De 3 aktuelle podcasts, Tyran, Magtfuld og Bedraget – Løgnens anatomi giver os et stærkt indblik i, hvorfor vi altid skal bekæmpe bølleadfærd inden det udvikler sig. Og så er der Fader Brown, der viser i hvilken retning vi kan vælge at gå.
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
For mange år siden stod jeg på en perron og ventede på et regionaltog og blev derfor ufrivillig tilskuer til et drama mellem en mor og hendes teenagesøn. Hun brugte nemlig ventetiden på at fortælle ham – ikke én, men mange gange – at han var uduelig, dum, idiotisk, grim og tyk. Han tog imod alle ordene med et så jaget og smertefuldt udtryk i sit ansigt, at jeg ikke kunne holde ud at se på det. Så jeg gik hen til ham, ignorerede moren, og sagde, at det ikke var normalt at blive behandlet på den måde, og at han altid ville være meget mere værd end de ord, der blev kastet på ham. Nogle vil helt sikkert finde min indblanding utilgivelig og forkaste mig for at sætte mig over hans mor. De kan godt have ret. Jeg er dog af den overbevisning, at når vi møder bøller og vi kan matche dem, skal vi sige fra. Og ikke kun på egne vegne.
Jeg kom i tanke om hændelsen, fordi jeg i løbet af sommeren har lyttet til tre geniale podcasts: Magtfuld , Tyran og ikke mindst den mest lyttede podcast de seneste uger, nemlig Bedraget – løgnens anatomi om krigsfotografen Jan Grarup (se også her) Det er nedslående lytning, hvis man bruger det, som forlæg for menneskeheden. Til gengæld er det meget motiverende, hvis man er træt af verdens tilstand. For bøllerne fylder ikke alene i regeringskontorerne; de fylder også på arbejdspladserne og i mediebilledet. Splittelse og underkastelse er hvad Trump, Erdogan, Netanyahu, Putin, Xi Jinping, Orban og flere andre i verden praktiserer, hvilket har givet dem mere og mere magt i det land, som de har svoret troskab overfor. Uden at det følges af et ønske om at udvise omsorg for alle landets indbyggere. Men i lille skala er det også det, som Grarup jo gør, når han lyver, bedrager, kopierer og bruger menneskerne omkring sig, som bekvemme rekvisitter i hans eget skuespil med ham i den uangribelige hovedrolle. Hvilket gælder hans børn, deres mor, hans partner og kollegaer, samt mange flere.
Alle tre podcasts er båret af en grundig research og et ansvarligt journalistisk arbejde, hvilket vi har udvidet brug for i en tid, hvor AI og sociale medier let kan forvrænge fakta. Når man lytter til Tyran, som er et vanvittigt ridt igennem menneskets værste sider personificeret gennem fx Pol Pot, Pinochet og Lenin, og Magtfuld, der portrætterer aktuelle personer, der har så mange penge og så meget indflydelse, at de bestemmer mere end flere landes regeringer, bliver det tydeligt, hvordan misbruget af magt aldrig står alene. Det kan kun ske, hvis fællesskabet omkring dem understøtter det. Og det vilde er, at fællesnævneren for dem alle er et enormt ego, ofte båret af mindreværdskomplekser og en uheldig emotionel og social opvækst; altså nogle mennesker, som på ingen måde kan siges at være gode forbilleder for resten af os. Den uheldige dynamik er imidlertid, at narcissister og sociopater ofte er gode til at virke overbevisende i deres sag, hvilket kan virke forførende på mange, men også passer godt ind i en samfundsmodel, hvor resultater og effektivitet sættes i højsædet. Det tragiske ved denne dynamik er, at det giver de dårligst tænkelige ledere. For de mangler konsekvent den menneskelige dimension; tolerancen overfor forskelligheder og sårbarhed, og en dyrkelse af åbenheden og relationerne.
Hvordan dét lader sig gøre i praksis, fik jeg heldigvis også et godt bud på i løbet af sommeren, nemlig tv-serien Fader Brown, som er blevet min guilty pleasure. Også selvom jeg personligt ikke er vild med religion. På overfladen ligner den inkarnationen af en engelsk hyggekrimi, men emnerne den tager op er alt andet end hyggelige. Den katolske præst, der opklarer usandsynligt mange mord i et lille bitte hjørne af England, kan ikke kun sine skriftsteder på tungen; hans menneskelighed (der bestemt ikke altid følger de 10 bud), samt moral og etik, er en konstant kilde til oprør mod bøllerne, mens han passer på ofrene. Men vigtigst af alt: Hans ego er bittelille. Og lige præcis derfor, er sådan én som ham, den bedste leder man kan få. Hvis vi valgte vores ledere ud fra det ene kriterie, ville verdens tilstand se anderledes harmonisk ud. Og heldigvis er det en reel mulighed i et demokrati.
Udgivet for Berlingske d. 16/08-25
