Generationsbashing afslører et antikveret syn på ungdommen – og er i totalt modstrid med, hvad forældrene selv har opdraget deres børn til. I stedet for at udskamme og gøre hinanden forkerte, skal vi løfte hinanden.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Væggen overfor mit skrivebord er plastret til med kunstværker og tegninger, samt skolefotos af nuttede drenge med for store tænder til de små ansigter – og midt i det hele et hvidt A4 ark, hvor der med store bogstaver står: Fortæl en kærlighedshistorie.
Det er hvad jeg har forsøgt på og den udkom for fire dage siden. Den handler om generation Z, som er de yngste på arbejdsmarkedet, og derfor er den på overfladen en klassisk fagbog, der beskriver et fænomen og en udfordring. Men under alle statistikkerne, undersøgelserne, teorierne, problemstillingerne og eksemplerne, løber der en kærlighedshistorie. Som er fostret både af moren til tre Z’ere og af sociologen, der gerne vil væve alle generationers påvirkning af hinanden sammen i en fælles fortælling om vores samfund og fælles vilkår og fremtid. Hvilket forklarer titlen: Generationen der skal redde verden… med lidt hjælp fra os andre.
I årevis har jeg skrevet og holdt foredrag om de unge generationer og har lige så længe oplevet, hvordan generationsbashing nærmest sker som en selvfølgelighed, når talen falder på de unge. I dag går kritikken på, at de forlanger helt utopiske arbejdsforhold med udstrakt fleksibilitet både ift arbejdstider og -opgaver, mens de også forventer et pinagtigt nært forhold til deres leder, samt regner med at blive involveret i ledelsens beslutninger på lige fod med lederne selv, garneret med daglig feedback, frynsegoder og høj løn – plus tårer og opsigelser, hvis de møder modstand. Med andre ord anses de for at være curlede snefnug med storhedsvanvid. Oftest er det Z’ernes forældres generation, nemlig X’ere (født mellem 1960 og 1980) der er mest kritiske overfor de unge, og glemmer (måske) behændigt, at de selv har opdraget deres unge til at være sådan. Og hvis de virkelig kun var sådan, ville bashingen måske give mening. Men Z’erne er naturligvis meget mere end det.
Fx er de vant til at tage ansvar og initiativ, de er ofte løsningsorienterede og handlekraftige, de er vant til at give udtryk for egne meninger og så er de vant til at arbejde projektorienteret i fællesskaber. Dette kommer bla fra opdragelsen, hvor forældre i udstrakt grad har praktiseret et såkaldt familiedemokrati, hvor de voksne har inddraget børnene i familiens beslutninger, samtidig med at de har involveret sig intensivt i børnenes skolearbejde, fritidsaktiviteter og vennekreds. Alt dette er sket i stor kærlighed og med fokus på ligeværd, men det interessante er, at når de andres børn, der er opdraget på samme måde, bliver til ens unge medarbejdere, bliver de irriterende og forlanger urimelige arbejdsvilkår. Og så er det, at generationskløften bliver italesat og skaber en negativ virkelighed.
Heldigvis er det ikke alle, der udskammer og gør de unge forkerte. Mange er oprigtige interesseret og nysgerrige på, hvem de er og hvordan de arbejder bedst sammen med dem. Og der er jo heller ikke nogen anden vej, for uanset om vi vil det eller ej, er vi afhængige af hinanden og kan kun i fællesskab løse verdens problemer. Derfor kan vi lige så godt have fokus på, hvordan vi kan løfte hinanden ved at udveksle og lære af hinanden i generationerne. Og det er ikke så svært: Bare vær nysgerrig, stil åbne spørgsmål, og udvis respekt for hinandens virkeligheder (som dronning Margrethe gjorde, da hun sagde ”Gud bevare Kongen”). Herfra kan vi så gå i gang med at redde verden samme.
Udgivet i Berlingske, 28/1/2024
