Mange kvinder giver sig selv den gave at få syet en enkelt kjole i deres liv. En ganske særlig kjole til en ganske særegen begivenhed, der kun varer en eneste dag. Og som er med til at genskabe en af de institutioner i vores samfund, der har størst stabiliserende social og økonomisk kraft, hvorfor ingen løfter et farvet øjenbrynshår ved udgifterne til den. Jo, jo, du har gættet det; jeg taler om brudekjolen. Nåmen, det er ikke den kjole, som klummen her handler om.
Den kjole jeg taler om her, er en kjole, der ikke er betinget af en udvalgt social hændelse. Den har ikke nogen særskilt berettigelse, anden end at dens ejer har lyst til at få den. Og giver sig selv råd til at investere i den. Hvilket kan få nogle til at knibe øjnene sammen og hviske: ”Tænk at bruge så mange penge på sig selv, når de lige har været på ferie?!”
Se, en af kvinders fem mest brugte løgne er: ”Nej, den er da ikke ny!” Vi lyver altså om, hvor meget vi køber til os selv, som kan hænges på os selv, og vi lyver om det, fordi vi som det erklærede sociale køn åbenbart føler os skamfulde over at bruge så mange penge på noget, der kun handler om vores egen skønhed. Vi må gerne bruge penge på sønnikes bukser, datters tasker, mandens vin eller svigermors gave – men vi må helst ikke have et stort forbrug til os selv. Aller bedst er det, hvis det vi drømmer om, er noget vi får i gave. Så er der nemlig ikke nogen risiko for, at vi kan blive sparket til skammekrogen over det, nogle vil se som uklædelig egoisme.
Denne klumme vil have dig til at se lidt anderledes på det. Jeg har nemlig for nylig fået syet en kjole. I mange, mange år gik jeg og drømte om at få syet den helt rigtige røde kjole, der kunne alt det, som jeg sukkede efter. Og oplevelsen af endelig (!) at få den, er en tilfredsstillelse, der rækker langt ud udover selve kjolen. Det er en tilfredsstillelse af min sjæl og den kvinde, som jeg drømmer om at være.
Lyder det….overfladisk? Overklasseagtigt? Overdrevet? Jeg forstår godt, hvis det gør. For heller ikke i min vildeste fantasi havde jeg tænkt, at en kjole kunne opfylde andet, end et nik i spejlet og måske et glimt i øjet på min kæreste. Jamen, helt ærligt – det er jo bare en kjole!!
Men en skræddersyet kjole, lavet i det stof du drømmer om, i det snit der klæder dig bedst, og tilpasset din krops mærkværdigheder, så du til sidst fremstår overraskende harmonisk, veldrejet og smukkere end du nogensinde før har stået, handler meget mindre om kjolen, og meget mere om at du tillader dig selv at stråle og komme til syne overfor verden på præcis den måde, som du ønsker det. Og dermed giver du selv mulighed for at tage den plads, som du rent faktisk fortjener.
I processen med at få syet kjolen, er du nemlig også igennem en proces med at se dig, som du virkelig er. Og anerkende hele dig. Især er det en proces i at se dig med kærlighed og skønhed; noget vi ofte overlader til vores partner at være ansvarlig for. Og bare det at tage den på, og mærke hvordan den smelter sammen med min krop, fordi den ikke føles som en kjole, men mere som et ekstra lag hud, der følger hver og en af mine bevægelser og får mig til at føle mig fri og smuk, er en oplevelse, som jeg under alle at få. Også kvinder der ellers mest er til bukser. En kjole er jo klimakset af alt det feminine i klædedragter, og derfor kan den få noget nyt frem i os.
Susse, skrædderen, skabte ikke bare min kjole i løbet af prøvningerne; hun var også med til at skabe mig som kvinde. Hvilket, ifølge hende, ofte sker. Og ja, det er dyrt. Men man kan jo spare op til den, og da du kan have den resten af livet, kan den ende med at blive til den billigste kjole du nogensinde har haft, målt på udgifter per gang, du har haft den på 🙂
(Klumme bragt i Femina september 2014)
