner lønmodtagernes vilkår de selvstændiges.

Silas var ni år, da han lavede sin første film. Med indlagt musik, effekter og viral udbredelse. Han havde optaget den på sin iphone og han var selv en af hovedpersonerne i den strøm af skatere, der løb henover skærmen. Næsten uanset hvilken skaterbane han var på, blev han genkendt. Ikke fordi han havde mødt de andre i forvejen, men fordi de kendte ham fra filmene.

Silas hører til Generation Z, som i dag maksimalt er 16 år og minimum 6 år, for allerede i 2010 begyndte den nye generation Alpha, som den første fuldbårne touch-generation, at indtage verden. Hans ældste storebror er 20 og dermed en del af generation Y (født 1980-2000). Han er lige nu i Asien på sin ”store dannelsestur”, inden han skal i militæret til sommer, hvor han regner med at tage sin kandidatuddannelse. Begge de to plus deres tredje bror (der har skabt sig et fritidsjob som lektiehjælper, selvom han kun går i 9ende klasse) har en livlig forretning kørende på Facebook, hvor de køber og sælger tøj, der ofte går til en højere pris, end det de selv har givet for det.

Generationerne Y og Z (jeg har døbt dem for GENYZ) kan med en samlet betegnelse kaldes for formålsgenerationerne. For det første fordi mange af dem har en social dimension i deres virke og selvforståelse. For det andet fordi deres sociale interaktioner og størstedelen af, hvad de bruger deres tid på, er styret af, om det skaber muligheder for dem på længere sigt i et afsindigt konkurrenceorienteret (globalt) samfund. Det hænger sammen med de to idealer, som primært præger dem: Frihed. Og produktion.

Før internettets opståen var den ideelle samfundsborger reproduktiv; hen var altså med til at genskabe de eksisterende sociale og økonomiske værdier, normer og varer i alle afskygninger, så samfundet forblev stabilt, mens eliten (kunstnere, ledere, akademia osv) havde et kraftigt monopol på det nyskabte. Dette privilegium er i dag blevet allemandseje. På samfundsplan er der vokset et krav frem om, at vi alle på et eller andet niveau skal være originalt bidragende. Skabende. Innovative. Initiativrige. 68erne og Generation X’erne ved, at det er nye betingelser, men GENYZ kender ikke til andet. Fra de kunne genkende sig selv i et spejl, har de mødt sig selv med en forestilling om, at de er originaler og selvstændigt, kreativt skabende, og de er oftest blevet klappet ind på denne scene af velmenende forældre og pædagoger. Det er bla. derfor vi i dag har begrebet ”You-tubere” (oftest unge mennesker, der har en menighed på Youtube, som følger dem i de videoklip, som de lægger op på deres egen kanal) og at mange unge kaster sig ud i at arrangere events, laver nye typer af fællesskaber/netværk, starter mikrovirksomheder op, samt gør sig selv synlige i en eller anden kreativ form på de sociale medier. Kort sagt: De ved, at hvis ikke de selv tager initiativ til at skabe deres egne muligheder, mister de deres ret og frihed til at skabe sig selv.

”Beslutningen om at rive rødderne op og gå selvstændig har været den bedste beslutning jeg nogensinde har taget. Jeg har aldrig haft det bedre, har aldrig haft så meget energi og overskud til andre, mødt så mange spændende mennesker, fået så mange ideer, læst så mange gode ting, lyttet til fede podcasts eller dyrket så meget crossfit, som jeg gør nu!”

Citatet kommer fra Alexandra, 30 år, der i oktober tog til Bali, sammen med sin 25 årige kæreste Rasmus, som hun havde mødt på et reklamebureau. Lige om lidt river de Bali-rødderne op og bosætter sig i en periode i Sydfrankrig, og til efteråret rejser de 3 måneder til USA. På få måneder har de etableret deres eget internationale bureau, Twentyfive & Thirty, der betjener kunder fra hele verden. Uden at bruge en krone i markedsføring. Uden at alliere sig med en kapitalfond eller en investor. Deres netværk er deres kunder, som plejes via mails og skype, og de møder dem hvorsomhelst; på en strandbar, i deres crossfitcenter, via Instagram.

Alexandra og Rasmus lever den drøm ud, som mange GENYZ’er ønsker at være en del af. Friheden til at være hvor de vil, sammen med de partnere de ønsker, mens de laver det de har lyst til og på de præmisser, som de trives bedst med. Målet er max frihed og uafhængighed af gamle strukturer, normer og krav, så de kan leve af deres egen originalitet, som de selv tager ejerskab for.

Lyder det eksotisk?

Det gør det for de fleste. Men kravet om at være initiativrig, innovativ, synlig, kreativ, medskabende, selvstændig, selvledende og frihedselskende er på vej til at være alles arbejdsbetingelser. Vi står på tærsklen til en social revolution på arbejdsmarkedet, hvor vi kan se frem til, at andelen af såkaldte free agents (altså selvstændige i en eller anden form), der i dag udgør 1/3 af arbejdsstyrken på verdensplan, er hastigt voksende. Jobsikkerhed og anciennitet kommer til at være fremmedord og umiddelbart er GENYZ’erne ikke lige så udfordret af disse vilkår, som de ældre generationer. Men det skal vi som samfund ikke lade os snyde af!

Det er nemlig langt fra alle GENYZ’er, der er gearet til at trives med disse betingelser, og vil vi have et samfund, hvor stress, angst og depressioner ikke står for 40% af alle sygemeldinger (som det gør i dag!), skal vi også til at fokusere på den ufravigelige værdi af det reproduktive element, så vi får et balanceret samfund, der inkluderer alle arbejdsduelige borgere. Også de unge af dem!

(Min kronik i Jyllandsposten søndag 24.4.16)

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler i Børsen, Femina, Jyllandsposten og andre.

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign