januar 2

Fri os fra kærlighedshierarkiet

0  kommentarer

I 2021 kan vi forhåbentlig sige farvel til statsreguleret social distancering og i stedet kaste os ud i en overflod af kærlighed og krammeri. Men det fulde udbytte får vi først, når vi samtidig gør op med det dominerende kærlighedshierarki.

Af Emilia van Hauen, Cand.scient.soc, HD(A), bestyrelsesmedlem

Nogle gange kan man kropsligt mærke, hvornår et måske forvandler sig til et helt sikkert. Uden at ens bevidste vilje er involveret i bevægelsen. Da jeg for nyligt besøgte en veninde, der havde anbefalet mig at få en hund af samme race som hendes, skete præcis dét, da jeg mødte dén. Længe havde lyst og logik været i kampdans med hinanden i mit sind, om hvorvidt jeg overhovedet skulle have en hund eller ej – og så puf! Pludselig var valget på magisk vis fordampet, og kun dette spørgsmål var tilbage:

Mon jeg kan få en hvalp fra det næste kuld?

Befrielse og glæde var de dominerende følelser, da det gik op for mig, at nu var beslutningen taget. Men de groede på en dyb følelse af skam. For jeg er vokset op med en overbevisning om, at hunde og katte ikke er værd at spilde kærlighed på. Kun mennesker er værdige at elske. Hvilket er det, jeg har gjort. Hele mit liv har jeg elsket og levet tæt sammen med flere sjæle, og min hverdag har cirkuleret omkring dem, men nu er der kun min 18-årige søn tilbage at dele køleskab med, og meget er sådan en ungvoksen jo ikke hjemme. Derfor er det ikke længere så ofte, at jeg stryger hans hår tilbage fra hans pande, og en dag gik det op for mig, at jeg i det daglige både havde et næsten fysisk overskud af kærlighed, som jeg ikke kunne komme af med, og at jeg savnede at mærke et andet bankende hjerte, der altid var i hjemmet.

Det er herfra min barndoms følelse af skam kommer. For hvem er jeg, hvis jeg ikke har nok mennesker i mit liv, som jeg kan elske? Hvor ynkelig må jeg ikke være, hvis jeg skal anskaffe mig en hund, for ikke at føle mig ensom og elsket?

Det er imidlertid ikke virkeligheden. For jeg har rigeligt med mennesker jeg elsker i mit liv, der til overflod er fyldt med kærlighed i mange afskygninger. Og jeg føler mig aldrig hverken ufrivilligt alene eller ensom. Så hvorfor denne skam?

Måske den kommer fra det kærlighedshierarki, der dominerer vores kultur, og som krymper vores sjæle. For åbenbart mener vi, at der er forskel på værdien af kærlighed. Lad os prøve en lille test.

Hvor mange år har dit længste venskab varet? Og hvor længe har dit længste parforhold varet?

Sandsynligheden er størst for, at det er dit venskab, der løber af med prisen. Det er bestemt heller ikke usædvanligt, at mange forælder/barn relationer eller søskenderelationer er langt mere dybtfølte, solidariske og holdbare end mange parforhold. Kollegakærlighed er også en overset kærlighedsform, der gør hverdagen givende og sjov. Og ja, også forholdet til et kæledyr holder i nogle tilfælde længere end et ægteskab – og får langt flere uforbeholdne kærlige ord med på vejen.

Ikke desto mindre, findes der et klart kærlighedshierarki i vores kultur, som sætter den romantiske kærlighed mellem to parter øverst på listen over forhold, man bør være i. Og som gør, at mange – på trods af, at de faktisk er omgivet af tonsvis af kærlighed – alligevel føler sig uelskede, alene og udstødte, fordi de tilfældigvis lige på det tidspunkt i deres liv, ikke har en romantisk partner.

Det særlige ved den romantiske kærlighed er, at den leverer en historie om at være særligt udvalgt og velsignet, når man opnår den. Altså er man også selv noget særligt (godt, smukt, attraktivt, vidunderligt osv) hvis man har den. Derfra følger logikken, at hvis ikke man har den, er man altså heller ikke værdig til at være særligt udvalgt, smuk, god, attraktiv, vidunderlig osv. Med andre ord: Man er ganske enkelt ikke elskelig nok. Og så rasler man ellers ned i kærlighedshierarkiet. Og det på trods af, at de fleste kan pege på parforhold i deres omgangskreds, hvor en langsomtvirkende pinefuld gift ville være mere attraktiv at opleve.

Realiteten er, at mange, der ikke er i parforhold, er det ikke, fordi de selv har valgt, ikke at være det. Fordi de selv har valgt partnere fra, som de ellers godt kunne have haft i deres liv. Alligevel har de masser af kærlighed, sex, intimitet, fortrolighed, loyalitet og andre gode emotionelle og sanselige sager i deres liv, så jo, de er rigeligt udvalgt og tilvalgt!

2021 er lige kommet i gang ovenpå et år, der har rystet vores forhold til relationer og deres betydning på så mange måder. Og er derfor det perfekte afsæt til at sætte gang i en stille revolution, som går ud på at ligestille de mange forskellige kærligheder vi får. Så alle dem, der står udenfor den romantiske kærlighedscirkel, ikke føler sig mindre elskede eller mindre værd, end de mennesker, der trives med en kærlighedspartner.

I virkeligheden er det ret enkelt:

Kærlighed er bare kærlighed.

Og dens særlige evne er at fylde vores hjerter op, uanset om den kærlighed kommer fra ens barn, et barn, en ven, en søskende, en forælder, en kollega, en fremmed, en partner eller et kæledyr. Vores eneste opgave er at give den lov til at trænge ind og fylde op. Er der noget, som verden og vi har mere brug for end nogensinde før, efter et socialt isoleret og distanceret år, er det nemlig kærlighed ad libitum. Lykkeligvis er det en evne, som vi alle besidder, og som kun gør os rigere, jo mere vi deler ud af den.

Mit 2021 får i hvert fald en kærlighedsudvidelse i form af en kold snude og en masse mere hår, end jeg plejer at ligge tæt op ad. Gad vide hvor den kærlighed bevæger mig hen i livet?


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}