GRIMME MENNESKER
Af Emilia van Hauen
Grimhed fascinerer mig. Af flere grunde. Mest fordi ægte grimhed er så sjælden, at den uvilkårligt udfordrer mit eksisterende verdenssyn: Nå, sådan kan det altså også se ud! Addr …wauw! Grimhed fascinerer mig, fordi den ikke alene udfordrer min æstetiske sans, men også mine sociale normer og ikke mindst min egen forudsigelighed.
Tag nu fænomenet Paris Hilton, som er allestedsnærværende aktuel i Danmark i disse dage. Hun må siges at være überfænomenet på styling og personlig skønhedsiscenesættelse. Hun lever primært af at skifte tøj og få taget billeder af de begivenheder, som hun dukker op til. Kriteriet er selvfølgelig, at der er noget smukt at fotografere, så vi andre har lyst til at kigge på hende. At vi tiltrækkes af skønhed er ikke noget nyt; det har menneskeheden altid gjort og det er der god grund til. Rent æstetisk hænger det sådan sammen, at harmoni er et udtryk for sundhed og frugtbarhed, så det er sådan set smart nok at foretrække den smukke, frem for den grimme, hvis målet er menneskeslægtens overlevelse. Men problemet med skønhed er nogle gange, at den dyrkes til en grad af perfektion, hvor den mister sin evne til at provokere – på den gode måde.
Det er naturligt, at vi som enkeltindivider forsøger at optimere vores udseende, for alt andet lige giver skønhed en højere status end grimhed. Samtidig lever vi i en tid med visuel trængsel af skønhed, for uanset hvor du kigger hen – billboards i bybilledet, tv, trykte medier, nettet – bliver vi mødt af billeder med smukke mennesker på, der ikke bare betjener sig af deres medfødte skønhed, men også er blevet forskønnet yderligere ved hjælp af diverse computerprogrammer. Problemet opstår, hvis vi begynder at tro, at det niveau er den norm, vi selv burde leve op til, for det gør os permanent utilfredse med os selv – og kan i grelle tilfælde medføre misbrugsadfærd udi anorexi, købemani eller en hang til overdrevne plastikoperationer. I den situation er det måske formålstjenstligt at huske på, at supertopmodellen Cindy Crawford engang blev citeret for at sige: ”Selv jeg ligner ikke Cindy Crawford, når jeg står op om morgenen!”
Hvis det hele tiden er den samme type af skønhed der dyrkes, ender skønheden med at blive forudsigelig og stereotyp – og dermed også ret kedelig. På en eller anden måde virker det som om, det grimme har langt videre rammer for udfoldelse. Jeg iagttager for eksempel orkerne og uruk haierne internsivt, når vi derhjemme ser Ringenes Herre for 326. gang – og tiltrækkes og frastødes på samme tid. Fantasien er næsten grænseløs i udfoldelsen af fordrejede ansigter, skæve kranier, ulækre tænder og slimede munde med meget mere. Og som minimum udfordrer det, fordi der er mindre af den – i hvert fald i vores verden, der er præget af overskud på næsten alle fronter. Folk herhjemme har tid og overskud til at gøre noget ud af sig selv. Sundhedssystemet virker også ganske rimeligt. Alle har rindende vand i huset – både koldt og varmt – og alle har adgang til vaskemaskiner.
Hvor pæne og velsoignerede vi faktisk er som folkefærd, opdagede jeg for noget tid siden, da jeg stod ude i lufthavnen på vej til Trondheim for at holde foredrag. Hvad destinationen manglede af eksotisk tiltrækningskraft, viste lufthavnen sig til gengæld at give mig i rigt mål. Jeg stod og hang lidt i check-in køen, og lod blikket vandre formålsløst efter noget underholdning, da jeg begyndte at trække øjnene lidt sammen og kiggede mig mere opmærksomt omkring. Pludselig udbrød jeg for mig selv: ”Hvor er der bare mange grimme mennesker her!” Og – tro mig – der var rigtig mange grimme, usoignerede, fedladne og fuldfede, krumryggede, sorttandede, øjenbetændtbefængte, bumseplagede og nogle få direkte uhyggelige mennesker til stede, den dag i lufthavnen. Ud fra en gængs betragtning om skønhed, som vi møder den i medierne, havde jeg sådan set også ret. Jeg var fascineret, ubehageligt udfordret på den pirrende måde, og stod og tog dem ind, som om jeg sad på første række til et udvidet freakshow.
Men jeg følte mig samtidig også skamfuld over at tænke sådan. Først fordi jeg tænkte, at de jo ikke kunne gøre for det. Skønhed er naturens gave, som er nogle få beskåret, og med mindre du har penge nok, er det ikke sådan lige at ændre på en skæv næse eller en manglende hage. Dernæst fordi jeg i bund og grund syntes, at det var diskriminerende at tænke sådan, og jeg vil jo helst anse mig selv for at være tolerant, rummelig og retfærdig. Men da jeg havde sundet mig lidt over mit eget spontane udbrud, mærkede jeg også en stille irritation rejse sig. Det viste sig nemlig, når jeg kiggede nærmere efter, at en hel del af de mennesker, der fremstod som klart mindre appetitlige, ved den søde grød heller ikke havde gjort noget som helst for at undgå grimheden, forfaldet og det fedtede udtryk. De fede stod og proppede sig med mad og sodavand, den usoignerede stod og pillede næse ret åbenlyst, og den sorttandede stod og tyggede på et eller andet sort, som så ret ulækkert ud. Jeg bilder mig ind, at en del af dem kom fra forholdsvis fattige lande, og hvis man hverken har rindende vand eller skal bruge sin løn på at forsørge sin store familie, er jeg jo godt klar over, at overskuddet til at ligne Paris Hilton eller Brad Pitt vil være ikke-eksisterende. Men mindre kan også gøre det. Lidt vand og sæbe hver dag, for eksempel. For de andres skyld. Det er drøjt at stå i en kø i timer, og så være omspændt af en ram lugt af sved og dårlig ånde fra personen bag én.
Det handler både om vilje til at ville gøre noget ved ens fremtoning, men nok endnu mere om hvilken referencegruppe man har. Afhængig af hvilket fællesskab man bekender sig til, bliver gruppens herskende normer for præsentation, også ens egne. Når man så kommer udenfor eget territorium, møder man andre måder at forvalte sin fremstilling på, og i det møde bliver det ofte klart, hvad man selv vægter højt – og ikke.
Det grimme fascinerer mig, måske fordi jeg lever i en verden, hvor alt er ganske friseret, temmelig forudsigeligt… og kedeligt. Det udfordrer ikke mit verdensbillede, det minder mig ikke om, hvad jeg har, som er godt og som jeg skal huske at sætte pris på, og inspirerer mig ikke til at opsøge noget nyt. Og det bliver jeg mindre lykkelig af. I hvert fald ifølge Tor Nørretranders, der i sin nyeste bog ”Glæd dig” fremfører, at vores sanseapparat er indstillet på at blive glad, når det oplever noget nyt og overraskende. Så jo mindre kontrol – jo mere glæde – og omvendt! Det betyder også, at hvis jeg nu dagligt omgav mig med grimhed, ville skønheden være overraskelsen, der gav mig et kick. Derfor handler det jo ikke om hverken skønhed eller grimhed. Oplevelsen i lufthavnen mindede mig om, hvor vigtigt og sjovt det er at være åben overfor verden og dens mennesker, fordi den handling holder os i live på en sprød og spændstig måde. Og det har verden – og vi selv! – brug for.