januar 17

JP: Kvinder som byttedyr for en syg kultur

0  kommentarer

Jeg er aldrig blevet voldtaget.

Men som ung kvinde har jeg – som tusindvis af andre unge kvinder – været i situationer, hvor angsten for at miste retten til min egen lyst og krop pludselig blev det eneste, jeg var. Frygten fik mig til at implodere i en boble af absolut ingenting, der trak sig mere og mere sammen om mig, til jeg intet kunne se, mærke eller høre – andet end en tynd høj hyletone, der skar min bevidsthed i strimler og tømte mig for min egen vilje, så jeg blev til en passiv modtager af en andens intention.

Det eneste jeg registrerede var billeder på det altødelæggende, der ville ske lige om et sekund. Nogle gange invaderet af en fremmed lugt, der trængte ind i mig som en giftig gas. Eller en fornemmelse af fjendtlig hud og kød, der underløb min hud. Mit kød. Det føltes som begyndelsen af et fald på tusind meter, som jeg måtte lade mig segne i – indtil mine instinkter ændrede sig og jeg mærkede hvordan vrede og aggression rejste sig i mig og fandt sit mål, nemlig den mand, der havde brudt min private sfære og var trængt ind, hvor han ikke var blevet inviteret. Og hver gang reddede jeg mig selv. Enten ved at flytte mig, skubbe ham væk, råbe ham ind i hovedet eller noget helt fjerde.

Så er der de mange andre gange, hvor jeg har måttet lægge krop til kejtede befamlinger, mund til kiksede kys eller tørre ører til våde ord, der fortalte mig, hvad manden godt kunne tænke sig at gøre ved mig. Én gang mærkede jeg en stor hånd tage mig meget sikkert og fast bagpå, og inden jeg overhovedet anede hvad jeg havde gjort, vendte jeg mig og gav ham så syngende en lussing, at vi begge stoppede op og gloede chokeret på hinanden, mens rødmen bredte sig synligt på hans kind, og jeg med iskold stemme sagde til ham: ”Det der – det gør du aldrig igen! På nogen!”

I alle disse oplevelser har jeg aldrig tvivlet på en ting: Nemlig at jeg var en del af en kultur og at jeg var medlem af et samfund, der på ingen måde vil tolerere at kvinder bliver forulempet på denne måde. Og jeg er sikker på, at det er denne vished, der har givet mig ekstra kræfter til at modstå disse overgreb.

Det er derfor, at Kölnersagen og lignende episoder i resten af Europa inkl. vores hjemlige Thisted, Sønderborg og Haderslev, som beskrevet her i avisen, er så uhyggelige! Både fordi de underminerer hele det værdiapparat der bærer vores demokratiske principper om lighed og ret. Og – endnu mere uhyggeligt – fordi der er en overhængende risiko for, at den ændrer noget helt afgørende i især unge pigers, men også blandt mange kvinders, selvforståelse og indre værdi; nemlig at de ikke nødvendigvis er at betragte som fuldgyldige medlemmer af samfundet.

Konsekvenserne af det er så skræmmende, at der næsten ikke er ord for det, for det betyder, at halvdelen af befolkningen i de lande, hvor vi lovmæssigt og kulturelt set mener at alle borgere er lige, indirekte har fået en melding om, at hvis de er kvinder, er deres private oplevelser ikke helt lige så vigtige at tage til efterretning, som den politiske dagsorden der går på, at vi gerne vil fremstå tolerante og demokratiske overfor fremmede, der bærer på og agerer efter en kultur, der på det kønsmæssige område er direkte i opposition til vores. Den enkelte kvinde må derfor bære sit eget overgreb for at understøtte et samfundspolitisk image.

Det er sygt. Ganske enkelt sygt.

At gøre den enkelte borger ansvarlig for et kulturelt overgreb, blot fordi hun er født som et særligt køn, er sygt. Det der gør det endnu mere grotesk er, at vi i Vesten har ladet en mikroskopisk gruppe af mennesker, set i forhold til størrelsen på vores egen befolkning, få mediemæssig beskyttelse, selvom deres værdier åbenlyst er i direkte opposition til vores. Vi har dermed selv været med til at fjerne en vigtig del af den civilisation, som vi baserer vores demokrati og samfundssystem på. Samfundet har altså større berøringsangst overfor at stå ved vores egen kultur, end kvinderne (åbenbart) skal have for at stå ved retten til deres egen krop.

Hvordan helvede har angsten for politisk korrekthed dog fået så stærkt et fodfæste, at selv politiet, der er den instans, som skal opretholde borgernes sikkerhed – og hver dag kæmper hårdt for det! – har følt sig så mediemæssigt spærret inde i denne særlige dagsorden, at de ikke turde vise virkeligheden, som den virkelig er? Også det er sygt. Og helt utålelige arbejdsvilkår for dem.

Voldtægt er så ødelæggende for en kvinde, fordi den fratager hende hendes valg af, hvem hun åbner sig for og dermed gør sig ubeskyttet overfor – og det i sig selv indeholder potentielt hendes død. Manden der begår voldtægten, trænger ikke blot ind i hendes legeme og skød. Han trænger også ind i hendes selvforståelse, følelser og identifikation og får tvunget sig adgang til den del af hende, som hun ellers har eksklusivt ejerskab til – og det kan ødelægge hende afgørende. For hvem er hun, hvis ikke hun ejer sig selv og selv bestemmer over sin krop? Og hvad er det for et samfund, der ikke ser sig i stand til at beskytte sine kvinder mod den slags overgreb – og ej heller lader sandheden om overgrebene komme til syne?

Nu har virkeligheden endelig fået et ståsted. Og vi skal agere på det, så det ikke gentager sig. Men det vigtigste overhovedet er i første omgang offentligt at stå op for kvindernes værdighed. Alle kvinder skal opleve, at de er medlemmer af et samfund, der til alle tider vil beskytte deres ret til at bestemme over deres egen krop. Og at selv den mindste krænkelse på ingen måde kan tolereres. Eller skal ties ihjel. Kvinder er ikke byttedyr. Punktum. Og et samfund der accepterer, at de behandles som sådan, er sygt. 

(Kronik i Jyllandsposten 17.01.16)


Du vil måske også kunne lide

Skriv en kommentar til dette indlæg

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}