Blog

Når man bliver angrebet, er man et offer. Uanset om man vælger at slå igen, som en kriger. For i det øjeblik vi afviser offerrollen, afviser vi samtidig, at der er en skurk, der har lavet et uacceptabelt angreb – og så risikerer vi, at skurken går fri. Det er heller ikke alle ofre, der kan være krigere, så vi har brug for helte, der kan sætte en ny dagsorden.

Are you for real?!!! 

Det er ikke så tit, at jeg råber af mit fjernsyn, men da jeg så Pia Kjærsgaard hårdnakket forsøge at udskamme Sofie Linde som en offer-opportunist i Debatten for snart længe siden, var det en af gangene.  Anledningen var naturligvis Lindes anklage og advarsel mod en unavngiven mand til Zulu Awards, der på befriende vis har sat gang i endnu en nødvendig opmærksomhed på den sexchikane, der til stadighed dyrkes på alt fra arbejdspladser til bylivet.

Et er, at Kjærsgaard virker pinligt off ift. tidsånden. Noget andet og meget mere problematisk er, at det er blevet på mode at afvise, at man er et offer, når man bliver angrebet. Hvorfor kommer om lidt, men først vil jeg nævne præmissen for denne kroniks ståsted.

Intet offer – ingen skurk

I storytelling arbejder man bla. med det, der hedder dramatrekanten. Størstedelen af alle fortællingers dynamik sker mellem en skurk, et offer og en helt. Den centrale pointe er, at handlingen altid sættes i gang af en skurk. Ingen skurk, ingen fortælling. Fordi det skurken gør, er at angribe den orden, der som regel er udgangspunktet. Fra Sauron i eventyret Ringenes Herre og en politisk skikkelse som Hitler, til noget mere hverdagsagtigt, som en hjemmerøver, der trænger ind i en privat bolig eller en ældre søskende, der tager den yngres legetøj. I alle tilfældene er vi ikke i tvivl om, at angriberen er skurken, og at den der bliver angrebet er offeret. Hvorfor angriberen skal bøde for sin forbrydelse. Som regel gennem en helt, der dukker op, fordi offeret ikke er stærk nok til alene at slå skurken.

Anerkendes det ikke, at der er et offer, er der altså ikke sket en forbrydelse, og dermed har skurken ikke gjort noget galt. På den måde frikendes skurken for sine handlinger.

De 3 grunde til at offeret skal anerkendes

Ikke at ville anerkende, at en skurk afføder et offer, er katastrofalt af flere årsager. Også ift de mange verserende sager om sexchikane, der har kørt i pressen de seneste uger.

For det første kommer de kvinder, der siger fra overfor at være ofre, utilsigtet til at øge følelsen af svaghed, skam og forkerthed, hos de kvinder, der føler sig som ofre. Nu fordi de ikke selv sagde fra, og ikke ”kun” fordi de blev angrebet. Og fordi det at være et offer, ikke længere bliver til noget, fællesskabet (helten) skal beskytte og forsvare, men til noget, man selv burde kunne undgå at blive. Nogle gange har et offer også brug for tid til at komme sig over angrebet, før hun rejser sig og slår tilbage. Men det bliver umuligt at gøre, hvis offerrollen ikke anerkendes, for så vil der ikke med god ret være et helle, hvor offeret kan samle sig og få den nødvendige omsorg, forståelse og beskyttelse af fællesskabet, før hun rejser sig igen.

For det andet frifindes skurken, der ikke bliver konfronteret med, at han har angrebet og skabt et offer. Det sker indirekte, for når handlingen ingen definitoriske konsekvenser har, kan den lettere afvises at være sket. Og giver også skurken mulighed for at bedyre, at ”det da ikke kan have været så slemt, for så ville hun jo have reageret!” Igen: Hvis der kun er plads til at være kriger, hvor skal de, der er ofre og ikke har overskud til at være kriger, så gå hen og blive beskyttet?

For det tredje bliver offerrollen, som begreb, gjort til en selvforskyldt identitet, fremfor et resultat af en angribers forkerte handling. 

Problemet er, at alle disse kvinder jo er ofre for nogle forkerte handlinger begået af nogle skurke, der ikke følger den orden, alle medlemmer af samfundet burde føle sig sikre på at blive beskyttet af. Og derfor er det vigtigt ikke at tage afstand fra den rolle.

Når offeret bliver til kriger og helt

Men men men – det at blive gjort til et offer, er på ingen måde det samme som, at man tager offerrollen på sig som en identitet!

For det Linde gjorde, og mange andre kvinder gør, er at reagere, som en kriger: De slår igen. Og nægter at indgå i den dagsorden, som den pågældende mand forsøger at sætte. 

På den måde bliver offeret til en helt, der sætter en ny dagsorden, som andre både kanhylde og tilslutte sig. Og på den måde ændrer man verdens gang. Som Linde og alle de kvinder i mediebranchen, der nu står frem, er med til at gøre. Offeret og helten smelter altså sammen til én karakter, og det er en rolle, som mange mennesker kan finde både styrke og inspiration i.

Så jo, Sofie Linde, jeg synes du er et offer, for du blev jo angrebet på helt uacceptabel vis. Men du valgte at reagere som en kriger, og nu er du også blevet til en helt, for du forsvarede ikke bare dig selv; du skabte også en debat, der er med til at ændre hele vores samfund. Tak for det.

Af Emilia van Hauen, Cand.scient.soc, HD(A), bestyrelsesmedlem