Kronik bragt i Jyllandsposten 2008
DET FORKERTE SPØRGSMÅL
Af Emilia van Hauen, sociolog
Et af de store spørgsmål i køns- og karrieredebatten er: ”Hvorfor vil kvinderne ikke tage topposterne i virksomhederne?” I det spørgsmål ligger der ofte den implicitte undertekst, der hedder: ”Hvad er der galt med kvinderne, siden de ikke går efter topposterne?”
De personer, der stiller spørgsmålet med den bebrejdende undertone, er ofte de, der mener, at det eneste rigtigt værdifulde livsprojekt er karrieren. Det er på arbejdspladsen, at man oplever den største grad af selvrealisering og medfølgende personlig frihed, både gennem de muligheder man har for statusopnåelse og sikker (personlig) økonomi. Det definitive mål er altså at opnå den samfundsmæssige stærkest mulige position ved at sætte sig selv i centrum. Denne tanke medfører selvfølgelig, at man må være villig til at ofre meget andet på det alter; og for de fleste mødres vedkommende er det samværet med børnene og evt. deres far.
En toppost kræver meget tid og stor fleksibilitet, så mange aftener går med møder og nogle nætter tilbringes væk hjemmefra. Og da det er den samme regel, der gælder for opbyggelsen af tillidsfulde og trygge personlige relationer, som der gælder for topposter, er det tiden og tilgængeligheden der i sidste ende sikrer, at man får det resultat man ønsker. En 2. klasses elev kan ved simpel regning finde frem til, at en traditionel toppost og et godt forældreskab må give 2 – og altså ikke 1, som er den faktor et enkelt menneske kan regne med i livet. Vil man være topleder, kan man ikke samtidig satse på at være en nærværende forælder; vil man have et nært forhold til sine børn, kan man ikke samtidig satse på en toptunet karriere. Sådan har regnestykket i hvert fald traditionelt set ud. Men behøver det virkelig at være sådan? Og ligger der i denne forestilling i virkeligheden ikke en voldsom kvindeundertrykkelse? Nej og jo.
Nej – det behøver ikke at være sådan. Svaret på det forkætrede spørgsmål er nemlig, at det er det forkerte spørgsmål, der bliver stillet. For at løse problemet og give virksomhederne adgang til halvdelen af arbejdsstyrkens sjæl og halvdelen af virksomhedernes produktaftagere, skal man stille dette spørgsmål:
”Hvad skal der til for at kvinderne vil tage en toppost?”
Det er et åbent respektfuldt spørgsmål, der tager udgangspunkt i at man har en situation som er uholdbar og derfor ønsker man at lave selve situationen om – ikke dem, der skal løse den.
Hvad er det så der skal til? Først og fremmest er det en god idé at se på, hvad der driver kvinder. Den klassiske hierarkiske model er skabt af mænd, som traditionelt er fantastiske til at skabe store systemer med overskuelige kommandoveje og klare funktioner. Denne model har virket i tusindvis af år i bla. militæret og arbejdsmarkedet, men spørgsmålet er om det stadig er den bedst mulige måde at lede et moderne arbejdsmarked på. I dag har man ikke længere stillinger besat, man har individer der løser forskellige opgaver og som i høj grad er afhængige af hinandens personligheder for at løse fælles projekter.
Hierarkier, som vi kender dem, er nok ikke den bedste model til at understøtte denne konstellation. Kvinder har som regel også et lidt anderledes syn på hierarkier end mænd har – og det smitter af på motivationen for at tage en toppost. I et klassisk hierarki hersker der også et magtspil om magten; noget som mange selvstændige kvinder (der tidligere har været på direktionsgangene i store virksomheder) udtaler, at det gider de ikke bruge tid på. De vil hellere løse nogle opgaver, få nogle mennesker til at spille sammen og have det sjovt med det. De vil heller ikke være væk fra familien i timevis, men vil gerne have hjælp til det praktiske derhjemme, så de kan arbejde i ro og mag om aftenen når børnene er lagt.
Hvis vi kvinder skal få lyst til at gå efter topposterne, er det indholdet og indpakningen i dem, der skal ændres – ikke nødvendigvis vores prioriteter. Så det handler om at skabe nogle nye typer af topposter, hvor den enkelte topleder i højere grad er centralt placeret i organisationen end højt placeret. Det handler også om at tænke funktionsmæssigt, når det gælder frynsegoder, som betalt personlig assistent, gartner, barnepige, kok, hjemmeservice frem for metalfarvet kubik og golfabonnement. I denne tanke ligger svaret på det måske mest grundlæggende spørgsmål: hvilken eksistensberettigelse har en virksomhed i samfundet? Er menneskene til for den? Eller er den til for menneskene? Hvis man svarer ja på det sidste spørgsmål, må man naturligt nok tage udgangspunkt i menneskes verden, værdier og visioner og så tilpasse virksomheden efter det. Og selvfølgelig er der masser af kvinder, der gerne vil have en masse magt til at skabe noget stort, sjovt og værdifuldt i fællesskab med en masse andre mennesker – men det skal gøres på en måde, så man ikke nødvendigvis sælger helt ud af sin arv.
Og her er vi fremme ved det voldsomt kvindeundertrykkende i det oprindelige spørgsmål: ”Hvorfor vil kvinderne ikke tage topposterne i virksomhederne?”. I spørgsmålet ligger der nemlig også den antagelse, at karriere er mere værd end børn og sociale relationer. Der er ingen tvivl om, at der ligger en nødvendig personlig frihed og magt i at have sit eget job og tjene sine egne penge, så en stor tak skal lyde herfra til alle kvinderettighedsforkæmpere. Men hvorfor skal det ske ved blind adoption af de traditionelle maskuline værdier? Det er næppe ægte frigørelse. Nok snarere falsk bevidsthed. Arbejdsmarkedet er skabt af mænd og derfor er det naturligvis dannet på baggrund af de værdier, der altid har været knyttet til manden. Men nu hvor kvinderne er ude på arbejdsmarkedet og de fleste er selvforsørgende, selvom der stadig er lang vej til ligestilling (for begge køn!), er det på høje tid at diskutere det nødvendige ligeværd mellem de traditionelle kvindelige og de traditionelle mandlige værdier.
Den dag det er lige så meget værd at være forældre som at være mellemleder, vil man have opnået et ægte frit samfund, der anerkender de forskellige verdner, der til sammen skaber et ligevægtigt og frugtbart samfund. Hvor ville arbejdsmarkedet og samfundet være, hvis ikke der var en masse mennesker der så det som sin vigtigste opgave at hjælpe den kommende generation ordentlig i vej ved at lære dem de grundlæggende færdigheder i at være sociale og selvelskende på samme tid?
Vi har gennem de seneste 30-40 år været igennem en total revolution på familiemarkedet; nu må det være arbejdsmarkedets tur til at lave den samme revolution ved at kigge på, hvordan man kan sætte en organisation sammen, så den understøtter det sociale liv og inddrager de traditionelle kvindelige værdier som omsorg, nærvær, tillid, rummelighed osv på linie med resultater, handling, kamp osv. Det behøver jo ikke at være en byrde at finde en ny måde at skabe et arbejdsmarked på. Det kunne også være en helt vildt sjov opgave, der i den grad sætter en bunke tanker fri til at handle og være sammen på en langt mere tilfredsstillende måde – for alle. Også økonomidirektøren…..
