Tilbage til blog oversigten
søndag 20. oktober 2019 kl. 01:26
JP: Hvornår stopper ens forældreskab?

Forældres vigtigste opgave er at gøre sig selv overflødige. Måske er det den eneste opgave, der gør virkelig ondt, når den lykkes. Og som skaber mere glæde end noget andet.

Det ene øjeblik er jeg helt knuget til af sorg, længsel, fortrydelse og smerte. Og det næste er jeg fyldt op af glæde, stolthed, kærlighed og generøsitet. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan jeg kan indeholde så mange modstridende følelser uden at eksplodere. De kommer og går som det passer dem, og med et hjerte, der føles lige så skrøbeligt som brændt papir, der flagrer i vinden, har jeg intet værn mod pinen. Ej heller kan jeg holde varigt fast i alt det gode. Så jeg strejfer hjemløs rundt i min identitet som mor, der i næsten tyve år har udgjort den højest prioriterede andel af min selvforståelse, men som i disse dage, pludselig er forandret, forladt, forsvundet ind i en form, der er lige så ubekendt som verdens ende.

Ifølge google maps er min ældste søn flyttet præcis én kilometer væk. Hvilket er et fnug i den fysiske verden, men i mit emotionelle landskab kunne han lige så godt bo i et helt andet solsystem. De sidste uger har vi hjulpet ham til at installere sig i egen lejlighed og nu mangler han ikke meget mere end 3-4 flyttekasser med tøj, bøger, papirer og andet skrammel, som skal pakkes ned og fragtes hjem, hjem til ham, og så er det forbi.

Forbi med at se ham hænge med hovedet inde i køleskabet lørdag formiddag og et hår, der afslører, at han lige er vågnet og vide, at senere kommer historierne fra natten. Forbi med at tage ting ud af hans lommer, før tøjet bliver smidt i vaskemaskinen og uventet blive strøget af hans duft fra dengang han var baby. Forbi med at sms’e ham, at han gerne må købe ind til aftensmad. Forbi med at tage den uventede snak klokken to om natten, fordi vi begge er kommet hjem fra hver vores fest samtidigt. Forbi med selvfølgelig at følges ad til fætters fødselsdag. Forbi med at gå ind på hans værelse, sætte sig på kanten af sengen og stryge ham over håret, før vi siger godnat.

Forbi med at leve sammen.

Fortrydelsen har fået et alt for fast tag i mig. Noget der ikke hører til i den moderne tilværelse, for hey! vi skaber jo selv vores liv! Men jo, jeg fortryder bittert, at jeg nogensinde slap hans hånd, da han var lille. At jeg til tider ikke orkede at lege med ham. At hans kind mod min blev for varm og at jeg vendte mig i sengen, væk fra ham, fordi jeg syntes jeg skulle have lidt luft. Jeg fortryder, at jeg ind imellem råbte af ham, at jeg ikke tog ham mere med ud i skoven og viste ham myrernes sti, tangloppernes dans, og jeg fortryder, at jeg ikke fangede flere blade sammen med ham i efterårsskoven.

Årh altså, hvordan kunne jeg dog længes efter at han blev større, så jeg i det mindste kunne gå i bad, uden at han bankede på døren og ville ind, og hvordan kunne jeg dog græmme mig over, at jeg ikke bare kunne sove længe, uden at han kom ind og kyssede mig på kinden og kravlede ind under min dyne, så jeg kunne indsnuse hele hans væsen. Hvis jeg giver efter for minderne, bryder de igennem mit omhyggeligt opbyggede værn mod sentimentalitetens overtag og mit hjerte hiver herskerløs i min uendelige længsel efter blot én gang mere at se ham smide alt hvad han har i hænderne og løbe mig i møde, mens han stråler over hele ansigtet og råber: Moooooor!!!

Hvorfor var der ingen, der fortalte mig, at nitten år i virkeligheden er nitten sekunder? Hvorfor var der ingen, der fortalte mig, at denne kærlighed til vores børn er større end nogen anden kærlighed, og at den bare bliver ved med at blive større og større. Selv i de perioder, hvor man oftere end ikke, har lyst til at slå dem i deres teenage-urimelighed og puerile arrogance. Hvorfor var der ingen, der tog mig om skuldrene, kiggede mig dybt i øjnene og sagde: Uanset hvad du gør, så følger også de naturens orden og bliver ældre og skal forlade?

Hvorfor lyttede jeg ikke, da nogen fortalte mig det?

Hver eneste dag, hver eneste time, er der tusindvis af forældre, der siger farvel til et liv sammen med deres børn. De fleste fordi ungerne flytter. De få, men stadig alt for mange, fordi børnene dør før dem. Og uanset hvor morbidt det end er, har det antændt min dybe taknemmelighed, at min søn stadig er blandt de levende, og det har lagt sig som et lag af balsam over mit savn, min selvmedlidenhed og mit desperate ønske om at skrue tiden tilbage.

Men så kigger jeg på ham igen.

Denne voksne mand, der nu betaler regninger, beværter gæster, tager på arbejde og sparer op, så han kan rejse verden rundt, og jeg ønsker intet anderledes. For min tid har været der og hans eksistens er indlejret i mit hjerte i sit helt eget kammer, og når savnet bliver for stort og tabet for massivt, lukker jeg bare øjnene og besøger det sted, og lader mig fylde op af glæde og kærlighed. Over at dette lille væsen, der blev født en nat i november skulle lykkes så fint. Faktisk så fint, at da jeg få uger før hans flytning, sagde til ham, at jeg ville komme til at savne ham, og han så svarede: Ja, det bliver fedt!

Mission accomplished. Enhver forældres fornemste opgave er nemlig at gøre sig selv overflødig. Først da er man lykkedes med jobbet, for så har man skabt et menneske, der er i stand til selvkærlighed og derigennem kan skabe sig selv en god tilværelse. Også ved at bidrage til fællesskabet. Så overflødig ja. Men heldigvis ikke ubrugelig. Og ej heller uelsket. Hvilket han har vist mig på tusind måder, siden vi første gang trådte ind over tærsklen til hans nye lejlighed. For i min verden varer mit forældreskab for evigt. Og de der børnebørn, der nok kommer om ti års tid, de skal jo også have nogen, der tager dem i skoven og fanger blade i timevis en efterårsdag.

Bragt i Jyllandsposten søndag den 20.10.19

Der er 17 kommentarer til dette indlæg:
#1 20. okt '19 kl. 08:41 :
Åh tak for de fine ord, jeg er samme sted ❤️
#2 20. okt '19 kl. 08:51 skrev Poul Luttermann :
Kære Emilia
Med stor interesse har jeg nu læst dit indlæg - og må bekræfte overfor dig, som mor, at det er nøjagtig de samme følelser jeg kan have/har som far.
Jeg har nu prøvet det 4 gange, fordi mine børn er der et meĺlemrum ca 5 år hver gang - og (din) historie har gentaget sig og jeg er ikke bliver "klogere" fra gang til gang - det er fordi, der er sådan det skal være og vi kan bryste os ved barnets sidste bemærkning - så er det lykkedes for os, at være "perfekte" forældre. Mennesker er forskellige men konteksten i dit indlæg er de samme.
Tak for dine ord, som er så rigtige.
Hilsen Poul (Far til fire pt 49/43/35/30).
#3 20. okt '19 kl. 10:42 skrev Marianne Banner:
Og så er vi nogle forældre der så gerne ville kunne gøre sig fri og stole på, at når vores børn med et handicap vil blive passet på af det samfund,vi har bidraget til med vores arbejdskraft, vil passe godt på det. Det kan vi så ikke så vi må stadig stå til rådighed og hjælpe, tilgengæld får vi ingen børnebørn, men slides op i evig kamp med det stystem der burde hjælpe vores voksne børn.
Emilie og alle andre midaldrende forældre skulle bare lige vide hvor lykkelig fri de er fra de bekymringer vi andre må dø med.
#4 20. okt '19 kl. 11:00 skrev My:
Har læst dit indlæg med tåre i øjnene, det er så flot og rørende skrevet. Mine børn på nu 31 og 26 er igang med deres voksenliv, og jeg er blevet hægtet af et sted i 2016, vil helst ringe til dem hver dag og få en opdatering, men jeg gør det ikke, de ved jeg er her og jeg ved at de ringer hvis de har brug for råd og vejledning.
#5 20. okt '19 kl. 11:17 :
Åh hvor fint. Læste med tilbageholdt åndedræt og tårer i øjnene.
Har selv to store teenage-drenge, der er i gang m samme proces. Sidder og funderer over, om det min er samme følelser, hvis det var en datter?
#6 20. okt '19 kl. 11:54 skrev Helle :
Sådan et fint skriv, der bragte en slags “længsel” frem i min mave ( selvom ældste datter endnu ikke er flyttet, men jeg ved jo det kommer, når hun kommer hjem fra sin jordomrejse 😔 ). En længsel efter den tid der var.... men også en glæde over det sted vi er.
Tak fordi du satte så præcise ord på 🥰
Sommetider tror man, at man er alene om følelsen af ikke at kunne give slip ☺️... men det er jo ens for os alle med de modstridende følelser - stolthed over ens voksne barn, fortrydelsen over ikke at have gjort nok ( vist dem myretuerne i skovbunden ) og glæden ved at have haft dem på godt og ondt under éns vinge i de mange børneår ❣️
Der er INTET i hele verden, der kan måle sig med at være forældre... med alt hvad det bringer ♥️💙
#7 20. okt '19 kl. 12:29 skrev Rikke:
Jeg ville også ønske at nogen havde fortalt mig dette. Jeg sendte for knap to måneder siden min ældste på 17 til Island. 2 uger inden sendte jeg hendes lillesøster på efterskole.. alt for tidligt men meget nødvendigt, hvis hun skal have færre ar på sjælen efter mobning og udstødelse i folkeskolen...Jeg er ramt. Af savn og sorg. For deres far er også ude af landet pt. Puha.. godt jeg har lillebror hjemme. Sender varme tanker og cyberspace kram til alle der lider i skyggen af empty nest syndrome.
#8 20. okt '19 kl. 13:07 skrev Maja Lüchau :
Ihh hvor er jeg glad for, at jeg lod min lille søn komme ind hver nat og putte sig med mig i sengen. Det gør han ikke mere, nu er han også flyttet hjemmefra i egen lejlighed med regninger, job, studier og andet voksenliv.
Flot skrevet, det beskriver også vores familie (og sikkert mange andre). 19 år er næsten 19 sekunder. Tak.
#9 20. okt '19 kl. 13:40 skrev Sanne:
Ej hvor har jeg savnet dine ord at spejle mig i❤️ Og hvor jeg føler alt i hver en fiber af min krop🥴. Min søn på 26 år var den første, der pakkede sine ting og skulle læse i Kbh. Jeg græd men trøstede mig ved, at jeg stadig havde min datter, -min søns søster, -hjemme😍. Men to år senere måtte jeg også se bagsmækken af deres fars trailer, da hun havde pakket sit 20 årige liv hos mig væk i kasser og på loftet😥. Jeg græd som pisket bag lukkede døre, og jeg savnede som jeg aldrig har savnet før❤️ I en alder af 52 år skulle jeg lære at leve alene igen. Og leve for MIN skyld🥴. Jeg ved, det er egoistisk at føle det strejf af smerte, der følger med at indse, at jeg er undværlig. De kan selv begge to. Og de klarer det SÅ flot❤️👏🏻😘😘.
#10 20. okt '19 kl. 16:03 skrev Linda:
Emilia - du rammer plet. Den sorg er der sjælden plads til. Den er nærmest skamfuld og noget vi ikke taler om. Da min sidste datter flyttede snakkede vi om det i fællesskab. Sorgen var ikke kun min - men hos min mand og hos begge mine piger. Det er en “socioskamfuld sorg” vi føler den samtidig med at vi glædes over at vingerne bærer ungerne.
#11 20. okt '19 kl. 22:49 skrev Mette kjær:
Åh hvor du rammer plet Emilie. Måtte lige tude over genkendelsen I din historie. Det er så svært at rumme - jeg er på 2. Semester i uddannelsen efter min 3. Lille unge flyttede for snart 1 år siden - og det ER stadig svært, og som du siger også virkelig dejligt at være vidne til. Men hvad er det lige man skal erstatte den STORE del af ens identitet der før var allokeret til moderskabet med? Det er som om der ikke rigtig findes nogen passende erstatning - i hver fald ikke noget der virker lige så meningsfyldt og altoverskyggende dejligt.
#12 21. okt '19 kl. 17:34 skrev Johanne :
Vi kan sagtens gøre vores børn selvstændige uden direkte at give slip og det tror jeg også du mener med din søde gode artikel men generelt er dk et land hvor vi deler os meget merkant op som familie der kan vi lære meget af vores udenlandske i dk de holder sammen på en helt anden måde de har en evne til at favne hinanden langt ind i voksen livet og et meget stærkt sammenhold som jeg holder rigtigt meget af vi skal forsætte med den tætte familie og udnytte hinandens resurser alle har brug for familie det er det bedste netværk man kan få tryghed og høre til vi er blevet meget mere igoistiske de sidste år vi skal rejse vi skal udanne os højt vi skal skabe et selvstændigt hjem vi skal så meget at der ikke er meget plads til familie forholdet .. nettet vennerne som er blevet til en kæmpe stor del af de unges liv og kæmpe fordi de har venner overalt og tit venner de måske kun har set en gang det skaber utryghed ved mig .. det tætte den der kender alt til mig er min tryghed .. så håber danskerne bliver meget selvstændige og selvbevidste om hvad familien betyder for dem .. og vennerne hvor mange er der lige plads til ...lige et hurtigt indslag fra Johanne mor ... 🙏🏽❤️🤗
#13 22. okt '19 kl. 16:46 skrev Anette Sejling Assis:
Tak fordi du sætter så præcise ord på det, jeg føler og tumler med 😢❤
#14 23. okt '19 kl. 12:42 skrev Annegitte:
Åååhhhh smelter ved læsning af dette ❤ Det rammer så præcis. Har to børn på 20 og 22 som flyttede hjem til DK i 2017 med far og mor stadig var udstationerede i Vietnam. Nu er de stadig i DK, deler lejlighed, klarer sig så godt, og vi er flyttet til Paris. Så meget tættere på. Bare at være i samme tidszone betyder enormt. Men savnet sammen med stoltheden lever man med hver dag 😊💔❤ Tak for de smukke ord🙏
#15 23. okt '19 kl. 15:56 :
Smukt beskrevet og jeg kan fortælle dig at der er fædre der har det præcis på samme måde, mange af dem er bare ikke så gode til at fortælle om det.
#16 24. okt '19 kl. 21:06 skrev Anja G Madsen:
Åh tusind tak, mit hjerte græder for jeg er i gang med at sige farvel til min mellemste søn, og nej det hjælper ikke, at jeg har prøvet det før med den store... Men inderligt tak for, at lade mig vide, at vi mindst er to mødre, der har det på PRÆCIS SAMME MÅDE! 🙏❤️
#17 29. okt '19 kl. 08:12 skrev Alexandra:
Det er nemlig sådan, det er!

Din smukke, gode, følsomme ordsmed:-)

Bevæget af genkendelse over din beretning, glæder jeg mig til snart at se dig igen.
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler i Børsen, Femina, Jyllandsposten og andre.

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign