fredag 27. november 2015 kl. 12:58 | 0 kommentarer

Har du en bestyrelsespost? Andet end som frivillig i en organisation? Så er du med på den nye trend, hvor noget af det mest hippe man kan have, er en fuldbyrdet betalt bestyrelsespost.

At det indenfor relativt få år er blevet så prestigiøst, afspejler på mange måder en af de kerneværdier, der præger vores samfund i dag: Multibidrag. Hele den måde vi er i gang med at indrette verden på, handler om at være synlig og bidragende på mange forskellige platforme, så vi hver især kan sprede vores viden og samle den i nye former på tværs af traditionelle skel og i forskellige typer af fællesskaber, for at skabe nye indsigter og i sidste ende skabe nye markeder.

En bestyrelsespost er i den sammenhæng et helt perfekt match! Du influerer på et begrænset antal møder om året, hvor du mødes med forskellige kompetencer, som du sparrer med og herigennem bidrager du på et overordnet niveau, på en måde så det (forhåbentligt) får en stor impact ned i organisationen, inden det lander solidt på bundlinjen.

Det nye bestyrelses-buzzword er diversitet. Fordi det er bydende nødvendigt. Verden er nemlig ved at blive overtaget af generation Y, hvis hele tilgang til livet er modulopbygget. Der findes ikke længere kendte fag, brancher, markeder, stillinger osv – der findes behov og muligheder, og de skal parres med de egenskaber, der passer bedst til den givne situation. Diversitet er derfor ikke bare et begreb, der dyrkes eksplicit hos denne generation. Det er hele fundamentet for dem. Og derfor er diversitet præcis den egenskab, der også skal hyldes mest i en moderne bestyrelse, så den kan kende til samfundets hurtige udvikling og dermed møde markedets skiftende krav. I tide!

Jeg er sådan et diversitets-medlem.

De sidste 20 år af mit professionelle liv, har jeg kommenteret på og holdt foredrag om samfundstendenser og rådgivet om trends og tendenser, og det er erfaringer som har vist sig brugbare på bestyrelsesniveau. Ind i mellem har jeg dog til tider oplevet en vis indre usikkerhed på, om jeg mon bidrog på det niveau, som virksomheden egentlig havde brug for. Derfor tog jeg i år CBS’s bestyrelsesuddannelse; både for at få afmystificeret det, der nogle gange føltes som ”et dark room”, samt for at opkvalificere mig helt konkret.

Jeg endte med at bestå med udmærkelse. Hvilket – helt ærligt – kom bag på mig, for casen var OW Bunker og børsemissioner og hedgefunding er jo ikke lige mine spidskompetencer! Men selvfølgelig satte jeg mig ind i den verden og forsøgte samtidig at give opgaven bredde, og det viste sig åbenbart at være så værdifuldt, at det gav ekstra bonus.

Hvad vil jeg sige med det her?

At de bestyrelser som endnu ikke har åbnet sig op for tanken om diversitet, skal se at få fingeren ud af de traditionelle CXO-lister og i stedet kigge sig om efter andre typer af bestyrelsesmedlemmer. Og overkomme frygten for, at man som diversitetsmedlem ikke også kan forstå og levere den mere traditionelle del af arbejdet i en bestyrelse. Vi mennesker har en ikke særlig frugtbar tendens til at forfalde til det, som kaldes groupthink; altså tendensen til at alle begynder at tænke ens, fordi alle er bange for at falde udenfor gruppen.

Men en bestyrelse SKAL forstyrres. En virksomhed SKAL forstyrres. Og de der nysgerrige (men som nogle kalder for ”dumme”) spørgsmål SKAL stilles engang imellem, for at rode op i det vi kender og i stedet være med til at skabe nyt, der passer bedre til den aktuelle virkelighed.  Der er mange dygtige mennesker, der ikke ligner et traditionelt medlem, men som kan vise sig at være lige nøjagtig det element, der udgør ”the tipping point” i gruppen, så man drejer blikket i en ny og bedre retning, fordi man bliver inspireret til at se noget, som man var blind for før. Simpelthen fordi man ikke selv er en del af den verden. Ingen kan af gode grunde være hele verden, men vi har altid friheden til at invitere den indenfor i vores!

Markedsagilitet gennem diversitet, så kort kan det siges!

(Kronik i Børsen den 27.11.15)

fredag 6. november 2015 kl. 11:31 | 0 kommentarer

Sport har altid været knyttet mest til mænd, men allerede i 1900 kom kvinderne med i hele 2 discipliner i OL og så begyndte vi ellers at indtage sportsverdenen...og nu også sneakersverdenen! Vidunderligt program om kvinder og sneakers. Enjoy!!

onsdag 4. november 2015 kl. 10:16 | 0 kommentarer

2. del af sko-serien tager fat i spørgsmålet om hvorfor sko så ofte er knyttet til sex. Enjoy - der er både vidundelrige kvinder der taler om deres forhold til sko og en skøn historisik og nutidig fortælling om kvinders forhold til sex gennem sko!

onsdag 4. november 2015 kl. 10:11 | 0 kommentarer

Kvinder og sko har altid været en lidenskabelig affære. I programserien tager vi affæren alvorligt. For sko betyder meget mere end man umiddelbart skulle tro. Og det er derfor, at jeg har 157 par sko, der hver især har sin historie - og nok også derfor, at jeg får lov til at optræde både som ekspert og som sko-samler :-) 

I serien undersøger vi, hvordan kvindens rolle har udviklet sig igennem tiden og hvordan det afspejler sig i skomoden. Hvad fortæller sko egentlig om vores tid, om kvindens identitet og om hendes status i samfundet?

Første afsnit dykker ned i, hvad passionen for sko egentlig handler om. Vi besøger kultursociolog og sko-samler Emilia van Hauen, der har 157 par sko og som ved, hvad hun taler om. Hun åbner skattekammeret og viser bl.a. sine Manolo-, Vivienne Westwood- og Louboutin-sko frem og fortæller om den signalværdi, der ligger i, hvilke sko vi vælger at tage på.

Programmet kigger også nærmere på den lange og seje kvinde-kamp, der ligger til grund for, at en dansk kvinde i dag overhovedet har mulighed for at bruge penge på sin passion - og så er vi med på den nyeste trend indenfor sko-moden: Jagten på de nyeste sneakers...

mandag 12. oktober 2015 kl. 09:57 | 0 kommentarer

Jeg har kun set et enkelt menneske dø. Og jeg sad med hendes tørre lette hånd i min, da livet slap hendes krop, kæben sank ned, rummet trak lidt af lyset væk og jeg følte en sær frossen tilstedeværelse, der ikke kunne ses.

Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet. Måske dette. Det var fredfyldt og meget lidt dramatisk, hvilket ikke spejlede det liv, hun havde levet. Vi sad der og lod hende forlade os, og det var sørgeligt og gjorde ondt, men til at bære i nuet, for hun havde levet. Meget. Hun havde elsket. Meget. Og hun havde bidraget med alt det, der var hende.

For hun var ikke nærig med sig selv. Og hun var i gang. Altid. Mest med at få mennesker til at mødes. Selvom hun ved Gud forstod at lave ravage i sine egne relationer, var hun en smuk fortælling om det, som vi alle instinktivt godt ved, og som videnskaben efterhånden har bevist i utallige undersøgelser, nemlig at det eneste, der virkelig gør os lykkelige, er at have nære og gode relationer.

Men….det er alligevel ikke nok til et liv, der giver mæthed af dage.

For vi er ikke kun vores relationer. Vi er også vores bidrag. Som art vil vi gernenoget med os selv, så vi gør den der forskel, som så mange går og taler om. Hvis ikke vi havde dette drive, ville ting som fx mikroskoper, segways, apps, Harry Potter, musikvideoer, eksistentialisme og bistader ikke bebo vores verden, og vi ville have nok i mad, beskyttelse og sex. 

Samtidig er vi en besynderlig selvdestruktiv art. For jo mere vi har, jo mere eftertragter vi. Og derfor bliver listen over alt, hvad vi skal nå, hele tiden længere, i stedet for kortere, efterhånden som vi streger et opfyldt punkt over. 430.000 danskere oplever hver eneste dag symptomer på stress. Hver 5. ender med at blive så syg, at de mister jobbet. Stress koster årligt Danmark 14 mia i sygemeldinger og tabt arbejde. 20% af befolkningen lider af depressioner og fra 2001 til 2011 har vi oplevet en fordobling af anti-depressiv medicin, samt en tredobling af børn med affektive lidelser. Og som den bitre rosin i samfundspølsen må vi konstatere, at helt op til 30% af befolkningen lider af angst.

Denne udvikling er sket både i bling-bling tiden før krisen og under selve krisen, og nu står vi foran en vækstperiode, hvorfor barren for vores succes forventeligt vil blive sparket et par niveauer op – og hvad mon der så kan ske?! Umiddelbart vil mange føle, at det giver dem nye muligheder.

Men.

Hvornår stopper det? Hvornår er bidraget nok? Rundt omkring i landet ruster HR-ledere sig til at navigere i et endnu større stress/depressions/angsthav af medarbejdere, der har kæmpet sig igennem en krise, der har presset dem til yderste, og nu hvor væksten kommer, bliver der stillet flere krav om performance. Og i stedet for at skabe rum for restitution, kommer der nye lister med flere punkter på.

Og de yngre generationer er ramt endnu hårdere, for de skal ikke blot forholde sig til deres egen fysiske virkelighed, hvor de møder medlemmerne af de referencegrupper, som de er en del af. Deres sociale liv bliver også påvirket af en masse fremmede, som de gennem de sociale medier, bevidst og ubevidst sammenligner sig med; desværre sjældent til deres egen fordel. Børn under 10 år laver videoer, der er så professionelt skabt, at de til forveksling ligner noget et reklamebureau kunne lave, og de film lægger de op i håbet om at få en masse anerkendelse fra deres fans. Og for hver gang de gør det, og de mange likes udebliver, falder der et stykke af deres selvværd ned i havet af synlig social fornedrelse og fiasko, og så står de der, uden en chance for at beskytte sig mod denne afvisning.

De er jo børn for pokker, så hvordan skulle de vide, hvem de selv er endnu?! Også deres større søskende oplever dette, og drukner disse udstødelser i druk, narko og tjald, der også er et stigende problem.

Bidrag og relationer er de to elementer, der skaber levende liv, der er værd at leve.

Vores opgave er at finde ud af, hvad og hvor meget vi hver især ønsker at bidrage med. Og selvom det kunne se sådan ud, når man browser rundt på Facebook og andre sociale medier, handler dette bidrag langt fra altid om at bestride vidunderlige meningsfyldte kreative jobs, der sender en verden rundt til møder med andre sublime mennesker. Bidrag er også at møde ind om morgenen i en skole, en Matas-forretning, et kontor, en byggeplads. Hvor som helst vi skaber noget, som støtter det liv og samfund, som vi alle er en del af. Og hvor vi har en naturlig plads at udfylde, der giver os en helt basal sikkerhed i vores væren.

Vores opgave er også at finde ud af, hvilke relationer vi i virkeligheden ønsker at være en del af. Hvem skal have adgang og lov til at mene noget om mig – som jeg tager til mig? Og hvem vil jeg gerne dele mig selv med? Sund overlevelse i en hypersocial verden kræver af os, at vi afgrænser den flok af mennesker, der bliver til medskabere af min selvopfattelse.

Når jeg dør, håber jeg, at det bliver med et elsket menneskes hånd i min. Og med en overbevisning om, at jeg bidrog. Det sidste kæmper jeg mest med, for også jeg er et listemenneske, hvis liste må have fået virus; hver gang jeg streger en ting ud, kommer der nemlig to nye på.

Desværre hjælper det ikke, at jeg nogle gange skriver ting på, som jeg allerede har udført, blot for at få tilfredsstillelsen ved at strege den ud igen… 

(Kronik i Jyllandsposten 11.10.15)

onsdag 7. oktober 2015 kl. 17:52 | 0 kommentarer

Da jeg var 13 år gammel var jeg helt sikker på, at når jeg blev 15, så havde jeg i hvert fald en kæreste. Hvad det mere konkret betød, var jeg ikke helt sikker på, men det var som minimum noget med at vi hørte sammen. Og noget med at være håbløst forelsket, hvilket jeg på det tidspunkt var i engelske Johnny med det lidt for store trekantede hoved og det lækre mørke hår. Han gav mig hjertebanken og ismave, hver gang jeg spottede ham på gangene i skolen, og jeg begyndte at gå til badminton, bare fordi han gjorde, og en dag gemte jeg hans skoletaske, blot for at være nær noget, der var hans, og fik hylende dårlig samvittighed, da jeg så ham løbe rundt og lede efter den, da det ringede ind. Senere listede jeg den skamfuldt ud igen midt i en time, hvor jeg havde løjet mig på toilettet.  

Jeg blev 15 og havde ikke skyggen af kæreste. Til gengæld var jeg håbløst forelsket i Kim fra min klasse og det var helt sikkert, at vi ikke ville blive kærester. Ever! Han var høj, blond, moden af sin alder, den sejeste dreng på skolen med metalkam i baglommen og jeg… ja, jeg var kommet et år for tidligt i skole, fnisede alle de forkerte steder og havde ingen attraktive buler i festhøjde, så jeg begyndte gymnasiet nogle få måneder senere som single.

 Der fulgte flere år, hvor jeg prøvede mig frem. Og mit billede af hvordan han skulle se ud (høj, muskuløs), være (virkelig klog og tjekket) og hvilket liv han skulle leve (meget mere spændende end mit!) var ret klart. Så jeg mødte forskellige muligheder og da jeg med tiden udviklede mig til at være mindre fnisende og mere langbenet, hjalp det også på det udbud jeg kunne vælge imellem. Men jeg blev alligevel ved med at falde for han-pakker, der altid var skruet forkert sammen i forhold til at gøre mig glad. I stedet gik jeg efter målbare kriterier, der lignede successer, men som blot øgede min følelse af selv at være forkert.

Summa summarum: Jeg var helt vildt god til at vælge dårligt.

Heldigvis blev det bedre med tiden. Meget bedre! Og det blev det, fordi jeg opdagede, at den mand, der gør mig lykkelig og glad, ikke er en, som jeg skal konkurrere med. Eller som skal redde mig. Eller gøre mig socialt acceptabel. Eller fjerne min ensomhed.

Den mand der gør mig lykkelig, skal helt enkelt få mig til at grine. Og han skal få mig til at komme.

En mand der kan få mig til at grine, gør nemlig mig glad. Og jeg vil egentlig bare gerne være glad og i godt humør det meste af tiden. Det er simpelthen så banalt, at det er lige til at tude over! Alligevel lykkedes det mig i årevis at have fokus på næsten alt andet. En mand der gør mig glad, får mig nemlig til at føle mig vigtig og elsket, fordi det betyder noget for ham, at jeg er glad. Og derfor gør han en indsats for at jeg rent faktisk er det. Fordi han deler så generøst ud af sig selv, bliver han til en partner, som jeg har lyst til at dele det lyse og det mørke i livet med.

Og en mand der får mig til at komme, er en mand, der forstår at tænde mig. Ikke bare i sengen (eller i køkkenet eller i bilen eller…) men i lige så høj grad i hjertet og i hjernen. En mand der får mig til at komme, giver mig lyst til at hengive mig til ham - på alle måder! Fordi han også formår at skabe nærvær og intimitet sammen med mig.

Engang var en mand kvindens sociale og økonomiske forsikring. I dag er han vores ligeværdige partner. Og vi er frie til at give os selv over til et menneske, der får os til at føle os elskede, levende og givende. Så ja tak til latter og liderlighed efter kroppen, hjertet og livet. Og gerne i rigelige mængder!

Klumme i Femina okt 2015 

fredag 25. september 2015 kl. 15:31 | 0 kommentarer

For nylig skrev jeg en kronik om, at kvinderne og de yngre mænd ikke ønsker at være underlagt en gammeldags organisering, hvor der er fokus på hierarkier, lineær kreativitet, KPI’er og intern konkurrence. Kronikken var naturligvis skrevet ud fra bla. fakta og undersøgelser, hvoraf få var refereret i teksten, men da en kronik ikke er en statistisk håndbog, var hovedvægten primært lagt på at fortolke disse data og komme med indsigter på, hvad fremtidsrettede virksomheder skal være obs på. Modsvaret kom fra headhunter Evan Tolstoj Hansen og var en stilistisk øvelse udi det gamle paradigme, hvor han bla forsøgte at fjerne troværdigheden i mit indlæg med argumentet om manglende data, mens han selv bragte data baseret på fortid til torvs.

Denne måde at interagere på er præcis det, som det nye paradigme tager afstand fra. Og der er masser af data til at underbygge denne konklusion med. Fx viser Deloittes nye Millennials Survey (kaldes også for Generation Y, født 1980-2000) at de i 2025 vil udgøre 75% af arbejdsstyrken, og at de ikke er drevet af penge, men i stedet bestræber sig på at gøre verden mere bæredygtig og innovativ. 75% af dem føler også, at virksomhederne fokuserer for meget på egne dagsordner fremfor at forbedre samfundet som helhed, 50% af dem er villige til at finde et job med en lavere løn, så længe det matcher deres grundlæggende værdier, der i høj grad er centreret om at skabe positive sociale og miljømæssige forandringer. Kigger vi på Generation Z (født efter 2000) vil man se denne fællesskabsorienterede adfærd blive forstærket endnu mere. Generelt handler det meget mindre om den personlige konkurrence og meget mere om – i nye fællesskaber - at flytte verden i en retning, der giver mening for helheden.

Visse dagsordensættende firmaer har set lyset: Fx har Accenture, Microsoft, Adobe, Expedia og Motorola droppet en stor del af deres medarbejderes performancemålinger og har i stedet erstattet dem med samtaler, hvor den enkelte person bliver set som en selvstændig ressource og ikke blot en KPI. Accentures CEO Pierre Nanterme udtaler til Washington Post, at det handler om at evaluere den enkelte i sin rolle og ikke sammenligne folk på tværs af alle mulige irrelevante faktorer. Han - og hans fremsynede kollegaer – ved nemlig godt, at hvis de skal tiltrække de mest interessante medarbejdere, og dermed få en konkurrencefordel, så er det den vej det går. Og kun den. Man kan ærgre sig over det, men vil man overleve, er det nok en god idé at bøje sig for virkeligheden!

Konkurrence som adfærd har altså ændret karakter. Og nej, det handler ikke om, at vi alle nu er bedste venner for evigt, samlet i en lyserød sky af kærlighed og godhed mod hinanden og verden i ophøjet ligegyldighed med manifeste resultater (for nu at tage den slags useriøse kommentarer i opløbet). I stedet handler moderne konkurrence først og fremmest om at opfinde nye måder at gøre tingene på, sætte nye standarder sammen med andre, og gerne din konkurrent, for på den måde være med til at udvikle samfundet, sporten, branchen eller hvad det nu er, man er en del af. I disse tider, hvor vi som planet har mere og mere fokus på bred bæredygtighed, social ansvarlighed og cirkulær økonomi, er det partnerskaber og relationer der er fokus, men det klare formål at skabe nogle entydige resultater, der flytter verden!

Det handler altså om at skabe. Om at bruge sine ressourcer til at sætte nye standarder, fremfor at slås om de gamle. Vi der taler til og rådgiver mennesker og virksomheder har en selvfølgelig pligt til at se frem i tiden og især være opmærksomme på, hvad der rører sig blandt de yngre generationer og i de grupper af samfundet, hvor værdierne ændrer sig og derfor udfordrer det eksisterende, så vi kan bringe denne indsigt frem og sætte det i den rette sammenhæng. Tolstoj Hansen og andre, der mest har blik for det allerede eksisterende, er naturligvis også velkomne til også at tage med på denne rejse, hvor nysgerrighed og åbenhed er de vigtigste parametre. Bla har Facebook og Google benyttet sig af den strategi og deres resultater er vel ikke så ringe? 

onsdag 2. september 2015 kl. 15:25 | 0 kommentarer

Kina skælver og verden skælver med. På direktionsgangene er mødeaktiviteten øget og der tænkes i Plan B’er: Hvordan kan vi undgå tab, eller endda vækste, hvis bunden går ud af markedet? Igen.

Svaret er forbavsende enkelt: Ved at fastholde og tiltrække den bedste arbejdskraft! Det er fra organisationen selv, at det kreative overskud skal komme til at imødegå markedets behov parret med en agilitet ift de ændrede vilkår. Så langt så godt. Det ved de fleste ledere og de taler derfor om velsignelserne ved en organisation præget af diversitet, kreativitet og blablabla….

Blablabla?

Ja, blablabla! For hvis det skal virke, skal det også manifesteres i hele infrastrukturen og ikke bare være et lille isoleret hygge- eller imageprojekt i et hjørne af organisationen. Der er nemlig sociale ændringer på vej, som nødvendiggør et opgør med den model, der bygger på klare hierarkier, autoriteter og intern konkurrence.

Utallige undersøgelser – og et hurtigt vue udover kønsfordelingen på toplederniveau – viser nemlig, at alt for mange kvinder ikke orker det system. De forlader organisationerne (og starter hellere deres eget) lige på det tidspunkt, hvor de skulle krones for deres hårde arbejde. Argumentet plejer at være, at kvinderne ikke har det, der skal til. Eller at de prioriterer anderledes (læs: de vægter familien højere). Men nej, det er ifølge den amerikanske forsker Barbara Annis kun 30% af kvinderne, der gør det. 68% af kvinderne dropper ud, fordi de ikke føler sig værdsatte af arbejdspladsen og 65% føler sig udelukkede fra teams og beslutninger.

Min konklusion på flere undersøgelser af samme karakter er, at kvinderne tjekker ud fordi de i længden udmattes af mangel på respekt for deres virkelighed. Der er simpelthen for meget intern kamp og for lidt ægte action, så jobbet gør den der meningsfulde forskel, som ”alle” taler om. Og derfor mister større organisationer (især advokater, konsulenter, revisorer og IT-folk), deres kvinder, når de omsider når den position, hvor de har magt til at ændre på de store linjer. Dette tab koster direkte på bundlinjen og kreativiteten. Det koster hos de yngre kvindelige medarbejdere, der mister en ledestjerne og taber identifikation. Og ikke mindst koster det hos kunderne, der ser, at ledelsen ikke er i stand til at skabe et moderne dynamisk miljø, der spejler kunderne selv. Konklusion: Hver gang en højtplaceret kvinde forlader en organisation, mister den enorme summer på den symbolske kapital, dvs på den økonomiske, kulturelle og sociale kapital.

Men det er på vej til at blive værre. Meget værre!

For lige om lidt er det ikke kun kvinderne, der forlader organisationerne. Det er også generation Y’s mænd, som er ved at indtage arbejdsmarkedet. De gider nemlig slet ikke den form for arbejdsmiljø! De elsker at tage initiativ, og vil ledes af en synlig værdibåret leder, der både skaber mening i arbejdet og sælger dem en idé, som de gerne vil være med til at føde ind i verden for at gøre den der forskel. De vil anerkendes eksplicit af deres ledere. De vil have tid til at være fædre. Og de vil have plads til selvudvikling. Kort sagt vil de have et arbejdsmiljø, hvor den relationelle kapital er i balance med den produktive kapital, og oplever de ikke det, forlader de organisationen.

Det er derfor ved at tynde gevaldigt ud i fødekæden af kreative, ambitiøse, ansvarlige medarbejdere af begge køn til de store organisationer, der baserer sig på gammeldags værdier om kamp, hierarkier, kolde KPI’er og (for dem) meningsløs konkurrence - i stedet for kreativitet, initiativ, fællesskab og ambitioner om helhed og mening. Tag ikke fejl: disse succeskriterier kræver ofte mere af topledelsen at indfri end de traditionelle performancemål! Kan man skabe det, får man til gengæld en stab af mennesker, der er usædvanlige loyale og som i høj grad kan tænke og skabe selv, så de netop skaber den markedsfordel alle råber på nu.

Det er derfor NU, at der skal tænkes i nye interne strukturer og værdier, som føder et miljø, hvori både kvinder og yngre mænd ønsker at leve en stor del af deres liv. Hvordan? Kontakt en kultursociolog…! Eller tænk i mennesker i stedet for mål. I relationer i stedet for resultater. I tillid i stedet for totalitarisme.

Og hold for Keynes skyld op med at bruge køn og alder som en undskyldning eller et skældsord! Forstå at det i sidste ende kun handler om en eneste ting: At skabe et miljø, hvor mennesker, og ikke funktioner, har plads og lyst til at bidrage! 

Kronik i Børsen den 28.08.15

torsdag 27. august 2015 kl. 11:58 | 0 kommentarer

Det var i sommeren 1992 at min bror og jeg vandrede rundt i Cairos gader og ledte efter et hammam. Det var ikke noget jeg havde planlagt. Det var de mytiske omgivelser i denne gamle by, der levede op til min drøm om et arabisk eventyr, som satte gang i fantasierne og længslen efter at begrave mig i den muslimske kvindekultur og mærke den på egen krop.

Vi gik ad de mange små gader og krøb længere og længere ind i byen, fik himler af vasketøj, næsen luftet af lort og krydderier, og vi blev mere og mere fremmede i vores jeans, som slørene og kaftanerne blev flere. Vi passerede en souk, der eksploderede i farver, dufte og kaudervælsk og vi gled forbi flere moskeer, som jeg fik lyst til at gå ind i, men vores ægyptiske guide drog os videre, videre, længere ind i byen, indtil vi nåede et punkt, en gyde, hvor der kun var et blakket messingskilt ved siden af en pindet tør grønskallet dør. Han læste skiltet. Rystede på hovedet for syvende gang i vores søgen. Og opgav. Det var åbenbart ikke til at finde et hammam i byen.

Siden dengang levede drømmen i mig. Og hver gang jeg hørte om et tyrkisk bad, gik jeg tættere på og undersøgte om det skulle være det. Det var det ikke. Indtil jeg en dag hørte om et nyt hammam, der var startet op på….Tomsgårdsvej.

Tomsgårdsvej er ikke en lille eksotisk hyggelig gade, der ligger i centrum af en by, og som man spadserer hen til, mens man lader sanserne fyldes af forventning. Det er en lang, ucharmerende, trafiktung ringvejsagtig vej i Nordvestkvarteret i København. Det er ganske enkelt en af Danmarks absolut grimmeste veje.

Men i det øjeblik jeg tager i porten og åbner den, bliver jeg mødt af lyden af rindende vand fra det lille springvand, der står i midten af gården, som selv er smykket med arabiske lamper og krummelurede møbler og ting, og jeg begynder at føle en sær hensættelse til mit ægyptiske eventyr, men denne gang med en vished om, at jeg nok kommer tættere på en happy ending.

I marmorbadet bliver jeg i det dæmpede lys og akkompagneret af østerlandsk musik, mødt af Mimi, en vidunderlig marokkansk dame, der smilende i sin sarong og plastikbadetøfler, instruerer mig i rækkefølgen med vask og sæbe og dampsauna og til sidst kravler jeg – meget forsigtigt! – op på den glatte marmorbriks og hun går i gang med at skrubbe mig fra halsen til fødderne med sin rå hamplignende handske.

Jeg er blevet anbefalet at være helt nøgen, så det er jeg. I dette univers føles det naturligt, befriet for skam og generthed. På mit lagen samler der sig efterhånden små tynde pølser af grå hud, der er blevet skrabet af, og mens jeg bliver mere og mere, ånder jeg friere, tungere og hengiver mig dybere til Mimis kyndige og kærlige hænder, der må have gjort det her mindst tusind gange og som indskriver mig i en hundredårgammel tradition.

Jeg får sæbe og siden ler på kroppen og ligger skiftevis på marmoret og går ind i saunaen og får også ansigtet under behandling, indtil jeg kan skylle det hele af igen og bliver vist ind til irakiske Nurah og en klassisk massagebriks. ”Du læser vist meget, ikke? Og skriver på computer?” Jeg forsøger at nikke, men min nakke er fikseret i briksen og jeg må mumle et slags ja. ”Og så taler du meget. Virkelig meget!”

Hvordan pokker kan hun vide det?! tænker jeg, der næsten kun har smilet til hende, men lader de olierede hænders videre vandring hive tankerne med sig væk, mens jeg nyder duftene og den forløsende berøring. Til sidst tager hun også mine fødder. Som en ekstra gave, siger hun, for jeg har kun valgt overkropsmassage. Og en gave er det. Hele denne oase af mellemøstlig ornamenteret æstetik og stemning og dufte og lyde og kvinder og sanselighed.

Vi ved det godt. At nogle drømme opfyldes under helt andre omstændigheder, end man forestillede sig. Tænk at noget så afsindigt prosaisk som Tomsgårdsvej, skulle huse det hammam, der forløste en mere end 20 år gammel eksotisk længsel? Jeg er næsten genfødt, da jeg går derfra.

Næsten.

Klumme bragt i Femina den 27.08.15 

 

 

søndag 23. august 2015 kl. 05:57 | 0 kommentarer

Ruden er røggul, matteret og døren har et rundt messinghåndtag, som jeg med møje og besvær får drejet rundt. Min hånd er alt for lille til manøvren, men jeg presser på og pludselig går døren op. Bag skrivebordet, der står fjernt fjernt fra døren, rejser min far hovedet og drejer det i min retning, mens hans smil rammer mig og jeg registrerer hans markerede solbrune underarme, der stikker frem fra de opsmøgede skjorteærmer, hans kraftige sorte brillestel og ikke mindst øjnene, der kalder mig kærligt nærmere.

Dette er min første erindring om min far.

Jeg ved, at jeg må have været mellem to og fire år, for det var i den periode, at vi boede i Madrid, og jeg ved, at det her skete i vores lejlighed der. Hvorfor jeg kom ind til ham, står mere uklart, men det var vistnok noget med, at vi skulle spise. Og hvad der skete bagefter er et hvidt felt i min erindring.

I dag er min far en ærværdig ældre herre. Der til stadighed cykler rundt i København, ringer mig op for at diskutere en spændende artikel, som jeg indimellem tænker tilbage sammen med, og som var mit store idol, da jeg første gang skulle vælge karriere.

Den første erindring om min mor er en drøm. En drøm hvor hun står udenfor vores klare glasdør, i det hus jeg voksede op i i Hillerød, og banker på. Jeg når ikke til at åbne døren, og jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved, at jeg vågner af drømmen og er dybt ulykkelig over ikke at kunne lukke hendes trygge favntag ind. Måske er jeg seks år på det her tidspunkt.

Min mor blev født i en lille andalusisk landsby, og voksede op som pige i Francos Spanien, der både var præget af den spanske udgave af fascisme og en udpræget mandschauvinisme, og gjorde en beundringsværdig rejse fra denne kultur til 60ernes danske verden, der var præget af frisind og oprør og som sendte hende en tur på apoteket, når hun skulle købe hvidløg til maden.

Også min mor er ærværdig ældre dame. Der går meget mere på café end jeg gør og som i 40 år stolt har guidet spansktalende turister rundt i København og Nordsjælland – og gør det endnu.

De er begge over 80 og har jævnligt travlt. Men på en helt anden måde end jeg har. For jeg er indskrevet i det moderne samfunds mest dominerende værdi: Bevægelse. Vi skal konstant være i udvikling, vi skal være omstillingsparate, vi skal være åbne og dynamiske. Vi lever i en evig tilstand af FOMO (Fear of Missing Out) og har så afsindigt travlt i hverdagen, at selv de mest elementære ting som at smøre madpakker, virker som en djævelsk Sisyfos-opgave, der tager tiden fra det, vi umiddelbart tænker er ”det rigtige liv”. Vores bevidsthed er nemlig allerede optaget af dagens mails, FB/Twitter opdateringer og møder. Fra før vi står op. Det er jo smartphonen der vækker os – og den har bekvemt flere apps, der lige kan tjekkes, når vi har slukket alarmen.   

Men så kommer den længe ventede sommerferie, og bevægelsen finder sin sunde tvillingmakker: Nærværet. Vi kommer til stede i det og dem, der selv er til stede. Og livet bliver pludselig fyldt med en befriende langsomhed og social træghed, der holder en fast længe nok til at mærke kærligheden, samhørigheden og tilhørsforholdet. Og vi bliver fyldt op og husker, at gode relationer er det eneste, der virkelig gør os lykkelige.

Og så er sommerferien forbi og vi lover os selv, at denne gang skal det være. Denne gang vil vi tage den gode tid og nærværet med os ind i hverdagen og give tid til det, der skal være tid til. Til ikke at overstå…alting. Åh, men så går det hurtigt galt, og vi er tilbage i samme loop af flygtig energi som før ferien, og den ultimative nærværs-screensaver vi har installeret, hjælper kun til at øge vores stress-samvittighed og fremme fraværet.

Lige der, er det vi kommer til at tænke på: Hvem er jeg egentlig? Hvad er det egentlig jeg jagter?

Her er det, at mine forældre dukker op. Som lyse tanker med tyngde. Det er fra dem jeg kommer. Det er deres værdier, deres omsorg, deres tilstedeværelse, deres hårde arbejde, deres bidrag til vores samfund, som jeg er rundet af. Og indeni bliver jeg helt blød og varm. Men ude i fingrene, de fingre der rammer pc’ens taster, bliver jeg helt forarget over, at vi i vores ende af verden, hvor vi har så meget overskud, ikke ser og anerkender det overskud, som de ældre bidrager med til vores samfund.

De er vores bedste værn mod stress, ligegyldighed og manglende forpligtelse overfor fællesskabet. De er det nærvær, den langsommelighed, det anker, den historie, som vi andre har brug for, for ikke at miste os selv i en hverdag, der gør vores hjerner til pop-corn i et hjemløst samfund. Samfundets ældre kan hjælpe os til at få værdighed, refleksion, balance og det laaange blik med ind i fremtiden. Og en lille snak om dengang, da alt på én gang var lettere og hårdere. Præcis som nu. 

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign