Tilbage til blog oversigten
søndag 25. november 2018 kl. 17:53
Børsen: Paradokselasticitet

Det moderne liv er fyldt med indre modsætninger, der potentielt kan få hjernen til at brænde sammen i forsøget på at føle sig, som en hel og troværdig person. Kuren er at overgive sig til livets paradokselasticitet. Så vi har overskud til at være kreative, innovative, nærværende og sociale.

En eftermiddag for få uger siden blev jeg ringet op af min internationale foredragsagent: Om jeg kunne holde et foredrag i Dubai to ugen efter om onsdagen? Jeg tjekkede kalenderen og konstaterede, at jeg tirsdag havde en stor konference i Odense og torsdag et foredrag i København om eftermiddagen – så jo, det kunne nok godt lade sig gøre. Hvad ville kunden have, at jeg skulle tale om?

Den samtale tog jeg nogle dage senere med hende, som var ansvarlig for konferencen. Hun er partner i et internationalt konsulentfirma, der havde deres årlige møde for deres toppartnere i hele regionen. Samtalen blev ført over en social platform, mens jeg sad i et hotelværelse i Berlin. Jeg havde inviteret min ældste søn fire dage til byen, så vi kunne hygge og have tid til at besøge krigsmuseer og se muren.

”Vi er så stressede og sidder hele tiden i en flyver, så vi har ingen work-life balance. Du taler jo om succestyranniet og vi vil gerne have nogle input til, hvordan man kan leve et bedre liv i større balance.”

Med tanke på, at jeg sidste år udgav bogen Succestyranniet – og vejen ud, ville jeg naturligvis gerne det!

Men.

Mens jeg aftalte det, parkerede jeg altså min søn i hotellobbyen. Og jeg skulle holde dette foredrag efter at have hastet til lufthavnen fra Odense, fløjet hele natten, lige nå at tjekke ind på hotellet og tage et bad, før jeg stod med de 170 mænd og meget få kvinder, og morgenen efter skulle jeg så retur til Danmark, for at være klar om eftermiddagen med flere ord og slides, og skulle i øvrigt samme uge også fejre min anden søns 18- års fødselsdag – plus det løse med møder og kronikdeadlines. Og ugen efter igen havde jeg en næsten lige så presset kalender, både arbejdsmæssigt og privat.

Så hvordan kunne jeg overhovedet selv være troværdig til at tale om work-life balance?

En af årsagerne til, at jeg med god samvittighed kunne stå i mit budskab, var, at jeg kunne læne mig ind i et ret vidunderligt begreb, som får skuldre til at sænke sig og nogle gange smilet frem, men som i hvert fald giver plads til, at vi finder ro og mening i kaos. For min situation er jo langt fra enestående. Faktisk er det en fuldstændig normal arbejdssituation for de fleste at være presset af deadlines og opgaver, og selv skulle finde en form for logik og balance i det. Og de der har størst held til at gøre det, er de, der bevidst forstår dette begreb:

Paradokselasticitet.

Alle vi, der lever i den moderne verden, hvor det blipper ind med alle mulige forstyrrelser, og hvor vi hele tiden bedes om at tage stilling til alt fra kattekillinger til henrettelser, har brug for at gøre os selv fri til erkende, at alting ikke kan puttes ind i en rationel model, hvor det hele ender med at passe sammen i skønorden.

Problemet er nemlig, at vi i forlængelse af industrialiseringen, som har gjort maskinlogikken til det overordnede princip for liv, og med knæfaldet for den naturvidenskabelig metode, som idealet på den dominerende forklaring på alt i livet, er kommet til at stille os sted, hvor vi mener, at alting skal – bør - give logisk mening. Allerede i 1905 beskrev den tyske sociolog Weber, hvordan verdenen var på vej til at blive affortryllet, og at vi ville ende med at befinde os i et rationalitetens jernbur, hvor mysterier, magi og mirakler ikke længere ville være en del af livet.

Men Weber tog fejl. Heldigvis. For vi mennesker er netop ikke maskiner og livet kan ikke sættes på så rigid en formel, at både livet og vores indre kan følge et simpelt rationale og dermed altid være fuldstændig forudsigeligt og kontrollerbart.

Tværtimod.

Og vi ved det godt. Men vores tid er præget af en klar forventning om, at vi kan – og det er her, at konflikten opstår. I stedet for at overgive os til at livet jo er en kæmpemæssig rodebunke, og at det egentlig bare handler om at navigere mest menneskekærligt igennem det (et hav af undersøgelser viser, at gode relationer er den afgørende faktor, der skaber lykkelige og sunde liv!) bruger vi tid og kræfter på at forsøge at leve op til et ikke-humant ideal. Hvilket vi naturligvis ikke kan, og på den måde planlægger vi os selv benhårdt til at være en fiasko.

For det moderne liv er ekstremt paradoksalt. En af de ting vi desværre gør, er at skynde os for at få det dårligt. Tonsvis af statistikker viser hvordan halvdelen af befolkningen lider af stress i varierende grad, mens op til 30 procent lider af angst og 20 procent af depression. Ensomheden er stigende, søvnløsheden ligeså. Altså er der mange indikationer på, at vi mistrives så meget, at det er gået udover vores psykiske velbefindende.Og alligevel er det de færreste, der for alvor ændrer deres adfærd. Hvilket er forståeligt, for vi skal også overleve.

Det er jo ikke fordi vi gerne vil arbejde under fx dårlig ledelse for at forfølge urimelige KPI’ere under urealistiske vilkår. Eller at vi vældig gerne vil have konfliktfyldte familieliv. Når vi planlægger vores liv, gør vi det naturligvis for at få bedre muligheder, få opfyldt drømme og leve vores potentiale ud.

Men samtidig er der ingen, der i dag kan påberåbe sig uvidenhed om, at vores afsindige travlhed i kombination med vores enøjede fokus på effektivitet, optimering og resultatrenhed, medfører en psykisk sårbarhed, som mindsker livskvaliteten betragteligt for den enkelte – og dermed også for gruppen. Så jo, vi har faktisk travlt med at få det dårligt, og det er et af de mest udbredte paradokser vi lever med i dag.

Et andet paradoks er, at ægteskabets kvalitet afgøres af dets længde og ikke dets indre kvaliteter. Halvdelen af alle ægteskaber bliver jo opløst, og derfor er skilsmisse statistisk set ikke længere at betragte som en undtagelse, men værdimæssigt bliver det stadig betragtet som et brud med normerne, og derfor er det et paradoks, at alle tilgår brylluppet med forestillingen om, at det er adgangen til livsvarig lykke.

Vores forhold til uddannelse (hvis bare vi får én, er vi sikret for livet – øh, nej!), pension (flere bliver ældre, mens der er færre til at betale for udgifterne), sygdom (selvom vi kan behandle flere sygdomme end nogensinde før, opdages der også flere diagnoser end nogensinde før og niveauet for ”raskhed” er steget eksponentielt) er også alle tre moderne paradokser, som vi forsøger at skabe mening i.

At leve et moderne liv, er altså at leve et liv midt i en strøm af paradokser, og de mennesker, der klarer sig bedst, er de, der forstår at have så stor en spændvidde mellem paradoksernes yderpunkter, som muligt. Når vi ser statistikkerne, er det imidlertid åbenlyst, at det, er der for mange mennesker, der har problemer med.

Med den civilisationsgrad vi har i dag, hvor vores fællesskaber er så store og altdominerende, og vi er så afhængige af hinanden, bør det især være både regeringerne, samt virksomhederne og deres ledere, der skal gå forrest i at skabe nogle nye og bedre vilkår. Og hvor det er helt afgørende, at overlevelse for den enkelte ikke handler om at kunne mønstre en enorm og individuel paradokselasticitet.

Hvordan? Ved først og fremmest at droppe antallet af maskinlogiske KPI’ere, der undergraver et socialt og relationelt sundt miljø. Mit møde med Dubai-partnerne bekræftede mig endnu engang i det fuldstændig indlysende faktum, at intet menneske er en maskine. Ikke engang de, der er hårdt trænet i at være det. 

Det vi selv kan gøre, at overgive os til, at livet også består af små forskydninger og skævheder. Lidt ligesom at skønhed er forholdet 1:1,1618, kaldet phi. Balancen kommer af en lille mangel på total symmetri. Eller sagt med Webers ord, er livet fortryllende, fordi der netop er lidt magi.

Når man holder op med at synes, at verden og livet skal være på én særlig måde, for at føle at man har kontrol over situationen, udfaldet og fremtiden, øger man sin evne til paradokselasticitet – og derigennem øger man også sin egen psykologiske og mentale robusthed. Og det igen giver overskud til at være kreativ og innovativ, samt nærværende og social. De fire egenskaber, som er mest efterspurgt på arbejdsmarkedet – men som også helt praktisk giver gode liv.

Tilbage til Dubai og den anden årsag: For hvad var da forskellen på disse højt kvalificerede og meget intelligente mennesker, der naturligvis selv var i stand til at gennemskue deres egen situation og så mig?

Kadencen.

Mens de lever den slags liv hele tiden, sker det kun periodevis for mig. De rejser rundt i hele verden og møder andre, der er lige så fokuserede på at skabe KPI-resultater, der oftest kredser om økonomi, effektivitet og lean. Når ens liv ender med at være denne strøm af KPI’ere, er der sjældent plads til at hæve blikket, åbne hjertet og mærke, hvad der også betyder noget i livet. Hvilket jeg mødte efter mit foredrag, hvor flere af deltagerne kom over for at dele deres længsel efter at fylde deres liv med bla. mere nærvær og bedre relationer.

Det handler også en fælles kultur. I Danmark er vi heldige, for i forhold til mange andre lande har vi en virkelig fin balance mellem arbejde og privatliv. Som vi bla. kan have, fordi vi har det arbejdsmarked og den socialpolitik vi har. Det er ikke sådan lige at ændre på i fx hele Mellemøsten. Noget mere tilgængeligt er det at gøre for virksomhederne.

Det er de færreste mennesker, der ikke vil have et arbejde, der optager dem, og det betyder, at det måske i perioder tager noget mere opmærksomhed og at der er spidsbelastninger, og det skal der naturligvis være plads til. For det er også en del af det at have en work-life balance. Men virksomhederne skal samtidig gøre (tvungen?) plads til, at der også skal være perioder, hvor der er skabt rum for at samle sig selv igen og konsolidere erfaringen.

Paradokselasticiteten frisætter os til at leve med, at livet er en rodebunke. Og at det er ok. På den måde styrker vi både vores egen indre sunde stamina og giver plads til åbenhed, nysgerrighed og tolerance, så vi kan bruge vores kræfter på at skabe noget, i stedet for at forsøge at kontrollere det ukontrollable. Men skal vi bruge erkendelsen til noget grundlæggende, skal det ske i fællesskab. Så ingen forsøger at leve op til et ideal, ingen kan opnå. Ikke engang livet selv.

Bragt i Børsen d. 25.11.2018

Der er 1 kommentar til dette indlæg:
#1 17. dec '18 kl. 11:42 skrev Erica:
Dr. Agbazara er en stor mand,denne læge hjælpe mig med at bringe tilbage til min kæreste, der bryder op med mig for et år siden med hans kraftfuld spell casting og i dag er hun tilbage tigger om at acceptere hende tilbage. så hvis du har brug for hans hjælp i et forhold eller ægteskab problemer kan kontakte ham på e-mail: ( a g b a z a r a @ g m a i l . c o m ) eller WhatsApp ( +234 810 410 2662 ). Og få løse dit problem som mig.
Skriv en kommentar til dette indlæg
Kommentar:
Navn:
Email:

Modtag mit nyhedsbrev



Greatest hits

En samling af de bedste artikler

Nyhedsbrev arkiv

Læs mine tidligere nyhedsbreve

Artikel arkiv

Du kan læse alle mine tidligere artikler i arkivet.

Kontakt mig

Emilia van Hauen
Ny Østergade 14-20
1101 København K

T: +45 2628 2618
E: emilia@emiliavanhauen.dk

CVR-nr: 21 31 56 05
Bank: Spar Nord Bank
Reg-nr: 9102
Konto: 457 5474 387

Privatlivspolitik

Book mig til foredrag

Kontakt mig her
Dudal Webdesign