Den uhyggelige og aktuelle podcast ”Massøren” viser, at det private også er politisk og at det retslige ikke er fulgt med tiden og den opdaterede kønsrespekt. Fx skal man stille nogle andre spørgsmål til kvinder, der bliver udsat for overgreb.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Mens jeg hørte alle seks afsnit af den creepy DR-podcastserie, Massøren, der er en true-crime serie om en anonymiseret mandlig massør, der angiveligt har begået hundredvis af overgreb på kvindelige klienter, tænkte jeg mange gange på min hund, Tintin. For når han har gjort noget, han opdager er forkert, laver han det, der kaldes for ”dæmpende kropssprog”. Det er den adfærd, som nogle mennesker fejlagtigt tiltror skam, men som hunde er ude af stand til at føle, fordi det kræver kognitiv bevidsthed – og det har man vist endnu ikke tilskrevet hunde. Dæmpende kropssprog går ud på at dæmpe vreden og aggressionen hos den anden, der har overtaget, og som derfor kan true hunden på livet. For at overleve, gør den sig selv helt lille og ufarlig, trækker bagkroppen ind under sig, sænker hovedet og kigger med store babyøjne op på den stærkeste, som så gerne skulle undlade at slå ihjel.
Dæmpende kropssprog er præcis det, som mange af kvinderne i podcasten fortæller om at de tyr til, uden dog at sætte begrebet på handlingen. I stedet taler de om, at de ”bare” fandt sig i hans overgreb med fingre inde i skeden, berøring af bryster og kønslæber mm, mens de ventede på at han blev færdig, så de kunne gå igen. Flere af dem fortæller, hvordan de hele tiden forhandlede med sig selv, om det nu var normalt, at en massør gik så tæt på, og løbende skubbede grænserne for, hvad de ville tillade. Mange af kvinderne var gravide, hans speciale åbenbart, og de havde derfor mere fokus på at beskytte deres baby end dem selv. Med til historien hører også, at han havde låst døren ind til det rum de befandt sig i og derfor var de bange for, hvad han ellers kunne finde på at gøre ved dem, hvis de sagde fra. Bagefter tog han grotesk nok mod betaling og småsnakkede med kvinderne, mens de mere eller mindre desperate ventede på, at de kunne gå ud ad døren. Nogle af dem fik en fysisk reaktion på overgrebet en time efter, men for flere af dem gik der flere dage og uger, før de for alvor erkendte – opdagede? – at det de havde erfaret var et regulært overgreb. Og én af dem fortæller, at hun fortalte hun ”den ægteskabsvenlige version” til sin mand. Måske fordi hun tog en slags utroskabs-skam på sig, hvilket gør situationen endnu mere uhyrlig.
Hvorfor accepterede disse kvinder dog at blive befamlet – og én oven i købet fandt sig i, at han onanerede imens? Hvorfor afviste de ikke berøringen? Råbte op? Gik?
Disse spørgsmål får kvinder, når de fortæller om situationen og svaret er, at de ikke kunne vide, om de i virkeligheden var truet på livet. Derfor frøs de i situationen og lavede dæmpende kropssprog for at sikre deres egen og barnets overlevelse. Selv hende der var politikvinde og derfor trænet i at forsvare sig selv fysisk. Men det værste er, at skammen, vreden og magtesløsheden, bliver reaktiveret ved retssagen. Og det mest vanvittige er, at massøren har fået lov til at fortsætte sit virke i årevis efter at have fået to domme.
Men at vi overhovedet stiller kvinderne de uretfærdige spørgsmål viser, at retssystemet ikke er fulgt med tiden. Det er på linje med at spørge en voldtaget kvinde om hvilket tøj hun havde på. Som samfund skulle vores spørgsmål langt hellere være: Hvordan kan vi opdrage piger og kvinder til at tro på, at deres krop ikke primært er et visitkort til mænds begær og magtudøvelse, men også kan være en beskyttelse og et våben for deres egen sikkerhed? Hvordan kan vi sikre, at ofre ikke skal retraumatiseres ved en retssag – mens vi samtidig sikrer, at uskyldige ikke bliver dømt?
For mere end 50 år siden under den 2. bølge af feminismen blev det tydeligt, at det private også er politisk. Derfor bliver vi nødt til at regulere love og praksis ift nye definitioner af hvordan overgreb kan ske og opfattes, og hvordan man inddrager nogle kvinders måde at reagere på for at overleve, som et uafviseligt logisk og rationelt svar på et angreb, så de ikke skal udsættes for at blive til dobbeltofre.
Udgivet i Berlingske
