Tilbage til blog oversigten
mandag 23. juli 2018 kl. 16:41
Femina: Jeg er sådan én, som....

Jeg er sådan en, som altid køber økologiske citroner, skummetmælk og æg, og jeg er også sådan en, som altid smider en af Nettos kæmpepakker af oksehakker i kurven, hvis de er til at finde. For mine sønner kan fortære en kvart ko under et måltid og så dur det ikke med 400 forsigtige økologiske gram.

Jeg er sådan en, som elsker at gå i hammam på Tuborgvej og blive skrubbet af arabiske kvinder med gyngende bryster seks millimeter over min krop, som elsker at høre om fremmede kulturer og selv rejse til eksotiske lande. Og jeg elskede også, at vi år efter år tog til det samme sted i Sverige i påsken og til Spanien hver sommer med min søsters familie, dengang vi endnu var far-mor-børn.

Jeg er sådan en, som elsker at uddanne mig, strække mit sind og bevidsthed, som læser hele tiden og som har ophøjet den israelske historieprofessor Yuval Harari til en af mine personlige guder, fordi han skrevet to af årtiets vigtigste bøger, nemlig Sapiens og Homo Deus. Jeg er også sådan en, som synes at Fifty Shades of Grey er en vigtig milepæl i litteraturhistorien, fordi den satte millioner af kvinders seksualitet og liderlighed fri, selvom jeg selv måtte høre den som lydbog mens jeg trænede, fordi den kedede mig på alle planer. Og derfor er jeg sådan en, som sagde ja til at holde åbningstalen til premieren – og som var mere vild med Anastasia end den ulideligt lidende Grey.

Jeg er sådan en, som har 191 par sko, som har alt mit tøj katalogiseret efter type, farve og stil og som har styr på, hvad jeg har haft på i løbet af året, og engang var jeg sådan en, som købte alt for meget alt for tit, men lige nu er jeg sådan en som ikke har købt noget i månedsvis og som får kvalme ved tanken om, at jeg skal lægge så meget som én t-shirt mere ind i mit skab. Men ikke er mindre vild med æstetik.

Jeg er sådan en, som i 18 år var sammen med min eksmand og i flere år med min ekskæreste og som elsker at være i fast parforhold og som gerne er i dem meget længe, også på trods, og som har brug for nærhed og dyb kærlighed for at hengive mig seksuelt. Og jeg er også sådan en, som efter nogle og tyve års parforhold, bliver single og åbenbart kan have et længere forhold, der kun er baseret på sex. Og som de seneste år har eksperimenteret med mange ting, bla cølibat og andre langt mindre dydige ting, som alligevel er for private at nævne her, men som jeg nævner, fordi jeg vil opfordre dig til at leve dit liv som et eksperiment og ikke en generalprøve. For det har godt nok været sjovt og spændende og vist mig, at jeg er mange udgaver af ”sådan en som…” når det gælder forhold.

Jeg er sådan en som mediterer (næsten) hver morgen i en halv time og som har en dyb tro på, at vi alle er forbundne med alt. Jeg er også sådan en, som har gået i kirke hver eneste søndag morgen siden jeg blev født og til jeg var næsten 20, og som i dag tager afstand fra de fleste religioner, fordi jeg synes de meget oftere undertrykker og tyranniserer end styrker og befrier mennesker.

Jeg er sådan en som har været selvstændig i over 20 år og som elsker, at jeg kan beskæftige mig med lige, hvad jeg har lyst til. Og jeg er sådan en som elsker elsker elsker når jeg arbejder sammen med andre og som kan blive helt høj af at se, hvilke genialiteter, der pludselig kan opstå, når man er flere om at bidrage til tankerne og ideerne.

Sådan er jeg. Blandt andet. Hvordan er du?

Klumme i Femina uge 26 218

Der er 1 kommentar til dette indlæg:
#1 29. jul '18 kl. 13:54 :
DU LYDER SOM EN FORNUFTIG QUINDE.
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign