Tilbage til blog oversigten
lørdag 20. maj 2017 kl. 22:25
JP: Succestyranniet smadrer også de unge

This too shall pass.

Hun sad og mumlede det ind i sit hår, og kom til at hænge i mit ydre synsfelt, kun fordi hun havde røde sko på, der lyste op i alt det mudrede. Den brune gyngebænk, det grå underlag, hendes farveforladte tøj.

”Undskyld, sagde du noget til mig?”

Først da jeg var flere skridt forbi hende, ramte hendes ord min bevidsthed, selvom de var blevet sagt højt, lige da jeg passerede hende. Så jeg gik tilbage.

Ansigtet kom frem mellem de lange baner af hår, der blev slået lidt til siden. Hov, hun havde grædt. Jo, hun var ung. Nej, hun havde ikke sagt det til mig. Og nu trak hun sine røde fødder til sig op på bænken, så knæene stak frem som et borgværn.

”Er du ok?”

Det var hun så overhovedet ikke. For lige der krakelerede hendes ansigt ind i en maske af fuldstændig forladthed, og jeg stod og følte mig som en ufrivillig voyeur til et menneskes sjælesammenbrud.

Forlegen satte jeg mig ved siden af hende.

Et par dage forinden var min nyeste bog, Succestyranniet – og vejen ud, udkommet. Jeg har skrevet den som et modsvar til den skånselsløse tid, vi lever i. Hvor man taler om at udviklingshastigheden er blevet eksponentiel, hvor den før var overskuelig lineær, og som derfor har skabt et direkte menneskefjendsk pres på os, som de fleste selvfølgelig vantrives med, fordi vi konstant og hver eneste dag føler os bagud med det meste. Selv i vores relationer!

Der er aldrig tid nok til nogen eller noget, og ingen af os kan nå at følge med i alt det, som vi selv synes vi burde følge med i, samtidig med at vi skal præstere kreativt, originalt og synligt hele tiden, hvilket ingen selvfølgelig er i stand til, så vi sætter os selv i en situation, hvor vi næsten kun kan mislykkes.

Et af resultaterne af tidens vilkår er, at 40 procent af al sygefravær skyldes stress, angst og depression. Altså braser vores indre sammen på grund af nogle ydre krav, som alt for mange ikke kan honorere. Dertil kan også lægges en invaliderende ensomhed, som hjemsøger flere end nogensinde før. Faktisk vælter det frem med statistikker på, hvor galt det allerede er, og når vi fremskriver de tal, ser det kun endnu mere skræmmende ud.

Hvor vanvittigt er det ikke? I et samfund, der har alle odds for at skabe et mere balanceret fællesskab.

Disse vilkår undergraver vores sunde selvfølelse af mening og værdi, samt vores helt almindelige livskvalitet, og det virkelig skræmmende er, at det enkelte menneske bliver gjort personlig ansvarlig for problemet.

”Du må udvikle din robusthed!” er blevet det nye mantra i organisationerne, der på den måde bekvemt kan lægge de udslagsgivende konkurrenceprægede strukturer fra sig, og i stedet sende aben videre til den isolerede medarbejder, der ikke har noget værn mod denne logik.

Men det ER jo et kollektivt problem, når så mange bliver ramt af det! Og det er derfor, at vi lever under et fælles succestyranni, som vi skal finde en vej ud af. For det værste er, at flere og flere unge bliver ramt af det. Lige der hvor de i deres liv for alvor skal slå sig selv løs og favne verden, bliver de i stedet slået hjem og krøller sammen indeni af netop stress, angst, depression, eller får selvskadende adfærd eller bliver misbrugere.

Den unge pige på gyngen var ”en af dem”.

Mens vi begge sad og blev kolde, fortalte hun stykvis, hvorfor hun sad der. Og ikke sammen med sine venner eller hjemme hos sine forældre. For hun havde begge dele. Men hun kunne ikke klare at være i nærheden af dem, for hun følte sig som den største fiasko, og hun havde ingen steder at gå hen med det. Ingen ville nemlig tage hende seriøst, sagde hun, for udadtil så det meste godt ud.

Og hun var også ramt af tidens sindssyge krav om at skulle drømme stort, kæmpe, mega, for hun anede faktisk ikke, hvad hun skulle stræbe efter, drømme om at opnå, og det var frygteligt skamfuldt, så mens hun forsøgte at samle alle trådene i sit liv til et overskueligt mønster, var hendes hjerne ved at brænde sammen. Som den dag på legepladsen, hvor jeg tilfældigvis kom forbi. 

”Jeg er så bange for at snappe,” sagde hun, og fortalte om en af hendes klassekammerater, der en dag ikke kom i skole og ikke siden havde vist sig, men rygterne sagde, at hun var blevet tvangsindlagt. 

Til sidst blev jeg nødt til at gå. Jeg bad om hendes mobilnummer eller hendes navn, for jeg ville ikke bare slippe hende der, men hun gav mig intet, så jeg aner ikke, hvor hun er i dag.

Om hun er.

En af de tv-serier, der trender i øjeblikket, er ”Døde piger lyver ikke”. Den handler om en ung piges vej til selvmord, og den har sat fokus på hvor og hvorfor mange unge gør det, hvilket den får anerkendelse for, mens den også bliver kritiseret for at glamourisere selvmord.

De unge ved udmærket godt, at livet ikke kun er en legeplads. Og jeg får lyst til at spytte de bedrevidende mennesker i øjet, der hævder, at de unge ”bare skal tage sig sammen”. Vi er alle underlagt den overordnede struktur i et samfund, og her burde vi ældre generationer passe bedre på de unge ved ikke at medskabe det blinde målbare succestyranni, der har infiltreret alle skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor man ikke længere får lov til at blive klogere ved at tage fejl, men i stedet paces frem til at være produktiv og færdig så hurtigt som muligt, så man misdannes indeni, i stedet for at dannes som et helt menneske.

Livet er jo ikke et resultat, der skal opnås hurtigst muligt. Heller ikke for de unge!

Kronik i Jyllandsposten den 21. maj 2017 #emiliavanhauen #succestyranniet

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign