En af de største misforståelser, mange ledere – og forældre – abonnerer på om unge i dag, er, at de voksne ikke må stille krav og bestemme. Baseret på fordommene om, at enten er de unge for sarte eller at de voksne er ”boomeragtige”, hvis de gør det.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Tirsdag eftermiddag på Molslinjen overhører jeg to unge diskutere deres chefer.
”Det er SÅ irri, at hun ikke bare fortæller mig, hvordan jeg præcis skal gøre, hvad hun gerne vil ha!” Den anden nikker, mens hun piller ved sin mobil og siger: ”Sådan er min chef også. Jeg har sagt det til ham, men jeg tror ik han tør, han prøver bare at være flink og det virker bare mærkeligt, for jeg kan jo se, at han faktisk mener noget andet.”
På bordet ved siden af sidder jeg og gransker Dansk Ungdoms Fællesråds (DUF) 2023 ungeanalyse, der lige er kommet ud. Aftenen før har jeg lige sendt manusset til min bog om generation Z til min redaktør med en ny tilføjelse om præcis det problem, som er foranlediget af en samtale med en skarp journalist. Universet har altså forsøgt at fortælle mig – og nu dig noget. Timingen er passende. I disse uger er der nemlig mange unge, som starter i deres første studie- eller sabbatårjob, hvilket udfordrer nogle organisationer.
Frygten for at bestemme over eller stille krav til de unge, og dermed virke ude af trit med tiden, kommer nok af to vilkår. Det ene er, at talrige undersøgelser viser, hvordan den unge generation mistrives i stadig større omfang, og dermed fremstår mere sårbare end tidligere. Den anden er, at der er meget fokus på at behandle sine medarbejdere fair og ordentligt, hvilket især #metoo bevægelsen har foranlediget.
Men det er faktisk i modstrid med, hvad mange unge søger og føler, de selv har brug for. Fx viser DUFs analyse, at top 1, hos hvem de 16-29 årige søger inspiration, hjælp og støtte hos til at håndtere svære tanker, er… familien. Mao søger de forældrene, og i en bred fortolkning de ældre voksne, for at føle tryghed og få vist en retning. Mere direkte på ledelse viser fx Copenhagens Business undersøgelse om, hvordan man skal lede de unge i dag, at de unge søger en autoritet.
Det vi gør klogt i at forstå om Z’erne er, at de er født ind i en næsten grænseløs verden, meget præcist formuleret af sociologen Zygmunt Bauman med sit begreb om den flydende modernitet, som beskriver hvordan en stadig større opløsning af de kendte strukturer og systemer er i gang, hvilket overlader et tungere ansvar til det enkelte individ for at skabe overblik og sikkerhed i deres eget liv. Denne grænseløshed smitter af på mange unges identitetsfølelse, og præcis af den årsag har de brug for trygge og kompetente autoriteter at læne sig op ad – og få skabt rammer af. Indenfor de rammer, skal de til gengæld nok give fuld gas på deres egen kreativitet og ansvarlighed, hvilket de har været trænet til at udtrykke gennem hele deres skole- og uddannelsesforløb.
Med autoriteten følger også, at lederen og forælderen giver feedback og anerkender den unges indsats og bidrag, så følelsen af sikkerhed kan få lov til at indtræffe og udviklingen ske. Det vigtigste er, at alt dette sker i en relation, der er gensidig respektfuld og forpligtende. For når de unge siger nej til at imødekomme krav, sker det det oftest, fordi de føler sig som en instrumentel ressource, der helt maskinelt bare skal levere et resultat – uanset om det giver mening eller ej, og det vil de ikke. Hvilket er godt. For det skubber til, at menneskeligheden får mere plads på arbejdspladserne, hvilket kommer alle til gode. Ingen gider jo at være en maskine.
Udgivet i Berlingske 2/9 2023
