Mange organisationer kæmper med at fastholde de unge på arbejdspladsen. Men det er ikke de unge, der er problemet. Det er forestillingen om fastholdelse.
Det sker jævnligt, at når den ene i et ægteskab beder om skilsmisse, oplever vedkommende pludselig, at alt kan lade sig gøre hos den anden: Parterapi? Yes! Flere kæresteaftener? Yes! Bedre fordeling af husarbejdet? Yes!
Den nyvundne respekt og omsorg er dog sjældent knyttet til en nyvunden kærlighedsåbenbaring. Langt oftere skyldes det, at smerten ved at blive forladt er så stor, at den forsmåede part vil gøre ALT for at slippe for at mærke lidelsen. Inklusiv at lave om på sig selv. Hvilket desværre ofte kun har en kortvarig effekt, fordi forandringen primært er motiveret af akut frygt og smerte fremfor langvarig lyst og vilje til at skabe en ny fælles virkelighed.
Hvad har det med de unge at gøre? At det er fuldstændig samme mekanisme, der er på spil, når det handler om virksomheders og lederes adfærd over for deres unge medarbejdere og samfundet.
I årevis har de unge nemlig advokeret for andre måder at være på arbejdsmarkedet på, og de har talt højt om klima og mental sundhed, men det har ikke fået hverken virksomheder eller samfundet til at ændre afgørende på deres organisation og produktion. Hvilket blandt andet blev demonstreret til smertefuld perfektion, da Den Nationale Sundhedsprofil 2021 for nylig viste, at 52,3 procent af de unge kvinder mellem 16-24 år og 31,2 procent af de unge mænd oplever høj stress.
Alligevel er vi som samfund måske ved at nærme os en situation, hvor de, der sidder på magten i Danmark, tvinges til at lave om på sig selv. Og ikke mindst de systemer, som de administrerer. For i Danmark oplever vi den laveste arbejdsløshed i årevis, hvilket har medført store udfordringer med både at tiltrække og fastholde den unge arbejdskraft, så nu mærkes smerten ikke kun blandt de unge, men også på ledelsesgangene. Der er flere områder, som magten kan tage fat i, og mange af dem hænger sammen, så det handler ikke bare om hurtige løsninger, men om nye måder at leve på, der kræver langsigtet (social) bæredygtighed.
Deloittes nyeste internationale Millenial Survey 2022 viser, at de unges top fem bekymringer er: Leveomkostninger: 29 procent. Klimaforandringer: 24 procent. Arbejdsløshed: 20 procent. Mental sundhed 19 procent og seksuel chikane 17 procent.
Graver man dybere ned i undersøgelsen, viser det sig, at de unge er dybt bekymrede over verdens tilstand. Især i forhold til leveomkostninger og klimaet, som de forsøger at afbalancere ved at have ekstra job, så de kan tjene mere og samtidig have råd til at leve mere klimavenligt og bæredygtigt. Hvilket står i modsætning til, at de samtidig føler sig udbrændte og ønsker at få mere mening og formål ind i deres job.
Og så har de forsøgt at inspirere deres arbejdsgivere til at skabe bedre arbejdsvilkår i forhold til mentale sundhedsudfordringer, men de kan ikke se, at det faktisk fører til konkrete ændringer. Blandt andet ønsker 76 procent i gennemsnit enten at arbejde på langdistance eller et hybridjob, hvor de arbejder hjemme nogle dage om ugen, men under halvdelen oplever, at de får mulighed for det.
Alle disse områder er gode steder at starte, hvis man vil have de unge på lønsedlen. Men hvis jeg stod med det problem, ville jeg starte med at kaste forestillingen om »fastholdelse« væk. De unge er nemlig ikke opdraget til at indgå i et hierarki og være fastholdt i årevis (hvem drømmer overhovedet om det?!) og dermed indgå i den traditionelle vertikale fødekæde i en organisation. Tværtimod er de i langt højere udstrækning opdraget til at bevæge sig derhen, hvor energien er, hvilket gør dem langt bedre rustet til at gebærde sig i det, som sociologen Zygmund Baumann kalder for flydende modernitet, hvor strukturerne og systemerne er i konstant bevægelse.
Fremfor fastholdelse ville jeg i stedet tænke i tilknytning. I selve ordet er der mere plads til frivillighed, ligeværd, dynamik og lyst, hvilket ligger meget tættere op ad de unges opdragelse og selvforståelse. Det inddrager samtidig den stadigt voksende andel af freelancere, som arbejdsstyrken også består af. Og fremfor selv at forsøge at udtænke de smarte tilknytningsløsninger, ville jeg bede de unge om at udarbejde dem, så de reelt matcher deres virkelighed. Men det vigtigste er, at processen er drevet af kærlighed til udvikling og ikke af smertefuld angst for tab, for kun det første er bæredygtigt på den lange bane.
Skrevet af Emilia van Hauen
Udgivet i Berlingske 30/05 2022
