44 procent af de unge trives ikke, og det skal have indflydelse på valget. For vi har skabt et samfund, der ikke er egnet til mennesker. Og de unge har selv svaret på, hvordan man skaber bedre balance.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
”Dér røg vores sidste hun!”.
I filmen Ice Age er det her et ikonisk citat, der bliver leveret med nasal konstatering af en af de ustyrligt dumme han-dronter. Fuglene har nemlig haft mere fokus på at passe på de tre resterende meloner, de planlægger skal holde kolonien mæt den næste million år (!), end at passe på deres hunner. At de også mister melonerne, siger sig selv, og selvfølgelig måtte denne art uddø.
Problemet er, at vi, det danske samfund, også er dronter; et udtryk der ellers oftest bruges om sinker eller idioter. Vi er dumme dronter, fordi vi ikke passer godt nok på vores unge, som jo er vores arts fremtid.
Center for Ungdomsforskning er lige kommet med en rapport, der viser, at 44 procent af de unge mistrives, hvilket understøttes af Den Nationale Sundhedsprofil, der tidligere på året viste, at 52,3 procent af de unge kvinder og 31,2 procent af de unge mænd mellem 16 og 24 år lider af høj stress. Deloitte har i dette års Millenial Survey også konstateret, at halvdelen af Z’erne (født mellem 1995 og 2010) har været hjemme fra arbejde pga stress eller angst, at 41 procenter føler sig stressede hele tiden og – det mest vanvittige – 40 procent føler sig udbrændte. Udbrændte?! Jamen, vi taler her om mennesker, der været under 10 år på arbejdsmarkedet!
De fleste unge-generationer laver et oprør mod det eksisterende samfund, og vores tids unge gør også. For dem handler oprøret mest om at insistere på en større grad af menneskelighed, en friere udfoldelse af deres identitet og kreativitet, og en meget bedre balance både i deres liv og på kloden. Sofie Linde, der med sin berømte ”blowjob”-tale til Zulu Awards både insisterede på ordentlige arbejdsvilkår og ligeløn, og Tobias Rahim, der var den eneste nominerede til P3 Guld Award (aldrig sket før), som meldte fra nogle dage før til at modtage den, fordi han fik et angstanfald, og Jonas Vingegaard, der insisterede på to måneders fri efter at have vundet Touren, er alle tre eksempler på unge, der gerne vil præstere, levere den såkaldte vare af hårdt arbejde, men som også advokerer for at have balance i niveauet for at yde.
De tre er kendte mennesker, og nogle vil måske indvende, at så er de noget særligt. Men læser man forskellige rapporter om de unge, og taler med mange ledere, viser der sig samme billede på tværs af generationen: De unge vil ikke længere bevidstløst støtte et system, der betragter mennesker som produktionsenheder, der kan og skal optimeres, effektiviseres og maksimeres i deres liv og på jobbet, for at ”være med”. Ej heller vil de æde sig selv gang på gang for at kunne ”klare mosten”. Fordi det er mosten, altså systemet, der er helt galt.
Den vigtigste misforståelse at få ryddet af vejen er, at de unge er særligt sarte og burde tage sig sammen. Det er lige modsat. Den livskompleksitet som de oplever i hverdagen, lagt sammen med et uhørt tidligere set præstationspres og en hastighed i samfundet, der er vokset nærmest eksponentielt, får deres forældres ungdomsliv (der såmænd var udfordrende nok) til at ligne en tur i Tivoli. Derfor skal vi være glade for deres sunde skepsis på en afsindig usund situation, for vi er desværre lykkedes med at skabe et samfund, der ikke er egnet til mennesker. Det viser den ene undersøgelse efter den anden over hele befolkningens mentale velbefindende. Mennesker i balance er forudsætningen for en økonomi og et samfund i balance, og måske bliver dette for første gang hovedtemaet i valget. Det er i hvert fald på tide, at det gør.
Udgivet i Berlingske 17/10 2022
