august 19

JP: Skilsmisse er stadig en social fiasko

0  kommentarer

Over 40 procent af alle ægteskaber i Danmark ender med en skilsmisse. Er det et højt tal? Eller er det i virkeligheden lavt, set i forhold til, at det moderne samfunds idealperson konstant er i udvikling – og at den umulige drøm dermed er, at begge ægtefæller udvikler sig samtidig og i samme retning?

Mit lavpunkt var ikke, da min mand og jeg sad i stuen og ordene endelig var sagt højt. Mit lavpunkt var heller ikke, da vi samlede børnene to dage før jeg flyttede, og fortalte dem, at deres hverdag ville ændre sig afgørende. At det ikke havde noget med dem at gøre, og at vi aldrig ville blive skilt fra dem. Ingen af disse hjerteskærende, forfærdelige, hæslige, samvittighedstyngende hændelser var den værste i den årelange proces, det tog os at nå hertil.

Det var da jeg stod alene i Silvan i Gladsaxe den 27. december om eftermiddagen og købte 40 seniorflyttekasser. Aldrig har jeg følt mig så ensom. Forladt. Så fuldstændig revet over i afmagt, vrede, sorg, angst, fortrydelse og kærlighed. Inde i mig var der kun et uendeligt mørke, og jeg fatter ikke, at jeg overhovedet var i stand til at gennemføre det. Både købet af kasserne. Og skilsmissen.

Hvorfor lige den dag på det tidspunkt i den situation?

Jeg aner det ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Let ville det være at forfalde til en rationel forklaring om, at flyttekasserne kom til at symbolisere den mistede inkarnation af alle vores håb og drømme, der nu måtte gemmes væk og flyttes ud, fordi vi ikke længere delte dem. Eller at det var en uforudset kulmination af en handling, som vi de sidste 17 år har foretaget os sammen og delt, og pludselig stod jeg der alene og havde ikke ham at dele sorgen med. Noget – en flytning – der ellers ville være en glædelig begivenhed, blev i det øjeblik en flugt væk fra noget, mere end en rejse hen mod noget nyt. Hvis det var derfor, kunne det måske give mening, at lavpunktet så faldt i det præcise øjeblik.

Men manglen på mening er, hvad der gør en skilsmisse så uvirkelig. Og så smertefuld.

For kærlighed må ikke holde op. Ikke ægte kærlighed. Det giver ikke mening, at ægte kærlighed ikke varer evigt. Det er det, vi tror på, i vores kultur. Men…. er det overhovedet en realistisk mulighed? For nogle ja. Men for rigtig mange, varer ægte kærlighed kun en del af livet. Fordi vi udvikler os, flytter os, bliver til andre personer med andre værdier og andre mål og andre behov end da vi mødte hinanden. Og det paradoksale er, at i nogle tilfælde, er den anden part en af de vigtigste årsager til, at vi udvikler os, flytter os, ændrer vores behov, og derfor bliver den kendsgerning, at man netop er sammen og påvirker hinanden, også den årsag til, at man også flytter sig væk fra hinanden og det, man har at give hinanden.

Betyder det så, at den kærlighed man deler, ikke er ægte? Nej! Den kan være så ægte, som den findes. Så rigtig. Så fin. Så god, som den kan fås. Og ja, man kan sagtens kæmpe i flere år, før håndklædet bliver smidt i dobbeltsengen. Jeg kender ingen par, som ligefrem ønsker, at det skal være slut. Men når håbet slukkes, giver de fleste op. Med en enorm smerte til følge. Og en unødvendig følelse af skam.

Og det er her jeg tror, at det moderne menneske har – måske – vores største udfordring.

Forestillingen om at et ægteskab kun er en succes, hvis det varer til en af parterne dør. For mange bliver det nemlig til en umulig drøm, fordi de praktiske og idealistiske forestillinger ikke understøtter projektet. Tværtimod!

Vores tid fordrer af os, at vi skal være i konstant udvikling. Den retoriske joke går på, at hvis ikke vi er udvikling, er vi i afvikling. Når det gælder et ægteskab, ville det i mange tilfælde være lige omvendt. At når vi er i udvikling, er risikoen for ægteskabets afvikling højnet betydeligt. For hvor sandsynligt er det egentligt, at begge parter udvikler sig samtidig? Og i samme retning?

Selvom der er god kommunikation mellem parterne, selvom man forsøger at dele de samme drømme, er der stadig en stor risiko for, at begge parter – eller i hvert fald den ene part – glider ind i en bane, den anden ikke kan følge. Eller matche.

At skilles gør ondt. Jeg tror ikke på den ”gode” skilsmisse. For sådan en har vi haft, og det gør stadig usigeligt ondt bare at skrive denne kronik. Men måske ville en skilsmisse være mindre smertefuld, hvis man ikke oven i den reelle lidelse ved at skulle opgive et forhold til en partner, der har været den vigtigste i ens liv, også skulle forholde sig til og rumme, at man ikke lever op til drømmen om evig kærlighed, som definerer vores samfunds forestilling om et succesrigt ægteskab.

Måske behøvede man så ikke længere at bære på en tanke om, at man grundlæggende set er en fiasko, fordi man ikke levede kærligheden til man døde, men til den døde.

Når nu 40 procent af alle indgåede ægteskaber ender i skilsmisse, ville det ikke kun være understøttende for både voksne og børn, at vi begyndte at skabe nogle nye normer for, hvad der er et succesrigt ægteskab. Det ville sikkert også være samfundsgavnligt. Ikke alene kunne det fjerne den indre skam, som mange – både børn og voksne – oplever, ved at måtte opgive et ægteskab, og en social konstruktion af en hverdag, som stadig anses for at være den ”rigtige”, nemlig kernefamilien.

Man kunne også indgå et ægteskab med nogle klare forventninger om, at det vigtigste er kvaliteten og ikke længden, og at man sagtens kan være en jublende succes med et ægteskab, der ”kun” varer nogle få år, men som er med til at udvide ens hjerte kolossalt, katapulterer ens personlige udvikling flere niveauer op og gør en lykkeligere end nogensinde før.

Sikke en masse ægte skabere af kærlighed vi så ville have.


Du vil måske også kunne lide

Skriv en kommentar til dette indlæg

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}