Corona boksede vores liv ind i digitale kontakter, mens de spontane og uventede fysiske oplevelser og møder forsvandt – og gjorde livet usigeligt kedeligt. Måske kan det få os til at droppe generalprøvelivet i fremtiden og lære os at organisere samfundet bedre.
”Opening soon” står der på alle vinduerne i den kommende café lige overfor min opgang – og efter to år med corona, synes jeg, at det er de to smukkeste ord, der kan sættes sammen. Ordet ”åben” er til gengæld det aller smukkeste ord overhovedet.
”Åben” betyder nemlig, at vi kan komme til at møde det uventede. Noget eller nogen, som vi ikke har planlagt, kontrolleret, kender på forhånd eller har styr på. Hvilket igen betyder, at vi kan blive beriget med noget fremmed, der kan tænde vores nysgerrighed, videbegær, humor, kærlighed eller måske ligefrem had. Pointen er, at i det uventede møde får vi adgang til noget, som vi ikke selv har opsøgt, og det kan få os til at føle os meget mere i live. I det uventede ligger nemlig et immanent håb om forandring eller udvikling, og selvom man har et godt liv, ligger det som en konstant drivkraft i de fleste af os, at vi gerne vil opleve nye ting for at mærke livets bevægelse.
De sidste to år har det uventede imidlertid haft meget trange kår, og personligt har jeg aldrig kedet mig så meget, som jeg har gjort i samme periode. Ikke fordi jeg ikke har haft nok at tage mig til, men fordi den sociale stagnation, som restriktionerne pålagde os, også gjorde, at jeg først og fremmest kun mødtes med dem jeg kendte i forvejen, og dernæst kun mødte fremmede gennem en skærm, der – uanset hvor mange kontakt-krumsprings-manøvrer vi end foretog os for at fjerne afstanden – alligevel altid var præget af en grundlæggende distance. Og hvis jeg endelig mødte ukendte mennesker i kød og blod og i samme lokale som mig, blev kontakten oftest meget kontrolleret i vores forsøg på at være ansvarlige samfundsborgere. Det instrumentelle i møderne gav lille plads til det spontane og dermed det uventede, og på den måde blev alting bare meget mere kedeligt, forudsigeligt og til tider også meningsløst. Også på trods af, at de digitale muligheder reddede os fra at lukke samfundet helt ned og skabte mange nye muligheder for innovation og kontakter over hele kloden. Men vores præmis er, at vi er fysiske, sansende og sociale væsener, der erfarer gennem vores kropslige møde med verden, og den energi, der skabes ved at vi mødes i samme rum og oplevelse, kan ikke efterlignes eller skabes i det digitale. Derfor har tabet af det uventede været så stort et savn for så mange.
Sidestilles det med de skræmmende statistikker over vores høje niveauer af stress, angst, depression og ensomhed i samfundet, som kun er blevet endnu værre under coronaperioden, kan det være vores wake-up call. Hvis vi er smarte, bruger vi nemlig de exceptionelle og påtvungne corona-erfaringer på en måde, så vi fremover organiserer vores liv på en mere menneskevenlig facon, hvilket kræver en aktiv stillingtagen. Det kan hospicesygeplejersken Bronnie Ware lære os noget om. Hun er forfatter til bogen De fem ting, som døende fortryder mest og topscoreren viser sig at være: ”Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at leve et liv, hvor jeg var mere tro mod mig selv, i stedet for det liv, som andre forventede af mig.” At leve et liv, hvor man gør meget mere af det, man lyst til, fremfor først at leve et slags generalprøveliv, for at bestå det i andre folks øjne, kræver åbenbart en særlig indsats. Det moderne liv er i mange henseender præget af både høj hastighed og et højt niveau af kontrol og styring, bla. pga den enorme bureaukratisering, som vi er underlagt. Hvilket står i skarp modsætning til det moderne livs mantra om, at ”alt er muligt” hvis bare man ”griber efter stjernerne og drømmer stort nok!”. Balancen mellem kontrol og grænseløst eventyr kan være svær at ramme, hvilket netop bevises af tallene på vores mentale velbefindende, og bliver bekræftet af de mange, der har ytret glæde over mere natur og nærvær de sidste to år. Denne længsel efter at finde en ny måde at samordne os på, kunne tage udgangspunkt i en mere flydende og fleksibel tilværelse, fremfor den eksisterende binære: Enten er du på eller også slet ikke. Fx behøver klokken otte ikke at være et helligt tidspunkt for alle skoler eller de fleste arbejdspladser. Uddannelser – også de lange – kunne sagtens tages flere gange i løbet af et langt liv, og aktivere meget mere divers erfaring, der ville gavne hele samfundet. Karrieren kunne peake på alle andre tidspunkter end lige dér, hvor man har små børn, mens arbejdet kunne være langt mere livsfaseinddelt, og i øvrigt vare meget længere, hvilket vi har brug for pga manglen på arbejdskraft. Arbejdsdagen og arbejdsugen kan fordeles mere efter projekter og planlagte møder, og barsel behøver heller ikke at være en ”alt eller intet” situation, men kunne vare længere i en form for deltid. Flere og flere ledere og organisationer har fattet mulighederne, og sætter nye standarder, og mangler du inspiration – så kig på de unge og deres måde at organisere deres liv på.
Skrevet af Emilia van Hauen
Udgivet i Berlingske 04/02 2022
