Efter et år i chok, er de mere regelrette verdensledere ved at tage normaliteten tilbage, men det er stadig småfolket, der lider mest. Det sætter den nye Game of Thrones serie et tiltrængt fokus på, mens den forarmede ridder-hovedperson burde være alle leders forbillede.
Af Emilia van Hauen, sociolog, forfatter, bestyrelsesmedlem
Hvis de for tiden mest dagsordensættende ledere i verden udgør det bedste menneskeheden kan frembringe, så stjæler jeg en af Musks raketter og flytter permanent til Mars. Uden at tage ham med. Undervejs vil jeg streame den nye Game of Thrones serie, der handler mest om småfolket; mere om det senere. For disse ledere udgør noget af det laveste, mest modbydelige, uoplyste, egoistiske, narcissistiske, angstdrevne og kompleksfyldte menneskeheden kan fremdrive. Ja, det er hårde ord, men ordene modsvarer deres gerninger. Det er tillidsknusende at se, hvordan de med åbne øjne og en stærk vilje vælger at misbruge den magt de enten er blevet givet eller har taget, blot for at sætte sig selv og deres egen moral i Zenit. Det ødelæggende for vores egen logik er, at i alle tilfældene er det én enkelt mand – én(!) – der påkalder et hav af katastrofer over sit folk. Og lige nu er der mange enkeltmænd, der i hvert sit land misbruger deres magt, så milliarder af menneskers hverdag samlet i hele verden påvirkes. Til alt fra om man kan gå i fred på gaden, til om man bliver sendt i krig som kanonføde. Og holder mig, som mor til tre unge mænd, vågen om natten af angst for, om de kan blive sendt i krig. Dette sker absurd nok mens vores kollektive hukommelse stadig omfatter rædslerne fra 1. og 2. verdenskrig!
Disse ledere er tragisk nok rollemodeller for andre, der nu også opfører sig på denne respektløse, løgnagtige og inhumane måde og sådan skaber man en nedadgående spiral. Så fremfor fred og udvikling, oplever vi krig, angst, splittelse og fjendskab. Det værste er, at vi også selv er ansvarlige. For alt for mange lande i Vesten har ikke levet op til vores eget ansvar i tide og helt sikkert også været for moralsk selvfede, og det måtte give rekyl på et tidspunkt og det er altså nu. Så langt, så forfærdeligt.
Men efter det seneste års chok, samler der sig et oprør med den veltalende canadiske premierminister Carney forrest og von der Leyen lige bagefter, tæt hægtet sammen med Modi i en historisk frihandelsaftale mellem EU og Indien, der sætter Trumps told-drømme skakmat. Og spytter ham i ansigtet med formuleringen: ”Regelbaseret handel”.
Tilbage til den nye serie A knight of the Seven Kingdoms, der ikke har drager og vanvittige konger på programmet, men derimod handler om småfolket, altså alle os almindelige borgere, der hverken kan sende agenter på gaden, bolte folk inde i deres hjem under en pandemi, invadere andre lande, begå folkemord mm. Som kromutteren siger til den uglamourøse hovedperson, en fattig ridder på vej til en turnering, da han forhører sig om rigets tilstand: ”En turnering har aldrig ændret prisen på et æg.”
For nej, mens de store kæmper, er det småfolket der får smadret deres hverdag og alligevel må tage på arbejde for at få samfundet til at køre. Og Duncan the Tall, den fattige ridder, der nok er stor, men også uerfaren og fremstår naiv, er det vi mennesker har brug for, for at få tiltroen til vores egen art tilbage. På et tidspunkt bliver han drillet af nogle horer, og fremfor at give igen, siger han:
”Skal I håne mig? Jeg bad jo bare om lidt hjælp. Jeg prøver igen i morgen.”
Med de ord står han ved den sårbarhed, vi alle indeholder, og som bærer kimen til at skabe et gensidigt omsorgsfuldt fællesskab baseret på tillid. Hvilket er netop det, der sker bagefter. Gid verdens vanvittige ledere lod sig inspirere mere af den hårdtarbejdende, pligtopfyldende og godhjertede Duncan the Tall fremfor The Mad King; så ville småfolkets hverdag og klodens fremtid være både lysere og mere befriende forudsigelig.
Udgivet for Berlingske Tidende d. 31/01-26
