Af Emilia van Hauen
Min mand og jeg har haft nogle af vores værste skænderier her på det sidste. Og vi har haft nogle af vores bedste stunder sammen. Det er der én særlig grund til: Vi har startet firma sammen. Det har været en ret grænseoverskridende oplevelse for os begge to, og vi har haft fornøjelsen – og overraskelsen! – over at se hinanden i roller, vi ikke nogensinde havde forestillet os. Men efter syv måneder er vi ved at finde en form, som giver os begge to plads til at gøre det, vi bedst kan lide, og som samtidig udnytter, at vi er to endog meget forskellige personer. En del af de forskelle ligger naturligvis i vores personligheder, men det er også blevet tydeligt, at en vigtig del findes i vores køn.
Min mand har en baggrund som virksomhedsejer og leder i store internationale selskaber, han spiller golf, kører på motorcykel, er fodboldtræner for de små og elsker at stene til en af de tidlige Steven Seagal-film. Jeg elsker at se Ugly Betty, rydder op i mit klædeskab når jeg skal koble af, dyrker mit netværk intensivt, og interesserer mig for alt muligt underligt, som senere kan vise sig at være en trend. Det er ikke ligefrem på disse breddegrader, at vi mødes! Men når vi mødes for at skabe noget sammen i firmaet, er alt dette med os alligevel, og det kan enten udløse konflikter eller kreativitet. Og det der opleves som en konflikt i første omgang, kan senere vise sig at indeholde en næsten genial løsning. Da vi er ligeværdige i vores ægteskab, er denne ligeværdighed også blevet overført til vores professionelle samarbejde, og det har givet konflikterne frit spil uden fyrings-filtre og overordnet/underordnet-magtforhold, og derfor har det været rigtig interessant at følge, hvordan vi har udviklet os og det sammen.
Køn er et problem. Sådan bliver det i hvert fald ofte udlagt. Og det er altså dødssygt og bagstræberisk, for det viser sig nemlig gang på gang, at spændingsfeltet mellem de to køn faktisk fungerer som en decideret energikilde i samfundet. Og den dag man begynder at forstå, at det er sådan det også hænger sammen, vil køn gå fra at være ”nice to know” til ”need to know” helt ind i organisationsmodellerne og virksomhedsregnskaberne.
Det energifelt, der opstår mellem de to køn, kan man med fordel bruge som en direkte ressource; vores opgave er blot at finde ud af, hvordan vi kan udvinde og udnytte den til den innovation, vi som videnssamfund er så afhængige af. Og Danmark har en særstilling i verden, da vi er et af verdens mest køns-ligeværdige lande i verden, hvorfor vi kunne fungere som et laboratorium for resten af verden. Da vi samtidig er et meget homogent, registreret (cpr.nr) og et lille land, ville det være en overskuelig opgave at lave et forskningsprojekt i at afdække, hvordan køn er en ressource. For denne energiudladning foregår hver eneste dag, og vi bidrager alle til den.
Alligevel findes der stadig et uendeligt antal fordomme omkring køn. Og en af de største er – interessant nok – at køn er uinteressant! At enhver leder med respekt for sin egen karriere absolut ikke skal have et kønsperspektiv indover sin strategi, for gør man det, bliver man dømt ude af det magtfulde selskab hurtigere, end man kan nå at sige VL-gruppe. Kønsperspektivet bliver i stedet camoufleret som ”mangfoldigheds”-ledelse, og så lyder det pludselig langt mere visionært og acceptabelt, for det giver flere perspektiver at spille på, så som race, religion og social klasse. Især i Danmark er kønsperspektivet særskilt betændt, fordi vi havde så massiv et rødstrømpefokus i 70’erne, så alt hvad der lugter af ligestilling og feminisme er passé og har en akut høj gaaab-faktor.
Kvinder er traditionelt kendt som det såkaldt andet køn, fordi manden implicit er det første køn. Det har givet kvinder den fordel, at man har forholdt sig til, diskuteret og udforsket, hvad det egentlig vil sige at være en kvinde, og dermed har man bevidstgjort kvinder på en langt bredere måde, end man har gjort med det første køn, nemlig mændene. Da de implicit satte dagsordenen, var deres rolle kendt og accepteret, og derfor behøvede man ikke at forholde sig bevidst til den. Det har givet mange mænd identitetsflimmer, for hvordan er det liiige den moderne mand og nærværende far opfører sig, når han samtidig også vil gøre karriere? Heldigvis er det under forandring, for vi ser den ene mandeforsker efter den anden poppe op i mediebilledet og udlægge mandeteksten på en måde, som mænd kan forstå og genkende sig i. På en mere tidssvarende måde.
Vi skal lære at dyrke kønnet på en ny måde. For det første fordi køn er der altid, og dermed er det en vedvarende energikilde. Uanset hvilken etnicitet, religion, social klasse, politisk overbevisning, national tilhørsforhold du end har, har du dit køn med dig hele tiden. Og selvom vi er friere end nogensinde til at definere vores egen identitet, frem for at være et offer for en kønsmæssig tradition, har vi kønnet med os alligevel. Enten som noget vi dyrker, noget vi er uopmærksomme på, eller noget vi gør oprør imod. For det andet fordi gnidningerne mellem kønnene – både i overført og bogstavelig forstand! – skaber liv. Skønt, livskraftigt, inspirerende, skabende, konfliktfyldt, besværligt og nogle gange ligefrem fjendtligt liv – men liv kommer der. Også til den tidligere nævnte innovation, vi er så afhængige af.
De syv måneders arbejde sammen med min mand, har gjort mig til en bedre mand. Men også til en bedre kvinde, for det har tvunget mig til at holde fast i nogle værdier og en adfærd, som jeg før tog for givet, men som jeg nu ser, har en reel værdi, der oven i købet kan ses på bundlinjen. Mit spørgsmål til dig er nu: Hvis dette indlæg havde været skrevet af en mand, havde du så opfattet det anderledes?
