prolog til succestyranniet

Af Emilia van Hauen

Ved du, hvilket spørgsmål mine patienter stiller, inden de dør?

Hun kigger på mig med en transparent sorg i øjnene, som trækker tråde langt ind i hjertet på mig. Måske fordi den er så upersonlig. Måske fordi jeg i det blik føler mig genkendt i den smerte, som har tjæret mig nede i månedsvis, og som jeg bare ikke har kunnet trække mig fri af. Selvom guderne skal vide, at jeg har prøvet.

Mange gange hver dag, faktisk.

Hun er sygeplejerske på et hospice, og vi er mødtes tilfældigt i en eller anden social sammenhæng, som jeg ikke længere husker. Hverken hvor. Eller hvorfor. Men jeg husker, at denne dag muligvis er lavpunktet i den personlige krise, som har ramt mig måneder før, og som har udraderet den grund af middelmådig sikkerhed, der i hele mit voksne liv har føltes solidt nok til at give mig en form for eksistentiel ro.

Nu er der kun mørke i mit sind, når jeg vågner, og de første mange minutter hver morgen går med at skabe lyshuller i min bevidsthed, så jeg får lyst til at stå op. Og bare gøre noget. Hvilket jeg gør.

Hver dag.

Jeg ryster på hovedet. Igen denne sært befriende upersonlige sorg i hendes blik, da hun svarer:

Vil jeg blive savnet, når jeg dør?

Hun tager min hånd. Hendes er varm. Tør. Med et fast greb. Præcis som en trøstende hånd skal være. Og mens hun holder min hånd, holder hun nu også min sorg, desperation og vrede, og for en kort stund føler jeg mig frigjort fra den klæbende træthed ved at være mig. Endelig står den konstante jagt på midler, metoder, indsigter og handlinger, der skal få mig ud af denne træge losseplads af mismod, selvlede og vrede, stille.

Stille.

Sætningen låser min smerte op, og da hun slipper min hånd igen, har jeg fået den nøgle, som jeg fremover vender tilbage til for at finde perspektiv og mening, hver gang krisen tager mig ned igen. Hvilket den gør helt ubesværet de næste mange måneder. Men for hver gang knap så langt ned som gangen før. Og for det er jeg hende dybt taknemmelig.

Krisen startede med en anmeldelse.

Én anmeldelse.

Én.

Den 7. marts 2014 udkom jeg med bogen Ladycool. Dit køn er en styrke, brug det! Det er min femte bog og handler om moderne kvindelighed. Gennem selvbiografiske historier og med inddragelse af min mors og bedstemødres liv ville jeg vise, hvordan vi som samfund og som enkeltindivider har brug for at højne den synlige værdi af det arketypisk feminine. Fordi vi helt åbenlyst er på vej ind i en æra, hvor især relationelle egenskaber, helhedsfokus og integration er i høj kurs, hvilket traditionelt har været kvinders domæne, frem for en produktiv, lineær og hierarkisk tankegang, som indtil nu har domineret, og som har bragt os så langt, som vi er nu. Jeg vidste, at jeg ved at skrive om køn og samtidig blotlægge mig selv på den måde gjorde mig sårbar, både som forfatter og privatperson, men da mit sigte med bogen også var at sætte spot på nogle af de tabuer, som kvinder lever med, var jeg indstillet på risikoen.

Foromtalerne havde været meget positive. Jeg var fortrøstningsfuld.

Indtil den søndag morgen, hvor jeg gik gennem støvregnen for at komme til benzintanken for at hente søndags-Politiken, der bragte den første rigtige anmeldelse af bogen. Uroen havde forplantet sig i løbet af gåturen, så da jeg endelig nåede skydedørene, spottede jeg straks dagbladene, gik direkte hen til hylden, greb avisen, betalte for den, nåede at slå op på bogtillægget og finde min anmeldelse, før jeg ramte udgangen. Den fyldte en hel side og var domineret af et stort billede af mig siddende på en bunke bøger og skokasser.

To hjerter. Ud af seks.

Den indre uro blev indfriet. Jeg lagde avisen på en hylde med spillekuponer og strøg igennem den. Ordene hobede sig op i mig, fyldte mig ud indefra, maven blev kold, hjertet trak sig sammen, lungerne lukkede sig halvt; ordene føltes som en forgiftning, der fandt alle de små veje ind til de hemmelige lagerrum af mindreværd og vakte dem til live igen, og jeg husker, at det føltes, som om jeg bare faldt og faldt ned i et mørke, og lige inden det lukkede sig omkring mig, nåede jeg at tænke:

Jeg ved, at dette bliver godt for mig, når jeg er kommet ud på den anden side af det!

Da jeg var færdig med at læse, pakkede jeg avisen ordentligt sammen igen, lagde den ind mod kroppen, lynede dynejakken op, så avisen ikke blev våd, og bevægede mig ud i regnen igen.

Anmelderen hudflettede både mig og bogen. Og han sluttede af med at skrive, at den da var et meget godhjertet projekt, men om jeg ikke bare kunne have skrevet en klumme i Alt for Damerne.

Nogle måneder senere anbefalede han min bog som årets sommerlæsning i Politikens særlige ferietillæg, hvor alle anmeldere skulle fremhæve en bog, som de mente, folk burde tage med ud i sommerlandet og læse. Det viste sig, at han havde fået mange negative reaktioner på den første anmeldelse, mens hans nye viste både format og humor, så jeg skrev derfor til ham, om han ikke havde lyst til at interviewe mig på bogmessen, for vi havde da helt åbenlyst nogle ting, vi kunne diskutere. Han skrev tilbage, at det ville han gerne. Men kunne ikke.

Mellem disse to episoder havde bogen været på bestsellerlisten, solgt udmærket, fået fire stjerner i de andre anmeldelser og massiv presse, og jeg var blevet booket til langt flere foredrag, end jeg havde forestillet mig muligt med denne bog.

Ifølge den plan over ønskede mål, som jeg havde lavet inden udgivelsen, var bogen en succes.

Men inden i mig var der kun mørke. Og skam.

EN SAMFUNDSPATOLOGI

Anmeldelsen blev starten på en indre vagabondering, hvor jeg rejste fra indsigt til indsigt og gennem en masse samtaler og research fik sat begreber og indsigter på det, jeg mener, er en af vor tids største samfundspatologier, nemlig succestyranniet.

Succestyranniet er mit begreb for det overordnede og ødelæggende pres, som de fleste af os oplever i hverdagen, fordi vi forsøger at være på en særlig måde og gøre nogle særlige ting, så vi har en oplevelse af, at vi kan følge med. Følge med tiden. Samfundet. De andre. Så vi kan bevise, at vi er en succes. Både over for os selv og de andre. Og at vi derfor har krav på at blive anerkendt af – og dermed har ret til at være inkluderet i – fællesskabet.

Tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.

Tværtimod får det mange af os til at føle os som daglige fiaskoer. Sådan nogle minifiaskoer, der gør os hverdagsanstrengte, utålmodige og småirritable, fordi vi i for stor grad føler os parallelforskudte fra den, vi forestiller os, at vi kunne være, hvis vi hver dag startede med en tom indbakke, et fyldt køleskab, børn, der havde ens sokker på og var klar til at gå til tiden, transport uden kø, opgaver, der var tid til at løse i ro. Og en forelsket besked fra den elskede.

Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, så det er ikke gruppepresset, der er det særlige. Det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder.

Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.

Er det virkelig så alvorligt, at det ligefrem kan kategoriseres som en samtidssygdom?

Ifølge lægen Marianne Mørk skyldes 40 procent af alt sygefravær stress, angst og depression.1 Altså bliver vi syge, fordi vores indre ikke kan klare det ydre pres, på trods af at vi lever i et samfund, hvor vi langtfra er i fysisk livsfare hver dag.

I de følgende kapitler vil du blive præsenteret for flere statistikker og tal, som jeg mener belyser dette succestyranni, og ligeledes vil du få en masse historier, der viser konsekvenserne af det. Og med den kommende vækst, som flere økonomer spår, at vi står over for, er risikoen øget for, at endnu flere vil komme i farezonen og gå ned. Fordi det med stor sandsynlighed igen kommer til at handle om »mere« frem for »bedre«, og på den måde vil vi kunne presse os endnu mere hen imod flere mål, som inderst inde ikke giver mening for den enkelte.

SYMPTOMET

Hvis succestyranniet er sygdommen, hvad er så symptomet?

KPI.

KPI er et managementbegreb, som flittigt bruges inden for erhvervslivet, og som er en forkortelse for Key Performance Indicators. Det stammer fra USA og anvendes som et styringsredskab i de fleste organisationer i dag, så især ledelsen har et overblik over, om der bliver gjort de rigtige indsatser i forhold til de mål, der er opsat for at være en succes.

Selv mener jeg, at KPI’er er et godt redskab, hvis de bruges ansporende og vejledende, men ikke, hvis de bruges så rigidt, at de dræber kreativiteten, solidariteten og motivationen. Hvilket desværre har vist sig at være tilfældet i alt for mange organisationer. Der er lavet en del forskning om værdien af KPI’er, og hvordan de anvendes bedst, hvilket jeg vil gå nærmere ind i i kapitel 1.

Uanset hvordan man end vender og drejer tanken bag begrebet, så handler det om kontrol og ufravigelig succes. Hvilket basalt set er naturligt og nødvendigt, hvis man som organisation skal overleve. Altså, det økonomiske flow skal jo på den ene eller anden måde være i balance (kontrol), og man skal jo på en eller anden måde tilbyde omverdenen noget, den efterspørger (succes); ellers er man overflødig og har ikke brug for at eksistere.

Men virker den tankegang også, når vi taler om det private rum?

Kan man have KPI’er i et ægteskab? Et forældreskab? Et venskab?

Kan man KPI’e sig til sin egen personlige lykke? Eller identitet?

Det synes jeg er langt mere problematisk, for det giver en instrumentel tilgang til de sider af livet, som erfaring viser, trives bedst i en ånd af frit flow og gensidig tillid.

Det værste er imidlertid, at det er den udvikling, som allerede er i gang. KPI-tankegangen har koloniseret både vores private identitet og liv, og det er skidt, for det fratager os muligheden for at have et frirum for målbare resultater.

Frem for at være levende væsner, som kun pletvis kan sættes nogenlunde på formel, bliver vi til manipulerbare enheder, der lever under en konstant overvågning, så vi let kan justeres ind efter de vedtagne mål, så vi hele tiden ved, om vi nu er en succes. Eller en fiasko. Hvilket ikke kun gælder professionelt; i dag er der millioner af mennesker, der tracker sig selv minut for minut på alt fra fødeindtag til skridttælling. Og på antal venner, følgere og likes. 

KONSTANT PRESSEDE INDIVIDER

I min verden har jeg derfor omdøbt KPI til at stå for Konstant Pressede Individer.

For det er de vilkår, som jeg ser, at det moderne menneske primært lever under. Det moderne demokratiske samfund har givet os flere muligheder end nogensinde før for at »realisere os selv«, samtidig med at vi bliver mere og mere professionaliseret i alt, hvad vi gør. Oven i hatten er der gået mode i at opfatte os selv primært som individer, frem for som del af et fællesskab, hvilket risikerer at give det enkelte menneske er følelse af social isolering og ensomhed. Som om vi befinder os i et ekkokammer, hvor lyden af vores egen stemme er det eneste, vi kan høre. Sat på spidsen virker det, som om alt for mange lever efter devisen:

Hvis bare jeg har et faktuelt optimeret synligt succesfuldt liv, så er jeg sikker. Så er jeg definitivt o.k.

Hvilket jo er et fuldstændig vanvittigt mål at leve sit liv efter. Ikke desto mindre har denne forventning om, at man kan optimere og styre sig selv mod succes, medført alt for mange unge, der skærer i sig selv, der har et misbrug af narkotiske stoffer, der lider af angst. Alt for mange voksne, der bare generelt mistrives. Alt i alt et samfund, som er for sygt i sjælen i forhold til, hvor historisk godt vi økonomisk og socialt er stillet i forhold til tidligere generationer. Og især i forhold til så mange andre steder på kloden.

DEN NØDVENDIGE DEBAT

Med denne bog vil jeg gerne bidrage til debatten om, hvordan vi skaber et samfund, hvor aktør og struktur er i bedre balance med hinanden. Eller med andre ord:

Hvordan det enkelte menneske kan leve et liv, der styrker både det selv og fællesskabet på samme tid. I forening.

Jeg mener derfor, at vi har brug for at kigge nærmere på, om de strukturer, altså de generelle vilkår og de eksplicitte succesparametre, som vi lever under, er de rigtige.

Debatten skal tages på et samfundsniveau. For det er i høj grad en politisk diskussion. Men de, der for alvor forandrer samfundet, er den store masse af mennesker, som dagligt manifesterer et liv og dermed skaber en fælles virkelighed.

Derfor håber jeg, at denne bog i højere grad end blot at være en del af samfundsdebatten har held til at inspirere den enkelte borger, dig, til at kigge nærmere på egne prioriteter og egen adfærd og måske derigennem skabe grobund for nye måder at tilgå livet på. Så du ikke blot hjælper dig selv ud af succestyranniet. Men også andre.

Jeg håber også, at mennesker med et ledelsesansvar får lyst til at dykke mere ned i problemet og deltage i debatten, fordi de i kraft af deres funktion – uanset om den sker i det professionelle liv eller i det frivillige – har en formel mulighed for at ændre på organisatoriske systemer og dermed påvirke flere mennesker på Én gang. 

ONTOLOGISK SIKKERHED

Det har vi nemlig brug for. For sygdommens virkelige konsekvens er et fatalt fravær af det, der hedder ontologisk sikkerhed.

Ikke at kunne føle sikkerhed i sin egen væren.

Ontologisk sikkerhed er et ret vidunderligt begreb, der betyder netop det: at føle sikkerhed i sin egen væren. Det samler, i mine øjne, den grundlæggende udfordring, som et samfund med ikke tilstrækkelig grundfæstelse savner og derfor kan give grobund for en social usikkerhed, der i sin yderste konsekvens kan føre til terror og krige. Helt så langt behøver vi dog ikke at gå her i bogen, for jeg vil hellere koncentrere mig om det almene individ i vores samfund, som i for stor udstrækning kæmper med at føle sig hjemme i sig selv, sit eget liv, i tiden og i samfundet.

Begrebet bliver udfoldet gennem hele bogen, men for nu vil jeg nøjes med at koble det direkte sammen med det spørgsmål, jeg startede bogen med:

Vil jeg blive savnet, når jeg dør?

Denne bogs primære opgave er at vise, at vi har brug for at slippe vilkåret om at være en KPI’er i form af et Konstant Presset Individ, og at vi i stedet skal bruge vores kræfter på at forsøge at opnå ontologisk sikkerhed. Ontologisk Sikkerhed. OS.

Os.

Et vi.

Lykkes vi med den bevægelse, at gå fra KPI til OS, vil vi nemlig med sikkerhed kunne svare »ja« til spørgsmålet, om vi vil blive savnet, når vi dør. For som del af et os vil der altid være nogen, der vil savne os. 

KUREN

Hvordan kan vi gøre det? Hvordan kan vi få den ontologiske sikkerhed tilbage? Med andre ord: Hvad er kuren mod succestyranniet?

Den består af to elementer:

1. Bidrag med det, der giver mening for dig, til fællesskabet
2. Dyrk dine relationer

Bidrag og relationer er det, der skaber et liv med mening, nærvær og værdi. For at opleve ontologisk sikkerhed og føle os hjemme i vore egne liv har vi brug for begge dele: både at vide, at det, vi bidrager med til fællesskabet, giver os en basal følelse af eksistensberettigelse, fordi det har en værdi for fællesskabet. Og samtidig føle, at vi har mindst Ét andet menneske, for hvem vi betyder noget særligt, og som vi har en nær relation til.

Er det virkelig så enkelt?

Ja.

Hvilket jeg vil vise i de kommende kapitler. Som også tager spørgsmålet op om, hvad succes og fiasko i virkeligheden er. For det at opnå eller ikke opnå mål er det nemlig ikke.

(MED)MENNESKELIGHED

På mange måder er bogen her en rejse i menneskelighed.

Forstået på den måde, at vi mennesker har en formidabel evne til at gøre livet utroligt kompliceret for os selv, fordi vi lader os forføre af vores egen storhed og vores egne evner og muligheder for at finde på og få mere. I stedet for at holde fokus på de få ting, der for alvor gør livet værd at leve. Og som skaber ægte livskvalitet. Så vi lader os friste og dummer os. Gang på gang. Men gør det også godt igen. Retter livet bedre til. Gang på gang.

Når vi ser, at det er det, vi gør, kan det måske øge vores egen følelse af tilgivelig menneskelighed og i samme bevægelse skabe rum for, at vi bliver mere medmenneskelige. Fordi vi vil genkende »de andres« kamp som vores egen og derigennem føle både solidaritet med andre og et fælles ansvar for det kollektive.

Det var det, som hospicesygeplejersken formåede at vise mig, og det var derfor, hendes gave var så stor; hun gjorde nemlig min særlige situation upersonlig. Det holdt op med at handle om, at jeg havde gjort noget særligt for at fortjene denne situation. Eller at jeg havde været udsat for en særlig uretfærdighed. Eller at jeg burde være kommet videre for længe siden.

Nej, det handlede slet og ret om, at jeg var et menneske, der bare gerne ville savnes.

Som alle andre.

Det forenklede pludselig situationen afgørende og frisatte mig for at blive ved med at plastre min hjerne til med tusind strategier for et retfærdigt comeback, så jeg atter gav mig selv lov til at se verden værdigt i øjnene igen. I stedet blev min vigtigste opgave blot at erkende, hvordan jeg kunne blive savnet. Hvordan jeg kunne leve et liv med mening, værdi og nærvær. Sætningen om at blive savnet kan derfor formuleres mere konkret sådan:

Gør du de rigtige ting, så du bidrager med det, du ønsker – og dyrker de mennesker, du elsker?

Gør du?

Og har vi som samfund sunde, bæredygtige, socialt ansvarlige KPI’er, målepunkter, der er med til at rette borgernes opmærksomhed mod at bidrage med noget værdifuldt til fællesskabet og styrke følelsen af fællesskab og sammenhængskraft?

Og hvad med de enkelte virksomheder? Opererer de efter KPI’er, der for alvor understøtter det, de gerne vil bidrage med til markedet, og som styrker deres relationer, både indadtil i organisationen og udadtil mod kunderne, leverandørerne og det omgivende samfund? Så fokus også er på arbejdsmiljø og innovation?

Som det ser ud lige nu, er der lidt langt til, at vi alle kan gå rundt og føle denne ontologiske sikkerhed, både som borgere og som medarbejdere.

BOGENS INDHOLD

Gennem bogens fire kapitler forsøger jeg at danne et overordnet billede af, hvad der skaber dette succestyranni, og giver et forslag til, hvordan vi kan finde en vej ud af det. Det første kapitel vil introducere dig for de vilkår, vi lever under i dag, og som bl.a. er med til at skabe det pres, som mange føler sig uhjælpeligt placeret under. Kapitlet vil også præsentere dig for kuren mod succestyranniet, hvilket er en model, en matrix, som jeg håber vil give dig både overblik og inspiration til, hvordan vi kan finde en vej ud af problemet. Kapitel 2 vil liste succestyranniets 14 mest gængse livsområder op for dig. Det tredje kapitel skulle gerne give dig en dybere forståelse af begreberne succes og fiasko, og det fjerde kapitel præsenterer dig for nogle tanker om, hvad bidrag er, og hvorfor relationer er så essentielle for os. Epilogen vil slutte af med et godt råd, der kan øge din livskvalitet med 25 procent.

Alle bogens kapitler giver dig forhåbentlig plads til selv at overveje, hvordan du vil forholde dig til hele problematikken, så du kan finde din egen vej ud af det.

Hvis det altså er det, du ønsker.

Turen hjem fra tanken i regnen med avisen presset ind mod brystet efterlod et lille stykke af min ontologiske sikkerhed på vejen for hvert skridt, jeg tog. Og da jeg endelig nåede hjem, følte jeg mig som en tegneseriefigur med en tung, sort, regnvåd sky over hovedet.

Jeg husker, hvordan jeg først stod ved min ene sovende søns seng og bare kiggede på ham, mens jeg dryppede fra næsen og frakken og efterlod mig en våd plet på gulvtæppet, og dernæst gik ind til min anden søns seng og rakte hånden frem og nøjedes med at ae ham på kinden, fordi jeg ville komme til at vække ham, hvis jeg gjorde det, som jeg havde mest behov for at gøre, nemlig at kramme ham, dem begge, ind til mig, så jeg ikke følte mig så fuldstændig alene.

Forladt.

Forkastet.

Så jeg blev bare stående.

Måske tænker du nu: Hvordan kunne Én anmeldelse gøre alt det? Helt ærligt! Er det ikke, hvad man som forfatter må forvente?

Jo.

Er det korte svar. Det lange får du i de kommende kapitler.