Tilbage til blog oversigten
onsdag 4. marts 2015 kl. 18:23
JP: Lige om lidt...

Lige om lidt vil du måske tage listen med julegavekøb frem og tænke over, hvor vanvittigt det er, at du skal opfinde behov, som dine nærmeste skal have, fordi du skal give dem en gave. Som de faktisk ikke har brug for. Fordi de fleste i dagens velfærdssamfund har, hvad de skal bruge. Og mere til.

Du har måske lige læst en artikel der fortæller, at den såkaldte self-storage branche er vokset eksplosivt de senere år, fordi folk bare har for mange ting, og derfor må leje lagerplads til at opbevare alt det, de alligevel ikke skal bruge. Og måske vil du undre dig over, at politikerne trods det fortæller os, at vi skal forbruge mere for at ”få gang i hjulene” og når du sidder der med listen, tænker du, om man måske kunne vækste på en anden måde end i penge og forbrug. For eksempel i at øge din samling af mennesker, som du er forbundet med.

Eller måske vil du lige om lidt gå op på vægten og tænke, at nu – NU! – vil du altså holde op med at små-overspise, fordi du et eller andet skummelt sted inde i dig er bange for sulten, og derfor på hamsteragtig manér konstant render rundt med et paniklager af mad. Inde i maven. Og måske skulle du også tømme dit lille hemmelige slikforråd af Skolekridt og Toffifee, selvom det vil gøre dig mindre populær hos de andre, men så i det mindste også lettere.

Og lige om lidt vil du måske også overveje, hvordan du i det hele taget kan blive sundere. For sundhed er vores nye religion og kostomlægning er ren djævleuddrivelse. Og måske ville din bedste gave i virkeligheden være at få et ti-turs klip til en personlig træner, så du endelig kan få has på den fedtpølse, der altid møver sig udover linningen og får dig til at føle dig som en overlæsset hotdog. Og selvfølgelig mener du ikke seriøst, at det er lige NU, at du skal starte på dit nye liv som tynd og sund, for det ville da være et total selvværds-selvmål en uge før flæskestegs-eksplosionen, men jo, jo, allerede den 2. januar vil du gå op i fitnesscentret og tage hårdt fat, og undre dig over, hvorfor maskinerne og løbebåndene er invaderet af mumitrolde.

Lige om lidt vil du måske bestille billetter til Hobitten. Eller Dum Dummere 2. Eller Hunger Games 3. Eller Force Majeure. Og du vil elske at nyde dit livs sidste bif-popcorn. Måske. I hvert fald årets sidste.

Lige om lidt vil du måske tænke, at nytårsaften vil være den perfekte aften at fri til din kæreste, for nu er du endelig sikker på, at det skal være jer to. Til døden. Eller næsten. For 43% af alle ægteskaber ender jo i skilsmisse og er det ikke også et håbløst ideal at skulle forfølge, altså at blive sammen til døden, når vi lever så længe og samtidig forventes hele tiden at være i udvikling. Og hvor heldigt og sjældent er det lige, at begge parter udvikler sig i samme retning. Samtidig?! Eller måske sidder du lige om lidt og tænker, at nu – NU – går den ikke længere, nu har du – I - virkelig gjort alt, og det fungerer bare ikke, og hvor længe skal I også trække pinen ud? Engang i januar vil du bære den afgrundsdybe sorg at skulle splitte en familie, se dine børns smerte i øjnene og vide, at når I er kommet ud på den anden side af bruddet, vil livet blive bedre. For det er jo derfor, du gerne vil skilles. Og måske vil du allerede nu kigge lidt på hvilken ejendomsmægler, der skal sælge jeres hus. For alle ved jo, at de fleste skilsmisser sker lige efter nytår, og det er godt at være på forkant. 

Men inden du når så langt, vil du måske tænke, at lige om lidt er det ferie og så er der endelig tid og overskud til at dyrke mere sex. Bedre sex. Helt enkelt.

Lige om lidt vil du måske tænke, at du i det nye år vil være mere nærværende. Mindre stresset. Måske tænker du på din kollega, der gik ned med stress for en måned siden og stadig ikke er vendt tilbage. Og du tænker, at livet altså er for kort til at have så travlt, at du ender med at miste dig selv. At det er ret bekymrende, at over 25% af arbejdsstyrken ofte føler sig stressede.

Måske vil du mindes, at du engang hørte en hospice-sygeplejerske fortælle dig, at de fleste døende stiller dette spørgsmål: Vil jeg blive savnet? Og at kun meget få (meget dovne!) mennesker har fortrudt, at de ikke arbejdede nok. Men at mange har fortrudt, at de ikke var nærværende, deltagende, involveret nok i deres elskedes liv. At lige meget hvor meget du arbejder, hvor mange lister du laver, hvor meget du streger over og når, så bliver listen alligevel aldrig tømt. Og at du elsker at skrive noget på listen, som du allerede har lavet, bare for at få tilfredsstillelsen ved at strege det over! Men også at du gerne vil være savnet, den dag du dør.

Lige om lidt vil du måske beslutte dig for, at du vil erstatte hver tredje kop kaffe med en kop te. Grøn. Suk.

Lige om lidt slår det dig måske, at 2015 er valgår og hvor i himlens navn skal du sætte dit kryds, for det danske politiske landskab er blevet totalt skizofrent og meget lidt giver logisk mening, og det der giver logisk mening, har du ærligt talt ikke lyst til at støtte, så hvor pokker skal du lægge din demokrati-mønt, så vægtskålen tipper nedad mod det, du gerne vil præge Danmark med?

Lige om lidt kan du tage stilling til alt det, der ligger og venter på dig.

Men lige nu. Lige nu kan du glæde dig over, at du ikke er syrer og på flugt. At du ikke ligger som en grøntsag efter en trafikulykke. At du ikke er i fængsel for at mene noget andet end dit lands regering. At du ikke lever på gaden og at alle dine ejendele er pakket i Nettoposer og lagt op i en knirkende indkøbsvogn, der står ved siden af dig på bænken. At du ikke en pige, der skal giftes væk til en fremmed mand, med risiko for at få smidt syre i ansigtet, fordi din medgift ikke er høj nok. Eller at du ikke er en ung mand, der går rundt med et selvmordsbælte på, som du skal udløse lige om lidt i en bus, fordi du aldrig fik en chance for at sige nej tak til religiøs hjernevask.

Lige nu kan du glæde dig over, at du overhovedet har et liv, hvor du både kan overveje og frit vælge, hvem og hvad du vil fylde dit liv med. Så det synes jeg du skal gøre. Glæde dig. Det er jo jul!

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 7, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign