august 17

EB: OL i samfundsforhold

Jeg elsker noget, som nogle synes er en virkelig mærkelig ting. Jeg elsker nemlig at se benløse løbe 100 meter løb.

Det er for mig noget af det mest livsbekræftende jeg kan forestille mig, fordi det kombinerer menneskelig vilje med teknologi, viden og håb. Og resultaterne af den cocktail stråler af livsglæde.

Den 29. august starter en hel kavalkade af viden, nysgerrighed efter alternative løsninger, livsglæde og menneskelig vilje, for den dag starter de Paralympiske Lege i London. OL fik jeg ikke set, men disse lege vil jeg gerne se, og jeg vil næsten gå så langt som at tvinge mine børn til at kigge med.

Hvorfor?

Fordi vi danskere klynker og brokker os alt for meget. Og jeg vil gerne vise mine børn, at der altid, altid, altid er en vej til at gøre det, man brænder for, hvis blot man arbejder hårdt nok for det og aldrig slukker håbet. Og at alle kan ”bruges” og bidrage med noget, hvis blot de får de rigtige vilkår.

Vi lever nemlig i et helt uvirkeligt godt samfund. Sammenlignet med næsten alle andre samfund i verden. Men det er netop uvirkeligt, fordi vi er flere på overførselsindkomst, end borgere, som tjener penge. En del af dem er, skal retfærdighedsvis siges, studerende, og forventes derfor at bidrage senere, men alligevel!

Vi har, som jeg ser det, krydset den økonomiske og sociale dødsgrænse, og med mindre vi bevæger os nedad igen, ender vi med at udslette os selv. Økonomisk set er det naturligvis en katastrofe, men menneskeligt er det en endnu større katastrofe. I ramme alvor siger vi nemlig til over to millioner mennesker, at det de kan bidrage med, ganske enkelt ikke har ”rigtig” værdi. Og derfor får de penge for at forholde sig passive.

Nogle ser dette som en ret. Men rigtig mange savner at blive brugt til noget, som giver dem en følelse af netop værdi. Hvis vi begyndte at se vores samfund som en benløs person, der gerne vil vinde et 100 meter løb til OL, kunne vi lære meget af Oscar Pistorius, alias Blade Runner.

Han var 11 måneder gammel, da han fik begge ben amputeret, men i London løb han 400 meter finalen til OL og konkurrerede dermed med mænd med ben. Fordi han havde kvalificeret sig til det. Ikke fordi han var blevet beskyttet til det og fået et privilegium, forærende, som han ikke selv havde kæmpet for at opnå.

I mandags sendte Horisont en udsendelse om det Sydkoreanske skolesystem, som viste, at en pæn andel af børnene får undervisning fra 8-23. Det er naturligvis voldsomt ekstremt, og det borger ikke nødvendigvis for den kreative energi, der skal være med til at få os igennem krisen, men det er ikke desto mindre det, vi danskere også er oppe i mod. Og det skal vi ruste os til.

Først og fremmest ved at begynde at indtage en holdning om, at vi kan vinde et OL 100 meter løb i samfundsforhold, fordi vi gider og tror på, at vi med den rette arbejdsindsats kan gøre det. Vi er nemlig ikke engang et benløst samfund.

Vi burde være blandt top 3 favoritterne, men er det ikke. Længere.

Men det skal vi blive igen. Hvordan vi gør det, kan de Paralympiske Lege inspirere os alle til. God fornøjelse.

I øvrigt mener jeg, at de Paralympiske Lege burde være obligatorisk pensum i Folkeskolen, så børnene kan se, at næsten alt kan lade sig gøre, blot man tror på det og arbejder for det. Følg selv med fra 29. august.


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}