Vi har opdraget de unge generationer til at være kreative, ligeværdige, non-hierarkiske, samt følge deres følelser og lyster. Det konflikter med et arbejdsmarked der møder dem, som et system bygget på hierarkier, strategier, autoriteter, faste strukturer og bundne opgaveløsninger.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
HR-direktørens blik er en fascinerende cocktail af frustration, mistænksom overraskelse og beundring, da han betror sig: ”Vores omsætningshastighed af unge medarbejdere er gået amok – og det er vi slet ikke vant til! For 10 år siden fik vi tonsvis af ansøgninger fra unge, som bagefter blev der i årevis. I dag bruger vi en masse ressourcer på at oplære dem – og kort tid efter er de væk igen!” Hans betroelse skitserer en udbredt udfordring, som mange arbejdsgivere har kæmpet med i flere år. For selvom de unge generationer altid har haft hyppigere jobskift end de ældre, så sker det i dag i sådan et tempo, det udfordrer de fleste organisationer. Især stiller det nye krav til de tunge organisationer, der befinder sig på et meget kompetitivt marked (som fx i advokat-og konsulentbranchen), og hvor en eller anden afart at partnermodellen er herskende.
Det har været normen, at man startede som junior og endte som partner, hvis man altså smed flere sammenhængende års intensive arbejdsdage på mere end 10 timer ind i forløbet. Dealen var, at man gav størstedelen af sit liv til sit arbejde og for det fik en karriere, der sikrede bekvem økonomisk sikkerhed, høj social status og en fremtid, der åbnede sig som en gave, der blev ved med at give, såfremt man underlagde sig det hierarkiske system.
Problemet er, at denne kendte fødekæde ikke længere korresponderer med, hvordan de unge både er opdraget, og hvordan de selv har taget denne opdragelse og de tilhørende vilkår med sig ud i deres tidlige voksenliv. Mange unge i dag er nemlig opdraget både af forældre og skolesystem til at være ligeværdige, vigtige og beslutningsdygtige (også på gruppens vegne), kreative og initiativtagende, og det tager de naturligvis med sig ind på en arbejdsplads. Da mange samtidig også har haft et nært følelsesmæssigt forhold til deres forældre (og måske andre voksne) har de en forventning til deres ledere om, at de også vil og kan få den slags forhold til dem. Men det er sjældent det der venter dem, når de først træder ind på arbejdspladsen.
Det fleste møder nemlig en organisation, der mest af alt fungerer som et skakbræt, hvor der er et klart hierarki (der forventes at blive overholdt og anerkendt), som styres efter klare regler og strukturer, hvor magt er det styrende princip, og hvor man, som en brik, kan flyttes rundt mellem de forskellige opgaver og afdelinger. Det lyder værre end det er, for det er jo samtidig et meget effektivt og velfungerende system, som også skaber tryghed og muligheder for den enkelte. Men det kolliderer altså bare med den måde, som de unge er vokset op på. For det billede der bedst beskriver både, hvad de tror de skal møde, og hvad de ønsker at opleve, er en vildmark. Et sted hvor kreativiteten gror frit og gerne vildt, hvor samspillet opstår i en konstant krydsbestøvning mellem alle, så diversiteten og inklusionen er i højsædet, og sådan at der kan skabes spændende og givende relationer på kryds og tværs.
Det overordnede mål er at skabe formål og mening, som både fungerer i det daglige for medarbejderne, samt i det store samfundsmæssige regnestykke. Og alt dette vejledes, mere end det styres, af en ledelse, der hellere placerer sig i midten end øverst i gruppen, så de bliver til et levende kraftcenter, der skaber sammenhæng mellem mennesker, idéer og manifestation. Med andre ord er der ikke mange unge, der gider at udføre et meningsløst dagligt arbejde. Det har der i øvrigt aldrig været nogen, der gad! Forskellen er imidlertid, at dagens unge ikke behøver at gå på kompromis med deres ønske om at blive brugt til noget gavnligt, fordi vores tid tilbyder mange andre muligheder for karriere end det traditionelle arbejdsmarked.
De arbejdsgivere der er bedst stillede ift fremtidens arbejdsliv og rekruttering af alle generationer er de, der finder en balance mellem skakbrættet og vildmarken. Hvordan det skal se ud for den enkelte organisation afhænger af ledelsen, kulturen på arbejdspladsen og markedet. Men at toplederen skal placere sig selv i midten (og ikke over) hele molevitten, er til gengæld ikke til diskussion, hvis det skal fungere. Og mon ikke det i virkeligheden også gør deres arbejde mere meningsfuldt og spændende?
Udgivet i Jyllands-Posten 20/11 2022
