Tilbage til blog oversigten
tirsdag 25. juni 2019 kl. 08:57
Femina: Faldet fra piedestalen

Det smager lidt bittert. Underligt. Ikke helt som de første bidder af pæren, men jeg gumler videre, for jeg er optaget af at skrive denne klumme. Af at beskrive, hvordan min veninde for nyligt oplevede et gevaldigt piedestalfald af sit ellers urørlige ikon, psykoanalytikeren Jung. 

”Han mener i ramme alvor, at det eneste, der kan få hysteriske kvinder ud af deres neurose er spanking eller voldtægt!” lød hendes oprørte besked til en fælles nørde-gruppe vi har.

Så jeg gnasker bidden færdig, mens jeg finder hendes besked på min mobil og skriver den ind her. For hun og jeg har nærmest synkront oplevet et piedestalfald. Min var Michelle Obamas, som jeg sammen med 11.000 andre oplevede i et show, der slet ikke levede op til hendes standard. Dagen efter var jeg i en slags sorg over at have mistet mit forbillede, men efter nogle dage besluttede jeg mig for at smide oplevelsen ned i never a failure – always a lesson kassen. 

Da jeg skal tage den næste bid, ser jeg på pæren og opdager, at det er lykkedes mig at lave en ”Hvad er værre end at opdage en orm i sit æble?”

Den halve orm og hvad der måtte være af dens lort og efterladenskaber, er nu nede i min mave og det, der undrer mig mest, er, at det ikke rører mig. Altså, jeg synes jo det er ulækkert. Men min reaktion er at kigge nærmere på pæren og finde et andet sted på den, langt væk fra ormehullet, hvor jeg kan tage en ny bid. Mens jeg tænker på, om den råddenskab, som pæren er blevet inficeret med i den ene ende, mon også breder sig til den ende, hvor jeg nu er ved at tage en bid?

I stedet for at rejse mig op, finde en vask og forsøge at gylpe det klamme op, bliver jeg siddende i kantinen, hvor jeg i øvrigt er helt alene og derfor godt kunne smide skammen og bare reagere hysterisk. Og jeg kan ikke finde ud af, om jeg synes min reaktion i virkeligheden er cool eller klam.

Det er en vigtig overvejelse. Naturligvis set i et lidt større perspektiv end en pærebid. For som alle andre, vil jeg jo helst være cool. Og i disse år er jeg nemlig selv midt i et konstant piedestalfald hos mine to teen-sønner, der nærmest ustandseligt (not true, men det følessådan) vender øjne, kritiserer og tager afstand fra mig. På nær når jeg mobilepayer dem. 

Og det gør ondt. 

Ikke at jeg mister min heltestatus. For det er faktisk befriende. Men at de tager så meget afstand fra mig og så ofte gør mig forkert. Og det sætter en proces i gang i mig, hvor jeg må forholde mig til to ting: Hvilken adfærd fører mig hen til at blive til det menneske, som jeg gerne selv ville se op til? Og hvem skal have lov til at mene noget om mig og hvordan er det ok at give udtryk for det, så jeg lytter åbent til det? 

Både min veninde og jeg har taget vores forbilleder til nåde igen. I mit tilfælde blev det tydeligt, at Michelles optræden var som den orme-bid, jeg lige havde spist, mens mennesket Michelle stadig nok er den gode, hårde, lækre pære, som jeg stadig spiser på, mens jeg skriver klummen færdig. Hvilket er en virkelig mærkelig sætning at skrive, men jeg satser på, at pointen giver mening.

Jeg håber, at det samme sker for mine sønner. At de en dag (gerne snart :) ser på mine åbenbart super irriterende sider med milde øjne, så jeg hverken står på en piedestal eller nede i et hul, men på jorden ved siden af dem, så vi sammen kan mødes i en fælles menneskelighed. 

Klumme bragt i Femina torsdag d. 30.05.19

Der er ingen kommentarer til dette indlæg:
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler i Børsen, Femina, Jyllandsposten og andre.

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Uptown
Sundkaj 125, 3
2150 Nordhavn

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign