moderskab - lederskab

Mor er en engel
Udefra ser det fuldstændig ud som om betingelserne for at blive mor aldrig har været bedre. Men den største nedværdigelse, det største tabu og den tungeste smerte kan meget vel være alle de tabuer, der er forbundet med moderrollen. Hun må ikke på noget tidspunkt indrømme, at hun keder sig, er frustreret eller synes, at hendes liv er utilfredsstillende – for så vil hun have stemplet sig selv som en elendig mor!

INDLEDNING (UDDRAG FRA BOGEN)

Moderskab, lederskab? 

Anne og hendes mor står ved knage­rækken, hvor hun er ved at tage hjem­mesko på. Da hun er færdig, rækker Anne hænderne op og mor tager hende i favnen.

”Nå, Anne – nu skal jeg på arbejde.”

”Neej – du må ikke gåååå!” Pludselig bryder Anne sammen i gråd og holder krampagtigt fast på sin mor.

”Jamen, lille skat dog. Du kan da nok forstå, at jeg bliver nødt til at tage på arbejde? Hvor skal vi ellers få penge fra til den lille hest, du så gerne vil have? Så – tør nu dine øjne og slip mig. Jeg kom­mer jo snart igen og henter dig.”
Anne snøfter lidt og slipper modvilligt sin mor. En af de andre piger fra stuen kommer ud med en ny dukke, som stuen har fået og viser den frem og spørger, om de ikke skal lege. Anne lyser op og er på vej ind på stuen, da mor tager fat i hende igen.

”Jeg vil meeeehed hjeeeeem,” begynder hun igen og så starter hele scenen forfra.

”Nå – giv mig så et lille farvelkys? Kan du så have det godt? Er det ok, at jeg går nu?” og i det samme begynder Anne at græde igen og holde fast i morens tøj.

Til sidst kommer der en pædagog ud og tager pigen op på armen, mens moren tydeligt skyldbetynget og med mange kindkys og undskyldende blik­ke nærmest løber ud af børnehaven.
Er det her en situation du kender? Enten fra dig selv eller fra andre? Vi ken­der den i hvert fald godt. Fra andre på de gode dage – og fra os selv på de dårlige. De gode dage er de dage, hvor man som mor tydeligt kan mærke hvem der er den voksne, den ansvarlige og derfor godt tør og vil gå i front. Hvor man kan finde ud af at udstikke retnings­linierne for børnene, skabe rammerne for deres tilværelse og hvor han kun får valg, som han er i stand til at tage. De dårlige dage er de da­ge, hvor den voksne ikke kan finde ud af at være voksen. Hvor mor bliver til det uansvarlige barn, der må bede om lov hos sit eget barn, fordi hendes dårlige samvittighed driver hende rundt i ma­negen og hun derfor vil gøre det så godt, så godt og helt problemfrit for barnet. Så får han lov til at bestemme alt – og så går det for alvor galt.

LEDER, DIREKTØR ELLER OPSYNSMAND?

Som mor må du kunne både lede og administre­re. Til forskel fra en virksomheds topledelse er du både familiens skaber, administrerende direktør og personalechef med ansvar for udvikling, uddannelse og fremtidsplanlægning. Du er indkøbs– og lagerchef, du driver kantinen og du har formentlig også økonomiansvar i et vist omfang. Disse ansvar deler du med din partner, hvis du har en – og hvis han vil/kan deltage. Du er mor – af dig lærer dine døtre, hvordan man er kvinde, og dine sønner lærer at omgås kvinder, lige som du viser dine børn, hvordan et forhold mellem mand og kvinde kan være. Dine børn ser sig selv i dig, og alene derfor kan rollen ikke udføres af andre.
Lederskab er en vigtig komponent i styringen af ”virksomheden” – og som enhvertopleder i erhvervslivet er din rolle er at skabe visioner, værdier, strategier og mål, at være rollemodel og at være virksomheden. Det er en opgave, der i modsætning til den administrerende direktørs ikke kan uddelegeres til andre.
Som administrerende direktør må du organisere, planlægge, lede og fordele arbejdet og kontrollere, at tingene går som de skal. Din opgave er at optimere familiens rutiner og resultater ved at køre hele operationen og være taktisk for at få enderne til at mødes. 
Lederskab betyder blandt andet, at lederen arbejder for gruppens bedste. Som overhovede for en familie (ja, din partner er der også, men nu er denne bog altså skrevet for dig) arbejder du for netop din families bedste. Det vil uundgåeligt betyde, at udenforstående indimellem vil blive vrede og utilfredse med dine beslutninger, for det kan ingen ansvarlig beslutningstager undgå. Det samme gælder din familie. At forsøge at gøre alle tilpasse er for en leder et tegn på middelmådighed, manglende mod eller selvoptagethed, for hvis du ønsker, at alle skal kunne lide dig, så vil du undgå de svære beslutninger, gå uden om nødvendige konfrontrationer og undlade at gøre forskel på familiens medlemmer for at undgå misundelse og surhed. Du vil udsætte vanskelige valg og behandle alle “pænt” for at undgå deres vrede. På den måde vil du binde en masse energi i familien, for ved at behandle alle ens, behandler du dem netop forskelligt – men ikke i forhold til netop deres unikke identitet: mere som et produkt på et samlebånd. 
Ved at undgå konfrontationer og beslutninger vil du bremse fremdrift og udvikling og løbe fra dit ansvar som rollemodel, og de mest kreative og produktive medlemmer i din lille private organisation vil mangle forbilleder og rammer at agere inden for. Så har du reduceret dig fra at være leder og direktør til at være opsynsmand – uden egentlig magt og autoritet. Og ja, du læste rigtigt: at være en ansvarlig leder kræver tre kompetencer: at du påtager dig dit ansvar, din personlig magt og dit lederskab. Kun på den måde kan du blive et menneske, der kan forvalte sin magt og tager lederskabet i morrollen.
Direktøren gør tingene rigtigt – lederen gør de rigtige ting 
En direktør følger reglerne – lederen følger sin intuition og er derfor i langt højere grad følelsesstyret. Derfor er det vigtigt, at du som leder af din familie kender dine egne følelser til bunds, dvs. kender dig selv. Som leder er du en ener, og du er anderledes end resten af flokken. Hvor reglerne ikke rækker, er det dig, der er den kreative, og du søger sandheden og virkeligheden for at kunne tage afgørende beslutninger, der er baseret på realiteter fremfor på fantasi og fordomme. Lederen er den, der fornyer. Direktøren vedligeholder.
En god leder giver plads til nye talenter, og derfor vil du også opleve, at dine børn vil forsøge at gøre dig rangen stridig, og så er det vigtigt, at du ikke føler dig truet på din autoritet. En gruppe vil ofteste hellere følge en god leder end direktøren. Det sker, fordi lederen sørger for at tage ansvaret og skylden, når tingene ikke udvikler sig optimalt, uddeler ros og opmuntring og sørger for, at gruppens successer fejres. 
Gruppens medlemmer vælger at følge lederen, mens de er nødt til at adlyde direktøren – og hvor direktørens autoritet er tildelt hende, er hendes lederskab enevne, der kommer indefra, når hun tør at slippe sig selv løs og stole på, at hun er god nok. Når hun kender sig selv, sine værdier, sit værd og sin retning.
En direktør kan køre på rutine og erfaring, ved hvilke problemer og udfordringer der typisk vil melde sig på de forskellige fronter, hun har allround kendskab til leverandører, priser, teknik og service osv. Lederen kan – helt uden erfaring på de bestemte felter – få ny, friske ideer og indfald til, hvordan tingene kan gøres på en helt anden måde. Lederen er nyskaber og motivator. At tage lederskab er altså ikke det samme som at styre og kontrollere. Til et ægte lederskab skal du bruge hjerte, indføling og passion, og til at styre skal du bruge hjernen og din logiske, rationelle sans. 
Lederskabets formål er med andre ord:

• At fokusere og motivere en gruppe til at bevæge sig frem mod deres fælles og individuelle mål.
• At påtage sig det overordnede ansvar for gruppens velfærd.
• At skabe sammenhæng og fremdrift
• At vise vej og gå forrest i forandring og fornyelse

Barnet på piedestalen 
Alt for tit har vi set hvor svært det er for især kvinder at gå i front ov­erfor deres egne børn. At tegne en tydelig lederskikkelse, som børnene har tillid til og derfor gerne overlader største­delen af ansvaret for deres tilvæ­relse til. Alt for tit har vi set, hvordan mødre beder deres børn om lov: Om lov til at gå på arbejde, om lov til ikke at lege og lave mad i stedet, om lov til at købe dem noget – om lov til at være til.
Og samtidig – mens de spørger barnet om lov – forsøger de at få barnet til at forstå: Til at forstå at mor skal gå nu for at tjene penge til det børnene øn­sker sig, forstå at mor ikke kan lege lige nu fordi hun skal lave mad til gavn for hele familien, forstå at mor også skal have lov til at være sig. Det be­tyder, at mange børn i dag opdrages med en forestilling om falsk omni­potens: De får udadtil lov til at være direktører i familien, men bliver over­dæn­get med skyld og skam hvis ikke de kan finde ud af at leve op til det ansvar. Indadtil skal de forstå og til­give de voksne alt, hvad de gør og siger – også selvom det går på tværs af barnets åbenlyse interesser. Børn får altså ikke lov til at være børn, hvis dét vel og mærke er lig med en forholds­vis sorgløs tilværelse, hvor barnet får lov til at være cen­trum i sit eget liv. Og hvor forældre­ne til gen­gæld er det konstante verdens centrum, som for altid er det rolige pejlemærke, som børnene kan orien­te­re sig mod, når deres egen verden går i kaos.
I dag bliver mange børn gjort til familiens centrum, og det kan joumid­delbart lyde be­snærende – for hvem vil ikke gerne have en masse opmærksomhed og vide, at man betyder noget for andre? Den uhel­dige side­gevinst ved piedestal–opmærksomheden er imidlertid, at bør­nene bliver gjort til fa­mi­li­ens og for­ældrenes eksistensberettigelse og det er et tungt ansvar at skulle bære. Alt for tungt for et barn. Det medfører nemlig, at bar­net helst altid skal kun­ne gøre sig fortjent til dette ansvar og derfor al­tid skal opføre sig ”ordent­ligt” i overens­stemmelse med de vok­snes – tit uudtalte – forventninger. På overfladen ser det derfor ud som om bør­nene er de vok­snes pejlemærker, mens for­æld­re­ne selv flyver rundt som diffuse satellitter omkring børne­ne. Mær­ke­ligt nok sidder det rigtige kontrolrum faktisk i disse satellitter og det gør naturligvis forvirringen total, for hvem er det egentlig der bestemmer?
Mor, du har magten 
Vores budskab med denne bog er først og fremmest, at det at være en mor er ensbetydende med at påtage sig lederskabet overfor sit barn – det lederskab, der følger naturligt af selve den konstellation, som moderskabet er. At der findes så mange mød­re – og fædre – der ikke kan finde ud af at påtage sig dette lederskab, mener vi er kul­turelt og tidsmæssigt bestemt. Kultu­relt set har kvinder sjældent været forbun­det med lederskab og slet ikke med begrebet ”magt”, som vi ser som en vigtig be­stand­­del af et lederskab. Selv på trods af så mange års fokusering på lederskab som noget godt, udviklende og støttende og langt fra det autoritære, despotiske og magtmisbrug­ende, så forstås lederskab ikke almindeligvis som en naturlig egenskab i et mo­der­skab. Uagtet at man faktisk ikke kan finde et mere rendyrket eksempel på et fælleskab, hvor den ene leder den anden end netop mor-barn forholdet. Vi vil derfor se nærmere på, hvilke myter vi som kvinder og mødre er oppe imod – med det formål at skabe større klarhed over begrebet lederskab for dig som mor for at inspirere dig til at over­veje, om lederskabet har en naturlig plads i dit mo­derskab. 
Hvis du har svært ved at forbin­de “moderskab” med “lederskab” er ikke så underligt, for kigger man på de kultu­rel­le forventninger, der er knyttet til mo­derskabet, er det nærmere ord som ”om­­s­org”, ”rum­me­lig­hed”, ”nærvær” osv, mens ordet ”magt” på alle måder stritter og leder tankerne hen på børnemishandling, misbrug etc. Men det mener vi er at omgå sandheden. Som mor får man helt automatisk mag­ten over sit barn – hvem skulle ellers have den? For barnet er i ud­gangs­punktet så afhængigt af os, at det er fuldstændig underlagt vores vilje. Vores budskab er derfor, at vælger du som mor at luk­ke øjnene for din faktiske magt­position, fralægger du dig samtidig ansvaret for opgaven. Den uund­gå­elige konsekvens er, at du dermed svigter dit barn.
Ligemageri og lederskab 
I Danmark har vi gennem ganske mange år tid levet med lige­ma­ge­riet som et ide­al, der dikterer at alle skal være lige, ingen skal have mere end andre og at der ikke må gøres forskel på folk. Det er en teoretisk ideologi, der fuldstændig ven­der ryg­gen til reali­te­terne – for der er jo forskel på folk! Og her sigter vi ikke på pole­mikken om ind­vandrere – vi fokuserer på indbyr­des, menneskelige og personlige forskelligheder blandt borgere i Dan­mark. Ét er, at man fra politisk hold kan have et ideologisk mål om at for­dele go­derne så alle får lige meget, og humanistisk-ideo­lo­gisk kan man vel også rationelt erkende, at mennesker er forskellige.

• Hvorfor kniber det så tilsy­neladende sådan med at erkende, acceptere og rumme de menneskelige forskelligheder?
• Hvorfra kommer opfattelserne af de “rigtige” og “for­kerte” må­der at være på?
• Hvorfor er der f.eks. uskrevne regler for, hvor stolt “man” må være af sine bedrifter, sin skøn­hed eller sine talenter?
• Hvem bestemmer, at det er dårlig stil at blive rasende, når ens chef forbigår én – igen?
• Og hvad er det, der gør, at det er pinligt at græde i offent­lig­hed? Hvordan kan det være, at vi er så hur­tige til at stemple, bedømme og (ned)vurdere hinanden – som hønsene i hønsegården, der har hjerner på stør­relse med en ært men instink­ter, der gør det muligt for dem at udpege én høne og hakke hendes bagdel til blods i en fælles, kon­centreret indsats?
• Er det fordi vi i Danmark traditionelt er et homo­gent folk, at vi har svært ved at rumme forskelligheder?

At være sin egen 
At være forskellig bli­ver oftest tillagt en vær­di, så forskellen kommer til at handle om at være bedre eller dårligere end dem, man man sam­men­ligner sig med – i ste­det for blot at være anderledes, at være sin egen. Nogle af os er f.eks. højere end andre. Nogle er bedre begavede. Nogle er me­re domine­rende, handlende, kreative, dynamiske, lang­som­me, passive osv. osv. Men i “flyv-ikke-højere-end-ving­erne-bærer-dan­mark” er det stort set forbudt at være anderledes. Derfor skal alle behandles ens. Måske er det derfor, det ikke gælder om at vinde, men om at være med i dette land, og må­ske er det derfor, at der bliver set skævt og mistroisk til bl.a. dem, der har ydet en indsats, tjent nogle pen­ge, betalt deres skat og købt en strand­vejs­vil­la og en lyserød Rolls Royce, mens me­dier og samfunds­debat­tør­er fokuserer på “de sva­ge”. Men måske er der i det mindste nogle af de såkaldt svage, der simpelt­hen har valgt at leve uden bil og villa, for­di de har pri­oriteret anderledes? 
Måske er ligema­ge­riet grunden til, at alle unge kan komme i gymnasiet uden nødven­digvis at have evnerne til det – og måske er det der­­for, at den lille ra­cis­me rører så kraftigt på sig. For når al­le bliver behandlet ens uden at være ens, så er der rent faktisk tale om forskelsbehandling. Det svarer til, at et lakse­stykke får sam­me tur som en flæs­kesteg i ovnen: 200 grader i 90 minutter. Flæskestegen vil væ­­re sprød, saftig og lyserød – laksen vil være tør, forkullet og uspiselig. Fordi der er forskel på flæs­ke­steg og laks. Men hvem kan afgø­re, hvad der er “bedst?”
Og hvem kan, orker og gider lede en forsamling, der dybest set næg­­ter at anerkende en leder og derfor ikke vil ledes? For hos os skal man ikke føre sig frem og tro, man er noget. Det er nærmest skamfuldt at have ambitio­ner, og vi er hurtige på aftrækkeren til at døm­me ude, hvis nogen bliver “for meget.” For berømte, for rige, for dyg­tige, for aparte. Hvorfor er Kim Larsen så en ynd­ling? Han er jo både en ægte original og et ægte stortalent? Ja – men han har altid soli­da­riseret sig med “den lille mand” og fornægtet pjat som priser, præsidenter og penge. Det kan vi lide. Det er nemlig ikke velset at vedstå hverken evner eller ambitioner og at gå efter magt og leder­skab – og slet, slet slet ikke, hvis man er en kvinde. 
Undtagen alt­så, hvis man er dronning eller så langt over ankelhøjde, at man bliver uop­nåelig. Som f.eks. Rigmor Zobel, Ghita Nør­by eller Lise Nørgård. Og hvor­dan er de quinder egentlig havnet deroppe? Det er de naturligvis, fordi de er gået benhårdt efter at dygtiggøre sig. De har stræbt efter at blive den bedste uden at krybe langs væg­ge­ne og undskylde, at de var til. 
Danskerne er et kreativt folk. Vi råber op om frihed og indivi­du­alitet – men landets største parti er dét, der går benhårdt efter ligemageriet. Og for rigtig at demonstrere vores individuali­tet går vi alle sammen rundt i det samme mo­de­tøj, køber de sam­me designermøbler og holder dem udenfor, der ikke lig­ner os til for­vek­s­ling. Hvem har mag­­ten? Hvem er lederen? Hvad er det, der foregår? Er kreativiteten ved at dø kvælningsdøden?
Ligeværdig eller ligestillet 
Der er forskel på børn og voksne. Det er jo indlysende, når det gælder f.eks. højde, drøj­de og kompetencer – men ikke desto min­dre ligestiller man­ge forældre deres barn med sig selv, uagtet at barnet ikke har forud­sætnin­gerne for at være det. Ligestilling mel­lem to parter kræver nemlig, at begge har lige dele viden og er­fa­ring om den opgave man mødes om. I et for­ældre-barn forhold er den fælles opgave at give barnetselvkompetenece: gøre et helt og sundt men­neske ud af et barn. Alene derfor følger det naturligt, at for­ældre og barn ikke er ligestillede. Den misforståede ligestilling resulterer derfor i, at barnet over­lades til at tage lederskabet for sit eget liv, som det slet ikke har evnerne for at varetage. Det bliver derfor til et falsk lederskab . Frem for at give barnet frihed, giver forældre­ne barnet forvirring og rod­løshed – og gør sig selv til falske le­de­re. De bestemmer jo allige­vel, men de lader som om de ikke gør det. Det falske lederskab er uansvarligt, fordi lederska­bet ikke frem­står synligt og der­med fra­røver barnet muligheden for at forhol­de sig klart til sine forældre og deres hand­linger. I stedet udsættes det oftest for dag­lig skjult manipula­tion, udklædt som indflydelse. 
Forældrene gør det naturligvis ikke, fordi de er onde. Men måske er  forholdet til magt, lederskab og autoritet af mange forskellige grunde sat på automatpilot. Det er noget af det, vi gerne vil undersøge i denne bog. Hvis du vil finde ud af, hvorfor netop du reagerer som netop du gør, så må du finde dine egne svar, for du er den eneste, der har dem.Dine gener, din medfødte disposition, din opvækst og baggrund har præget dig på en helt unik måde. Måske kan du genkende noget af dig selv i de problematikker, vi tager frem i denne tekst – men for at komme dybere, skal du ind til dig selv personligt. Dem kan du finde ved at arbejde med dig selv, og her kan det være en god støtte at finde en terapeut, der kan støtte dig i at udforske dine blinde pletter ved f.eks. at stille dig selv de spørgsmål som du selv viger tilbage fra – eller ikke tænker på.
Du er dit barns naturlige leder 
Om du vil det eller ej, så er du dit barns leder. Dit valg består der­for ikke i om du er det eller ej, men i hvordan du vælger at for­val­te dette lederskab. En mor føder sit barn til deta eget liv – og hele es­sensen af moderskabet er at lede barnet henimod at blive en selv­stændig person med evnen til at træffe selvstæn­dige og frugt­bare valg. En mors vigtigste opgave er m.a.o. i sidste ende at gøre sig selv over­flødig. Det lyder som det, som managementfilosofferne siger: den gode leder er inspirator, pro-aktiv, går forrest osv. – men han sørger altid for ikke at være uundværlig. Ved at gøre sig uund­vær­lig underminerer han nemlig sine med­arbejderes selvværd og fø­lelse af værdifuldhed og signale­rer til dem, at de er svage og udu­elige. Ved at være en stærk og synlig le­der, der åbent viser hvad han vil og ikke vil, viser han medarbejder­ne en måde at være men­neske på, som kræver gensidig anerkendelse og respekt.
Vores tese er altså, at en mor må turde aner­kende sin magt og på­tage sig det lederskab der er nødven­digt for at lede barnet henimod sin egen voksne identitet. Vi mener, at hun bedst gør det ved at veksle mel­lem på den ene side at gå i front og ved sit eget eksem­pel vise, hvad hun selv mener er rigtigt – og på den anden side respektere og støtte barnet, når det ønsker at over­tage ledel­sen af sig selv på en ansvarlig og socialt forsvarlig må­de. På bundlinien handler det ægte lederskab efter vores mening om at turde anvende den magt og indsigt, man som voksen har til at tage det ubærlige ansvar væk fra barnet og give det ansvaret for de valg, som det har for­udsæt­nin­ger for at træffe. Eller sagt på en anden måde: respekten for barnet viser sig i anerkendelsen af barnet som et ligeværdigt individ – men ikke nødvendigvisligestillet.

MENNESKE, MISSION OG MENTOR

Men – og dette er helt essentielt – vi kan ikke lede andre overbe­vis­ende og godt, før vi er i stand til at lede os selv. Og for at kunne lede os selv, må vi have en god for­ståelse for, hvem vi selv er. I denne bog introducerer vi der­for en model, en slags tre-trins trap­pe, som du må kunne bevæge dig op ad, før du kan blive til den leder-mor, som dit barn behøver. Ved at finde og skabe din egen identitet bliver du til dig selv. Når du holder op med at være en hel masse roller, en hel masse ”hvad’er” og i stedet bliver til en hel ”hvem” bliver du til en hel person. Derefter kan du begynde at lede efter din mission: hvad vil du bruge dig selv til i dette liv? Og til sidst – først nu – vil du blive i stand til at være en leder, en men­tor for dit barn. At vise det vejen frem, frem for at fortælle det hvordan og hvor det skal gå.
Med denne bog vil vi provokere de stiv­nede forestillinger om hvad godt moderskab er, vække til eftertanke og give konstruktive for­slag til, hvordan en mor kan forvalte sin magt og sit lederskab for sine børn. Vi mener nemlig bl.a., at tidens snak omgrænsesætning vil være overflødig for det barn, som via eksemplets magt lærer at mær­ke og vise sine egne grænser og tage sig selv alvorligt. Og det kan et barn kun lære ét sted: hos den mor (eller far), der selv kan kunsten og derfor magter både at vise barnet, hvordan det skal gø­re – og respektere barnet, når det gør det.
I dén proces er vi oppe imod tidens hylekor: børneområdets halal–hip­pier; alle de eksperter, guruer, pædagoger, sagsbehandlere og almindelige forældre, der mener at vide, at det eneste børn har brug for er omsorg, nærvær, kærlighed, beskyttelse og meget af det. Derfor har vi givet hylekorene stemme bogen igennem. Vi mener selvfølgelig også, at et barn har brug for nærvær, opmærksomhed og retten til at være netop det unik­ke individ, som det er. Vi er overbevist om, at det vigtigste for et barn er at føle sig betydningsfuld, elsket og anerkendt bare for at være til. Men vi mener også, at en af måderne at give barnet den gave det er at blive set oganerkendt er at stille krav til barnet, give det mod, lyst og appetit på tilværelsen ved selv at gå forrest som den visionære leder, der tør, vil og kan omfavne livet og tør at leve det.

Lektørudtalelse
I 2003 fik samme forfatterpar udgivet Myten om den perfekte mor om alle de forventninger, der er knyttet til at blive mor, både egne og andres forventninger, reelle som medieskabte. Nu handler det om at give barnet et godt fundament, og det kan ifølge forfatterne bedst gøres ved at kende sine egne værdier, roller og grænser. 
Rollerne sammenholdes med ledelsen af en virksomhed, som direktør, leder og mentor. Lederen som igangsætter og beslutningstager, direktøren som organisatoren og mentoren som vejlederen. Der røres ved mange ømme punkter, og det hele krydres af personlige oplevelser og erfaringer, som sætter tingene i perspektiv. 
Ind i mellem er der indlagt en del praktiske øvelser, som ikke kun kan anvendes i rollen som forælder, men også til personlig udvikling og almen eftertanke. Det hele er velskrevet og argumentationen velbegrundet. 
Man mærker, at forfatterne har reflekteret over sammenhænge og at de evner at knytte deres teoretiske viden til praktikken. Emilia van Hauen er sociolog og journalist, Winnie Haarløv forfatter og psykoterapeut. Bogen er nem at læse og motiverer til eftertanke, både for mødre og andre som giver livet lidt eftertanke

Lektør: Elsebeth Kristensen

Min opfattelse af begrebet er en anden: at falske lederskaber tillader hykleri og dobbeltbundethed – f.eks. et værdisæt for Pia og et andet for Peter.

Jeg tror ikke jeg helt forstår hvad du mener.