”Ved du, hvilket spørgsmål mine patienter stiller, inden de dør?”
Hun kigger på mig med en transparent sorg i øjnene, som trækker tråde langt ind i hjertet på mig. Måske fordi den er så upersonlig. Måske fordi jeg i det blik føler mig genkendt i den smerte, som har tjæret mig nede i månedsvis, og som jeg bare ikke har kunnet trække mig fri af.
Hun er sygeplejerske på et hospice, vi er mødtes tilfældigt, og denne dag er muligvis lavpunktet i den personlige krise, som har ramt mig måneder før, og som har udraderet den grund af middelmådig sikkerhed, der i hele mit voksne liv har føltes solidt nok til at give mig en form for eksistentiel ro. Nu er der kun mørke i mit sind, når jeg vågner, og de første mange minutter hver morgen går med at skabe lyshuller i min bevidsthed, så jeg får lyst til at stå op og bare gøre noget.
Jeg ryster på hovedet. Hun svarer:
”Vil jeg blive savnet, når jeg dør?”
Hun tager min hånd. Den er varm. Tør. Med et fast greb. Præcis som en trøstende hånd skal være. Hendes svar låser min smerte op, og da hun slipper min hånd igen, har jeg fået den nøgle, som jeg fremover vender tilbage til for at finde perspektiv og mening, hver gang krisen tager mig ned igen.
En samfundspatologi
Min krise startede med en anmeldelse. Én anmeldelse. Én.
7. marts 2014 udkom jeg med bogen ”Ladycool. Dit køn er en styrke, brug det!” Det var min femte bog og handler om moderne kvindelighed. Foromtalerne havde været meget positive. Jeg var fortrøstningsfuld. Indtil den søndag morgen, hvor søndags-Politiken bragte den første rigtige anmeldelse af bogen.
To hjerter. Ud af seks.
Anmelderen hudflettede både mig og bogen. Nogle måneder senere anbefalede han min bog som årets sommerlæsning i Politikens særlige ferietillæg. Mellem disse to episoder havde bogen været på bestsellerlisten, solgt udmærket, fået fire stjerner i de andre anmeldelser og massiv presse, og jeg var blevet booket til langt flere foredrag, end jeg havde forestillet mig muligt med denne bog. Ifølge den plan over ønskede mål, som jeg havde lavet inden udgivelsen, var bogen en succes. Men inden i mig var der kun mørke. Og skam.
Anmeldelsen blev starten på en indre vagabondering, hvor jeg rejste fra indsigt til indsigt og gennem en masse samtaler og research fik sat begreber og indsigter på det, jeg mener, er en af vor tids største samfundspatologier, nemlig succestyranniet.
Succestyranniet er mit begreb for det overordnede og ødelæggende pres, som de fleste af os oplever i hverdagen, fordi vi forsøger at være på en særlig måde og gøre nogle særlige ting, så vi har en oplevelse af, at vi kan følge med. Følge med tiden. Samfundet. De andre. Så vi kan bevise, at vi er en succes. Både over for os selv og de andre. Og at vi derfor har krav på at blive anerkendt af – og dermed har ret til at være inkluderet i – fællesskabet.
Tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.
Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, så det er ikke gruppepresset, der er det særlige. Det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder.
Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.
Er det virkelig så alvorligt, at det ligefrem kan kategoriseres som en samtidssygdom?
Ifølge lægen Marianne Mørk skyldes 40 procent af alt sygefravær stress, angst og depression. Altså bliver vi syge, fordi vores indre ikke kan klare det ydre pres, på trods af at vi lever i et samfund, hvor vi langtfra er i fysisk livsfare hver dag.
Symptomet
Hvis succestyranniet er sygdommen, hvad er så symptomet?
Det er KPI.
KPI er et managementbegreb, som flittigt bruges inden for erhvervslivet, og som er en forkortelse for ”Key Performance Indicators”. Selv mener jeg, at KPI’er er et godt redskab, hvis de bruges ansporende og vejledende, men ikke, hvis de bruges så rigidt, at de dræber kreativiteten, solidariteten og motivationen. Hvilket desværre har vist sig at være tilfældet i alt for mange organisationer.
Men virker den tankegang også, når vi taler om det private rum? Kan man have KPI’er i et ægteskab? Et forældreskab? Et venskab? Kan man KPI’e sig til sin egen personlige lykke? Eller identitet?
Det er langt mere problematisk, for det giver en instrumentel tilgang til de sider af livet, som erfaring viser, trives bedst i en ånd af frit flow og gensidig tillid.
I min verden har jeg derfor omdøbt KPI til at stå for Konstant Pressede Individer. For det er de vilkår, som jeg ser, at det moderne menneske primært lever under. Det moderne demokratiske samfund har givet os flere muligheder end nogensinde før for at »realisere os selv«, samtidig med at vi bliver mere og mere professionaliseret i alt, hvad vi gør. Oven i hatten er der gået mode i at opfatte os selv primært som individer, frem for som del af et fællesskab, hvilket risikerer at give det enkelte menneske er følelse af social isolering og ensomhed.
Spørgsmålet er, hvordan vi skaber et samfund, hvor det enkelte menneske kan leve et liv, der styrker både sig selv og fællesskabet på samme tid. I forening.
Vi har brug for at kigge nærmere på, om de strukturer, altså de generelle vilkår og de eksplicitte succesparametre, som vi lever under, er de rigtige. Debatten skal tages på et samfundsniveau. For det er i høj grad en politisk diskussion. Men de, der for alvor forandrer samfundet, er den store masse af mennesker, som dagligt manifesterer et liv og dermed skaber en fælles virkelighed.
Ontologisk sikkerhed
Sygdommens virkelige konsekvens er et fatalt fravær af det, der hedder ontologisk sikkerhed. Ikke at kunne føle sikkerhed i sin egen væren.
Ontologisk sikkerhed samler i mine øjne den grundlæggende udfordring, som et samfund uden tilstrækkelig grundfæstelse savner, hvilket kan give grobund for en social usikkerhed.
Vi har brug for at slippe for at være en KPI’er, et Konstant Presset Individ, og i stedet bruge vores kræfter på at forsøge at opnå ontologisk sikkerhed. Ontologisk Sikkerhed. OS. Et vi. Lykkes vi med den bevægelse, vil vi nemlig med sikkerhed kunne svare »ja« til spørgsmålet, om vi vil blive savnet, når vi dør. For som del af et os vil der altid være nogen, der vil savne os.
Hvordan kan vi gøre det? Hvad er kuren mod succestyranniet? Den består af to elementer:
1. Bidrag med det, der giver mening for dig, til fællesskabet
2. Dyrk dine relationer
Bidrag og relationer er det, der skaber et liv med mening, nærvær og værdi. For at opleve ontologisk sikkerhed og føle os hjemme i vore egne liv har vi brug for begge dele: Både at vide, at det, vi bidrager med til fællesskabet, giver os en basal følelse af eksistensberettigelse, fordi det har en værdi for fællesskabet. Og samtidig føle, at vi har mindst ét andet menneske, for hvem vi betyder noget særligt, og som vi har en nær relation til.
Er det virkelig så enkelt? Ja.
Spørgsmålet fra indledningen om, hvorvidt vi vil blive savnet, kan derfor formuleres mere konkret:
Gør du de rigtige ting, så du bidrager med det, du ønsker – og dyrker de mennesker, du elsker?
Og har vi som samfund sunde, bæredygtige, socialt ansvarlige målepunkter, der er med til at rette borgernes opmærksomhed mod at bidrage med noget værdifuldt til fællesskabet og styrke følelsen af fællesskab og sammenhængskraft?
Som det ser ud lige nu, er der lidt langt til, at vi alle kan gå rundt og føle denne ontologiske sikkerhed, både som borgere og som medarbejdere.
Denne kronik er bragt i Berlingske den 30. april og er en bearbejdning og forkortelse af prologen til bogen “Succestyanniet. Og vejen ud.” som udkommer 2. maj 2017.
