Mens kvinder de sidste mange år har aftabuiseret kræft og skabt en platform, hvor ensomhed og skam er blevet erstattet af åbenhed, solidaritet og støtte, deler mændene det oftest kun med deres nærmeste. Men sorgen og angsten er den samme.
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
På LinkedIn viste den kendte tv-vært Troels Mylenberg for et par uger siden et billede af sig selv i en hospitalsseng. Det var ikke fordi han havde været i en sej motorcykelulykke eller fordi han havde fået frost i et par tæer efter at have besteget Mount Everest.
Det var fordi han havde fået tyktarmskræft. Og nu var på den sidste omgang kemo efter et kræftforløb på seks måneder, der bla. involverede en operation, der har taget halvdelen af hans tyktarm, samt en masse kræftknuder og metastaser.
Han er ikke alene om at blive ramt af denne frygtede sygdom. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det den hyppigste dødsårsag blandt mænd; 63 mænd får hver dag diagnosen. Heldigvis har overlevelsesraten for mænd forbedret sig markant, for nu overlever 84 procent mindst et år, kontra 69 procent i 2003-2005, mens den for 5 års overlevelse er steget fra 51 til 71 procent. Samlet set lever over 180.000 mænd med eller efter kræft i Danmark.
Men selvom Mylenberg altså langt fra er alene om at få sygdommen, er han til gengæld en af de få mænd, der deler både diagnose og forløb. Hvilket står i modsætning til kvinderne. Siden USA’s tidligere førstedame Betty Ford i 1974, som en af de første amerikanske kvinder tog livtag med skammen og stilheden og i stedet talte offentligt om sin brystkræftdiagnose, er hun blevet fulgt af mange andre. I Danmark vakte det dog stadig i 2010 opsigt, da søstrene Josina og Josephine Bergsøe viste sig i byen uden hår på hovedet og på den måde gjorde det uafviseligt synligt, at de begge var ramt af kræft. Men også at de ikke ville acceptere at skulle gemme sig selv eller sygdommen væk under en paryk. Året efter blev fitnessdronningen Charlotte Birkow også ramt af cancer og skrev bøger og holdt foredrag om det. Og da den kendte museumsinspektør og arkæolog Jeanette Varberg i 2023 fik konstateret brystkræft og året efter udgav bestselleren ”Onkos” om kræftens historie, var det et udtryk for, at den potentielt dødelige sygdom har fået sin egen platform, hvor kvinderne kan mødes og opleve forståelse og empati, og ikke mindst dele deres erfaringer, angst og viden i et fællesskab, der med stor sandsynlighed løfter de fleste ud af en ubærlig ensomhed og isolation.
Men sådan er det ikke for mændene. Og mændene bliver ovenikøbet ramt hårdere på skammen og tabuerne fordi forventningerne til deres køn og fysik er langt mere låst ind i en forestilling om styrke og uovervindelighed. Selvom vi skriver 2025, og vi især med generation Z (født 1995-2010) har fået et langt mere nuanceret syn på mandens identitet og rolle, så den også omfatter følsomhed og sårbarhed som en selvfølgelig del af mandens eksistens og identitet, er en mand der bliver ramt af hård sygdom og taler højt om det, stadig et særsyn.
Derfor er det så usædvanligt at Mylenberg deler sin sygdom med os andre, og ovenikøbet gør det på LinkedIn, der jo oftest er en platform, hvor man synliggør arbejds- og karrieremæssige begivenheder. De seneste år har det imidlertid også flyttet sig og der er kommet flere og flere opslag op om situationer, hvor det menneskelige er i centrum; altså hvor også fiaskoer, fyringer, skilsmisser osv deles med de andre, hvilket står i traditionel – men ikke nutidig -kontrast til at skulle markedsføre sig selv som et stærkt aktiv.
Det interessante er, at opslaget har fået næsten 9.000 likes og da jeg skrev og spurgte Mylenberg om hvor mange visninger, hans opslag havde fået, skrev han sådan her: ”Præcis hvor mange er jeg ikke helt klar over. Men flere hundrede tusinde. Jeg lagde det også op på fb og Instagram, hvor der også er væltet ind med likes og utroligt søde kommentarer. Meget overvældende.”
Nu er Mylenberg journalist, så måske kan han finde på at skrive en bog om forløbet, eller få sin arbejdsplads, TV2, til at lave en dokumentar om mænd og kræft. For mon ikke mændene føler sig lige så angste og ensomme, når de en mørk nat vågner og tænker på, om de overhovedet kommer til at overleve dette, som kvinderne gør? Og ikke mindst hvordan de stadig skal leve op til at være en stærk mand og far, hvis deres krop er syg og svag? Jeg tror det. At få mændenes kræftsituation aftabuiseret og give mulighed for et støttende fællesskab, vil ikke kun hjælpe mændene selv. Det vil også hjælpe deres pårørende, der lige som dem har brug for at møde støtte og opmuntring i en tid, som ingen med sikkerhed ved, hvordan ender.
Udgivet for Berlingske Tidende d. 11/10-25
