Vesten over er generation Y i karrierekrise, fordi de er skuffede over, at deres genialitet endnu ikke er blevet opdaget. Det kan skabe et clash på ledelsesgangen med generation X.
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, foredragsholder, forfatter
Det viste sig som et lille ubehag i øjnene, en svag trækning i ansigtet, et undertrykt suk, når jeg talte med visse ledere omkring de 35–45 år om hvor (langt) de var i deres karriere. Først registrerede jeg det, som en personlig skuffelse eller uopfyldthed. Men så begyndte artikler om The Great Millennial Career Crisis at tikke ind fra internationale medier og en dag blev jeg ringet op af en journalist, der selv stod midt i sin 40års karrierekrise.
Da jeg var i starten af 40’erne stod jeg selv en aften i køkkenet og tænkte: Var det det? Var det hvad jeg kunne drive min karriere til? Og det er stadig det spørgsmål, som nu hjemsøger den største aktive aldersgruppe på arbejdsmarkedet, nemlig generation Y, der er født mellem 1980 og 1995. De udgør næsten 40 procent ifølge data fra Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse (AKU) og er en voksende andel af ledere. Men selvom spørgsmålet lyder ens, er baggrunden for Y’ernes krise forskellig fra de ældre X’ere (født mellem 1960-1980) – og det kan skabe et clash på ledelsesgangen.
X’erne er populært karakteriseret ved individualisme og autonomi, og var unge på et tidspunkt, hvor det at forfølge individuelle mål ved hård performance og en drivkraft mod at skabe banebrydende resultater, der kunne løfte hele gruppens ambitionsniveau, var det nye shit. Firkantet sagt var det uafhængighed, selvstændighed, mål og en evne til at æde sig selv via selvdisciplin, der var mantraet. Der var massiv ungdomsarbejdsløshed og økonomisk krise, da de skulle havde deres første job, så hvis man fik et, passede man på det, som var det en præmie. Viste jobbet sig som lort, arbejdede man bare endnu hårdere, for at komme videre, for idealet var, at man var sin egen lykkes smed.
Y’erne er var børn og unge på et tidspunkt, hvor økonomien bugnede, digitaliseringen og globaliseringen eksploderede og hvor forældrenes ideal var at skabe tillid gennem coaching kontra den disciplinerende opdragelse, og derfor er deres mindset rettet mod konstant ekspansion og nyskabelser, mens rutiner og stabilitet er døden. Boomerne (Y’ernes forældre) var selv drevet af social retfærdighed, men vekslede det til en træning i rettigheder overfor deres børn, som samtidig blev vist et liv, som et stort lav-dig-selv bord. Derfor er Y’erne vokset op med helt andre forventninger til hvad succes er, bla. fordi de er blevet trænet til (igen firkantet sagt) at de kan blive til og har ret til alt, fordi de jo er denne geniale singularitet. Deres skyggeside er derfor at være uberettiget berettiget (entitled) og derfor er det ikke usædvanligt at høre en Y’er sige noget á la: ”Nu har jeg været i dette job i 4 måneder – jeg burde da være bossen. Jeg er jo allerede den bedste!”. X’ernes skyggeside er til gengæld præstationsblindhed; de kan sjældent se, hvornår nok er nok og skal hele tiden øge KPI’erne, hvilket kan skabe en usund performancekultur.
Når Y’erne omkring de 40 år opdager, at de ikke har ramt forsiden på Børsen som årets mest succesfulde X, går det imod alt det, de blev stillet i udsigt da de var unge, og derfor lider de i virkeligheden under, at de ikke lider af bedragersyndromet. Mao så mener de, at de er meget bedre end deres job og deres kollegaer – ”de andre” har bare ikke opdaget det endnu. Så de går og venter og venter og venter og skuffelsen vokser. Resultat: Karrierekrise. Der kan blive forstærket af, at deres gen X-’er chefer kigger på dem med undren og ikke synes, at de i virkeligheden bider tænderne nok sammen og leverer på det aftalte, plus gerne lidt mere. Bundlinje: Generationsclash og forstærket krise.
Så hvad er løsningen? X’er cheferne kan komme langt ved at lytte mere til hvilket talent Y’erne venter på at udfolde, og Y’erne må kigge sig omkring i verden og indse, at de ligner os andre mere end de ligner geniet, hvilket som regel virker befriende, fordi det frisætter dem fra et ødelæggende pres. Så kan de skrive den prisvindende roman i fritiden – bare fordi det er sjovt.
