Jeg var ret ung, da jeg læste hendes første roman, som var en betagende historie om kærlighed. Elskede den tørre humor og det store menneskelige overskud. Og fik et chok, da jeg opdagede, at Mary Wesley var 70, da hun debuterede: Tænk at man kunne være så levende i den alder! Og at man kunne starte en ny karriere så sent – så godt!
Det var i 80’erne, hvor ung var det eneste mulige at være, hvis man skulle have nogen som helst hip-værdi. Hvilket var heldigt for mig, for jeg var ung. Men det var kun på overfladen, for indeni følte jeg mig støvet og utilpas. Passé uden at være begyndt. Og jeg så med misundelse på mine veninder, der alle virkede så hjemme i deres liv, kærlighed og ambitioner.
Godt nok havde jeg ambitioner, men de var ikke for alvor mine. Og nok havde jeg et aktivt socialt liv, men jeg syntes altid, at de fleste andres lød så meget mere spændende. Jeg burde være på mit livs højdepunkt, og det var sgu ærligt talt en temmelig flad affære. Og det blev ikke bedre af at vide, at når man først ramte de 30, var det næsten som at være død.
Well – jeg kunne ikke have taget mere fejl! Måske fordi jeg ikke kendte begrebet late bloomer. Et begreb der får mere og mere slagkraft, efterhånden som vi både bliver ældre og anerkender, at høj alder ikke er lig med stagnation eller manglende udvikling. For mange gælder nemlig præcis det modsatte.
En late bloomer er en, der først blomstrer og kommer til sin egen ret sent i livet. Der kan nemt gå en eller to andre karrierer, ægteskaber eller uddannelser før man for alvor finder sin egen passion og talent frem, og er i stand til at dyrke det. Som Mary Wesley, der blev en massiv bestsellerforfatter på det tidspunkt i livet, hvor folk normalt begynder at vælge kiste og ligskjorte.
Forsvarsadvokaten Merethe Stagetorn og den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeline Albright er også to fine eksempler på kvinder, der sent i livet vælger en professionel løbebane, som senere placerer dem højt i hierarkiet, fordi de performer usædvanligt godt. Højst sandsynligt fordi deres opnåede selvsikkerhed og personlige livserfaring gør, at de både kan tilegne sig nyt stof og med det samme sætte det ind i en meningsfuld sammenhæng, og samtidig er i stand til at bruge det aktivt og ambitiøst til gavn for deres profession. Bla. fordi de ikke længere behøver, at bruge store ressourcer på at definere sig selv.
Jeg var selv 29 før jeg fandt det fag, der om noget, har været med til at definere min selvforståelse. Og som har givet mig et formål for livet. Jeg var også 29 før jeg mødte en mand, som blev mere end en affære. Ikke at hverken det ene eller det andet var ukompliceret og let, men det var bare rigtigt. Og det havde helt sikkert noget med min alder at gøre. Jeg skulle åbenbart bruge så utrolig mange år på at finde ud af, hvem jeg var og hvad jeg virkelig ønskede mig af livet, før jeg var klar til at bruge mig selv til andet… end mig selv.
Det siges, at ca. 20-35% af alle iværksættere i USA og Storbritannien er late bloomers. Som fx Edison, Einstein og Richard Branson. De to førstnævnte blev oven i købet anset for at være lettere ubegavede under deres skolegang. Og Churchill dumpede gymnasiet tre gange. Disse tre eksempler er mænd.
Men når jeg kigger mig omkring i samfundet i dag, ser jeg en interessant tendens. Nemlig den, at flere og flere kvinder i en sen alder, vælger at skabe sig et nyt liv. Og ofte falder det sammen med, at deres yngste barn nogenlunde rammer sin første runde fødselsdag. Det er som om, der sker noget magisk med disse kvinder, som om de pludselig lader de tungeste sociale og kulturelle forventninger glide af sig, og i stedet begynder at stråle indefra med en helt ny frihed og kreativitet, som kommer fra deres eget epicenter af livskraft. Ikke at jeg oplever dem som mindre omsorgsfulde overfor deres omgivelser; de begynder bare at tage omsorg for sig selv på en ny måde, hvor det er deres egne lyster og især deres potentiale, som de tør bringe til fuldt udtryk.
Hvilket står lidt i kontrast til tidligere generationer af kvinder, der ofte lukkede ned for sig selv, når børnene blev store og de selv mistede deres umiddelbare (seksuelle) tiltrækningskraft. En anden sideeffekt af late bloomer fænomenet er, at nogle kvinder (og mænd) først sent i livet begynder at være lækre. Som i attraktive og forførende. Hvilket virker umiddelbart modstridende, men som faktisk er logisk nok.
Det er nemlig først med alderen, at den indre (skønne) personlighed også viser sig i det ydre. Når man er ung og ser godt ud, ser man godt ud, fordi man er født sådan. Hvis man også ser godt ud som ældre, er det fordi, man forstår at tage vare på sig selv ved at leve sundt, og dyrke sit indre. Med alderen sætter ens livsstil, livsfilosofi og livsværdier sig nemlig i ansigtet, kroppen og holdningen, og derfor stråler nogle mennesker langt mere som ældre, end de gør som unge. Fordi de orker at være i udvikling.
Er du klar til at være en late bloomer? Det er nemlig op tll dig, om du tør være det. Hvis du har modet til at forfølge din inderste drøm, eller gå på opdagelse i dig selv og verden og finde ud af, hvad du inderst inde har lyst til, så er du klar til at sætte det fineste semikolon i dit liv. Til du er klar til det næste….
Punktummet skal nok komme af sig selv – og helst en dag, hvor du mindst af alt venter det.
Bonusinfo 1:Tjek late bloomer ud wikipedia (på engelsk) for at se flere gode late bloomer eksempler på sportsstjerner, kunstnere, politikere, filmfolk, matematikere, musikere mm.
Bonusinfo 2: Man er primært en late bloomer indenfor karriere, socialt og uddannelse. Men mon ikke, der også er par andre områder, hvor man kan blomstre sent? Fx seksuelt.
