Folkemødet kritiseres for at være elitært og en fætterkusinefest for magtmennesker, men i en tid hvor polariseringen dyrkes, har vi mere end nogensinde brug for dette forsvar for demokratiet.
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Vi er mange, der står med vindblæst hår og stirrende øjne mod en fremtid, der ser ud som om den spiralerer ned i et uforudsigeligt mørke, hvor dem der har magt og penge, også har retten til at skabe den virkelighed, som alle forventes at følge. Italiensk/schweiziske Guiliano da Empoli er aktuel med bestselleren ”Rovdyrenes tid” der analyserer, hvordan en ny verdensorden er ved at vokse frem, styret af en koalition af teknologimæssige magthavere og moderne autokrater, hvilket medfører den liberale verdensordens sammenbrud. Også den israelske historiker, Yuval Harari, har i flere bøger sat luppen op foran vores tids forandringer, hvor teknologien og især digitaliseringen med den kunstige intelligens som spydspids, ændrer alt fra vores hverdag, arbejde og relationer til magtens logistik.
At de globale, magtmæssige og teknologiske tektoniske plader er i bevægelse, er der rigeligt af eksempler på. Senest er det selvfølgelig situationen i Los Angeles, hvor Nationalgarden sættes ind mod landets egen befolkning, hvilket i tiden før Trump ville have virket helt vanvittigt i et demokratisk land, men som i dag blot er endnu en ekstremitet i en lang ubrudt linje af ekstreme handlinger fra landets præsident og hans hof. Et andet eksempel er situationen i Gaza, hvor et demokratisk land bevidst og uophørligt er i gang med at udføre et folkedrab. Men det er ikke kun disse ekstreme voldshandlinger, vi oplever. Vi oplever generelt i verden, og måske mest overraskende i Europa, en polarisering på mange af samfundets områder, som vi nok burde have set komme, men som vi alligevel lader til at blive chokeret over. Der er selvfølgelig den politiske polarisering med flere og flere højredrejede og konservative regeringer, senest i Polen, hvor den nationalkonservative Karol Nawrocki er blevet valgt til præsident. Vi ser det i en stigende politisk polarisering mellem de unge kvinder, der drejer mere mod venstre, mens de unge mænd drejer mere mod højre, og vi ser det med en kolonisering af INCEL-miljøets sprogbrug i hverdagssproget. Polariseringen har vi allerede været vidne til i mange år på de sociale medier, hvor folk uden konsekvenser i årevis har kunnet udskamme, udstille, nedgøre, håne, latterliggøre osv folk, som de ikke var enige i, og bla har platformen Reddit også givet plads til at rygter om især kendte, kunne deles uden at det fik følger for dem, der løb med sladderen.
Grænserne for almindelig menneskelig anstændighed er de sidste 10-15 år blevet rykket mere og mere mod det inhumane og uansvarlige – og det paradoksale er, at det er sket i demokratiets og oplysningens navn. Eller måske mere korrekt: Det er sket fordi der har været et demokrati, hvor alle – også dem der er imod lighed og ytringsfrihed – kan komme til orde.
Efter Østblokkens fald i 1989 skete der en opblomstring af demokratier i verden; de seneste år ser vi den modsatte bevægelse mod flere og flere autokratier. Og for os, der er overbeviste om, at demokratiet trods alt er den bedste af alle de dårlige styreformer der findes, er det en katastrofe at opleve den stadig mere intense polarisering, som vi oplever i alt fra hverdagen til global politik.
Heldigvis er der en årlig begivenhed, vi kan finde styrke og inspiration i, og det er selvfølgelig Folkemødet. For ja, det er helt sikkert elitært, men det er altså også demokratiets og ytringsfrihedens triumf og står som et lysende sindbillede på, hvordan vi kan følge K.E. Løgstrup vise ord om, at: Demokrati er en skikkelig måde at være uenig på. Kodeordet er naturligvis ”skikkelig” og det er faktisk hvad der praktiseres på Bornholm i denne weekend, hvor alle kan komme til orde og komme i kontakt med alt fra deres politikere til folk der sidder på den økonomiske og kommunikative magt i den lange række af gratis debatter, der bliver udbudt. Dét er vigtigere i dag end det har været de sidste 80 år. Så kom bare afsted…
Udgivet i Berlingske Tidende d. 12/06-25
