”Min lærer siger, at vi er på randen af 3. verdenskrig. Er det rigtigt?”
Min 15årige søn kigger på mig med et blik, hvor åbenheden står forrest, men hvor skyggerne flimrer bagved. Han er for gammel til at tro på et enkelt svar, og for oplyst til kun at ville lade sig føre ind i håbet om den lykkelige slutning, så han befinder sig i et oplyst mørke, som kan gå begge veje. Enten mod den fuldkomne desillusion om menneskers klogskab og vores forhærdede erfaringsresistens mod krigens galskab, som gør, at vi gang på gang alligevel ender i en krig. Eller mod frelsen, mod medmenneskeligheden, mod håbet om at vi ikke vil mere. Ikke vil mere af dødelige konflikter kun baseret på ideer, overbevisninger og værdier, fremfor virkelig krig mod sult, sygdom og død.
Selvfølgelig aner jeg ikke, hvad jeg skal svare.
For er den virkelige – og værdige – krig virkelig kun mod sult, sygdom og død? På overfladen virker det tillokkende at tro, at så enkelt bør vi leve livet. At vi som art skal samles om at bekæmpe de ydre faktorer som vilde dyr, mangel på føde, naturkatastrofer, sygdom og lignende udefrakommende farer, der truer vores eksistens. Og faktisk ser vi gang på gang dette udfoldet, når vi pludselig står i en katastrofal situation; så samles vi på tværs af race, religion, kultur og nationer og hjælper hinanden ud af den umiddelbare fare, og medmenneskeligheden får lov til at triumfere på bekostning af idealer.
Men der går sjældent længe efter at en vis normalitet er opnået, før at ideerne støder sammen igen, og der bliver kamp om, hvordan vi skal organisere os. Hvordan vi skal prioritere midlerne og ressourcerne ud fra en idé om, hvad der giver os de bedste overlevelseschancer. Og det bedste liv.
I alle grader af civilisation er det ideerne, der organiserer samfundet og dermed hvordan livet skal leves, hyldes og dyrkes. Som art er det os helt umuligt at leve i et fællesskab uden at vi har en idé om, hvordan vi bør og gerne vil leve sammen, og hvad vi bør stræbe efter at opnå.
Og det er nok derfor, at medmenneskeligheden har så svære kår. For jo mere civiliserede vi bliver, jo flere ideer bliver der at leve med. Og deres kompatibilitet er jo langt fra givet. I Danmark er vi opflasket med at åbenhed, frihed, lighed og tillid er helt afgørende for et velfungerende samfund og en hyldest til det enkelte individs udfoldelsesmuligheder. På den måde mener vi, at vi hver især bidrager mest og bedst til fællesskabet, og samtidig giver det nogle grundvilkår for at kunne leve et godt og meningsfuldt liv for den enkelte.
De værdier er naturligvis altid blevet udfordret. I min ungdom i 80erne var de udfordret af Den Kolde Krig og atomtruslen fra Østblokken. I 2001 skiftede trusselsbilledet og fremfor politisk ideologi om kapitalisme mod kommunisme, handler det nu om demokrati kontra terror, selvom nogle gerne vil have det til at se ud som om det handler om religion.
Hvis læreren får ret, er der meget der tyder på, at 3. verdenskrig på – overfladen! – vil gentage den krig, vi udkæmpede for snart 1000 år siden og nogle hundrede år frem under Korstogene. Og min søn vil med god ret kunne spørge: Er vi virkelig ikke kommet videre?
Hans spørgsmål vil ramme ned i det vedvarende ulidelige dilemma: Hvordan undgår jeg at reducere mig selv til en agent for et helt andet værdisæt end det, jeg virkelig tror på, fordi disse fremmede værdier i situationen er helt nødvendige, hvis vi skal overleve? Hvordan kan jeg med troværdighed forklare ham, at selvom vores grundværdier handler om åbenhed, frihed, lighed og tillid, bliver vi nu nødt til at benytte os af lukkethed, grænser, kamp og mistillid i kampen for at undgå at udslette os selv i misforstået integritet?
Frustrationen sætter yderligere ind, da sætninger som: ”Jeg er altså ikke nationalist, men…” og ”Principielt mener jeg, at alle kulturer har ret til at eksistere, men…” er på vej til at snuble ud af munden på mig. For hvornår blev det egentlig uacceptabelt at tro på, at min kultur er bedre end andres – hvis jeg samtidig accepterer, at andre kulturer naturligvis har ret til at eksistere parallelt med min foretrukne, så længe det sker i gensidig respekt? Og hvorfor skal jeg med sindsro acceptere, at min kultur gerne må krænkes åbenlyst og direkte bekæmpes i mit eget hjemland, uden at kæmpe imod, for ikke at blive anset for at være ikke-humanist? Jeg er langt fra den eneste, der står midt i den frustration. De sociale medier svømmer i denne tid over af mennesker, der ”normalt betegner sig som meget tolerante og åbne” men som i disse dage tynges af en gigantisk gordisk knude i maven af ideologisk frustration over angsten for at blive anklaget for at være racister, fremmedfjendske, imperialister eller DF’er (som i humanistiske kredse anses for at være det værste!), fordi de har nået grænsen for, hvor meget ikke-demokratisk kultur de vil være med til at indoptage, samtidig med, at de anser sig selv for at være netop åbne og tolerante. Selv ved jeg ikke engang hvordan jeg med ro i maven skal skrive disse sætninger, for ikke at blive bevidst misforstået og kategoriseret som alt det, jeg skrev lige ovenfor, og som er helt modsat af alt hvad jeg tror på.
Så hvad skal jeg svare min søn?
Der findes jo ikke noget svar på det spørgsmål, sådan som situationen lige nu med gru udfolder sig. Der findes kun et håb om, at det ikke sker. I ventetiden på afklaringen kan jeg forsøge at lære ham den helt afgørende sandhed om os mennesker: At vi dybest set alle lever i de samme konflikter og har de samme længsler. At vi alle blot ønsker at få lov til at bidrage til fællesskabet og bare gerne vil være elsket. At vi inderst inde alle er ens.
Og at det derfor er hver vores opgave at tage ansvar for det medmenneskelige.
(Min kronik i Jyllandsposten den 6.12.15)
