41% har fjernet ledelseslag og nu føler 37% sig retningsløse. 57% af de unge vil ikke være
mellemledere, mens 69% af arbejdsgiverne mener, at den stilling spiller en afgørende rolle i
deres organisation. Hvordan får vi hierarkiet til at virke igen – på en menneskelig måde?
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, foredragsholder, forfatter
”Var det ikke dit drømmejob?”
”Jo! Men jeg vidste faktisk aldrig rigtig, hvorfor jeg løste de opgaver jeg lavede. Og min chef ku’ aldrig gi’ mig et klart svar. Helt ærligt, jeg sejlede rundt og til sidst opgav jeg bare!”
Ovenstående ordveksling overhørte jeg forleden på min stamcafé og det fik mig til at skrive denne klumme. For de satte frustration og følelser på den strømning, der nu viser sig i forlængelsen af den af-hierarkiseringen, som de sidste 10 år har fået en del spalteplads i medierne. Men som altså nu også manifesterer sig i praksis.
For en undersøgelse fra det store searchfirma, Korn Ferry, viser, at 41 procent har fjernet ledelseslag, hvorfor 37 procent af medarbejderne nu føler sig retningsløse. Bla. fordi mellemlederne ikke længere er der til at holde kulturen, gennemføre strategien og give den nødvendige feedback der gør, at især de yngste føler sig inkluderet i fællesskabet. Hvilket nok er derfor, at en anden undersøgelse viser, at 69 procent af arbejdsgiverne mener, at mellemlederen er afgørende for organisationen. Men de unge selv gider ikke at være mellemledere. Hele 57 procent ønsker specifikt ikke den rolle og det udfordrer fødekæden af ledere.
Roden til oprøret er dog ældre end de 10 år. Det kommer nemlig fra ledelseslaget selv, for mange ledere er også forældre til den yngste generation på arbejdspladsen, og de har opdraget deres børn på en langt mere inkluderende måde gennem et familiedemokrati, hvor de tidligt er blevet trænet til at være med til at tage familiens beslutninger. Den træning har de naturligvis taget med ind på arbejdspladserne, og derfor ønsker 75 procent af generation Z at forbinde sig med den øverste ledelse og altså ikke bare deres egen leder. På papiret gør det mellemlederen overflødig, men ikke i det daglige, hvor vi ved, at noget af det vigtigste for de
unge – der her kan bruges som et varsel for alle medarbejdere – er at opleve sig som en del af fællesskabet og at de bidrager med noget meningsfuldt uanset deres erfaring.
Så på den ene side er hierarkiet brudt, på den anden har vi mere brug for det end nogensinde, for at få en følelse af retning og forudsigelighed i en usikker tid. Ikke underligt, at der foregåren intensiv snak om hierarkiets rolle blandt ledere, for det svært at lede, når ens mandat bliver udvandet af gode intentioner, mens der samtidig presses på for at levere på KPI’erne.
Hvad pokker gør vi? En del af løsningen kan være at tænke i begrebspar. Effektive resultater og et godt socialt arbejdsmiljø er i dag mere betinget af hinanden end tidligere, og det starter med lederens bevidste forhold til sin egen magt. Ethvert hierarkis styrende princip handler nemlig om hvordan magten bliver fordelt og forvaltet, og hvis vi skal være tro mod de værdier, der ligger bag den opdragelse vi som samfund har givet de yngste, så handler magt først og fremmest om at kunne skabe tillid og frivilligt følgeskab. Begge dele opstår når lederen skaber en tryg ramme med en klar retning, så opgaverne både har mening og værdi, og sådan at medarbejderne oplever sig som en del af fællesskabet.
Magten skal altså fortjenes, både oppefra og nedefra. Lederens bevidste forhold til sin egen magt er derfor det helt afgørende, for at få et moderne hierarki til at fungere. Og det er nogle gange en udfordring i et land, hvor vi hellere taler om indflydelse end magt. Men tænker man i begrebspar – i dette tilfælde magt sammen med tillid – forener man det resultatorienterede med det sociale. Det skaber et balanceret udgangspunkt for at forvalte den magt, man har sagt ja til at påtage sig, uden at miste sin egen menneskelighed og relationen til de andre. På den måde er man med til at opdatere hierarkiet til at fungere i en moderne kontekst.
Bragt i Børsen, Ledelsesrådgiverne, September 2026
