Kronik bragt i Jyllandsposten december 2009
KVINDER PÅ RANDEN AF STENALDEREN
Af Emilia van Hauen
Hun sidder der ved bålet. På den bare jord, med en nøgen baby på armen. Lyset omkring hende kommer fra den lille ild, der har fat i de tre tørre grene, hun har lagt i en bunke ved siden af sig. Babyen græder. De tre andre børn, der har smidt sig på jorden ved bålet rykker lidt på sig. Da vi kommer hen til bålet, kigger hun op. Smiler forsigtigt. Babyen græder stadig. Care’s lokale projektarbejder Mariama peger på babyen og spørger, hvorfor hun ikke pakker ham ind i det tørklæde, moren har svøbt omkring sig selv. ”Jamen, jeg sidder jo lige ved bålet!” indvender hun. Mariama nikker. ”Men din baby græder – og han er nøgen, så jeg tror dit barn fryser.” Kvinden kigger forvirret på hende: ”Jamen, jeg sidder jo lige ved bålet!” Da vi forlader hende lidt senere, har hun svøbt tørklædet omkring sit barn. Vist mest for vores skyld. Jeg spørger Mariama, om moren virkelig ikke kunne lave den slutning, at hendes søn græd, fordi han frøs. Hun nikker. ”Ja, der er lang vej – det er derfor vi også er ude og undervise mødrene i at være en god mor.”
Lorteliv. Det er både min første og min sidste tanke. De fleste kvinder i Niger lever ganske enkelt et gedigent lorteliv. Set i forhold til mit og mange af mine medsøstres. Det var ellers ikke det jeg havde forventet, da jeg tog flyveren til Niamey, som ambassadør for Care Danmark. Ikke i så massiv grad i hvert fald. Men jeg skulle blive behørigt oplyst og lade de romantiske skæl falde fra øjnene.
Historien starter imidlertid et helt andet sted. I Vesten. De sidste år har jeg kunnet iagttage, hvordan flere og flere moderne, frigjorte, selvstændige kvinder giver udtryk for en udefinerbar længsel efter kvindelighed. Hvordan den ytrer sig er usikkert, men det opleves som om der mangler ”noget”. Det har dog – for Guds skyld! – intet at gøre med en rekyl tilbage i køkkenet, mandens bankbog og børneværelset. Det er langt mere fundamentalt end det. Hvad mon moderne kvindelighed er?
Ja, jeg ved det ikke. Endnu. Men de næste år har jeg tænkt mig at søge svaret i forskellige kontekster. I min egen kultur. Og i mere traditionelle kulturer. Min tanke var, at de nok gemte noget oprindeligt kvindeligt, som vi i vores moderniseringsproces har glemt eller helt mistet.
Kvinden ved bålet var blot én af de mange kvinder, som jeg var så heldig at møde, og som mindede mig om, hvad vi frigjorte selvstændige kvinder har mistet i vores moderniseringsproces: åndelig og intellektuel armod, mangel på selvstændig refleksion, afhængighed af mandens position og økonomi, og ikke mindst et tabt ejerskab til egen krop og tid. Kort og godt en social slavebunden tilværelse, hvor kvinden er farens, mandens og samfundets ejendom, og som primært tjener formålet at reproducere og nurse arten. Og hvor egne behov, drømme og muligheder må udleves i køkkenet, hos børnene og under de sparsomme møder med de andre kvinder ved brønden.
Care Danmark er med til at rykke ved den fastlåste position, som kvinderne har. På få år har de blandt andet oprettet 23 skoler, hvor målet er, at mindst halvdelen af eleverne skal være piger. Først når man ved, at Niger er verdens fattigste land, at en stor del af befolkningen er fejlernæret, at analfabetismen er over 85%, at hver mand må tage fire koner, at hvert tredje barn under 5 år dør og at middellevealderen er 43 år, forstår man hvorfor Care Danmarks skoleprojekt er den lysende sti til udvikling ikke bare for pigerne og kvinderne, men for hele landet. Mariama er en af Care’s lokale kvinder, som tager ud til landsbyerne og får overtalt fædre og mødre til at sende deres børn i skole og især deres døtre. I mine øjne er hun intet mindre end en fuldbåren heltinde. Og hun tog mig med til det mest eksotiske sted, jeg nogensinde har været. Guigamawa Sabuwa. En landsby med 1100 indbyggere. Halvanden times hjulsporkørsel fra Maradi, Nigers økonomiske centrum. Jeg boede hos broren til landsbyens høvding. Han har to koner, som har hver deres lerhytte og flere børn. Vi levede blandt geder, får, høns og okser. Når morgenen brød igennem mit myggenet, startede den symfonisk med et kor af dyrestemmer og det evindelige donk, donk, donk, som det hjerteslag, der holdt hele landsbyen i gang. Hirsestødningen.
Hirsestødning er kvinders job. At hente vand er kvinders job. Begge dele giver deforme og stærke hænder, og glatte og faste arme. Ikke noget vinkeflæsk her. Børnene er kvindernes job. Madlavning, brændesankning, rengøring er kvinders job. De vågner med hanen, og går i seng med stjernerne. Og de lever som de altid har gjort. Her hersker den cykliske tid, hvor alt gentages og cementeres, mens den lineære tid med dens hang til udvikling kun er noget, der kommer på korte besøg udefra. Men der er håb. Lysets Mødre kalder de sig selv. Det er kvinder, der bor i landsbyen og sørger for at få så mange i skole som muligt. Om det så betyder, at de selv skal komme og hente børnene om morgenen. Eller som Lando, der overtalte sin bror til at efterlade sine to døtre hos hende, så de kunne blive i skolen, når han tog til Nigeria for at arbejde efter endnu en mager høst. De fortæller, at de tog navnet Lysets Mødre, fordi før Care vandrede de i mørke, men gennem deres kurser har de nu set lyset. Og vil bringe det videre til næste generation.
Kulturimperialisme. Ordet ligger snublende nært at bruge. Men jeg talte jo med mange af de lokale kvinder. Både hos Care og i landsbyen. Og de hungrer. Hungrer efter at kunne give deres døtre nogle bedre muligheder for et mindre slidsomt liv, end de selv har haft. Og de ser, hvad det at kunne læse og skrive betyder i det daglige. De ser hvordan kvinder, der har gået i skole, ikke alene fejlernærer deres børn mindre, og har en bedre hygiejne, så de kan rykke ved den astronomiske børnedødelighed, men også at nogle af dem har held til at lave en lille nebengeschäft, så de bliver mindre sårbare overfor høstens lunefuldhed. Og mandens pengepung.
Jo, jeg lærte noget. At bøje mig i støvet for mine formødres og forfædres kamp for civilisation og ligestilling. Og for disse Niger-kvinders konstante håb. Jeg var en uge i stenalderen. Men så tog jeg tidsmaskinen hjem igen og kan dagligt praktisere det, som størstedelen af Nigers kvinder ikke kan: Valget. Det valg vi som privilegerede kvinder og mænd bør forpligte os til at give dem i verden, som ikke selv er i stand til at tage det. Kun på den måde sætter vi det enkelte menneske fri – også til at give sit originale bidrag til menneskeheden. Og dem kan vi aldrig få for mange af.
Care arbejder med langsigtet hjælp til selvhjælp og sætter ind før katastrofen rammer. Se mere på www.care.dk
