Gennem MeToo har kvinderne fået skabt et synligt fællesskab, der giver den enkelte kvinde styrke til blankt at afvise en individuel, uretfærdig og uværdig behandling. Hurra! Men som mor til tre unge mænd savner jeg stemmerne fra det fællesskab af ordentlige mænd – som jo udgør størstedelen – i debatten.
Der var dengang under modemessen, hvor jeg flygtede ud ad vinduet på 1. sal på d’Angleterre, fordi han på Weinstein’sk manér pludselig stod dér i en hvid badekåbe og forventede noget helt andet, end mit 19-årige jeg havde overvejet. Eller dengang jeg vendte mig om og stak en mand den mest velplacerede lussing i mit liv, fordi hans hånd havde haget sig fast i min røv, hvorefter jeg råbte ham ind i hovedet: ”Det dér – det gør du aldrig nogensinde igen over for nogen som helst!”
Den slags historier, plus de mange, hvor jeg ikke formåede at stoppe adfærden, har jeg og talløse kvinder utallige af. Det er også den slags historier, der har fyldt i pressen de senere år. Hvilket primært har kommunikeret ”manden” som en uværdig, tonedøv, magtfuldkommen, privilegieblind aggressor. Og den slags mænd er der sørgeligvis stadig alt for mange af! Men som nu – pga. MeToo – ikke længere i det skjulte og med stiltiende accept får lov til at påtvinge især kvinder, men også mænd, sin elendige personlighed. Det positive er, at langt størstedelen af mændeneikke er sexchikanerende, narcissistiske, magtudøvende skurke. Langt de fleste er ordentlige, hensynsfulde og lyttende mennesker, der ønsker at bidrage med det gode til verden. Det vises bare ikke så meget i mediebilledet, og det er problematisk – ikke alene iscenesætter det manden på en alt for ensidig negativ måde; det giver ikke de unge et positivt forbillede at pejle efter.
Kvinder har til alle tider lært at udvikle undvigestrategier for mandlig opmærksomhed, nærmest simultant med at de begynder at få bryster. Og før MeToo stod den enkelte kvinde ofte alt for alene med oplevelsen og gav sig selv skylden for enten at have været for indladende eller for lidt afvisende og vekslede dermed mandens overgreb til kvindens skam. I dag har kvinderne samlet historierne fra de hundredtusindvis af kvinder over hele verden i et fælles vidnesbyrd, der har gjort det ufravigeligt, at der er tale om strukturelle og systemiske sociale konstruktioner, der tillader mænd at opføre sig sådan og træner kvinder i at tage skylden på sig. Og det er derfor blevet helt klart, at det handler om at ændre en kultur og en opfattelse af begge køns værdi og status i samfundet. Men mest af alt har MeToo givet kvinderne et hjemsted for deres sorg, angst og vrede og skabt et fællesskab, der giver den enkelte kvinde styrke til at afvise en individuel uværdig og uretfærdig behandling.
”Direkte i øjnene. Og kun i øjnene!”
Sådan svarede en ung mand på 25 år tørt på mit bekymrede spørgsmål om, hvor de skal kigge hen, og da latteren havde lagt sig, fortsatte han: ”Jeg synes faktisk, at det er fedt, at de bliver udstillet på den måde, for de skal tage deres ansvar på sig, og ingen i min generation gider jo at være som dem!” Meget af den forskning, jeg har læst om unge mænd, bekræfter hans udsagn, og det er befriende og betryggende, at de har det sådan og afviser alt fra direkte overgreb til hyggesexisme.
Jeg er selv mor til tre af dem, og mit håb for dem er, at de føler sig frie nok til at udfolde hele deres personlighed uden at føle sig forkerte, blot fordi de er mænd. Ja, der findes giftig maskulinitet, men der findes også kærlig, livgivende, ansvarsfuld og empatisk maskulinitet, og hvis det bliver det synlige forbillede i samfundet, bliver det så meget lettere for de unge at lade sig inspirere positivt.
Det er her, de ældre generationer af mænd kommer ind i billedet. Jeg ville nemlig ønske, at mange flere af de ordentlige mænd turde stå frem og tage et klart standpunkt i hele problematikken om MeToo. For det er jo ikke kun kvinder, der er blevet og stadig bliver udsat for grænseoverskridende adfærd – det er også mænd. Fordi manderollen traditionelt er knyttet til magt og styrke, bliver det endnu mere skamfuldt at erkende, at man ikke fik sagt fra over for en idiot, der behandler mennesker som en genstand, han kan udnytte (ikke kun seksuelt) efter forgodtbefindende – og præcis derfor er det så vigtigt at tage op.
Jeg forstår godt angsten for at træde frem og blive verbalt slagtet, latterliggjort, objektiviseret, få påført skyld og skam eller ligefrem blive nægtet jeres virkelighed! Men den slags såkaldte hersketeknikker har kvinder været udsat for i tusindvis af år, og den eneste grund til, at MeToo findes, er, at kvinderne råbte op. På den måde fik de med tiden skabt den afgørende kritiske masse, der skal til for at ændre en kultur.
Hvis I gør jer selv til et hold ved at synliggøre jeres værdier og jeres måde at være i verden på, får I skabt et fælles vidnesbyrd over en nuanceret, omsorgsfuld, værdig, respektfuld, stærk og klog mandeidentitet, som langt flere unge både kan og har lyst til at spejle sig i. Og jeres stemmer i forening ville samtidig være et stærkt værn mod den tirade af dysfunktionelle og ondskabsfulde kommentarer fra hæren af tøffeldyr og vaffelhjerner, der vælger at være bevidst ignorant. For en ny kultur – skabt i fællesskab – er der klart brug for.
