Mens longevity-bølgen får masser af opmærksomhed, overser vi betydningen af døden som den vigtigste læremester for et liv med mening.
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Indenfor kort tid er der tre af mine veninder, der har mistet en af deres forældre, og fordi vi er midt i livet mister vi alle i stigende grad en ægtefælle eller en jævnaldrende ven. Min egen far døde for otte år siden og min mor er 90 år og selvom hendes vitalitet er slående, er det ikke desto mindre et vilkår, at hendes livstilstand kan ændre sig drastisk på meget kort tid.
Døden har altid gjort livet meningsfuldt. Der er utallige bøger, film og tv-serier, der behandler det logiske paradoks, at vi som dødelige kan drømme om at leve evigt, og at det uendelige liv samtidig ville være den mest rædselsvækkende straf, vi kan udsættes for. Den aktuelle film The Old Guard 2 (ja, 1’eren er meget bedre!) personificerer disse modsatrettede længsler, hvor en af karaktererne gør mange grumme ting for at leve evigt og en anden begår en avanceret udgave af ”suicide by police” (red: at begå selvmord ved at provokere politiet til at skyde en) fordi det at leve videre uden sine elskede er ubærligt.
Mens vi bliver flere og flere mennesker i verden, og der derfor dør flere og flere mennesker, er døden samtidig mere og mere fraværende i vores samfund. Selv gamle mennesker kan være svære at få øje på i gadebilledet, og endnu mindre er de en naturlig del af vores hverdag. Samtidig er der stor opmærksomhed på longevity-livsstilen (det at leve længe), som viser os, hvordan man ved at leve bevidst sundt og stærkt, kan forvente at leve op til 120 år, nogle mener 180 år, uden en rollator som fast følgesvend. Med andre ord: Ved at leve disciplineret og restriktivt, hvilket desværre kan medføre en vis social isolation, optimerer du dig selv til at tilhøre eliten indenfor livslængde. Herhjemme er det især Emil Thorup og Nicklas Brendborg, forfatteren til bestselleren ”Gopler ældes baglæns”, der er gået forrest med dén fane.
Det er imidlertid de færreste, der sover med plaster for munden og konsekvent starter dagen med professorens grønne grød og en personlig træner, så måske kan resten af os i stedet have fokus på, hvordan vi lever meningsfuldt fremfor længe, ved at bruge den uundgåelige død, som den ypperste læremester.
Man siger, at sorg er hjemløs kærlighed, men jo mere jeg selv er kommet i kontakt med døden, er det blevet klarere, at sorg også kan være en portal til evig og grænseløs kærlighed, der transcenderer den fysiske død. For personerne lever jo på den ene eller anden måde videre i én. Og hvis man tør elske også på afstand, i stedet for at tro, at kærligheden nu er hjemløs, bærer man ikke blot relationen videre i sit liv; man bærer også alt det med sig, som man har lært af det menneske. På den måde får vi alle et stedfortrædende nærmest evigt liv. Når jeg anskuer livet sådan, har min kærlighed til min far aldrig været hjemløs; tværtimod har den givet mig en evig adgang til ham og vores samtale er stadig i gang.
At jeg ville komme til at savne og sørge over ham, havde jeg forventet, om end det er en umulig situation at forberede sig på. Hvad jeg til gengæld var helt uforberedt på var, hvordan hans død ville ændre familiedynamikken. Det blev meget tydeligt hvilken rolle hans tilstedeværelse i gruppen havde betydet for os alle, og kun langsomt fandt vi frem til en ny dynamik, der spejlede den aktuelle situation. Og på den indirekte måde blev hans betydning for familien også hyldet.
Portalen til evig og grænseløs kærlighed, samt de nye familiedynamikker, kan jeg genkende hos alle der taler om deres tab, og på den måde, har døden faktisk gjort dem alle mere levende og tvunget dem til at tænke over, hvad der gør deres liv meningsfuldt. Og efterfølgende handle på det. For nogle har det betydet, at de står anderledes op for sig selv, mens andre har fået mere fokus på at skabe gode relationer, mens kun meget få er gået amok i eksklusive kropsscanninger og kryoterapi. Så måske kan man bare leve almindeligt sundt og så bruge sin tid og indsats på en god terapeut og mere samvær, for uanset hvad end du gør, så dør du og dem omkring dig, og dét kan blive den bedste adgang til et levende liv du nogensinde får.
Udgivet for Berlingske Tidende d. 19/07-25
