Hele Moyal er samlet i spænding.
Børnene løber rundt på jorden mellem de voksne, der står og sidder i spredt tilfældighed, indtil de første skuespillere viser sig på den improviserede plads midt i landsbyen. Først kommer en kvinde og to børn ind og sætter sig på et tæppe, og bliver travlt optaget af at ordne noget i en kurv. Lidt efter kommer han – som i virkeligheden er en hun, maskeret til perfektion med tegnet skæg, stor frakke, herrebukser og hat – brovtende ind.
Og vi bliver vidner til genial anskuelighedsundervisning i hvilke negative konsekvenser de nepalesiske mænds migration til Indien kan få – og hvordan både mændene og kvinderne kan undgå at få den. HIV-smitten.
Hele landsbyen følger ivrigt med, og denne spontane optræden anført af kvinderne, bliver toppet med en fællesdans, hvor kvinderne synger for og mændene følger efter.
Men midt i dette fantastiske scenarie, der i den grad viser, at oplysning og humanitært arbejde har en afgørende og positiv virkning, aner jeg også en svag mislyd.
For mændene bliver skammet ud.
Og selvom det kan være fristende at gøre, når man som kvinde har været undertrykt i generationer, er det jo ikke vejen frem, hvis hele samfundet skal løfte sig.
Når vi taler udviklingslande, har mantraet de sidste mange år været: Kvinder! Mange og inspirerende er historierne om kvinder, der tager mikrolån og opretter spare-låne-grupper, der hjælper både de enkelte familier og hele lokalsamfund til at komme ud af den værste fattigdom. Kvinder der ligeledes sætter gang i massevis af projekter, der får andre kvinder til at arbejde med deres selvværd og selvtillid og en højnelse af deres sociale status, der gør dem mere fri af traditioner og undertrykkende sociale strukturer.
Og det er fantastisk!
Jeg har selv besøgt massevis af udviklingsprojekter i både Afrika og Nepal, som ambassadør for CARE Danmark, hvor mange af dem har haft kvinderne som omdrejningspunkt. Målet har været at ”empower” (beklager, der findes ikke rigtig et godt dansk ord for det) kvinderne og pigerne, så de både kan få et bedre liv og bidrage på flere niveauer til samfundet.
Senest var jeg i maj måned med CARE Danmark i Nepal. Ikke alene er det af verdens fattigste lande, det er også voldsomt diskriminerende for kvinderne. Undersøgelser viser, at 86% af de nepalesiske kvinder føler sig utrygge i deres nærmiljø, 64% har været udsat for vold i hjemmet, mens kun 25% af dem opsøger hjælp. Piger og kvinder har en – set med danske øjne – en forfærdelig lav status i samfundet. Og det skyldes bla. hele den sociale struktur, som landet er bygget op omkring.
En nepalesisk pige giftes væk til mandens familie, og da hun derfor ikke er med til at forsørge forældrene, når de bliver gamle, er der ingen grund til at bekoste skole og uddannelse på hende. Når hun giftes væk, skal forældrene betale penge – mange penge! – til hendes kommende mands familie, hvilket i nogle tilfælde gældsætter forældrene. Brudebrændinger og syreangreb er derfor ikke ukendte størrelser, hvis medgiften med tiden viser sig at mishage svigerfamilien. Når forældrene skal brændes til begravelsen, skal ritualet udføres af en søn; her er en pige igen en nitte. I svigerfamilien er hun den laveste i hierarkiet, og det er først når hendes søn bliver gift, at hun kan få en smule oprejsning – ved at behandle sin svigerdatter på samme ydmygende måde, som hun selv er blevet behandlet. Med mindre hun da vælger at være med til at ændre kulturen.
Når kvinderne har menstruation er de urene, og bliver derfor forvist til et lille rum, gerne langt væk fra huset, hvor de skal opholde sig i flere dage. Det samme sker når de lige har født. Blot i endnu flere dage. Denne praksis kaldes chaupadi.
Oven i alt dette, bærer kvinderne også det sociale ansvar for, om det går godt i familien, og opstår der fx sygdom, kigges der med bebrejdende øjne på moren i familien, for har hun mon nu sørget for, at alle – og især hende selv – har overholdt alle forskrifterne for et ordentligt liv?
Angsten for ikke at leve op til dette, ligger ofte bag modstanden mod forandring af deres egen sociale status og frihed til at handle. Konklusionen er, at hunkøn er en negativ størrelse! Selvom kvinderne ofte er dem, der udfører størstedelen af arbejdet i familien.
Det er naturligvis helt skævt! Horribelt. Forfærdeligt. Ubærligt. Men det er faktisk også skævt for mændene. Som lever i den samme kultur, hvor der ikke stilles krav til dem om at behandle kvinderne ligeværdigt og yde deres bedste. Og meste. På den måde fastholdes mændene også i en negativ rolle, selvom de umiddelbart har alle de gode kort på hånden.
Tilsammen udgør de to køns stilling nemlig en konstellation, der er direkte kontraproduktiv for udviklingen i samfundet.
Jeg ønsker på ingen måde at romantisere noget som helst. Hvis man skal vælge et køn at styrke, er der ingen tvivl om, at det skal være kvinderne.
Men i Nepal oplevede jeg et projekt, der på bedste vis allierede de to køn med hinanden og som derfor er i gang med at dæmme op for den katastrofale HIV-smitte, som mændene hiver med hjem fra deres besøg hos prostituerede i andre lande. I starten var sygdommen omgærdet af tabuer og udstødelse. I dag har det CARE-støttet Bharosa-projekt hjulpet over 10.000 familier, og det velgørende ved projektet er, at det forener begge køn i en fælles kamp mod en sygdom, der ikke kan helbredes, og derfor nødvendigvis må undgås. Men selvom det umiddelbart er mandens ansvar ikke at komme hjem med HIV og smitte sin kone, nytter det ikke noget at skamme manden ud, hvis man på længere sigt, skal styrke hele samfundet. Tværtimod.
Det handler om at oplyse og styrke begge køn, og ikke mindst skabe en bro af forståelse og en udveksling af gode egenskaber, så hele fællesskabet kan løftes. Og begge parter opdage deres særlige værdi. Og det er der heldigvis flere og flere projekter der gør.
Se mere på www.care.dk
