Fine dining verden har både i virkeligheden og i den hypede tv-serie The Bear et galleri af mænd, der bruger deres følelser, som en dominerende magt. De omtales bare ikke som hysteriske.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Fire gange overtrådte han cykelreglerne plus var ved at vælte mig i en hasarderet overhaling, og alligevel var det ham, der endte med at råbe ”hysteriske kælling!!!” til mig, da jeg i krydset fik indhentet ham og sagt, at han skulle passe på, hvordan han overhalede folk. Hans udbrud var ledsaget af en determination i stemmen, som om han havde sagt det altafgørende trylleord, der ville fjerne alle andre argumenter og give ham den endelige definitionsmagt og -ret.
Antallet af gange, hvor kvinder har fået slynget dét prædikat i hovedet, må overgå antallet af myrer, der nogensinde har levet på denne klode, men efter #metoo bider det ikke på samme måde som før, for kvinder giver bare igen med det samme. At ordet hysteri er knyttet til kvinder skyldes, at det oprinder fra det græske ord hysteraos, som betyder livmoder, og i det gamle Grækenland blev det brugt til at beskrive dramatiske adfærdsmæssige reaktioner eller kropsplager, ofte forbundet med stærke, synlige og tilsyneladende ukontrollerbare følelser (wikipedia).
Men måske er det på tide at indse, at mænd også har en slags følelsesmæssig livmoder, der kan gå amok i ukontrollerbare følelser, for senest har der været flere historier om mænd, der er fuldstændig hysteriske i deres adfærd. Bandeopgøret er fx et godt eksempel, hvor krænkede æresfølelser – udover kampen om rå magt og indkomst – medfører likvideringer på åben gade i dagtimerne. For nylig så jeg den højt ratede israelske tv-serie Fauda der er bygget på virkeligheden, og har politifolk og hamas-terrorister i centrum, men inden første sæson var færdig var jeg dødelig træt af mændenes hysteriske råben og dramatiske gestik, som vistnok skulle vidne om handlingsparate mænd, hvilket ødelagde en ellers god serie.
En anden branche, der også har fået stor opmærksomhed de seneste år er fine dining, og desværre ikke kun for fornemme titler og vandløbende tænder. Arbejdsmiljøet har mødt kraftigt kritik og ifølge flere vidnesbyrd fra folk der har forladt branchen og vælter det åbenbart rundt med hysteriske mandlige kokke, der mener, at man kan råbe og nedgøre sine medarbejdere, fordi det åbenbart skulle være måden man holder disciplinen og den høje standard på.
I den hypede og aktuelle tv-serie The Bear der bliver rost for at vise et autentisk billede af fine-dining miljøet, møder vi også en række hysteriske mænd, der råber højere end de kokkererer. Men vi møder også to überchef’er (den ene er kvinde), der hviler anderledes i deres egen excellens og er venlige, tålmodige, tolerante, opmuntrende – og først og fremmest rolige.
Det understreger blot, at hysteri er et udtryk for magtesløshed. Men hvor det før i tiden var knyttet til kvinden, fordi hun jo reelt set havde langt mindre magt end manden i samfundet, og derfor helt forståeligt kunne gå fuldstændig amok over ikke at blive hørt eller blive regnet for noget, ser vi det nu også ske med flere og flere mænd. Eller måske ser vi det ikke pludselig ske med mænd. Måske har det altid været der, men blev set som en ”naturlig” udadreagerende mandig vrede og en adfærd der var knyttet til hierarkisk dominans.
Uanset har vi som samfund brug for mindre hysteri, og især er det rimeligt at forlange på arbejdspladserne. Heldigvis bliver hysterisk chefadfærd out’et mere og mere af især den unge generation, der i større udstrækning end tidligere er opdraget til ligeværdighed og derfor ikke selv tolererer hysteriske chefer M/K. Hvilket kommer os alle til gode. Måske på nær de hysteriske selv. Men til dem har jeg blot ét ord: Terapi.
Udgivet i Berlingske 28/9 2023
