januar 1

Børsen: Gør 2017 til dit bedste år nogensinde!

På indersiden af mit højre håndled, har jeg en lille tatovering, som er den fysiske manifestation af et løfte, jeg gav mig selv den 16. marts sidste år. Selve tatoveringen kom først til den 10. maj, for jeg skulle lige forbi seks tatovører og fem illustratorer, før jeg endelig landede i stolen hos Jones hos K-ink, der som den eneste forstod, hvad det var, jeg ville med den.

Tatoveringen skulle nemlig minde mig om mit løfte, som er en livslang adfærd uden plads til tilbageløb, og en tatovering har den samme livslange og irreversible karakter. Læs: Jeg har ikke længere nogen som helst undskyldning for ikke at gøre det, jeg har lovet mig selv.

Hele tiden. Resten af livet.

Mit løfte handler om at komme hjem i min egen krop igen, ved at give den, den form, som jeg føler mig bedst tilpas i, og som jeg havde, indtil jeg i 1993 holdt op med at ryge 40 cigaretter om dagen. Det betyder, at jeg kun skal spise indtil jeg er mæt. Hvilket lyder som verdens simpleste og dummeste løfte, men jeg ved, at jeg ikke er alene om den adfærd. Faktisk er der millioner og atter millioner af mennesker verden over, der dagligt overspiser, så tøjet med jævne mellemrum får tørretumbler-effekten; pludselig er det bare blevet lige lidt for småt og sidder stramt alle de forkerte steder.

Et nytårsforsæt er et løfte. Til dig selv. De fleste elsker at hade dem. Laver dem alligevel. Og tror allerede ikke på dem, når de skåler med resten af selskabet på dem.

Hvorfor gør vi det så? Fordi vi gerne vil tro på, at det er selve løftet, der er den magiske formular, som på vidunderlig vis får os til at blive lidt mere til den person, som vi hver især vældig gerne vil være. Som om det er løftet, der gør miraklet. Hvilket naturligvis er er en kras illusion, for det eneste, der virkelig gør forskellen og løfter os tættere på vores løfte, er den virkelig indsats. Den virkelige daglige indsats. Og hvis vi ikke for alvor er klar til at smide rigtige kræfter efter intentionen, løftet, sker der naturligvis ikke en pind, og vi bliver endnu engang forventeligt skuffet over os selv.

Selvtortur kunne man kalde det. Planlagt fiasko kunne man også kalde det.

Uanset hvad, virker det ikke, fordi det er beslutningen, der er forkert. Beslutningen er nemlig oftest taget ud fra et særligt resultat, som skal opnås. Fx: Jeg skal tabe mig 5 kilo i 2017. Eller: Jeg skal nå ALLE mine KPI’ere i år. Eller: I år finder jeg ud af, om jeg skal blive eller gå (ægteskab, job, frivilligt foreningsarbejde osv). Problemet med den slags resultat-beslutninger er, at man ikke når ind til det, der i virkeligheden driver beslutningen – nemlig hvorfor’et?

Hvorfor vil du tabe dig? Er det for at føle dig hjemme i din egen krop igen? For at blive glad, når du ser dig i spejlet? For at score bedre og få mere kærlighed eller sex, der får dig til at føle dig mere elsket eller levende eller…? Når du kender dit hvorfor, er det meget lettere at minde dig om at gøre de rigtige ting, fordi du rent faktisk vil have lyst til at gøre dem. For at opnå den særlige følelse, som ligger bag dit hvorfor. Fremfor en (sur) pligt, bliver det hver gang til et lille skridt i den rigtige retning, som gør dig glad i længden.

Forsættet skal altså ikke handle om kilo eller andre KPI’er, men om den oplevelse, som bliver en konsekvens, af dine handlinger. Derfor skal dit forsæt ikke være et særligt resultat, du ønsker, men skal derimod være formuleret som en handling du gør, for at få den oplevelse eller den følelse, som du savner i dit liv.

Fx: Jeg spiser til jeg er mæt, for at min krop føles let og stærk. Eller: Jeg gennemfører 50 kundemøder om måneden, for at blive økonomisk uafhængig, når jeg er 50 år. Eller: Så længe jeg bliver, handler jeg ud fra det, jeg synes er rigtig og vigtigt (og ikke det jeg tror, at de(n) forventer af mig eller som jeg altid har gjort), og så iagttager jeg, hvordan de(n) andre reagerer på det, for at blive afklaret, om jeg skal blive eller gå.

Resultatbeslutninger er i mange tilfælde (men dog ikke alle) også ubrugelige, fordi resultaterne alt for ofte afhænger af udefrakommende vilkår. Som vi ingen indflydelse har på. Og det skaber bare endnu mere forvirring og irritation, og er den kedelige indgang til de dårlige undskyldninger. Hvis løftet derimod er knyttet til en særlig indsats, er der ingen udveje, for vi bestemmer jo selv over vores indsatser.

Ved at lave løftet til et indsatsløfte, tager vi ansvaret tilbage til os selv, og giver os dermed også den suveræne magt over situationen. Med mindre der sker noget fuldstændig uventet, der umuliggør indsatsen, men så er vi altså ude i noget så ekstremt, at det trods alt sker for de færreste. Som et fatalt biluheld. Eller 3. verdenskrig.

Et brugbart nytårsforsæt – eller sommerforsæt, for dem er der også mange af – skal altså været drevet af et hvorfor og være formuleret omkring en særlig indsats, for at kunne virke, og hjælpe os med at skabe den form for kompleksitetsreduktion, som de fleste af os har brug for i en hverdag, der på det nærmeste er hyperkompleks. Et forsæt kan nemlig gøre livet mere enkelt og overskueligt indenfor et særligt område af livet, og det skyldes, at et forsæt kan fungere som en daglig praksis, der hele tiden minder dig om, hvad der er vigtigt for dig.

En praksis er en eller flere handlinger, som gentages rutinemæssigt. I det fleste tilfælde gør man det, for at handlingerne skal give et ønsket resultat, men skåret ind til benet betyder praksis i virkeligheden, at det er selve handlingen, der er formålet. Begrebet er især knyttet til religion (fx at bede aftenbøn), men i virkeligheden har vi mange praksisser i hverdagen, som vi nok ikke tænker over, som en praksis. Det daglige morgenbad fx Eller at tjekke de sociale medier, som det første, når vi vågner.

Vores praksisser er praktiske (sjovt nok!) men er også vores værn mod en sandhed, som de færreste af os ønsker at erkende: At livet er et stort rod!

For det er det altså. Livet er uforudsigeligt, ofte ret ulogisk og ikke-lineært (pånær tiden, for vi dør jo alle sammen på et tidspunkt…endnu i hvert fald!) og for sådan nogle kontrolnørder, som vi moderne mennesker er, der fødes med en kombineret kalender/tracking devise i den ene hånd og en CV-formular i den anden, er det super irriterende, at vi ikke har eneret over virkeligheden. Men livet bliver aldrig den der nette lille pakke, der kan flyttes rundt på, som vi ønsker det, og i stedet oplever vi med mellemrum lidelse, afsavn, fiasko og mere i samme skuffe, og der er ingen vej ud af det end igennem det. For forhåbentlig at komme klogere og mere medmenneskelig ud på den anden side af det.

En god praksis, et godt forsæt, er vores selvhjælp til at holde fast i noget, der er vigtigt for os, i et liv, der på mange måder er præget langt mere af kaos, end vi måske ønsker at se i øjnene. Og derfor er et nytårsforsæt langt bedre end dets rygte. Faktisk er det ikke selve forsættet, den er gal med: det er os, der giver det. Fordi vi alt for ofte ikke tager vores egen længsel, der ligger bag forsættet, alvorligt. Fordi vi ikke tager os selv alvorligt. Så måske kunne det være det første forsæt i år, for at gøre 2017 til dit bedste år nogensinde (altså lige indtil 2018!):

At tage dine egne længsler alvorligt?   

Kronik i Børsen 1.1.17. 

 


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}